Indlæg

De 10 bedste film fra 2014 – og det store filmiske tilbageblik

De 10 bedste film fra 2014 og mit filmiske tilbageblik: Jeg har måske ikke set helt så mange film, som jeg gerne ville i 2014. Sådan er det altid. Men fuck det, for det har overvejende været gode film, året har budt på. Sådan cirka. Derfor er det da også – som det altid er – svært at sammensætte en top 10 med årets bedste film.

Men som altid gør jeg forsøget og peger samtidig på andre nævneværdige film fra 2014. Jeg kommer traditionen tro også omkring højdepunkter fra festivalerne CPH PIX og Blodig Weekend samt langer ud efter en håndfuld filmskuffelser. Og bare lige så vi undgår misforståelser, så er min top 10-liste og øvrige titler baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2014.

1) HER (instr. Spike Jonze)
Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination i Spike Jonzes Her, hvor maskinen møder mennesket og sød musik opstår. En enestående film om forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske – eller styresystem – sit hjerte . Min anmeldelse.

her bedste film 2014

2) GODZILLA (instr. Gareth Ewans)
Massiv og tonstung monsterdestruktion med menneskelig tyngde. Det er dog absolut den ikoniske Godzilla og de andre bæster, der vinder slaget i sidste ende. Herligt befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Brøøøl! Min anmeldelse.

godzilla bedste film 2014

3) NYMPHOMANIAC – DIRECTOR’S CUT (instr. Lars von Trier)
Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest. Ja, Lars’ egen dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade, ucensurerede og 90 minutter længere director’s cut får et stort ja tak her fra til hr. Lars von Trier. Min anmeldelse.

nymphomaniac bedste film 2014

4) BOYHOOD (instr. Richard Linklater)
Ja, du ved jo godt, at det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand. Både livet og døden står lysende klart frem i Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en. Min anmeldelse.

boyhood bedste film 2014

5) INTERSTELLAR (instr. Christopher Nolan)
Interstellar overvinder ujævnhederne i plottet og karaktererne takket være sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. En både storladen og intim rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde. Min anmeldelse.

interstellar bedste film 2014

6) NIGHTCRAWLER (instr. Dan Gilroy)
Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, som trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. Det ved en dæmonisk forrygende Jake Gyllenhaal i rollen som pænt creepy og pænt udmagret reporter, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Min anmeldelse.

nightcrawler bedste film 2014

7) THE GRAND BUDAPEST HOTEL (instr. Wes Anderson)
Wes Anderson bobler af visuelt overskud og fortælleglæde i sin vildt stjernebesatte The Grand Budapest Hotel. Æstetikken er i højsædet, men overskygger ikke historien og karaktererne, der besidder en varm melankoli og sød sentimentalitet. En fornøjelse fra første til sidste nøje gennemtænkte indstilling. Min anmeldelse.

grand budapest hotel bedste film 2014

8) THE WOLF OF WALL STREET (instr. Martin Scorcese)
Det kan godt være, at Scorsese er 71 år, men der er intet forældet over dette medrivende grådigheds-kick. En potent, vanvittig og højtråbende tur ind i fusk og fiduser på finansmarkedet med en ivrig og intens Leonardo DiCaprio i hopla som finansspekulant med kokain i næsen og damer på dilleren. Min anmeldelse.

bedste film 2014 wolf of wall street

9) DAWN OF THE PLANET OF THE APES (instr. Matt Reeves)
Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne er en forrygende god kombination i Matt Reeves’ yderst vellykkede opfølger, Dawn of the Planet of the Apes. Dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. Min anmeldelse.

dawn of the planet of the apes bedste film 2014

10) EDGE OF TOMORROW (instr. Doug Liman)
Tom Cruise vågner op til den samme dag igen og igen i denne heftige science fiction-tidssløje-basker. En dag, hvor han gang på gang tvinges i krig mod fæle rumvæsner, der dræber ham igen og igen. Ja, Tom Cruise er iført et metalskelet med raketter på ryggen. Og det er helt forrygende. Min anmeldelse.

bedste film 2014 edge of tomorrow

Andre nævneværdige film fra 2014
Okay, ikke alle af de her titler har måske været tæt på min top 10, men de er alle virkelig gode film. Klik på titlerne for mine anmeldelser. Her we go.

Oscar-slugeren 12 Years a Slave var en intens tur ind i et af den amerikanske histories mest betændte kapitler, Coen-brødrene var musikalske og oplagt melankolske med Inside Llewin Davis, mens Matthew McConaughey var virkelig mager i Dallas Buyers Club. Peter Jackson sendte Bilbo i mål med den krigsliderlige Hobbitten Femhæreslaget og Roman Polanski fandt pisken frem med SM-dramaet Venus i Pels.

bedste film 2014 de gode

Guardians of the Galaxy gav mig lyst til at købe mit eget rumskib, mens dukke-gyset Annabelle gav mig meget lidt lyst til at købe dukker. Anchorman 2 var en virkelig vellykket 2’er, Darren Aronofskys Noa var en guddommelig rodebutik, mens alvoren klædte Captain America – Winter Soldier og så var Lego The Movie var en skøn animationsoverraskelse.

Teenage Mutant Ninja Turtles er langt bedre end sit rygte og Bruce Dern var forrygende i Nebraska. Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini leverede vittigt voksendrama med Enough Said, mens Christian Bale, Casey Affleck, Woody Harrelson var meget alvorlige i Out of the Furnace og dokumentaren Jodorowsky’s Dune om Jodorowskys desværre aldrig fuldbyrde film var fascinerende.

Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2014
Jeg nåede at se 27 beskedne titler ud af det 150 film store program på dette års CPH PIX – og der var langt overvejende tale om gode film. Heldigvis. Herunder er lige nogle af højdepunkterne, mens du finder det hele lige her.

Shion Sono leverede japansk vanvid med sin samurai-og-filmelskende Why Don’t You Play in Hell?, mens en anden af mine favoritjapanere – nemlig Hitoshi Matsumoto – berigede festivalen med sin absurd sjove bondagekomedie R100. Sydkoreanske Kim Ki-duk skruede op for, hvor fucked up en familie kan være med Moebius, mens mesteren Alejandro Jodorowsky efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm gav et forrygende comeback med The Dance of Reality.

bedste film 2014 cph pix

Den groteske Wrong Cops var en bizar omgang syre, In Darkness We Fall en omgang no bullshit survival horror og The Station en herligt blodig monsterfilm med cool old school-effekter. The Double gav Kafkask klaustrofobi, Enemy var et fascinerende og urovækkende mindfuck og The Distance var en surrealistisk heist-film med telepatiske dværge. Det også blev det til et gysende gensyn med The Exorcist, hvor William Friedkin selv var tilstede – helt forrygende godt.

Der var to fremragende to’ere på programmet: The Raid 2 var brutal og medrivende, mens alt var større og vildere i Dead Snow: Red vs. Dead. Der var også fine dystopier på festivalen: The Zero Theorem var måske ikke Terry Gilliam i topform, men bestemt en skøn og skør dystopi, mens Snowpiercer måske nok var en lidt overfortalt sci fi-allegori, men også underholdende og flot, og så spruttede The Congress af kulørt og boblende animation.

Skræmmende filmoplevelser Blodig Weekend 2014
For tredje gang kunne man mæske sig i grum horror og andre både bizarre og brutale genrefilm på filmfestivallen Blodig Weekend, der denne gang var fordelt over to weekender, modsat de to første års ene weekend. Der var altså rig mulighed for at mæske sig i klamme indvolde, blodtørstige vampyrer og vamle kannibaler. Så det gjorde jeg. Det kan du læse om i al sin blodige vælde lige her.

bedste film 2014 blodig weekend

Det var et klart højdepunkt at gense den forrygende 80’er-snasker The Toxic Avenger, hvor legenden Lloyld Kaudman selv var tilstede. Det var han hele første weekend og konstant veloplagt. Skønt. Det var også en fornøjelse at gense min favorit Kannibalmassakren aka Cannibal Holocaust, hvor instruktør Ruggero Deodato var mødt op for at tale om sin grumme klassiker. Den er selv mere end 30 år efter sin premiere fortsat er en trøstesløs omgang med dyredrab, voldtægter og generel blodig omgang med menneskekroppen. Skønt.

Der blev leveret en forrygende omgang slasher-gru med franske Alexandre Bustillo og Julien Maurys Aux yeux des vivants aka Among the Living, som jeg havde fornøjelsen af at introducere. What We Do in the Shadows var en vellykket horror- mocumentary-komedie om tre umage vampyrer, mens der var vildt meget død i ABCs of Death 2 og en elskelig, men ikke helt vellykket varulv i Wolf Cop.

Film, der skuffede i 2014
Intet filmår uden skuffelser. Altså ikke nødvendigvis bare lortefilm – for dem er der nok af – men altså film, jeg havde glædet mig til og som så viste sig at være lortefilm – eller i hvert fald middelmådigheder og ligegyldigheder.

bedste film 2014 skuffelserne

Lad mig starte med Ridley Scotts bibelske fuser Exodus: Gods and Kings og i samme åndedrag også lange en lussing af sted til David Finchers fesne Gone Girl. Den ellers velcastede American Hustle var en ligegyldighed og så havde Miller og Rodriguez ikke behøvet at lave opfølgeren Sin City: A Dame to Kill For – jeg havde også fint været foruden remaket af RoboCop.

X-Men: Days of Future Past var et kulørt rod, mens George Clooneys stjernebesatte Monumenternes Mænd var en flad og forglemmelig skattejagt i nazi-land, mens Brad Pitts tropper i Fury heller ikke rigtigt kom op at ringe. Mads Mikkelsen red forudsigeligt rundt i den klichétunge western The Salvation – og nej, desværre hjalp hverken dino-robotter eller et nyt cast Michael Bays Transformers: Age of Extinction.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

HER: Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination

Blu-ray-anmeldelse: Hvad er det lige, der gør, at man forelsker sig? Nej vel, kærligheden er ikke sådan at få styr på. Dette møde mellem to mennesker er ganske enkelt uudgrundeligt og komplekst. Noget, man ikke kan planlægge eller regne sig frem til. Eller kan man? For i Spike Jonzes romantiske science fiction-fortælling Her, møder mennesket nemlig maskinen, og sød musik opstår.

Filmen er hensat til en nær fremtid, hvor mændene går i højtaljede bukser, farverne er varme og alt er rent og indbydende. Den en smule generte Theodore Twombly arbejder hos BeautifulHandwrittenLetters.com, hvor han skriver ’personlige’ breve på vegne af andre mennesker. Ja, han sætter ord på, hvad andre føler. Men når det kommer til ham selv, er han noget mindre klar i mælet.

Her - hende 02

Han er stadig ikke kommet sig over bruddet med sin kone. Men da han køber et nyt styresystem til sin telefon, lyder der pludselig en meget indbydende, kvindelig stemme fra computeren. Mere menneskelig og mere tiltrækkende end forventet – og starten på en mulig forelskelse. Ja, du er vel også en smule forelsket i din smartphone, hvis du mærker efter.

Joaquin Phoenix har groet sig et overskæg i rollen som den lidt akavede og øjeblikkeligt tiltalende Theodore. Man har ganske enkelt lyst til at være i selskab med ham og til at han for pokker kommer sig over eks-konen og finder kærligheden igen. Også selvom det så måtte være hos et styresystem. Det er Scarlett Johansson, der er den hæse og dragende stemme bag skærmen, som har døbt sig selv Samantha.

Her - hende 01

En romance mellem en mand og sit styresystem er ganske vist aparte, men det glemmer man hurtigt. For følelserne – på begge sider af skærmen vel at mærke –fremstår aldrig uægte. Det er komplekst, berusende og skrøbeligt som hos et hvilket som helt par af kød og blod. Der er så lige det med manglen på fysisk kontakt, hvilket afføder nogle både sære og søde intime scener.

For Spike Jonze har et særdeles fint øje for at parre det det absurde og sære med det ægte og oprigtige. Tænk blot på Being John Malkovich, Orkidé-tyven og Where the Wild Things Are. Ja, Her er ganske enkelt en magisk film om kærligheden, forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske sit hjerte – eller et styresystem for den sags skyld.

Filmen, Her, 5/6:5_6 - stars_LILLE

her hende 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det smukke fremtidsunivers og forelskelsen kommer flot til sin ret på Blu-ray. Billedet står velafstemt, klart og veldefineret med solid kontrast og en flot detaljegrad, mens lydsporet er både velafstemt og dynamisk i sin brug af sine elementer. En fornøjelse. Ekstramaterialet er udmærket.

Her får man først en stemningsfuld og informativ making of med billeder fra produktionen og optagelser, hvilket giver et ’fluen-på-væggen’-agtigt indblik i filmens tilblivelse (24 min.), mens man får lidt yderligere indblik i filmen med Love in the Modern Age, hvor diverse af folkene bag filmen interviewes (15 min.) og slutteligt en montage-lignende indslag med bag om film-billeder og scener fra filmen (4 min.). Et ekstramateriale, der fint lægger sig op ad filmens tone og univers.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Her | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
Her hende cover
Originaltitel: Her, USA, 2014
Release: d. 25. juli 2014
Instruktion: Spike Jonze
Medvirkende:
Joaquin Phoenix, Amy Adams, Rooney Mara, Olivia Wilde, Scarlett Johanssonm.fl.
Spilletid: 2 timer 6 min
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Ingen overraskelser ved dette års Oscar-fest, gaaaab

Oscars 2014: Du kender godt de der fester, hvor alt er planlagt ned til mindste detalje, hvor alt kører efter en nøje udregnet tidplan. Ingen plads til overraskelser. Sådan var Oscar-showet anno 2014 – i hvert fald, når det kommer til priserne. Og helt ærligt, når en selfie kan tage så mest opmærksomhed, så ved man, at festen ikke just har været den bedste. Ja, en motherfucking selfie.

Som forventet løb Steve McQueens knugende 12 Years a Slave med prisen for bedste film – og ja, den er sgu også god. Den kastede også priser af sig til Lupita Nyong’o for bedste kvindelige birolle samt prisen for bedste adapterede manuskript til John Ridley.

Gravity 01

Prisslugeren var dog Alfonso Cuaróns vægtløse Gravity. Han fik prisen for bedste instruktør, mens filmen videre høstede priserne for bedste fotografering, bedste klipning, bedste score, bedste lydmix, bedste lydklipning og bedste visuelle effekter. Jeg brokker mig bestemt ikke over denne prisregn. Et teknisk vidunder.

Nej, det blev heller ikke i år, at Leonardo DiCaprio fik en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Den nuppede Matthew McConaughey for sin præstation i Dallas Buyers Club. Cate Blanchett tog prisen hjem for bedste kvindelige hovedrolle for sit deprimerede pillevragsportræt i Woody Allens Blue Jasmine, mens prisen for bedste mandlige birolle gik til Jared Leto for Dallas Buyers Club.

dallas buyers club 02

Bedste originale manuskript gik til Spike Jonze for hans skønne Hende, mens Frozen fik en Oscar for bedste animationsfilm. Det blev ikke Thomas Vinterbergs fine, men overvurderede Jagten, men derimod den italienske Den store skønhed, som fik en Oscar for bedste udenlandske film. Og bare rolig, jeg glemmer selvfølgelig ikke, at danske Anders Walter fik prisen for bedste kortfilm i liveaction-kategorien for sin Helium. Hurra for Danmark og alt det der.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Læs også mine anmeldelser af:
Hende
Gravity
Blue Jasmine
12 Years a Slave
The Great Gatsby
Dallas Buyers Club

Herunder er alle Oscar-vinderne anno 2014

Bedste film: 12 Years a Slave
Bedste instruktør: Alfonso Cuarón, Gravity
Bedste kvindelige hovedrolle:
Cate Blanchett, Blue Jasmine
Bedste mandlige hovedrolle:
Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club
Bedste kvindelige birolle:
Lupita Nyong’o, 12 Years a Slave
Bedste mandlige birolle:
Jared Leto, Dallas Buyers Club
Bedste originale manuskript:
Spike Jonze, Hende
Bedste adapterede manuskript:
John Ridley, 12 Years a Slave
Bedste animationsfilm:
Frozen
Bedste udenlandske film:
Den store skønhed
Bedste dokumentarfilm:
20 Feet from Stardom
Bedste fotografering:
Gravity
Bedste klipning:
Gravity
Bedste produktionsdesign:
The Great Gatsby
Bedste kostumer:
The Great Gatsby
Bedste makeup og hår:
Dallas Buyers Club
Bedste score:
Gravity
Bedste sang:
Let It Go, Frozen
Bedste lydmix:
Gravity
Bedste lydklipning:
Gravity
Bedste visuelle effekter:
Gravity
Bedste kortfilm, liveaction:
Helium
Bedste kortfilm, dokumentar:
The Lady in Number 6: Music Saved My Life
Bedste kortfilm, animation:
Mr. Hublot

Ærlige plakater for de nominerede til en Oscar for bedste film

Årets Oscar-nomineringer blev som bekendt offentliggjort for en uges tid siden. Heriblandt de 9 film, der skal konkurrere om prisen for bedste film. Det drejer sig om Captain Phillips, Nebraska, Her, American Hustle, 12 Years a Slave, Gravity, The Wolf of Wall Street, Philomena og Dallas Buyers Club.

College Humor har vanen tro også i år lavet en række ærlige plakater for de nominerede. Ja, det er ret fjollet, men også ret sjovt. Se selv plakaterne herunder.

– Se også: Locations fra filmens verden omsat til flotte plakater.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

7df5f13843001ba6c4201afacd017649 8e3d68fbb190c4923d11da29c6a14874 89fcf2ad5e2b3073fa75e2a3567539b5 317a22ae6db3593fe89721b3eadba887 4626eedb25722cbc50cf101005b8f846 82975f5674f89a447cd71563b0b0b9e8 86982cba126fd9c0b6301d02b86686fe c8e9ecf66fbaae2d73e8bfef01f8f3bc e29704c7aad0127bd79b4cb5b1cdbec8

Her er vinderne af Golden Globes 2014 – og nej, ‘Jagten’ vandt ikke

Natten til mandag dansk tid blev Golden Globe-priserne uddelt – nej, der var ingen pris til Thomas Vinterbergs Jagten. Sådan, så er det ude af verden. Derimod var det Paolo Sorrentinos italienske Den store skønhed, der vandt prisen for bedste udenlandske film, det foran blandt andet også den franske Adèles liv.

Årets Bedste film i kategorien drama gik til Steve McQueens 12 Years a Slave (billedet herunder), mens David O. Russels American Hustle løb med prisen Bedste film i kategorien musical eller komedie. Bedste mandlige hovedrolle i et drama gik til en mager Matthew McConaughey i Dallas Buyers Club, men Cate Blanchett fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle i samme kategori for sin rolle i Woody Allens Blue Jasmine.

12 years a slave golden globes winners

Bedste mandlige hovedrolle i en musical eller komedie gik til Leonardo DiCaprio for sin rolle i Martin Scorseses The Wolf of Wall Street, mens Bedste kvindelige hovedrolle i samme kategori gik til Amy Adams for American Hustle. Prisen for Bedste instruktør gik til Alfonso Cuarón for Gravity og prisen for Bedste manuskript gik til Spike Jonze for Her.

Forude venter Oscar-uddelingen og Golden Globes er ofte en god indikator for hvem, der løber med den gyldne mand. Så måske der langt om længe falder en Oscar af til Leonardo DiCaprio, når Oscar-uddelingen finder sted i starten af marts.

Bedste film – drama
12 Years a Slave

Bedste film – musical eller komedie
American Hustle

Bedste mandlige hovedrolle – drama
Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club

Bedste kvindelige hovedrolle – drama
Cate Blanchett, Blue Jasmine

Bedste mandlige hovedrolle – musical eller komedie
Leonardo DiCaprio, The Wolf of Wall Street

Bedste kvindelige hovedrolle – musical eller komedie
Amy Adams, American Hustle

Bedste mandlige birolle
Jared Leto, Dallas Buyers Club

Bedste kvindelige birolle
Jennifer Lawrence, American Hustle

Bedste instruktør
Alfonso Cuarón, Gravity

Bedste manuskript
Her (Spike Jonze)

Bedste originale sang
Ordinary Love, Mandela: Vejen til frihed

Bedste originale soundtrack
All Is Lost

Bedste animationsfilm
Frost

Bedste udenlandske film
Den store skønhed 

Bedste tv-serie, drama
Breaking Bad 

Bedste tv-serie, musical eller komedie
Brooklyn Nine-Nine

Bedste miniserie eller tv-film
Mit liv med Liberace

Bedste mandlige skuespiller i en tv-serie, drama
Bryan Cranston, Breaking Bad

Bedste kvindelige skuespiller i en tv-serie, drama
Robin Wright, House of Cards

Bedste mandlige skuespiller i en tv-serie, musical eller komedie
Andy Samberg, Brooklyn Nine-Nine

Bedste kvindelige skuespiller i en tv-serie, musical eller komedie
Amy Poehler, Parks and Recreation

Bedste mandlige hovedrolle i en mini-serie eller tv-film
Michael Douglas, Mit liv med Liberace

Bedste kvindelige hovedrolle i en mini-serie eller tv-film
Elisabeth Moss, Top of the Lake

Bedste mandlige birolle på tv
Jon Voight, Ray Donovan

Bedste kvindelige birolle på tv
Jacqueline Bisset, Dancing on the Edge