Indlæg

VENUS I PELS: Roman Polanski finder pisken frem med veloplagt SM-kammerdrama

Biografanmeldelse: Du skal altid glæde dig til en ny film af Roman Polanski, fordi det jo er en ny film af Roman Polanski. Du ved, manden bag film som Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown og The Pianist. Med hans nye film, Venus i pels, finder han pisken frem, mens Emmanuelle Seigner og Mathieu Amalric indtager scenen. Bogstavelig talt. For filmen udspiller sig udelukkende på et lille teater. Og på fransk.

Ikke nok med, at filmen udspiller sig på et teater, den er også baseret på et skuespil, der – som du nok har luret – er inspireret af Leopold von Sacher-Masochs bog Venus in Furs fra 1870. I filmen finder man Amalric som teaterinstruktøren Thomas, der er ved at caste sin egen opsætning af et stykke baseret på bogen, mens Seigner er den ligefremme Vanda, der i ellevte time ankommer til teatret for at aflægge prøve.

venus i pels 02

Scenen er således sat på dette intime teater i Paris en sen aftentime, hvor regnen trommer på taget og lyn lyser scenegulvet op. Polanski er altså klar til et sprængfarligt mand-mod-kvinde-og-kvinde-mod-mand-drama, hvor bortgemte lyster findes frem fra mørket, mens aften bliver til nat og magtforholdet mellem instruktør og skuespillerinde – mand og kvinde – bølger heftigt frem og tilbage.

En veloplagt kamp mellem kønnene om man vil. For Venus in Furs omhandler som bekendt spillet mellem mand og kvinde – og ikke mindst dominans og underkastelse. Ja, pisk, smæk og halsbånd. Her opblødes grænsen således mellem skuespillet og den virkelige verdens Thomas og Vanda, efterhånden som de øver stykket igennem. Et sadomasochistisk samspil og spil på magt, leveret intenst og drilsk.

venus i pels 01

For godt nok udspiller filmen sig på samme spartanske location, men spillet mellem Seigner og Amalric er så pokkers godt skruet sammen og ikke mindst bragt til live, at den ellers trange teaterscene aldrig bliver et stift bagtæppe for fortællingen. Kameraet leger veloplagt med teaterrummet og sine to skuespillere, hvilket giver ekstra dynamik til de tos kamp på ord og om at have overhånden.

Venus i pels er måske ikke just et nyt mesterstykke fra den 80-årige instruktør, men det er en pokkers fin lille film om det dynamitfarlige forhold mellem mand og kvinde, hvor skuespillerne er befriende meget i centrum. Det er desuden værd at bemærke, at den 47-årige Seigner er Polanskis hustru, og at den lavbenede Amalrics karakter har sine ligheder med Polanski selv, hvilket kun tilføjer filmen en ekstra drilsk dimension.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Venus i pels | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
venus i pels poster
Originaltitel: La Vénus à la fourrure, Frankrig | Polen , 2013
Premiere: d. 8. maj 2014
Instruktion: Roman Polanski
Medvirkende:
Emmanuelle Seigner, Mathieu Amalric m.fl.
Spilletid: 96 min
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

7 fremragende film om kulter

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

Forførende filmøjeblikke i magiske loops

Lige en hurtig anbefaling til en fascinerende tidsrøver. Du kender godt de der små gif-animationer – sådan nogle animerede billeder der popper op rundt omkring på nettet. Men en gif kan også være andet end en fjollet, pixeleret animation. Du finder beviset på siden If We Don’t, Remember Me.

Her uploades der nemlig fortløbende fascinerende gif-animationer trukket ud af filmens verden. Små forførende filmøjeblikke i magiske loops, bl.a. fra ældre klassikere som road movien Easy Rider (1969), western-filmen The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Roman Polanskis Repulsion (1965), men også nyere film som Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994), Coen brødrenes The Big Lebowski (1998) og den charmerende franske Amélie (2001).

Herunder er det fra Amélie og Stanley Kubricks Ondskabens hotel (1980).

– Besøg sitet og find resten af gif-animationerne HER.

Ingen bjørne til Danmark i år

Det blev hverken Thomas Vinterbergs Submarino eller Pernille Fischer Christensens En Familie, der fik Guldbjørnen med hjem i aftes på filmfestivalen Berlinalen. Det blev derimod det tyrkiske drama Bal (Honey), skrevet og instrueret af Semih Kaplanoglu, der modtog hovedprisen – altså en forgyldt bjørn for bedste film. Sølvbjørnen, Juryens Store Pris gik til den rumænske Eu cand vreau sa fluier, fluier (If I Want To Whistle, I Whistle), som også modtog den såkaldte Alfred Bauer Pris.

Roman Polanski fik Sølvbjørnen for bedste instruktør for sin thriller The Ghost Writer med bl.a. har Ewan McGregor og Pierce Brosnan. Filmen har på dansk fået den særegne titel Roman Polanskis Skyggen – well, man regner sikkert med at filmen hermed kan sælge mere. Anyways, jeg glæder mig sgu til at se den.

– Se resten af vinderne HER.

Trailer til Roman Polanskis "The Ghost Writer"

Jeg er vild med Roman Polanskis film – og selvom der har været en del tumult om hans person det seneste stykke tid, ser det ud til at hans nye film The Ghost Writer bliver flyveklar til en premiere i år. Det er hans første spillefilm siden Oliver Twist fra 2005. Nu kan den første fuldlængde trailer ses online – se den HER. Jeg har kun snust til lidt af traileren- vil helst ikke have afsløret unødige plotdrejninger. Jeg ved derfor ikke helt hvad jeg skal mene, men umiddelbart er der lagt op til en solid lille thriller. Well, en ting er sikkert; jeg glæder mig – det er jo Polanski!

Frame-grab fra traileren, som desværre ikke er i en specielt god kvalitet.
Frame-grab fra traileren, som desværre ikke er i en specielt god kvalitet.

Ewan McGregor som headliner filmen spiller en ghostwriter, der skal nedfælde den tidligere premierminister Adam Langs (Pierce Brosnan) erindringer. Der er selvfølgelig ikke helt ufarligt at dykke ned i Langs liv og snart dukker der hemmeligheder op, som ikke skulle have set dagens lys.