‘Swan Song’ giver scenen til Udo Kiers flamboyante frisør

/i , /af

Biografanmeldelse: Den for evigt karismatiske Udo Kier griber i ‘Swan Song’ sin flamboyante rolle som frisør og skønhedsekspert om struben på både rørende, melankolsk og morsom vis. Den 77-årige legende gør nemlig den måske nok lidt ujævne film hele turen værd. Han har med andre ord et af de der ansigter, jeg ikke kan tage øjnene fra. Det i både skønne nærbilleder og dansende totaler. Han er forrygende!

Udo Kier er den egenrådige Pat Pitsenbarger, en nu pensioneret frisør, der engang var toppen af poppen i de finere kredse samt en del af sin bys festlige natteliv og homomiljø. Nu er han derimod bosat på et trist plejehjem, der mest af alt minder om et fængsel, hvor han bruger dagene på at ryge i smug, folde servietter og stirre ud i luften. Ikke just et liv, der passer den aldrende excentriker.

Da Pat imidlertid får tilbuddet om at fikse sin netop afdøde klient op til begravelsens åbne kiste, flygter han fra plejehjemmets grå indre og ud i virkeligheden, hvor han kommer til at møde sig selv i den omverden, som nu har forandret sig, siden han sidst var en del af den. Fortidens spøgelser og uløste konflikter skyder op omkring ham, mens Pat på sin vej også mindes om, hvem han i virkeligheden er og var.

Der er ingen tvivl om, at ’Swan Song’ er Udo Kiers ubetingede show. Han vibrerer medrivende i hvert et billede, han indtager med sit umiskendelige nærvær og sine dragende øjne, der lyser hver en scene op. Det både de melankolske og bittersøde samt de humoristiske og kærlige. Fortællingen rummer nemlig både mørket og lyset – opture og nedture – som det nu engang er tilfældet med livets gang.

Pat bærer da også på en stor sorg og smerte i mindet om sin nu afdøde partner, men han er også et levende livstykke, der vil det smukke og sjove her i livet. Det betyder bl.a. store diamantringe, en farverig hat og et affekteret kropssprog. Han indtager filmen, scenerne og verden omkring sig. Det er derfor også en skam, at filmen bl.a. løber ind i fortællemæssige ujævnheder undervejs.

’Swan Song’ får nemlig ikke helt givet samme nærværende tyngde til de øvrige medvirkende, mens beskrivelsen af byen Sandusky og dens miljø er en smule underudviklet. Det sagt, så er ’Swan Song’ kort fortalt en på flere måder både livsbekræftende, betagende bittersød og underspillet sjov fortælling om livet, døden og alt det, vi bruger tiden på, mens vi er i live.

’Swan Song’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Swan Song’ har biografpremiere den 4. november.

‘The Boy Behind the Door’ er et intenst og brutalt kidnapningsgys

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med et bistert greb om en nervepirrende opbygget spændingskurve, at instruktører og manusforfattere David Charbonier og Justin Powell folder deres brutale kidnapningsgys ud. ‘The Boy Behind the Door’ er således en intens lille knaldperle, hvor der ganske vist skal sluges et par plotmæssige kameler undervejs, men som sejrer takket være bl.a. sin intensiverende spænding.

Jeg bliver smidt direkte ud i grusomhederne, hvor man møder to drenge, der er låst inde i en bils bagagerum. Herfra hives drengen Kevin op for at blive slæbt skrigende ind i et stort og afsidesliggende hus. Bobby efterlades tilbage spærret inde i bilens mørke indre. Det lykkedes ham dog at smadre sig fri af bilens greb, hvorfra starten på at befri sin ven fra tilfangetagerens skjul nu indledes.

Det er den simple og gribende grumme præmis for gyset, der kender sin besøgstid med en stramt afviklet spilletid på lige under 90 minutter. Her er ikke så meget pis. Det er intens katten-efter-musen-spænding krydret med brutal vold og blodigt ubehag. Desuden finder man en virkelig god, nærværende og naturligt spillende Lonnie Chavis som Bobby. Han portrætterer engagerende alt fra angst til håbløshed og styrke.

Ezra Dewey må ikke glemmes, da han som Kevin ligeledes brænder gribende igennem i sin neglebidende kamp for at klare den dødsensfarlige situation. En ting er nemlig filmens veliscenesatte intensitet, hvor bl.a. en skarp brug dunkle skygger og snigende lyde bibringer gyset sin uhygge. En anden ting er netop de to drenge, der er med til at give gyset et dramatisk nærvær og en anspændt nerve.

For selvom ’The Boy Behind the Door’ ikke just kan siges at være innovativ som sådan, så er det ganske enkelt en pokkers velfortalt, fermt instrueret og hidsig lille film, der på effektiv vis bruger sin spilletid til at fortælle sin medrivende historie om to drenges kamp for at slippe fri og overleve deres kidnappers jerngreb. Det er spænding i ren form fortalt i gennemgående dunkelt belyste scener af uhygge.

’The Boy Behind the Door’ er kort fortalt et dunkende sikkert favntag med intens spænding og ubehagelig vold, der ganske vist ikke genopfinder genren, men som både medrivende og effektivt gør brug af sine gysende virkemidler, hvor de to kidnappede drenge bidrager med dramatisk tyngde og menneskelig nerve midt i ubehaget, der skyder sig som et lyn gennem mine nervebaner. Herligt!

’The Boy Behind the Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Boy Behind the Door’ har biografpremiere den 4. november.

‘CODA’ er et feel-good-drama lige efter bogen… men det fungerer

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pjat med dramaet ’CODA’. Det er en feel-good-film lige efter bogen… men den fungerer. Her er dog tale om en fortælling, der til tider måske nok kan virke en smule konstrueret, men som til trods for bl.a. det og sin forudsigelighed både er rørende, gribende og helt hjerteskærende. Desuden spædes der til med hjertevarm humor. Ja, feel-good lige efter bogen.

Man følger i denne genindspilning af den franske ’The Bélier Family’ fra 2014 gymnasieeleven Ruby, som er den eneste hørende i sin familie, hvor både mor, far og storebror er døve. Det har gjort hende til en uundværlig del af familiens liv og levevej som fiskere, hvor hun er tolk og arbejdskraft. Da Ruby imidlertid fanges af musikken og det at synge, ændrer hendes planer for fremtiden sig radikalt.

Ruby vil nemlig læse videre for at studere musik og altså ikke fortsætte med familiefiskeriet. Der noget fint og dramatisk modsætningsfyldt i en smukt syngende datter, som familien aldrig kommer til at kunne høre. Rubys fremtidsdrømme i storbyen spiller dog ikke overens med familiens fremtid, hvor deres levevej som fiskere endvidere trues af grådige fiskeindkøbere. Ruby står nu fanget i midten af det hele.

’CODA’ er altså – udover at være historien om en ung kvinde, der er ved at finde sig selv og sin vej i livet – også en film om den svære løsrivelse fra familien, ikke at ville skuffe sin forældre, at gå egne veje og turde tro på ens drømme. Alle ingredienserne til netop en feel-good-film. Heldigvis balanceres hjertevarmen fint med de dilemmafyldte problematikker i en film, der desuden er både velfortalt og velspillet.

I rollen som den splittede Ruby finder man en charmerende og gribende Emilia Jones, som det er svært ikke at holde af og holde med, mens mor Jackie og far Frank ses i skikkelse af omsorgsfulde Marlee Matlin og Troy Kotsur. De fungerer virkelig godt som par samt i rollen som de både drillende og bevidst akavede forældre, hvor det dramatisk alvorlige forhold til Ruby dog heldigvis ikke lider overlast.

Jeg må ikke glemme et af filmens øvrige hovedelementer, nemlig en karismatisk Eugenio Derbez som den bestemte, men også kærlige musiklærer Mr. V. Han kan måske nok til en start virke en anelse karikeret, men rollen vokser sig troværdig og smelter fint sammen med de andre relationer, som Ruby har. Familie, kærlighed, musik og hjertevarm humor. Ja, ’CODA’ er en rigtig feel-good-film lige efter bogen.

’CODA’ får 4 ud af 6 stjerner:

’CODA’ har biografpremiere den 4. november.

Passionen sitrer i dokumentaren ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg bliver med Michael Dweck og Gregory Kershaws dokumentarfilm ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ taget med ind i en naturskøn verden af passion og trøfler samt kærlighed og pengemaskiner. Man følger nemlig her en gruppe ældre trøffeljægere på den anden side af både 70 og 80 år. De kender skovenes hemmeligheder, mens de godmodigt jager trøflerne med deres hunde.

Den minutiøse og tålmodighedskrævende jagt foregår i Piemontes smukke skove i Italien, hvor der er højt til himlen og luften er ren. De dyrebare og sjældne trøfler er en eftertragtet vare blandt gourmetelskende feinschmeckere, der køber naturens klumper af velduftende guld for flere tusinde euro. Skellet mellem de beskidte støvler i skovbunden og de højt oplyste lokaler, hvor trøflerne sælges, er stor.

Denne udtalte forskel i miljøerne giver filmen en interessant dynamik, hvor det dog er jægerne, som er filmens klare fokus. Men fortællingen kommer også ind på netop, hvordan der forsøges lukreret grådigt på jægernes arbejde og trøflerne, mens deres hunde endda forsøges forgiftet i skovbunden. Der er med andre ord rift om de aldrende trøffeljægeres hemmeligheder. Dem giver de dog ikke fra sig så let.

Der er bl.a. en, der helt er stoppet med at lede efter trøfler, da netop branchen og her de rige opkøbere ifølge ham er blevet alt for grådige. Filmen favner dog mere end ”blot” at være en film om jagten på de delikate trøfler. Det er også en fortælling om at finde mening med livet. Det simple, gode og givende liv. Det at have en livslang passion, der giver mening. Det gør forholdet til naturen, trøflerne og hundene.

Det er også en film om en gammel kultur og tradition, der desværre synes at synge på sidste vers, da en ny generation af trøffeljægere ikke just står på spring for at føre de dyrebare hemmeligheder videre. Det er fortællingen om en række mænd, der lever livet simpelt og dedikeret. Det hele fortalt i fint komponerede billeder og scener, der rummer både ømhed, harme og af og til er helt rørende.

Kort fortalt er ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ et både interessant og sine steder helt hjerteskærende indblik i et miljø af passioneret livsførelse og traditionstunge hemmeligheder. En verden, som trues af en fremtid og branche, der mangler tålmodigheden til selv at finde trøflerne. Det er bl.a. derfor også til at leve med, at nogle scener synes gentaget en smule for meget. Men bestemt en fin filmoplevelse.

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ har biografpremiere den 4. november.

‘Eternals’ leverer skønt og svulstigt superhelte-schwung

/i , /af

Biografanmeldelse: De fleste superheltefans kender vel efterhånden helte som Iron Man, Captain America og Black Widow. Med ’Eternals’ bliver vi i Marvels filmiske univers nu introduceret for en ny række af helte, nemlig de udødelige Eternals. ’De evige’ har levet her på Jorden i tusindvis af år, hvor de fra et liv i skyggerne både har beskyttet menneskeheden og været med til at forme dens udvikling.

Nu er gruppen af de mægtige Eternals imidlertid spredt ud over kloden, men da glubske monstre – såkaldte Deviants – på ny truer livet på Jorden med den totale destruktion, må holdet af udødelige samles for at redde menneskeheden. ’De evige’ får brug for hver af deres unikke evner i den farlige kamp, hvor både lasersyn, utrolig styrke og det at kunne replikere sig selv og andre må tages i brug.

Det er kort fortalt udgangspunktet for Marvels film nummer 26, hvor døren åbnes ind til et nyt kapitel i den store franchise – det i form af nye helte, mens filmen bl.a. også i tone og udtryk forsøger at gå ned ad ubetrådte Marvel-stier. Valget af instruktør var da også, da det blev annonceret, lidt af en overraskelse for nok de fleste – også for undertegnede. I instruktørstolen finder man nemlig Chloé Zhao.

Chloé Zhao, der også har været medforfatter på filmen, har tidligere stået bag meget mindre svulstige, action-tunge og effektbårne film. Tænk blot på det afdæmpede drama ’Nomadland’, der bl.a. tog Oscars hjem for bedste film og instruktion. Så selvom ’Eternals’ måske ikke ender med et radikalt andet udtryk end andre Marvel-film, skiller den sig dog ud, bl.a. med sine nedtonede farver og flere natursmukke scener.

Her er dog ikke tale om en alvorstung superhelte-sag, selvom den dramatiske alvor dog absolut er til stede, men i høj grad en storslået omgang action-eskapisme med kosmiske helte, vilde våben og ækle monstre. Det er derfor også en skam, at filmen sine steder løber ned ad generiske stier i superhelteland, mens spilletiden på hele to timer og 37 minutter bliver for lang for fortællingens eget bedste.

Det sagt, så var jeg langt overvejende virkelig godt underholdt af de svulstige løjer og medrivende action-scener, hvor bl.a. Angelina Jolie er en bad-ass krigerinde, mens Richard Madden desværre er noget fersk som Ikaris. Så er der mere engagerende gods i bl.a. Salma Hayek, Gemma Chan og Kumail Nanjianis roller. Ja, ’Eternals’ stillede bestemt min superhelte-sult med dette friske nye pust i Marvel-land.

’Eternals’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Eternals’ har biografpremiere den 4. november.