En formidabel udgivelse af ’The Godfather’-trilogien på Blu-ray
En forrygende Blu-ray-udgivelse: Denne lækre genudgivelse af Francis Ford Coppolas tre film hedder ‘The Godfather Trilogy: Omertà Edition’ og er helt forrygende. For udover flotte versioner af filmene, får man også masser af spændende ekstramateriale, mens udgivelsen også byder på helt nye samleobjekter og andre lækkerier så som kort med citater på, magneter og kort med trivia – alt sammen samlet i en lækker lille boks, der bør stå på enhver filmfans hylde.
Her er tale om en af de mest hæderkronede filmtrilogier i Francis Ford Coppolas mesterlige ‘The Godfather’ – og med god grund. For det er et helt igennem forrygende gangsterdrama med den berygtede Corleone-familie i centrum. Den første film kom i 1972 og blev fulgt op to år efter, mens det sidste kapitel kom hele 16 år senere i 1990.
Overordnet er det historien om hvordan den sicilienske Corleone-familie kommer til New York og med deres mafia-metoder tilkæmper sig magt og ikke mindst fastholder den i kampen med blandt andet andre fremherskende familier. I første film får man en uforglemmelig Marlon Brando i rollen som den ikoniske Godfather Don Vito Corleone, der med køligt overblik trækker i trådene, mens hans ordrer sender mænd i graven samt giver familien både magt og fjender.
Der er et generations- og magtskifte på spil her, hvor sønnen Michael Corleone – en fremragende Al Pacino – modvilligt trækkes ind i mafiaforetagenet. I efterfølgeren har Michael overtaget rollen som The Godfather. Det er således ham, der nu har ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger – noget der både fordærver og giver den ellers moralsk retskafne søn sjælekvaler og søvnløse nætter.
Det er et både komplekst og ofte uhyggeligt spændende drama, hvor familien er det vigtigste, mens man ikke kan stole på selv den mest pålidelige håndlanger. Jeg er vild med andet kapitels dystre tone, hvor blandt andet også Robert De Niro dukker op i en række flashback-scener i rollen som en yngre Don Vito, der fortæller historien om hans vej til USA.
Der er mere action og tempo i den sidste film fra 1990, hvor Michael Corleone er kommet i sit livs efterår og nu må begynde at se sig om efter en arvtager. Et både tragisk, smukt og bombastisk punktum på en skelsættende trilogi, der måske nok er den svageste af de tre film. Men jeg holder nu stadig af den.
Her er på mange måder tale om store film, der alle fornemt formår at folde familiesagaen ud, mens temaer som grådighed, skæbne og kærlighed slynger sig om den amerikanske drøms bagside. Det er storslået historiefortælling med adskillige fremragende skuespillere og interessante karakterer. En stor filmisk fornøjelse og et univers, der stemningsfuldt trækker en ind i en verden af korruption, liv og død.
Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig. Her finder man timevis af featurretter samt dokumentarer og kommentarspor, der i den grad kommer tilfredsstillende rundt om filmene og de mange aspekter ved dem og hvad de har betydet for eftertiden. Desuden indeholder bogen som sagt også nogle fine fan-memorabilia så som trivia-kort, magneter og citat-kort. ‘The Godfather Trilogy: Omertà Edition’ får hermed min varmeste anbefaling.
– ‘The Godfather Trilogy: Omertà Edition’ udkommer den 25. september.