Grufuld rundvisning i et knirkende hus
Jeg har i et godt stykke tid villet se ’et-knirkende-hus-på-landet-gyseren’ The Silent House. Bl.a. fordi den skulle være yderst skræmmende, men også fordi den skulle være optaget i ét one-take. Et interessant eksperiment eller blot en ligegyldig gimmick? Så da regnen en dag silede ned og natten var ekstra olm, tog jeg mod til mig og fulgte i hælene på Laura og hendes far ind i det skumle hus…
De har fået til opgave at gøre den ramponerede landejendom i stand. Men inden længe falder mørket på og snart er begges liv i fare, for en morder lurer i husets skygger. Det er velkendte gyser-elementer, der er på spil her – så som underlige lyde på loftet og en ukendt morder i mørket. At filmen så skulle være skudt i ét one-take, tvivler jeg på – men det er i grunden også underordnet, for den klaustrofobiske illusion holdes.
Men uanset hvad, så fik filmen aldrig for alvor skrækskovlen under mig. Det lykkedes dog at stable ret solid atmosfære på benene i husets labyrintiske indre, hvor bl.a. det evigt insisterende kamera er med til at skabe intensitet og nærvær, mens også klaustrofobien momentant fik sit greb i mig. Her er altså gode takter, men desværre bliver Lauras kamp for overlevelse også noget triviel at følge.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Herudover er der nogle ulogiske handlingsmønstre, der rev mig ud af Lauras mareridt. Mest uforståeligt synes det dog, at hun ikke gør mere for at flygte ud af huset straks hun opdager, at hun og hendes far er i livsfare. Den slags er dog til at leve med, men ændrer desværre ikke på, at her er tale om en noget ujævn og i sidste ende træg affære.
Det bliver dog til et par skræmmende scener undervejs, bl.a. hvor blitzen fra et kamera er med til at sætte pulsen i vejret. Men et par gode jumpscares og nogle stemningsfulde scener redder desværre ikke The Silent House fra at være en noget tam omgang skrækfilms-nonsens – lad mig end ikke komme ind på filmens tossede finale. Og ja, der er selvfølgelig et amerikansk remake på trapperne.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen er blottet for ekstramateriale. Billedet er desværre heller ikke hele vejen lige flot gengivet, men står til tider en kende udefineret, mens også kontrasterne halter en smule. Lydsiden er en tand bedre, men imponerer heller ikke.
Originaltitel: La Casa Muda, Spanien, 2011
Instruktion: Gustavo Hernández
Medvirkende: Florencia Colucci, Abel Tripaldi, Gustavo Alonso m.fl.
Spilletid: 1 time 24 min.
Udgiver: Atlantic Film