HOBBITTEN: FEMHÆRESLAGET: Peter Jackson leverer en tilfredsstillende krigsfinale for Bilbos bæstbefængte rejse

Biografanmeldelse: Ja, gå nu bare ind og se den sidste Hobbitten-film. Ikke kun fordi, det er Peter Jacksons sidste film om ham der hobbitten Bilbo og de der dværge, men også fordi, at alle har brug for et eventyr af og til. Ikke mindst et eventyr, hvor det vælter rundt med sindssygt mange trolde, orker og andre bæster. Nej, det er jo ikke for sjov, at filmen har undertitlen Femhæreslaget.

For filmen er nærmest én lang krigsscene. Sådan lidt groft sagt. Men det er tæt på – og det fungerer. I hvert fald langt overvejende. Og i hvert fald nok til, at jeg ikke blev overmæt, men bare virkelig godt underholdt af at se vildt mange elvere, dværge, monstre og mennesker smadre hinanden i kampen om Midgård og de enorme skatte, dragen Smaug har efterladt i Det Ensomme Bjerg.

hobbitten five armies biograf 01

Men nu giver det vel også god mening, at en trilogi slutter med et brag. Også selvom trilogien jo egentlig kun er baseret på én bog. Men fuck det. For det er helt cool med mere ildspyende drage og vamle trolde, der får tæv. Peter Jackson formår nemlig at folde Tolkiens univers detaljerigt og medrivende ud, hvor han ikke glemmer det nære drama midt i CGI-rabalderet.

Godt nok males her med brede penselstrøg, hvorfor ikke alle karakterer er lige nuanceret optegnet. Men blandt andet udgør Martin Freeman fortsat et engagerende centrum for fortællingen som Bilbo. Han tumler med sager som mod og selvopofrelse, mens han også dristigt forsøger at holde krigeren og vennen Thorin Egenskjold fra at blive totalt formørket af magtsyge.

hobbitten five armies biograf 02

Richard Armitage tager her stikket hjem som Thorin med en sitrende balancegang mellem formørket psykopat og godhjertet kriger. Ian McKellen er igen rynket som troldmanden Gandalf, mens Luke Evans er heroisk som Bard, og så repriser blandt andet Benedict Cumberbatch, Cate Blanchett og Christopher Lee deres roller. Det samme gør Evangeline Lilly og Orlando Bloom i deres elver-roller og dertilhørende akavede kærlighedsdrama.

Nej, Hobbitten: Femhæreslaget leverer ikke hele vejen et lige velafstemt drama, men bestemt nok til, at Peter Jacksons energiske krigsscener ikke mister dramatisk tyngde. Men nu lever den vilde action absolut også fint ene og alene i kraft af den barnlige glæde, det er at se en vammel trold slå på tæven. Howard Shore har for resten igen med sans for det storladne kreeret scoret, der medrivende er med til at sætte et tilfredsstillende punktum for Bilbos rejse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hobbitten: Femhæreslaget | Biografanmeldelse”] Vurdering 5/6:
5_6 - stars
hobbitten five armies poster
Originaltitel: The Hobbit: The Battle of the Five Armies, USA, 2014
Release: d. 10. december 2014
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende:
Ian McKellen, Martin Freeman, Richard Armitage m.fl.
Spilletid: 144 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]