LONE SURVIVOR: Mark Wahlberg får røvfuld af Taleban i patostung militærmavepuster

Biografanmeldelse: En gruppe amerikanske soldater bliver sendt ind bag fjendens linjer i Afghanistan for at nakke en notorisk Taleban-leder. Men som titlen afslører, er det ikke alle involverede parter, der klarer ærterne – du ved, Lone Survivor. Men sådan er det jo, når det gælder krig, krudt og kugler.

Godt nok ser missionen på papiret overkommelig ud, men de fire amerikanske SEALs ender snart med en hær af bevæbnede Taleban-krigere i nakken i de afghanske bjerge. De forsøger uden held at kalde på forstærkning, så de må nu på egen hånd forsøge at overleve i de ufremkommelige omgivelser, mens kuglerne fyger om ørerne på dem.

lone survivor 01

Instruktøren Peter Berg underholdt senest med sin bombastiske invasionbasker Battleship, hvor mægtige kanoner, slimede rumvæsner og spektakulære effekter gav den amerikanske krigsmaskine pondus på åbent hav. Denne gang er krigen så hensat til de afghanske bjerge i en langt mere intim actionfilm, der lykkedes med at skabe op til flere både intense og adrenalinpumpende scener.

Men selvom det er action og åbne skudsår, der tager teten, forsøger Peter Berg også at give karaktererne en tyngde. Det lykkedes også ganske fint, selvom de følelsesmæssige nuancer er til at overse, mens den nationalpatriotiske patos står en smule i vejen for et oprigtigt følelsesmæssigt engagement i soldaternes dødskamp, der ellers rulles ud i grum realisme med blodsprøjt og benbrud

lone survivor 02

Særligt i filmens eftertekst får den amerikanske fane fuld smadder med militærpatos. Filmen er nemlig baseret på en rigtig mission fra 2005, hvorfor Peter Berg lader billederne af de rigtige soldater rulle henover lærredet i en lidt for langtrukken montage, der lugter af klæg propaganda. Ja, de noget klodsede dramaturgiske støvler tramper desværre uskønt henover filmens ellers effektive action.

Men pyt med lidt overgjort amerikaner-patos, for historien om overlevelse og broderskab fungerer ganske fint, selvom filmen vakler en smule klodset og sine steder unødvendigt sentimentalt af sted. Men det indtagende hold med Mark Wahlberg, Taylor Kitsch, Emile Hirsch, Ben Foster og Eric Bana gør de ujævne løjer værd at følge, hvor adrenalinen da også kommer oprigtigt i sving undervejs.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Lone Survivor | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
lone survivor poster
Originaltitel: Lone Survivor, USA, 2013
Premiere: d. 20. februar 2014
Instruktion: Peter Berg
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Taylor Kitsch, Emile Hirsch, Ben Foster, Eric Bana m.fl.
Spilletid: 121 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]