Biografanmeldelser – Side 20

BABY DRIVER: Fræsende fart på biljagter, bankkup og kærlighed

29. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Undskyld på forhånd mit sprog, men for satan og helvede, hvor er ‘Baby Driver’ dog en formidabel filmoplevelse. Musikalsk medrivende, overlegent klippet og dynamisk filmet. Hele vejen. Den er morsom, når den skal være det. Intens, når den skal være det. Rørende, når den skal være det. Ja, spænd roligt sikkerhedsselen og hop ombord i denne fremragende bilfræser af en film, som alle bør unde sig selv at se.

Filmen har sit navn efter hovedrollen Baby, som agerer chauffør for bankrøvere. For når det skal gå stærkt, så er han manden, der klarer jobbet. Baby er dog ufrivilligt ombord, da bagmanden Doc har en klemme på ham. Så indtil Baby har udtjent sin gæld, er han manden bag rattet. Og nej, det er naturligvis ikke et ufarligt job, hvilket Baby da også snart kommer til at indse.

Fra filmens første scene og velvalgte nummer – det spruttende Bellbottoms af The Jon Spencer Blues Explosion – står det klart, at her er kælet for detaljen, mens musikken spiller en central rolle. Klippet som en bilballet med nummeret fræsende forenet med bankkuppet udgør billed- og lydside nemlig en usømmelig helhed af ren adrenalin. Jeg kunne i hvert fald ikke sidde stille, når musikken bankede afsted med den røde bil susende gennem smalle gader.

Det er dog ikke kun, når politiet jagter Baby og røverne, at musikken smyger sig elegant om billederne. Her bliver alt fra en ellers almindelig gåtur ned ad gaden til heftige skududvekslinger forvandlet til velkoreograferede lækkerier af medrivende filmmagi. ‘Baby Driver’ er dog mere end blot sin medrivende form. Her fortælles nemlig også en både engagerende og sød historie om kærlighed, savn og drømmen om et bedre liv.

Ansel Elgort er således både tilpas naiv og ikke mindst cool som den hårdtkørende Baby med musikken konstant kørende fra sin iPod, mens hans romance udgøres af den konstant charmerende Lily James. Kevin Spacey indtager stoisk rollen som den kalkulerende Doc, mens blandt andre en hård Jon Hamm, en gal Jamie Foxx og en tyggegummi-gnaskende Eiza González dukker op som dødsfornægtende røvere med hver deres lod i spillet om de mange penge.

Instruktør og forfatter Edgar Wright har ganske enkelt sammensat et velspillede cast til sin ligeledes velspillede heist-film. Her er alt klippet og filmet så minutiøst, at både historien og soundtracket smelter sammen med billedsiden. Jeg smeltede med. Forenet med Babys vilde bilture, hans traumatiske barndom og håbefulde nutid, hvor kærligheden slipper lyset ind i en ellers håbløs situation bag rattet. Jeg ser allerede frem til et gensyn… wroom wroom!

– ‘Baby Driver’ får 5 ud af 6 stjerner:

– Baby Driver’ får premiere den 29. juni 2017.

Transformers – The Last Knight: Tumlende Transformers i et søvnigt skrummel af en film

21. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så skal vi til det igen. Michael Bay ruller sig atter ud med massevis af eksplosioner, hidsig klipning og ikke mindst en lang række kæmperobotter med femte ombæring af de tumlende Transformers i Transformers: The Last Knight. Denne gang skal intet mindre end Jorden reddes. Gisp!

Menneskene ligger i krig med de enorme Transformers, der er bandlyst på Jorden. Det betyder dog ikke, at de forvandlingsivrige robotter ikke er tilstede i hobetal. Det er de. Og i dette skrummel af en film, gør de deres larmende bedste for at holde mig fra at blive lullet aggressivt i søvn af intet andet end de førnævnte eksplosioner og storsmadrende robotter. Gaaab.

For selvom intet mindre end Jorden står for fald, lykkedes det ikke Michael Bay at stable spænding på benene – eller bare noget, der minder om en intenst medrivende actionscene. Hvilket i grunden er imponerende med tanke på, at filmen stort set ikke består af andet end den ene bombastiske actionscene, der afløser den næste.

Nå, men altså. Selvom Transformerne er bandlyste, indgår Cade Yeager – Mark Wahlberg med for evigt luft på stemmen – en alliance med den gode Transformer Bumblebee samt en elegant astronom spillet stoisk af Anthony Hopkins – der faktisk ser ud til at ok more sig i rollen – videre til professoren Viviane Wembley, spillet med trutmund og dådyrsøjne af Laura Haddock.

Sammen må de grave i historiens hemmeligheder om robotterne her på Jorden for at finde ud af, hvorfor Transformerne bliver ved med at komme til Jorden – og ikke mindst, hvordan de redder den. Nå ja, der er også en lille pige med, men hun forsvinder lidt i larmen – sammen med de øvrige medvirkende. Dobbelt gab.

Ingen brænder igennem, men forbliver ligegyldige statister i Bays rodebutik af stor, større, størst-action, hvor der denne gang også kastes Dinobots ind i møllen. Ja, Transformer-dinoer. Men selvom de nu i grunden er ok seje – det er både de gode Autobots og de onde Decepticons også – så er magien forsvundet fra de mekaniske kæmper, der aser og maser for at stable engagerende action på benene. Det sker aldrig.

Det hele buldrer hjerteløst rundt i en konstant iver efter at underholde, men er i stedet trættende. Historien undermineres af et hjælpeløst rod af ligegyldige handlingstråde, akavet humor, der aldrig rammer plet samt et persongalleri – både mennesker og robotter – som jeg aldrig kommer tæt nok på til at engagere mig bare en smule i de tomme strabadser.

Desuden burde der også være skåret væsentligt i den 149 minutter dræbende lange spilletid. Transformers: The Last Knight er ganske enkelt en larmende fuser, der blot understreger, at Michael Bay er mere glad for ligegyldige eksplosioner end at fortælle en historie, der fænger og gør de i grunden imponerende robotter bare en smule ære. Øv.

– Transformers: The Last Knight får 1 ud af 6 stjerner:

  - Transformers: The Last Knight har premiere den 20. juni 2017.  

IT COMES AT NIGHT: Kom med langt ud i en paranoiatung skov

15. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Der gives ikke mange svar i den paranoiatunge og psykologiske survival-thriller It Comes at Night. Her udfolder den skæbnesvangre fortælling sig nemlig nærmest som et grumt mareridt af mistro, tungsind og klaustrofobisk overlevelse. Publikum dumpes nemlig her direkte ned hos en lille familie langt ude i en øde skov, hvor overlevelse er øverst på dagsordnen.

Her har mor, far og søn således forskanset sig i et stort hus midt mellem de høje stammer, som strækker sig som som fængselsbare op mod den omklamrende himmelhvælving. En dødelig og yderst smitsom sygdom har nemlig sendt menneskeheden til tælling, hvorfor de tre har søgt tilflugt langt fra andre mennesker.

Naturligvis forløber deres overlevelsesliv dog ikke uden problemer. De møder nemlig en dag en fremmed mand derude i skoven, hvilket sætter intense tandhjul i gang – for kan de nu også stole på ham og hans tilsyneladende ufarlige historie? Herfra følger man det mennesketunge drama klamre sig underspillet ud med blandt andet sirlige kamerabevægelser rundt i husets dystre indre og den krøllede skovs besværende tilstedeværelse.

Det er dog i høj grad også den konstant trykkede stemning og urovækkende atmosfære, der bærer filmen frem gennem det lavmælte mareridt af en fortælling. Modløst og repetativ, hvor dagene går med at klamre sig til livet og nætterne indtages af mareridt med blodig opkast og klamme gamle mænd. Det er dog ikke kun i nattens mulm og mørke, at mareridtet indfinder sig, da filmens kynisme knuger sig stramt om halsen på mig og sætter sig tungt i min mave.

Joel Edgerton leder an som faderen, der med konstant sammenbidt mine gør sit bedste for at sikre sin kone Sarah og sønnen Travis’ sikkerhed. Carmen Ejogo er både frygtsom og fermt beskyttende som hans hustru, mens sønnen hjemsøges at natlige mareridt og samtidig forsøger at bearbejde den traumatiserende tilværelse han og forældrene pludseligt er blevet underlagt.

It Comes at Night er kort fortalt et levendegjort mareridt, der i et snigende tempo og med sin fortsat mere urovækkende atmosfære satte sig tungt i mig. På den bedste måde, vel at mærke. Så selvom de dystre eskapader går lidt i kynisk tomgang hist og her, er det bestemt en dejlig klaustrofobisk og deprimerende omgang overlevelses-uhygge. Ja, tag du roligt en tur ud i den store mørke skov.

– It Comes at Night får 4 ud af 6 stjerner:

 - It Comes at Night har premiere den 15. juni 2017.

THE MUMMY: Tom Cruise, en fæl mumie og andre olme krapyler

8. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg elsker Tom Cruise, onde mumier og heftig actionhorror. Alt sammen får du serveret med revitaliseringen af det legendariske filmmoster i The Mummy. Det er da bestemt også ganske underholdende at følge en karismatisk Tom Cruise på de vilde mumie-eskapader – også selvom historien desværre snubler en kende rundt i sig selv.

For da en 5000 år gammel kvindelig mumie vækkes til live, er ondskaben atter løs. Det kommer til at gå ud over blandt andre Tom Cruise i rollen som lejesoldaten Nick Morton samt hans ufrivillige makker, arkæologen Jenny Halsey – en standhaftig Annabelle Wallis. De to forsøger nu sammen at finde hoved og hale i mumierierne samt at få has på ondskabens genkomst. Kort fortalt.

Der er således lagt op til en omgang bombastisk monsteraction med Tom Cruise i front. Han vælter da også ganske medrivende rundt i levende døde, hvor han både slår hoveder af zombielignende krapyler og tager en halsbrækkende svømmetur i kampen mod ondskaben, der er personificeret af Sofia Boutella som den både fæle og smukke mumie Ahmanet.

Desværre bliver hun bare aldrig rigtigt skræmmende – og uhyggen udebliver i det hele taget, selvom der tages tilløb til den med både klamme edderkopper, hidsige flashbacks og ikke mindst levende døde, der slås hul på med de bare næver af Tom Cruise. Det er altså action frem for uhygge, der her har overtaget, mens der også spændes til med lidt humor.

For det skulle jo også nødigt blive sådan rigtigt uhyggeligt. Som når Nick og Jenny diskuterer, hvor viril Nick i grunden var på deres one night stand. Nå ja, Russell Crowe dukker også op i en olm rolle og lægger op til et større udfoldet monsterunivers fra Universal, hvor der med The Mummy altså nu er taget første spadestik til flere film med de klassiske filmmonstre i.

Filmen famler desværre bare rundt i en rodet historie, der aldrig for alvor mønstrer hverken spænding eller uhygge. Men selvom filmen vakler lidt afsted, er der tilpas med fart over feltet og de monsterfyldte scener til, at de lig-glade løjer ryger ned på sin egen halvklodsede måde hos undertegnede. Og fordi Tom Cruise altid er min og din tid værd.

– The Mummy får 3 ud af 6 stjerner:

– The Mummy har premiere den 8. juni 2017.

WONDER WOMAN: Hun forstår i den grad at slå på tæven, bære et sværd og hoppe virkelig højt

1. juni 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig være ærlig her fra starten af: Jeg kender intet til Wonder Woman. Altså udover at have set et par billeder af 70’er-udgaven samt det, som vi så til hende i Batman V Superman. Sidstnævnte var et af filmens højdepunkter. Så ja, jeg har bestemt set frem til, at heltinden fik sin egen film, der passende blot hedder Wonder Woman.

Godt nok er superheltemarkedet overmættet, men måske er en kvinde i front netop det indspark, heltetrætheden har brug for? Gal Gadot gør i hvert fald charmerende, hårdtslående og ganske karismatisk figur i skikkelse som den standhaftige – men dog noget spinkle amazon-kriger-prinsesse – Diana Prince aka Wonder Woman.

Eftersom jeg nok ikke er alene om at have en sparsom viden om Wonder Woman, kommer filmen med indbygget oprindelseshistorie i. Det fungerer ganske godt at se Diana gå fra energisk barn til kriger-elegant voksen. Selvom dette første akt bliver lidt langt i spyttet i forhold til, hvad der fortælles. Heldigvis kaster plottet sig mere medrivende videre ind i krig, krudt og kugler.

For fra at have boet på en ø skjult fra resten af resten verden og kun befolket af amazon-krigerkvinder, forlader Diana nemlig øen for at begive sig ind i den omkringliggende verden, hvor 1. Verdenskrig raser. Det er på denne rejse og i sin kamp for det gode, at hun finder ud af, hvem hun virkelig er – og ikke mindst, hvad hun formår at udrette som kriger og nyudklækket superheltinde.

Der bliver da også plads til lidt (forsøg på) humor i de overvejende alvorlige løjer. Blandt andet i mødet mellem amazon-krigeren og den for hende fremmede omverden. Eksempelvis når hun prøver uvante kvindegevandter på og ikke lige helt forstår de stramtsnørede kjoler, da de jo ikke just er praktiske at slås i forstås.

Desværre bliver hun i disse fish out of water-situationer gjort dummere end hun er og mister momentvis noget af sin pondus samt ellers stærke og selvstændige personlighed. Heldigvis kammer fjollerierne aldrig over, selvom filmens alvorlige grundtone momentant er ved at vælte. Det er nemlig en overvejende alvorlig omgang Wonder Woman, man her er vidne til.

Krigens rædsler og nævekampe malet op i dystre farver og mørke nuancer. Det er med til at give fin tyngde til den lidt letbenede historie, der også fint kunne være klippet en smule ned i spilletid. For med op til flere slutninger, bliver eskapaderne også lige lange nok for filmens eget bedste.

Men det flotte univers holder fanen højt, mens blandt andet to afsluttende klimakser fornemt fordrer adrenalinudløsninger. På samme måde som filmens i øvrigt veldoserede actionscener tilfører den lidt vaklende historie momentum samt tiltrængt saft og kraft. Som når Wonder Woman med buldrende primaltrommer tromler en flok tyske soldater ned med sit sværd og de bare næver

Desuden er Chris Pine et ligeledes charmerende sidekick som den amerikanske spion, der kæmper side om side med Diana. Nå ja, og der bliver da også plads til romantik mellem de to. Egentlig lidt unødvendigt, da Diana herved mister lidt af sin selvstændige nerve. Men pointen om, at kærligheden gør stærk er altid værd at fortælle, så jeg lader det gå.

Selvom instruktør Patty Jenkins altså tumler lidt med historiemæssige skavanker og tonemæssige ubalancer, så lander Wonder Woman på begge ben i sidste ende. Desuden er blandt andet en diabolsk Danny Huston samt en stoisk David Thewlis og Elena Anaya som vansiret, ond doktor med til at gøre filmen mere interessant. Så ja, løjerne sniger sig lige op over middel. Jeg ser allerede frem til mere Wonder Woman.

– Wonder Woman får 4 ud af 6 stjerner:

– Wonder Woman har biografpremiere den 1. juni 2017.

Johnny Depp kommer på dybt vand i Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge

24. maj 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Piraterierne med Johnny Depp som den excentriske piratkaptajn Jack Sparrow har lagt i dødvande siden 2011, hvor han senest stak til søs. Nu er han så tilbage med den dødvandetrædende Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge, hvor han gøres selskab af en herligt gusten Javier Bardem i en olm skurkerolle.

Men selvom Javier Bardem er et herlig klamt bekendtskab, mens der også – vanen tro – diskes op med spektakulære scenerier, så sejler denne omgang piratunderholdning i ring og får aldrig for alvor vind i sejlene. Historien er ikke rigtigt vedkommende og karaktergalleriet får aldrig for alvor tyngde, men forbliver statister i filmens jagt på bombastiske søslag og effektmageri.

Plottet siger du? Sådan helt kort, er det noget med, at den sortslimsklamme spøgelseskaptajn Salazar vil hævne sig på Jack – ja, slå ham ihjel – sammen med alle øvrige pirater. For at Jack kan undslippe med livet i behold må han få fat på Poseidons myteomspundne trefork. I jagten på den slår han sig mere eller mindre modvilligt sammen med astronomen Carina Smyth samt den handlekraftige sømand Henry.

Desværre får kampen mellem Sparrow og Salazar ikke nævneværdig dramatisk tyngde eller nok intenst nærvær til, at jeg rigtigt bekymrer mig om nogen af de to herrer og deres splid. Sådan går det desværre også mere eller mindre for resten af karaktererne, hvor ingen rigtigt får fat i mig eller giver fortællingen menneskelig ballast.

Johnny Depp forsøger atter på at være charmerende og alt for meget som Jack Sparrow, men han går en smule i tomgang uden videre mindeværdige scener. Bortset måske fra åbningsscenen – et fejlslået bankkup, der tumler sig ivrigt gennem en by. Geoffrey Rush er ligeledes tilbage som Barbossa – og ja, han har den gravitas filmen ellers er noget fattig på.

Javier Bardem leverer som nævnt et herligt ækelt skurkeportræt, men får aldrig rigtig fodfæste i den rodede fortalte historie, hvor Brenton Thwaites som den gæve Henry forbliver glat, mens der er mere spark og liv i Kaya Scodelario som den gæve Carina Smyth. Men overordnet forbliver Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge for uvedkommende til, at jeg gribes af filmens af og til ellers ganske storladne søslag og effektivt opsatte actionscener.

– Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge får 2 ud af 6 stjerner:

– Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge har premiere den 24. Maj 2017.

FREE FIRE: Vildt mange pistoler og vildt mange dumme beslutninger

24. maj 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ok folkens, med Ben Wheatleys pistolglade Free Fire er der tale om et simpelt, men effektivt setup. En flok mere eller mindre suspekte typer mødes et skummelt sted for gøre en våbenhandel. Det går naturligvis ikke som smurt, så snart står den på skududvekslinger og en jagt på overlevelse samt de mange penge, der skulle være brugt på automatvåben.

Året er 1978 og vi befinder os i Boston, så tøjet matcher tiden med brede flipper, bakkenbarter og overskæg, mens John Denver spiller på anlægget. Tidsbilledet rammes således fint på hovedet, mens det desværre halter lidt mere med en engagerende historie og ditto karakterer samt mere medrivende og intenst gribende skuddueller.

For desværre får filmen aldrig for alvor vundet det højspændte momentum, der ellers forsøges indfanget efterhånden som løjerne tager til, mens den ilagte sorte humor dog fint kommer i spil, når først the shit goes down. Det er brutalt og da også ganske morsomt, når den ene kugle efter den anden fyger gennem luften og rammer den ene efter den anden.

Men filmen taber luft undervejs, da der ikke rigtigt kommer skub i historien og de indbyrdes stridigheder, der splitter grupperingerne op og spiller dem ud mod hinanden. Desuden så udspiller løjerne sig kun på én location, nemlig i en gammel lagerbygning, hvilket desværre mere er med til at få det hele til at gå lidt i tomgang, mere end at skabe intens og klaustrofobisk action.

Der er dog bestemt gode takter i både skuddueller og den sorte humor, mens der da også er et par veloplagte præstationer i castet, uden at nogen sådan rigtigt skinner igennem og tager teten med dramatisk ballast i denne noget kaloriefattige pistoler-og-sort-humor-action-komedie. Men blandt andre er Sharlto Copley dejlig excentrisk som Vernon, der går en del op i sit udseende, mens også Armie Hammer som den kølige Ord leverer lidt 70’er coolness med fuldskæg.

Brie Larson er solid og stålsat som eneste kvinde i hanegården, mens en overskægsbærende Cillian Murphy blot er cool og så bidrager Michael Smiley med lidt herlig hysteriskhed. Men karaktererne er for uinteressante til at bære den ligeledes noget tynde historie – men ellers potente præmis – i mål. End ikke de lange actionscener mønstrer spænding af nævneværdig karakter, men dog holdes action-pumperne og humoren nok i gang til at løjerne lander på middel.

– Free Fire får 3 ud af 6 stjerner:

– Free Fire har premiere den 24. maj 2017. 

ALIEN: COVENANT: Blodige rumbæster langt ude i rummet

17. maj 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så er det igen tid til at vende tilbage til det store verdensrum, hvor ingen har kunnet høre dig skrige siden Ridley Scotts banebrydende Alien fra 1979. For med Alien: Covenant er det legendariske rumbæst blodigt tilbage på ny ballade. Atter med Ridley Scott i instruktørstolen.

Det slipper han overvejende godt fra. I hvert fald bedre end størstedelen af de medvirkende, der ikke overraskende må lade livet på blodskvulpnede vis. For besætningen ombord på koloniskibet Covenant får røven på komedie, da de lander på en fremmed planet for lige at tjekke, om den kunne være værd at bosætte sig på. Og nej, det kan den ikke. Fordi rummonster, du ved…

Det er den hurtige måde at sætte filmen op på. Mere behøver du egenlig heller ikke at vide, før du spænder rumhjelmen og tager en tur med Covenant. For ja, jeg vil anbefale dig at tage afsted, også selvom Ridley Scott snubler lidt rundt i sin historie, ikke får etableret det mest spændende karaktergalleri eller forløser sit rummonstermareridt lige medrivende hele vejen… men men men.

For på trods af historiemæssige snublerier samt desværre ikke videre veloptegnede og engagerende karakterer, så lander monstereskapaderne på sine blodige fødder gang på gang, selvom bæstet snubler af og til. Det er blandt andet selve universet, der holder filmen flot og medrivende oven vande med sine både smukke og gruopvækkende fremtidstableauer.

Lige fra koloniskibets klaustrofobiske indre til den mystiske planets fremmede fauna og svimlende landskaber af regnvådt mareridt. Et helstøbt univers af blodig horror og iskold grumhed, som jeg filmen igennem ikke havde lyst til at forlade – og da slet ikke, når lortet i den grad brænder på for vores kære besætning på afveje.

Her finder man blandt andre Michael Fassbender tilbage i sin droideskikkelse, der med køligt overblik går stoisk og hemmelighedfuld gennem monsterballaden. Katherine Waterston er den både stærke og følsomme heltinde, der ikke rigtigt får lov til at tage ejerskab over løjerne før det næsten er for sent til for alvor at engageres i hendes karakter. Sådan er det desværre med castet generelt, hvor ingen sådan for alvor tager den følelsesmæssige tete i historien.

Heldigvis er Ridley Scott en mere end solid instruktør, der med op til flere velkoreograferede og blodspruttende rædselsscener banker både monsteraction samt også en smule mere subtil horror ind under huden på mig. Det er dog den mere udbasunerede del af gruen, der bider sig mest fast i denne ombæring – sammen med det dragende univers af fremmede verdener og glubske væsner.

Filmen udspiller sig 10 år efter Prometheus – og denne gang udvikler Ridley Scott ligeledes på Alien-universet. Ikke nødvendigvis lige vellykket, men stadig med interessante idéer i spil, så som småting som menneskets oprindelse og plads i universet. Der hvor Alien: Covenant dog excellerer er i sin både nærgående grumme intimitet samt bombastiske action i mødet mellem monster og menneske. Lagt ude i rummet, hvor vi alle fortsat må skrige forgæves efter at blive hørt.

– Alien: Covenant får 4 ud af 6 stjerner:

– Alien: Covenant får biografpremiere over hele landet den 18. maj 2017.

Guardians of the Galaxy Vol. 2 leverer kulørte rumstrabadser, der desværre snubler over sig selv

27. april 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

  Biografanmeldelse: Så skal galaksen atter reddes, når Peter Quill aka Star-Lord og resten af den umage flok af rumhelte er tilbage med en ny og kulørt omgang rumballade med Guardians of the Galaxy Vol. 2. En rumopera, der ligeså meget handler om at høre til og at finde sig selv som om slimede monstre og energiske rumskibskampe.

Desværre drukner de ellers muntre eskapader og en i udgangspunktet dramatisk kerne i en mudret historie, der vil for meget, men kan for lidt. Der er ellers lagt op til et engagerende drama med den (selv)refererende og quirky hurmor, der blev etableret med den første film.

For denne gang er ingen ringere end Kurt Russell kommet med ombord som Peter Quills long lost father. Ja, et far-og-søn-genforenet-drama, der dog falder noget fladt til jorden i rækken af plottråde, hvor ingen rigtigt synes for alvor at få fat.

Her er blandt andet også familie-skærmydsler hos Zoe Saldanas grønne Gamora, som har et noget anstrengt forhold til sin søster. For hey, der skal jo lige lægges op til andre indslag i det fortsat voksende Marvel-univers. Hertil kommer en del andre sidehistorier og karakterer, der skal udvikles på.

Dette store bæst af en film ender desværre derfor også med at snuble over sig selv. Heldigvis er flokken af karakterer fortsat godt og muntert selskab, selvom humoren til tider kører lidt i tomgang, hvor også de samme jokes går igen. Som eksempelvis en David Hasselhoff-joke, der trækkes i langdrag – og som i grunden synes noget forældet.

Men det til trods, er det med veloplagte præstationer i de kulørte roller, hvor alle ser ud til at have a good old time – og det smitter heldigvis. Chris Pratt leder an som den rappe Peter Quill, der tumler med fader-problemer, mens Zoe Saldana atter er stærk og cool som Gamora. Dave Bautista stjæler atter billedet som den muskuløse Drax, som leverer op til flere herligt tørre og underspillede punch-lines.

Bradley Cooper er igen den iltre og skydeglade vaskebjørn Rocket og så er Vin Diesel igen stemmen bag den her nuttede Groot. En umage flok, der fortsat fint supplerer hinanden. For mig er det dog Michael Rookers karakter som onde skråstreg gode Yondu, der på det nærmeste er det mest interessante bekendtskab i denne omgang – fanget mellem skurk og faderfigur for Peter Quill.

Men Yondo drukner som de andre plottråde i hinanden og en spilletid, der desværre er længere end de muntre strabadser har godt af. Med en finale, der aldrig får den følelsesmæssige vægt, som ellers ligger potent i historien. Vi har altså at gøre med en 2’er, der vil meget, men ikke magter at samle sin mange tråde til en medrivende helhed.

Historien – eller rettere historier – engagerer mig ganske enkelt ikke nok til for alvor at bekymre mig om rum-strabadsernes udfald. Men på trods af en rodet og ikke videre medrivende historie, er der nok af sjovt spjæt i persongalleriet til, at det hele glider bombastisk, farvestrålende og ok underholdende ned. Ja, jeg ser trods alt frem til en 3’er.

– Guardians of the Galaxy Vol. 2 får 3 ud af 6 stjerner:

  - Guardians of the Galaxy Vol. 2 har premiere den 27. april 2017.

THE HANDMAIDEN: Pirrende, sensuel og delikat trekantsdrama fra Park Chan-wook

12. april 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Glæd dig til Park Chan-wooks nyeste og forførende film The Handmaiden. Hvorfor? Jo, fordi den leverer en spændstig historie, der pirrende leger med publikums forventninger i et spindelvæv af liderlighed, lyster, intriger og rænkespil.

Og fordi, der her åbnes op for et forbilledlig smukt univers af prægtige huse, svulstige tableauer og forførende kameraarbejde. Ja, det er form og indhold i smukkeste forening. Sådan!

Intet er dog helt, hvad det giver sig ud for i The Handmaiden. Men filmens plotkrøllende krumspring skal ikke afsløres her, men naturligvis opleves på det store lærred. Historiens udgangspunkt kan jeg dog godt lige ridse op.

Vi befinder os i 1930’ernes japansk-besatte Korea. Her ansættes Sookee som tjenestepige for Hideko – en japansk rigmandsdatter, der lever et tilbagetrukket liv på i et prægtigt palæ langt fra alting. Men som man allerede ved fra filmens start, er Sookee ikke bare en tjenestepige, men derimod med i et svindelnummer.

Hun skal nemlig få Hideko til at falde for sin svindler af en arbejdsgiver, så han kan få del i den enorme familieformue. Som en muldvarp bag fjendens linjer er banen således kridtet fordækt op for Sookee og hendes forhold til rigmandsdatteren. Jeg kan dog godt uden at afsløre for meget sige, at alt naturligvis ikke går efter svindlernes plan.

I et sindrigt net af forførelse, passion, magtkampe og følelser – ikke mindst de forbudte – folder Chan-wook Park således sit delikate trekantsdrama ud, mens jeg drages ind i historien af blandt andet de svævende og voyeur-agtige kamerabevægelser rundt i ejendommens både dystre, detaljerige og smukke indre samt ydre.

Som et sultent og mægtigt dyr af gammelt træ og blankt glas, synes huset af sluge både mig og dets beboere, hvor hemmelighederne sitrer lige under overfladen og i boligens hengemte indre.

Her er altså andet og mere i spil end den i øvrigt grundlæggende fængslende historie. Det er også en visuel fortælling og billedrig oplevelse i sig selv, som snor sig rundt om mig, mens safterne stiger og hvor volden venter tungt og grumt i kulissen klar til at springe ud i fuldt vigør.

Det er dog ikke kun visuelt og historiemæssigt, det er svært ikke at blive forført, for også de medvirkende fletter sig fornemt ind i de intrigante eskapader.

Min-hee Kim er den naive og smukke rigmandsdatter, mens Tae-ri Kim er sart, handlekraftig og snedig som Sookee. Jung-woo Ha er måske en kende karikeret, men bestemt med solid bejler-pondus som svindleren – og så er Jin-woong Jo både herligt skummel, slibrig og mystisk som Hidekos besidderiske og bogglade onkel.

Park Chan-wook har med The Handmaiden ganske enkelt begået et på flere planer medrivende drama, der slugte mig med sin glubske appetit på at dupere visuelt og fortælle en passionsfyldt historie, der driller sit publikum med overraskende krumspring og sindrige detaljer.

– The Handmaiden får 5 ud af 6 stjerner:  

– The Handmaiden har biografpremiere den 12. april 2017.

Indlæg

BABY DRIVER: Fræsende fart på biljagter, bankkup og kærlighed

Transformers – The Last Knight: Tumlende Transformers i et søvnigt skrummel af en film

IT COMES AT NIGHT: Kom med langt ud i en paranoiatung skov

THE MUMMY: Tom Cruise, en fæl mumie og andre olme krapyler

WONDER WOMAN: Hun forstår i den grad at slå på tæven, bære et sværd og hoppe virkelig højt

Johnny Depp kommer på dybt vand i Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge

FREE FIRE: Vildt mange pistoler og vildt mange dumme beslutninger

ALIEN: COVENANT: Blodige rumbæster langt ude i rummet

Guardians of the Galaxy Vol. 2 leverer kulørte rumstrabadser, der desværre snubler over sig selv

THE HANDMAIDEN: Pirrende, sensuel og delikat trekantsdrama fra Park Chan-wook

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV