Indlæg

Græske guder og monstrøse mostre sprutter ild

/i /af

De oldgræske guder og mytiske monstre spiller atter med de computergenererede muskler i denne ganske underholdende efterfølger til den træge Clash of the Titans. Jep, en 2’er, der overgår sin forgænger. Ikke at det siger så meget i dette tilfælde, men med Wrath of the Titans holdes både et fint tempo og så leveres der ikke mindst en god stak spektakulære slåskampe med brutalt brusende bæster.

Sam Worthington spiller igen Zeus’ søn, halvguden Perseus og skal denne gang redde menneskene og guderne fra den sikre død. For den magtfulde titan Kronos vil med sin tilbagevenden bringe undergangen med sig. Perseus slår sig derfor bl.a. sammen med en anden halvgud, en lidt for kæk Agenor samt den blonde krigertøs Andromeda. Sammen begiver de sig nu i kamp mod de mange monstrøse monstre. Sådan cirka…

For man skal ikke hænge sig for meget i historien. Det er først og fremmest pga. den heftige action, at denne omgang guddommelige underholdning fungerer. Der puttes dog en smule far-søn-komplekser på bæstet, men intet der for alvor griber en om hjertet eller giver filmen videre dramatisk tyngde – blot et skvæt mytisk melodrama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sam Worthington muligvis som Dracula

/i /af

Senest har vi set Sam Worthington i skikkelse af et 3 meter højt og blåt rumvæsen i James Camerons Avatar – nu iklæder han sig muligvis kappe og hugtænder, eftersom han er sat til at indtage rollen som ingen ringere end grev Dracula i Alec Proyas Dracula: Year Zero, som vil fokusere på den blodtørstige greves oprindelse. Der vil muligvis ikke være meget flagermus over drengen, eftersom historien drejes over den romanske hersker ”Vlad the Impaler”, som bl.a. var berygtet for at spidde sine fjender på store spyd (heraf tilnavnet). Vlad var dog inspiration for den Dracula man bl.a. kender fra Bram Stoker. Der bliver altså tilsyneladende mere tale om et historisk drama, end rendyrket Dracula-trip, hvor man vil følge Vlads forfald til ondskaben.

Dette dog ikke konfirmeret fra Worthington selv endnu. Jeg er da heller ikke helt sikker på, at han er den rette mand til rollen. Om ikke andet, så er det en interessant vinkel på Dracula-mytologien.

”Terminator Salvation” skøjter rundt

/i /af

Første gang man så den skarpskårne Terminator var i 1984. James Cameron havde skabt et dystopisk science fiction filmhit, som han syv år senere fulgte op med den effektsprudlende Terminator 2 – endnu engang med Arnold Schwarzenegger i den ikoniske titelrolle. Og så var der også en tredje film i 2003, men den glemmer vi lige. For med Terminator Salvation forsøger McG – manden bag Charlie’s Angels-filmene – nemlig at reboote det populære univers. Desværre er det blevet en ret så rodet og flad affære – men der leveres sgu trods alt nogle lede robotter og vilde actionsekvenser.


Vi befinder os i år 2018, altså i den fremtid, man har set glimt af i de tidligere film. Det computerstyrede Skynet har lagt verden i ruiner og forsøger nu at gøre en ende på de tilbageværende mennesker, ikke mindst modstandsbevægelsen med John Connor (Christian Bale) i front. Med den mystiske Marcus Wrights ankomst (Sam Worthington), melder nye problemer sig. Og så rulles der ellers manuskriptmæssig nonsens ud, som McG ihærdigt forsøger at overdøve med bulder og brag – hvilket faktisk lykkedes et stykke af vejen.


Terminator Salvation har altså sit hyr med at få historien til at hænge meningsfyldt sammen. Noget der dog fungerer er de mange robotter, samt flere af actionscenerne. Her er der sgu overbevisende knald på. Det er bare en skam, at der aldrig opnås et vellykket samspil mellem action og historie – hvorfor filmens karakterer også mister pondus.

Christian Bale får aldrig lov til at træde i karakter som John Connor. Det samme kan siges om filmens slatne forsøg på at filosofere over hvad der gør et menneske til menneske – den gode gamle maskine vs. menneske-problematik. Lidt lommefilosofisk uld, som blot flagrer i vinden. Heller ikke den ellers komplekse Marcus Wright bliver interessant. Alle tilløb til blot en smule troværdig substans væltes konstant over ende af ulogiske plottråde og umotiverede actionsekvenser. Ærgerligt.


Terminator Salvation er bombastisk og actionmættet science fiction, som desværre mangler den gode historie og et medrivende cast. Og umotiverede Terminator-referencer hjælper altså ikke, hvilket et uelegant ”I’ll be back” kun ubehjælpsomt understreger. Det er billige tricks, som synes at skulle please fans, men i stedet klinger hult. Selv dommedagsstemningen virker til tider tam på trods af ellers flotte set designs, hvilket er symptomatisk for filmen: den ser godt ud, men indholdet halter – og en sukkersød Hollywood-ending redder bestemt ikke noget på målstregen. Kom igen.

Ekstramateriale:

Man får med Blu-Ray-udgivelsen en 4 fire minutter længere version af filmen. Den byder bl.a. på et par nye scener og lidt mere action, dog ingen ændring af filmens plotmæssige struktur. Det er altså ikke den 30-40 minutter længere udgave McG tidligere har talt om. DVD’en har kun biografversionen.

Filmen præsenteres med en virkelig flot billedside og ikke mindst en medrivende lydside – samt en ordentlig stak ekstrafeatures. Her er fokus på special effects, robotter og set designs. Det er fermt, men også en smule flygtigt sat sammen. Dog tilfredsstillende hvad filmens special effetcs angår. Med Maximum Movie Mode kan man se filmen i selskab med McG, som undervejs slår ned på forskellige aspekter af filmen. Et fint alternativ til kommentarsporet. Det havde dog været interessant med mere om filmens historie, men bestemt et solidt og til tider grundigt ekstramateriale.

– Husk at du stadig kan nå at vinde filmen på DVD. Deltag HER.

Originaltitel: Terminator Salvation, USA, 2009.

Instruktion: McG.

Medvirkende: Christian Bale, Sam Worthington, Moon Bloodgood, Anton Yelchin, Bryce Dallas Howard, Common, Helena Bonham Carter, Michael Ironside m.fl.

Spilletid: 1 time 54 min. (Bio-version), 1 time 58 min. (Forlænget version).

Udgiver: Sony Pictures.

‘Avatar’ er en tom tryllekunst

/i /af

Jeg har ikke ligget søvnløs siden Titanic sank i 1997 og bare ventet på James Camerons seneste film Avatar. Jeg har blot været almindelig spændt på, hvad han denne gang ville fremtrylle. Og jeg skal da love for, at han har fået brygget en omgang visuelt overrumplende og teknisk mageløse billeder i laber 3D. Desværre er filmen kedelig forudsigelig og så kigger man forgæves efter en dybde i historien, der ellers kendetegner filmens voluminøse billedside.

Historien går altså – modsat filmens teknologiske landvindinger – ikke nye veje, men vrider sine velkendte klichéer skematisk ud af ærmet. Vi følger Jake Sully (Sam Worthington), en invalid soldat i kørestol. Han sendes til planeten Pandora, hvor han får en såkaldt avatar-krop, der udover at ligne det indfødte na’vi-folk også gør ham i stand til at gå. Han skal i sin nye krop infiltrere det blå folk og få dem til at forlade deres bosted, så amerikanerne uhindret kan udvinde et kostbart mineral, der skal redde Jorden fra en fatal energikrise.

Det er bestemt lykkedes at skabe en fascinerende verden i 3D, hvor den ekstra dimension heldigvis ikke blot bruges som et rent gimmick. Den fungerer som et dybdeskabende og inddragende element i den fremmede faunas jungledyb. Rent teknisk er der altså ikke meget at sætte en finger på, bl.a. er na’vi-folket overraskende overbevisende. Problemet med de 3 meter høje smølfer er snarere, som med resten af persongalleriet, at de aldrig bliver interessante – man kommer aldrig ind under huden på dem.

Avatar er altså fattig på interessante karakterer. Ikke engang soldaten Jake, der ellers står i dramaets midte – fanget mellem sin egen og en fremmed races dagsordener – synes videre påvirket af situation. Historien og de medvirkende mangler simpelthen saft, kraft og kant. Der er ingen tvivl at spore hos nogen, ingen gråzoner – kun de gode mod de onde. Sort mod hvidt og uden overraskelser.

En fortælling behøver i min bog ikke at være videre original for at henrykke, men når en klichéfyldt historie som denne aldrig afviger fra det forudsigelige eller i det mindste sætter sine karakterer og hermed publikum i egentlige dilemmaer, så bliver det hele hurtigt fladt og uinteressant – også selvom afviklingen ofte er ret ferm. Ærgerligt, for når man først har smagt på filmens vilde ridt udi 3D, begynder man hurtigt at famle efter en medrivende historie – desværre forgæves.

Jeg håber dog Avatar bliver en succes, for måske Cameron så kan få lidt nosser til at turde udfordre historien og sit publikum på andre områder end den rent tekniske. Men skal man se filmen, så er det altså i biografen og i 3D det sker. Det er sådan filmen er tænkt og sådan den skal opleves – ellers bliver det højst sandsynligt blot et endnu fladere bekendtskab, end tilfældet allerede er.

Originaltitel: Avatar, USA, 2009.
Instruktion: James Cameron.
Medvirkende: Sam Worthington, Zoe Saldana, Stephen Lang, Michelle Rodriguez, Sigourney Weaver, Giovanni Ribisi m.fl.
Spilletid: 2 timer 41 min.
Distributør: Twentieth Century Fox.
Biografpremiere: d. 18. december 2009.

Sam Worthington slagter Medusa

/i , /af

Der er nu blevet frigivet tre plakater for den kommende Clash of the Titans. Dem skal i da ikke snydes for, men jeg ved sgu ikke. Jeg kan godt lide at de er så dystre, men de ser nu også en kende billige ud – som om de er blevet klasket lidt for hurtigt sammen i photoshop. Den første korte trailer for filmen lover dog et actionpacked eventyr tilsat rigeligt med monstre. Men specielt fantastisk ser det nu ikke umiddelbart ud.

Clash of the Titans bygger på filmen af samme navn fra 1981 og handler om halvguden Perseus (Sam Worthington), som kaster sig ud i en kamp med Hades og på sin vej bl.a. møder Medusa og en stak farlige monstre. Filmens instrueres af Louis Leterrier, som bl.a. står bag de actionfyldte Transporter 2 og The Incredible Hulk. På rollelisten finder man bl.a. Liam Neeson som guden Zeus og Ralph Fiennes som den onde Hades, mens også Mads Mikkelsen har sneget sig med som krigeren Draco. Så rollebesætningen er da ret stærk – nu må vi se om filmen er ligeså hårdtslående, når den rammer de danske biografer til marts.