Indlæg

COSMOPOLIS: Cronenberg tager Pattinson på syret køretur

Det er en herligt aparte og syret køretur David Cronenberg sender publikum og Robert Pattinson ud på med Cosmopolis. En sniksnakkende og filosoferende omgang hjernegymnastik. For ja, det kan være svært at finde ud af, hvor man skal tage fat, for at give mening til galskaben – og netop heri består en del af charmen.

For Cronenberg giver med fabulerende associationskæder og bizarre optrin en drømmelignende rytme til køreturen gennem gaderne. Pattinsons velklædte finansmand Eric Packer støder her på en række forskellige personer, som på skift således lader ordene få frit spil i talestrømme og eftertanker.

cosmopolis 01

Man fornemmer ganske vist, hvorledes de mange ord er blevet flyttet fra sit litterære forlæg og ind i munden på de forskellige karakterer. Det gør imidlertid ikke noget, for de højtsvungne dialoger dirrer sprødt i filmens fascinerende univers og leveres desuden fornemt af filmens cast, hvor Pattinson leder enigmatisk an som en mand på vej mod en økonomisk afgrund.

Han får overbevisende aflivet sit image som glimtende gummi-vampyr på turen gennem et oprørt Manhattan, mens han pisser i limousinens indbyggede toilet og har mekanisk sex på lædersæderne. Herudover møder vi en række mere eller mindre kuriøse personer, der afløser hinandens diskussioner af store emner som tid, penge, liv og død.

cosmopolis 02

Blandt andet Erics bly kone, der spilles af en sart Sarah Gadon, mens Juliette Binoche med sikker hånd om sin krop sultent indtager limousinen – og Eric. En uforudsigelig Paul Giamatti dukker også op, og så har Kevin Durand sand på stemmen som vagtsom bodyguard, der vogter over Eric i det kaotiske New York, som er løbet over ende af en anti-kapitalistisk demonstration.

Ja, her er mange tanker i spil, og man skal da også holde tungen lige i munden for at fange alle ordene. Men Cronenberg balancerer fornemt det ordrige manuskript og iklæder desuden den surreelle køretur et hypnotiserende score og visuelle lækkerier. En herlig limousinetur, der både forvirrer, forfører og fascinerer.

Filmen: 4/6 4_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Farverne gengives flot og nuanceret, mens detaljegraden er indtagende og kontrasten solid. Lydsporet spiller på samme måde uden problemer og går klart igennem med fine niveauer og godt rum. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 0/6 0_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Cosmopolis | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
cosmopolis cover
Originaltitel:
Cosmopolis, Canada | Frankrig | Portugal | Italien, 2012
Udgivelse: d. 22. januar
Instruktion:
David Cronenberg
Medvirkende: Robert Pattinson, Juliette Binoche, Sarah Gadon, Paul Giamatti, Mathieu Amalric, Jay Baruchel, Kevin Durand m.fl.
Spilletid: 108 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

A DANGEROUS METHOD: Psykoanalytisk drama og smæk i den bare

Den står på psykoanalyse, undertrykte lyster og smæk i den bare til Keira Knightley, når David Cronenberg lægger publikum på briksen i A Dangerous Method – et trekantsdrama mellem psykiaterne Sigmund Freud, Carl Jung og den yndige patient Sabina Spielrein. Michael Fassbender og Viggo Mortensen spiller de to læger i den potente historie, som oven i købet er baseret på virkelige begivenheder.

Historien udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Freud udvikler psykoanalysen, som viderearbejdes af den yngre Jung. Så da den sindslidende Sabina indlægges, får Jung mulighed for at afprøve og udvikle analysen. Deres forhold udvikler sig imidlertid heftigt og bliver hurtigt mere end professionelt, mens også stridighederne mellem den ihærdige Jung og hans mentor Freud tager til.

Det er alene i kraft af de to prominente herrer og deres idéer om det menneskelige sind en fascinerende film. Der dykkes således veloplagt ned i den komplekse psyke, hvor bortgemte følelser og seksuelle drifter sprutter løs. Det er dog i lige så høj grad den fængslende historie om ambitioner og store egoer samt kærlighed og sjælefred, der binder dramaet om de tre skæbner nærværende sammen.

Michael Fassbender forløser med fornem diktion rollen som den ambitiøse Jung, hvis selvkontrol kommer på hård prøve i mødet med den smukke Sabina. En mand splittet mellem familielivet, sin karriere og de brusende instinkter, der sættes i sving af Keira Knightley. Hun portrætterer med spjæt og æggende attitude en kvinde fanget i følelsernes vold og som samtidig selv målrettet jagter at blive psykiater.

Det er dog Viggo Mortensen, der for mit vedkommende stjæler showet. Med konstant pulserende cigarføring og underspillet humør fører han sig så herligt selvsikkert frem, at der ikke efterlades tvivl om, at han – selvfølgelig – altid har ret. Det afføder bl.a. en stimulerende dynamik i de ophedende og intellektuelt funderede diskussioner med Jung. En uimodståelig og påståelig personlighed.

David Cronenberg er en af mine favoritinstruktører – også selvom han med sine seneste film som A History of Violence og Eastern Promises har rykket sig længere og længere væk fra den eksplicitte body horror, man kender fra tankevækkende og brutale værker som Videodrome og Fluen. For hans film er bestemt stadig interessante bekendtskaber. Ja, dyk straks ned i det snørklede sind med A Dangerous Method.

Filmen: 4/6

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke billeder står klart og veldefineret med flot detaljegrad og solid kontrast på Blu-ray-udgivelsen. Lydsporet lader ligeledes de fængslende replikker få fornemt og velafstemt liv – det side om side med Howord Shores fine og dramatisk underspillede score. Der medfølger desuden en lille omgang ekstramateriale.

Her finder man en kort promo-agtig ’making of’, hvor det primært er Cronenberg, hovedrolleindehaverne og Howard Shore, der kommer til orde med tanker omkring roller, historie og arbejdet på filmen. Fint, men også noget overfladisk, så er der mere gods i det informative kommentarspor med Cronenberg. Han fortæller roligt og velresearchet om filmens tilblivelse, skuespillerne og de virkelige begivenheder bag.

Billede: 5/6 | Lyd: 4/6  | Ekstramateriale: 3/6

[tabgroup][tab title=”A Dangerous Method | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: A Dangerous Method, England/Tyskland/Canada/Schweitz, 2011
Instruktion: David Cronenberg
Medvirkende: Michael Fassbender, Keira Knightley, Viggo Mortensen, Vincent Cassel m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

Pattinson syrer ud med Cronenberg

Robert Pattinson gør hvad han kan for at slippe sit glimtede ’Twilight’-image – og med hovedrollen i David Cronenbergs kommende Cosmopolis forsøges navlestregen helt klippet til fortiden som romantisk gummivampyr. Det ser i hvert fald ud til at være hans mest vovede rolle hidtil – selvom man vel også kan argumentere for, at en stirrende discokugle-vampyr i kamp mod labre ’varulve’ er ganske vovet, anyways.

Jeg ser meget frem til Cosmopolis, der lige nu kæmper om Guldpalmen i Cannes, dog ikke på grund af Pattinson, men derimod instruktøren Cronenberg, der er en af mine favoritter. Som en del af markedsføringen har Pattinson fået taget nogle herligt bizarre billeder, der nok skal væmme ’Twilight’-fans (eller blot ophidse?!). I fotoserien sender Pattinson hilsner til nogle af Cronenbergs tidligere film, de fremragende Videodrome (øverst), Dead Ringers (nederst) og Scanners (følg link nedenfor).

– Se hele fotoserien i større format HER.
– Se teaser traileren for Cosmopolis HER og traileren HER.
Water for Elephants: Elefant hjælper Pattinson med kærligheden.

Pattinson skyder sig selv i ’Cosmopolis’-teaser

Så for satan, den første teaser-trailer til David Cronenbergs kommende Cosmopolis er landet. Robert Pattinson spiller her en ung millionær, der kommer på en noget bizar tur – og så ikke et ord om hans gummi-vampyr-rolle, men jeg er spændt på om han kan levere varen. Noget tyder på det. Cronenberg er en af mine store favoritter – og føj hvor ser den her forrygende voldsom ud. Så er du advaret, eller opfordret.

[vimeo]http://www.vimeo.com/38983140[/vimeo]

For der bliver givet los i teaserens små 30 sekunder. Pattinson skyder hul i sin egen hånd og tisser på bagsædet af en limousine, der er knivstikkeri i et øje, mystiske våben, en mand iført rottemaske samt nøgenhed og sex. Smæk for skillingen og Cronenberg som back in the days, fristes jeg til at sige. Jeg kommer i hvert fald til bl.a. at tænke på hans teknologiske kødelighedsfortælling Videodrome fra 1983, mere end de ligeledes fremragende A History of Violence og Eastern Promises fra 2005 og 2007.

Her i landet mangler Cronenbergs anden nye film stadig at få premiere, det psykoanalytiske trekantsdrama A Dangerous Method med Michael Fassbender, Viggo Mortensen og Keira Knightley. Så der venter sørme hele to nye Cronenberg-film i en nær fremtid. Cosmoplis har endnu ingen premieredato. A Dangerous Method har premiere d. 21. juni. Jeg behøver vel næppe sige, at jeg glæder mig. Meget…!

Mortensen klar til Cornenberg igen igen

En af mine absolut favorit-instruktører er canadiske David Cronenberg (jep, tjek samtlige af hans film ud – NU!). Hans stod senest bag det fabelagtige gangsterdrama Eastern Promises med Viggo Mortensen, som den russiske håndlanger Nikolai Luzhin. Nu er en opfølger på vej. Manuskriptet er igen skrevet af Steve Knight.

Der er endnu ikke yderlige informationer at hente, men jeg kan ikke andet end at glæde mig til en film af Cronenberg – også selvom der er tale om en sequel. Filmen står til at blive skudt til vinter, eftersom Cronenberg lige skal have The Talking Cure i kassen denne sommer. Den har også Mortensen på rollelisten, det som psykoanalytikeren Sigmund Freud – en rolle han overtog efter Christoph Waltz, som hoppede fra.

Filmen handler om psykoanalytikerne Carl Jung (Michael Fassbender) og Sigmund Freud og deres komplicerede forhold til den smukke patient Sabina Spielrein (Keira Knightley). Hell yeah… det bliver sgu også spændende!

– Læs også Cronenberg samler Knightley, Fassbender og Waltz.

Musical om elefanten Dumbo på vej

Disneys historie om den flyvende elefant Dumbo er på vej som musical. Det er Stephen Daltry, der vil forsøge at omsætte Disney-klassikeren til et musical-opsætning på teatret. Han har tidligere bl.a. sat sin egen Billy Elliot op som musical. Dumbo-projeket er dog endnu i sin startfase og rammer altså ikke scenen denne sæson, 2010-2011 – og hvor finder man også lige en syngende elefant henne?

Jeg kommer dog ikke til at stå i kø, når musicalen en gang flyver ind på teatret. Selvom en både syngede og flyvende elefant lyder herligt bizart. Tja, musicals er bare ikke lige mig. Det skulle da lige være, hvis jeg fik muligheden for at se musical-opsætningen af Dario Argentos mesterlige skrækfilm Profondo Rosso. Ja, eller et smut i operaen, hvis man kunne være så heldig at fange opera-opsætningen af David Cronenbergs mutationsgyser The Fly.

Cronenberg samler Knightley, Fassbender og Waltz

Yes, endelig nyt om David Cronenbergs kommende film. For siden hans fremragende Eastern Promises i 2007 har der været en smule stille fra hans kant. Kun lidt rygter om mulige filmprojekter, heriblandt en mulig genindspilning af sit eget The Fly-remake. Cronenberg er en af mine absolut yndlings instruktører, så det er en kærkommen og ikke mindst interessant nyhed, der nu har ramt nettet. Cronenbergs næste film bliver nemlig The Talking Cure, som baseres på Christopher Hamptons teaterstykke fra 2002.

Det er dog ikke Viggo Mortensen, som Cronenberg igen hiver ind i manegen, men derimod Keira Knightley, Michael Fassbender og Christoph Waltz. Et interessant trekløver. Spændt på hvad han kan få ud af Michael Fassbender og Christoph Waltz, som bl.a. stod på samme rolleliste i Tarantinos Inglourious Basterds – og tror da også, at han nok skal få noget godt ud af piraten Knightley. Historien lyder i hvert fald potent. Her følger man nemlig psykoanalytikerne Carl Jung og Sigmund Freud og deres komplicerede forhold til den smukke patient Sabina Spielrein. For pokker – der er da vist linet op til det helt store mindfuck med maestro Cronenberg in control.