Blu-ray-anmeldelse: Vægtløs og med bankende hjerte sendes man med Alfonso Cuaróns Gravity ud i det lydløse verdensrum sammen med George Clooney og Sandra Bullock – henholdsvis en erfaren astronaut og en ingeniør på sin første rumvandring. Men hvad der skulle have være en rutinemæssig mission, ender katastrofalt. Deres rumstation smadres og de to efterlades nu til dem selv og rummets larmende stilhed.
De mister forbindelsen til Jorden og må på egen hånd forsøge at redde sig ud af den umenneskelige situation. En opgave, der synes ligeså umulig som verdensrummet er uendeligt. Ja, en simpel præmis, men forløst pokkers intenst og med et fast greb om håbløsheden hele vejen. En medrivende, skræmmende og smuk oplevelse, hvor verdensrummet strækker sig ud i intetheden som en konstant påmindelse om, hvor lille en del mennesket egentlig fylder i det store billede.
Det er en meget fysisk filmoplevelse Alfonso Cuarón er lykkedes med at skabe. Man holder ganske enkelt vejret i takt med, at iltbeholdningen daler, og man kan mærke suget i maven, mens håndfladerne bliver fugtige, når de to hvirvler famlende rundt i rummet med håbet om at nå sikkert hen til nærmest, intakte rumstation. Det gælder lige fra den åndeløst smukke åbningsscene og hele vejen til man forlader biografen, hvor lydsiden på effektiv vis gør brug af stilheden.
Man kommer ikke uden om filmens overlegne tekniske formåen og visuelt duperende billedside. Blandt andet åbningsscenen, der udspiller sig i ét langt, ubrudt take, der strækker sig over godt og vel et kvarter. Her bevæger kameraet sig elegant rundt om rumstationen og helt ind på livet af George Clooney og Sandra Bullock. Således fastholdes et nærvær og en intensitet, da one-take’et ikke tillader publikum at undslippe filmens fængslende favntag.
Filmen er ganske vist en anden oplevelse end den, man fik i 3D i biografen, men det er så absolut også en stærk oplevelse uden 3D og uden det store lærred. For filmen er fortsat visuelt imponerende og historien dragende, hvor de mange smukke billeder og de to ensomme astronauter giver de gispende actionscener ekstra pondus.
Jeg har med andre ord ikke ret meget andet end ros til Gravity. Det skulle lige være i portrætteringen af de to astronauter, der mangler en smule tyngde. Det indhentes dog undervejs, og så har George Clooney og Sandra Bullock ganske enkelt et naturligt nærvær. Man rives altså med af både filmens imponerende visuelle og tekniske side samt det menneskelige drama. En brutal, åndeløs og smerteligt smuk film, der uden tvivl er en af sidste års absolut største filmoplevelser. Ja, den skal du selvfølgelig se – og se igen.
– Filmen, Gravity, 5/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er et teknisk vidunder og Blu-ray-udgivelsen leverer i den grad varen, hvor både billede og lyd spiller upåklageligt. Filmens åndeløse billeder står veldefineret og detaljerigt, hvor det store, mørke verdensrum gengives med et indtagende mørke, mens både nuancer og kontrasten er en sand fornøjelse. Lydsporet sætter pulsen i vejret med sit medrivende lyddesign, der dynamik gør brug af sine forskellige elementer, hvor også stilheden spiller en afgørende rolle. Forrygende.
Ekstramaterialet er ligeledes en sand fornøjelse. Man får to dokumentarer, der er delt i henholdsvis ni dele (1 time 47 min.) og fem dele (37 min.). De giver tilsammen et yderst tilfredsstillende indblik i filmens tilblivelse med kig på blandt andet effekter, skuespil, lyddesign, manuskriptet og Steven Prices Oscar-vindende score. Videre er der en dokumentar, der kigger på virkelighedens vragrester i rummet og hvilken fare disse udgør (23 min.), mens man også får kortfilmen Aningaaq, der er instrueret af Cuaróns søn, Jonás Cuarón, og viser hvem, der sidder i den anden ende i den scene fra Garvity, hvor Bullocks karakter får hul igennem til jorden (7 min.).
Ekstramateriale 5/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6
– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Gravity | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 5/6:
Originaltitel: Gravity, USA, 2013
Premiere: d. 4. marts 2014
Instruktion: Alfonso Cuarón
Medvirkende: Sandra Bullock, George Clooneym.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: Warner Bros. Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]