Kultfilmspotentiale med Chance the Rapper i horror-komedien ‘Slice’

Et mystisk mord på Blu-ray: Hvis du både kan lide gode grin og gysende uhygge, så kan det være, at du skal kaste dig kærlighed over ‘Slice’, der netop forener de to ting til en gyser-komedie. På rollelisten finder man blandt andet – og måske nok en kende overraskende – rapperen og musikeren Chance the Rapper, som de fleste selv sagt nok vil kende fra musikkens verden og på scenen, når der skrues op for rim og medrivende beats. Men her indtager han altså horror-komedien med en i øvrigt ganske prominent rollebesætning af blandt andet flere stjerneskud.

Med hvad handler ‘Slice’ så egentlig om? Jo, da et pizzabud bliver myrdet, beslutter to vidner at her at undersøge sagen – og altså komme til bund i, hvem der mon har begået det mystiske mord i deres spøgelsesagtige provinsby. Er det spøgelser? Pushere? Eller måske simpelthen en varulv?

‘Slice’ er således blevet kaldt en tempofyldt horror-komedie udover det sædvanlige og er endvidere blevet beskrevet som en hybrid mellem Michael Jacksons zombie-befængte musikvideo til megahittet ‘Thriller’ samt den retro-glade og meget populære tv-serie ‘Stranger Things’ – der også er en af mine favoritter med blandt andet sine monstre og lækre 80’er-setting.

Som nævnt ovenfor, så byder ‘Slice’ på en ganske stjernespækket rolleliste, det i form af den allerede nævnte og Grammy-vindende rapper Chance the Rapper, videre til skuespillerne som Zazie Beetz, man blandt andet vil jende fra den sorthumoristiske superheltefilm ‘Deadpool 2’ samt Joe Kerry, som man netop også kan opleve i ‘Stranger Things’ og ikke mindst Chris Parnell, der også er at finde i den yderst morsomme serie og personlige favorit ’30 Rock’.

‘Slice’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. juli.

Mere gys og flere mord med ‘Happy Death Day 2U’

Gys på Blu-ray: Hvis du var vild med gyseren ‘Happy Death Day’ fra 2017, så er der godt nyt. For nu er opfølgeren ‘Happy Death Day 2U’ nemlig udkommet her i landet på Blu-ray. Det betyder naturligvis endnu mere gys, endnu flere mord og meget mere uhygge med en mystisk maskeret morder, der indgyder frygt og tager liv i denne gysende efterfølger til den første ganske præmis-opfindsomme gyser.

Denne gang er det endnu engang præmissen med et deja-vu, der er på spil. Denne gang er der et deja-vu hele tiden for Tree Gelbman, som er den bistre studerende, der opklarede sit eget mord ved at gennemleve sin død om og om igen. Nu vender den maskerede morder som nævnt ovenfor altså på yderst mystisk vis tilbage for at jagte nye ofre.

Derfor må Tree Gelbman altså igennem det morderiske og gysende uhyggelige tidsloop, der nok også denne gang skal afsted komme både kuldegysninger, spænding og ikke mindst mord med ‘Happy Death Day 2U’, der kommer fra det gysende gode produktionsselskab Blumhouse Productions, der blandt andet også står bag Oscar-vinderen ‘Get Out’.

Udover selve filmen ‘Happy Death Day 2U’, så kan man også dykke ned i en omgang gysende ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen. Her finder man således både spas og løjer fra optagelserne og slettede scener, videre til tre featuretter, der hedder ‘The Never-ending Birthday’, Web of Love: Tree’s Nightmare’ og slutteligt featuretten ‘Multiverse 101’. Så gysende god fornøjelse, hvis du tør at kaste dig over filmen.

‘Happy Death Day 2U’ udkommer på dvd og Blu-ray den 24. juni.

Teenage-mysterier med filmen ‘Nancy Drew and the Hidden Staircase’

Filmatiseret bogserie på Blu-ray: ‘Nancy Drew and The Hidden Staircase’ er en amerikansk teenage-og-mysterie-film fra 2019, der er instrueret af Katt Shea med et manuskript af Nina Fiore og John Herrera. Filmen er baseret på bogen af samme navn, der er skrevet af Carolyn Keene, der faktisk tidligere allerede er blevet filmatiseret – det helt tilbage i 1939.

I filmen følger man den 16-årige Nancy Drew, der i sit ellers helt almindelige liv længes efter både spænding, magisk eventyr og ikke mindst en mulighed for at gøre en forskel i verden. Hun får imidlertid chancen, da hun bliver bedt om at hjælpe med at løse nogle spøgelsesagtige hændelser, der foregår i det store palæ Twin Elms. Således er den snarrådige Nancy Drew snart på den mystiske sag.

Nancy engagerer endvidere to af sine aller bedste venner, nemlig George og Bess samt den såkaldte ”onde” lokale pige Helen i kampen for at løse det småuhyggelige spøgelses-mysteri i Twins Elms. Så berede dig på både overnaturlige begivenheder og ikke mindst mysterie-spænding i denne bogfilmatisering.

I hovedrollen som Nancy Drew finder man Sophia Lillis, der altså således i den rødhårede titelrolle undersøger det muligvis hjemsøgte hus med både gåpåmod og en lommelygte. Så hvis du måske allerede elsker bogserien om Nancy Drew, bør du muligvis se filmen – og ellers springe på den, hvis du er til mysterie, spøgelser og ikke mindst spænding.

‘Nancy Drew and The Hidden Staircase’ udkommer på dvd og Blu-ray den 4. juli 2019.

Action-serie med første sæson af Tom Clancys ‘Jack Ryan’

Blu-ray med fuld fart på: Hvis ikke navnet Jack Ryan måske lige siger dig noget, så kender du i hvert fald både Alec Baldwin, Harrison Ford samt Chris Pine. De har i hvert fald alle spillet CIA-analytikeren Jack Ryan i hver deres film. For Jack Ryan er nemlig en yderst populær herre – ikke kun på film, men altså også i bogform, hvor man første gang kunne møde ham.

Senere kom filmene, der er baseret på Tom Clancys bogserie, hvor man vil kunne nikke genkendende til filmtitler som blandt andet ‘The Hunt for Red October’ (1984) og ‘The Sum of All Fears’ (1990), videre til ‘Patriot Games’ (1992) og ikke mindst rebootet Jack Ryan: Shadow Recruit fra 2014.

Nu er Jack Ryan så genopstået i serieformat, det med Tom Clancys ‘Jack Ryan’. Første sæson udkommer på Blu-ray den 4. juli, hvor det denne gang er ingen ringere end John Krasinski, der indtager titelrollen. Ham vil man nok kende fra blandt andet en anden serie, nemlig komedie-serien ‘The Office’ samt fra gyserfilmen ‘A Quiet Place’ – en film han desuden selv instruerede.

Men i denne første sæson følger man altså CIA-analytikeren Jack Ryan, der her fjernes fra sit trygge skrivebordsarbejde og kastes ud i en dødsensfarlig kattens leg med musen på tværs af Europa og Mellemøsten. Han får nemlig travlt med at stoppe en terrorists planer om et omfattende angreb mod USA og landets allierede.

‘Tom Clancy’s Jack Ryan’ sæson 1 udkommer den 4. juli 2019.

‘Mary Poppins Returns’ charmerer en ny generation af børn i alle aldre

Syng med på Blu-ray: Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke noget egentligt forhold til musical-klassikeren ‘Mary Poppins’ fra 1964, hvor Julie Andrews indtog den ikoniske titelrolle. Derfor har jeg heller noget i klemme, hvad angår fortsættelsen ‘Mary Poppins Returns’, hvor det denne gang er Emily Blunt, der kommer svævende eventyrligt ned fra oven.

Jeg vil med andre ord ikke råbe helligbrøde efter denne film, hvor den magiske barnepige vender tilbage til 1930’ernes London for at hjælpe den nye generation af familien Banks, der står overfor at miste deres barndomshjem til en grådig bankmand. Ikke nok med det, så tynger sorgen efter moderens død også både børnene og enke-manden. Livsglæden trænger kort sagt til et pust.

Ind på scenen flyver således Mary Poppins, der på fortryllende vis skubber familien i en mere munter retning med blandt andet opløftende musical-numre og eventyrlige ture ind i kulørte verdener, hvor dyr kan både danse og synge. Og selvom jeg egentlig ikke er den store musical-fan, så smitter musikken positivt af på mig på samme måde som på den lille familie.

Emily Blunt er nemlig ret så charmerende som den både bestemte, men også yderst omsorgsfulde Mary Poppins. For selvom sorgen over moderens død ganske vist ligger latent i familien, mens også truslen om at miste deres hjem banker på forude, så er her altså i den grad tale om en feel good-film, der dog ikke helt negligerer de nævnte skyggesider hos familien.

Filmen formår nemlig på ganske fin vis at behandle de svære emner – også selvom det måske bliver en smule letbenet. Her er så afgjort overvægt af livsglæde og kærlighed, hvor det ikke kun er børnene, der trænger til at få lidt eventyr tilbage i deres liv, men altså også de voksne, hvor ikke mindst faderen med hjælp fra Mary Poppins genvinder noget af barnet i sig selv igen.

Kort fortalt så er ‘Mary Poppins Returns’ en ganske opløftende, musikalsk og sød film, der hylder livet, eventyret og kærligheden. Det er derfor også sådan nogenlunde til at leve med, at filmen med sine lige over to timer bliver en kende for lang for sit eget bedste, mens ikke alle sangnumre sidder lige rent i skabet. Ikke desto mindre er det et charmerende bekendtskab.

– ‘Mary Poppins Returns’ udkommer på dvd og Blu-ray den 9. maj.

‘Vilde Rolf smadrer internettet’ er en sød, charmerende og sjov 2’er

Animation på Blu-ray: Tilbage i 2012 stiftede verden første gang bekendtskab med den venlige skurk og arkade-karakter Vilde Rolf i filmen af samme navn. Nu er han og hans ræser-glade veninde Vanilje tilbage med et nyt, sødt og ganske underholdende animationseventyr med ’Vilde Rolf smadrer internettet’, hvor de gamle arkadespil således clasher med det store internet.

Der er ikke sket meget i arkaden siden den sidste film. Det ændrer sig imidlertid, da Vaniljes bilspil går i stykker, hvilket gør hende og de andre i spillet hjemløse. Derfor tager Rolf og Vanilje nu ud på det store internet for at få fat på et nyt ret, der kan erstatte det ituslåede gamle, så Vanilje og de andre kan komme tilbage i deres spil. Det bliver starten på en kulørt og ganske sjov rejse.

Det er også et internet-eventyr, der handler om både venskab – og hvad man vil ofre for det – videre til spørgsmålet om at høre hjemme et sted samt eventyrlyst kontra hverdagens sikre rutiner. For hvor Rolf er yderst tilfreds med sit sikre og forudsigelige liv i arkaden, så er Vanilje langt mere eventyrlysten – hun savner uforudsigelighed og forandring.

Dette sætter naturligvis det gode venskab mellem de to på prøve – men aldrig mere end, at det ikke kuldsejler for de to. For filmen er hele vejen en sød og desværre og lidt ufarlig omgang, der ikke for alvor får gået i kødet på sine ellers spændende og relevante tematikker – for både store som små. Det hele lykkedes lidt for let og efter bogen.

Det til trods, så er ‘Vilde Rolf smadrer internettet’ bestemt også en både ganske underholdende, morsom og ikke mindst flot animeret og et vildt forløst internet-univers, der bugner af både referencer og genkendelighed – fra memes og karakterer til fjollede YouTube-videoer. Desuden lægger John C. Reilly og Sarah Silverman veloplagte og gode stemmer til de to venner.

Så selvom forudsigeligheden sniger sig ind på fortællingen, så er filmen i sidste ende på flere måder en vellykket 2’er og animationsfilm. Jeg var i hvert fald i godt selskab, selvom det ikke blev til det helt store følelsesmæssige engagement. ‘Vilde Rolf smadrer internettet’ lever dog fint af både sine umage karakterer, et flot animeret univers og et udmærket fortællemæssigt flow.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke videre ned i universet, blandt andet med slettede scener, musikvideoer og easter eggs, videre til et kig på musikken i filmen med mere.

‘Vild Rolf smadrer internettet’ udkommer på dvd og Blu-ray den 20. juni.

Jordnære superhelte og superskurke i den fine ‘Glass’ på Blu-ray

Blu-ray: Instruktør og manuskriptforfatter M. Night Shyamalan er klar med sin tredje film i trilogien, der startede helt tilbage i 2000 med den fremragende ‘Unbreakable’. Den blev fulgt op i 2016 med den udmærkede ‘Split’. Nu er det således filmen ’Glass’, der – indtil videre – runder det hele af og samler de tre hovedpersoner, der indtages af James McAvoy, Bruce Willis og Samuel L. Jackson. 

De spiller henholdsvis den personlighedssplittede Kevin Wendell Crumb, den usårlige David Dunn og den knogleskrøbelige, men yderst intelligente Mr. Glass. De tre bliver imidlertid fanget og placeret i et topsikret psykiatrisk fængsel, hvor de bliver underlagt en række både mentale og fysiske undersøgelser af Dr. Ellie Staple – en mystisk og tålmodig Sarah Paulson.

Der venter dog ikke storslåede eksplosioner og imponerende effekter i massevis, hvilket superhelte-film ellers ofte er fyldt med. Her er det i tålmodigt tempo og med subtil samt underspillet historiefortælling, at filmen folder sig grundigt ud. Her er altså meget mere tale om en undersøgelse af de tre karakterer og deres relationer, som det er en tempofyldt og action-båret film. 

Det til trods, så leverer filmen dog også et par både intense og hårdtslående scener, der spiller med musklerne. Stærkt og medrivende. Det er også en film, der tager livgreb med superhelte-genren – vender den på hovedet, gør den jordnær og undersøger dens klichéer og genre-elementer. Der er ganske sjovt at være vidne til denne leg med genrens konventioner. 

Desuden får man fine og nærværende præstationer fra trekløveret i front. En James McAvoy, der ser ud til at have en fest med at portrættere sin karakters mange forskellige personligheder, videre til en mut og intens Bruce Willis, der faktisk ser ud til, at han giver en fuck samt ikke mindst en karismatisk Samuel L. Jackson, der er elegant og tvetydig som den lynende intelligente Mr. Glass. 

’Glass’ er med andre ord en underholdende leg med superhelte-genren, der på underspillet vis folder sin fortælling og karakterer ud i tålmodigt tempo. Her er det således karakterarbejdet, der bærer filmen mere end det er action og eksplosioner. M. Night Shyamalan har altså på ganske fin vis sat sit hidtidige punktum i sin trilogi, hvor det dog fortsat er den første i rækken, der troner mest medrivende op. 

Der medfølger desuden en stor omgang ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, hvor man således kan dykke ned i blandt andet slettede scener, en alternativ åbningsscene, interview med castet, videre til op til flere kig på både filmens univers, stunts og meget mere.

‘Glass’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. juni.

Stærkt trekløver i dramaet ‘Boy Erased’ – blandt andre Nicole Kidman

Drama på Blu-ray: Der er bare nogle film, der har et bedre cast end andre. Ja, sådan er det altså bare. En af disse film er dramaet ‘Boy Erased’, der byder på et stærkt trekløver af skuespillere, nemlig ingen ringere end Nicole Kidman, Russell Crowe og ikke mindst stjernerskuddet Lucas Hedges. Nu udkommer filmen på dvd og Blu-ray her i landet, så kan du jo eventuelt selv få syn for sagen.

Filmen er historien om Jared Eamons (Lucas Hedges), der er søn af en præst i en lille amerikansk by. Jared kommer imidlertid i problemer, da hans forældre – spillet af netop Nicole Kidman og Russell Crowe – opdager, at han er homoseksuel. Det er nemlig en seksualitet, der ikke helt går hånd i hånd med forældrenes religion og tro.

Forældrene kæmper i filmen således med at forene deres kærlighed til sønnen med netop deres tro og religion. Med fare for at miste kontakten til sin familie, sine venner og lokalsamfundet presses Jared derfor til en behandling i form af samtaleterapi. Han kommer dog her i konflikt med lederen – spillet af Joel Edgerton, ja, endnu en dygtig skuespiller – og må ud på en rejse mod at finde sig selv og acceptere, hvem han er.

Udover selve filmen, så indeholde Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder både slettede og forlængende scener, videre til tre featuretter med titlerne ‘Jared Revealed’, Becoming the Eamons’ og sidst men ikke mindst ‘Man Consumed: Joel Edgerton’. Så har du mod på et drama med et stærkt cast, så er ‘Boy Erased’ måske filmen for dig?

‘Boy Erased’ udkommer på dvd og Blu-ray den 13. juni.

‘White Boy Rick’ er den sande historien om en knægt på kant med loven

Krimi-drama på Blu-ray: Det er meget muligt, at det er Richie Merritt, der indtager hovedrollen som Rick Wershe Jr. aka White Boy Rick i filmen af af samme navn – men det er nok nærmere navnet Matthew McConaughey, der ringer en klokke hos de fleste. Sådan er det i hvert fald for mig. Uanset hvad, så er de begge med i krimi-dramaet ‘White Boy Rick’, der er baseret en sand historie, der befinder sig på kant med loven.

Historien handler nemlig om teenageren Richard Wershe Jr. aka White Boy Rick, der blev en undercover informant for FBI i 1980’erne i en alder af kun 14 år (!). Senere gik han dog helt over på den anden side af lydighedens skillinje og blev narkohandler. Det gik dog ham her hverken værre eller bedre end, at han endte sit liv med at blive anholdt og dømt til at skulle være i fængsel på livstid – netop på grund af sin handel med ulovlige stoffer.

Så hvis du er til krimi, drama og film baseret på sande historier, så skal du muligvis opstøve ‘White Boy Rick’, der udkommer på dvd og Blu-ray her i landet. Nå ja – og naturligvis, hvis du kan lide ham der Matthew McConaughey, som er kommet langt siden sine mere eller mindre forglemmelige roller som flødebolle i diverse romantiske komedier og dramaer.

Udover selve film, så medfølger der på Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet en række slettede scener, videre til en making of samt et kig på historien bag filmen og så får man også et kig på filmens cast, der naturligvis byder på andre skuespillere end lige Matthew McConaughey og Richie Merritt.

‘White Boy Rick’ udkommer på dvd og Blu-ray den 13. juni.

Kan du mon finde ud i live med ‘Escape Room’?

Uhygge på Blu-ray: Du kender måske godt de der ‘escape rooms’, hvor deltagerne skal løse diverse gåde og mysterier for at slippe ud af kattepinen? Altså en leg helt og aldeles i spøg. Sådan er det dog langt fra i filmen, der har fået den passende titel ‘Escape Room’ – og som nu udkommer på Blu-ray her i landet. Bered dig således på en leg på liv og død.

For i denne spændingsfilm lander seks personer, der ikke kender hinanden, nemlig i en ret så dødelig situation, som de langt fra er herre over. Således fanget i en dødelige labyrint går de fra det ene skrækkelige scenarie til det næste – og det hele bliver kun fortløbende mere og mere grufuldt for de seks personer, der har alt at miste – nemlig selveste livet.

De må således forsøge at holde hovedet koldt i en situation, hvor netop det synes som en umulig opgave. Men det er ikke desto mindre netop den opgave, de har foran sig – det naturligvis sammen med rækken af opgaver, der står mellem dem og døden. De må på den måde nu bruge deres sunde fornuft for at finde de helt rigtige ledetrådene eller gå i den visse død.

Udover selve filmen, så medfølger der på Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet otte slettede scener, videre til et kig på, hvordan filmens forskellige rum er blevet skabt samt en snak med både cast og crew med mere.

‘Escape Room’ udkommer på dvd og Blu-ray 10. juni.