Indlæg

Abernes planet: Revolutionen – Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Abernes planet: Revolutionen. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Abernes planet: Begyndelsen fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sent til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, som nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 01

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag så absolut også.

abernes planet revolutionen 02

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige, for her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Abernes planet: Revolutionen | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
abernes planet revolutionen poster
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: d. 17. juli 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

22 JUMP STREET: Selvbevidst to’er vakler sig veloplagt gennem vittighederne

/i , /af

Biografanmeldelse: Selvfølgelig er Jonah Hill sjov. Det er Channing Tatum faktisk også. Ret meget. Det mere end beviste de med 21 Jump Street, der overraskede alt og alle positivt (også mig) – i hvert fald nok til, at der nu er kommet den obligatoriske to’er. 22 Jump Street skal så forsøge at gentage succesen – og meget gerne overgå forgængeren. Det sker dog kun alt for sjældent. Det sker heller ikke her.

Mindre kan bestemt også gøre det. For godt nok er denne opfølger ujævn i leveringen af jokes og fjollerier, mens historien ikke er andet end en undskyldning for ovenstående fjollerier. Sådan som det jo ofte er med komedier. Man skal grine, så fuck detaljer så som et meningsfyldt plot. Og ja, fuck plottet. Desværre er Hill, Tatum og co. bare ikke træfsikre nok med deres fjollerier.

22 jump street 01

Filmen fortsætter præcis, hvor den første sluttede. Hill og Tatum er de to tumpede betjente, der utroligt nok fik skurkene sendt bag lås og slå i etteren. Med denne succes i ryggen sendes de nu på en ny opgave, der også involverer nogle onde skurke, der også laver slemme ting med stoffer. Men ja, som sagt: Fuck plottet. Vi skal grine – både af og med de to elskelige tumper i front.

En to’er, der er endnu mere selvbevidst end forgængeren, hvorfor en tilbagevendende joke er, at denne to’er jo bare skal være mere af det samme. En selvbevidsthed, der bruges vellykket vittigt flere gange, blandt andet da Hill og Tatum briefes om den nye sag og deres overordnede gør det klart, at det er en sag præcis som den i første film. Eneste forskel er, at deres budget nu er større. Ja, en ægte sequel.

22 jump street 02

Filmens berettigelse ligger dog ikke i et større budget, men hos de to hovedroller. Og igen beviser Hill, at han er en af tiden absolut sjoveste komikere. Blandt andet er hans ufrivillige optræden til en omgang improviseret poetry slam leveret med hans uhyggeligt velproportionerede funny bones. Tatums dumsmarte betjent sætter også sikre grin ind, blandt andet som utroværdig under cover-kriminel.

Men selvom den dynamiske duo har flere både sjove og virkeligt sjove scener, så bliver filmen også for lang. Der går i perioder for lang tid mellem grinene, hvor det ligegyldige og meget lidt engagerende plot står søvngabende kedeligt frem. Hvis man havde været mere kritisk i klipperummet, så kunne 22 Jump Streep være blevet en meget solid buddy cop-komedie. Nu er den bare ok, hvilket jo også er… ok.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”22 Jump Street | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
22 jump street poster
Originaltitel: 22 Jump Street, USA, 2014
Premiere: d. 19. juni 2014
Instruktion: Phil Lord, Christopher Miller
Medvirkende: Channing Tatum, Jonah Hill, Ice Cube m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

TRANSCENDENCE: Johnny Depp roder rundt mellem menneske, maskine og udødelighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Jamen dog, Johnny Depp har søreme forvildet sig ind i en film, hvor han ikke fjoller rundt i fjollet tøj og skærer fjollede ansigter. Ja, den er god nok. I science fiction-vrøvleren Transcendence indtager han nemlig en af sine i de seneste år sjældne alvorlige roller. At filmen så til tider er temmelig fjollet, er en anden snak – også selvom det slet ikke er meningen, den skal være det.

Men filmens vidtløftige idéer og spekulationer om kunstig intelligens, menneskets sjæl og fri vilje bliver ikke givet den spilletid, der skal til for at historien og karaktererne får nødvendig troværdighed og tyngde. Der afvikles ganske enkelt for meget plot på for lidt tid for utroværdigt. Det gør dog ikke tematikker eller idéer mindre interessante, men som film snubler Transcendence flere gange undervejs.

transcendence 01

Johnny Depp spiller en professor, der arbejder med kunstig intelligens og på at skabe en computer, der vil kunne overgå menneskets videnskapacitet – ja, endda overgå den. Det er selvfølgelig ikke noget, som alle er begejstrede for, så snart bliver grænsen mellem menneske og maskine skæbnesvangert udvasket. For hvad adskiller menneske og maskine, og skal man overhovedet rykke ved den grænse?

Det er et af nøglespørgsmålene, som filmen kredser om, mens der smides småforkølet action ind i de eksistentialistiske tanker og moralske problemstillinger om menneskets plads i verden. Desværre findes der ikke en medrivende balancegang mellem de filosofiske grublerier, eksplosiv action, science fiction-dimser og klodsede karakterer. I stedet bliver det til en række gode, men uindfriede idéer.

transcendence 02

Men selvom Transcendence er en ujævn oplevelse, er jeg også en sucker for film, der tør hive de vilde tanker op af skuffen, også selvom de ikke forløses så tilfredsstillende, som man kunne have ønsket sig. Jeg tror, filmen ville være kommet bedre til sin ret i serieform, hvor de mange idéer og plotelementer kunne have fået mere spilletid og hermed være blevet mere overbevisende.

Nu må man nøjes med en vakkelvorn omgang science fiction, hvor Johnny Depp forsøger at ryste Jack Sparrow af sig i rollen som charmerende og lettere excentrisk professor, mens man i øvrige roller finder mere eller mindre kedelige roller, hvor Rebecca Hall, Morgan Freeman, Paul Bettany, Cillian Murphy og Kate Mara gør hvad de kan med materialet, der for alvor løber af sporet i filmens tredje akt.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transcendence | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
transcendence poster
Originaltitel: Transcendence, USA, 2014
Premiere: d. 19. juni 2014
Instruktion: Wally Pfister
Medvirkende: Johnny Depp, Rebecca Hall, Morgan Freeman, Paul Bettany, Cillian Murphy, Kate Mara m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

EDGE OF TOMORROW: Tom Cruise dør igen og igen og igen og igen – og det er han virkelig god til

/i , /af

Biografanmeldelse: Tænk lige over, hvordan det ville være at vågne op til den samme dag igen og igen. Og tænk så lige over, hvis den dag, var en dag, hvor du blev tvunget i krig mod fæle, invaderende rumvæsner, der igen og igen dræbte dig. Det er præcis sådan en dag, Tom Cruise på mystisk vis vågner op til igen og igen i den heftige science fiction-tidssløje-basker Edge of Tomorrow.

Det er kun ekstra nedtur for Tom Cruise, der spiller officeren William Cage, da han normalt blot varetager PR for militæret og derfor aldrig har sat en fod på slagmarken, endsige haft et gevær i hånden – og så kan han ikke tåle synet af blod. Ja, sådan en art krigskujon og tøffelhelt placeret i sit livs mareridt, gang på gang.

edge of tomorrow biograf 02

Men for hver gang Cage vågner op til den samme skæbnesvangre dag, begynder han at ane en mulighed for at besejre rumvæsnerne og hermed redde intet mindre end menneskeheden fra undergang – ikke mindst med hjælp fra en den nådesløse soldat Rita Vrataski, en hårdtslående Emily Blunt. Men selvom filmens præmis altså er et tidsloop, bliver historiens repetitive natur aldrig kedelig.

Løjerne forbliver veloplagt leveret fremtidsaction med en fin menneskelig klangbund, der vinder fodfæstne som filmen skrider frem. En art eksplosiv variation af Groundhog Day tilsat Aliens og The Matrix samt mudret krigssmadder og forrygende flot fremtidsaction. Og nej, humoren glemmes ikke, hvor den absurde præmis spiddes vittigt undervejs. Blandt andet veltimede jokes med Tom Cruise, der modvilligt sendes i graven gang på gang.

edge of tomorrow biograf 01

Det er desuden forfriskende at se Tom Cruise i en mere kujonagtig rolle end man er vant til. Som en mand, der for en gangs skyld ikke har styr på tingene. Men ja, han vokser selvfølgelig med opgaven og bliver absolut habil til at håndtere både sit gevær og ikke mindst det store kropsforstærkende kampskelet som soldaterne placeres i.

Men selvfølgelig er en film om en tidsloopende invasion fra rummet ikke uden sine fodfejl. Filmen er dog på trods af historiemæssige ujævnheder og et ikke lige veltuneret tredje akt pokkers medrivende, energisk og heftig fremtidsaction. Hvor tæt filmen så er på sit japanske romanforlæg, ved jeg ikke, men evigt karismatiske Tom Cruise er i hvert fald pakket veloplagt ind i et metalskelet med raketter på ryggen.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Edge of Tomorrow | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
edge of tomorrow poster
Originaltitel: Edge of Tormorrow, USA, 2014
Premiere: d. 4. juni 2014
Instruktion: Doug Liman
Medvirkende: Tom Cruise, Emily Blunt, Bill Paxton, Brendan Gleeson m.fl.
Spilletid: 113 min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

MALEFICENT: Angelina Jolie er skøn som hornet fe, men eventyret mangler pondus

/i , /af

Biografanmeldelse: Den er god nok, Angelina Jolie har både vinger, horn i panden og lidt for høje kindben i Disneys eventyrlige Maleficent. Her indtager hun titelrollen som Torneroses onde fe, der er knap så ond som sit rygte. Filmen giver nemlig en mere nuanceret historie om den ellers så grumme skurk. For bag de mørke klæder gemmer sig en tragisk kærlighedshistorie og et bristet hjerte.

En tragisk forelskelse har nemlig gjort den ellers så fredelig fe til den hævngerrige skurk, vi alle kender og som i dette eventyr kaster en frygtelig forbandelse over kongedatteren Aurora, der nu vokser op midt i striden mellem menneskenes kongerige og skovens rige, hvor Maleficent hersker. Men igen, Maleficent er aldrig sådan rigtig ond – eller for den sags skyld skræmmende eller farlig.

Maleficent 02

Den hornede fe er en såret sjæl, der hele vejen tydeligt bærer sit ømme hjerte på sit ydre. Det er selvfølgelig altid spændende at udfordre tematikker som godt og ondt, men her afføder det ikke engagerende dilemmaer, da der aldrig rigtig er en egentlig konflikt tilstede i Maleficent om det gode og de onde, hvorfor et dramatisk pondus udebliver. Maleficent er allerhøjest en smule hævngerrig.

Heldigvis har filmen andre klare styrker, blandt andet sit univers. Det er smukt, fascinerende og forførende. Lige fra de dystre skove, til åndeløse solnedgange og kampe mellem træmonstre og riddere. En gennemført kulisse for den desværre lidt ujævne fortælling og de gennemskuelige karakterer. Men nu er det også produktionsdesigneren bag Avatar og Alice i Eventyrland, der har sin instruktørdebut.

Maleficent 01

Det bærer filmen absolut præg af, men Robert Strombergs helstøbte univers er desværre ikke nok til at gøre Maleficent til mere end et ok fornøjeligt eventyr. Men det er nu bestemt heller ikke af vejen, da det hele alene er værd at se for en skøn Angelina Jolie i titelrollen – sammen med det eventyrlige univers, der nok skal gribe en, når nu historien og karaktererne har sine problemer med det.

Rollelisten byder videre på Sharlto Copley som forbitret konge, mens Elle Fanning egentlig bare er dødirriterende som en forceret smilende Aurora, jeg mest havde lyst til at ruske noget oprigtighed ind i. Ja, Maleficent er lige ved og næsten at kunne have været det forrygende eventyr som både den legendariske fe og Angelina Jolie fortjener. Men mon ikke Disney gør forsøget igen med en to’er?

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Maleficent | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
maleficent poster
Originaltitel: Maleficent, USA, 2014
Premiere: d. 29. maj 2014
Instruktion: Robert Stromberg
Medvirkende: Angelina Jolie, Sharlto Copley, Elle Fanning, Sam Riley, Imelda Staunton, Juno Temple, Lesley Manville m.fl.
Spilletid: 97 min
Distributør: Walt Disney Entertainment[/tab][/tabgroup]

X-MEN: DAYS OF FUTURE PAST: Massevis af mutanter forvilder sig ind i en kulørt rodebutik

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg skal love for, at der åbnes op for posen med kulørte mutanter i X-Men: Days of Future Past. Her vrimler det med både nye mutanter og gamle kendige. Desværre vrimler de rundt i en noget ujævn rodebutik, hvor tidsrejser, koldkrigsdrama og lidt for mange plottråde drukner karakterne. Heldigvis kan man læne sig tilbage og lade sig gennemtæve af action og buldrende effekter.

Nå, men lad mig lige ridse filmen præmis op. Fremtiden er endt helt i hundene, da såkaldte Sentinels, nogle robotlignende våbenmonstre, der var skabt til at dræbe mutanter, nu har vendt sig mod alle levende væsner. Verden er således endt i en grum apokalypse. Derfor bliver Wolverine med mutant-hjælp sendt tilbage i tiden, hvor han i 1970’erne skal forhindre begivenheden, der sidenhen førte til undergangen.

x-men days of furture past 01

Egentlig et simpelt tidsrejse-setup, men desværre mudres mutant-strabadserne ind i flere plottråde end historien formår at forløse tilfredsstillende. Det resulterer i karakterer, der på trods af alvorstunge og oprigtige dialoger aldrig rigtig får følelsesmæssig tyngde. For lige som filmen begynder at fostre noget dramatisk pondus, væltes det af endnu et actionfyldt effektorgie eller en skamskudt plottråd.

Man får ellers perlerækken af favoritmutanter. Hugh Jackman er igen en gnaven Wolverine, mens man får både den gamle og unge version af Professor X og Magneto – henholdsvis Patrick Stewart og James McAvoy, Ian McKellen og Michael Fassbender. Læs hertil Jennifer Lawrence som den hamskiftende Mystique, Peter Dinklage (med skovsnegl) som Sentinels-opfinderen, Nicholas Hoult som Beast, Halle Berry som Storm og Ellen Page som Kitty Pryde.

x-men days of furture past 02

Ja, der er endnu flere karakterer, men det er bare lige de mest centrale – give or take. Historien drejer sig dog primært om Wolverine, de unge versioner af Professor X og Magneto samt Mystique. Men selv med dette fokus, forvikler historien sig ind i blindgyder, der konstant forhindrer filmen i rigtigt at løfte sig ud af sine mange plottråde, der ender med at hæmme historien, mere end at nuancere og engagere.

Ja, nyeste kapitel i mutant-sagaen er desværre noget kulørt rod. Heldigvis også ok underholdende kulørt rod. For der er actionscener, der overvinder plothullerne og blot imponerer. Men på trods af oprigtige forsøg på at give historien karaktermæssig tyngde, udeblev det følelsesmæssig engagement. Så selvom Bryan Singer, der stod for de første to solide X-Men-film instruerer, ender denne mutant som en skuffelse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”X-Men: Days of Future Past | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
x-men days of future past poster
Originaltitel: X-Men: Days of Future Past, USA, 2014
Premiere: d. 22. maj 2014
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Hugh Jackman, James McAvoy, Michael Fassbender, Jennifer Lawrence, Halle Berry, Anna Paquin, Ellen Page, Nicholas Hoult, Peter Dinklage, Ian McKellen, Patrick Stewart m.fl.
Spilletid: 130 min
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

THE SALVATION: Mads til hest i klichétung og kedelig western

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, den er god nok, The Salvation er noget så usædvanligt som en dansk western, der udspiller sig i 1870’erne USA. Det er så mindre usædvanligt, at man i hovedrollen finder Mads Mikkelsen som den hævngerrige nybygger Jon med ansigtet lagt i de helt rette alvorsfolder. Men nu er der heller ikke så meget at grine af, for hans søn og hustru myrdes nemlig brutalt af nogle karikerede skurke.

Men der er dobbeltop på hævnen. For en af morderne som Jon får skudt en kugle i panden på, viser sig at være bror til den nådesløse Delarue, der nu vil Jon til livs – og han har selvfølgelig en bande af beskidte lovløse til sin hjælp. Det er således den velkendte ene mand mod et beskidt dusin, der her kridtes op til, mens skuddueller, mandsmod og hævn vejrer i den tørre prærieluft.

salvation biograf 02

Det hele emmer med andre ord af western på den gode gamle måde – men også på den pokkers klichétunge måde. Men fred med klichéerne, for de følger på sin vis med genren. Problemet snarere, at historien er kedeligt forudsigelig og filmen blot jævnt kedelig. Det skyldes blandt andet, at dramaets fundament aldrig slår troværdig rod, hvilket gør det svært for et oprigtigt engagement at indfinde sig.

Forholdet mellem Jon, hans hustru og deres søn bliver nemlig ikke etableret før tragedien forvandler den fredelige danske nybygger til en hævngerrig cowboy. Jeg mærker ganske enkelt ikke den smerte, Jon rammes af. Familien og kærligheden er alt for overfladisk beskrevet – ja, på det nærmeste fraværende. Men jeg køber selvfølgelig præmissen om hævnen og forstår motiverne.

salvation biograf 01

Men et følelsesmæssigt engagement er lige så fraværende som troværdigheden i de computergenerede flammer, filmen noget forkølet præsenterer publikum for. Heldigvis er det lykkedes instruktør Kristian Levring at skabe en western, der overordnet ligner en rigtig western, og så holder filmen et ganske godt tempo, mens Mads Mikkelsens sammenbidte fjæs passer perfekt ind på prærien.

Jeffrey Dean Morgan er herligt kliché-ond som Delarue, mens både Mikael Persbrandt, Jonathan Pryce og Eva Green også udgør er godt modspil til Mads Mikkelsen. I biroller virker Eric Cantona dog noget forvirret og Nanna Øland Fabricius aka Oh Land burde savne sin mikrofon. Ja, The Salvation er klichétung, kedelig og mangler mindeværdige momenter, men den ligner dog en western.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Salvation | Biografanmeldelse”] Vurdering 3/6:
3_6 - stars
salvation poster
Originaltitel: The Salvation, Danmark | England | Sydafrika, 2014
Premiere: d. 22. maj 2014
Instruktion: Kristian Levring
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Eva Green, Jeffrey Dean Morgan, Eric Cantona, Mikael Persbrandt, Jonathan Pryce, Michael Raymond-James og Nanna Øland Fabricius m.fl.
Spilletid: 91 min
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

GODZILLA: Kæmpemonstre er monster god underholdning

/i , /af

Biografanmeldelse: Man kan vel godt kalde japanske Godzilla for filmmonstrenes fader. Det er i hvert fald et af de mest ikoniske monstre nogensinde, der siden sin første optræden i Godzilla fra 1954 har hærget løs i adskillelige film. Nu rejser det enorme bæst sig på ny i Gareth Edwards dystre, storslåede og medrivende genfortolkning.

Filmens præmis er måske simpel, men filmen byder på ikke så lidt af overraskelser. Både med hensyn til monsteraction og historien, hvilket kun er en god ting. For netop uforudsigeligheden, der allerede slås an tidligt i filmen, er med til at sætte en intens tone af usikkerhed og faremoment, hvilket fastholdes filmen igennem – sådan cirka. Ja, filmen klarer sig bestemt helskindet gennem et par ujævnheder.

godzilla 2014 02

Godzilla udspiller sig i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Her er det virkeligheden, der invaderes af monstre – befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer. Det fungerer uden at det bliver Hollywood-sentimentalt eller kvalmende patosfyldt. Det kan man blandt andet takke filmens cast for. Her er Bryan Cranston bevægende og engagerende som en videnskabsmand, der med sin søn – en resolut Aaron Taylor-Johnson – er tragisk forbundet med monstrets genkomst.

Men inden vi får lov at se det mastodontstore bæst i fuldt vigør, gælder det karakterne, mens man også lærer mere om monstrets historie, og så peppes der velbalanceret op med regeringshemmeligheder, terrorfrygt og krigstematik. Én ting er dog menneskeskæbnerne, temaer som nemesis samt etiske problemstillinger om menneskets kynisme og hovmod, en anden er monstrene.

godzilla 2014 01

For det er jo dem, det hele i grunden handler om. Store monstre, der smadrer hinanden og alt omkring sig. Her skuffer filmen bestemt ikke. Ja, jeg kunne sgu godt lide, at man skal vente til filmens sidste akt før det hele for alvor eksploderer i bastant, massiv og monstrøs monsteraction. Her får menneskene den plads, de ret beset har, når det gælder Godzilla, og det er henvist til kulissen som de forsvarsløse og ubetydelige statister de er, når monstrene slår sig løs.

Godzilla er instruktør Gareth Edwards kun anden spillefilm og han imponerer på mest medrivende vis med denne massive og tonstunge omgang monsterdestruktion, der udover Tayler-Johnson og Cranston også gives menneskelig tyngde af Ken Watenabe, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche og Sally Hawkins. Men det er så absolut monstrene, der vinder slaget i sidste ende, og det på mest tilfredsstillende vis. Brøøøl!

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Godzilla | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Godzilla 2014 poser
Originaltitel:Godzilla, USA, 2014
Premiere: d. 15. maj 2014
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende: Aaron Taylor-Johnson, Ken Watanabe, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche, Sally Hawkins, David Strathairn, Bryan Cranston m.fl.
Spilletid: 123 min
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

VENUS I PELS: Roman Polanski finder pisken frem med veloplagt SM-kammerdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Du skal altid glæde dig til en ny film af Roman Polanski, fordi det jo er en ny film af Roman Polanski. Du ved, manden bag film som Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown og The Pianist. Med hans nye film, Venus i pels, finder han pisken frem, mens Emmanuelle Seigner og Mathieu Amalric indtager scenen. Bogstavelig talt. For filmen udspiller sig udelukkende på et lille teater. Og på fransk.

Ikke nok med, at filmen udspiller sig på et teater, den er også baseret på et skuespil, der – som du nok har luret – er inspireret af Leopold von Sacher-Masochs bog Venus in Furs fra 1870. I filmen finder man Amalric som teaterinstruktøren Thomas, der er ved at caste sin egen opsætning af et stykke baseret på bogen, mens Seigner er den ligefremme Vanda, der i ellevte time ankommer til teatret for at aflægge prøve.

venus i pels 02

Scenen er således sat på dette intime teater i Paris en sen aftentime, hvor regnen trommer på taget og lyn lyser scenegulvet op. Polanski er altså klar til et sprængfarligt mand-mod-kvinde-og-kvinde-mod-mand-drama, hvor bortgemte lyster findes frem fra mørket, mens aften bliver til nat og magtforholdet mellem instruktør og skuespillerinde – mand og kvinde – bølger heftigt frem og tilbage.

En veloplagt kamp mellem kønnene om man vil. For Venus in Furs omhandler som bekendt spillet mellem mand og kvinde – og ikke mindst dominans og underkastelse. Ja, pisk, smæk og halsbånd. Her opblødes grænsen således mellem skuespillet og den virkelige verdens Thomas og Vanda, efterhånden som de øver stykket igennem. Et sadomasochistisk samspil og spil på magt, leveret intenst og drilsk.

venus i pels 01

For godt nok udspiller filmen sig på samme spartanske location, men spillet mellem Seigner og Amalric er så pokkers godt skruet sammen og ikke mindst bragt til live, at den ellers trange teaterscene aldrig bliver et stift bagtæppe for fortællingen. Kameraet leger veloplagt med teaterrummet og sine to skuespillere, hvilket giver ekstra dynamik til de tos kamp på ord og om at have overhånden.

Venus i pels er måske ikke just et nyt mesterstykke fra den 80-årige instruktør, men det er en pokkers fin lille film om det dynamitfarlige forhold mellem mand og kvinde, hvor skuespillerne er befriende meget i centrum. Det er desuden værd at bemærke, at den 47-årige Seigner er Polanskis hustru, og at den lavbenede Amalrics karakter har sine ligheder med Polanski selv, hvilket kun tilføjer filmen en ekstra drilsk dimension.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Venus i pels | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
venus i pels poster
Originaltitel: La Vénus à la fourrure, Frankrig | Polen , 2013
Premiere: d. 8. maj 2014
Instruktion: Roman Polanski
Medvirkende: Emmanuelle Seigner, Mathieu Amalric m.fl.
Spilletid: 96 min
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ÆKTE VARE: Stjernedrømme og rapmusik i Brøndby Strand rimer ikke lige godt hele vejen

/i , /af

Biografanmeldelse: Når tilbuddet om hurtige penge, villige damer og sikker succes viftes for næsen af en, kan det være svært at takke nej – også selvom det betyder, at man må give slip på integriteten og efterlade vennerne i slipstrømmen. I Ækte vare er det dog ikke videre svært for up-and-coming-rapperen Mikael at takke ja. Det forstår man godt. For fra at smårappe på gadehjørner med sit crew, tilbydes han at skrive sange for og turnere med den etablerede rapper Apollo.

Et tillokkende alternativ til livet i Brøndby Strand og et dødsygt stilladsarbejde, også selvom det betyder en afstand til de ellers tætte venner. Således må Mikael nu forsøge at manøvrere mellem de to verdener, mens han selvfølgelig også lige må bakse med kærligheden (en sød Marijana Jankovic) samt en mor, der bankes af sin mand. Du ved, den rå virkelighed versus stjernedrys og champagneflasker.

ækte vare 02

I rollerne som Mikael og hans crew finder man lutter skuespilsdebutanter, hvilket de delvist slipper godt fra. Deres improviserede samtaler har en naturlig umiddelbarhed og dynamik, der giver dem troværdighed. På egen hånd kommer Kian Rosenberg Larsson i hovedrollen som Mikael dog til kort. Han virker flere steder fraværende og lettere søvngængeragtig. Det suger noget af engagementet ud af ham og filmen, hvilket hans ellers interessante filmfjæs ikke kan redde.

Hans egentlige talent er derimod i leveringen af de energiske rim, hvilket ikke er underligt, da han i den virkelige verden er bedre kendt som rapperen Gilli. Netop musikken får også god plads, uden der forfaldes til koncertfilm. Det er historien og karakterne, der er kernen – selvom Ækte vare uden tvivl også er en god reklamefilm for Gillis musik. Desværre halter historien og relationerne sine steder.

ækte vare 01

Blandt andet står Mikaels forhold til sin mor (en herligt ligefrem Maria Erwolter) og hendes voldelige mand underligt løsrevet fra resten af filmen og synes mest som et uforløst og påklistret aber dabei, fordi ’der jo skal noget familiedrama’ med. Desuden fungerer Rasmus Hammerich ikke rigtigt som Apollo. Jo, han er troværdig som afdanket og fordrukken, men sgu ikke som rapper. Han virker ofte for konstrueret, særligt i forhold til drengenes naturlighed.

Ækte vare har dog bestemt flere ting kørende for sig. For selvom det er småt med historiemæssig opfindsomhed og ikke alle relationer er lige tilfredsstillende eller nuanceret beskrevet, så fungerer dynamikken i drengegruppen, mens Fenar Ahmad, der debuterer som spillefilmsinstruktør, også fornemt skaber et levende miljø, hvor flere flotte billedmontager giver godt modspil til det grå betonbyggeri.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Ækte vare | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars

54855_AekteVare_Plakat.indd

Originaltitel: Ækte vare, Danmark, 2014
Premiere: d. 8. maj 2014
Instruktion: Fenar Ahmad
Medvirkende: Kian R. Larsson, Ali Sivandi, Benny Jamz, Rasmus Hammerich, Marijana Jankovic, Maria Erwolter m.fl.
Spilletid: 89 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]