Brawl in Cell Block 99: Vold, voldsom og mere Vince Vaughn
Voldsom vold på Blu-ray: Okay, denne brutale films gode og voldelige rygte har i den grad løbet den i forkøbet. I hvert fald hos mig. For det er vel efterhånden det seneste halve års tid, at jeg har set og hørt det ene gode blive sagt og skrevet om S. Craig Zahlers brutale ‘Brawl in Cell Block 99’. Nu er filmen søreme – og heldigvis – udkommet på Blu-ray her i landet.
Da den tidligere bokser Bradley mister sit job, og hans ægteskab er ved at bryde sammen, bliver han narkokurer for at vende lykken og kunne tilbyde sin kone Lauren et behageligt liv. Lige da situationen begynder at vende, ender Bradley efter en voldsom skududveksling bag tremmer, hvor han må træffe en række umulige og skræmmende beslutninger for at beskytte dem, han holder af.
Bradley er trængt op i et hjørne og må nu begå mere og mere brutale voldshandlinger på fængslets slagmark på vej mod den farligste afdeling: Celleblok 99. Ja, der er i den grad lagt op til øretæver her. De bliver da bestemt også leveret. Instruktør og manusforfatter S. Craig Zahler er da heller ikke ukendt med at levere brutal vold, hvilket han i den grad understregende med sin egen vellykkede debutfilm, den støvede tunge western ‘Bone Tomahawk’.
Desuden er det en ret så umage, men ikke mindre forrygende rollebesætning, man finder foran kameraet. Her med en intens Vince Vaughn i front, mens man i andre roller finder en for evigt sej Jennifer Carpenter, videre til en stadig cool Don Johnson samt ikke mindst legendariske Udo Kier. Ja, det bliver virkelig spændende at se, hvad S. Craig Zahler kommer op med i fremtiden.
– ‘Brawl in Cell Block 99’ udkommer på dvd og Blu-ray den 5. februar 2018.