BEFORE MIDNIGHT: Den der kærlighed og alle de der følelser
Blu-ray-anmeldelse: Du ved uden tvivl, at kærlighed er kompliceret – ellers kommer du til det. Kærligheden er bestemt også kompliceret i Richard Linklaters drama Before Midnight. Men det er også en kærlighed, der er fortryllende, livsnødvendig og altopslugende. For i denne fornemme opfølger til Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) foldes historien om Jesse og Céline ud på tredje årti.
Ethan Hawke og Julie Delpy indtager for tredje gang ubesværet hovedrollerne, der her er på ferie i Grækenland med deres to tvillingepiger. Der er dog ikke længere meget letsindig sommerflirt over deres forhold, som her midt i livet kommer på prøve. Jesses søn fra hans tidligere ægteskab bor med moderen i USA, mens han selv bor i Europa med Céline og deres to piger. Han er således splittet mellem to verdener, mens også Céline står ved en skillevej i sit arbejdsliv.
Men bag de praktiske udfordringer lurer selvfølgelig andre og større problemer. Mere vil jeg ikke afsløre, men kan dog sige så meget, at her er tale om et af de der dramaer, som mestrer at balancere det dybe og komplekse med det sjove og lette. Det lykkedes blandt andet fordi Ethan Hawke og Julie Delpy giver deres karakterer, kærligheden og parforholdet ærligt og usentimentalt liv.
For som de to øvrige film, er det også her tematikker og følelser, man ikke kan andet end at lade sig involvere i. Det er frygten for, hvad fremtiden bringer, usikkerheden over om man er i livet, hvor man gerne vil være, og om kærligheden til sin udkårne nu også kan bære de forhindringer, livet sætter op. Så selvom de jordnære realiteter ikke kan ignoreres, er her også plads til eksistentielle diskussioner.
Netop i spændet mellem det højtsvungne og det jordnære, får dramaet liv. Ethan Hawke og Julie Delpy gør Jesse og Céline til mennesker af kød og blod. Forfatteren, der udlever sit kreative talent, mens Céline ikke har forfulgt samme vej, selvom hun måske har villet. Ja, det er også et drama, der spørger ind til, om man nu har truffet de rigtige valg i livet, og om man kan nå at ændre kurs – selv midt i livet.
Before Midnight er ganske enkelt en yderst elegant opfølger til de to ligeledes fremragende forgængere. Et drama, man ikke kan andet end at blive rørt af og engageres i. Alt sammen fortalt med en uforfalsket selvfølgelighed. Karaktererne har en oprigtig tilstedeværelse hele vejen, hvorfor følelserne og historien går rent ind og efterlader en lidt klogere på sig selv.
Filmen – Before Midnight, 5/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig smukt på Blu-ray. De klare farver under de græske himmelstrøg står veldefineret med fine nuancer, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Levende og naturtro. Lydsiden spiller også virkelig godt, hvor dialogen går klart igennem og balanceres dynamisk med det øvrige lydlandskab. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et ligegyldigt slideshow med stills fra filmen (1 min.).
Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Before Midnight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: Before Midnight, USA, 2013
Release: d. 16. januar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ethan Hawke, Julie Delpy m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]