Indlæg

SORRY TO BOTHER YOU: Morsom, medrivende og dejligt bizar

Sort komedie på Blu-ray: Okay, lad mig bare lige her til en start sige, at jeg naturligvis ikke spoiler noget af den herlige, dejligt groteske og morsomme ‘Sorry To Bother You’. For det er en film, der byder på vilde overraskelser, der ikke skal spoiles – så drop lige at se filmens trailer – og se bare filmen.

‘Sorry To Bother You’ er nemlig udkommet på Blu-ray her i landet. Man følger i filmen den livstrætte telefonsælger Cassius Green, der ikke rigtigt har retning og mål i livet. Han lærer imidlertid et et knep til at få succes på sit arbejde. Han bliver således hurtigt forfremmet, hvilket dog også er med til at ændre ham.

Det er instruktøren Boots Riley, der står bag ‘Sorry To Bother You’. En film, der helt passende er blevet rost vidt og bredt – det gør jeg bestemt også. For det er en film, der udover bare at være dybt underholdende, grotesk morsom og overraskende og byder på skarp satire og et unikt filmisk univers.

I hovedrollerne ses blandt andre Tessa Thompson, man måske vil kende fra ‘Thor: Ragnarok’, mens man på rollelisten videre finder Lakeith Stanfield, man blandt andet har set i den ligeledes formidable ‘Get Out’, mens Armie Hammer også dukker op i en mindre rolle.

‘Sorry To Bother You’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. marts.

GOOSEBUMPS 2: Gys, mystik og sjov for de yngre

Gys på Blu-ray: Du har måske allerede set den første film i Goosebumps-universet. Hvis du kunne lide den og bare vil have mere, så er der håb for dig. For ja, nu er der nemlig kommet endnu en film i serien med den passende titel ‘Goosebumps 2’. Den er nu udkommet på Blu-ray her i landet.

Den står således på mere gys, mere mystik og mere sjov for de. lidt yngre, der gruppen af børn skal op imod den onde dukke. For efter ved et uheld at have sluppet Slappy løs må de tre venner gøre skaden god igen ved at lukke den onde dukke og hans væsener tilbage i Stines bog, inden det er for sent.

Det er således præmissen for denne to’er i serien. Så hvis du kunne lide den første film, så kan du jo overveje, om ikke du også skal have fingre i denne Blu-ray-udgivelse, der byder på mere i det kulørte univers og forskellige mystiske væsner – fra gorillaer til varulve.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, som du kan dykke ned i. Således finder du både spas fra produktionen, slettede scener, videre til et kig på filmens monstre og castingen af Slappy samt en the making of med mere.

‘Goosebumps’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. marts.

OVERLORD: Onde zombie-nazister på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Den står på både blodig, klam og nazibefængt krigshorror med den underholdende ’Overlord’. Her bliver man nemlig sendt tilbage til Anden Verdenskrig, hvor en gruppe amerikanske soldater er oppe imod onde nazister på en mission i Frankrig. Det betyder blandt andet flammekastere, nazi-hemmeligheder og en yderst skurkagtig Pilou Asbæk.

Det er dog ikke just en historisk korrekt krigsskildring, man her er vidne til. Der leges nemlig med sandheden, da nazisterne gemmer på dystre hemmeligheder, der blandt andet involverer klamme eksperimenter. På den måde sparkes der en underholdende dosis grotesk og splattet horror ind i krigsmaskinen, der leverer sin historie bombastisk, dystert og med smæk på actiondelen.

For nej, her er ikke just tale om subtil og snigende uhygge – eller subtil historiefortælling for den sags skyd. Det her er lige-i-ansigtet-skræk-og-action-underholdning. Godt nok har filmen sine plotmæssige problemer og fortællemæssige ujævnheder, men heldigvis leveres løjerne med tilpas meget charme, pondus og kropssjaskende overskud til, at jeg kan se igennem fingre med det.

Filmen udvikler sig nemlig hele vejen til kun at være mere og mere over the top og langt-ude-horror-underholdning – med tryk på gory gru. Pilou Asbæks nazi-skurk er således et godt billede på det univers, man her hvirvles ind i. Han er nemlig både manisk, herligt overspillende og diabolsk. Ja, han leverer naturligvis også et skurkegrin i fuldt flor, mens blodet drypper.

Rækken af amerikanske soldater udfylder fint deres respektive roller som blandt andet den moralske vogter, den oversludrende joker og den hårdhændede machomand, mens der også spædes til med en gæv fransk kvinde. Det er altså ikke just karaktermæssig nytænkning, man her er vidne til, men det fungerer i pumpende krigshelvede.

‘Overlord’ prøver med andre ord ikke på at være noget den ikke er. Man skal altså ikke tage de blodige og skarptskydende eskaper alvorligt. Det her er grum og overgjort krigshorror-underholdning, der leverer sine blodsudgydelser med et grotesk glimt i øjet. Det gør den solidt og stemningsfuldt, mens den tør at tage skridtet bizart ud med sine skøre nazi-idéer.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen kommer på det lækre samt billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, medfølger filmen også på Blu-ray. Man kan endvidere dykke ned i udgivelsens ekstramateriale, hvor man blandt andet finder et kig på rollelisten videre til splat og vold.

‘Overlord’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 28. marts.

‘Bohemian Rhapsody’: En hyldest af Freddie Murcury og Queen på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Jeg elsker virkelig det britiske band Queen. Musikken lever med andre ord fortsat i bedste velgående hos mig – og hos folk verden over. Det forstår jeg godt. Tænk blot på numre som ‘Killer Queen’, ‘We Will Rock You’, ‘Another One Bites the Dust’ og ikke mindst den episke ‘Bohemian Rhapsody’, som denne biografiske film er opkaldt efter.

Det er således historien om bandet og ikke mindst forsangeren Freddie Mercury, der her bringes til live. Opturen og nedturen. Succesen og fiaskoen. Fra starten i 70’erne og frem til den ikoniske optræden til Liv Aid på Wembley Stadium i 1985. Men mest af alt er dette en hyldest af bandet og Freddie. Af den udødelige musik. Af manden med det karakteristiske overskæg og overbid.

Ganske vist berøres her også problematiske og mørke sider af Freddies liv. Fra hans seksualitet til det svære forhold til hans familie og pakistanske ophav samt hans ensomhed og sygdommen AIDS. Dette er dog først og fremmest en fest og fejring af Queen, livet og musikken. Det gør desværre også, at ovenstående problematikker kommer til at flagre lidt tandløst hen.

Fortællingen er dertil også noget strømlinet og forudsigelig forløst – det selvom her jo er masser af drama at hente i både Freddie og bandets interne stridigheder. Men det til trods, så er filmen altså bestemt ganske underholdende i sin ok tempofyldte udfoldelse af den kulørte fortælling, der ikke mindst er dejlig fyldt med bandets medrivende, legende og dynamiske musik.

Hertil kommer en nærværende og intens Rami Malek, der indtager den karismatiske rolle som Freddie. Det gør han bestemt godt. Lige fra sceneoptrædener til nedture og følsomme øjeblikke. Men man skal ikke glemme, at han bakkes fint op af sit band, der ligeledes ligner rollerne, de spiller: Guitarist Brian May, trommeslager Roger Taylor og bassist John Deacon.

Lucy Boynton bringer desuden som Freddies store, men umulige kærlighed Mary Austin fin følelsesmæssig modvægt til sangeren. Filmen er dog ikke kun Freddies historie, men også den om et band, som ikke kan leve uden hinanden. En familie, som de selv kalder det. Den familie og det tilhørsforhold som Freddie søger. Anerkendelsen og kærligheden. Og ja, jeg elsker fortsat Queen.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen kommer på det både lyd- og billed-optimerede 4K Ultra HD-format, følger filmen også med på Blu-ray. Endvidere kan man gå på opdagelse i filmens ekstramateriale, der blandt andet byder på Rami Maleks forvandling til Freddie Mercury og et kig på den store koncert i filmens finale.

‘Bohemian Rhapsody’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 18. marts.

BAD TIMES AT THE EL ROYALE: Mystiske forviklinger på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Velkommen til El Royale anno 1969 – et både stilfuldt, men også skummelt hotel fyldt med fortidens hemmeligheder beliggende på grænsen mellem Californien og Nevada. Her tjekker en gruppe fremmede ind en mørk aften, hvor de forskellige skæbner alle synes at have hver deres hemmelighed og agenda på menuen. Det bliver starten på en række forviklinger de forskellige indlogerende imellem, mens aften bliver til nat.

Således finder man blandt andet på hotellet præsten Flynn – spillet godmodigt af Jeff Bridges – videre til støvsugersælgeren Seymour – en plaprende Jon Hamm – samt en soulet sangerinde i skikkelse af en yndig Cynthia Erivo og en hemmelighedsfuld kvinde ved navn Emily portrætteret af en cool Dakota Johnson, der ikke giver en fuck for noget.

Således har instruktør og manuskriptforfatter Drew Goddard i ‘Bad Times at the El Royale’ samlet en flok fine skuespillere i rollerne som vidt forskellige karakterer, hvis historier sirligt foldes ud en efter en, mens deres fortid og hemmeligheder lidt efter lidt ser dagens lys, hvor spændingerne på hotellet stiger i takt med den dramatiske intensitet tager til.

Det er i hvert fald, hvad der forsøges på. Og det lykkedes da også momentvis at stable fint sitrende spænding på benene karaktererne imellem, mens hemmelighederne bobler under overfladen. Men fortællingen bliver også lidt for tålmodig i forhold til at folde sit plot og sine karakterer ud, hvorfor filmen mister momentum og nærvær undervejs. Det er virkelig en skam, da kimen til en nervepirrende omgang hotel-thriller bestemt er på banen.

Selvom her altså er fint forløste scener – som blandt andet da sangerinden synger i takt med en anden karakters ugerninger, så lyd og ugerning går op i en højere enhed – bliver de medvirkende aldrig rigtigt dragende nok at følge til, at jeg er lige engageret i deres strabadser hele vejen. Der forsøges ellers med plotmæssige krumspring, der dog ikke helt lykkedes medrivende nok.

Men på trods af, at filmen ikke hele vejen er lige vellykket i sin udfoldelse af fortællingen samt iscenesættelsen af sine karakterer og deres hemmeligheder, så har ‘Bad Times at the El Royale’ lige nok elegant iscenesatte scener og plotdrejninger til at nå i mål – også selvom filmen med sine 2 timer og 20 minutter er lige lang nok for sit eget bedste.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at spændingensfilmen udkommer på det billedoptimerede og lydmæssigt lækre 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray. Hertil kommer en lille omgang ekstramateriale, hvor man således kan gå på opdagelse i ‘Making Bad Times at the El Royale’ samt et billedgalleri.

‘Bad Times at the El Royale’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 14. marts.

HALLOWEEN: Ikoniske Michael Myers er tilbage på veloplagt mordertogt

Horror på Blu-ray: Det hele startede for 40 år siden med gysermesteren John Carpenters skelsættende slasher ‘Halloween’ i 1978. Her blev verden for første gang præsenteret for den sidenhen ikoniske morder Michael Myers med den hvide maske, kedeldragten og den store køkkenkniv i hånden. Nu er den mutte dræber tilbage i en ny film af samme navn.

Men selvom dette faktisk er den 11. film i franchisen, så ser denne fortsættelse bort fra de øvrige kapitler i serien og fortsætter historien, hvor den oprindelige slap. Blot 40 år senere. Det betyder blandt andet, at en 59-årig Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der som bekendt blev jagtet af og overlevede Michaels bersærkergang for fire årtier siden.

Hun lever nu isoleret og dybt traumatiseret over de blodige begivenheder på den skæbnesvange Halloween-aften. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at hendes værste mareridt bliver til virkelighed, da Michael undslipper sin fangenskab fra den anstalt, hvor han siden dengang har befundet sig. Således vender han dræbende tilbage til, hvor det hele begyndte.

Der er kort fortalt lagt op til den ultimative konfrontation mellem to af genrens mest elskede karakterer, nemlig Michael Myers og Laurie Strode. Netop Jamie Lee Curtis tilbage i sin legendariske rolle fungerer rigtig godt. Hun har dramatisk nærvær og tyngde. Jeg mærker hendes angst og plagede sind, hvilket på sørgelig vis har påvirket alt i hendes liv – herunder familien.

Michael er fortsat mut og morderisk, mens han koldt tager liv på stribe. For ja, dette er en slasher, så vi får også en god omgang brutale drab. Så selvom filmen måske nok har sine ujævnheder i flow og fortælling – mens et enkelt plotelement synes noget malplaceret – så er her overordnet tale om en engagerende, stemningsfuld og brutal slasher, der gør sine karakterer ære.

John Carpenter, der instruerede, var medforfatter på og lavede den ikoniske musik til den første film, er desuden medkomponist denne gang. Filmen har da også sine øvrige samt fine referencer til originalen – det uden at kamme over i cheesy homage. Michael Myers er med andre ord tilbage på et veloplagt dræbertogt, som beviser, at der bestemt stadig er virilt liv i slasher-genren.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en portion ekstramateriale, du kan gå på opdagelse i. Blandt andet finder du slettede og forlængede scener, videre til en making of samt et kig på filmens lydside og Michael Myers-legenden.

– ‘Halloween’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 14. marts.

FIRST MAN: Et både intimt og intenst rumdrama på Blu-ray

Rumdrama på Blu-ray: Det er en både intim og intens rumfærd jeg har været på med Damien Chazelles månelandingsdrama ’First Man’. Det er således fortællingen om, hvordan astronauten Neil Armstrong endte med at blive den første mand til at gå på Månen den 20. juli i 1969. Her fortalt i et på en gang nært og sine steder helt klaustrofobisk drama rumrejsens store vidder taget i betragtning. Det handler nemlig også om andet og mere end det at nå først til Månen.

For det er ikke med store episke armbevægelser, at filmen folder sin fortælling ud. Derimod er det med kameraet helt tæt på Armstrong – både når han indfinder sig i diverse flyvende fartøjer, og når han kæmper med livet nede på Jorden. For Armstrong er en forknyt mand af få ord og med et traume, der tynger både ham og familien. Han og hans hustru Janet mister nemlig på tragisk vis deres lille datter. Således spiller også sorg og familieliv ind på måneeventyret.

På den måde er dramaet i Armstrongs lille familie med til at grunde det ellers svimlende rumeventyr i øjenhøjde, selv når jeg hives med op i det uendelige og lydløse himmelrum. For ja, her leveres op til flere både nervepirrende og medrivende rumflyvninger på vejen hen imod Apollo 11-missionen, der bragte den første mand op på Månen. Disse scener holder mig på tæerne filmen igennem med sin vibrerende tilstedeværelse.

De forskellige flyveture ramte mig nemlig fysisk med blandt andet sine intime nærbilleder, rystende kameraarbejde og klaustrofobiske indre i fartøjerne samt ikke mindst et gispende og dynamisk lydarbejde. Jeg mærker her spændingen, nerven og farligheden. Jeg er helt tæt på visuelt og på lydsiden, mens der ligeledes også åbnes op for åndeløse panoramabilleder set fra oven.

’First Man’ er på den måde også en både smuk, gribende og ikke mindst imponerende film rent visuelt, når jeg her bringes ombord med Armstrong og øvrige astronauter på disse historiske flyvninger, mens rumkapløbet med Rusland spiller en perifer rolle i fortællingen sammen med historiens politiske slagside. Dette er først og fremmest den nære fortælling om Armstrong – naturligvis hans rumfærd, men altså også hans indre dæmoner, ensomheden og sorgen.

Ryan Gosling forløser med naturlighed og nærvær rollen som den mutte Armstrong. En karakter jeg måske ikke just bliver vildt klog på, men som ikke desto mindre er et dragende bekendtskab filmen igennem. Claire Foy bakker ham dynamisk op som hans hustru, der meget af tiden står alene med den lille familie. Kort fortalt, så imponerer ’First Man’ med sine svimlende rumture og griber mig med sit jordnære drama.

Du kan desuden gå på opdagelse i en portion ekstramateriale, der går bag om flere af filmens forskellige aspekter samt se filmen med kommentarspor.

‘First Man’ udkommer på dvd og Blu-ray den 28. februar.

Tom Hardy æder løs som anti-helten i ‘Venom’ på Blu-ray

Biografanmeldelse: Han ser i grunden både cool, creepy og klam ud ham Venom med sin lange slimede tunge, munden fuld af spidse tænder og sine store hvide øjne. Desværre bliver den brutale anti-helt fra rummet ikke forløst hverken videre medrivende, mindeværdigt eller engagerende. ’Venom’ er kort fortalt en både ujævn, rodet og klodset fortalt film med Tom Hardy i titelrollen, der løber forvildet rundt.

Eddie Brock har både en sød kæreste og et spændende job som journalist. Det hele ændrer sig dog, da han bliver inddraget i de lyssky eksperimenter hos The Life Foundation, hvor man udfører farlige forsøg med såkaldte symbioter fundet i rummet. Chefen Carlton Drake for The Life Foundation er imidlertid en psykopatisk skurk, der er ligeglad med menneskelig.

Eksperimenterne løber løbsk og en symbiot indtager Eddie, der nu får et morderisk alter-ego i form af Venom med superkræfter. Filmen er således fortællingen om den splittede Eddie samt kampen om at få skovlen under den skånselsløse Carlton, der har megalomaniske planer om at indtage verdensrummet i forening med symbioterne og uden at tøven tager det ene liv efter det andet på sin vej dertil.

Desværre forbliver både Tom Hardys Eddie samt den onde Carlton ikke videre interessante at følge. Eddie kastes mest af alt noget forvirret rundt i en fortælling, der mangler karaktermæssigt nærvær og tyngde samt ikke mindst medrivende action. I stedet får man en Tom Hardy, der gør hvad han kan med maniske replikleveringer samt klodset iscenesat action, der mere larmer end er medrivende.

End ikke skurkeportrættet er videre isnende eller dragende sat i scene, hvor Riz Ahmed på samme måde som Tom Hardy og de øvrige medvirkende tumler med det dårligt skrevne manuskript og en kedelig historie. Blandt andet bliver forsøget på lidt tvetydighed i skurkerollen jordet i jorden på samme måde som øvrige nuancer i karaktererne, der forbliver mere eller mindre ligegyldige brikker i det forudsigelige plot.

Så selvom man i grunden har en sej karakter form af den morderiske Venom samt den indre kamp i Eddie, så forløses ingen af delene videre indtagende i en film, der mest af alt har natur af et biluheld udfoldet slowmotion. Ja, ’Venom’ forulykker, mens jeg som publikum ikke kan gøre andet end at se hjælpeløst til efterhånden som filmen bare falder mere og mere fra hinanden hele vejen frem mod rulleteksterne.

‘Venom’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. februar.

Nye agent-løjer med ‘Johnny English: Strikes Again’

Agent-komedie på Blu-ray: Du kender nok Rowan Atkinson fra sin både legendariske og ikke mindst morsomme rolle som Mister Bean. Men den morsomme skuespiller kan altså andet end at levere ordløs, men kropslig komik. Det viser han i hvert fald i rollen som agenten Johnny English o den nyeste film med titlen ‘Johnny English: Strikes Again’, der nu udkommer på Blu-ray her i landet.

Rowan Atkinson vender således tilbage som den elskelige hemmelige agent i ‘Johnny English: Strikes Again’. Da et cyberangreb i komedien afslører identiteten på alle aktive hemmelige agenter i England, må landets sidste håb kvitte pensionisttilværelsen.

Således kommer Johnny English altså på sin hidtil vigtigste mission. Nemlig at finde hjernen bag angrebet. Som en mand med få evner og analoge metoder til sin rådighed må Johnny English overkomme den moderne teknologis udfordringer – ellers vil hans nyeste mission blive efterretningstjenestens sidste.

‘Johnny English: Strikes Again’ udkommer på dvd og Blu-ray den 25. februar.

Science fiction-gys med ‘The Cloverfield Paradox’ på Blu-ray

Science fiction-gys på Blu-ray: Du har måske allerede set de to første film i science fiction- og gyser-serien, der startede med den vellykkede monsterfilm ‘Cloverfield’ i 2008. Den blev fulgt op at den klaustrofobiske og intense ’10 Cloverfield Lane’ i 2016. Nu er den seneste film i universet, ‘The Cloverfield Paradox’ udkommet på Blu-ray.

Det er produceren og instruktøren J.J. Abrams, der her fører dig dybere ind i det ovenfor nævnte Cloverfield-univers med denne nye science-fiction-thriller. J.J. Abrams er også manden bag blandt andet den meget populære ‘Star Wars: The Force Awakens’ og ikke mindst også Star Trek-rebootet i 2009.

I ‘The Cloverfield Paradox’ kredser forskere om Jorden, der er truet af ødelæggelse på grund af en energikrise. De tester en opfindelse, der kan give ubegrænset strøm… ja, eller fange dem i en frygtelig alternativ virkelighed. På rollelisten finder man blandt andre Gugu Mbatha-Raw, David Oyelowo og Daniel Brühl.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden også på en omgang ekstramateriale. Her finder du således ‘Things Are Not As They Appear: The Making of The Cloverfield Paradox’ samt ‘Shepard Team: The Cast’.

‘The Cloverfield Paradox’ udkommer på dvd og Blu-ray den 21. februar.