Så blev det sidste dag på dette års genrefilmsfestival Blodig Weekend. Tiden flyver jo afsted, når blodet flyder. Dagens første film var festivalens eneste dokumentar, nemlig den VHS-hyldende Adjust Your Tracking. Her fik man et skønt, nørdet og underholdende kig ind i kultur af amerikanske VHS-samlere, der overvejende er vilde med skrækfilm eller blot obskure perler, hvilket jo fint går i hånd med festivalen.

Jeg er på ingen måde selv hardcore samler, men jeg har da min del af mere eller mindre sjældne bånd, samt bånd, der bare har en sej titel og et cool cover. Ja, jeg køber stadig bånd, når jeg falder over de rigtige til den rigtige pris – hvilket altså ikke er i nærheden af de uhyrlige summer som nogle af de amerikanske fans er villige til at betale. Du ved, 700 dollars op opefter.

Men jeg kan bestemt relatere til deres begejstring for det gamle format og jagten på båndene – som ofte har det med at befinde sig i snaskede kældre og mugne papkasser. Der er selvfølgelig mange grunde til at folk samler på VHS-bånd. I filmen tales der blandt andet om det nostalgiske aspekt ved båndene, mens en grund også er, at en lang række titler slet ikke er udkommet på andre formater.

Efterfølgende var der en fin Q&A med et par af de største danske samler, Hans-Jørn Reimer and Nils Markvardsen. De havde sjove anekdoter om deres samlinger og deres forhold det gamle format. Tjek desuden den danske Facebook-gruppe for VHS-samlere, Danish Ex-rental VHS Appreciation Group (DEVAG), det er lige her.

– Adjust Your Tracking, 4/6:

Meget fint i tråd men dokumentaren og de snaskede filmtitler, der her blev vist klip fra, var næste visning en vaskeægte omgang no-budget-snask fra den danske undergrund. Den efterhånden berygtede Grotesk var nemlig efter flere års tilløb blevet klart til sin verdenspremiere, hvilket skete i en propfyldt sal i Cinemateket. Filmen blev indledt af en Q&A med bagmændene Peter J. Bonneman og Tue Sprogø samt hovedrolleindehaveren Heine Sørensen. Cool at høre om deres arbejde med filmen.

Plottet, siger du? How about go fuck yourself. Well, nu har et plot sgu heller aldrig skullet komme i vejen for en omgang slibrig sleaze, men lad mig alligevel kort ridse filmens game plan op. Det er noget med en hemmelig rummission, der går galt. En rumfærge, der crasher i Øresund – og noget med radioaktivitet, hvilket der som bekendt altid kommer morderiske mutant-monstre ud af. Således hærger denne øksesvingende monstermand det danske sommerland. That is it. Bum.

Næ, mere behøver man ikke for at skabe trashet horror-underholdning. Men hvorfor det hele skal se ud som om, det er filmet med en kartoffel, skal jeg ikke kunne sige – men pyt nu med det. Just bring on the gore, for fuck sake. Og ja, der diskes da også op med skønne old school-splatter-effekter med afhuggede lemmer og smadrede ansigter. Hvilket på det nærmeste er filmens eneste formildende omstændighed.

Men desværre er de blodige løjer bare ikke videre opfindsomme – på nær en scene, hvor en kvindes øje (der stadig kan se), proppes op i hendes røv. Men det er ganske enkelt småt med mindeværdige mord, scener og karakterer. Monstret er dog ret cool med sin muterede mund, der fylder halvdelen af det boblende zombie-fjæs.

Men tempoet er mildest talt ujævnt – og så savner man mere fandenivoldsk energi, hvilket kunne have hjulpet denne grotesk amatøragtige sjasker. Hell, man fornemmer sgu ikke rigtigt, at de har gjort sig umage. På nær effekterne. Løjerne fik dog flere i salen til at juble – men lad mig gætte på, at det primært var folk, der på en eller anden måde havde en relation til filmen. For det er da sikkert ok sjovt at se ens venner blive skudt i smadder, men det er der jo ingen grund til, at også andre horrorfans skal belemres med. Men hey, den ene stjerne er bestemt fyldt med blodig kærlighed.

– Grotesk, 1/6:

Næste film var den mexicanske Here Comes the Devil. En rodebutik, der forvilder sig ind i et okkult plot, den langt fra formår at indfri overbevisende. Der kunne ellers være kommet noget godt ud af historien om et forældrepar, hvis børn dukker op efter at have været forsvundet et døgns tid. Der er nemlig sket noget med børnene, der nu nærmest er helt søvngængeragtige.

For hvad er historien egentlig med den mystiske bakke lidt uden for byen, som børnene har været i kontakt med. Hæfter man sig ved filmens titel, får man et praj om, hvilken ondskab der er på spil. Desværre formår filmen aldrig at fastholde eller opbygge nævneværdig stemning.

Den bliver heller aldrig uhyggelig, selvom der særligt i filmens sidste del forsøges med eery stemning og billige spooks. Skuespillet er heller ikke just imponerende, selvom forældreparret trods alt har et par fine scener sammen og et forfriskende komplekst forhold. Men manuskriptet er langt overvejende uinteressant.

Ja, man ved, at det ikke er helt godt, når rulleteksterne er det bedste ved filmen. En skam, at de ellers potente tematikker som sex, djævle og hævn ikke kom ordentlig op i gear, for filmen synes mest af alt at slæbe sig selv afsted i halvt tempo.

– Here Comes the Devil, 2/6:

Desværre er der heller ikke det store at komme efter med splatterkomedien Fresh Meat – eller splatterkomedie er nok at tage munden for fuld. For selvom denne new zealandske film blandt andet byder på kannibalisme, tortur og et par åbne skudsår, er der langt fra tale gory fun – eller bare ’fun’ i det hele taget.

For filmens forkrampede forsøg på at hive grin ud af publikum er mildest talt ikke videre vellykket. Den både platte og sorte humor fejler – du ved, fede mænd i pigeundertøj og lille lystig dans af en gerningsmand, der parterer et lig parteres (off screen, that is). Ja, Tarantino mere end spøger i kulissen, men anstrengelserne virker her forældede og idéerne er uopfindsomme.

Man følger en gruppe kriminelle, der netop har reddet deres partner ud af en fangetransport. De gemmer sig nu hos en tilsyneladende almindelig familie i forstæderne. Magtbalancen skifter dog undervejs, mens der skrues op for larm og rabalder, i stedet for, at man faktisk havde gjort sig umage med det svage og dårligt skrevne manuskript. Kun Temuera Morrison gør i glimt manisk god figur som forbitret patriark. Men bottom line – en blodfattig, flad og umorsom hakkebøf.

– Fresh Meat 2/6:

Der er heller ikke nogen stor oplevelse at komme efter med den norske Thale, hvor man kommer en tur op i de mørke, norske skove, hvor rengøringsholdet Leo og Elvis tager sig af et dødsbo. Her gemmer kælderen på en hemmelighed – nemlig en mystisk og mut nøgen kvinde, der måske ikke er helt så menneskelig som hun ser ud.

Desværre er Thale bare en af de der frustrerende filmoplevelser, hvor man aner potentialet til en både spændende og interessant film. Det er dog skide lige meget, at filmen er lavet for en 20’er. Desværre gøres der bare ikke op for den billige produktion med nævneværdig opfindsomhed eller interessante karakterer.

I stedet får man en ujævn og sløv film, der minder mest om en kortfilm, som er blevet pumpet op til at runde lige på den anden side af 60 minutter – og så er den ”store” finale flad og overstået hurtigere end man kan nå at føle skuffelsen. Nej, filmen får ganske enkelt aldrig luft under vingerne.

– Thale, 2/6:

Heldigvis sluttede festivalen for mit vedkommende af med et veloplagt brag af en film med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower. Den eneste egentlig actionfilm på dette års program og en herlig eksplosiv måde at slutte Blodig Weekend af med.

Det er juleaften og alle er feststemte i den luksuriøse skyskraber Sky Tower. Men en brand bryder ud i den ellers helt paradisiske mastodontbygning, så nu må brave brandfolk forsøge at redde flest mulige ud af den enorme brandfælde. Ja, et simpelt plot afviklet med god tæft for både action, menneskeligt drama og medrivende scener.

Blandt andet er en scene med en kollapsende bro nervepirrende – hvilket kendetegner filmen det meste af vejen. Og så kom der også godt svung på sentimentaliteten, mens der både reddes gravide kvinder, børn og ældre mennesker. Filmen er bestemt heller ikke uden dødelig konsekvens, blandt andet er scenen, hvor en proppet elevator ender omgivet af flammer både klaustrofobisk og ubehagelig.

– The Tower, 4/6:

Ja, en ujævn filmdag, men en ubetinget god dag på festivalen, hvor jeg også lige fik hilst på Søren Henrik Jacobsen, der har den fine gyser-blog Skræk og Rædsel (den er her), samt film-entusiast med mere Nicolas Barbano og jeg fik også lige hilst kort på Jack Jensen, der har bloggen En lejemorder ser tilbage (den er her) – han havde for resten også en rolle i Grotesk. Nej, jeg kan sgu ikke vente til næste års omgang Blodig Weekend. Et virkelig godt initiativ og rent guf for os danske horrorfans. Tak for fire forrygende og blodige filmdage.

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anmeldelser fra DAG 1, DAG 2 og DAG 3.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.