Indlæg

THE PRINCESS BRIDE (1987): Eventyrlig kærlighedshistorie er stadig lige romantisk og morsom

En nyklassiker du skal se: Rob Reiners eventyrkomedie The Princess Bride fra 1987 er netop udkommet her i landet på Blu-ray. Der er derfor ikke længere nogen undskyldning for ikke at få fingre i denne skønne nyklassiker, der både holder til flere gensyn samt ikke mindst at blive introduceret til nye generationer.

For et rigtigt eventyr med både kærlighed, kæmper, prinsesser og sværdkampe ældes aldrig. I hvert fald ikke i dette tilfælde. Her må den skønne prinsesse Buttercup holde modet oppe, da hun kidnappes af en ond prins. Heldigvis er hendes sande udkårne lige i hælene for at redde hende og vise hende sin kærlighed.

princess bride blu-ray 01

Robin Wright er både sød og charmerende som den yndige prinsesse Buttercup, mens Cary Elwes udgør en vaskeægte romantisk bejler. Wallace Shawn er desuden herlig, og herlig dum som den skurkagtige Vizzini, mens blandt andet Billy Crystal i en birolle er godt selskab, og så er Peter Falk perfekt som filmens fortæller.

Desuden gør filmen sig godt på Blu-ray, hvor både billed- og lydside spiller uden problemer med god farvegengivelse samt et klart og dynamisk lydbillede. Der medfølger desuden både informativ og interessant ekstramateriale. Her får man blandt andet et fint kommentarspor med Rob Reiner og manusforfatter William Goldman samt dokumentarer om filmen (mere end 90 min.), hvor blandt andet cast og crew ser tilbage på filmen.

The Princess Bride er udkommet på Blu-ray
d. 10. februar 2014.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Princess Bride (1987) | Blu-ray | En nyklassiker du skal se”]
princess bride cover
Originaltitel: The Princess Bride, USA, 1987
Release: d. 10. februar 2014
Instruktion:  Rob Reiner
Medvirkende: Cary Elwes, Mandy Patinkin, Robin Wright, Peter Falk, Wallace Shawn, Billy Crystal m.fl.
Spilletid:  min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BEHIND THE CANDELABRA: Michael Douglas og Matt Damon er et glimtende skønt par

Blu-ray-anmeldelse: Ja, den er god nok – Michael Douglas har iklædt sig diamantbesatte suits og plastikkirurgi i rollen som den excentriske entertainer og pianist Liberace, mens Matt Damon med blond hårpragt og små badebukser er hans unge elsker, Scott Thorson. Det lyder måske mest som en vittighed, men i Steven Soderberghs biografiske drama Behind the Candelabra giver det hele mening. Meget god mening endda.

For bag den glimtende facade og de pompøse excesser udi ædelstene, dyre biler og alt for mange guldringe giver Michael Douglas og Matt Damon dramaet om det umage par en intimitet og menneskelige tyngde, der undgår karikaturen. Hermed ikke sagt, at filmen er uden humor, eller et komisk øje for de absurde situationer i parrets liv, men komikken overskygger aldrig det oprigtige, menneskelige drama.

Behind the Candelabre 02

Året er 1977, da en ung Scott Thorson første gang møder Liberace backstage til et af hans shows. Det bliver starten på deres stormombruste forhold. For snart flytter en imponeret og måske også en smule naiv Scott ind i Liberace overdådige gemakker, hvor der er alt for meget af alt det bedste. Men som det altid er med den der kærlighed, så er den også her lunefuld.

Michael Douglas indtager ubesværet og med overbevisende lethed rollen som den selvcentrerede og omsorgsfulde entertainer, der med velsmurt tungebånd altid synes at få sin vilje. Det gælder også, da han ønsker, at Scott skal plastikopereres, så han kommer til at ligne ham. Så absolut absurd, men ikke fortalt uden sort humor. Heldigvis. Men alvoren er hele tiden til stede i dramaet, hvor ensomheden og usikkerheden gnaver i den aldrende pianist.

Behind the Candelabre 04

Ligeså umage det kan synes at caste Michael Douglas i rollen som Liberace, så ser valget af Matt Damon som den unge elsker måske også lidt tvivlsom ud på papiret. Men han fungerer gnidningsløst godt som den godtroende Scott, der forelsker sig i Liberace. Et forhold, der aldrig kommer til at klinge falsk, men hele vejen bugter sig engagerende gennem jalousi, manipulation, magt og lidenskab.

Liberace er en fascinerende personlighed, man kun kan drages af, men også med en knapt så flatterende egocentrisk side. Men Michael Douglas gør den excentriske entertainer menneskelig, og i samspil med Matt Damons letpåvirkelige Scott opstår et nuanceret og konfliktfyldt drama, der giver filmen sin medrivende drivkraft.

Filmen – Behind the Candelabra, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale med blu-ray-udgivelsen, til gengæld er billed- og lydsiden fremragende. De glimtende diamanter og storslåede sceneshows står skarpt og farvemættet med indtagende detaljegrad, solid kontrast og naturlige nuancer. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med velbalancerede niveauer og et dynamiske lydbillede.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Behind the Candelabra | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Behind the Candelabra cover
Originaltitel: Behind the Candelabra, USA, 2013
Release: d. 27. februar 2013
Instruktion: Steven Soderbergh
Medvirkende: Michael Douglas, Matt Damon m.fl.
Spilletid: 113 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

WHITE HOUSE DOWN: Det Hvide Hus belejres af terrorister i buldrende dum actionbasker

Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Roland Emmerichs actionfilm White House Down dum. Hvad havde du forventet? Heldigvis er den også pokkers underholdende. For da intet mindre end Det Hvide Hus overtages af brutale terrorister må Channing Tatum som sikkerhedsvagten Cale og Jamie Foxx som præsident Sawyer forsøge at klare sig helskindet ud af den buldrende suppedas.

Men der er selvfølgelig ugler i mosen – for hvorfor indtages Det Hvide Hus og hvem står i virkeligheden bag? Det spegede plot udrulles således sideløbende med de heftige actionscener, hvor Cale både skal få præsidenten i sikkerhed samt redde sin datter og resten af gidslerne ud af kløerne på de fæle terrorister.

white house down 01

Men nu skal man ikke hænge sig alt for meget i plottets krøller, i så fald får man travlt med at holde styr på usandsynlighederne og de mere eller mindre fjollede twists and turns. Her gælder det action, action og mere action. Heldigvis tager filmen ikke sig selv for seriøs – selvom den har sin del af forventelig amerikansk patriotisme. Helt uden dramatisk pondus er løjerne dog ikke. Særligt forholdet mellem Cale og datteren rammer fine følelser, om end de er noget sødsuppe-sentimentale.

Men ja, det hele kunne nemt blive uudholdeligt, hvis det altså ikke lige var for den veloplagte afvikling af strabadserne. Her er en god dynamik i brugen af action, hvor der veksles engagerende mellem skududvekslinger, håndgemæng og katten-efter-musen-scener. Så selvom der godt kunne være skåret lidt af spilletiden, smyger filmen sig velsmurt gennem sit dumme plot med actionmættet elegance.

white house down 03

Desuden er Channing Tatum en både empatisk og hårdtslående helt – en politisk korrekt John McClane light. Jamie Foxx er mere kæk end præsident-agtig. Nogle vil måske kalde ham fejlcastet, jeg vælger at hoppe med på legen om en præsident, der fyger jokes af, mens han sparker terrorister i hovedet med sine gummisko. James Woods er desuden herligt overspillende som skurk og Joey King cool som datteren.

Nej, jeg er ikke som sådan fan af instruktøren Roland Emmerichs bumlede film. Du ved, de der film, hvor storbyer har det med at blive jævnet med jorden. Tænk bare på titler som 2012, The Day After Tomorrow og Independence Day.  Så selvom White House Down er lidt for lang for sit eget bedste og usandsynlighederne af og til er ved at spænde ben for den veloplagte action, er det underholdende at være i selskab Roland Emmerichs automatvåben og eksplosioner.

Filmen – White House Down, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

white house down 02

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig upåklageligt på Blu-ray. Både billede og lyd spiller fejlfrit. Farverne er klare og veldefinerede, kontrasten er solid og detaljegraden imponerer. Lydsporet spiller med stor overbevisning, både dynamaik og velbalanceret, hvor både bragende action, dialog og øvrigt lydlandskab fornemt smelter sammen. Ekstramaterialet består af en 14 korte featuretter, der løbet på en times tid til sammen.

Det er ikke de mest dybdegående indslag og der er da også rigeligt med rygklapperi. Men på trods af dette, er det fermt produceret og der er da også flere fine sager at komme efter. Her kommer man omkring alt fra skabelsen af Det Hvide Hus, videre til action, stunts og pistoler samt et kig på tilblivelsen konkrete actionscener, special effects, histoiren og castet. Desværre forbliver det noget overfladisk.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/66_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”White House Down | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
white house down cover
Originaltitel: White House Down, USA, 2013
Release: d. 30. januar 2014
Instruktion: Roland Emmerich
Medvirkende: Channing Tatum, Jamie Foxx, Maggie Gyllenhaal, Jason Clarke, Richard Jenkins, James Woods m.fl.
Spilletid: 2 timer 11 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE GRANDMASTER: Poetisk kung fu deler elegante øretæver ud

Blu-ray-anmeldelse: Der deles poetiske håndmadder ud i Wong Kar-wais smukke kung fu-film The Grandmaster. Men bare rolig, du behøver ikke være inkarneret kung fu-fan for at blive revet med af de elegante øretæver og historien om den legendariske kung fu-mester Ip Man. For man kan ikke andet, når først de dynamiske kampe foldes ud i elegant slowmotion og slagene giver genlyd.

Ip Man er for eftertiden blevet kendt som Bruce Lees læremester og som en af det 20. århundredes store kampsportsmestre. Det er han dog endnu ikke blevet, da vi møder ham i filmens begyndelse, hvor han dedikeret træner sin kampsport i 1930’ernes Kina. Hans navn bliver dog kendt vidt og bredt, da han vinder en dyst mellem de syd- og nordkinesiske kampsportsstilarter.

grandmaster 02

Men alt ændrer sig, da Kina invaderes af Japan – en krig, der sender Ip Man på flugt mod Hong Kong, hvor en gammel flirt og en mulig kærlighed venter. Således væves kampsport, krig, kærlighed og historietime sammen i Wong Kar Wais fascinerende univers med billeder, der bobler af energi og poetisk nostalgi. Det er en dragende kombination, også selvom den ikke hele vejen er lige vellykket forløst.

Historien vakler en smule hist og her, mens ikke alle karakterer får den fylde og det nærvær, man kunne ønske sig. The Grandmasters helt store styrke finder man i de mange pulserende kampe, der opretholder et momentum i selv de mere eftertænksomme passager af filmen, hvor både den historiske baggrund og de menneskelige relationer forsøges givet tyngde og nuancer.

grandmaster 01

Desværre får følelserne ikke samme pondus som kung fu-kampene, mens historien til tider synes en smule rodet fortalt. Men filmen lever fornemt af sit indtagende univers, hvor Tony Leung er konstant dragende som den eftertænksomme og hårdtslående Ip Man. Zhang Ziyi brænder som det kvindelige modstykke på samme måde igennem med sit insisterende blik og elegante bevægelser.

Men selvom historien og karaktererne har sine ujævnheder, er The Grandmaster på mange måder en medrivende filmoplevelse. Wong Kar-wai, hvis mest kendte film vel er den poetiske kærlighedshistorie In the Mood For Love fra 2000, får nemlig med vanlig sans for billedmagi fængslende udfoldet både kung fu, kærlighed og historietime – hvor det som sagt er kampscenerne, der er det største trækplaster.

Filmen – The Grandmaster, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale med blu-ray-udgivelsen. Billedsiden fungerer derimod ganske fint, dog uden at imponere. Farverne er mættede og billedet detaljerigt, men lider i flere scener desværre også en smule under støj og blødhed. Lydsiden spiller noget bedre med et både dynamisk og velbalanceret mix, hvor både slåskampe og dialog går klart og stærkt igennem.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Grandmaster | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
grandmaster cover
Originaltitel: Yi dai zong shi, Hong Kong | China, 2013
Release: d. 13. februar 2013
Instruktion: Wong Kar-Wai
Medvirkende: Tony Leung Chiu-Wai, Ziyi Zhang, Song Hye-Kyo, Chang Chen, Wong Hing-Cheung, Julian Cheung Chi-Lam, Zhao Ben-Shanget m.fl.
Spilletid: 1 time 58 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

GETAWAY: Selena Gomez har forvildet sig ind på Ethan Hawkes ræsende passagersæde

Blu-ray-anmeldelse: Spænd sikkerhedsselen, for med biluheldet Getaway bliver der brændt gummi af og smadret biler i bunkevis. Desværre får de mange biljagter ikke sat pulsen nævneværdigt i vejret, mens en altid fornøjelig Ethan Hawke gør hvad han kan med det klodsede manuskript og Selena Gomez på fribillet. Nej, hun bliver aldrig troværdig som kvik tøs med en gun. Men hey, her er det bilræs, der er i førersædet.

For meget kan undskyldes i sådanne drønende actionfilm, hvis bare actiondelen fungerer. Det gør den bare for sjældent her. Hawke, der spiller den hårdtpressede eks-racerkører Brent Magna, bliver nemlig tvunget til at stjæle en racerbil og via dens lydanlæg beordret til at udføre diverse hasarderede biljagter af en mystisk mand, der har kidnappet hans kone – og hvis Brent ikke adlyder, dræber de hende.

gataway bluray 02

Et simpelt setup, der lægger vejen åben for højoktan rabalder, hvor en hættebærende Gomez ender i passagersædet for at blive ufrivillig del af den dødelige køretur. Så mens den ene politibil efter den anden slår kollebøtter, eksploderer og totalsmadres, bliver engagementet i løjerne også kørt over. De mange biljagter er uopfindomme og bliver hurtigt monotome.

Hertil kommer de mange – ja, lidt for mange – plothuller og usandsynligheder, som simpelthen er for svære at sluge. Blandt andet bliver der utroligt nok ikke kørt nogle civile i smadder, selvom Brent racer ned igennem befolkede gader, gennem julemarkeder og ind på skøjtebaner. Ligesom Gomez via en iPad pludselig får hacket sig ind og fiflet med de mange kameraer i bilen, der er sat til at overvåge dem.

gataway bluray 01

Hele affæren lugter bare lidt for meget af, at man har haft en lækker racerbil, hvis motorkræfter man gerne vil fremvise, mens man også lige smadrer nogle hundrede politibiler, bare fordi man kan. Men ja, den der ræsende Ford Shelby er da også ret cool – og det siger jeg, som ikke går det fjerneste op i biler.

Men selvom Getaway langt fra er det drønende sus, den gerne vil være, holder den et ok tempo gennem sine alligevel lidt for lange 89 minutter. Men selvom Hawke er god som den forpinte racerkører, ja, filmens lyspunkt, så er det altså ikke nok med et par pøllede flashbacks til at etablere båndet mellem Brent og hans kone. Ja, jeg var hele turen ligeglad med om hun døde eller ej. Øv.

Filmen – Getaway, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er ikke videre medrivende, det er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside til gengæld. Billedet er veldefineret og med velafstemte farver og god detaljegrad, mens lydsporet drøner dynamisk af sted med god bund og fint balancerede niveauer. Ekstramaterialet begrænser sig til fem korte og ligegyldige promoindslag, der overfladisk ser på blandt andet castet, stunts og Ford Shelby’en (i alt 5 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Getaway | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
getaway cover
Originaltitel: Getaway, USA, 2013
Release: d. 20. januar 2013
Instruktion: Courtney Solomon
Medvirkende: Ethan Hawke, Selena Gomez, Jon Voightm.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BEFORE MIDNIGHT: Den der kærlighed og alle de der følelser

Blu-ray-anmeldelse: Du ved uden tvivl, at kærlighed er kompliceret – ellers kommer du til det. Kærligheden er bestemt også kompliceret i Richard Linklaters drama Before Midnight. Men det er også en kærlighed, der er fortryllende, livsnødvendig og altopslugende. For i denne fornemme opfølger til Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) foldes historien om Jesse og Céline ud på tredje årti.

Ethan Hawke og Julie Delpy indtager for tredje gang ubesværet hovedrollerne, der her er på ferie i Grækenland med deres to tvillingepiger. Der er dog ikke længere meget letsindig sommerflirt over deres forhold, som her midt i livet kommer på prøve. Jesses søn fra hans tidligere ægteskab bor med moderen i USA, mens han selv bor i Europa med Céline og deres to piger. Han er således splittet mellem to verdener, mens også Céline står ved en skillevej i sit arbejdsliv.

before midnight 02

Men bag de praktiske udfordringer lurer selvfølgelig andre og større problemer. Mere vil jeg ikke afsløre, men kan dog sige så meget, at her er tale om et af de der dramaer, som mestrer at balancere det dybe og komplekse med det sjove og lette. Det lykkedes blandt andet fordi Ethan Hawke og Julie Delpy giver deres karakterer, kærligheden og parforholdet ærligt og usentimentalt liv.

For som de to øvrige film, er det også her tematikker og følelser, man ikke kan andet end at lade sig involvere i. Det er frygten for, hvad fremtiden bringer, usikkerheden over om man er i livet, hvor man gerne vil være, og om kærligheden til sin udkårne nu også kan bære de forhindringer, livet sætter op. Så selvom de jordnære realiteter ikke kan ignoreres, er her også plads til eksistentielle diskussioner.

before midnight 03

Netop i spændet mellem det højtsvungne og det jordnære, får dramaet liv. Ethan Hawke og Julie Delpy gør Jesse og Céline til mennesker af kød og blod. Forfatteren, der udlever sit kreative talent, mens Céline ikke har forfulgt samme vej, selvom hun måske har villet. Ja, det er også et drama, der spørger ind til, om man nu har truffet de rigtige valg i livet, og om man kan nå at ændre kurs – selv midt i livet.

Before Midnight er ganske enkelt en yderst elegant opfølger til de to ligeledes fremragende forgængere. Et drama, man ikke kan andet end at blive rørt af og engageres i. Alt sammen fortalt med en uforfalsket selvfølgelighed. Karaktererne har en oprigtig tilstedeværelse hele vejen, hvorfor følelserne og historien går rent ind og efterlader en lidt klogere på sig selv.

Filmen – Before Midnight, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig smukt på Blu-ray. De klare farver under de græske himmelstrøg står veldefineret med fine nuancer, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Levende og naturtro. Lydsiden spiller også virkelig godt, hvor dialogen går klart igennem og balanceres dynamisk med det øvrige lydlandskab. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et ligegyldigt slideshow med stills fra filmen (1 min.).

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Before Midnight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
before midnight cover
Originaltitel: Before Midnight, USA, 2013
Release: d. 16. januar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ethan Hawke, Julie Delpy m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

Blu-ray-anmeldelse: Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck det, for filmen er pokkers veloplagt sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter. De to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet – og som enhver superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

Antboy 04

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

antboy01

Filmen er nemlig skåret ind til benet med sine 76 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken. Det kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, at være tro mod sig selv samt hvad der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken? Er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, det er de jo– all hail Antboy.

Filmen – Antboy, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

antboy 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens farverige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, skarpt og klart hele vejen med både fin detaljegrad og flotte nuancer. Lydsporet spiller ligeledes virkelig godt, hvor superheltescoret har dynamisk svung og dialogen går klart igennem. Herunder får man et fint ekstramateriale.

Det består at et solidt og informativt kommentarspor med instruktør Ask Hasselbalch og manusforfatter Anders Ølholm. Herudover er der fem korte og fine featuretter, der blandt andet ser på castet, kostumerne, stunts og special effects (i alt 17 min.). Slutteligt finder man filmens trailer samt et ok interview med Ask Hasselbalch, Oscar Dietz og forfatteren bag Antboy-bøgerne, Kenneth Bøgh Andersen (7 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Antboy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
antboy cover
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Release: d. 30. januar 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 76 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

DEXTER 7. SÆSON: Intens, blodig og fremragende seriemorderserie

Blu-ray-anmeldelse: Dexter er en af mine favoritserier – og det er uden tvivl også en af dine. Hvis det ikke er tilfældet, er eneste forklaring, at du endnu ikke har stiftet bekendtskab med seriemorderen Dexter Morgan. Syvende sæson er nu udsendt her i landet og byder på 12 forrygende afsnit. Her når spændingen nye højder, hvor mord, ukrainske gangstere og farlig kærlighed sætter adrenalinen i gang.

Dexter, en altid velspillende Michael C. Hall, lever fortsat sit farlige dobbeltliv i det solbeskinnede Miami. Blodekspert hos Miamis kriminalpoliti og morder i sin fritid. Han slår dog som bekendt kun mordere, voldtægtsmænd og den slags slyngler ihjel. Ja, en seriemorder med et moralkodeks. Igen udfordres dette kodeks, mens grænsen mellem rigtigt og forkert vakler. Du ved, tematikker som hævn og tilgivelse.

dexter sæson 7 01

I denne sæson kommer Dexter i clinch med den østeuropæiske gangster Issac Sirko, en velklædt Ray Stevenson med affekteret diktion. Deres fejde er dog langt fra Dexters eneste problem. For som altid er hans morderiske alterego ved at blive afsløret, mens også en hemmelighedsfuld kvinde i hans liv skaber usikkerhed. Sæsonens dramatiske epicenter er dog mellem Dexter og hans søster Debra Morgan.

Hun er som bekendt også Dexters chef i kraft af sin titel som kriminalkommissær, og spilles som altid af den skønne og selvstændige Jennifer Carpenter. Spændingerne mellem de to når her nye højder, hvor særligt den altid regelrette Debras syn på rigtigt og forkert udfordres. Deres komplekse forhold er hele vejen medrivende at følge og er med til at løfte denne i forvejen fremragende sæson.

dexter sæson 7 02

For Dexter er en grundlæggende interessant karakter at følge, ikke mindst fordi han hele tiden udvikler sig – ofte på overraskende vis. Det gør han også i denne sæson, hvor nye lag i hans komplekse person kommer for dagens lys. Hans handlinger har konsekvenser, hvilket gør sig gældende for alle medvirkende. Man føler derfor, at der oprigtigt er noget på spil, hvilket afføder det ene intense afsnit efter det andet.

Jeg kan med andre ord ikke andet end at anbefale denne 7. sæson, hvor det farverige cast fornemt balanceres med de mange plottråde, der udfordrer spørgsmålet om godt og ondt. Her er ganske enkelt tale om pokkers spændende og intens krimiunderholdning med engagerende karakterer, der bestemt ikke er uden en portion sort humor. Ja, kan du så komme i gang med Dexter.

Serien – Dexter 7. sæson, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

dexter sæson 7 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Denne sæson gør sig virkelig godt på Blu-ray. Samtlige afsnit står med flotte, klare farver og stor detalje, mens også de mørke scener håndteres overbevisende og veldefineret. Lydsporet spiller ligeledes godt, hvor dialogen går klart igennem og balanceres fornemt med det øvrige lydlandskab. Ekstramateriale er desværre ikke vildt interessant.

Man får fire korte og overfladiske featuretter, der ser på episode et (3 min.) og to (3 min.) samt en blodig special effect (2 min.) og Matt Geralds rolle som seriemorder (6 min.). Videre diskuterer manusforfattererne sæsonen i syv korte indslag, blandt andet Dexters udvikling og skriveprocessen (i alt 17 min.), mens Jennifer Carpenter har lagt et ok kommentarspor på fire korte scener (i alt 17 min.). Et lidt tamt ekstramateriale til en fremragende sæson.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dexter 7. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
dexter 7 cover
Originaltitel: Dexter: Seventh Season, USA, 2012
Release: d. 9. januar 2014
Instruktion: John Dahl m.fl.
Medvirkende: Michael C. Hall, Jennifer Carpenter, David Zayas, Desmond Harrington, C. S. Lee, Lauren Vélez, Yvonne Strahovski, Ray Stevenson m.fl.
Spilletid: 11 timer 11 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

KVINDEN I BURET: Stivbenet og klichéfyldt jagt på den gode krimi

Blu-ray-anmeldelse: Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Afdeling Q, den ihærdige vicekriminalkommissær Carl Mørck og hans partner Assad – og kommer nok heller ikke til det. Men selvom denne første film i rækken ikke hæver sig over det middelmådige, vil jeg ikke afvise, at jeg sidder klar, når næste film rammer biografen. For Kvinden i buret er ganske solid, men også underligt ufarlig krimiunderholdning.

Nikolaj Lie Kaas indtager rollen som den sammenbidte Mørck, der efter en tragisk ulykke på en politisag ender på nervemedicin og dårlig kaffe. Han henvises til at lede den nyoprettede Afdeling Q, der skal tage sig af uopklarede sager. Ikke just en attråværdig tjans. Her teames han op med den optimistiske Assad – en veloplagt Fares Fares. Ja, du gættede rigtigt – de to bider sig snart fast i en uopklaret sag. Fem år tidligere forsvandt den ambitiøse politiker Merete Lynggaard nemlig på mystiske vis.

kvinden i buret 05

Men den umage duo tror selvfølgelig ikke på, at der var tale om selvmord, og snart begynder konturerne på en anden og mere dyster forklaring at tegne sig i sagens ellers sparsomme ledetråde. Så stik imod deres ordrer, sætter de to alt ind på sagen, hvilket leder dem på sporet af gerningsmanden, der holder Merete Lynggaard fanget i et væmmeligt trykluftkammer uden kontakt til omverdenen.

Der er således lagt op til en klassisk kamp imod tiden, hvor genrens klichér holdes i ave. Betjenten med et forlist ægteskab i rygsækken og en tragedie, der har sendt ham ud i mørket (ja, Carl Mørckget it), hvor eneste trøst er flasken i inderlommen og en dedikation til en politisag. Ja, han vil selvfølgelig også helst arbejde alene, men får ufrivilligt en partner på nakken, hvor den obligatoriske forbrødring indfinder sig – og så videre. Ja, klassikere som Seven og Ondskabens øjne spøger i kulissen.

kvinden i buret 01

Men nu er visse elementer en fast del af genren, men desværre føles de her bare mere slidte end friske. For egentlig udgør Lie Kaas og Fares en god og dynamisk duo, mens Sonja Richter er nærværende i den forpinte rolle som den både skrøbelige og viljestærke kvinde i buret – og så er Mikkel Boe Følsgaard desuden troværdig som Meretes hjerneskadede bror. Men afviklingen at plottet føles stift, mens man da også må sluge sin del af plotmæssige kameler.

Man savner også mere psykologisk dybde og en knapt så skematisk struktur, mens spændingen forbliver moderat, om end den intense finale har et vist momentum – sin genkendelighed til trods. Men med lige dele flair for genren, et stemningsfuldt univers samt et grumt og kringlet plot røg affæren relativt effektivt ned i svælget på min indre krimihund – men man glemmer hurtigt Mørck og co. i mørket, straks filmen har nået sin forventelige konklusion.

Filmen – Kvinden i buret, 3/6:3_6 - stars_LILLE

kvinden i buret 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens dystre univers gengives flot og veldefineret på Blu-ray. Farverne er mættede og nuancerede, kontrasten solid og detaljegraden god. Lydsporet spiller ligeledes vellykket med velbalancerede niveauer, hvor både dialogen og det øvrige lydlandskab flot kommer til sin ret. Ekstramaterialet er desværre ikke vildt interessant.

Her finder man tre korte featuretter, der blandt andet ser på tilblivelsen af buret og Sonja Richters tilfangetagen samt production design og samspillet mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, mens både instruktør og skuespillere kommenterer på filmen og deres roller (i alt 16 min.). Herudover får man to korte klip fra opfølgeren, Fasandræberne (3 min.).

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden i buret| Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
kvinden i buret cover
Originaltitel: Kvinden i buret, Danmark, 2013
Release: d. d. 23. januar 2014
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Sonja Richter, Mikkel Boe Følsgaard m.fl.
Spilletid: 97 min.
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

PAIN & GAIN: Michael Bay pumper varm luft i pumpede Mark Wahlberg og The Rock

Blu-ray-anmeldelse: Det kan godt være, at jeg ikke er den største Michael Bay-fan, men jeg tager hatten af for mandens konstante jagt på stor, større og størst rabalder i sine voluminøse film – bombastiske effektmonstre, hvor eksplosioner og babes går forud for den gode historie og de interessante karakterer. Det skulle derfor blive spændende at se Pain & Gain – en på papiret langt mindre effektbåret Bay-film.

De ekstravagante effekter er da også lagt på hylden, mens man følger den sande og absurde historie om tre bodybuilderes kriminelle jagt på den amerikanske drøm. Men selvom historien er mere centreret om karaktererne end spektaklet, så ender løjerne alligevel som en omgang ujævn og langtrukken varm luft. Det starter ellers lovende med en energisk Mark Wahlberg i centrum som en mand med en plan.

pain & gain 01

Han spiller den kropsbesatte Daniel Lugo, der drømmer om penge og et bedre liv, end det han har som fitnessinstruktør. Han kommer derfor op med en plan, der skal blive hans vej til drømmen. Han teamer op med sine bodybuilder-kollegaer – den en smule tvivlende Adrian Doorbal (Anthony Mackie) samt den forhenværende straffefange Paul Doyle – en Dwayne ’The Rock’ Johnson, der er mere pumpet end sædvandligt.

Desværre er der mere muskelkraft end hjerne i trekløveret, så selvfølgelig går deres naive plan om at kidnappe og afpresse rigmanden Victor Kershaw (Tony Shalhoub) galt. Snart løber planen af sporet, hvor den ene dumme beslutning efter den anden sender det steroidefyldte team på kollisionskurs. Det er dog ikke kun de tres plan, der løber ud i sandet, det gør filmen også. Den er alt for lang og formår ikke at holde dampen oppe, men går derimod i tomgang halvvejs inde.

pain & gain 02

Men ja, det er da ok sjovt blandt andet at se en manisk Dwayne Johnson tage snitter og prædike om Jesus, mens Mark Wahlberg forsøger at holde hovedet koldt i den ene kattepine efter den anden. Men selvom her forsøges med sort humor og et fokus på karaktererne, ender filmen uforløst. Flade karaktertegninger og en historie, der alligevel ikke rigtigt formår fænge eller at gøre os klogere på de medvirkende.

Hvor tæt på sandheden filmen er, ved jeg ikke. Men at de tre bodybuildere egentlig er kyniske mordere og her portrætteres som naive og til dels sympatiske tumper, er selvfølgelig moralsk tvivlsomt. Desværre bruges denne ellers interessante gråzone ikke rigtigt til noget. Nej, filmen fungerer ganske enkelt ikke og ender på trods af en veloplagt første del som et kedeligt og langtrukkent bekendtskab uden tyngde.

Filmen – Pain & Gain, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

pain & gain 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er ganske vist ikke vildt vellykket, det er Blu-ray-udgivelsens billede- og lydside til gengæld. Billedet står veldefineret, hvor både nuancer og de mere mørke scener gengives skarpt og med flot detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske og velbalancerede niveauer.

Ekstramaterialet består af otte featuretter (i alt ca. 57 min.), hvor man blandt andet får indblik i Michael Bays vision for filmen, den rigtige historie bag filmen samt et kig på filmens hovedroller og de karakterer, de spiller. Det er fermt produceret og med flere fine indsigter i filmen. Der mangler dog lidt mere tyngde, mens man også godt kunne være foruden al den skamros på kryds og tværs.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Pain & Gain | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
pain & Gain cover
Originaltitel: Pain & Gain, USA, 2013
Release: d. 16. januar 2014
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende: Mark Wahlberg, Dwayne Johnson, Anthony Mackie, Tony Shalhoub, Ed Harris m.fl.
Spilletid: 126 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]