Sherlock Holmes i fortumlet opklarings-action
Jeg har ikke noget egentligt forhold til mesterdetektiven Sherlock Holmes, så at den action-glade instruktør Guy Ritchie med Sherlock Holmes 2: Skyggespillet igen kaster sig over karakteren er helt cool med mig. Den første var ujævn, men ganske underholdende – ikke mindst takket være Robert Downey Jr. i titelrollen. Nu er han samt Jude Law som det faste sidekick, Dr. Watson tilbage på nye eventyr.
Her er ikke meget nyt under solen. Det er stadig mere bulder og brag, end et velfortalt mysterie og sirligt forløst opklaringsarbejde, der styrer de to herrer gennem de tempofyldte løjer. Dog er forholdet mellem Holmes og Watson her forsøgt sat mere i spil, mens jagten på skurken fører parret gennem Europa – og så server Ritchie også sine obligatoriske slåskampe og heftig kugleregn i super-slow-motion.
Watson skal giftes, hvilket Holmes ikke er specielt begejstret for. Det betyder nemlig, at han nok vil miste sin faste partner og ven til det rolige familieliv – men også fordi, at Holmes herved indser sin egen ensomhed. Men selvfølgelig forenes de to igen – til et sidste eventyr. Holmes kaster sig nemlig udi at fælde den über intelligente Professor Moriarty, hvis skumle planer synes at true nærmest alt og alle.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Både Downey Jr. og Law ser ud til at nyde deres roller og hinandens selvskab, hvilket bestemt smitter af. Men deres dynamik er desværre ikke nok til, at filmen problemfrit tumler sig vej mod finalen. Filmen har et ujævnt flow, hvor bl.a. mysteriet er lang tid om for alvor at tage form og få egentlig betydning for historien – altså udover at fungere som undskyldning for et par hårdslående øretæver.
Det er dog stadig underholdende at følge den excentriske detektivs eskapader, også selvom her er tale om en ofte fortumlet omgang katten-efter-musen-action, der mister pusten undervejs. Men bl.a. er Jared Harris som den karismatiske Moriarty med til at hive det skramlede plot en smule op af dyndet. Han udgør en værdig modstander – en herlig underspillet, overlegen og kynisk skurk.
Noomi Rapace er også med til at sætte fut i filmen som den egenrådige sigøjner Simza, der slutter sig til Holmes og Watson undervejs. Ja, Sherlock Holmes 2: Skyggespillet er ganske vist ujævn, men igen redder Downey Jr. og co. filmen fra at gå i opløsning. Så mangler Ritchie bare at få fingre i en historie, der kan servere andet end velkoreograferet action og muntert selskab med de karismatiske karakterer.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen har en drønflot billedside – detaljegraden er indtagende, farveskalaen velafstemt og kontrasten solid. Lydsporet spiller ligeledes problemfrit og medrivende. Sådan. Herudover følger der en smule ekstramateriale med.
Her finder et picture-in-picture kommentarspor med Downey Jr. som guide. Han taler om løst og fast, mens også andre indslag kommenterer på filmen undervejs. Letbenet og muntert, ikke mindst hvis man er Downey Jr.-fan. Herudover får man en række korte features (i alt 35 min.), der også er en del af kommentarsporet, hvor der bl.a. ses på karaktererne og historien. Et ok ekstramateriale som fans fint kan muntre sig med.
Originaltitel: Sherlock Holmes: A Game of Shadows, USA, 2011
Instruktion: Guy Ritchie
Medvirkende: Robert Downey Jr., Jude Law, Noomi Rapace, Jared Harris m.fl.
Spilletid: 128 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment