april 2014 – Side 2 – Filmskribenten

CPH PIX 2014: Så går slutspurten ind på filmfesten

13. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Der er nu kun fire dage tilbage af dette års CPH PIX, men det er bestemt stadig muligt at fange flere af festivalens film. Jeg ser blandt andet frem til Moebius, den nye film af sydkoreanske Kim Ki-duk, samt japanske Hitoshi Matsumotos bondagekomedie R100. Det tegner absolut til at blive en helt og aldeles fornuftig slutspurt frem til det filmfesten slutter på onsdag. Husk at tjekke ekstravisningerne her.

Men inden biografmørket atter kalder senere på dagen, vil jeg runde de sidste tre dage, hvor jeg har fået set syv titler. Syv titler, der vidner om festivalens lokkende spændvidde. Fra lifligt coming of age-drama, brutal thriller og håndholdt horror til syret animation og kafkask klaustrofobi.

Torsdagen startede med thrilleren Proxy, der i grunden har alt det, der skal til for at være en intens og overraskende omgang gru med menneskelig klangbund. I udgangspunktet en simpel, men stærk historie om en gravid kvinde, der overfaldes og mister sit ufødte barn. Historien udvikler sig dog på overraskende vis og viser sig at være en mere hemmelighedsfuld og kompleks sag end først antaget.

Her er både gode idéer, hemmeligheder og genreleg, men Proxy får aldrig forløst sin historie tilfredsstillende og forbliver uengagerende, mens den snubler over sig selv i sidste tredjedel. En film, der må have fungeret bedre på papiret end det store lærred. Richard Ayoades klaustrofobiske, kafkaske og grotesk morsomme The Double er baseret på Dostoevskys roman fra 1846 og fungerede bestemt godt på lærredet.

Jesse Eisenberg spiller her en underkuet gut, der får en selvsikker dobbeltgænger på nakken, mens Mia Wasikowska er en yndig love interest, der placeres mellem de to Eisenberger. Det er i høj grad også filmens fascinerende univers af dystopisk tristesse, mudderfarver og gult lys, der bærer filmen gennem sine indtagende kringelkroge af ensomhed og ulykkelig kærlighed. Syret, sort og sine steder helt rørende.

Ari Folman slap om fredagen farverig syre løs i The Congress, en herligt udknaldet omgang science fiction fortalt med live action og i boblende animation. En spruttende kulørt dystopi og fabuleren over blandt andet identitet, virkelighedsopfattelse og fri vilje, der tog afsæt i historien om en skuespillerinde, som lader sig fremtidssikre ved at blive kopieret digitalt. En herligt løsmasket filmoplevelse med blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel.

Ja, de der utallige found footage-horrorfilm har taget en smule overhånd. Men når det gøres rigtigt, kan den håndholdte tilgang til genren levere intensitet og nærvær, der giver fugtige håndflader. Den spanske In Darkness We Fall gør det rigtigt. En brutal og no bullshit omgang survival horror, hvor en gruppe unge farer vild i en mørk grotte, mens panikken snart breder sig. Klaustrofobisk, beskidt og solid grotte-gru. En af de der skønne CPH PIX-overraskelser.

Lørdag var det igen tid til dobbeltgængermystik med dagens første film ud af tre. Den fascinerende og urovækkende Enemy var et gulligt belyst mareridt med Jake Gyllenhaal på afveje i dobbeltrollen som henholdsvis historieprofessor og skuespiller. De tos veje krydses, hvilket sender Gyllenhaal et og to samt publikum på en surrealistisk tur af et mindfuck, hvor drøm, virkelighed og identitet testes. Fejende flotte mareridtsbilleder, der med sikker hånd etablerer filmens urovækkende stemning.

Det var noget mere muntre toner, der blev slået an med det både søde og sjove coming of age-drama Ping Pong Summer. En omgang overbevisende 80-nostalgi, hvor en teenageknægt på ferie med sin familie får sig en ny bedste ven, en summer-flirt og et par bøller på nakken. Liflig feel good, og så er Susan Sarandon med i en Mr. Miyagi-lignende rolle. Der var dog ikke meget feel good i lørdagens sidste film, den håndtholdte horror-flick Afflicted.

Ja, to dobbeltgængerfilm, og nu anden film i found footage-genren. Her følger man vennerne Derek og Cliff, der vil dokumentere deres verdensomrejse. Derek bliver dog syg, men det viser sig snart at være noget helt andet end blot en forkølelse. Desværre mangler karaktererne dybde, plottet snubler og den håndholdte gru stoler så meget på sine gimmicks, at historien og personerne glemmes. Ujævn og uengagerende. Gab.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Proxy. En ujævnt fortalt thriller, der vil for meget, men kan for lidt. Drop den.
– The Double. Kafkask klaustrofobi, som du bør lade sig indfange af.
– The Congress. Spruttende kulørt dystopi og boblende animation. Den skal du se.
– In Darkness We Fall. Brutal og no bullshit survival horror for store og små.
– Enemy. Et fascinerende og urovækkende mindfuck, man bør se.
– Ping Pong Summer. Sødt coming of age-drama fuld af 80-nostalgi, man bør se.
– Afflicted. Håndholdt horror, der stoler for meget på sine gimmicks. Kedelig.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier om CPH PIX 2014 HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

HOBBITTEN: DRAGEN SMAUGS ØDEMARK: Traveturen fortsætter med et forrygende eventyrridt

12. april 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Med anden del i Peter Jacksons Hobbitten-trilogi, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, fortsætter den eventyrlige travetur for hobbitten Bilbo, de tretten dværge og troldmanden Gandalf. Målet er stadig at tilbageerobre det fortabte dværgekongerige fra den frygtindgydende drage Smaug. Ja, ikke så meget pis. Du ved, på med vandrestøvlerne og af sted gennem dunkle skove og over åndeløse bjergrykke med grumme orker i hælene.

Det er på mange måder en mere helstøbt film end den ganske vist underholdende, men også noget ujævne forgænger, Hobbitten: En uventet rejse. Traveturen er mere dynamisk afviklet og bedre grundet i formålet for det umage følges færd – at nå frem til dragen Smaug. Her er ikke scener, der som sådan føles som fyld – nej, ingen dværgesange. Hvert skridt er knyttet naturligt til historiens fremdrift, der desuden holder et godt momentum frem mod den storslåede finale.

Den ene heftige scene afløser således den anden. Lige fra mødet med væmmelige kæmpeedderkopper til et besøg hos elverfolket og videre til nærkampe med de brutale orker. En eventyrlig rutsjebanetur, der modsat sin forgænger også har en mørkere klangbund. Det klæder rejsen, som her bliver fortsat mere alvorlig jo tættere på det endelige opgør, man kommer. Et mørke, der også sniger sig ind på Bilbo.

For godt nok er den godmodige hobbit nærmest uskylden selv, men hans renskurede væsen udfordres, da han drages mere og mere af den gådefulde ring, han gemmer i sin lomme. Desuden lægger Bilbo også for alvor passiviteten fra sig og tager således sværdet i egen hånd – bogstavelig talt. Der er altså mere pondus i Bilbo, og det gør ham mere interessant at følge, hvilket også er med til at løfte det effekttunge bæst engagerende fremad.

Filmen er dog ikke just rig på komplekse karaktertegninger, men de mange medvirkende udfylder fint deres roller. Fra en altid fremragende Ian McKellen som Gandalf til de kampklare dværge, der ledes an af Richard Armitage som den alvorsfulde Thorin. Desuden er Orlando Bloom tilbage som elveren Legolas, mens Evangeline Lilly ligeledes er en ferm elverkriger. Deres forhold får dog ikke luft under vingerne, hvilket også gælder en romantisk sidehistorie. Jeg håber, der følges op på disse en smule uforløste relationer i tredje film.

Men filmens fodfejl til trods, er det absolut lykkedes Peter Jackson engagerende at udfolde Tolkiens fascinerende univers – i særdeleshed fordi historien indgår som en naturlig del af de mange ationfyldte scener. Filmens mørke tone er desuden med til at give strabadserne et større fareelement, uden der dog gås all in på død og opsprættede monstre. Men der serveres sin del af afhuggede orkhoveder og dødsrallende kryb. Heldigvis. Man går med andre ord ikke uforløst fra filmen, selvom her i grunden er tale om en mellemmad inden tredje og sidste del af trilogien.

– Filmen, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det eventyrlige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Både billed- og lydsiden bringer flot strabadserne til live. Billedet står veldefineret med klare farver, god kontrast og indtagende detaljegrad, mens lydsporet spiller forrygende godt med dynamisk brug af sine elementer, hvor alt går klart og medrivende igennem. Udgivelsen byder desuden på en solid omgang ekstramateriale.

Her finder får man et kig New Zealand-locations (7 min.) samt en håndfuld indslag, der er fordelt på to segmenter – en række behind the scnenes-indslag (41 min.) samt en række produktions-videoer (37 min.). Sammen giver de et interessant, sjovt og fascinerende indblik i filmens enorme produktionsapparat, mens man også kommer tæt på skuespillere og Peter Jacksons arbejdsgang på filmen. Guf for fans.

Ekstramateriale 4/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 5/6:

Originaltitel: The Hobbit: The Desolation of Smaug, USA | New Zealand, 2013
Udgivelse: d. 8. april 2014
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Orlando Bloom, Evangeline Lilly m.fl.
Spilletid: 161 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes

12. april 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka. Here we go.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og de nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende alenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om tilgivelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner, og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– Filmen, Carrie, 2/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen er en tam oplevelse, er Blu-ray-udgivelsens tekniske kvaliteter af en helt anden kaliber. Billedet står med flotte og mættede farver, kontrasten er solid og detaljegraden indtagende, mens lydsporet går klart og medrivende igennem med god brug af sine forskellige elementer. Ekstramaterialet består af et fint og informativt kommentarspor med filmens instruktør Kimberly Peirce, der blandt andet kommer omkring de to Carrie-film og sine tanker omkring det at skulle lave et remake.

Videre får man alternative og slettede scener (10 min.), der er værd at se, særligt da man kan se dem med Peirce på kommentarsporet. Videre er der en god making of (21 min.), klip fra en ildspåsat Carrie-double med kommentarspor af Peirce (2 min.), et indslag med cast og crews tanker om telekinese (4 min.) samt en opfindsom reklamefilm for remaket (3 min.). Man kan også se en et minut længere udgave af filmen, der indeholder en alternativ og bedre slutning end biografversionen.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 3/6:

Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Release: d. 3. april 2014
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

CPH PIX 2014: 15 film, du skal nå at se, inden filmfesten slutter

11. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Vi går nu den sidste håndfuld dage i møde med CPH PIX, der løber frem til og med onsdag den 16. april. Der er altså stadig god tid til at få set en masse film. Men skulle du endnu ikke være kommet ud af døren, eller blot være i tvivl om hvilke film, du bare må og skal nå at se, inden filmfestivalen slutter, anbefaler jeg 15 titler. Vær desuden opmærksom, at der sættes ekstravisninger op, følg med her.

A Touch of Sin (instr.: Jia Zhangke)
Den kinesiske hævnfilm, A Touch of Sin, af Jia Zhangke skulle være en både voldsom og brutal oplevelse. Her er nøgleordene for mit vedkommende kinesisk hævnfilm, Jia Zhangke, voldsom og brutal. Men bag volden finder man også en historie om desperation, magtens korrumpering og menneskers forskellige vildkår i verden. Læg hertil kung-fu og der burde være dømt sikker filmsucces.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Så ja, selvfølgelig skal du se hans nye film. Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende.

The Distance (instr.: Sergio Caballero)
Okay, den her tillader jeg mig blot lige at citere programteksten for: ”Tre telepatiske dværge, en forladt fabrik og en snakkende skorsten er blot nogle af ingredienserne i spanske Sergio Caballero surrealistiske og anarkistisk morsomme take på den klassiske kup-film.” Med den beskrivelse er det vel sådan lidt en ’enten-eller-film’ – for mit vedkommende er det et ’ja tak’.

Blue Ruin (instr.: Jeremy Saulnier)
Når der står ’hævnthrilleren’ i en filmbeskrivelse, bør man tage notits. Blue Ruin bærer dette mærkat med sin barske fortælling om en mands jagt på hævn efter, at hans forældres morder løslades. Jeg har allerede fået den anbefalet af flere, der har set filmen på CPH PIX. Jeg tillader mig hermed at give den anbefaling videre.

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Han er manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

Coherence (instr. James Ward Byrkit)
Når man lægger sit program for CPH PIX, så vil der på trods af grundighed altid poppe film op, man enten har overset, eller som man bliver anbefalet undervejs på festivalen. Science fiction-thrilleren Coherence er for mit vedkommende sådan en titel. Jeg har kun hørt godt om den, og det har du sikkert også. Men bare rolig, for du kan heldigvis stadig nå at fange.

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentar Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger. Det er klart, det er spændende at se, hvad den israelske instruktør byder på med sin nye film, The Congres. Han lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu gentager han succesen med The Raid 2, hvor der i den grad deles øretæver og benbrud ud. Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker.

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
Du skal selvfølgelig også nå at fange Alejandro Jodorowskys El Topo (1970) og The Holy Mountain (1973). Men miraklet vil, at den 85-årige auteur efter knap 25 års siden sin sidste film, nu har lavet en ny film, The Dance of Reality. En både surreel, smuk og opfindsom omgang Jodorowsky-magi. Den skal du bestemt nå at se.

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke du får set zombier på CPH PIX, mangler du noget. Heldigvis skuffer norske Tommy Wirkola ikke med sin opfølger til Død Sne. For igen river onde nazi-zombier veloplagt indvolde ud på uskyldige nordmænd. Dead Snow: Red vs. Dead er både større og vildere end sin forgænger – og det fungerer. Flere zombier, flere opfindsomme drab og mere sort humor. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel.

Tom at the Farm (instr.: Xavier Dolan)
Den blot 24 år-årige Xavier Dolan er klar med sin fjerdespillefilm, Tom at the Farm. Den allerede er blevet modtaget positivt i udlandet, og det samme er sket på CPH PIX. Jeg har også fået den begejstret anbefales fra flere sider. En ifølge programmet psykologisk thriller med Xavier Dolan selv i hovedrollen. Det er noget med en tur på landet, en tidligere elsker og en begravelse. Det lyder som en god kombination.

Escape From Tomorrow (instr.: Randy Moore)
Den er allerede blevet omtalt vidt og bredt, men nu er det også en noget usædvanlig måde, hvorpå Randy Moores såkaldte Disney-dystopi Escape From Tomorrow er blevet til på. For eftersom Disney ikke tillader at filme kommercielt i deres forlystelsesparker, er filmen blevet skudt i al hemmelighed med et filmhold udklædt som turister blandt parkens andre gæster. En film ”om en familiefars moralske og seksuelle deroute i den berømte park,” som programmet beskriver filmen.

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film, Big Man Japan (2007), Symbol (2009) og Scabbard Samurai (2011). Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100 – det skal du også. Her slår han sig løs med lak, læder og bondage. Mere behøver jeg vel ikke sige.

Snowpiercer(instr.: Bong Joon-ho)
Den sydkoreanske science fiction-film Snowpiercer har allerede taget verden med storm, og nu kom turen så til CPH PIX. Oprindeligt var den kun programlagt til en enkelt visning, men den har heldigvis fået en ekstravisning. Du kan derfor stadig nå at fange den dystopiske fortælling om et højteknologisk tog, der må holdes kørende for at passagererne ikke fryser ihjel på grund af en ny istid. Chris Evans, Jamie Bell, John Hurt, Ed Harris og Tilda Swinton er blandt andet med ombord.

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux. Med Wrong Cops udfoldes således et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere

10. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Det er meget passende her halvvejs gennem CPH PIX (løber fra den 3.-16. april) at stoppe op og kigge på mellemtiderne, samt selvfølgelig at se på, hvad der venter forude. For mit vedkommende har jeg indtil videre set beskedne 13 ud af programmets 150 titler. Det har til gengæld været langt overvejende positive oplevelser. Ja, det er altså i den grad gode mellemtider, der er tale om.

Siden sidste CPH PIX-skriv, har jeg således fået set fem titler, to fremragende og fire virkeligt gode. Fire af titlerne er desuden at finde på min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX. Det drejer sig om The Raid 2, The Zero Theorem, Dead Snow: Red vs. Dead og The Dance of Reality, samt The Suspect. Forude venter der blandt andet gys med Proxy, syret animation med The Congress og incest med Kim Ki-duks Moebius. Ja, mere vil have mere, særligt når der er tale om så gode sager.

Men hvad er det egentlig, der gør en tur i biografen under CPH PIX til en ’filmfestivalsfilmoplevelse’? Det er selvfølgelig mange ting. Men det er blandt andet, når en sal fyldes op til bristepunktet med forventningsfulde filmfans, og man kan mærke forventningens glæde sitre – ja, en form for kampgejst. Sådan var stemningen til visningerne af The Raid 2 og Dead Snow: Red vs. Dead aka Dead Snow 2.

Jeg forstår godt hvorfor. Begge titlers forgængere har nemlig tidligere fyldt salene op under CPH PIX, så nu var folk sulte på mere – mere vold, mere blod og flere zombier. Det var jeg også – og begge film leverede i den grad varen, hvilket både klapsalver, høje grin og spontane råb vidnede om ved begge visninger. Så ja, dem skal du selvfølgelig nå at fange på festivalen. Andet ville være dumt.

Der blev nemlig i den grad delt øretæver og benbrud ud i den indonesiske actionfilm The Raid 2. Instruktør Gareth Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker. Lige fra masseslagsmål i en mudderpøl til nævekampe i klaustrofobiske rum. Den norske instruktør Tommy Wirkola var også veloplagt tilbage med Dead Snow: Red vs. Dead. Den bød på flere zombier, flere opfindsomme drab og en smule mere sort humor end forgængeren. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel. Fuck yes!

Selvom Terry Gilliams The Zero Theorem ikke kommer på niveau med hans dystopiske mesterværker som 12 Monkeys og Brazil, er det en både sprudlende, syret og flagrende flot omgang science fiction. Her blev alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed med meget mere vendt og drejet i et neonoplyst og melankolsk fremtidsunivers med Christoph Waltz i hovedrollen som en fortvivlet hacker, der jagter meningen med livet.

Efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm er Alejandro Jodorowsky tilbage med The Dance of Reality. Med film som El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989), der også vises på CPH PIX, var mine forventninger selv sagt høje. Men med sikker sans for det surreelle, smukke og visuelt opfindsomme, var her tale om et par forrygende timers Jodorowsky-magi. Efterfølgende deltog Alejandros søn, Brontis Jodorowsky, der har hovedrollen i filmen, i en veloplagt Q&A. Det er altid en fornøjelse, når CPH PIX byder på den slags gæster. En virkelig fantastisk oplevelse.

Den sydkoreanske action-thriller The Suspect leverede i fart over feltet med agenter, snigmordere og korrupte politikere, der enten jagter sandheden eller forsøger at hytte eget skind. Fortalt i et heftigt tempo af biljagter og nævekampe med et plot, der byder på flere overraskende drejninger. Desværre lidt for lang for sit eget bedste, men ikke desto mindre en medrivende film. Nej, det er ikke uden grund, at den i programmet sammenlignes med Bourne-filmene.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– The Raid 2. En brutal, intens og medrivende to’er, som du selvfølgelig skal se.
– Dead Snow: Red vs. Dead. Alt er større og vildere i denne fremragende to’er.
– The Zero Theorem. Følg du roligt med Terry Gilliam ind i fremtiden.
– The Dance of Reality. Selvfølgelig skal du se Alejandro Jodorowsky comeback.
– The Suspect. Hvis du kan klare adrenalinsuset, er det bare med at hoppe på.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

7. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger de der folk, man har lyst til at give et los over skinnebenet. Jeg vælger derfor blot at slå fast, at dette års CPH PIX er godt begyndt. For efter fire dages festival, har jeg taget et beskedent indhug i programmet med otte titler – to forrygende, fire gode og to middelmådige. Jeg afslører hvilke film, der er tale om lidt længere nede i teksten. Ja, det er en cliffhanger.

For først skal det nævnes, hvor skønt det er igen at være tilbage på CPH PIX. Det føles lidt som at vende hjem, er der helt sikkert nogle, der vil sige. Det kunne jeg måske også finde på, hvis jeg en dag var ekstra sentimental. I dag er ikke sådan en dag, men det er utvivlsomt en god ting igen at kunne tilbringe timevis i hovedstandens biografer med film, man ellers ikke har mulighed for at se på et stort lærred.

Der er selvfølgelig også forpremierer, koncerter og andre events, men pointen er, at CPH PIX tilbyder unikke filmoplevelser, hvorfor det bare er om at hoppe ud i det – og det uanset om man går all in med plus 50 film, nupper 10 titler, eller vælger én enkelt. Jeg har indtil videre blandt andet været udsat for japansk vanvid, fransk syre og instruktørbesøg – og festivalen er kun lige gået i gang.

På min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX, har jeg nu set tre. Først leverede japanske Sion Sono et tidligt højdepunkt med Why Don’t You Play in Hell? Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Lidt som at se 10 film i én, hvor man blandt andet møder et energisk filmhold og hårdkogte yakuza-klaner. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende. Fuck yes.

Desværre skuffede Hélène Cattet og Bruno Forzani en smule med deres ellers både smukke, foruroligende og fascinerende The Strange Colour of Your Body’s Tear, hvor en mand i konstant mareridtstilstand forsøger at finde sin forsvundne kone. Men den kom altså aldrig på niveau med deres mesterlige Amer, der var en af de bedste film på CPH PIX i 2010. Men bestemt en æstetisk fornøjelse, om end en smule vaklende.

Til gengæld var seneste skud grotesk humor fra franske Quentin Dupieux præcis som jeg havde forventet med hans Wrong Cops. Et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

Den amerikanske instruktør William Friedkin har gæstet festivalen, da en række af hans film bliver vist, blandt andet The Exorcist og The French Connection. Jeg nuppede førstnævnte, hvor Friedkin veloplagt introducerede klassikeren. Det er stadig en fantastisk film, og så var det ikke mindst super cool at møde instruktøren, der har stået for flere af mine barndomsmareridt. Der var også mareridtsfoder i den habile The Babadook, hvor en mor og hendes søn hjemsøges af et grumt væsen.

Smuk og stemningsfuld gru, der desværre snubler lidt i sidste del. Men med fremragende præstationer fra mor og søn samt flot forløste og uhyggelige scener får den en klar anbefaling. Derimod skuffede Lucky McKee med All Cheerleaders Die, der med sort humor og high scool horror bragte en flok cheerleaders tilbage fra de døde. Filmen finder aldrig balancegangen mellem humor og horror i den noget retningsløse historie med liderlige drenge, heksekunstner og hævngerrige high school-tøser. Den kommer ikke tæt på at være på niveau med hans fremragende The Woman.

Udover at se film, der ikke ellers sættes op i de danske biografer, kan man også se en række interessante forpremierer. Her nuppede jeg den allerede kritikerroste og minimalistiske Locke. Den udspiller sig udelukkende i en bil med Tom Hardy bag rettet som en hårdtpresset mand, der forsøger at rette op på sine fejltagelser. Den bliver bare aldrig helt så intens og medrivende, som den gerne vil være, mens dens præmis er ulden og portrættet af Locke ikke helt tilfredsstillende beskrevet.

Men en fin lille stiløvelse, og så er Tom Hardy bestemt seværdig. Den japanske isolations-thriller The Intruders skuffede endnu mere. Her tager en forfatter ud i en ødeliggende hytte for at færdiggøre sit manuskript, men snart ødelægges freden og den ellers rolige location forvandles til et iskoldt mareridt. Men historien er ujævnt fortalt og filmen mestrer ikke sin blanding af thriller og sort humor, mens plottet bliver unødvendigt krøllet. Men ja, CPH PIX er absolut skudt godt i gang.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Why Don’t You Play in Hell?: Selvfølgelig skal du se denne vanvittige japaner.
– The Strange Colour of Your Body’s Tears: Se instruktørparrets Amer først.
– Wrong Cops: Det ville være forkert ikke at hoppe på disse bizarre betjente.
– The Exorcist: Du har allerede set den, men du skal selvfølgelig se den igen
– The Babadook: Isnende uhygge – og det er kun et plus, hvis du er mor.
– All Cheerleaders Die: Middelmådig high school horror med kluntet humor.
– Locke: På stressende køretur med Tom Hardy. En prøvetur værd.
– The Intruders: Et ujævnt, japansk alternativ til Misery.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

ENDER’S GAME: 12-årig knægts kamp for at redde Jorden fra grumme rumvæsner er et flot science fiction-kick

7. april 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Der er rift om at overtage tronen efter Harry Potter har sendt Hermione hede blikke for sidste gang, og det der Twilight-helvede endelig har nået sin ende. Nu melder science fiction-filmen Ender’s Game sig så på banen – og det er bestemt ikke nogen dårlig kandidat til at hive skejser op af lommerne på de købestærke, unge mennesker. For her er tale om flot og medrivende fremtidsbulder.

Med rumskibssvung og skydegale rumvæsner sparkes filmen brølende i gang. Året er 2086 og Jorden er under angreb af aliens, men reddes i sidste øjeblik fra den nådesløse invasion. Vi springer herefter 70 år frem i tiden, hvor man siden angrebet har forberedt sig på, at de fæle bæster skulle vende tilbage. Man træner derfor børn til at blive krigstaktiske ledere, der vil kunne vinde en kommende intergalaktisk krig.

En af disse børn er den 12-årige Ender Wiggin. Han udviser enestående evner ud i taktisk tænkning og har lederegenskaber, hvorfor han optages på Battle School. Ja, børnesoldater med en hær af rumskibe i ryggen. Ender må nu forlade sin familie for at blive trænet af benhårde militærfolk. Ikke nok med det, Ender udpeges som holdets vidunderbarn, hvilket afføder misundelse og han holdes derfor ude af fælleskabet. Ja, den stakkels knægt isoleres socialt, men forsøger at vende det til sin styrke.

Filmen er baseret på bogen af samme navn fra 1985, den første i en bogserie. Så der er nok af materiale for Hollywood, hvis succesen vel at mærke kommer i hus. Men mon ikke det sker. Her er i hvert fald tale om en tempofyldt film med et i udpræget grad smukt realiseret fremtidsunivers af rumskibe og vægtløse rum. Men netop filmens tempo er også med til, at historien til tider virker forceret – man hopper ganske enkelt fra det ene plotpunkt til det næste, før man nærmest når at følge med.

Dette gør desværre, at filmen til tider føles en smule overfladisk, simpelthen fordi karakterudviklingen ikke når at følge med. Det er en skam, for her er masse af dramatisk guf at komme efter. Helt konkret det kyniske hierarki, som Ender indgår i på skolen og ikke mindst det enorme pres, han er under. Mens også temaer som venskab, fælleskab og selvopofrelse er på menuen, samt selvsagt samfundsmæssige problematikker om og hvad man vil ofre i krigens navn.

Man skal selvfølgelig også lige sluge, at her er tale om, at en 12-årig knægt skal redde Jorden. Men Asa Butterfield gør det virkelig godt i titelrollen – en overraskende kalkuleret knægt, der dog bløder op undervejs. En gnaven og autoritær Harrison Ford er desuden god som oberst Graff. Men på trods af den til tider lidt forjagede plotafvikling, er Ender’s Game en flot og medrivende film, der aldrig keder, men som desværre ikke helt får givet sine karakterer og tematikker pondus nok.

– Filmen, Ender’s Game, 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen er desværre uden ekstramateriale, til gengæld gør filmen sig virkelig godt. Billedet står veldefineret med solid kontrast, klare farver og flot detaljegrad, hvor science-fiction-universet virkelig kommer til sin ret. Lydsporet er fremragende og giver dynamisk pondus til både action og dialog, der velbalanceret håndterer lydsidens elementer. Så på trods af manglende ekstramateriale, holder udgivelsens samlede bedømmelse sig med nød og næppe på fire stjerner.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Ender’s Game | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Ender’s Game, USA, 2013
Release: d. 3. april 2014
Instruktion: Gavin Hood
Medvirkende: Harrison Ford, Asa Butterfield, Hailee Steinfeld m.fl.
Spilletid: 114 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

3. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Fra den 3. til den 16. april indtager den københavnske filmfestival CPH PIX atter hovedstadens biografer med et væld af film fra hele verden og i alle afskygninger af filmlandskabet. Fra dramaer, krigsfilm og horror, til komedier, fanfilm og thrillers samt alt der imellem og meget mere.

Men hvordan pokker skal du så vælge de film, du vil se af det 150 titler store program? Jo, du kaster dig som alle andre film-buffs frygtløs over programmet, der udover filmvisninger også byder på events, koncerter og debatter, mens festivalen vanen tro også gæstes af både instruktører og skuespillere.

Men for at gøre udvælgelsesprocessen en smule lettere, bringer jeg her 10 titler, du skal se – og om ikke andet, meget grundigt overveje, om du kan tillade dig selv ikke at se dem. Svaret er givet på forhånd. Som de foregående år kan du her på sitet læse om min gang på festivalen.

– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site her og på Facebook her.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Den skal du selvfølgelig skynde dig at se – nup også lige hans Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008) og Guilty of Romance (2011). Ja, selvfølgelig har jeg sat kryds ud for Sion Sones nye film i programmet.

Efter de mere afdæmpede og mindre blodige, men bestemt fremragende Himizu (2011) og The Land of Hope (2012), lader det dog til, at Sion Sono er tilbage i actionfyldt hopla med sin nye film, den gangster- og samurai-fyldte Why Don’t You Play in Hell? Nej, der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig.

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Den glæder jeg mig selvfølgelig til, som jeg altid glæder mig, når han er klar med en ny film. Du bør gøre det samme.

Kim Ki-duk er også manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

The Strange Colour of Your Body’s Tear (Hélène Cattet, Bruno Forzani)
En af de absolut bedste filmoplevelser på CPH PIX i 2010 var Hélène Cattet og Bruno Forzanis smukke, foruroligende og fascinerende Amer. Et formfuldendt og visuelt favntag med en giallo, hvor de for genren så velkendte elementer som læderhandsker, boblende seksualitet og et indtagende score fik sit eget liv.

Derfor er jeg selv sagt også spændt på The Strange Colour of Your Body’s Tear, der ligeledes skulle være en æstetisk fornøjelse bygget op omkring et psykologisk drama, der udspiller sig i et eksperimenterende horrorland.

Den skulle ikke alene være et lige så intenst og hæsblæsende bekendtskab som den første film, men også overgå den. Det er i hvert fald, hvad jungletrommerne lover. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig til at få tildelt flyveskaller og mavepustere.

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentarfilm Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger af både anmelderne og publikum – den nuppede blandt andet en Golden Globe for bedste udenlandske film. Det er klart, jeg glæder mig til den israelske instruktørs nye film.

The Congres lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989). Hvis du har set bare en af disse tre titler, har du som jeg uden tvivl også sat kryds ud for The Dance of Reality. Med god grund. For efter knap 25 år er den legendariske og legende filmskaber Alejandro Jodorowsky klar med sin nye spillefilm.

Man kan desuden se en række af Alejandro Jodorowskys øvrige film på festivalen, blandt andet ovenstående, hvilket jeg kun kan opfordre til, da hans billedskønne og visuelt opfindsomme film bør opleves på et stort lærred.

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux, når Wrong Cops indtager dette års festival. Han er manden bag de bizarre Rubber (2010) og Wrong (2012) – sidstnævnte havde jeg fornøjelsen af at se på sidste års CPH PIX.

Ja, selvfølgelig glæder jeg mig til korrupte betjente, party drugs og Marilyn Manson som emo-teenager, alt andet ville jo være dumt.

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke CPH PIX byder på zombier, er det som om, der mangler noget. Heldigvis skuffer festivalen heller ikke i år på den konto. Der bydes således op til afrevne lemmer og sjaskende indvolde, når de onde nazi-zombier hærger i norske Tommy Wirkolas Dead Snow: Red vs. Dead.

Det er opfølgeren til den underholdende Død Sne fra 2009, som jeg den gang havde fornøjelsen af at se på festivalen. Så selvfølgelig sidder jeg klar til nazi-zombier, sort humor og blodige kills. Du bør gøre det samme.

The Zero Theorem (instr. Terry Gilliam)
Jeg behøver vel i grunden ikke at have denne titel med på listen, for den har du selvfølgelig allerede købt billet til. Terry Gilliam ser nemlig ud til at være i syret hopla med sin science fiction-film The Zero Theorem, der udspiller sig i et krøllet og neonoplyst fremtidsunivers.

Man finder Christoph Waltz i hovedrollen som en hacker på jagt efter intet mindre end meningen med livet. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke have min anbefaling for at vide, at du skal glæde dig.

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film. Et absurd og sjovt spin på store-monstre-smadrer-byer med komedien Big Man Japan (2007), den syrede og surrealistiske fabel Symbol (2009) og den morsomme samuraifilm Scabbard Samurai (2011).

Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100, hvor han slår han sig løs med lak, læder og bondage.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

NOA: Selvfølgelig er der stenkæmper i Darren Aronofskys guddommelige rodebutik

3. april 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Vi kender alle den usandsynlige historie om Noas ark fra Det Gamle Testamente. Du ved, Jorden er blevet fordærvet, hvorfor Gud befaler Noa at bygge en ark til sin familie og par af alle verdens dyrearter, så de kan overleve den syndflod, der skal nulstille lortet. Noa er således Darren Aronofskys sprudlende take på den episke fortælling om guddommelig underkastelse og menneskets fejlbarlighed.

Godt nok er historien velkendt, men filmatiseringen er sin helt egen sære størrelse. Man finder således alt fra store stenkæmper til magiske evner og heftige actionscener med spruttende ildsværd. En kulørt og overraskende blanding af bibellæsning, fantasy og Blockbuster-værdig katastrofefilm, der har mere til fælles med Darren Aronofskys fabulerende The Fountain end The Wrestler og Black Swan

Ja, Noa er en underlig sammensat film, og det er en god ting. På en gang fjollet og fascinerende, bindegal og brutal, ambitiøs og smuk. Derfor overlever den også sine skavanker. Det, at historien ikke hele vejen er lige elegant fortalt, at manuskriptet af og til overfortæller sine pointer, og at det menneskelige drama og karaktererne til tider mangler lidt pondus – det indhentes dog i filmens sidste halvdel.

Russell Crowe indtager med konstant alvorlig mine rollen som Noa – og man forstår godt hans konstant spekulerende karakter. Han har jo for pokker Gud åndende i nakken, døjer med sære syner og syrede mareridt, og har adskillige liv på samvittigheden ved ikke at tillade andre ombord på arken. En kompleks karakter som Russel Crowe forløser med tyngde, sammenbidt nærvær og fine nuancer.

Jennifer Connelly udgør Noas stærke og forstående hustru, mens Ray Winstones skurkerolle er underholdende, men også karikaturtung. Herudover finder man Logan Lerman som Noas forsømte søn, Douglas Booth som hans storebror og mand til Ila, en ofte grådkvalt Emma Watson, mens Anthony Hopkins er gammel og vis som Noas troldmandsagtige farfar. Det er dog Noa, der er den absolut mest interessante karakter, mens resten af flokken forbliver noget perifere bekendtskaber.

Det er dog primært det ujævne manuskript, man kan klandre for de en smule svagt optegnede karakterer i dette sært sammensatte, men hele vejen fascinerende epos. Et både skørt, skønt og uskønt kludetæppe af miljøaktivistiske pointer og guddommelig katastrofefilm, synd og grådighed, religion og evolution. En film, der både forvirrer og inspirer, men aldrig finder sig til rette, og tak for det.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Noa | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel:Noah, USA, 2014
Premiere: d. 27. marts 2014
Instruktion: Darren Aronofsky
Medvirkende: Russell Crowe, Jennifer Connelly, Ray Winstone, Emma Watson, Logan Lerman, Anthony Hopkinsm.fl.
Spilletid: 138 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THOR: THE DARK WORLD: Thor svinger atter Mjølner i et clusterfuck af en farveladefilm

2. april 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Marvels Thor-univers er eventyrligt sprælsk og herligt kulørt med sit miskmask af rumskibe, laserpistoler, rustninger og monstre. Som et bombastisk gadekryds af Ringenes Herre og Star Wars. Med andre ord, der er smæk på farveladen og pondus i vrøvlerierne. Desværre falder bæstet flere gange over sine egne fødder i Thor: The Dark World – en skamskudt to’er, der vil en masse, men ikke helt forløser sine ambitioner.

Okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først, hvad pokker handler filmen om? Tjo, lidt af hvert – og lidt for meget. Men du ved, Thor skal redde intet mindre end hele universet. Ja, den er god nok. For Malekith, en ond dude med billige kontaktlinser, har fået fat i et ældgammelt våben, der kan smadre både Jorden og alle De Ni Riger. Gisp. Thor skal således få styr på ham, mens også Loki spøger i kulissen – det samme gør romancen med den yndige Jane Forster.

Det er sådan cirka filmens udgangspunkt – kort fortalt. For jeg skal love for, at de fem mand bag filmens historie og manus har fundet frem til en både klodset og alt for rodet fortalt omgang eventyr. Jo vist, universet har som sagt sin egen charme, det har Chris Hemsworth som den blonde tordengud også. Man forstår godt hvorfor den yndige Natalie Portman er faldet for ham.

Men deres romance forbliver noget skitseagtig – hvilket desværre også er tilfældet for filmens øvrige karakterer og interne relationer. Der kommer heller aldrig helt nok gas på det komplekse forhold mellem brødrene Thor og Loki, hvor sidstnævnte igen er herlig lumsk i Tom Hiddlestons skikkelse. Anthony Hopkins har naturlig autoritet som Odin, mens Stellan Skarsgård som excentrisk professor fint fungerer som comic relief – sammen med en ligefrem Kat Dennings, der dog egentlig er ret irriterende.

Der lægges ellers veloplagt fra kaj med et mægtigt slag, og ja, der er op til flere bombastiske actionscener – fra susende rumskibe til Thors kamp med kæmpemonstre. Men hvor det computergenererede rabalder fungerer ganske godt, så er historiens afvikling noget klodset. Flere gange skæres plottet ud i pap af de medvirkende, der paradoksalt nok synes mere forvirrede end Thor på afveje i London.

I ved, Thor tager blandt andet undrende undergrundsbanen. Sådan lidt fish out of water-komik midt i den postulerede alvor. For selvom hele universet er i fare, synes der egentlig aldrig at være fare på færde – det på trods af, at der rent faktisk tages et par dramatiske kneb i brug undervejs. Oh well, filmens skavanker, letkøbte løsninger og plothuller til trods, afføder de kulørte vrøvlerier en ok underholdningsværdi.

– Filmen, Thor: The Dark World, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen har sine ujævnheder, spiller Blu-ray-udgivelsen problemfrit. Billedet står veldefineret, klart og detaljerigt, hvor det kulørte univers kommer særdeles flot til sin ret. Lydsiden er ligeledes en sand fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, der klart og dynamisk bakker den flotte billedside op. Ekstramaterialet er desuden helt i orden.

Her får man et kommentarspor, der selvom det er klippet sammen af to settings, ét med instruktør Alan Taylor og fotograf Kramer Morgenthau samt ét med Tom Hiddleston og Marvel-studiernes chef Kevin Feige er et ret godt og informativt spor med fine tanker om alt fra casting til effekter og universet. Videre får man den sjove kortfilm Marvel One Shot: All Hail the King (14 min.) med Ben Kingsleys rolle fra Iron Man 3.

Videre finder man en to-delt featurrette, hvor man blandt andet får indblik i forholdet mellem Thor og Loki (32 min.) samt seks slettede og forlængede scener, der fint er med til at nuancere historie og karakterer – de kan ses med eller uden kommentarspor (8 min.). Slutteligt er der et lidt fjollede fraklip (4 min.), et kort kig på filmens score af Brian Tyler (5 min.) samt et kig på Captain America: The Winter Soldier (4 min.).

Ekstramateriale 4/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Thor: The Dark World | Blu-ray-anmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Thor: The Dark World, USA, 2013
Release: d. 6. marts 2014
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Chris Hemsworth, Natalie Portman, Tom Hiddleston, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Idris Elba, Christopher Eccleston, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Kat Dennings m.fl.
Spilletid: 111 min.
Distributør: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

CPH PIX 2014: Så går slutspurten ind på filmfesten

HOBBITTEN: DRAGEN SMAUGS ØDEMARK: Traveturen fortsætter med et forrygende eventyrridt

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes

CPH PIX 2014: 15 film, du skal nå at se, inden filmfesten slutter

CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

ENDER’S GAME: 12-årig knægts kamp for at redde Jorden fra grumme rumvæsner er et flot science fiction-kick

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

NOA: Selvfølgelig er der stenkæmper i Darren Aronofskys guddommelige rodebutik

THOR: THE DARK WORLD: Thor svinger atter Mjølner i et clusterfuck af en farveladefilm

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV