Indlæg

Superhelte samles i ‘Lego DC Aquaman: Rage of Atlantis’

Superhelte samlet på Blu-ray: Du kender uden tvivl en god række af de superhelte og superskurke, der indtager den animerede film ‘Lego DC Aquaman: Rage of Atlantis’. For ganske vist er det Aquaman, som prominent indgår i filmens titel, men man finder altså også en række af DC Comics’ andre populære super-karakterer.

For det er nemlig det legendariske hold i form af Justice League, der her indtager fortællingen. Således finder man i LEGO-versioner blandt andet min favorit i Batman, videre til den flyvende og godhjertede Superman samt den seje Wonder Woman og naturligvis også Cyborg. Nå ja, og ikke mindst den svømmende og seje Aquaman.

For her kan du nemlig således opleve undervandsriget Atlantis. Et kongerige under havets overflade, der som bekendt regeres af netop Justice League-medlemmet Aquaman. Her finder man også dronning Mera og hendes betroede halvbror Orm ved hendes side. Her er der således ikke det, som Aquaman ikke kan klare.

Men naturligvis står freden for skud. For Aquaman kommer nemlig på en prøve, der truer hele verden og mere til – så nu er Aquaman pludselig ikke længere i sit rette element: Under havets overflade.

– ‘Lego DC Aquaman: Rage of Atlantis’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. oktober.

OCEAN’S 8: Sandra Bullock og co. forsøger sig med et vovet diamantkup på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Det er noget af et slæng, der er samlet i kupfilmen ‘Ocean’s 8’, der nu er udkommet på det forrygende format 4K Ultra HD her i landet. Lad mig da blot lige liste de prominente navne, der leder an i denne kupfilm: Sandra Bullock, Cate Blanchett, Anne Hathaway, Mindy Kaling, Rihanna, Helena Bonham Carter og Sarah Paulson med flere. Det er da om noget godt selskab at være i.

Filmen er fortællingen om den snedige Debbie Ocean (Sandra Bullock), der har udtænkt det største røveri i sin kriminelle karriere. Det vil blandt andet kræve de bedste på feltet, inklusive hendes tidligere kriminelle makker Lou (Cate Blanchett) og ikke mindst et hold af specialister. Deres mål er diamanter for 150 millioner dollars, der hænger om halsen på en verdensberømt skuespillerinde (Anne Hathaway) ved årets store Met Gala event.

Nej, det er bestemt ingen nem opgave, som den garvede Debbie Ocean og hendes kupglade slæng har givet sig selv. Men hvis det hele var nemt, så ville det jo heller ikke være sjovt. I hvert fald ikke som kupfilm. Og hvis du synes, at titlen lyder bekendt, så er det fordi, at her er tale om en art spin-off af trekløveret ‘Ocean’s Eleven’, ‘Ocean’s Twelve’ og ‘Ocean’s 13’, der modsat denne film har et mandeligt team af røvere på rollelisten.

4K Ultra HD og ekstramateriale:

Udover selve filmen, der som sagt her leveres på det lækre format 4K Ultra HD, så indeholder udgivelsen også filmen på Blu-ray, mens man også finder en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke lidt længere ned i filmen og dens univers. Det kan man gøre med tre featuretter: ‘A Heist In Heels!’, ‘Ocean’s Team 3.0’ og ‘Reimagining The Met Gala’ samt slettede scener.

– ‘Ocean’s 8’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 8. november 2018.

Animationsfilmen ‘The Death of Superman’ bringer DC’s helte sammen i den ultimative kamp

Superheltemøde på Blu-ray: I animationsfilmen ‘The Death of Superman’ samles en række af DC’s mest ikoniske og elskede helte og heltinder. Du kan således blandt andet møde først og fremmest Clark Kent aka Superman, videre til hans romantiske sidekick Lois Lane og den stærke Wonder Woman, den grønne Green Lantern samt den hurtige Flash, den svømmende Aquaman og Cyborg samt ikke mindst Bruce Wayne aka Batman og den skurkagtige Lex Luthor.

Filmen er nu udkommer på Blu-ray, hvor fortællingen omhandler en asteroide, der falder ned i havet og hermed udløser en ustoppelig kraft kaldet Doomsday. Et kæmpe og muskuløst monster. Således må Batman, Wonder Woman og resten af Justice League samles i en kamp mod denne ultimative trussel af en anden verden.

Der skal dog en styrkeprøve af dimensioner til mellem netop den ligeledes bomstærke Superman og den frygtindgydende Doomsday til for at afgøre planetens udsatte skæbne. ‘The Death of Superman’ er baseret på fortællingen fra tegneseriens verden af samme navn. Det er film nummer 32 i det såkaldte DC Universe Animated Original Movies, mens det er den 11. film i DC Animated Movie Universe.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i en række featuretter, nemlig ‘Death Of Superman: The Brawl That Topped Them All’, ‘From The DC Comics Vault’ samt to bonus tegnefilm og et kig på DC Universets næste animerede film.

– ‘The Death of Superman’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. oktober 2018.

ISLE OF DOGS: Wes Andersons charmerende japanske hunde

Stop-motion på Blu-ray: Jeg glæder mig altid til en ny film af den uforlignelige Wes Anderson – hans stop-motion-film ‘Isle of Dogs’ er ingen undtagelse. Den er nu udkommet på Blu-ray. Og jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at jeg er ret så vild med den både søde, sirlige og charmerende fortælling om en flok hunde og en lille dreng ude på en japansk skrælde-ø i en nær fremtid.

For i filmen er hunde nemlig blevet bandlyst i Japan på grund af smitsomme sygdomme og derfor henvist til en øde ø fyldt med skrald. Drengen Atari har således mistet sin elskede hund. Derfor beslutter han sig for at flyve ud til øen for at finde hunden. Det bliver til en rejse, hvor han møder flokken af hunde, der vil hjælpe ham med at finde den forsvundne hund.

Det er i vanlig Wes Anderson-stil, at fortællingen folder sig ud. Det betyder blandt andet minutiøst opsatte tableauer, symmetriske kameraindstillinger, tør og underspillet humor samt et umiskendeligt samt imponerende øje for detaljen. Ja, i det hele taget imponerer filmen med sine sirlige hunde og et detaljerigt samt eventyrligt, der er vakt levende til live i stop-motion.

Det er således et univers, der er en fryd for øjet hele vejen igennem den charmerende fortælling. Bag hundenes stemmer finder man desuden og blandt andet prominente navne så som Bryan Cranston, Edward Norton, Bill Murray, Jeff Goldblum og Scarlett Johansson, der med hver deres distinkte stemmer er med til at levevendegøre hundene.

Men selvom her altså er tale om et indtagende univers, en sød fortælling samt fine stemmer, så savner jeg at blive mere – eller faktisk bare – en smule følelsesmæssigt engageret i fortælling. Både drengens søgen efter sin hund og hundene, der hjælper ham ude på den store ø. For desværre, så forbliver filmen mere overflade end følelsesmæssigt engagerende, hvilket er en skam.

Ikke desto mindre, så er ‘Isle of Dogs’ dog en sand visuel lækkerbisken, som filmen bestemt lever flot og medrivende af. Så selvom jeg altså ikke som sådan blev grebet af karaktererne og fortællingen, så kommer filmen altså i mål overvejende på sin visuelle charme, sin underspillede humor og delvist også hundenes fine personligheder.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en fin omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i animatorernes arbejde, interview med castet, videre til et kig på dukkerne med mere.

– ‘Isle of Dogs’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. oktober 2018.

SOLO: A STAR WARS STORY: Han Solo og Chewie på rumeventyr

Et rumeventyr på Blu-ray: Hvordan skal det dog ikke gå, når nu den legendariske pilot Han Solo bringes til live i en ny og ung udgave med ‘Solo: A Star Wars Story’? Ville der ryge noget mystik af karakteren? Ja. Er der overhovedet brug for sådan en film? Nok ikke. Alligevel er denne tur til en galakse langt, langt borte endt som en ganske underholdende rumfræser. Om end den er ujævn. Filmen er nu udkommet på Blu-ray.

Det er altså ikke Harrison Ford, der endnu engang sætter sig til rette i Tusindårsfalken, men derimod stjerneskuddet Alden Ehrenreich, der tager teten op som den egenrådige, charmerende og vovede Han Solo. Han er alle tre ting på sin færd ud i en mere beskidt del af galaksen og en kriminel underverden, hvor han kommer til at møde sin kommende co-pilot Chewbacca.

Det er altså tiden inden, Han Solo støder til rebellerne og møder Luke Skywalker og prinsesse Leia. Men han møder dog også en anden gammel kending i gambleren Lando Calrissian – en indsmigrende Donald Glover – samt en lang række andre lyssky karakterer. Heriblandt den erfarne hustler Beckett i skikkelse af en pistolsvingende Woody Harrelson. Han er cool.

Sammen drager de ud på et eventyr, der kommer til at byde på skurkagtige slyngler og actionmættede kup med mere. For ja, der er action-fart over feltet, hvor selv kærligheden – naturligvis – også spiller den unge Solo et puds i form af en yndig samt selvstændig Emilia Clarke. Her er med andre ord lidt af det hele: Action, eventyr, drama, humor, venskab og kærlighed.

Men også lidt for meget af det hele. For filmen er desværre for lang for sit eget bedste. De stortopsatte actionscener snubler en smule over hinanden, mens karaktererne mister en smule af fodfæstet undervejs, hvor eventyret aldrig bliver sådan rigtigt for alvor farligt. Til gengæld er det et både kulørt og beskidt samt monsterbefængt og rumskibssydende flot univers at være en del af.

Netop det gennemførte univers er noget af det, der for mig bærer filmen igennem sine mere døde perioder, mens der også er fin dynamik at finde mellem Han Solo og Chewie, videre til Beckett og Lando. Men er der så brug for en film om den unge Solo? Måske ikke. Men det ændrer ikke på, at ‘Solo: A Star Wars Story’ er en underholdende rumfræser, om den er både ujævn og for lang.

Ekstramateriale:
Denne 2-disc Blu-ray-udgivelse byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke videre ned i filmen og universet. Man får her blandt andet interviews med cast og instruktør, videre til et kig på det ikoniske rumskib Tusindårsfalken samt nogle af filmens actionscener og kulørte karakterer samt slettede scener meget mere.

– ‘Solo: A Star Wars Story’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. september.

LADY BIRD: Sød, charmerende og rørende film om livet som ung

Det hårde ungdomsliv på Blu-ray: Der sker ting og sager på indvendigt og udvendigt i ungdomsårene. Det betyder blandt andet både løsrivelse fra forældrene og identitetsskabende, videre til både kærlighed og venskaber – og ikke mindst de mange problemer det måtte afstedkomme. Det betyder det i hvert fald i Greta Gerwigs Oscar-nominerede ‘Lady Bird’.

Her møder man nemlig Christine “Lady Bird” McPherson, der på sin vis kæmper imod sin både kærlige, påståelige og viljestærke mor – en sygeplejerske, der utrætteligt arbejder for at holde familien oven vande. Ikke mindst fordi, at hendes mand og Lady Birds far mister sit job. Ja, det handler blandt andet også om familierelationer og hvordan, man håndterer disse.

I front for filmen finder man den både charmerende, urimelige og søde Saoirse Ronan som pigen, der har døbt sig selv for Lady Bird. Det ungpigeportræt indkasserede hende da også en Oscar-nominering. Laurie Metcalf er ligeledes helt forrygende som hendes forstående og splittede mor Laurie Metcalf. Det mor-portræt indkasserede hende også hende en Oscar-nominering.

Ja, ‘Lady Bird’ er med andre ord en karakterstærk film, der desuden giver et engagerende og relaterbart indblik i de relationer, der former os som mennesker livet igennem. Det er også en både morsom, rørende og charmerende film, der da også lige scorede tre øvrige Oscarnomineringer. Det for bedste film, bedste manuskript og bedste instruktion.

– ‘Lady Bird’ udkommer på dvd og Blu-ray den 13. september 2018.

‘DC’s Legends of Tomorrow’ sæson 3 leverer kulørte superhelte i flok


Superhelte-serie på Blu-ray: Hvis du som jeg heller ikke kan få nok af kulørte superhelte, så kunne det godt være, at du lige tjekke serien ‘DC’s Legends of Tomorrow’. For her finder man nemlig en lang række superhelte og superskurke fra DC Comics’ forrygende univers. Så find din superhelte-kappe frem og begiv dig ind i en verden af kulørte karakterer med denne tredje sæson af serien, der er udkommet på Blu-ray.

Serien havde sin begyndelse tilbage i 2016 og er en spin-off-serie fra de to allerede eksisterende superhelte-serier ‘Arrow’ og ‘The Flash’, der altså alle udspiller sig i det samme fiktive superhelte-univers på kryds og tværs. Og heldigvis for fans af serien, så venter der en fjerde sæson forude, der helt sikkert byder på endnu flere superhelte-eskapader.

Det umage team finder i denne sæson sammen igen for at rette op på den tidslinje, de har ødelagt. Vær med, når Sara Lance, Ray Palmer, Nate Heywood, Amaya Jiwe (alias Vixen), Professor Martin Stein, Jefferson “Jax” Jackson og det nye medlem og hacker fra fremtiden, Zari Tomaz, skrider til handling om bord på Waverider. Lykkes det dem at gennemføre missionen, inden tiden falder fra hinanden igen?

Blu-ray-udgivelsen byder udover sin spilletid på hele 887 minutter også på en omgang ekstramateriale, som man passende kan dykke ned i for yderligere at udforske det farverige univers. Her finder man blandt andet fire såkaldte “Epic DC Super Hero Crossover Episodes With Arrow, The Flash And Supergirl”, videre til fire featuretter samt uudgivede scener og spas fra settet med mere.

– ‘DC’s Legends of Tomorrow’ sæson 3 udkommer på dvd og Blu-ray den 27. september.

SUPERGIRL SÆSON 3: Heltinden flyver fortsat højt og hurtigt

Superhelte-serie på Blu-ray: Det er muligt, at Superman er en af de største, stærkeste og mest populære superhelte nogensinde. Men glem nu ikke, at der han har et ligeledes stærkt kvindeligt modstykke i den flyvende og selvsikre Supergirl, der som bekendt også har sin egen serie. Nu er 3. sæson af superhelte-serien udkommer på Blu-ray, så du kan følge hendes strabadser derhjemme.

Den amerikanske serie er udviklet af blandt andre folkene bag andre superhelte-serier som de populære Arrow og The Flash, mens Supergirl som bekendt er kendt fra DC-tegneserierne, der blandt andet også huser både Batman og netop Superman. Det er den gode Melissa Benoist, der indtager rollen som heltinden med den røde kappe og S’et på brystet.

Men hvordan kommer Supergirl nu lige ind i billedet? Jo, hun er såmænd Supermans kusine og en af de sidste overlevende fra planeten, hvor Superman kommer fra. Så når du har set dig igennem denne tredje sæson, kan du se frem til, at serien er blevet fornyet med en fjerde sæson med flere superhelte- og superskurke-eskapader.

Kara Danvers kæmper med at finde sin vej frem, mens hun fortsat arbejder med Hank Henshaw og hendes søster, Alex, hos Department of Extranormal Operations, hvor de bekæmper trusler mod deres hjem på jorden. Kan legionen af superhelte standse det kaos, som de nye fjender Morgan Edge, Reign og andre stærke Worldkillers har skabt?

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en ganske omfattende omgang ekstramateriale, der udgør et solidt supplement til serien. Her finder man blandt andet fire såkaldte “Epic DC Super Hero Crossover Episodes With Arrow, Dc’s Legends Of Tomorrow And The Flash 3” samt tre featuretter, der ser nærmere på serien, videre til slettede scener, spas fra settet med mere.

– ’Supergirl’ sæson 3 udkommer på dvd og Blu-ray den. 27. september.

THE WALKING DEAD SÆSON 8: Klamme zombier og grumme mennesker fortsat på fri fod

Zombier på Blu-ray: Selvom zombieserien ‘The Walking Dead’ måske ikke har haft samme og konstant intense tag i mig hele vejen, så er det fortsat en herligt grum og blodig fornøjelse at overleve serien sæson for sæson. Det gælder også for 8. sæson, der nu udkommer på Blu-ray. Her må Rick Grimes og alle de andre fortsat kæmpe for deres liv.

Jeg vil ikke spoile her, hvilke nye karakterer, man denne gang møder – eller hvem, der ikke overlever de brutale eskapader – men blot fortælle, at den ubehaglige stemning holdes i hævd. Der er altså ikke mange rolige øjeblikke for de hårdtprøvede helte og antihelte – eller skurke for den sags skyld. For her males der fortsat med gråtoner i skellet mellem helte kontra skurke. For hvad gør egenlig folk onde?

Det er nemlig fortsat menneskene, der i den grad udgør en trussel mod hinanden i lige så høj grad – hvis ikke mere – som det er de klamme zombier, der truer menneskene med en splattet død. Serien excellerer ligesåvel fortsat i det uforudsigelige og ubehagelige – og netop denne kombination er guld værd, når den lykkedes.

Selvom serien måske ikke just genopfinder sig selv, leverer den atter en gang solidt sortsyn, et spændende og kontrastfyldt persongalleri og ikke mindst en masse skønt zombiesplat, hvor min favorit stadig er Norman Reedus som den evigt cool Daryl Dixon. Andrew Lincoln forsøger fortsat at holde sammen på sig selv og flokken som den forpinte Rick Grimes.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, blandt andet flere forlængede scener, et kig på serien bag kameraet samt en making of, videre til kommentarspor med mere.

– ‘The Walking Dead’ sæson 8 udkommer på dvd og Blu-ray den 24. september.

DEADPOOL 2: Flere sjofelheder fra vores alles anti-helt i 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Så er vores allesammens frække dreng i Marvel-klassen tilbage i rød spandex – nu på det forrygende format 4K Ultra HD og i et såkaldt “super duper cut”, der byder på 15 minutter længere spilletid end biografudgaven. Den står således igen på sjofelheder og politisk ukorrekte jokes, mens Deadpool slår på tæven og svinger sine samuraisværd, så blodet sprøjter. Ja, Ryan Reynolds er i veloplagt hopla som den anti-helten, der denne gang bakkes op af et mutanthold af helte i deres jagt på skurken Cable.

For godt nok er Deadpool både adræt og frygtløs, når han ene mand går op imod alverdens bad guys, men han får altså her hjælp af et hold, han vælger at kalde X-Force. Sammen skal de forsøge at beskytte en udsat mutant-dreng med superkræfter, inden den brutale og tidsrejsende Cable får fat på ham. Det er dog Deadpool, der tager langt størstedelen af rampelyset.

Eller måske rettere: ’Deadpool 2’ er helt og holdent Ryan Reynolds’ aka Deadpools film. Fra start til slut – også selvom han altså bakkes op af blandt andet X-Force og andre skæve eksistenser. Lige fra den blinde og storbandende ældre dame Blind Al, videre til den indiske taxi-chauffør Dopinder, der brænder for selv at blive en superhelt. Med andre ord, filmen er fyldt med sjove karakterer.

Det er da også humoren og ikke mindst den heraf løsslupne tone, der er med til at bære filmen frem. For blandt andet er selve historien ikke videre interessant. Det er altså de mange morsomme, absurde og bizarre optrin samt ikke mindst filmens mange overrumplende, potente og aggressive actionscener, der for mit vedkommende holder filmen i søen.

For godt nok forsøger filmen sig også med mere dramatisk tunge scener. De bliver dog aldrig for alvor rigtigt rørende eller alvorligt tragiske. Blandt andet fordi, der altid lurer endnu en sjofel joke eller fræk gimmick lige om hjørnet. Og så en til og en til. Ja, humoren har det med at køre en kende i ring og rundt om de samme kække punchlines, hvor der meta-vittigt leges med mediet.

For blandt andet er noget af charmen ved Deadpool, at han er en selvbevidst superhelt, der således vittigt kommenterer både på sig selv og Marvel-universet, videre til filmens klichéer og publikum. Så selvom the element of surprise altså ikke er til stede i denne anden ombæring, så bæres filmen dog trods alt hjem af en veloplagt og sjofel Ryan Reynolds samt habil action.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Udover at udgivelsen leveres på det forrygende 4K Ultra HD-format, så byder den også på en 15 minutter længere spilletid, mens filmen også følger med på Blu-ray. Man kan desuden dykke ned i en stor omgang ekstramateriale, der blandt andet byder på spas fra settet, slettede og forlængede scener samt alternative takes, et kig på karaktererne og instruktionen, videre til et kommentarspor med Ryan Reynolds, David Leitch, Rhett Reese og Paul Wernick med mere.

– ‘Deadpool 2’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 1. oktober.