Jeg blev forført af fremtidens sjælesøgning i ‘After Yang’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad vil det sige at være menneske? At være til? Hvad betyder det at være en familie – at have menneskelige relationer? Hvad er kærlighed – og hvordan forholder man sig til et tab? Det er nogle af de eksistentielle og evigt gyldige spørgsmål og tematikker, der tages op i det afdæmpede science fiction-drama ’After Yang’, hvor kunstig intelligens også spiller en central rolle.

Man møder nemlig her en lille familie på far, mor og datter samt androiden Yang, der både er et elsket familiemedlem og som hjælper dem i hverdagen. Han både agerer som og ligner et rigtigt menneske. Så da Yang en dag pludselig bryder sammen, sendes de øvrige familiemedlemmer og særligt datteren Mika ud i afsavn og sorg. De har mistet en af deres allerkæreste.

Det bliver også starten på et mysterium, da Yang viser sig at gemme på en hemmelighed eller to i sin hukommelses-disk. ’After Yang’ folder således sin fortælling ud i en nær fremtid, hvor familien må holde sammen for at klare sig gennem tabet, mens Yangs hemmeligheder er med til at opretholde et dragende flow ind i en helt drømmende fortalt historie om de store spørgsmål i livet.

I rollen som faderen finder man en fåmælt Colin Farrell, der med nedtonet gestik og stemmeføring smyger sig ubesværet ind i filmens rolige univers, mens Jodie Turner-Smith har nærvær og nerve som hans hustru. Endelig er der Malea Emma Tjandrawidjajas troværdigt og gnidningsløse portræt af datteren. De indfinder sig alle i en film, der ligeledes er en fornøjelse i billede og lyd.

Filmens fotograf Benjamin Loeb indfanger med præcision og dragende komponerede billeder det elegant og melankolsk realiserede fremtidsunivers, hvor den smukke musik af ASKA gribende sitrer, fascinerer og forfører. Filmens instruktør og manuskriptforfatter Kogonada lykkedes altså med at skabe et svært uimodståeligt univers, jeg blev henført til og elskede at være i.

’After Yang’ er nærmest som en fabulerende og opfindsomt klippet fremtidsdrøm, hvor den menneskelige sjæl synes at tage bolig i selve filmen og her også det kunstige menneske. For Yang er måske nok ikke af kød og blod, men det er familien og de varme følelser omkring ham, hvilket så absolut er ægte. Så hvorfor skulle Yangs relation til dem ikke også være lige så ægte?

’After Yang’ får 5 ud af 6 stjerner:

’After Yang’ har biografpremiere den 25. august.

‘Bamse’ bøjer uelegant sine pointer i sort/hvide knækpølser

/i , /af

Biografanmeldelse: Den dramatiske historie er sådan set på plads i ’Bamse’. Det i form af hovedkarakteren, der plages af fortidens spøgelser og nu står midt i livet med skeletter i skabene, der presser sig mere og mere på. Det danske drama undviger blot uelegant dramatiske nuancer i fortællingen om Flemming ’Bamse’ Jørgensen, hvor det svære forhold til adoptivfaren står centralt.

Filmens pointer bøjes gang på gang i sort/hvide knækpølser, hvor man finder Bamse både i pølsevognen og på scenen. Det med henholdsvis en pølse i hånden og med et syngende publikum foran sig. Ganske vist cementeres Bamses folkelighed bl.a. her, men musikerens karriere samt dens op- og nedture bliver der noget klodset skøjtet henover, så jeg ikke får et egentligt indblik i livet på vejene og dets konsekvenser.

Det centrale drama er ikke musikkarrieren, men altså forholdet til adoptivfaren. I en række uelegante flashback-scener får vi nemlig indblik i Bamses barndom, hvor vi ser, at han er adopteret fra et børnehjem og nu får en ny mor og far, hvor sidstnævnte er en ganske kold type, der kun vil, at hans søn skal overtage fabrikken og bestemt ikke blive musiker, da det ikke kan bruges til noget.

Dette far-søn-forhold bliver banket fast med store fede syvtommer søm gang på gang, så selv dem, der måtte blunde undervejs i filmen, kan følge med. Ganske vist er Flemming ’Bamse’ Jørgensen en empatisk karakter, det er svært ikke at holde af og med, men han er skrevet ret så endimensionelt og med en historie omkring sig, der kanter sig usmidigt gennem hans liv med familien og musikken.

Det er sådan set ikke fordi, at Anders W. Berthelsen som Flemming ’Bamse’ Jørgensen ikke indgyder empati med sit måske lige konstant nok vemodige blik, men filmen og dens manuskript giver ham bare ikke for alvor lov til at spænde følelsesmæssige nuancer ud over sit menneskelige og ellers ganske hjertevarme portræt, der desværre bliver mere fladt end fyldigt.

Her er en mand, der er splittet mellem at ville være den folkekære Bamse og så den mere ærlige Flemming Jørgensen. En mand, der higer efter anerkendelse og ikke mindst sin adoptivfars kærlighed. Men selvom filmens versioner af ”Vimmersvej” og ”I en lille båd der gynger” måske nok fænger, så fænger filmen aldrig rigtigt, hvilket Flemming ’Bamse’ Jørgensens historie absolut havde fortjent at gøre.

’Bamse’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Bamse’ har biografpremiere den 25. august.

Den blodige ‘The Northman’ leverer brutal vikingehævn

/i /af

Vikingehævn på 4K Ultra HD: Møgbeskidt. Brutal. Blodig. Robert Eggers’ vikingefilm ’The Northman’ er det hele og mere til. Med mytisk schwung pulserer den intense hævnfortælling sig ud i imponerende naturscenerier og heftige nærbilleder af vores målrettede hævner Amleth, der ikke viger en tomme fra sit mål – at gøre det af med sin fars banemand og redde sin mor, dronning Gudrún.

Denne hævn har prins Amleth tørstet efter fra han var en lille dreng, der så sin far blive dræbt med koldt blod. Nu som en voksen og muskelsvulmende mand begiver han sig mod sin fars morder, der ikke aner uråd, da han er overbevist om, at prinsen i sin tid også døde. Det er simpelt sagt filmens præmis, der i hænderne på Eggers får et medrivende liv af urinstinkter, gudetro og vilde slåskampe.

Her gælder det ikke mindst temaer som hævn, skæbne og ære. Det er kongefaderens ære, Amleth vil genvinde gennem sin hævn, mens spørgsmålet om han mon også er manden, der skal fuldende sin skæbne og blive den nye konge efter sin far svirer i luften. Det er med hele vejen brutalt nærvær, at Alexander Skarsgård træder ind i rollen som Amleth med hele sin krop og tilstedeværelse.

Han er et sandt menneskeligt bæst, der både river struben ud med tænderne på sine fjender, halshugger og parterer sine modstanderne og hyler mod månen. Han overbeviser som en nådesløs viking. Jeg kan ganske enkelt ikke tage mine øjne fra ham. Det samme gælder i øvrigt filmens billedside, der på både rå, natursmuk og mytisk vis gribende er indfanget af filmens fotograf Jarin Blaschke.

Desuden buldrer filmens sitrende score af Robin Carolan og Sebastian Gainsborough hårdt og ubarmhjertigt i takt med både den berusende natur og den nådesløse vold. ’The Northman’ er med andre ord også en film, der i høj grad lever af sin medrivende tilstedeværelse i sin rene filmiske form. Jeg hensættes til den helt primale tilstand, hvormed Amleth søger sin hævn.

’The Northman’ er en berusende rejse ind i både Amleths sind og en ydre bersærkergang, der fra start til slut har et blodigt greb i struben på mig. Jeg blev ganske enkelt henført til det rå vikingeunivers, hvor guderne og naturen hersker i brutal forening med hævn, ære og skæbne.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer på det lyd- og billedoptimerede 4K Ultra HD-format, hvor ‘The Northman’ i den grad kommer til sin filmiske ret med mættede farver og indtagende detaljer samt godt med både bund o schwung på lydsiden. Herudover finder man også en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i filmen gennem både slettede og forlængede scener, videre til diverse featuretter samt ikke mindst et kommentarspor med filmens instruktør og medforfatter Robert Eggers.

’The Nothman’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 29. august.

Den veloplagte ’Bad Guys’ er vild og vildt underholdende animation

/i /af

Animation på Blu-ray: Der er fuld fart over animationsfeltet, når den vildt underholdende ’Bad Guys – de er super barske’ opfindsomt og legende ruller sig veloplagt ud. Der er nemlig vildt meget at kigge på, når flokken af barske og sjove skurke indtager scenen. Men følger således en ulv, en piratfisk, en tarantel, en slange og en haj (!). En røverbande i fuldt vigør på landjorden.

Ulven leder charmerende an i banden, hvor et kup ikke kan blive stort eller vovet nok. Da heldet imidlertid er ude, står de fem røvere over for valget mellem enten at lade sig fængsle eller forsøge at være gode. Men kan de ellers kriminelle dyr mon sådan uden videre blive gode og lægge deres liv helt om? Det er spørgsmålet i en fortælling, der bl.a. leger med fordomme samt det gode og onde i os alle.

Røverne mødes nemlig af fordomme i, hvad der ellers skal være en frisk start for vennerne. For kan man overhovedet få lov til at blive god, hvis ingen tror på en? Ganske vist er det ikke de mest spidsfindige pointer, der her males op, men historien og dens tematikker er ganske enkelt pokkers velfortalt, hvor det ikke mindst er en fryd at være i selskab med de medvirkende.

Lige fra de fem røvere, der både hver for sig og i samspil er yderst medrivende bragt til live, til historien, der er i konstant engagerende animeret bevægelse. Fra den dejligt hidsige piratfisk til den godmodige haj. Så selvom filmens fortælling måske ikke som sådan overrasker i sine plotdrejninger, blev jeg revet med af filmen, der er en ren animationsbombe udi fortælleglæde, humor og charme.

Det er en fornøjelse at se, hvor umage folkene bag har gjort sig – og samtidig får det til at se så legende let ud. Her er virkelig kælet for karaktererne, universet og selv de mindste detaljer. Det i alt fra de helt små bevægelser hos de medvirkende – hvilket er med til at give både hoved- og bikarakterer et eget liv – videre til de store actionscener, der blæser mig omkuld i al sin dynamiske iver.

’Bad Guys – de er super barske’ er med andre ord en vildt veloplagt og morsomt fortalt historie med et hold af karismatiske karakterer. En film, der bl.a. omhandler eviggyldige temaer som det gode og det onde i os alle – og om, at man ikke skal skue hunden på hårene. En skøn og skønt animeret film. Jeg så filmen med de velfungerende danske stemmer og glæder mig til et gensyn i selskab med originalstemmerne.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen.

‘Bad Guys’ udkommer på dvd og Blu-ray den 26. september.

Liam Neeson deler øretæver ud i actionfilmen ‘Memory’

/i /af

Action på Blu-ray: Hvis man har fulgt den i skrivende stund 70-årige skuespiller Liam Neeson, så har han bestemt ikke sat farten ned, hvad film angår – og da slet ikke, hvad actionfilm angår. Den karismatiske skuespiller har således stået i spidsen for en længere række af sprængfarlige actionfilm de seneste mange år. Nu er han atter på banen og klar til igen at dele hårde øretøver ud i action-thrilleren ‘Memory’.

Liam Neeson spiller her lejemorderen Alex Lewis, som får sin del af bad guys på nakken, da han nægter at udføre en job for en farlige og kriminel organisation. Det er det i udgangspunktet simple afsæt for, at den legendariske Liam Neeson både får lov til at skyde med skapt og se på store eksplosioner.

Mens man foran kameraet således finder en yderst garvet herre, så finder man ligeledes i instruktørstolen en mand, der har leveret sin del af hæsblæsende action gennem sin karriere. Her er nemlig tale om Martin Campbell, der blandt andet har titler på sit CV som James Bond-filmene ‘GoldenEye’ og ‘Casino Royale’, videre til film som ‘The Legend of Zorro’ og ‘Edge of Darkness’. Det er med andre ord en garvet duo, der her er gået sammen for at action-underholde publikum for for Liam Neeson!

Blu-ray-udgivelsen med ‘Memory’ indeholder desværre intet ekstramateriale. Det er derfor naturligt nok også filmen, der så absolut er den sparsomme udgivelses hovedattraktion. Men for Liam Neeson-fans er det måske i grunden også nok.

‘Memory’ udkommer på dvd og Blu-ray den 29. august.

Det urovækkende gys ‘Nope’ legede medrivende kispus med mig

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med urovækkende og mystisk schwung, at filmskaberen Jordan Peele åbner sin nye film ’Nope’. Tonen slås således dragende an i en film, der udfordrer publikums forventninger i en genreblandende leg med bl.a. fortællestruktur. Netop den fortællermæssige legesyge gennemsyrer gyset, hvor vi møder søskendeparret OJ og Emerald Haywood.

De to driver en ranch, hvor de bruger deres evner udi hesteopdræt i filmindustrien. Økonomien skranter imidlertid i deres forretning, hvorfor den fåmælte OJ må sælge ud af hestene, mens den langt mere udadvendte søster Emerald gør, hvad hun kan for at sælge deres ydelser til industrien. Deres problemer bliver dog snart udfordret af en række underlige begivenheder på ranchen.

Der er nemlig et og andet mystisk på færde, hvilket synes at stamme fra himlens uendelighed. Hvad det præcist indebærer, vil jeg ikke uddybe nærmere her. Fortællingens overraskende og uforudsigelige krumspring er nemlig en medrivende del af Jordan Peeles film. Jeg blev i hvert fald revet godt og grundigt rundt i manegen og med af både karakterer, fortælling og mysteriet.

Det er således med en underholdende blanding af det bizarre og overraskende samt det urovækkende og gysende, at Jordan Peele folder sin historie ud, hvor der laves kronologiske kolbøtter, mens jeg både vildledes og vejledes ind i filmens univers. Det er gribende og tiltagende intenst, hvor bl.a. også filmens på en gang heroiske, underspillede og krybende score af Michael Abels fanger.

Daniel Kaluuya portrætterer med mut mine den plagede OJ, som står i fin kontrast til den ekstroverte søster, der spilles med lige dele charme og energi af Keke Palmer. De to giver gyset karaktermæssig tyngde – også selvom jeg måske ikke helt rammes rent på følelserne hele vejen. Ikke desto mindre er de to et medrivende bekendtskab, på samme måde som filmen i sin helhed.

’Nope’ er nemlig som helhed en filmisk fornøjelse, hvor også den velindrammende og dynamiske fotografering af Hoyte van Hoytema er en sand fornøjelse. Jordan Peele her kort fortalt efter sine to mesterlige gys ’Get Out’ og ’Us’ lavet et medrivende hattrick, der tør gå nye veje i hænderne på en af vor tids mest interessante filmskabere. Jeg glæder mig allerede til at se den igen.

’Nope’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nope’ har biografpremiere den 18. august.

‘Anatolian Leopard’ hjemsøges på dragende vis af ensomheden

/i , /af

Biografanmeldelse: Ensomhed, afmagt og håbløshed. Den aldrende zoo-direktør Fikret er viklet ind i det hele. Han har ikke meget livslyst tilbage. Han er en mand af få ord og med en nærmest konstant udtryksløs og opgivende mine. Han føler ikke, at han har fået det ud af livet, han havde håbet på. Nu står hans zoologiske have overfor lukning. Det hjælper bestemt ikke på humøret.

Haven skal privatiseres og moderniseres til en ny og overdådig forlystelsespark. Det betyder også enden på Fikrets arbejde som direktør i den tyrkiske ’Anatolian Leopard’. Da der imidlertid sker noget uventet, bliver det starten på et sagte drama, der måske også kan betyde den zoologiske haves overlevelse. Herfra smyger den rolige fortælling sig ordknapt afsted.

Vi møder endvidere diverse karakterer omkring den indadvendte direktør, hvor livet blot synes at suse forbi ham. Lige der foran hans næse og triste øjne, mens han opgivende ryger den ene cigaret efter den anden. Der er ikke meget liv at spore i hans blik og hele væsen. Han bliver derfor som filmen skrider frem også en smule svær helt at blive engageret af. Her er ikke meget karakterudvikling at spore.

Det er ganske vist nok en pointe i sig selv – og er da også både en styrke og en svaghed ved filmen. For netop det at komme ind på livet af en mand så opgivende som ham, er for så vidt også et sart og dragende sted at blive taget hen. Men det er også en svaghed for fortællingen og mit engagement i ham og heraf desværre også filmen som helhed.

Det sagt, så er ’Anatolian Leopard’ et ret vellykket blik ind i et menneskes triste sind, der her insisteres på at blive fastholdt. Ugur Polat er god til netop at opretholde den opgivende mine filmen igennem, hvor ensomheden har sit knugende livtag i ham. For selv, når muligheden for bl.a. tosomhed byder sig, har han svært ved at svinge sig op til at gøre noget ved det.

Instruktør og manuskriptforfatter Emre Kayis lykkedes med sit rolige drama – der får indspark af thriller-elementer – at tage sit triste favntag i mig. Det er på en gang både ganske dragende, men bliver også en kende trættende henad vejen. Heldigvis er Ugur Polat god, mens filmens sagte stemning er fuldendt. Det sat i nedtonede farver og et roligt fortalt tempo.

’Anatolian Leopard’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Anatolian Leopard’ har biografpremiere den 18. august.

Dramaet ‘Grandmother’ er et livsstærkt venskabsportræt

/i , /af

Biografanmeldelse: Gammel livsvisdom møder ungdommelig livskraft i Matthew J. Savilles velspillede drama ’Grandmother’. Man møder her den bestemte kvinde Ruth, der lever i sit livs efterår, mens teenageren Sam har taget hul på ungdomslivets glæder. I mødet mellem ung og gammel opstår der en forførende fint fortalt fortælling om både de store og små ting i livet.

Ruth er Sams viljestærke bedstemor, som han modvilligt skal tage sig af i et stort hus omgivet af smuk natur. Ruth har nemlig brækket benet og kan ikke selv klare sig gennem dagene, men må sidde i sin stol, hvorfra hun kommanderer med dem omkring sig. Bl.a. har Sam bare at komme med hendes gin, morgen som aften. De tos stærke viljer støder snart sammen i dette umage møde.

Det bliver imidlertid også starten på et spirende venskab mellem de to, der på hver deres måde udfordrer hinanden. Det er et levet liv overfor et frivolt ungdomssind, der dog huser sin del af mørke. Sam plages nemlig af tabet af sin mor, der døde alt for tidligt. Ruth gemmer også på sin del af mørke bag sit stålsatte blik. Der er dramatisk dynamit mellem de to.

En eminent Charlotte Rampling er den livserfarne Ruth, der har levet et vildt og spændende liv, men som bestemt stadig er sulten på livet. Hun formår med bl.a. undergjort gestik og siddende i sin stol at formidle et dragende og nuanceret følelsesliv. Jeg kan ikke tage blikket fra hende. George Ferrier formår desuden fornemt at hægte et alvorstungt sind på sin fine drengethed.

Matthew J. Saville har både skrevet og instrueret ’Grandmother’, som ganske vist er et stærkt karakterbåret drama, men som også har smukt indskudte billeder af en sitrende natur, der står i flot dynamik med bl.a. Charlotte Ramplings livskloge øjne og intime nærbilleder af et ansigt, der emmer af livslange minder. Her indfanges således også en visuelt berigende fortælling om livet og døden.

’Grandmother’ bærer ganske vist ikke på den mest overraskende historie, men den er pokkers velfortalt i lyd og billede samt velspillet hele vejen rundt, hvor Charlotte Ramplings facetterede Ruth, måske nok står på filmens hovedscene, men George Ferrier er bestemt et fund som Sam. Det er med andre ord en film, der både er rørende og morsom samt sætter mit eget liv i perspektiv. Stærkt!

’Grandmother’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Grandmother’ har biografpremiere den 4. august.

‘Bullet Train’ mister momentum, men Brad Pitt charmerer

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på et lynhurtigt tog, der skyder sig som et flyvende missil gennem landskabet i ’Bullet Train’. Ombord er der også fart på. Her finder man en håndfuld af umage lejemordere, der alle har hver deres mission. Alle gemmer på hemmeligheder, hvor det viser sig, at mordernes opgaver har noget til fælles, mens de alle må gøre deres for at overleve turen.

Hovedrollen i den replikflyvende action-thriller indtages af en charmerende Brad Pitt som den konstant uheldige lejemorder Ladybug. Han kommer til at stå model til alskens slåskampe, mens han i grunden blot ønsker at hoppe af toget og droppe opgaven. Han omgives af de øvrige lejemordere, der males op i kantede karikaturer, som desværre aldrig bliver videre interessante.

End ikke Brad Pitts ellers ok morsomme portræt bringer medrivende liv i en historie, der mere synes at vakle rundt i et usmidigt manuskript end at opretholde den intensitet, som her synes at sigtes efter. Filmen er lidt for ivrig efter at dupere med et sindrigt manuskript, der folder sig ud som et puslespil af karakterer og deres forskellige agendaer, men i stedet ender det noget tungrøvet.

Det sagt, så er her også plusser. Der er bl.a. et par lækkert iscenesatte slåskampe, hvor filmens både absurde og blodigt morbide humor kommer i knogleknækkende spil. Filmens historie er dog ikke videre spændende, mens også de mange slåskampe undervejs mere begynder at kede med de samme tricks og gimmicks end at dupere og underholde.

Lyspunktet er helt klart Brad Pitt, der med naturlig charme og ganske fin komisk timing giver filmen noget af det medrivende liv, den ender med at være fattig på. Desuden kommer spilletiden på omkring 2 timer til at føles alt for lang, hvor slutningens stort opsatte finale trækkes så meget ud, at engagementet mister pusten, mens der forsøges at binde de mange plottråde sammen, dog uden elegant held.

’Bullet Train’ har hjertet på rette sted. Den vil underholde med ironisk humor, adrætte action-scener og en charmerende Prad Pitt i centrum. Desværre går de på papiret ellers gode og blodige intentioner aldrig op i den højere enhed, der lægges op til. I stedet mister løjerne hurtigt medrivende momentum, mens fortælling mere ender i kludder end i veloplagt action-hopla.

’Bullet Train’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bullet Train’ har biografpremiere den 4. august.