ONLY GOD FORGIVES: En fængslende drøm af vold, hævn og skønhed
Det er som at træde ind i en drøm med Nicolas Winding Refn ordknappe hævnfilm Only God Forgives. Her foldes den knugende fortælling ud i et fængslende Bangkok, hvor nedslag af brutal vold får adrenalinen i omdrejninger. En intens film, der ikke lefler for sit publikum, men går egne snoede veje i sit blodrøde univers af vold, moderbindinger og hævn.
Ryan Gosling indtager rollen som den mutte Julian, der lever et lyssky liv i Bangkoks kriminelle underverden. Hans liv tager dog en uventet drejning, da hans bror myrdes. Snart tropper hans dominerende mor nemlig op – en herligt bitchy Kristin Scott Thomas. Hun beordrer Julian til at hævne sin bror, der herved kommer til at krydse veje med en egenrådig betjent, der udøver sin egen form for blodig retfærdighed.
Her er tale om et simpelt setup, men i hænderne på Refn løftes plottet ind i en anden virkelighed, hvor en drømmelignede logik langsomt tager over og nedbryder realiteter og skaber en bro ind i publikums underbevidsthed. Her tages gerne omveje for at forløse foruroligende forudanelser eller svøbe karaktererne i et lag af mystik, så de bliver til mere og andet end mennesker af kød og blod.
Særligt emmer den sværdsvingende betjent af en overjordiskhed som han slentrer uforfærdet rundt i natten, for i næste nu at forsvinde ud i det bare ingenting for næsen af Julian. Han spilles af Vithaya Pansringarm, der har et ansigt, det er svært at tage øjnene fra. Karismatisk og tvetydig. Imens går Gosling rundt som en stoisk søvngænger, der skubbes hypnotisk fra scene til scene – og jeg fulgte opslugt med.
En aldeles forførende rejse i billede og lyd, hvilket man blandt andet kan takke filmens fotograf Larry Smith for. Han smyger både de brutale voldsfantasier og natlige ture rundt i Bangkoks gader i smukke billeder, der ikke kan andet end at forføre. Man kommer heller ikke uden om Cliff Martinez’ både intense og foruroligende score, der elegant omfavner Refns vision.
Refn har med andre ord skabt en kompromisløs og dyster skønhed, der krydret med Thai-boksning, thailandsk karaoke og et forskruet mor-og-søn-forhold får vold, poesi og skæbner på kollisionskurs til at smelte fængslende sammen. En film, der ikke giver ved dørene og nærmest hermetisk lukker sig om sig selv. Men indfanges man som jeg af det besnærende univers, slipper man ikke ud igen. Ja, jeg er stadig i Bangkok. [tabgroup][tab title=”Only God Forgives | Biografanmeldelse”] Vurdering: 5/6
Originaltitel: Only God Forgives, Frankrig| Thailand | USA | Sverige, 2013
Premiere: d. 30. maj
Instruktion: Nicolas Winding Refn
Medvirkende: Ryan Gosling, Vithaya Pansringarm, Kristin Scott Thomas, Yayaying Rhatha Phongam m.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: Scanbox[/tab][/tabgroup]