Biografanmeldelse: I en lille by i Oregon, der befinder sig langt fra alt og intet midt i den storslåede natur af dunkle skove, møder vi lærerinden Julia. Hun underviser en klasse af yngre elever, hvor særligt én dreng tager hendes opmærksomhed. Den mutte Lucas ser nemlig noget forsømt ud. Ikke nok med det, så laver han i timerne den ene mere foruroligende tegning efter den anden.

Julia kaster således sin omsorg på Lucas, der snart skal vise sig at gemme dystre hemmeligheder i sit misligholdte hjem. Hvad præcis mørket bag hjemmets fire vægge huser, går først alt for sent op for Julia og hendes betjent-bror Paul samt resten af den lille kulmineby. Der er således lagt i ovnen til en omgang alvorstung gru, hvor det mere er skyggerne, som gemmer på uhyggen end alt det, man kan se.

Det gådefulde gys ’Antlers’ folder på den måde sin hemmelighedsfulde fortælling ud med fine drypvise øjeblikke, der lidt efter lidt åbenbarer, hvad det er for en grusom hemmelighed huset og Lucas gemmer på. Det er ganske velfortalt og snigende fint udfoldet. At filmen måske nok et par steder bliver lige en tand for tung i røven for sit eget bedste, er da også til at leve med, når bl.a. filmens skrækfulde finale leverer.

Hertil kommer en rå miljøbeskrivelse, der falder godt i hak med fortællingens grundlæggende stemning af uro og gru. Ikke mindst også formidlet via både den plagede Julia og den mystiske Lucas. Keri Russell er nemlig som Julia et gribende bekendtskab, hvis smerte får råt liv, ikke mindst i relationen til Lucas, som spilles af en virkeligt engagerende og helt rørende Jeremy T. Thomas.

’Antlers’ balancer således indtagende fint sin skildring af et hårdt miljø med et par gribende karakterportrætter, hvor også den forknytte bror i skikkelse af en altid god Jesse Plemons, giver ekstra til dramaet og Keri Russells karakter. Jeg må bestemt ikke glemme, hvorledes det hele toppes af med et par grusomt eksplicitte scener, der fornemt bliver en naturlig del af filmens grumme stemning.

Instruktør og medforfatter Scott Cooper, der her debuterer i gysergenren efter dramaer som ’Crazy Heart’ og ’Out of the Furnace’, er kort fortalt lykkedes godt med at forene et foruroligende gys med dramatisk velbalancerede karakterer, en rå miljøskildring samt triste traumer og eksplicit gru. Det hele ledende op til filmens herlige finale, hvor der sættes tryk på skrækfilmens grusomme væsen.

’Antlers’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Antlers’ har biografpremiere den 28. oktober.

Biografanmeldelse: Den detaljeorienterede filmskaber Wes Anderson er tilbage med en ny fortælling i sit unikke univers af sirligt opstillede billedkompositioner, uhyre veltimet klipning og naturligvis en forkærlighed for symmetri. ’The French Dispatch’ mangler måske nok lidt i historiemæssigt momentum, men det fine univers hiver mig heldigvis ind i en verden af visuelle lækkerier og finurlige karakterer.

Det er da også netop filmens visuelle side og rækken af skæve karakterer, som i høj grad tager forpost for min positive oplevelse, da filmens tre fortællinger ikke alle er lige vedkommende hele vejen. Filmen snor nemlig sit charmerende univers om tre fortællinger, der alle er levendegjorte historier fra en fiktiv amerikansk avis, der holder til i Frankrig i det 20. århundrede.

Wes Anderson tager således publikum med ind på avisens spraglede redaktion, hvor der arbejdes på den sidste udgave af The French Dispatch, hvorfra filmens historier og de mange karismatiske personager er hentet. Man møder bl.a. en cyklende journalist på farten, videre til en gal kunstmaler og hans muse samt en madanmelder med typografisk hukommelse. Med mange flere.

Her er nemlig mange flere. Det vil et blik på den imponerende rollebesætning hurtigt afsløre. Her finder man både Wes Anderson-kendinge og nye ansigter. Castet tæller bl.a. Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Bill Murray, Owen Wilson, Edward Norton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan og Jason Schwartzman. WOW!

For langt de fleste af skuespillerne er det dog i små eller mindre roller, de indfinder sig i det umiskendeligt andersonske univers. ’The French Dispatch’ føles da også lidt som en blærerøvsøvelse udi at hive stjerner til fadet samt ikke mindst i, hvor visuelt virtuost, historier kan iscenesættes. Heldigvis har Wes Anderson også noget at have det i. For stjernerne ér sjove at se i deres roller og visuelt er filmen brillant.

’The French Dispatch’ mangler dog noget mere karaktermæssig tyngde for at jeg hives helt derind, hvor Wes Anderson-magien for alvor kan opstå. Den billedlegende stil og det idéspruttende univers samt bl.a. skiftet mellem brug af farver og sort/hvid er dog absolut en fornøjelse at bevidne, mens legepladsen på veloplagt vis indtages af de mange skuespillere, som uden tvivl har haft en fest med deres roller.

’The French Dispatch’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The French Dispatch’ har biografpremiere den 21. oktober:

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer en blot 15-årig knægt med ét at blive udnævnt til verdens smukkeste dreng for efterfølgende at blive ophævet til en næsten mytisk person verden over? I Kristina Lindström og Kristian Petris dokumentar er det bl.a. dette spørgsmål, fortællingen om svenske Björn Andrésen griber fat i. For med Luchino Viscontis ’Døden i Venedig’ skete netop det for den unge Bjørn.

Året er 1971. Den italienske mesterinstruktørs kommende klassiker ’Døden i Venedig’ har verdenspremiere. I rollen som den betagende dreng Tadzio, som den døende Gustav von Aschenbach bliver besat af, finder man en genert og blot 15-årig Bjørn Andrésen. Han blev castet efter års søgen. Nu opdaget og nærmest brugt som et objekt i filmen. Vi ser de grynede arkivoptagelser af castingen. Det er vildt!

Denne skelsættende film blev også skelsættende for Bjørn Andrésen, som dokumentaren her godt 50 år senere følger i livet, der rummer stor smerte, men også skønhed for den nu nogle og 60-årige mand. Den flygtige berømmelse har sat sine martrende spor i hele hans liv efterfølgende, hvor hans dengang perfekte ydre ikke kunne matche det liv, der gemte sig bag den tilbageholdende drengs nuancerede blik.

Med stor empati griber fortællingen om den plagede mand mig. Det gør ondt, er trist og tragisk, men også hjerteskærende at være vidne til hans tur ind i livets nutid samt den svære fortid, hvor han blev sat ind i kassen som forførende ung skønhed, både i fiktionens verden, men også i den virkelighed, der mødte ham efterfølgende, hvor han blev bokset uvilligt rundt i verden. Gamle optagelser bringer fortiden op i nutiden.

Som et intrigant livspuslespil foldes denne skæbnefortælling ud med hemmeligheder, accept og realiseringer af et levet liv, og hvordan det nu leves på godt og ondt. Plaget af en fortid, han stadig ikke kan slippe for eller flygte fra. Skønhedens forbandelse har sammen med en svær barndom og opvækst taget sit melankolske greb i et menneske, der kæmper med sig selv og dem omkring sig. Jeg mærker ham.

’Verdens smukkeste dreng’ er kort fortalt et livsbillede af et livstykke, der kæderyger, går på opdagelse i musikken og sin egen fortid, det selvom den byder på smertelige minder, men også en skønhed, der dog kun viser sig i glimt, men stadig formår at give håb om et godt liv, selv når det synes mest uperfekt. En historie om bristede drømme og svære relationer fortalt med dragende billeder og en sitrende lydside.

’Verdens smukkeste dreng’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens smukkeste dreng’ har biografpremiere den 21. oktober.

Biografanmeldelse: Den sultne symbiot Venom er tilbage i samspil med Tom Hardy, der i ’Venom: Let There Be Carnage’ atter spiller journalisten Eddie Brock, som gik i ét med netop den sorte symbiot med det store tandsæt i forgængeren fra 2018. Eddie forsøger nu at rette op på sin skræntende karriere, hvorfor han da også takker ja til at interviewe den dødsdømte seriemorder Cletus Kasady.

Deres møde bliver starten på en helt ny skurk, som får symbiotisk liv med Cletus. Således fødes den blodrøde og brutale Carnage, der på dansk har lydt navnet Splatter. Der er dog ikke meget blodrødt splat over Carnages hærgen. Alle drab er blodløse eller sker off-screen. Desuden forbliver den splattede skurk et ufarligt bekendtskab, der aldrig formår at skræmme eller indgyde frygt i mig.

Det hænger bl.a. sammen med, at filmen hele vejen forfalder til kæk komik og cheesy one-liners, hvor særligt det umage samspil mellem Venom og Eddie er topfjollet. Her rammes der langt fra mest komisk plet, mens der skydes notorisk ved siden af med de mange rappe replikker. Andre fandt dog de såkaldte morsomheder mere morsomme end undertegnede, hvilket salens spredte latter vidnede om.

’Venom: Let There Be Carnage’ er altså en topfjollet og gakket omgang action med komediens konstante tilstedeværelse. Historien er flad, selvom der prøves etableret en form for psykologisk dybde og et følelsesmæssigt motiv for både Venom aka Eddie og Carnage. Det handler om kærlighed, hvilket da også er med til at suge yderlige af uhyggen ud af superskurken, som desuden synes ret så fejlcastet.

I den ækle rolle finder man nemlig Woody Harrelson, der er mere karikeret end skræmmende. Han mangler karismaen, som han ellers er garant for. Det hele virker bare slapt og halvhjertet, selvom både Harrelson og Hardy da sikkert har haft det sjovt med at spille deres respektive karakterer. Det hjælper dog en smule, at den omgang nonsens, som udgiver sig for at være en stramt skåret fortælling, er blot 97 minutter.

Heldigvis er filmen netop ikke længere, hvilket trods alt er med til at løjerne holder et ganske fint tempo i en fortælling, der bare aldrig rigtigt bliver engagerende, men trods alt underholder mildt i skikkelse af bl.a. Carnage, som ganske vist ikke er uhyggelig, men ser sej ud. ’Venom: Let There Be Carnage’ er kort fortalt en topfjollet stinker, der takket være en ferm spilletid og et fint tempo får kradset sig op på to stjerner.

’Venom: Let There Be Carnage’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Venom: Let There Be Carnage’ har biografpremiere den 14. oktober.

Biografanmeldelse: Store vidder af øde sletter i et naturdragende Mongoliet åbner dramaet ’Den gyldne jord’, hvor netop naturen spiller en helt central rolle. Man følger nemlig en lille familie, der er en del af et mindre nomadesamfund, som alle lever i pagt med og af den barske natur omkring dem. Deres liv og eksistensgrundlag trues imidlertid af kynisk minedrift, der indtager deres land i jagten på guld.

Det er derfor nu op til samfundet at stå imod overmagten, hvis ikke de, deres unikke kultur og ikke mindst forfædrenes historie skal blive en saga blot. Det er dog ikke nemt, da nomaderne også lokkes med penge for at forlade deres land og i stedet flytte ind til byen. Midt i det hele finder man familiens 11-årige søn Amra, der drømmer om at deltage i en stor talentkonkurrence med en traditionel mongolsk sang.

Således er ’Den gyldne jord’ – udover at være den lille mands kamp mod overmagten – også et på flere måder fint afstemt drama om både sammenhold, vigtigheden af familien og det at turde drømme, selvom disse drømme måske ligger fjernt fra den virkelighed, man befinder sig i. Her er Bat-Ireedui Batmunkh et scoop som Amra. Han betager og går naturligt i et med den gribende fortælling.

I det hele taget er instruktør og medforfatter Byambasuren Davaas fortælling en velspillet fornøjelse, der troværdigt bringer både den lille familie og øvrige karaktermæssige dynamikker i spil. Det er underspillet, men bestemt også med vibrerende følelser dansende lige under overfladen, hvorfra de også får lov at slippes gribende løs undervejs.

Det er derfor også til at leve med, at filmens sidste akt måske nok løber ind i en lidt for konventionel fortalt vene, der dog trods alt lander på en rørende ren tone, inden rulleteksterne tager over. Desuden vinder filmen stort på bl.a. også det fint fortalte forhold mellem Amra og hans far, hvor man mærker hengivenheden og ufortyndet kærlighed, hvilket i det hele taget gennemsyrer den lille familie.

Derfor er det da også kun det mere hjerteskærende at være vidne til familien og det omkringliggende samfunds øjensynligt noget umulige kamp mod minedriftens brutale indtrængen. ’Den gyldne jord’ er med andre ord et velfortalt og fint gribende lille drama, der favner store tematikker som familie, kultur og historie, det med velspillede tæft hele vejen rundt.

’Den gyldne jord’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den gyldne jord’ har biografpremiere den 14. oktober.