En galning, hans rustne le og en stor krokodille
En af mine absolutte favoritfilm er Tobe Hoopers mesterværk Motorsavsmassakren fra 1974. Tre år efter fulgte han op på skrækfilmsmilepælen med den kuriøse ’galning-og-en-glubsk-krokodille-shocker’ Eaten Alive. Den er netop udkommet på dansk grund – og selvom her ikke nås samme højder som med ’Saven’, har det været et herligt gensyn med den morderiske hotelejer Jeff i dette farverige slasher-skrummel.
For den snerrende Jeff har både et hotel og en umætteligt trang til at maje sine gæster ned med sin rustne le – og som titlen antyder, lader han også sin sultne krokodille tage sig af ofrene, levende som halvdøde. Smisk smak og ned i maven på papmaché-krokodillen. Skønt. Og i takt med at flere gæster ankommer til det snuskede Starlight Hotel, stiger rædslerne og ligene hober sig op.
Eaten Alive er en både bizar og blodig sag, der ikke som sådan er uhyggelig, men til gengæld dødcharmerende med sine farverige karakterer samt klodsede og ubehagelige nedslagtninger. Her males desuden stemningsfulde scener op – badet i et blodrødt og sygeligt grønt lys, mens tågen smyger sig om det faldefærdige hotel. Som en scene fra et mareridt eller det knirkende rædselskabinet i tivoli.
Det er altså ikke som sådan historien eller et nervepirrende gys, der bærer filmen. Det gør derimod den tryggede og næsten helt surreelle atmosfære, de groteske kills samt det spraglede cast. Her leder en skræmmende og troværdig Neville Brand an som den vanvittige hotelejer – og så må vi ikke glemme den glubske krokodille. En umage dræberduo, der går løs på alt og alle – og heldigvis er der et bordel i nærheden, som leverer friske forsyninger.
Bl.a. stiller horehuset med et par ublufærdige tøser og så dukker en dameglad Buck også op. Han spilles af en ung Robert Englund, der siden er blevet mest kendt som den ikoniske drømmemorder Freddy Krueger i ’A Nightmare on Elm Street’-filmene. En karakter som Quentin Tarantino nakkede en slibrig oneliner fra til sin Kill Bill: Vol. 1, ”My name is Buck. I’m rarin’ to fuck.” Den oversættes underligt nok til ”Jeg hedder Buck. Jeg har det her bælte på.” – hva’ fa’en er det for noget vås…
Eaten Alive er kort fortalt en aparte og uregerlig lille skrækfilm, der forfører med sin sært dragende stemning og umage rollebesætning. Her skal Stuart Whitman som selvsikker sherif og Carolyn Jones som brovnten bordelmutter også fremhæves, mens William Finley som forstyrret ægtemand får filmens weirdness-faktor til at stige. Nå ja, og så er den yndige scream queen Marilyn Burns også på menuen.
– Læs også min anmeldelse af Tobe Hoopers The Funhouse.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Dvd-udgivelsens billede lider desværre under slitage og støj hist og her samt et til tider uskarpt billede, men farveholdningen er solid. Well, man kan jo vælge at se det som en del af charmen. Lydsporet imponerer ikke, men det fungerer bestemt og gengiver fint det myrekrybende soundtrack og Jeffs udbrud. Desuden finder man en stak fint og informativt ekstramateriale.
Man får et kommentarspor med filmens producer Mardi Rustam og skuespillerne Roberta Collins, William Finley og Kyle Richards samt make-up artist Craig Reardon. De taler på skift over forskellige scener. Desværre er Hooper ikke med, men det er et udmærket kommentarspor, hvor man indvies i flere fine og sjove minder fra filmen, bl.a. om den knapt så elegante krokodille og samarbejdet med Hooper.
Herudover er der fine interviews med Hooper (19 min.), Englund (15 min.) og Burns (5 min.), hvilket kompenserer en smule for deres fravær på kommentarsporet. Slutteligt en feature om Joe Ball som karakteren Jeff løst er baseret på (23 min.), syv trailers for filmen, TV- og radio-spots (3 min.) samt et slideshow med fotos fra filmen (8 min.) og en alternativ titelsekvens. Alt i alt et fint supplement til en kuriøs og vanvittig lille 70’er-perle.
Originaltitel: Death Trap, USA, 1977
Instruktion: Tobe Hooper
Medvirkende: Neville Brand, Mel Ferrer, Robert Englund, Carolyn Jones, Marilyn Burns m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Another World Entertainment
