Anmeldelser – Side 36 – Filmskribenten

Indlæg

AMONG THE LIVING: Brutal, eventyrlig og fæl fransk slasher

16. oktober 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Siden de to franskmænd Alexandre Bustillo og Julien Maury spillefilmsdebuterede med deres forrygende og forrygende blodige Inside i 2007, har min opmærksomhed været rettet mod dem. Derfor har jeg også set frem til deres tredje og seneste film, Among the Living.

For hvor kunne de nu finde på at tage skrækfilmsgenren hen? Først den splattede og intense home invasion-debut og den mere børnevenlig opfølger Livid i 2011 – et overnaturligt gys og en overraskende genrebastard. Med Among the Living indtager de slasher-filmen med deres venlige kærlighed til genren, som de også her drejer på deres egen måde.

Filmen følger tre drenge, der på en pjækkedag leder dem på afveje til et øde og forladt filmset. Helt forladt er det dog ikke, for her holder en mordlysten galning med en grum baggrundshistorie til. Han opdager selvfølgelig drengene, som nu må flygte for livet. Her fra slippes gruen for alvor løs.

På samme måde som deres to første film, er også Among the Living en genrebevidst film og i høj grad også er en hyldest til skrækfilm. Her blandes uhyggen, de mørke skakter og skræmmende monstermasker op med en Spielberg-agtig vibe med sin forstadsstemning, fraværende forældre og familieproblemer.

Ja, det er ment på mest positive måde. For godt nok er Among the Living Bustillo og Maurys mest tilgængelige film, men den mangler bestemt hverken bid, brutalitet eller overraskeler. Det er en skrækfilm, der har samme kvaliteter som de uhyggelig historier og dystre eventyr, der fortælles omkring bålet.

Bustillo og Maury har dog ikke glemt, at genren også kan være brutal, hvilket filmens nådesløse åbningsscene er et forrygende godt eksempel på – hvor der også sendes en kærlig hilsen til deres debutfilm. Among the Living er med andre ord en skøn, grum og genreelskende film. Den slags, hvor der selvfølelig kører en klassisk sort/hvid-horrorfilm i tv’et.

Filmen, Among the Living 4/6:

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmen gør sig helt ok på Blu-ray. Billedet er farvemættet og med solid kontrast. Dog står billedet ikke altid lige skarpt, mens banding også forekommer. Der hæmmer dog ikke oplevelsen, og billedet står overordnet flot. Lydsiden er mere overbevisende med dynamisk brug af sine elementer, der medrivende underbygger uhyggen og filmens univers.

Desværre er der ikke meget ekstramateriale at komme efter. Her bliver det til filmens trailer, et slideshow med billeder fra filmen og trailers for andre at selskabets udgivelser. Desværre trækker dette og udgivelsens tekniske aspekter den samlede vurdering af udgivelsen ned på tre stjerner – men filmen får så absolut min klare anbefaling.

Ekstramateriale 1/6 | Billede 4/6 | Lyd 5/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Among the Living | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:

Originaltitel: Aux yeux des vivants, Frankring, 2014
Release: d. 16. oktober 2014
Instruktion: Alexandre Bustillo og Julien Maury
Medvirkende: Anne Marivin, Théo Fernandez, Francis Renaud m.fl.
Spilletid: 90 min
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

MALEFICENT: Angelina Jolie er skøn som hornet fe, men eventyret mangler pondus

13. oktober 2014/i Anmeldelser, Blu-ray-anbefaling /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Den er god nok, Angelina Jolie har både vinger, horn i panden og lidt for høje kindben i Disneys eventyrlige Maleficent. Her indtager hun titelrollen som Torneroses onde fe, der er knap så ond som sit rygte. Filmen giver nemlig en mere nuanceret udlægning af den ellers så grumme skurk. For bag de mørke klæder gemmer sig en tragisk kærlighedshistorie og et bristet hjerte.

En tragisk forelskelse har nemlig gjort den ellers så fredelig fe til den hævngerrige skurk, vi alle kender. Maleficent kaster i dette eventyr kaster en frygtelig forbandelse over kongedatteren Aurora, der nu vokser op midt i striden mellem menneskenes kongerige og skovens rige, hvor Maleficent hersker. Men igen, Maleficent er aldrig sådan rigtig ond – eller for den sags skyld skræmmende eller farlig.

©Disney

Den hornede fe er en såret sjæl, der hele vejen tydeligt bærer sit ømme hjerte på sit ydre. Det er selvfølgelig altid spændende at udfordre tematikker som godt og ondt, men her afføder det ikke engagerende dilemmaer, da der aldrig rigtig er en egentlig konflikt til stede hos Maleficent om det gode og de onde. Et dramatisk pondus udebliver. Maleficent er allerhøjest en smule hævngerrig.

Heldigvis har filmen andre klare styrker, blandt andet sit univers. Det er smukt, fascinerende og forførende. Lige fra de dystre skove, til åndeløse solnedgange og kampe mellem træmonstre og riddere. En gennemført kulisse for den desværre lidt ujævne fortælling og de gennemskuelige karakterer. Men nu er det også produktionsdesigneren bag Avatar og Alice i Eventyrland, der har sin instruktørdebut.

©Disney

Det bærer filmen absolut præg af, men Robert Strombergs helstøbte univers er desværre ikke nok til at gøre Maleficent til mere end et ok fornøjeligt eventyr. Men det er bestemt også ok, da eventyret alene er værd at se på grund af en skøn Angelina Jolie. Det eventyrlige univers er ligeledes dragende og med til at gribe mig, når nu historien og karaktererne har sine problemer med det.

Rollelisten byder desuden på Sharlto Copley som forbitret konge, mens Elle Fanning egentlig bare er dødirriterende som en forceret smilende Aurora, jeg mest havde lyst til at ruske noget oprigtighed ind i. Ja, Maleficent er lige ved og næsten at kunne have været det forrygende eventyr som både den legendariske fe og Angelina Jolie fortjener. Men mon ikke Disney gør forsøget igen med en to’er?

Filmen, Maleficent, 3/6:

©Disney

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen måske nok har sine ujævnheder, er Blu-ray-udgivelsen noget mere solid. Det smukke univers gengives her smukt med både god detaljegrad, solid kontrast og et både skarpt og farvemættet billede. Lydsiden spiller ligeledes virkelig godt med velbalancerede niveauer, hvor både de brølende krigsscener, dialogen og det eventyrlige score foldes dynamisk ud. Ekstramaterialet er dog ikke det store sus.

Her får man seks en smule overfladiske, men velproducerede featuretter, der kigger op Fannings rolle Aurora, et kig på Disney originale tegnefilm Tornerose og forholdet til filmen, filmens episke krigsscene samt Maleficents udseenede og Jolies arbejde med karakteren samt slutteligt fem ikke vildt spændende slettede scener (i alt 33 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Maleficent | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

Originaltitel: Maleficent, USA, 2014
Release: d. 13. oktober 2014
Instruktion: Robert Stromberg
Medvirkende: Angelina Jolie, Sharlto Copley, Elle Fanning, Sam Riley, Imelda Staunton, Juno Temple, Lesley Manville m.fl.
Spilletid: 97 min
Udgiver: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

ALIEN ANTHOLOGY: En forrygende Blu-ray-udgivelse

9. oktober 2014/i Blu-ray-anbefaling, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anbefaling: Et af mine favorit filmmonstre er H.R. Gigers syreholdige, elegante og foruroligende alien fra Alien-filmene. Det er et monster og en filmserie, jeg gang på gang er vendt tilbage til. Derfor var det også en fornøjelse at gå ombord i Alien Anthology-boksen – alle fire film udgivet på Blu-ray og med masser af spændende af ekstramateriale. Lad mig bare først som sidst få sagt, at det på alle leder og kanter er en fantastisk udgivelse.

Serien startede i 1979, hvor Ridley Scott sendte publikum ud i rummet til Sigourney Weaver, der som den hårdhudede Ellen Ripley forsøger at overleve ombord på rumskibet Nostromo. Her har besætningen nemlig fået en ubehagelig gæst på besøg, der jager dem rundt i rumskibets klaustrofobiske korridorer. Alien er en dybt fascinerende, skræmmende og intens klassiker, der nervepirrende og gnidningsløst sammenfletter gys og science fiction. Filmen er siden blevet et pejlemærke for et utal af science fiction- og monsterfilm. Et mirakel af en rumgyser.

I 1986 satte James Cameron sig i instruktørstolen – og han skruede i den grad op for actionknapperne med Aliens. Han tilførte flere frådende aliens og skarpladte automatvåben, men heldigvis uden at glemme filmens karakterer undervejs. Resultatet er en af de mest underholdende og gruopvækkende science fiction-film nogensinde. Det ikoniske opgør mellem Ripley og den slimede alien-dronningen er stadig hjertebankende monster-action i verdensklasse.

David Fincher spillefilmsdebuterede med Alien³ i 1992. Det var en produktion fyldt med problemer, ikke mindst for Fincher. Han blev nemlig forsøgt styret af selskabet, der ikke lod ham føre sin vision ud i livet. Flere scener blev skudt om og andre igen tilføjet. Alien³ er da også endt som en noget ujævn størrelse, hvor Ripley må begå sig blandt svedige, mandlige fanger på ’Fury’ 161. Dette tredje kapitel er imidlertid særdeles stemningsfuld, dyster og tyk af nihilistisk fremtidsæstetik.

Den indtil videre sidste del i serien er Alien: Resurrection fra 1997 – altså, med mindre man tæller Prometheus med (men det gør man i grunden nok) – med franske Jean-Pierre Jeunet ved roret. Ja, ham med den charmerende og søde Amélie. Hans skæve science fiction-univers er bestemt dragende, men blandt andet forsøget på at dreje det ikoniske monster i nye retninger og ikke mindst udforskningen Ripley-karakteren virker malplaceret. Men monstrene er flotte og så er specielt en undervandsscene med aliens lige i hælene intens monsterspænding.

Det har været en fornøjelse at gense filmene. Det er dog uden tvivl de to første, der er de stærkeste, men både tredje og fjerde kapitel har bestemt deres kvaliteter. Monstret vil med andre ord aldrig dø, men lever i bedste velgående 30 år efter det blev sluppet løs med den mesterlige Alien.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmene ser intet mindre end blændende godt ud på Blu-ray. Billedet står skarpt, kontrastfyldt og detaljeret – det uden at stofligheden er røget i svinget. Både de mange mørke scener i Alien og de heftige actionsekvenser i Aliens står upåklageligt. Det samme kan siges om Alien³ og Alien: Resurrection. Lydsporet på samtlige film er ligeledes fremragende. Her med perfekt afstemte niveauer og flere medrivende panoreringer, der sender dunkle dryp fra skyggerne og eksplosioner medrivende rundt i rummet. En klar forbedring i forhold til dvd-udgivelserne.

Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig. Udover at filmene kommer i to versioner, biografversionen og en alternativ udgave, får man også timevis af ekstramateriale. Her er kommentarspor, dokumentarfilm (blandt andet den ucensurerede version af dokumentaren om tilblivelsen af Alien³, som ikke før har været udgivet), slettede scener, trailere med mere. Ekstramaterialet er omfangsrigt, grundigt og en sand fornøjelse at gå på opdagelse i.

Konklusion:
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne udgivelse – og hvis man allerede har filmene på dvd, kan man roligt opgradere. For både billede og lyd er betydeligt forbedret og så medfølger der en masse spændende ekstramateriale. Dette er så afgjort en forrygende udgivelse af filmene. En uundværlig udgivelse for alle med mod på en tur ud i rummet, hvor de bistre monstre og den barske Ellen Ripley venter.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Alien Anthology | Blu-ray-anbefaling”]

Originaltitel: Alien Anthology, 2010 (Alien, 1979. Aliens, 1986. Alien³, 1992. Alien: Resurrection, 1997).
Release: den 9. oktober 2014
Instruktion: Ridley Scott, James Cameron, David Fincher, Jean-Pierre Jeunet.
Medvirkende: Sigourney Weaver, Tom Skerritt, John Hurt, Ian Holm, Carrie Henn, Michael Biehn, Lance Henriksen m.fl.
Spilletid: 117 min., 137 min., 114 min., 109 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment.[/tab][/tabgroup]

GODZILLA: Kæmpemonstre leverer monster god monsterunderholdning

9. oktober 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Man kan vel godt kalde japanske Godzilla for filmmonstrenes fader. Det er i hvert fald et af de mest ikoniske monstre nogensinde, der siden sin første optræden i Godzilla fra 1954 har hærget løs i adskillelige film. Nu rejser det enorme bæst sig på ny i Gareth Ewans dystre, storslåede og medrivende genfortolkning.

Filmens præmis er måske simpel, men filmen byder på ikke så lidt af overraskelser. Både med hensyn til monsteraction og historien, hvilket kun er en god ting. For netop uforudsigeligheden, der allerede slås an tidligt i filmen, er med til at sætte en intens tone af usikkerhed og faremoment, hvilket fastholdes filmen igennem – sådan cirka. Ja, filmen klarer sig bestemt helskindet gennem et par ujævnheder.

Godzilla udspiller sig i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Her er det virkeligheden, der invaderes af monstre – befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer. Det fungerer uden at det bliver Hollywood-sentimentalt eller kvalmende patosfyldt. Det kan man blandt andet takke filmens cast for. Her er Bryan Cranston bevægende og engagerende som en videnskabsmand, der med sin søn – en resolut Aaron Taylor-Johnson – er tragisk forbundet med monstrets genkomst.

Men inden vi får lov at se det mastodontstore bæst i fuldt vigør, gælder det karakterne, mens man også lærer mere om monstrets historie, og så peppes der velbalanceret op med regeringshemmeligheder, terrorfrygt og krigstematik. Én ting er dog menneskeskæbnerne, temaer som nemesis samt etiske problemstillinger om menneskets kynisme og hovmod, en anden er monstrene.

For det er jo dem, det hele i grunden handler om. Store monstre, der smadrer hinanden og alt omkring sig. Her skuffer filmen bestemt ikke. Ja, jeg kunne sgu godt lide, at man skal vente til filmens sidste akt før det hele for alvor eksploderer i bastant, massiv og monstrøs monsteraction. Her får menneskene den plads, de ret beset har, når det gælder Godzilla, og det er henvist til kulissen som de forsvarsløse og ubetydelig statister de er, når monstrene slår sig løs.

Godzilla er instruktør Gareth Ewans kun anden spillefilm og han imponerer på mest medrivende vis med denne massive og tonstunge omgang monsterdestruktion, der udover Tayler-Johnson og Cranston også gives menneskelig tyngde af Ken Watenabe, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche og Sally Hawkins. Men det er så absolut monstrene, der vinder slaget i sidste ende, og det på mest tilfredsstillende vis. Brøøøl!

Filmen, Godzilla, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig helt forrygende godt på Blu-ray. Billedet står hele vejen veldefineret med solid kontrast, indtagende detaljegrad og farvemættet. Lydsporet er ligeledes en sand fornøjelse – dynamisk og velbalanceret, lige fra stille passager til Godzillas ikoniske brøl. Ekstramaterialet er ok. Her finder man tre fiktive dokumentarer og nyhedsudsendelser om filmens monstre med baggrundshistorie om dem samt deres terrorisering af Jorden (i alt 14 min.).

Videre er der 4 ret fine featuretter, der ser på blandt andet skabelsen af Godzilla samt visionerne for filmen, videre til et kig på filmens massive ødelæggelser og en episk scene i filmen med udspring fra et fly og sidst et kig på monstrene i filmen – alt godt krydret med lidt for meget rygklapperi (i alt 39 min.)

Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Godzilla | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:

Originaltitel:Godzilla, USA, 2014
Release: d. 22. september 2014
Instruktion: Gareth Ewans
Medvirkende: Aaron Taylor-Johnson, Ken Watanabe, Elizabeth Olsen, Juliette Binoche, Sally Hawkins, David Strathairn, Bryan Cranston m.fl.
Spilletid: 123 min
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2014: Jeg har overlevet endnu en skøn omgang med blod, gru og rædsel

6. oktober 2014/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Blodig Weekend 2014: Tredje omgang af genrefilmsfestivalen Blodig Weekend viste sin sidste film i søndags. To weekender med skræk og rædsel i biografen nåede således sin ende. Første weekend fandt sted i København, mens anden del også indtog Aarhus. Jeg har skrevet om første weekend her og her, men var selvfølgelig også til stede under festivalens anden blodige halvleg.

Her blev der lagt ud med verdenspremieren på den danske found footage-gyser Encounters. En godt fyldt sal 1 i CinemaxX var således klar til at blive skræmt. Særligt uhyggeligt blev det dog ikke. Eller særligt underholdende for den sags skyld, mens man i The Blair Witch Project-stil følger et lille filmhold, der farer vild i de store svenske skove. Her er det dog ikke hekse, der lurer i mørket.

Det stakkels filmhold på afveje i Encounters

Det ændrer desværre ikke på, at uhyggen er til at overse. Det er de kedelige klichéer og det klodsede manuskript til gengæld ikke. Men gruppen fungerer godt og naturligt med deres interne drillerier og uenigheder. Humoren balanceres bare ikke helt vellykket med gyset. Grinene overtog også der, hvor det ikke var mest gavnligt for historien og forsøget på uhygge. Desværre en fuser på trods af gode horror-intentioner og genrehjertet på rette sted.

Om torsdagen havde Blodig Weekend skiftet biografen ud med Warehouse9 i København, hvor finske Nightsatan leverede 80’er-inspireret synth-koncert efter, at deres kortfilm var blevet vist. Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage, men kastede mig dagen efter atter ind i kampen til visningen af Sharknado 2. Ja, opfølgeren til den der film med Ian Ziering (du ved, Steve Sanders), der kommer i kamp mod en tornado fyldt med glubske hajer. WTF.

Ja, det Ian Ziering med en motorsav og en stor haj. Gæt selv filmen.

En herlig dumt præmis, der med 2’eren tages skridtet videre med flere hajer og mere dumhed. Og selvom den var mere underholdende end den første, kneb det med at holde tomgangen og kedsomheden på afstand. Det er fatalt, når man laver en film om hajer i tornadoer. Den var dog ikke uden medrivende dumhed, som eksempelvis når Ian kløver en klodset animeret kæmpehaj i to med sin motorsav.

Efter en lørdag, hvor jeg desværre gik glip af Nacho Vigalondos thriller Open Windows med Elijah Wood og Sasha Grey i hovedrollerne samt det overnaturlige gys Starry Eyes, var jeg blot endnu mere klar på Blodig Weekends afslutningssalut med besættelses-gyset The Quiet Ones og Jordens undergang i den australske These Final Hours.

Det er uuuhyggeligt i The Quiet Ones – eller måske egentlig ikke heeeelt så uhyggeligt alligevel

Det legendariske britiske filmstudie Hammer Film står bag The Quiet Ones. Studiet havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne, hvor blandt andet Dracula og Frankenstein var på filmstrimlen. Det genoplivede studie har dog et stykke vej tilbage til horror-tinderne med The Quiet Ones, hvor en Oxford-professor vil bevise, at det overnaturlige findes og kan helbredes. Det forsøger han så at gøre med sin forpinte patient Jane Harper, der synes at være besat.

Jared Harris er karismatisk som snørklet professor, mens Olivia Cooke er skræmmende og tvetydig som Harper. Atmosfæren er mørk og trykkende, men desværre sættes de gode takter over styr af billige jump scares, klodsede klichéer og effektjageri. Det dræner historien for uhygge og troværdighed. The Quiet Ones ender som et middelmådigt, men trods alt delvist vellykket gys.

Jorden går under i These Final Hours, så graffiti er helt ok

Blodig Weekend sluttede helt symbolsk af med den dystopiske These Final Hours, hvor man følger en mands sidste timer inden Jordens undergang. Hvad bruger man så de sidste timer på? Her fester, knepper og begår folk selvmord og har nederen på. Filmen bliver bare ikke helt så intens og medrivende, som der sigtes efter med flere højdramatiske scener, der involverer både børn, afmagt og håndvåben.

En ujævn film, der dog ret godt fastholder en stemning af håbløshed på sin vej mod Jordens undergang, der desværre bare ikke bliver til det slag i mellemgulvet, man kunne have ønsket sig. Men en ok ond, om end ikke opløftende afslutning på endnu ombæring Blodig Weekend, der har budt på skønne gensyn med klassikere, besøg af horror-legender og nye spændende skrækfilm. Jeg ser bestemt frem til fjerde ombæring af Blodig Weekend næste år.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs mine øvrige artikler fra: Blodig Weekend 2014 her, 2013 her og 2012 her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

FASANDRÆBERNE: Ja tak til en muggen Lie Kaas, perverterede mænd og brutale mord

1. oktober 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Vi kan hurtigt blive enige om, at den første film om den mugne vicekriminalkommissær Carl Mørck ikke var det store krimisus. Du ved, Kvinden i buret. Det synes jeg i hvert fald ikke. Den var klichéfuld på den kedelige måde. Nu rammer opfølgeren alle de mordhungrende husmødre, og lad mig bare slå fast, at Fasandræberne er langt bedre end sin forgænger.

Som en rigtig to’er, er der skruet op for alle knapperne. Plottet er mere ambitiøst, der er flere ting, som sprænger i luften og så løber makkerparret Mørck og Assad en del mere rundt. En sag fra 1994 om et brutalt myrdet tvillingepar får nemlig duoens opmærksomhed, og snart begynder konturerne af et perverteret plot at komme til syne. Og det er faktisk ret spændende.

Ja, her er tale om den der slags pøbelkrimi, hvor de lavtlønnede borgere kan finde fælleskab i at pege fingre ad alle dem med succes. For selvfølgelig er de rige og velklædte nogle psykopatiske, kyniske og perverterede svin. Det er klart. I Fasandræberne er der altså ikke mange gråtoner at komme efter – det er de onde mod de gode. Det er til at forholde sig til. Og sådan er det.

Jo, der er da en smule nuancer at hente i historien samt i Nikolaj Lie Kaas’ rolle som den formørkede Mørck (yes, symbolikken er der også styr på). Men det er ikke i de moralske gråzoner og persontegningernes lag, man finder filmens styrke. Det gør man derimod i det engagerende plot, der foldes veloplagt ud, mens klichéerne plejes og logikken ryger ud af vinduet.

Inden for de første 10 minutter leveres der da også lige et par kiksede fake scares. Men hul i mangel på logik og klichéer, for filmen holder et medrivende tempo, hvor der hele vejen fermt lægges nye, engagerende tråde ud i plottet. Godt nok er uforudsigeligheden til at overse, men det er til at leve med i krimiunderholdnings tegn.

Lie Kaas’ er stadig god som mut enspænder, mens Fares Fares er det sympatiske og positive modstykke som kollegaen Assad. En klassisk, men velfungerende modsætning. Pilou Asbæk og David Dencik gør deres ting som karikerede skurke, mens Danica Curcic får lidt mere gråzone at spille med som en altafgørende brik i plottet. Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens husmorkrimier, som filmen er baseret på – og kommer ikke til det – men jeg skal klart se opfølgeren.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fasandræberne | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel:Fasandræberne, Danmark, 2014
Release: d. 2. september 2014
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Danica Curcic, Pilou Asbæk, David Dencik, Søren Pilmark, Johanne Louise Schmidt, Sarah-Sofie Boussnina m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2014: Kannibal-legende, franske fristelser og en hel masse død

30. september 2014/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Blodig Weekend 2014: I år strækker genrefilmsfestivalen Blodig Weekend sig over to weekender. Første weekend, der fandt sted i Cinemateket i København, er nu veloverstået. Gruen fortsætter dog allerede fra onsdag den 2. oktober med visningen af den danske found footage-gyser Encounters, mens også Århus lægger krop til festivalen i weekend nummer to. Du finder programmet herunder og hos Blodig Weekend her.

Jeg har rapporteret fra festivalens to første dage her, men nu gælder det anden del af første weekend. Hvor fredagen ubetinget stod i Troma-kongen Llyod Kaufman og The Toxic Avengers navn, så ejede den kontroversielle Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980 lørdagen, hvor den 75-årige, italienske instruktør Ruggero Deodato var til stede til en q&a.

Der gnaskes løs i Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980

Inden kannibalklassikeren indtog lærredet lørdag aften, var Cinemateket indtaget af diverse boder, hvor man kunne købe plakater, film og merchandise. Der var virkelig mange spændende sager, og så var det hyggeligt at møde andre gore hounds. Deodato og Kaufman var selvfølgelig også til stede, så man kunne få taget et billede med dem og signeret sine film og filmplakater.

Der var syv film på programmet om lørdagen. Jeg fik set beskedne tre. Først den vellykkede vampyr-mocumentary-komedie What We Do in the Shadows. Her følger et dokumentarhold livet i et vampyrbofællesskab i New Zealand, hvilket selv sagt ikke er problemfrit, når nu man er vampyr. Ikke altid lige komisk vellykket, men vampyrerne var hele vejen godt selskab.

Den overhøflige vampyr i mocumentary-komedien What We Do in the Shadows

Lige fra den overhøflige Viago (Taika Waititi) til den lidt for selvsikre Deacon (Jonathan Brugh) og den dameglade Vladislav (Jemaine Clement). Grotesk, sjov, blodig, herligt tåbelig og hele vejen leveret med en kærlighed til genren. Efterfølgende var det tid til Kannibalmassakren – og det i propfyldt sal. Helt forrygende fedt.

Selvom den grumme klassiker er mere end 30 år gammel, er det fortsat en brutal og trøstesløs oplevelse med sine dyredrab, voldtægter og generelt blodig omgang med menneskekroppen. En af mine all time favourites. Det var derfor også stort at møde Deodato, der introducerede filmen og efterfølgende deltog i en q&a. Han var en noget uforudsigelig blanding af morsom, veloplagt og vrissen. Men utvivlsomt en fornøjelse – i hvert fald for mig.

Instruktør Ruggero Deodato fortæller om sin kannibalklassiker Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren

Lørdagen sluttede med Bustillo og Maurys ret så fremragende Among the Living, efter at jeg havde stammet mig sortsnakkende igennem min introduktion af den franske horrorfilm. En genrebevidst sag i slasherland, der ligger et sted imellem de to franskmænds to forrige film, den blodig Inside og den overnaturlige Livid. I Among the Living følger man tre drenge, der får enden på komedie, da de møder en mystisk maskeret mand. Brutal, eventyrlig og tung af horror-stemning.

Om søndagen var der fire film på programmet. Den schweiziske vampyrfilm Chimères samt en 20-års jubilæumsvisning af Ole Bornedals Nattevagten med besøg af instruktøren. Selv så jeg ABCs of Death 2, hvor hvert bogstav i alfabet udgjorde udgangspunktet for filmens 26 indslag fra forskellige instruktører.

Halvt betjent, halvt varulv – 100% WolfCop

Et opfindsomt, vanvittigt og blodigt kludetæppe af måder, man kan dø på. Niveauet var højere og mindre ujævnt end forgængeren. Så selvom det er mange kortfilm at tage ind på én gang, var det en ret så forrygende og forrygende skizofren oplevelse. Jeg sluttede søndagen af med den fjollede horrorkomedie WolfCop, der er præcis det, du tror den er – en film om en varulvebetjent.

En film, der er nem at elske, men som jeg gerne ville have elsket endnu mere. For selvom folkene bag utvivlsomt har horrorhjertet på rette sted, var filmen ikke lige veloplagt fortalt, mens ikke alle jokes ramte lige godt plet. Men den var præcis sjov nok til at komme i mål – og så var det en fornøjelse med filmens praktiske effekter. Jeg ser bestemt frem til WolfCop 2, der allerede er på vej.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs også om mine filmanbefalinger på Blodig Weekend 2014 her, og første del her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Programmet for resten af Blodig Weekend 2014:

ONSDAG DEN 1. OKTOBER 2014
21.00 | ENCOUNTERS | CinemaxX KBH

TORSDAG DEN 4. OKTOBER 2014
21:00 | Den officielle Blodig Weekend-fest. Filmen Nightsatan and the Loops of Doom vises og efterfølgende er der koncert med bandet Nightsatan.

NYMPHOMANIAC – Director’s Cut: Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest

9. september 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Endelig er den her. Lars’ egen, dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade og ucensurerede director’s cut af Nymphomaniac. 90 minutter længere end versionen, der ramte verden tidligere i år. Rejsen gennem Joes utallige seksuelle eskapader – fra barnsben til hun er 50 – når hermed op på hele fem en halv times spilletid. Wow – og et stort ja tak til hr. Lars von Trier.

Men hvor anderledes er Lars’ egen version så? Måske ikke just radikalt anderledes. Og så alligevel. For her deler han nu med rund hånd ud af flere stive pikke, våde vaginaer, sæddryppende mundvige og on screen penetration. Også den dobbelte af slagsen. Umph. Mere om den ekstra spilletid senere. Filmen udfoldes selvfølgelig også i denne version med Charlotte Gainsbourg i centrum som den selvbetitlede nymfoman Joe.

Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, spillet med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård. Han tager hende med op i sin lejlighed, hvor hun nu fortæller sin livshistorie, der er fyldt med seksuelle møder – men også jagten på kærlighed – for utrætteligt at få Seligman til at et fordømme hende som et dårligt og moralsk fordærvet menneske. Jeg sidder også med. Intenst lyttende, mens hendes historie rulles saftigt ud – i Lars’ egen version.

Ja, der kneppes mere i denne version – men…
Og så tilbage til de ekstra 90 minutter. For udover ovenstående, saftige tilføjelser, får blandt andet også Joes forhold til sin milde far (Christian Slater) mere plads, og så er her også flere nuancer – blandt andet i samtalerne mellem Joe og Seligman. Filmen føles mere dynamisk, mere naturligt flydende. Og ja, så er der lige den der ekstra scene. En grum, blodig og minutiøs abortscene, der giver Joes forsøg på at få Seligmans fordømmelse ekstra brutalt pondus.

Ja, drop lige de forbehold, du måtte have mod Lars von Trier. For han er også en både morsom og drillesyg herre, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med denne seksuelle dobbeltdækker, der drypper af drilskhed og intellekt. Måske Danmarks sjoveste mand. Blandt andet er Trier i sorthumoristisk hopla i den absurde scene, hvor Uma Thurman som passiv aggressiv og grådkvalt hustru aflægger Joe og sin utro mand et tåkrummende besøg.

Og nu må jeg ikke glemme Stacy Martin, der lægger krop til Joe som ung. Hun balancerer helt forrygende mellem det uskyldige og kalkulerede, det følsomme og iskolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen. Det er desuden et vildt cast, der lægger krop til Triers løjer. Blandt andet med Willem Dafoe som lyssky forretningsmand, Shia LaBeouf (ja, Shia LaBeouf) som Joes langvarige flamme og Jamie Bell i en bondageudøvende rolle. Smæk.

Du skal selvfølgelig se Lars’ egen og ekstra lange version
Nymphomaniac er et fascinerende, dragende og tankevækkende opus, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed. At søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser. Nej, de eksplicitte scener er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener i forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde.

Det, at filmen udspilles i tilbageblik med kapitler omhandlende perioder i Joes liv, giver desuden filmen en nærmest litterær karakter, ikke mindst grundet Seligman, der intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Og med fem en halv times spilletid er det oplagt at gense dette skønne bæst af en film et kapitel hist og her, når den lander på hylderne i din videobutik. Men ja, du skal selvfølgelig først se den i biografen i ét utrætteligt stræk.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Nymphomaniac – Director’s Cut | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Nymphomaniac – Director’s Cut, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Premiere: d. 10. september 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende: Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE AMAZING SPIDER-MAN 2: En kulørt edderkop med mange kastanjer at rage ud af ilden

8. september 2014/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hollywoods superheltemaskine holder ikke igen på bulder, brag og effekter, når Andrew Garfield atter trækker i den rød/blå-spandexdragt med The Amazing Spider-Man 2. Her synes mantraet nemlig at være større, vildere og flere plottråde. En typisk to’er om man vil. Heldigvis er det også en underholdende to’er, der bag farveladen og de kække replikker gemmer på et menneskeligt mørke.

Det dystre skygger dog aldrig for den farverige og energiske superhelteunderholdning, men skyggesiderne er med til at give karaktererne tyngde og dramaet et fint menneskeligt nærvær. Så selvom her er mange effekter, der skal fyres af, og ting, der skal eksplodere – som i rigtig mange. Så finder man midt i eskapaderne også et drama, der gør actionbulderet til mere end blot tom staffage.

Peter Parkers forhold til Gwen Stacy er anspændt, da han har svoret at holde hende på sikker afstand af Spider Mans farlige strabadser. Det er dog ikke let. Hun spilles igen rapt af Emma Stone, der får kærlighedsknaset til at fungere. Samtidig melder en ny trussel sig på banen, da den underkuede videnskabsmand Max tilsættes strøm og genfødes som den hævngerrige Electro. En gnistrende Jamie Foxx, der overspiller Max-rollen, men får urovækkende pondus efter sin forvandling til überskurk.

Det er dog ikke den eneste trussel, Spider Man står overfor. Dane DeHaan melder nemlig sin entré som Peters tvetydige og uforudsigelige barndomsven Harry Osborne. Han har arvet sin fars kæmpe forretningsimperium, men mørket sniger sig ondt ind på den vandkæmmede knægt. Lige så meget som det er ydre omstændigheder, der er grund til Peter søvnløse nætter, tumler han også med indre dæmoner og frustrationer.

Blandt andet indhentes den ellers kække spindvævssvinger på ny af sin fortid, hvor hans døde forældre står centralt som et traume, han må bearbejde – særligt da der her kommer nye oplysninger om dem i spil. Osbourne kæmper med faderkomplekser, mens Electro slås med mindreværd. Læg hertil temaer som skyldfølelse, ensomhed, og afmagt. En alvor, der balanceres fint med de kulørte løjer.

The Amazing Spider Man 2 har ganske enkelt mange ting kørende for sig, men også lidt for mange ting kørende – sådan generelt. Her er lidt for mange plottråde i spil til at de alle forløses lige elegant, mens spilletiden med fordel kunne være klippet lidt. Det er dog ikke noget, der vælter dette veloplagte superheltelæs fra at være både medrivende, flot og underholdende edderkoppeaction med Peter og Gwens ombruste forhold fint placeret midt i løjerne.

Filmen, The Amazing Spider-Man 2, 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig helt forrygende godt på Blu-ray. Det sprudlende univers kommer i den grad til sin ret med et veldefineret billede, der hele vejen står skarpt, farvemættet og detaljerigt. Lydsporet er ligeledes en sand fornøjelse med sin velbalancerede brug af sine elementer – alt fra eksplosioner til de helt sagte momenter gengives klart, dynamisk og levende.

Ekstramaterialet byder på flere gode sager. Man får et informativt, muntert og engagerende kommentarspor, hvor manuskriptforfatterne Alex Kurtzman og Jeff Pinkner samt produerne Matt Tolmach og Avi Arad kommer tilfredsstillende omkring filmens tilblivelse. Videre er der 13 slettede/alternative scener med eller uden kommentarspor af instruktør Marc Webb (23 min.), hvilket er med til at gøre også de mindre interessante scener værd at se.

Man får en virkelig solid seks-delt making of (104 min.). Her er interviews med cast og crew, kig på karaktererne, filmens temaer, det at optage i New York, et kig på actionscenerne, et kig på hvordan man har skabt The Green Goblin og Electro, videre til special effects – både CGI og praktiske – samt et kig på scoret af Hans Zimmer og lyddesignet. Sluttet et kort indslag med Marc Webb om scoret (8 min.) og musikvideoen for It’s On Again med Alicia Keys (4 min.).

Ekstramateriale 5/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Amazing Spider-Man 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:

Originaltitel:The Amazing Spider-Man 2, USA, 2014
Release: d. 29. august 2014
Instruktion: Marc Webb
Medvirkende: Andrew Garfield, Emma Stone, Jamie Foxx, Dane DeHaan, Paul Giamatti, Sally Field m.fl.
Spilletid: 142 min.
Distributør:Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TEENAGE MUTANT NINJA TURTLES: Jeg siger ’cowabunga’ og glæder mig allerede til 2’eren

4. september 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ja, jeg læste tegneserierne, så tegnefilmene og filmene, havde klistermærkerne og figurerne som knægt. Det har jeg sådan set stadig, og det er stadig noget af det flotteste legetøj around. Jeg har dog ikke et så nostalgisk forhold til Teenage Mutant Ninja Turtles, at jeg har ligget søvnløs over, hvordan denne Michael Bay-producerede ninjapadde-film skulle blive.

Men lad mig blot få sagt, at her er tale om en underholdende omgang tegneserieaction. Nej, den er ikke just historiemæssig original eller uden sine skavanker. Men som farverig og fjollet skildpaddeaction, var jeg (stort set) hele vejen i godt selskab med de fire grønne teenagere – lederen Leonardo, den hidsige Rafael, opfinderen Donatello og den kække Michelangelo.

Men ja, man skal dog tygge sig igennem sin del af klichéer og forudsigeligheder i den uopfindsomme historie. Her forsøger den onde Shredder og en skrupelløs rigmand at lægge New York for deres fødder ved hjælp af en farlig gas og den maskerede fodklan. Simpelt og ligetil – cool nok. Desværre er historien bare uden næveværdige overraskelser. Oh well.

Filmen gør dog op for sine forudsigeligheder med et veloplagt tempo, veldoseret humor og flere velskabte actionscener – blandt andet en heftig tur ned af en bjergskråning med eksplosioner og hvinende køretøjer, der medrivende forener humor og action. Nå ja, og yderst afgørende for filmen, så er de fire padder velskabte CGI-skabninger. De er brutale, seje og har tyngde.

Når de deler slag ud, er der vægt bag. De har troværdigt nærvær i filmens univers, hvor padders individualitet også kommer til sin ret. Jeg savnede dog lidt mere ping pong mellem dem, og lidt mindre CGI-rabalder. Megan Fox er mest bare irriterende som reporteren April O’Neil (men jeg overlever). Desværre får William Fichtner som skurk ikke helt fylde nok, mens ikoniske Shredder reduceres til en robotlignende krigs-samurai.

Ja, selvfølgelig kunne Teenage Mutant Ninja Turtles have været en bedre film – i hvert fald mere historiemæssig opfindsom. Men padderne fungerer, humoren er (oftest) veltimet og tempoet medrivende. Og fuck nu, om filmen indfrier barndomsminder og nostalgi. For fuck sake, der skal skabes nye minder, og det er denne film sgu et solidt afsæt for at gøre. Jeg glæder mig til fortsættelsen.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Teenage Mutant Ninja Turtles | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Teenage Mutant Ninja Turtles, USA, 2014
Release: d. 4. september 2014
Instruktion: Jonathan Liebesman
Medvirkende: Megan Fox, Alan Ritchson, Noel Fisher, Jeremy Howard, Pete Ploszek, Will Arnett, Danny Woodburn, Will Arnett, William Fichtner m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

Indlæg

AMONG THE LIVING: Brutal, eventyrlig og fæl fransk slasher

MALEFICENT: Angelina Jolie er skøn som hornet fe, men eventyret mangler pondus

ALIEN ANTHOLOGY: En forrygende Blu-ray-udgivelse

GODZILLA: Kæmpemonstre leverer monster god monsterunderholdning

BLODIG WEEKEND 2014: Jeg har overlevet endnu en skøn omgang med blod, gru og rædsel

FASANDRÆBERNE: Ja tak til en muggen Lie Kaas, perverterede mænd og brutale mord

BLODIG WEEKEND 2014: Kannibal-legende, franske fristelser og en hel masse død

NYMPHOMANIAC – Director’s Cut: Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest

THE AMAZING SPIDER-MAN 2: En kulørt edderkop med mange kastanjer at rage ud af ilden

TEENAGE MUTANT NINJA TURTLES: Jeg siger ’cowabunga’ og glæder mig allerede til 2’eren

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV