Indlæg

Triers "Antichrist" dominerede Bodil-festen

Det blev Lars von Triers brutale og smukke Antichrist, som dominerede da filmkritikers pris, Bodil-prisen, blev uddelt i Imperial. Det samme var tilfældet, da de danske Robert-statuetter blev uddelt tidligere i år.

Filmen hev således hele fem Bodil-statuetter hjem ud af de i alt 11 porcelænsfigurer. Det for Bedste bedste danske film, Bedste mandlige og kvindelige hovedroller til henholdsvis Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg, Bedste fotograf til Anthony Dod Mantle og Årets Sær-Bodil til Kristian Eidnes Andersen for lyddesign.

lars von trier

Det er således sjette gang Trier vinder for Bedste film ved Bodil-festen. Tidligere med Dogville (2004), Breaking the Waves (1997), Riget (1995), Europa (1992) og Forbrydelsens element (1985).

Priserne for årets Bedste biroller gik til Jens Andersen og Pernille Vallentin for deres præstationer i Ole Bornedals Straw-dogs-mash-up Fri os fra det onde. Bedste amerikanske film blev i år Pixars fantastiske Up, mens Bedste ikke-amerikanske film også var en animationsfilm, nemlig Waltz With Bashir.

Årets Æres-Bodil blev tildelt trioen bag Super16, et alternativ til Den Danske Filmskole, som blev stiftet tilbage i 1999. Og så vandt Anders Riis-Hansen for Årets bedste dokumentarfilm for Blekingegadebanden.

– Læs videre:
Bodil-prisens hjemmeside.
Triers Antichrist dominerede ved Robert-festen.
Min anmeldelse af Antichrist, Triers troldspejl forfører og frastøder.

Triers ”Antichrist” dominerede ved Robert-festen

En af sidste års mest diskuterede film er Lars von Triers Antichrist. I går aftes løb filmen så med intet mindre end hele 7 Robertpriser – og blev altså i den grad topscorer ved aftenens prisuddeling.

Antichrist blev således kåret til årets film, Lars von Trier til årets instruktør og ligeledes årets manuskript. Filmens fotograf Anthony Dod Mantle fik prisen for årets fotograf, mens Anders Refn tog prisen som året klipper – og slutteligt scorede Antichrist også Robertpriser for årets lyddesign og årets special effects. Imponerende – men det er filmen sgu også!

Herudover løb Lars Mikkelsen med prisen for bedste mandlige hovedrolle og Henning Mouritzen for årets bedste mandlige birolle, begge for deres præstationer i thrilleren Headhunter. Paprika Steen modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle for Applaus, mens Pernille Vallentin blev kåret til årets bedste kvindelige birolle for sin rolle i Ole Bornedals revenge-vs.-hillbilly-straw-dogs-mash-up Fri os fra det onde.

Niels Malmros’ Kærestesorger fik tre priser i den mere tekniske ende, nemlig for årets kostumier, årets sminkør og årets scenografi. Tina Dickow fik to Robertpriser med sig hjem, det for årets score og årets sang til komediedramaet Oldboys, mens Superbror fik prisen for årets børne- og ungdomsfilm. Anders Matthesens publikums-succes Sorte Kugler fik, ja – publikumsprisen.

Og uden for andedammen var der priser til Op, som blev kåret til årets amerikanske film, mens Danny Boyles Slumdog Millionaire fik prisen for årets ikke-amerikanske film.

– Læs også Fjollet pris-uddeling hylder “Antichrist” og Triers troldspejl forfører og frastøder.

Fjollet pris-uddeling hylder "Antichrist"

Udover de mange veletablerede og velrenommerede prisuddelinger findes der også en række mindre kendte – og mere eller mindre fjollede priser på nettet. En af dem er WTF Awards. Ja, altså What The Fuck Awards. Så er stilen vist lagt. Siden hylder således det forgangne års mest overraskende, latterlige og vilde film. Vinderne findes altså på baggrund af hvilke film, der har fået dem til at udbryde et ”What the fuck”.

WTF Film of the Year er Lars von Triers fantastiske Antichrist. Den vinder på baggrund af filmens til tider ret så brutale og voldelige billedside – well, filmen indeholder jo som tidligere nævnt også stor skønhed, som dog i denne ombæring øjensynligt ignoreres.

Heruover var der også fjollede priser som Most Unexpected Flop, der gik til Jennifer’s Body, som har Megan Fox på plakaten, mens prisen Most Distracting CGI Appendage gik til Dr. Manhattan’s penis i Watchmen. Prisen for mest vildledende filmtitel blev tildelt Funny People og så løb komedien Observe and Report med prisen Most Uncomfortable Sex Scene, hvor Seth Rogen som bekendt har fået slæbt en mere en påvirket Anna Faris med sig hjem.

Find resten af vinderne HER – hvor bl.a. Vin Diesel og Nicolas Cage også løber med priser.

– Læs også Triers troldspejl forfører og frastøder.

De bedste og værste filmplakater 2009

Det er højsæson for prisuddelinger og endnu en har netop delt årets priser ud. Det drejer sig om Internet Movie Poster Awards 2009, som hvert år bl.a. kårer årets bedste og værste plakater. Det er en prisuddeling, jeg glæder mig til hvert år, da jeg er vild med filmplakater – selvom der kan være langt mellem de gode og interessante af slagsen.

The Imaginarium of Doctor Parnassus, Where the Wild Things Are og Up

Årets bedste filmplakat gik til Terry Gilliams eventyrlige og detaljerige The Imaginarium of Doctor Parnassus, det foran ganske flotte og interessante plakater for bl.a. (500) Days of Summer, Up og Terminator Salvation. Bedste teaserplakat blev Up, hvilket er ganske fortjent – well, selvom jeg nu er ret vild med teaseren for Where the Wild Things Are.

Men Who Stares at Goats, The Informant, Antichrist

The Men Who Stare at Goats, The Informant, Antichrist

Prisen for årets sjoveste plakat gik til The Men Who Stare at Goats, som leverer en både skæv og morsom plakat med de medvirkende i profil plus en ged. Jeg kan nu også ret godt lide plakaten for The Informant med en buttet Matt Damon. Den mest uhyggelige plakat (eller creepiest, som det hedder) blev en australsk plakat til Lars von Triers både brutale og smukke Antichrist.

Bad Lieutenant og Up

My One and Only, Bad Lieutenant og Up

Årets værste plakat gik til et klippe-klistre-fuck-up af dimensioner, nemlig plakaten for My One and Only. Sidste år løb Nicolas Cage med prisen for sin bizarre positur på plakaten til Bangkok Dangerous (læs mere HER). Han var også repræsenteret i år med en overdimensioneret hånd og pistol på plakaten til Bad Lieutenant. Bedste Blockbuster plakat gik til den både flotte og engagerende plakat for Up.

Se resten af vinderne og nominerede HER, hvor du bl.a. også finder vinderne af årets bedste tagline, modigste plakat, TV plakat, sjoveste tagline og karakter plakater, samt vinderne i den knapt så seriøse, men bestemt underholdende underkategori Not So Serious Awards. Her finder du herlige kategorier som bl.a. Most Annoying Expression Award, Most Unusual Credit Placement Award og Most Mathematically Confusing Tagline Award.

Michael Haneke tager for sig af retterne

En af mine personlige favoritter er højt på strå for tiden, for instruktør Michael Haneke har med sin seneste film Det hvide bånd nemlig taget store priser med hjem igen. Denne gang ved European Film Awards, som løb af stablen i weekenden.

Haneke høstede priserne for både bedste film, manuskript og instruktør. Ret vildt, må man sige. Filmen vandt som bekendt også De Gyldne Palmer tidligere i år. Haneke vandt også for bedste instruktør tilbage i 2005 for Skjult. Anyways. Det hvide bånd rammer de danske biografer d. 14. januar – jeg glæder mig.


Bedste mandlige hovedrolle gik til Tahar Rahim, for den anmelderroste Un Prophète, mens Kate Winslet fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle for The Reader. Der var også dansk islæt på podiet, for fotografen Anthony Dod Mantle modtog en pris for sin fotografering på Danny Boyes Slumdog Millionaire og Lars von Triers Antichrist. Slumdog Millionaire modtog også den såkaldte People’s Choice Award.

Og så kunne den engelske instruktør Ken Loach spejle sig i en Lifetime Achievement Award, mens den franske skuespillerinde Isabelle Huppert fik fornem hæder i prisen for European Achievement in World Cinema. Hun har bl.a. været med i Hanekes isnende og fantastiske The Piano Teacher – og sjovt nok stod hun i front for juryen, der i sommers gav Haneke De Gyldne Palmer.

– Se resten af vinderne HER.

Triers troldspejl forfører og frastøder

Lars von Triers seneste film Antichrist er en af dette års mest debatterede. Desværre kunne mange journalister og skribenter ikke holde sig fra at spoile side op og side ned. Det resulterede bl.a. i at filmen – groft sagt – blev set, som værende blot en væmmelig, voldelig og ulækker affære. Det er den også, men filmen rummer samtidig også en visuel poesi og drømmelignende skønhed, som desværre blev overset en smule i den blodige debat. Jeg har netop genset Antichrist og den blegner bestemt ikke ved gensyn.

Filmens udgangspunkt kan muligvis synes banal. Bearbejdningen af et traume et hyppigt brugt tema – ikke mindst indenfor horror. Lad mig blot nævne Nicolas Roegs fænomenale Rødt Chok fra 1973. Men hvad der på papiret kan synes trivielt, foldes alt andet end ligegyldigt ud i Triers hænder, hvor et forældrepar forsøger at bearbejde traumet efter at have mistet deres barn. De tager ud i en lille hytte midt i den vilde natur, hvor manden (Willem Dafoe) som er terapeut vil forsøge at tage hånd om sin kones (Charlotte Gainsbourg) tiltagende depression. Men behandlingen udvikler sig katastrofalt og går fra kontrol til uregerligt kaos.

Antichrist spænder en hypnotiserende og dirrende billedstorm op filmen igennem. Lige fra den smukt komponerede og kopulerende åbningsscene, hvor lyst, begær og død forenes i både provokerende og forførende super slowmotion og hele vejen ind i filmens beskidte, rå og rystende rus af angst og ondskab. Antichrist er i den grad en visuel og sanselig oplevelse, det er følelser over rationalitet. Man må lægge sin fornuft til side og blot lade filmens emotionelle kaos tage over. For godt nok er der store temaer i spil, som bl.a. manden og kvindens natur, det gode og det onde. Men for mig er Antichrist først og fremmest et omfavnende sort sug i maven.

Nej, Antichrist er ikke let underholdning, men underholder i al sin urovækkende vælde, ikke mindst i kraft af sin både kompromisløse, elegante og voldsomme æstetik og de to hovedrolleindehavers pragtpræstationer. Det er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

Ekstramateriale: Der medfølger et solidt ekstramateriale. Knap halvanden time løber de små features op i, hvor man kommer relativt tilfredsstillende omkring arbejdet med filmen. Bl.a. den visuelle stil, besværet med at finde den perfekte location og de makabre special effects. Man får også en testscene, hvor bl.a. tekniske ting er afprøvet, hvilket er ret interessant at se. Der er bl.a. også et spændende indslag om hvordan filmens forrygende lydside er blevet til samt korte interviews med Gainsbourg og Dafoe.

Oven i hatten kommer også et informativt, fint og til tider muntert kommentarspor med Lars von Trier og Murray Smith, som underviser i film ved University of Kent i England. Alt i alt et velsammensat og tilfredsstillende ekstramateriale.

– Og så er det i dag sidste udkald for at vinde filmen plus en t-shirt. Deltag her!

Læs også Charmetrolden Trier er bedst, klik her.

Originaltitel: Antichrist, Danmark, Italien, Frankrig, Tyskland, Sverige, Polen, 2009. Instruktion: Lars von Trier. Medvirkende: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg m.fl. Spilletid: 104 minutter. Udgiver: SF Film.

Charmetrolden Trier er bedst!

Eller i hvert fald i Norden. For med den både smukke og gruopvækkende Antichrist har den gæve filmskaber inkasseret prisen for Nordens bedste film 2009, som uddeles af Nordisk Råd. Han slog således Finland, Island, Norge og Sverige. Prisen overrækkes dog først ved prisuddelingen i Stockholm den 27. oktober.

Spøgefuglen Trier er glad for prisen, som han bl.a. gav følgende selvironiske kommentar med på vejen: ”De andre film må eddermame have været dårlige, hvis min film er den bedste i Norden i år”. Well, muligvis manden har ret. Jeg har dog ikke set nogle af de konkurrerende film, men glæder mig til at se Finlands bidrag, gyseren Sauna – som by the way snart lander på det danske marked.

At der følger små 350.000 kroner med prisen er heller ikke helt dårligt, eller som Trier udtrykker det: ”Jeg blev engang spurgt, hvad jeg synes om filmpriser. Jeg svarede at filmpriser da var skønne, hvis der fulgte kontanter med og det gør der jo her. Og penge er jo en god ting. De kan få enhver rebel til at kaste sig ned på gulvet, falde om på ryggen og sprælle som en fisk” – som en fisk i vand…!

Jeg er selv ret begejstret for Antichrist, som jeg er spændt på at give en gensyn, når den lander på DVD. Og der er faktisk allerede en ny film på vej fra Trier. Det er dog ikke meget, der i første omgang afsløres af projektet. Filmens titel bliver Melancholia og vil være et psykologisk drama og katastrofefilm. Hvilket lyder meget interessant. Trier tilføjer selv den enkle slaglinje: ”No more happy endings!” – så er stilen lagt. På Zentropas hjemmeside flankeres nyheden af et billede, hvor Jorden er på kollisionskurs med en stor fremmed planet. Mon vi kommer til at se små grønne mænd i den kommende film, nu får vi se – filmen starter i hvert fald optagelser sommeren 2010 et sted i Europa.

Kilde: Politiken.dk