Så er der onde unger på spil

/i /af

Ingen tvivl om at børn kan være nogle små lede sataner. Hvem har fx ikke set en lille unge sætte sig surt på tværs hos den lokale købmand. At der gemmer sig reel ondskab i nogle af disse små poder, kan man til tider godt foranlediges til at tro. I Tom Shanklands britiske The Children er der, om end ikke det rene djævleyngel på spil, så i hvert fald en håndfuld farlige unger. Her får de voksne nemlig deres sag for, da deres børn pludselig ikke er helt så søde, som forventet.

To familier med deres respektive børn skal holde jul sammen. Roligt og sikkert bygges julehyggen og de to familiers indbyrdes forhold op. Alt imens gaver slæbes ind, maden simrer og snakken går, begynder de små poder dog at opføre sig underligt. Et par subtile hentydninger til det forestående ragnarok lægges ud og inden man ser sig om, står familieidyllen i flammer. Og det er bestemt både slemt underholdende og grufuldt at se hvorledes hyggen krakelerer, blot for at eksplodere i en nærmest diabolsk finale.

Jeg har selv et ret forskræmt forhold til onde børn på film, en subgenre som bl.a. også huser Village of the Damned (1960), The Omen (1976) og The Brood (1979). Helt så skrækindjagende en oplevelse er The Children dog ikke, men den leverer bestemt et par ret intense scener, velopbygget suspense og så sendes der da også et par veludførte blodsudgydelser over skærmen. Altså, en fin lille pakke.

Men selvom filmen ikke ramte min skræknerve videre hårdt og suspensen ikke bliver holdt ved lige hele vejen, så er The Children dog velinstrueret underholdning, som heldigvis ikke bange for at dele øretæver ud til ungerne. Og netop børnene er både troværdige og velcastede, hvilket er et must, hvis man skal bide på filmens præmis om, at disse unger rent faktisk er farlige. Det ene øjeblik fremstår de uskyldige og det næste som djævelens yngel. Her hjælper klaustrofobisk underlægningsmusik og slagskygger selvfølgelig alt sammen.

Selvom jeg ikke fik skræmt livet af mig, så er der bestemt tale om en lille solid og underholdende onde-unger-går-amok-film – og med julen bankende på døren, så kan man jo passende give denne ”jule-film” et spin i afspilleren, inden de små fætre og kusiner ankommer. Uha uha…

En hårrejsende tivolitur

/i /af

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.

Nicolas Winding Refn er monstret Glubsk

/i , /af

En lille bonus til bloggens læsere. Før Pusher, før Bleeder, før Fear X og længe før Bronson indtog Refn selv en rolle foran kameraet. Det skete i den lille blodige danske monsterfilm Glubsk – Sultens Gud. Her finder man nemlig Refn forklædt til ukendelighed i rollen som intet mindre end monstret Glubsk. Be afraid be very afraid…

Så som et kuriøst lille appendiks til bloggens mindre Refn-Frenzy – I give to you: Glubsk – Sultens Gud.

– Se resten af filmen her: DEL 2 og DEL 3.

Det her er herligt vanvittigt

/i /af

Den danske instruktør Nicolas Winding Refn får altså for lidt omtale her i andedammen. Han har jo for pokker siden sin adrenalinfyldte debutfilm Pusher lavet den ene fremragende film efter den anden – og Bronson er ingen undtagelse. Refn er sgu en af Danmarks mest interessante instruktører, hvilket han igen beviser med dette både vanvittige, voldsomme og teatralske portræt af Englands mest voldelige straffefange. Lad springskallerne flyve og byd velkommen til Charles Bronson.

Filmen handler om Michael Petorson aka Charles Bronson, som første gang endte i fængsel som 19-årig pga. væbnet røveri. Med et ønske om at blive berømt forlænger han opholdet ved at gå løs på politi og fængselspersonale. Man følger således Bronsons kamp for at blive set, hørt og berygtet. En utilpasset person, hvis fascinerende og kaotiske væsen har affødt et forrygende portræt. Bronson er dog ingen klassisk biografi-film og der tages da også en del kunstneriske friheder, hvilket blot medrivende understøtter myten Bronson og hans jagt på berømmelse.

Refn disker op med den ene elegante, vilde og bizarre scene efter den anden. Lige fra en dansescene på et sindssygehospital over hårdtslående håndgemæng til en klovnesminket Bronson på slap line. Midt i orkanens øje står Tom Hardy, som den brovte Bronsen. Hardy er ganske enkelt fremragende, forførende og frygtløs i rollen, hvor hverken full frontal nudity eller det at skulle opbygge betydelige ekstra muskeldepoter holder ham tilbage. En sprængfarlig præstation i en fascinerende film.

Godt nok er filmen og ikke mindst Bronson voldelig, men mellem knytnæveslag og krigsmaling øjnes også et menneske og en ensomhed, der gør Bronson interessant at følge, som andet end blot en voldelig psykopat. Der er megen poesi og kreativitet i filmen og hele herligheden understøttes af laber 80’er synth og svulstig klassisk musik, som leder tankerne hen på Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Jep, jeg er vild med Bronson. Dens teatralske væsen, den veltumlede vold og ikke mindst Tom Hardy i både vanvittig og indtagende firspring.


Ekstramateriale. Der følger et fint ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Man får et underholdende og velfortalt kommentarspor, hvor Refn interviewes af Alan Jones, journalist og filmkritiker. Man får et godt indblik i hvad Refn vil med filmen, sit samarbejde med Hardy og valget af filmens musik. Man finder også en The Making of, hvor bl.a. Refn og Hardy fortæller om arbejdet med filmen (15 min.), en audio introduktion til filmen af den rigtige Charles Bronson (17 min.), samt en feature om hvordan Tom Hardy kom i form til den muskelbesatte rolle (5 min.).

Originaltitel: Bronson, England, 2008. Instruktion: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Tom Hardy, Matt King, Hugh Ross, Juliet Oldfield, m.fl. Spilletid: 92 min. Udgiver: Scanbox.

Jang og de desperate mænd

/i /af

I forbindelse med udgivelsen af Nicolas Winding Refns seneste film, Bronson, har jeg kigget lidt nærmere på instruktørens øvrige film.

Tilbage i 1996 bragede Winding Refn – også kaldet Jang – gennem det store lærred med spillefilmsdebuten Pusher. Det var håndholdt desperation med Kim Bodnia i hovedrollen som dopedealeren Frank, der ”skulder” Milo (Zlatko Buric) penge. Tre år senere fulgte han succesen op med Bleeder (1999). Igen var Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric med – og igen ledte Bodnia an. Denne gang som Leo, der ikke kan forholde sig til sit liv og langsomt går op i limningen.

Kim Bodnia i "Pusher"

Herefter drog instruktøren til udlandet for at indspille den engelsksprogede Fear X (2003). Her finder man John Torturro i hovedrollen som Harry, der i et forsøg på at opklare mordet på sin kone begynder at miste besindelsen. Filmen var en kunstnerisk succes og fortalte sin historie med et andet og mere roligt filmsprog, end hvad Refn tidligere havde leveret med sine håndholdte adrenalinindsprøjtninger. Fear X blev modtaget godt af anmelderne – men var bl.a. pga. pengeproblemer og anden produktions-polemik med til at sende Jang til økonomisk tælling med et konkursramt produktionsselskab.

John T i Fear X

John Torturro i "Fear X"

Der skulle nu penge i kassen. Fallitten skulle vendes til profit, så Jang fortsat kunne være en spiller på filmscenen. Planen blev at lave to efterfølgere til debut-successen, nemlig Pusher II (2004) og Pusher 3 (2005). På bare et år både skrev, producerede og indspillede den pressede instruktør de to film. En stresset og energifyldt proces, man kan følge i den fine dokumenter Gambler fra 2006, som går tæt på Refn i den stormombruste periode.

Pusher II kom i kassen og blev en stor succes. Publikum gik i biografen og anmelderne stod i kø for at rose filmen, ikke mindst Mads Mikkelsens præstation i rollen, som den forsømte Tonny. Året efter landede så Pusher 3 med den bombastiske undertitel Angel of Death. Denne gang med Zlatko Burics karakter Milo i centrum. Den fik ikke nær samme positive modtagelse, det selvom filmen er en fremragende skildring af en mands håbløse kamp for at holde sig oven vande.

Z B i Pusher 3

Zlatko Buric i "Pusher 3"

Inden turen kom til den nu aktuelle Bronson (2008), var Refn et smut forbi DR2 programmet den 11. time hvor han i en interviewrække udleverede sig selv for åben skærm, komplet med tårevæddet ansigt og efterfølgende overskifter på spisesedlerne. Om det hele blot var spil for galleriet står uklart, men det gav instruktøren en del spalteplads. Med Bronson er Refn så tilbage i sit rette element, som filminstruktør.

Tom Hardy i Bronson

Tom Hardy i "Bronson"

Forude venter allerede endnu en film af Refn, nemlig vikingefilmen Valhalla Rising med en stum Mads Mikkelsen i rollen som krigeren One-Eye. Filmen har premiere d. 19. marts næste år.

Stop nu Michael Bay!

/i /af

Okay, i kender godt Transformers ik’? I ved, det der ret så coole plasticlegetøj fra 80’erne, hvor biler, flyvere og alt muligt andet forvandles til de vildeste robotter. Disse transformerende maskiner har atter hovedrollen, når Michael Bay ruller sin larmende sequel ud: Transformers: De Faldnes Hævn. Denne gang er der så endnu flere Transformers, eksplosioner og mere fladpandet humor på tapetet – jeg mener, come on, Bay har sgu givet en af de onde Decepticons store metalkugler, som faretruende dingler under resten af det store robotmonster. Stop det nu!

Men hvor står vi så efter den første films heftige finale. Jo altså, Sam Witwicky (Shia LaBeouf) skal på College, flytte hjemmefra og forsøge at leve et almindeligt liv efter opdagelsen af de udenjordiske robotter i første film. Helt så nemt går det selvfølgelig ikke, for snart er fæle maskiner lige i nakken på ham, mens han også forsøger at holde liv i en kønsløs romance med Mikaela Banes, spillet mere mekanisk end robotterne af Megan Fox. Plottet? Jo, i korte træk: Jorden skal reddes fra undergang og onde Decepticons.

Okay, nu skal det hele ikke gå hen og blive så negativt. For Transformers 2 leverer rent faktisk nogle vildt flotte robotter, de ser både fremragende ud og lyder helt fantastiske med deres blib-blob lyde og metalliske led. Et par medrivende actionscener får legebarnet Bay da også skruet sammen, specielt er den store åbningsscene i Shanghai hæsblæsende og overrumplende. Desværre flader filmen ud, bliver gumpetung, pinlig og klodset. De mange eksplosioner og robotter ender med at larme mere, end at underholde.

Ak ja, hvorfor kan vi ikke bare få en solid og ligetil actionbasker, hvor robotterne får lov at være seje og uden alle disse såkaldte ”komiske” indfald, hvor bl.a. den ene robot efter den anden enten prutter ild eller faldskærme ud. Ak nej, aldrig sjovt, bare pinligt. Så på trods af vildt seje robotter og et højt tempo, ender Transformers 2 som en irriterende flad oplevelse. Rodet, pinlig og klodset.

Ekstramateriale: På 1-disc DVD-udgivelsen medfølger kun et kommentarspor. Her med Michael Bay og to af filmens tre manuskriptforfattere, Roberto Orci og Alex Kurtzman, som utroligt nok også har skrevet Star Trek-rebootet, for der er da i den grad kvalitetsforskel på de to film. Nå, men det er rent faktisk et ganske fint og informativt, om end ikke ophidsende kommentarspor, hvor typiske ting som filmens tekniske og historiemæssige side kommenteres.

3D mig her og 3D mig der

/i /af

Film i 3D er blevet den helt store dille. Udover at give filmen en ekstra dimension, så er det jo også en meget smart måde at få folk i biografen på, da 3D-effekten endnu ikke er helt så vellykket en oplevelse i hjemmebiografen. Anyways, nu tyder det så på at endnu en film får liv i 3D, nemlig opfølgeren til den både morsomme og splattede Zombieland.

Det var dog tvivlsomt om der overhovedet kom en opfølger, eftersom Zombieland blev dowloadet ulovligt i så stor stil, at de manglende indtægter ikke ligefrem hjalp på muligheden for en sequel. Somebody stop those damn pirates! Men nu ser det dog heldigvis ud til til at zombierne og Woody Harrelson atter får luft under vingerne – og det altså i 3D.


Zombieland har for mig helt sikkert været en af dette års mest underholdende biografture, så jeg tager gerne endnu en tur – også i 3D. Sequelen kommer til at huse det originale cast med Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, Emma Stone og Abigail Breslin samt samme instruktør, nemlig Ruben Fleischer. For min skyld kunne de dog godt smide de to tøser på porten, ellers skal de sgu skrives og leveres mere interessant, end tilfældet var med den første film. Nå, men inden Fleischer kaster sig over zombierne igen, vil han gerne lige lave en romantisk komedie – jep, en romantisk komedie! Interessant...

Okay USA, det er payback tid!

/i /af

De sidste mange år har amerikanerne mæsket sig uhæmmet i andre landes film, det ved som grådige snyltere at spytte det ene remake ud efter det andet. Well, der foregår godt nok også en tarvelig kannibalisme af egne film, hvilket har affødt mindst lige så rædderlige genindspilninger. Men nu bliver der så gået til modangreb. Læste nemlig lige, at der til sommer springer en kinesisk genindspilning af den ærkeamerikanske High School Musical ud. Oh skræk og oh rædsel!


Der er dog ikke tale om et bagholdsangreb, for de snedige amerikanerne er selvfølgelig med på løjerne. Der skulle dog mere være tale om en film inspireret af originalen, end et direkte copy paste produkt (godt det samme). Men når nu kineserne alligevel skal have besværet med at genindspille en amerikansk film, hvorfor fa’en så ikke tage fat i et par af klassikerne som Casablanca eller The Godfather – tja, eller hvem ville ikke gerne se en kinesisk version af Fight Club? Hell, guess that’s what Bollywood is for…! – Ha ha…

Så røg jeg direkte i remake-fælden, igen!

/i /af

Ja, så hoppede jeg endnu engang i remake-fælden. Denne gang drejer det sig om en genindspilning af Brian De Palma bizarre og visuelt legesyge Sisters fra 1973. 36 år senere kan man så være så uheldig at sjoske ned til sin lokale filmpusher og hive denne tarvelige genindspilning ned fra hylden. Forsøget på at levere en aparte og hårrejsende lille horrorfilm lykkedes på intet tidspunkt, det selvom originalen et godt stykke af vejen faktisk følges ret tæt. Men remaket forbliver en ørkenvandring efter uhygge, spænding og bare en smule fortælleglæde. Trist. Simpelthen trist.

Hvad handler remaket så om? Jo, stor set det samme som originalen, blot fortalt uden entusiasme. Men altså, på klinikken Zurvan, en klinik for det psykisk og fysiologiske unikke indleder lægen Dylan et forhold til den smukke Angelique – den gådefulde Dr. Lacans ekskone og medarbejder. Denne romance huer dog ikke Lacan, som synes sært besat af sin ekskone. På sidelinien forsøger journalisten Grace at afdække Lacans hemmelighedsfulde medicinske forsøg. Men hvordan hænger Lecans lyssky forehavende egentlig sammen? Tja, faktisk er man ligeglad, for det hele er sjusket og uengagerende sat sammen. Men hey, that’s the plot for you.

Jeg vil helst ikke sammenholde remakes med originaler, men remake eller ej, så er her altså tale om særdeles klodset historiefortælling. Der bliver aldrig mobiliseret reel spænding eller krybende uhygge – og personinstruktionen er fuldstændig gået fløjten. Alle involverede synes at være på nippet til at falde i søvn. Replikkerne fremstår vitterligt som replikker, skåret ud i pap og læst op af det flade manuskript. Man finder ellers bl.a. Stephen Rea i rollen som Lacan, men han skinner på ingen måde igennem – hvilket desværre heller ikke kan siges om den lille cameo af William B. Davis aka The Cigarette Smoking Man. Og lad mig end ikke begynde med tøserne Lou Doillon og Chloë Sevigny.

Selvom komponenterne til en solid og bizar lille thriller er til stede; menneskelige deformiteter, medicinske eksperimenter, blodig gore og forkvaklet seksualitet, ja så afmonteres disse spændende elementer straks de er sat i spil. Den psykologiske kompleksitet og det obskure drama, som faktisk er til stede i historien – bare se originalen – får her aldrig lov at tage form eller fylde beskueren med den undring og uhygge, man fandt i De Palmas film.

Filmen er på DVD-coveret forsøgt solgt med et vink om at produceren også har stået bag American Psycho og The Crow. Hvorfor der ikke noget sted skiltes med Brian De Palmas navn eller at der er tale om et remake er sgu en smule underligt. Well, måske en marketingskyndig gut har erkendt, at publikum er ved at være godt trætte af disse alt for ofte kedelige remakes. Jeg er i hvert fald – og ja, endnu en gang er det originalen, man skal bruge sparepengene på.

Originaltitel: Sisters, USA, Canada og England, 2006.

Instruktion: Douglas Buck.

Medvirkende: Chloë Sevigny, Stephen Rea, Lou Doillon, Dallas Roberts, R Bourne, William B. Davis, m.fl.

Spilletid: 88 minutter.

Udgiver: Nordisk Film.

Triers troldspejl forfører og frastøder

/i /af

Lars von Triers seneste film Antichrist er en af dette års mest debatterede. Desværre kunne mange journalister og skribenter ikke holde sig fra at spoile side op og side ned. Det resulterede bl.a. i at filmen – groft sagt – blev set, som værende blot en væmmelig, voldelig og ulækker affære. Det er den også, men filmen rummer samtidig også en visuel poesi og drømmelignende skønhed, som desværre blev overset en smule i den blodige debat. Jeg har netop genset Antichrist og den blegner bestemt ikke ved gensyn.

Filmens udgangspunkt kan muligvis synes banal. Bearbejdningen af et traume et hyppigt brugt tema – ikke mindst indenfor horror. Lad mig blot nævne Nicolas Roegs fænomenale Rødt Chok fra 1973. Men hvad der på papiret kan synes trivielt, foldes alt andet end ligegyldigt ud i Triers hænder, hvor et forældrepar forsøger at bearbejde traumet efter at have mistet deres barn. De tager ud i en lille hytte midt i den vilde natur, hvor manden (Willem Dafoe) som er terapeut vil forsøge at tage hånd om sin kones (Charlotte Gainsbourg) tiltagende depression. Men behandlingen udvikler sig katastrofalt og går fra kontrol til uregerligt kaos.

Antichrist spænder en hypnotiserende og dirrende billedstorm op filmen igennem. Lige fra den smukt komponerede og kopulerende åbningsscene, hvor lyst, begær og død forenes i både provokerende og forførende super slowmotion og hele vejen ind i filmens beskidte, rå og rystende rus af angst og ondskab. Antichrist er i den grad en visuel og sanselig oplevelse, det er følelser over rationalitet. Man må lægge sin fornuft til side og blot lade filmens emotionelle kaos tage over. For godt nok er der store temaer i spil, som bl.a. manden og kvindens natur, det gode og det onde. Men for mig er Antichrist først og fremmest et omfavnende sort sug i maven.

Nej, Antichrist er ikke let underholdning, men underholder i al sin urovækkende vælde, ikke mindst i kraft af sin både kompromisløse, elegante og voldsomme æstetik og de to hovedrolleindehavers pragtpræstationer. Det er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

Ekstramateriale: Der medfølger et solidt ekstramateriale. Knap halvanden time løber de små features op i, hvor man kommer relativt tilfredsstillende omkring arbejdet med filmen. Bl.a. den visuelle stil, besværet med at finde den perfekte location og de makabre special effects. Man får også en testscene, hvor bl.a. tekniske ting er afprøvet, hvilket er ret interessant at se. Der er bl.a. også et spændende indslag om hvordan filmens forrygende lydside er blevet til samt korte interviews med Gainsbourg og Dafoe.

Oven i hatten kommer også et informativt, fint og til tider muntert kommentarspor med Lars von Trier og Murray Smith, som underviser i film ved University of Kent i England. Alt i alt et velsammensat og tilfredsstillende ekstramateriale.

– Og så er det i dag sidste udkald for at vinde filmen plus en t-shirt. Deltag her!

Læs også Charmetrolden Trier er bedst, klik her.

Originaltitel: Antichrist, Danmark, Italien, Frankrig, Tyskland, Sverige, Polen, 2009. Instruktion: Lars von Trier. Medvirkende: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg m.fl. Spilletid: 104 minutter. Udgiver: SF Film.