Uhyggen udebliver i atmosfærefyldt månegyser

/i /af

Det måtte jo komme, for hvad gør man lige for at overgå den seneste års række af såkaldte ’found footage’-film, hvor bl.a. Paranormal Activity-serien og Clovefield har huseret. Jo, man tager selvfølgelig til månen. For tænkt engang, der er sgu dukket optagelser op fra en hemmelig månemission anno 1974. Det er dette utrolige fund, der udgør den ujævne og desværre ikke særligt uhyggelige månegyser Apollo 18.

For hvis du troede, at den sidste månelanding var med Apollo 17 i 1972, så tager du fejl. For to år senere blev Apollo 18 sendt afsted – dog som en mørklagt mission. Her var det tre astronauters opgave at placere udstyr på månens overflade, der kunne advare USA mod angreb. Selvfølgelig går missionen ikke som planlagt, for der venter den lille besætning en grusom overraskelse i rummet.

Selvom filmens spilletid kun er på små 75 minutter, så løber løjerne ind i flere døde perioder undervejs – og desværre er filmens ellers atmosfærefulde miljø ikke nok til at holde filmen flyvende. Hertil kommer, at de tre astronauter ikke er videre interessante karakterer. De er ret flade bekendtskaber og hev mig ikke følelsesmæssigt med ind i den klaustrofobiske situation og de eskalerende grusomheder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Femten minutters filmisk dubstep-smadder

/i , , /af

Man kan mene, hvad man vil om dubstep, men når der som i dette video-mashup sættes billeder til fra filmens verden , opstår der nogle ret vilde og forførende øjeblikke. Her gælder det femten minutter for fuld filmisk smadder, for en gut ved navn Josh Prescott har klippet sig frem til en ordentlig omgang filmfrapperende extravaganza.

Man skal holde tungen lige i munden, hvis man vil fange de hundredevis af nye og gamle film, der er brugt i den visuelle overflod. Man finder bl.a. Prometheus, The Matrix samt Gladiator – og så er jeg personligt glad for bl.a. at spotte John Carpenters Big Trouble in Little China med en cool Kurt Russell, Ghostbusters, RoboCop og The Texas Chain Saw Massacre fra 1974. Skru helt op og afspil i fuld skærm…

[vimeo]http://www.vimeo.com/38559665[/vimeo]

Se andet musik-relateret filmsjov:
– Sjov med bizar Adrien Brody
– Transformers som eksplosiv dubstep
– ’The Dark Side’ i ondt dubstep-mashup
– Schwarzenegger synger Predator i gulvet
– Konfrontationer, øretæver og eksplosioner

En sød serie 8-bit-filmplakater

/i , /af

Faste læsere vil vide, at jeg – som i øvrigt mange filmfans (”big surprise”) – er vild med filmplakater. Det er dog oftest de uofficielle eller alternative plakater, der er de mest interessante – og flotteste. Her får fantasien og kreativiteten frit spil, fri for stillingtagen til målgrupper og budgetter.

Jeg faldt lige over nedenstående plakatserie af Eric Palmer. Han har kreeret 13 plakater i stil med gamle 8-bit-computerspil. Det er der kommet en charmerende og sød serie ud af, hvor både nye og gamle film er taget under kærlig behandling, bl.a. Star Wars, Iron Man og The Matrix. Ja, man håber jo helt, at der også vil lande 8-bit-spil til hver af filmene. Se alle plakaterne i større format HER.

Se flere plakatlækkerier:
– Labre filmplakater til ’Drive’
– En række vildt flotte filmplakater
– Filmplakater med ikoniske masker

Se og spil videospils-udgaver af film:
– ’Twilight’ som 8-Bit-videospil
– ’There Will Be Blood’ som arkadespil
– ’The Human Centipede’ som grotesk spil

Kup-komedie står desværre ikke distancen

/i /af

Ja, der er både stupide usandsynligheder  og enorme plotproblemer i den nogenlunde tempofyldte kup-komedie Svindel på højt plan (oh yes, gotta love the danish title). Men på trods af sine ujævnheder ender skidtet trods alt som en nogenlunde underholdende sag – ikke mindst takket være sit cast. Her leder en sympatisk Ben Stiller og en rapkæftet Eddie Murphy an i det umulige kup på toppen af New York.

Da børshajen Arthur Shaw (Alan Alda), der bor i den luksuriøse etageejendom The Tower går på røven, ryger personales pensionspenge med. Så hvad andet er der at gøre for bestyreren Ben Stiller end at samle et crew og stjæle Shaws pengeskab. Problemet er bare, at det befinder sig i hans topbevogtede lejlighed på toppen af ejendommen – og selvfølgelig går alt ikke efter planen for det uprøvede team.

Jep, det er den undertippede menigmands kamp mod finanskrisens ubarmhjertig klo, der danner bagtæppet for komedien. Heldigvis overtager den politiske vinkel dog ikke styringen med en moralsk løftet pegefinger. Det er sjov og ballade hele vejen, blot med økonomi-satiren lurende i skyggen. Desværre holdes skruen bare ikke hele vejen lige vittigt i vandet og det udspekulerede kup bliver en kende slapt undervejs.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Menneskeskæbner på ensom kollisionskurs

/i /af

Michael Haneke er en af mine favorit-instruktører – og han burde også være en af dine. For han laver fantastiske film, der både udfordrer sit publikum og drilsk leger med mediet. Forførende og fascinerende film, der ofte også er foruroligende bekendtskaber. Jeg har lige genset hans kradse multiplot-film Kode ukendt fra 2000, der netop er udkommet på det danske marked. Herligt.

Her følger vi en række menneskers liv i Paris, hvor filmen primært udspiller sig – dog med afstikkere til bl.a. et fattigt Østeuropa og en gård langt fra byen. Der er en smuk skuespillerinde, en mut landmand og hans søn, en illegal indvandrerkvinde, en ung, sort franskmand og en dedikeret krigsfotograf. Det er umiddelbart vidt forskellige liv, vi her får et indblik i – men måske de slet ikke er så forskellige endda.

Michael Haneke kan ikke siges at lefle for sit publikum – og Kode ukendt er ingen undtagelse. Her gives ingen lette løsninger, fine spændingskurver eller entydige svar. Filmen undsiger sig på det nærmeste også et egentligt dramaturgisk forløb, men er snarere umiddelbart tilfældige kig ind i disse menneskers liv, hvor filmens scener ikke har en klar tilknytning til et overordnet forløb.

Det kan måske lyde ekskluderende – det er ikke tilfældet. For bl.a. fordi de medvirkende puster både nærvær og troværdighed ind i deres respektive roller, gribes man af hver af deres historie. Bl.a. indvandrerkvinden, der i Luminita Gheorghius undskyldende skikkelse giver et nuanceret billede af tiggeren på gaden, mens Thierry Neuvic som charmerende fotograf slår skår i et umiddelbart eventyrligt liv.

Så selvom Haneke kan siges at behandle sine karakterer nærmest som forsøgsdyr i en undersøgelse af mennesket, fremstår de alle som rigtige personer af kød og blod. Det hænger bl.a. også sammen med at Haneke via lange uafbrudte skud, skaber en insisteren på tilstedeværelse i scenerne. Her klippes der ofte også ind og ud midt i sætninger – som snapshots af virkeligheden og med et til tider dokumentarisk feel.

Filmen giver ofte også en nærmest voyeuristisk fornemmelse, bl.a. i scenen hvor Juliette Binoche som den følelsesforvirrede skuespillerinde står mutters alene i sin lejlighed og stryger tøj til lyden af tv’et og nabobarnets skrigeri. Omgivet af liv og alligevel alene og passiv. Netop denne scene er en af flere, der er med til at pege på hvad disse mennesker har tilfælles – og hvad vi måske alle har tilfælles.

For er vi i sidste ende ikke alle alene – fremmedgjorte fra verden og os selv? Dette noget dystre portræt af mennesket er dog blot ét blandt flere tematikker. Bl.a. har Haneke også spørgsmålet om identitet og virkelighed i spil, hvilket han bl.a. gennem en leg med mediet driller frem. Man ryger fx ind i en intens scene med skuespillerinden, der mod ens forventninger viser sig at være en scene fra en af hendes film.

Her bliver virkelighed og identitet vendt på hovedet og man må bl.a. spørge sig selv, hvor grænsen mellem ens egen identitet og en påtaget rolle går, oprigtige og påtagede følelser. Nå, men inden jeg får vendt mere lommeuld, stopper jeg. Men mine rablerier vidner blot om Hanekes elegante evne til at sætte sit publikums tanker i gang.

Og ja, selvom Kode ukendt en multiplotfilm, skal man ikke forvente sig en film som – de i øvrigt fremragende – Magnolia og Short Cuts, eller for den sags skyld den bastante Babel eller de forfærdelige Crash og Hævnen, men derimod et eget enigmatisk og selvstændigt værk med mange ukendte koder at løse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er meget sparsomt og består kun af filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen. Både billede og lyd fungerer fint og velafstemt på denne dvd-udgivelse, dog uden at være prangende – og så er filmen altså ikke 130 minutter som angivet på coveret, men derimod 112 minutter, anyways.

Jeg vil lige nævne, at også Hanekes isnende og foruroligende mesterværk Pianisten netop er udkommet her i landet. Den kan absolut også anbefales og er måske et bedre sted at starte, hvis man er ny med Haneke. Well, ellers kan man også nuppe den fascinerende og ubehagelige Funny Games. Og få fat i originalen, selvom det kun er hans eget remake, der er udkommet her i landet – det er dog heller ikke helt ueffent.

Originaltitel: Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages, Frankrig/Tyskland/Rumænien, 2000
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Juliette Binoche, Thierry Neuvic, Josef Bierbichler m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Pattinson skyder sig selv i ’Cosmopolis’-teaser

/i /af

Så for satan, den første teaser-trailer til David Cronenbergs kommende Cosmopolis er landet. Robert Pattinson spiller her en ung millionær, der kommer på en noget bizar tur – og så ikke et ord om hans gummi-vampyr-rolle, men jeg er spændt på om han kan levere varen. Noget tyder på det. Cronenberg er en af mine store favoritter – og føj hvor ser den her forrygende voldsom ud. Så er du advaret, eller opfordret.

[vimeo]http://www.vimeo.com/38983140[/vimeo]

For der bliver givet los i teaserens små 30 sekunder. Pattinson skyder hul i sin egen hånd og tisser på bagsædet af en limousine, der er knivstikkeri i et øje, mystiske våben, en mand iført rottemaske samt nøgenhed og sex. Smæk for skillingen og Cronenberg som back in the days, fristes jeg til at sige. Jeg kommer i hvert fald til bl.a. at tænke på hans teknologiske kødelighedsfortælling Videodrome fra 1983, mere end de ligeledes fremragende A History of Violence og Eastern Promises fra 2005 og 2007.

Her i landet mangler Cronenbergs anden nye film stadig at få premiere, det psykoanalytiske trekantsdrama A Dangerous Method med Michael Fassbender, Viggo Mortensen og Keira Knightley. Så der venter sørme hele to nye Cronenberg-film i en nær fremtid. Cosmoplis har endnu ingen premieredato. A Dangerous Method har premiere d. 21. juni. Jeg behøver vel næppe sige, at jeg glæder mig. Meget…!

Der er ikke nok bid i ’The Hunger Games’

/i /af

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse den foruroligende præmis for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne i den nye nation Panem forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position og samtidig minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige til det blodige spil. Her ender vor heltinde Katniss Everdeen – let the games begin…!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne i replikker, der guider en på rette vej.

Men hvor The Hunger Games ikke altid er lige fornemt fortalt, så er universet overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en Panems rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det dog forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Men til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt og det politiske bagtæppe med et fascistoidt styre, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde – og ikke så meget der imellem. Det er en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige nuancer i de medvirkende følelsesliv.

Ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt, for når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen. Og når filmen så oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg. Det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i Twiligt-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000, den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ – alt for højt. Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Biografpremiere: d. 22. marts 2012.
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Distributør: Nordisk Film

Vidunderlige og vanvittige VHS-film

/i /af

Der var en gang, hvor man så film på VHS. Den tid er for længst forbi – for de flestes vedkommende i hvert fald. For med dvd’en og Blu-rayens indtog synes de gamle bånd at være en saga blot. Der er dog dem, der stadig samler på og savler over gamle VHS-bånd – og ikke mindst ex-leje-bånd. Jeg er ikke selv en fanatisk samler, men køber stadig VHS’er, fx hvis jeg finder en film, der ser spændende ud.

vhs

Enten falder jeg for et flot cover – ja, der blev sgu lavet bedre coverart i de vilde VHS-dage – eller også fordi filmen simpelthen ikke kan opdrives på dvd eller Blu-ray, eller fordi der kun findes bestemte scener på en gammelt VHS-udgivelse. Andre gange er det forbi, jeg bare gerne vil have en af mine favoritfilm på det gamle format – og ja, ofte med et flottere cover. Forleden købte jeg endnu en stak farverige VHS-film.

Herover er et par af nyerhvervelserne, bl.a. Søn af Satan og Straffefangen – sidstnævnte lover med sit indbydende cover både lænker, ‘girls and guns’ samt helikopter-action. Herudover er der også et par af mine favoritfilm og -bånd, bl.a. de post-apokalyptiske action-sjaskere The Bronx Warriors og Endgame.

– Gå ind og ‘like’ Danish Ex-rental VHS Appreciation Group på Facebook.

Læs også mine anmeldelser af:
– 2019: After the Fall of New York: Herlig postapokalyptisk smadderkasse
– Hands of Steel: Muskuløs cyborg deler tørre tæsk ud i 80’er-fremtid
– Eaten Alive: En galning, hans rustne le og en stor krokodille
– The Toolbox Murders: Værktøjsmord og yndige piger
– Macabre: Makaber affære i skummel villa

Skydegale kristne serverer voldsomt filmsus

/i , /af

Det er nærmest en instruktørs genfødsel, man er vidne til med den uregerlige og voldsomme action-thriller Red State. For Kevin Smith, der er kendt for sine dialogfyldte og ikke videre ’visuelt filmiske’ komedier, bl.a. debut-succesen Clerks og den religions-drillende Dogma har med denne sprængfarlige bastard bevæget sig ind på nyt område – og resultatet er et sprælsk og medrivende filmsus. Sådan!

Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden. Præcis hvor langt de vil gå for at håndhæve Guds ord, finder et par knægte ud af, da de ender i fedtefadet hos den ekstremistiske kirke – og så er der ellers sat fut under kedlen.

Og gryden holdes lystigt i kog med et herligt uimponeret miks af både gys, action, komedie og thriller – men hele vejen med en intensitet og urovækkende klangbund intakt. For man når ikke at få sat sig for godt til rette, førend filmen tager endnu en ny dramatisk drejning, ublut smider en ny karakterer i ilden – eller afliver en. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigeligt.

Men selvom filmen stritter i flere retninger og tager sig nogle gevaldige sving undervejs, så lykkedes det Kevin Smith at holde de mange bolde i luften. Det kan man bl.a. også takke det solide cast for, hvor Michael Parks som kirkens karismatiske leder er et helt igennem forrygende og uhyggeligt bekendtskab. Men også i filmens mindre roller finder man spændende eller blot bizarre karakterer.

Bl.a. er Stephen Root herligt selvudslettende som byens Sheriff, mens John Goodman får pirret sin egen moralske overbevisning som den forpustede agent Keenan. Parks bakkes desuden fornemt op af sin fanatiske menighed, hvor Melissa Leo som lederens datter er skræmmende rationel i sine koldblodige handlinger, mens Kerry Bishé nuancerer de vanvittige kristne som den søde, men hjernevaskede Cheyenne.

Selvom Kevin Smith er en personlig favorit, lovpriser jeg ikke alt, hvad han laver – hans seneste par film har fx ikke just været oppe at ringe. Men med denne både satiriske, sorthumoristiske og foruroligende kæberasler til religiøs fundamentalisme og menneskekold politik har han formået at give sig selv et genoplivende spark bagi. Det var sgu også på tide, Kevin…!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fornemt både heftig action og grynet sydstatsstemning i veldefinerede og detaljerige billeder, mens også lydsporet svinger sig voldsomt og medrivende afsted, lige fra de heftige skududvekslinger til Michaels Parks’ fanatiske prædiken. Fornemt. Man finder desuden en enkelt feature, der går bag om filmen.

Det er de gængse interviews med cast og crew, hvor der selvfølgelig bliver plads til rygklapperi. Heldigvis får man også mere interessante tanker fra Kevins Smiths side, bl.a. om den nye retning, han er gået med filmen og hans inspiration til og behandling af de sprængfarlige emner (43 min.). Bestemt et kig værd. Det kunne dog have været cool, hvis der også var fulgt et kommentarspor med.

Originaltitel: Red State, USA, 2011
Instruktion: Kevin Smith
Medvirkende: Michael Parks, Melissa Leo, John Goodman, Michael Angarano, Kerry Bishé, Nicholas Braun, Kyle Gallner, Stephen Root m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Hæsblæsende fremtidsaction med motorcykelflugt

/i /af

Speederen bliver holdt i bund i denne hæsblæsende og computeranimerede kortfilm af Wes Ball. Her følger man i en postapokalyptisk fremtid en navnløs person, der må tage benene på nakken, da flyvende robotter vil ham til livs. Her er ikke så meget historie at komme efter, men det gør nu heller ikke så meget, for Ruin er 8 minutters både flot og adrenalinpumpende flugtfilm.

Kortfilm har nogle gange været med til at bane vejen for større produktioner for instruktører, bl.a. blev Neill Blomkamp opdaget af Peter Jackson og fik omsat sin flotte kortfilm Alive in Joburg til den fremragende District 9, mens Fede Alvarez, der står bag den robotfyldte Panic Attack! er i gang med et remake af The Evil Dead. Tja, så må vi se, om der venter Wes Ball en spillefilm i fremtiden.

Se en række andre spændende kortfilm:
– Heftig flugt fra kontor med ’sci-fi-surprise’
– Sød og grum Halloween-opvarmning
– Science fiction for håbløse romantikere
– Seje, russiske Transformers amok
– Hæsblæsende menneskejagt
– Kæmpekrabberne angriber
– Dyster TMNT fanfilm