Indlæg

ANTIVIRAL: Fascinerende body horror fra sønnike-Cronenberg

Blu-ray-anmeldelse: Der venter kropsligt fordærv og psykisk deroute med Brandon Cronenbergs bizarre og veloplagte spillefilmsdebut Antiviral. Ja, det er David Cronenbergs søn og man må sige, at æblet ikke falder langt fra stammen med tanke på fader Cronenbergs body horror-titler som Videodrome og The Fly. Brandon har ligeledes et fokus på kroppens forfald, der udover det fysiske ubehag også indeholder bidsk satire og grotesk humor.

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor det er udbredt at få overført kopier af sygdomme fra kendisser, så man herved kan føle en form for biologisk forbindelse til stjernerne. Ja, kendiskulturen taget til det ekstreme. Syd March arbejder her for et firma, der overfører disse kendissygdomme – men han har også en farlig bibeskæftigelse.

antiviral bd 02

For at tjene lidt ekstra smugler han nemlig sygdomme ud for at sælge dem på det sorte marked, mens han også eksperimenterer med sygdommene på egen krop. Snart løber eksperimenterne og hans omgang med den kriminelle underverden dog af sporet – en nedadgående spiral, der kun eskalerer.

Her er altså tale om en på mange måder sælsom præmis – men den fungerer. Blandt andet fordi det lykkedes Brandon Cronenberg at skabe et troværdigt og fængslende univers. Her foldes den bizarre fortælling ud i et både smukt og koldt stiliseret univers, hvor blanke overflader og hvide vægge står i kontrast til de væmmelige sygdomme og kroppens kødelige forfald.

antiviral bd 01

Men filmen fungerer også fordi Caleb Landry Jones i den altoverskyggende hovedrolle som Syd March leverer en fremragende og intens præstation, der bringer både nerve, nuancer og troværdighed til den outrere fortælling. Ja, en både absurd og fascinerende film, hvor den kuriøse præmis og Syds optrappende sygdomsforløb leveres med sikker hånd om både karakterer og historie.

Brandon Cronenberg, der desuden også har skrevet filmen, rammer således en medrivende balancegang mellem sit stramt æstetiske udtryk, boblende body horror og intellektuelt pirrende tematikker som identitet og kendiskultur. Så den til tider lidt ujævne pacing er bestemt til at leve med – desuden er Malcolm McDowell cool i en fin birolle. En på mange måder fornem spillefilmsdebut, der på trods af, at farmand Cronenberg spøger i kulissen også er en film i sin egen ret.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står klart og veldefineret på Blu-ray med en flot og nuanceret farvepalet samt solid kontrast og indtagende detaljegrad. Lydsporet går klart og velbalanceret igennem – dynamisk og medrivende. Ekstramaterialet begrænser sig til en ganske god making of (30 min.), der giver et fint indblik i filmen og dens tilblivelse med interviews af cast og crew. Videre fem behind the scenes-klip, der mest er udpluk af making of-featuretten (13 min.) samt et slideshow med stills fra filmen (2 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Antiviral | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
antiviral cover
Originaltitel: Antiviral, Canada, 2012
Release: d. 12. september 2013
Instruktion: Brandon Cronenberg
Medvirkende: Caleb Landry Jones, Malcolm McDowell m.fl.
Spilletid: 107 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

EXCISION: Forskruet familiedrama er helt forrygende

Det er et mildest talt atypisk familiedrama og teenageoprør, der udspiller sig i Richard Bates Jr.s fremragende Excision. En både krads og smuk film, der desuden er uhyre velskrevet og velspillet. Blandt andet imponerer AnnaLynne McCord i hovedrollen som den forpinte datter Pauline, der psykisk går i opløsning.

For selvom hun tumler med det, der nu hører sig teenagetiden til, så som urimelige forældre, drengeproblemer og en seksualitet i fuldt flor, får problematikkerne her en makaber kant, der skyder dramaet i en bizar og syret retning. Paulines pinsler udmønter sig blandt andet i surrealistiske mareridt, mens ondt familiefordærv om dagen sætter sig i kødet på hende.

excision 01

Og der blev ikke lagt fingre imellem – heller ikke når de eksplicitte mareridt folder sig blodigt og poetisk ud, som når hun eksempelvis møder sit eget blodopkastende jeg i et turkist rum. Absolut en æstetisk nydelse og med til visualisere komplekse følelser, der kan være svære at sætte ord på. Et gribende og tragisk portræt, der også udspilles med en sympati for Paulines pinsler. For selvom der smøres på med sort humor, så rummer dramaet også en alvor bag perversiteterne.

Her finder man blandt andet også en kontrollerende mor, der forsøger at gøre sit bedste, men i stedet ender med at gøre alt det forkerte – hun spilles desuden fremragende og ironisk nok af den forhenværende pornostjerne Traci Lords. Ja, det er ikke kun som teenager, det kan være svært at håndtere livet – rollen som mor har bestemt også sine udfordringer.

excision 02

Det er desuden blot plusser, at blandt andet John Waters og Malcolm McDowell dukker op i mindre roller, mens der også gives forskruet kant til religiøse størrelser som synd, skyld og forladelse. Man får endvidere en herligt ond finale, der på ubehagelig vis afslutter det både frastødende og fascinerende drama. Fornemt.

Excision er ganske enkelt en forrygende og original filmoplevelse, der medrivende og overraskende balancerer tunge temaer som psykisk sygdom, religion, familie og sex. Det hele iklædt begsort humor, der dog ikke underminerer ubehaget og den alvor, der ligger som en ond understrøm hele vejen. Ja, dette er et must see.

Filmen: 5/6: 5_6 - stars_LILLE

excision 03

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmens mange dragende billeder gør sig godt på Blu-ray. Her er fint afstemte farve, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Lydsporet spillers også uden problemer og går både klart og veldefineret igennem. Herudover er der en smule ekstramateriale.

Man får et kort og ikke specielt interessant interview med John Waters (4 min.), så er der mere gud at komme efter i det engagerende kommentarspor med Richard Bates Jr. og AnnaLynne McCord, der har mange fine historier fra produktionen. Herudover medfølger filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen (1 min.).

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 3/63_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Excision | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 5/6

5_6 - stars

excision cover

Originaltitel: Excision, USA, 2012
Udgivelse: d. 16. april
Instruktion:
Richard Bates Jr.
Medvirkende: AnnaLynne McCord, Traci Lords, Ariel Winter m.fl.
Spilletid: 81 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]