Når kærligheden går itu og gør nas

Film om ulykkelig kærlighed er måske ikke lige det, man har mest har lyst til at se – og slet ikke når det som i Blue Valentine gør så pokkers ondt at overvære et forhold gå i opløsning. Ikke desto mindre er det en fremragende film, der med stor indlevelse formår at skildre kærligheden råt, komplekst og usentimentalt – ikke mindst takket være Ryan Gosling og Michelle Williams som parret på vej mod afgrunden.

De spiller Dean og Cindy, som man filmen igennem følger i to forløb – da de mødtes og kærligheden spirede og år senere, hvor forholdet er på vej ned ad bakke. I krydsklip følger man således, hvad der startede smukt og ender så grimt. Netop visheden om den smerte, der venter parret, giver filmen en bittersød klangbund, så selv de mest romantiske scener er tunge melankoli. Av.

Blue Valentine er følelsesmæssig hård kost – hjerteskærende og pokkers gribende. En film om kærligheden og forholdets lumske faldgruber, usynlige og uforudsigelige forhindringer. Og sjældent har et filmpar bragt et forhold så troværdigt og nuanceret til live som her. Lige fra det søde første møde og frem til den sørgelige hårdknude af tabt kærlighed og uindfriede forventninger.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Udover fantastiske præstationer af Gosling og Williams, så er en af filmens store styrker dens evne til at skildre kærligheden rent uden heraf at miste tyngde. Her står enkle, men komplekse spørgsmål som hvorfor man forelskes og hvorfor kærligheden stopper centralt filmen igennem.

Instruktør og medforfatter Derek Cianfrance giver heldigvis ikke entydige svar på disse spørgsmål, men viser med Blue Valentine på raffineret vis et forholds mange facetter og blindgyder – fra både sine smukkeste og mest grimme sider.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen leverer filmen med et fint billede. Farverne er mættede og kontrasterne solide, men ikke hele vejen lige veldefinerede. Lydsiden fungerer ligeledes uproblematisk og går klart igennem, uden dog på nogen måde at sætte anlægget på overarbejde.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale som bl.a. på den engelske og amerikanske udgivelse, hvor man fx finder slettede scener, en ’The Making of’ og et kommentarspor. Det er virkelig ærgerligt, at man har udeladt dette på den danske udgivelse, for netop ekstramaterialet kan jo være med til at gøre den fysiske udgivelse bare en smule mere interessant i forhold til ulovlige downloads – eller for den sags skyld den udenlandske udgivelse.


Originaltitel: Blue Valentine, USA, 2011
Instruktion:
Derek Cianfrance
Medvirkende:
Ryan Gosling, Michelle Williams, John Doman, Mike Vogel m.fl.
Spilletid:
107 min.
Udgiver:
SF Film