En gribende mut melankoli dirrer i den smukke ’Nomadland’
Biografanmeldelse: Jeg blev med den roligt udfoldede nomadefortælling ’Nomadland’ hensat til både storslåede vidder i den amerikanske natur og en gribende mut melankoli portrætteret af en hele vejen engagerende Frances McDormand. For det er med rolige skridt, et adstadigt tempo og uden egentlig retning, at jeg her kommer med på en rejse, der både går gennem den smukke natur og et sorgramt indre.
Den nogle og 60-årige Fern mister nemlig alt grundet arbejdsnedlæggelser – både hus, hjem og sin mand, der går bort. Det bliver starten på et radikalt andet liv. Huset byttes ud med et hjem på fire hjul og en tur ud i landet, hvor den står på småjobs hist og her, hvorend hun triller hen. Den ensomme tilværelse bliver dog afløst af et fællesskab i en stor gruppe mennesker, der har valgt livet som kørende nomader.
Det er ganske vist ikke meget, der som sådan sker rent plotmæssigt, men netop i samspillet mellem filmens fine billeder af naturen, stjernehimlen og betagende solnedgange overfor Frances McDormands sorgramte og rådvilde Fran samt ikke mindst en række af skønne bikarakterer, får fortællingen konstant nærværende og menneskeligt liv. Både i det talte, men også i alt det usagte og i billedernes magi.
’Nomadland’ er både skrevet, klippet og instrueret af Chloé Zhao, der på fineste vis lykkedes med at tage livtag med selve det levede liv. Det svære, det smukke, det triste og det opløftende. Det handler om mennesker, livet og hvordan, man pludselig kan miste sit fodfæste og retning i livet. Netop fortællingens både rolige liv og mere eller mindre retningsløse form, er en pointe i sig selv og en af filmens styrker.
Ganske vist er Frances McDormand det altoverskyggende omdrejningspunkt, men jeg bliver nødt til også at nævne rækken af menneske, Fern møder på sin vej. Alle har de noget med sig i bagagen, der ligeledes har gjort, at de har valgt nomadelivet. Dette fællesskab beskrives aldeles fint, hvor man blandt andre møde den ældre kvinde Swankie, hvis rejse går mod livets ende, mens David synes at ekkoe Ferns rådvildhed.
Jeg kan ganske enkelt kun anbefale denne velbalancerede nomadefortælling, der blandt andet både trak på tårerne hos mig, men også smilet og en refleksion over mit eget liv. Nej, der er ingen lette løsninger på livet. Der er intet, som er sikkert. Men vi kan være med til at forme, hvem vi vil være og er. Vi kan tilvælge livet, fællesskabet og det at finde et hjem – uanset, om det er et hus eller på fire hjul. Selvom det er svært.
’Nomadland’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Nomadland’ har biografpremiere den 6. maj.
