Bøh! Den helt store kødskvulpende gyserdag på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Lørdagen på genrefilmfestivalen Blodig Weekend er den helt store gyserhovedret under løjernes fem dage med skræk og rædsel.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

For ikke alene er der en god stak film at kaste sig over i biografen mørke i Empire Bio denne lørdag, der er også det såkaldte collector’s market, hvor man kan købe sig fattig i alskens gys og gru-relaterede sager, mens gyserkloge hoveder kan deltage i en blodig quiz.

For mit vedkommende nuppede jeg fem af dagens film, mens det også blev til et par rundture på markedet, der var sat op i Empire Bios foyer.

Jeg kom da også hjem med en håndfuld fuldfede VHS-film. Bl.a. Ruggero Deodatos ’Cut and Run’ fra 1984 og en dansk VHS-udgivelse af den herlige giallo ’Modelmordene’ med ingen ringere end Renée Toft Simonsen.

Efter hurtigt at have snust til markedet, der åbnede kl. 12:00-ish, måtte jeg ile ind i biografens dejlige mørke til dagens første film, der løb urovækkende over lærredet kl. 12:15 i form af den Lovecraft-inspirerede ’The Dæmon’.

Her møder man Tom, hvis far har begået selvmord. Tom opsøger nu familiens hytte ud til en sø, hvor faderen endte sine dage. Langt fra alt er dog, hvad det giver sig ud for at være her langt ude i naturen.

Traumer fra fortiden og nutidens mystik begynder at væve sig ind og ud af hinanden for Tom, hvis hustru og bror samt dennes bedre halvdel dukker op for at finde ud af, om Tom er ok. Surprise! Det er han ikke.

Men hvad er det, der mon gemmer sig i den store søs sorte mave? Langsomt, men med et sikkert greb om sine virkemidler får instruktørerne Matt Devino og David Michael Yohe sat form på den ellers svært definerbare gru, der kan opstå, når galskaben tager over. Yohe introducerede kort filmen og var klar på en lille sludder efterfølgende. Herligt.

Efter at være blevet sluppet fri af dagens første sikre gysergreb, var der lidt bedre tid til at udforske markedet, nørde med de andre gæster og trække vejret, inden klokken slog 14:45 og kulden indtog biografen med Thordur Palssons knugende debutspillefilm ’The Damned’.

Her blev jeg bragt tilbage til det 19. århundrede til en isoleret liggende fiskerby på Island, hvor vinteren er ekstra isnende ond. Døden stirrer allerede beboerne lige i ansigtet.

Det hele bliver dig kun værre, da et skib et godt stykke ud for kysten forliser for øjnene af landsbyen, der ikke kan gøre meget for at redde mandskabet ude til søs.

Snigende grumt udfolder sig nu på natursmuk og melankolsk vis en fortælling, der har overnaturlige elementer gysende grusomt i spil i en historie om medmenneskelighed og skyld, død og skæbne. En flot og isnende kold oplevelse.

Efter den iskolde sten havde placeret sig godt i min mave, måtte den tø op i roligt tempo, inden og undervejs i dagens næste og tredje film: Den klaustrofobiske ’Heretic’ med en enigmatisk og charmerende klamrian i skikkelse af Hugh Grant.

Inden Hugh Grant dog tonede forrygende frem på lærredet, møder vi to unge kvinder, der missionærer for mormonkirken. De har netop Hugh Grants Mr. Reed på listen over folk, de skal besøge på deres vej.

Uheldigvis bor han et stykke fra andre, mens et uvejr også trækker op. Så da første bank på døren til Mr. Reed lyder, er det starten på et nervepirrende kammerspil med en Mr. Reed, der vist har andre og mindre venlige planer for de to mormoner.

Med et replikskarpt manuskript vendes og drejes religion og tro i trekløveret, mens ubehaget stiger. Hugh Grant er en sand fornøjelse som den noia-skabende Mr. Reed, mens også Sophie Thatcher og Chloe East som mormonerne er forrygende gode.

Selvom ’Heretic’ absolut var en underholdende omgang paranoia, så kunne den også godt have været lidt kortere. Men så igen. Hugh Grant er skøn og skummel!

Det skumle fortsatte ved dagens for mig fjerde film med den danske ’Mulm’ kl. 19:00, hvor flere af hovedkræfterne bag var på scenen før og til en efterfølgende spændende Q&A.

’Mulm’ er baseret på bogen af samme navn af Teddy Vork, der huser både skumle børn, overnaturlige elementer og et stort mørkt hus af mystiske lyde og dystre hemmeligheder. Alt sammen gode gyserkomponenter, når filmens historie om en lille familie i opløsning rulles ud.

Jacobs hustru Maja er nemlig blevet indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression. Han står nu alene tilbage med deres lille søn Johannes. De kæmper hver især en kamp med den svære situation. Herunder også sønnen, der får en ny ven. En usynlig ven. Ja, så ringes der ind på gyserklokken.

’Mulm’ har altså mange af de helt rette skrækelementer, men de forløses desværre ikke videre vellykket. Ganske vist er det et slowburn, vi har med at gøre, men fortællingen får aldrig den engagerende nerve og psykologiske tyngde, der kunne hive mig med ind i mørket, hvor virkelighed og fantasi vrider sig ind og ud af hinanden.

Louis Trinskjær gør dog bl.a. som sønnen god karakter, mens Jens Sætter-Lassen også kæmper en brav kamp som Jacob for at bringe troværdigt liv til fortællingen, hvor Julie Christiansen beriger filmen med en sart skrøbelighed som Maja.

Filmen bliver bare aldrig uhyggelig eller rigtigt medrivende. Hverken i sin fortælling eller i karakterstudierne. Ikke desto mindre er det altid spændende, når et dansk gys ser dagens lys.

Det var da også spændende at høre om netop filmen, dens tilblivelse og tankerne bag efterfølgende, hvor bl.a. Teddy Vork satte fine ord på historien, idéerne og temaer, det i selskab med instruktør Martin Vrede Nielsen, Jens Sætter-Lassen og producer, klipper med mere Michael Vrede.

Efter at have forladt biografens gysende mørke, kunne man denne lørdag aften vælge efterfølgende at gå to forskellige veje på Blodig Weekend. Enten ind for at se mostergyset ‘Scared Shitless’ eller metalkoncert med 802 og dertilhørende vampyrkortfilm ’The Curse of the Velvet Vampire’.

Jeg er ikke sikker på, at jeg valgte helt rigtigt. Jeg gik nemlig med den trods alt festlige omgang monsterballade, selvom metal og vampyrer trak i mig.

’Scared Shitless’ bød bestemt på sin del af charme og 80’er-vibe, når et fælt slangelignende bæst forvilder sig ind i rørene og op ad toiletter i et højhus. Men helt vellykket var den ikke.

Her arbejder far og søn som VVS’ere og tilkaldes for at hjælpe til med at fikse et tilstoppet toilet. Først for sent finder både de to og husets øvrige beboere ud af, at det altså ikke kun er lort, som gør livet surt for toiletterne, men også et menneskedræbende monster, der var bragt til live med dejligt praktiske effekter og snask til følge.

’Scared Shitless’ manglede dog momentum og fremdrift sine 76 minutter til trods. Men den lever bl.a. på charmen og ikke mindst Steven Oggs karismatiske og komisk velfungerende far.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Der er fuld fart på skræk og rædsel på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Fredagen på årets udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der specialiserer sig særligt i gys og grumme film i filmlandskabet, havde linet tre film op til dagen og aftenen med. Jeg så dem alle tre.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

Første blodpølse på menuen var David Moreaus franske dynamitstang ’MadS’, der gav den fuld æde kl. 16:30 i en forventningsfuld sal i Empire Bio. Der var smæk på!

Filmen er lavet, så den ser ud til at være optaget i ét enkelt skud, en såkaldt single-shot-film.

Dette filmiske greb var ikke kun teknisk ret så imponerende, men var også med til engagerende at fastholde mig i den nervepirrende fortælling.

Her møder man en ung fyr, der er godt høj på stoffer og på vej til fest. På vejen støder han dog ind i lidt af en udfordring i skikkelse af en traumatiseret kvinde. Hvem er hun? Og hvad har hun været udsat for?

Herfra rullede løjerne sig energisk rundt i historien, mens det hele kun tog til i intensitet og vildhed, mens natten tager til og ubehagelighederne tager sit greb mere og mere i mig. Stærkt.

Efter den vilde tur ind i det franske var der lige tid til at trække lidt frisk luft og lufte tankerne om filmen med de andre gæster på Blodig Weekend, inden turen atter gik ind i mørket, hvor der ventede sin del af overraskelser med den argentinske ’1978’.

Jeg blev her bragt tilbage Argentina anno 1978. Her udspiller verdensmesterskabsfinalen sig i fodbold mellem netop Argentina og modstanderne fra Holland.

Landet befinder sig i disse år i en tid med militærdiktatur, hvor vi nu møder en gruppe sadistiske torturbødler, der kidnapper en gruppe unge mennesker for at banke sandheden om deres politiske virke ud af dem. Alt imens fodboldkampen kører på tv.

Filmskaberne og brødrene bag, Luciano Onetti og Nicolás Onetti, giver den her fuld gas med ubehag, mishandling og magtmisbrug, men gemmer det bedste til sidst, da historien tager en dejlig og dejlig blodig overraskende drejning.

For hvad der runger tungt af politisk kritik og kritik af de umenneskelige begivenheder i fortiden, bliver mere og andet, hvilket i den grad gav den historisk inspirerede fortælling et nyt og vildt kapitel.

Efter to vilde filmiske slag i maven var der heldigvis lidt længere tid til nu at puste ud, inden dagens sidste og tredje film skulle indtage biografen i form af den danske ’Englebørn’.

Tiden blev slået ihjel med nogle gode mednørder og en øl, hvor filmene blev vendt, drejet og diskuteret, mens der blev nørdet gysende godt igennem om stort og småt.

Da glassene var tomme, var det perfekt timet med, at ’Englebørn’ skulle til at starte kl. 21:45 i en godt fyldt sal. For ikke nok med, at vi skulle opleve det danske gys, så var en stor del af holdet bag filmen til stede for kort at introducere filmen og efterfølgende deltage i en spændende Q&A.

Historien tager sit udgangspunkt i den unge kunstner Freya og hendes mand, der sammen har købt en lejlighed, de nu sammen flytter sammen i for at lade kærligheden spire.

Men fortiden ligger som en olm skygge over parret, særligt Freya. De har nemlig tabt et barn, hvilket i den grad har sat sig som en mare i sindet på Freya og kun tager til, da den nye lejlighed begynder at røre mystisk på sig.

For det er ikke kun Freya, der kommer med en traumatisk fortid i bagagen. Lejligheden huser også en dyster fortid, hvor den unge kunstner begynder at høre lyde af en grædende baby fra et sted i bygningen. Men hvad er virkelighed og hvad er fantasi?

Agnes Born spiller den usikre kunstner, der slås med både sin kreativitet og et skrøbeligt sind. Hun er virkelig god i rollen og er med til at bære fortællingen, selv når den desværre går lidt i ring om sig selv.

Her bør bl.a. også filmens alsidige musik af Kenneth Bager og Tolga Böyük fremhæves, mens vanviddet i historien heldigvis også får lov til at spille lidt mere med musklerne henimod filmens finale, der dog lod vente lidt på sig.

Efter filmen blev scenen indtaget af en stor del af filmens dedikerede hold, herunder den spillefilmsdebuterende instruktør Peder Pedersen, manuskriptforfatter Jan Lundager Iversen, fotograf Marcel Zyskind, komponist Kenneth Bager, lysdesignere Torsten Larsen og Kaspar Ardenkjær-Husted og bl.a. skuespillerne Micki Stoltt og Ali Abdul Amir Najei.

Det blev til en længere og ganske spændende Q&A, der gjorde mig klogere på hele filmens tilblivelse, arbejdet med den og samarbejdet på kryds og tværs af de medvirkende. En sand fornøjelse at møde et hold af filmskabere, der brænder for deres projekt og får lavet en film mod økonomiske odds.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Sådan! En brutal, ubehagelig og olm start på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Endelig! Jeg er tilbage på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der udspiller sig i Empire Bio på Nørrebro fra den 6.-10. november. I år kan man også se en håndfuld af festivalens film i Øst for Paradis i Aarhus.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Jeg var desværre forhindret i at deltage ved de blodige herligheders åbningsfilm ’Strange Darling’ om onsdagen. Den skulle være fremragende!

Torsdag nappede jeg dog samtlige af dagens tre visninger, der både bød på lidt af hvert genremæssigt og i, hvor godt jeg kunne lide filmene. Upåagtet min oplevelse med de tre film, er det absolut skønt at være tilbage på Blodig Weekend.

En ting er nemlig naturligvis filmene, man kan kaste sig over. Noget andet er også at møde fellow fimnørder og andre glade gore hounds. Ja, publikum er altså noget ganske særligt på Blodig Weekend.

Stemningen var da også virkelig god ved dagens første visning. Den brutale og olmt urovækkende ‘The Devil’s Bath’, der åbnede op for de grumme sluser kl. 17:00.

Her blev jeg med Severin Fiala og Veronika Franz’ depressive film taget med tilbage til Østrig anno 1750, hvor det mildt sagt ikke var nemt at være kvinde, hvis rettigheder man skulle kigge langt efter. Derimod var volden i højsædet.

Her mødte man en dybt religiøs Agnes. Hun er lige blevet gift med sin udkårne. Lykken ophører dog snart, da alverdens pligter og nye forventninger til hende kommer på banen.

Hun er som fanget i sit eget liv. Klaustrofobisk og ensomt. Herfra spandt eskapaderne sig atmosfærefyldt, melankolsk smukt og gribende ud med volden som følgesvend.

Efter den mavepuster af en film, var der lige tid til at trække lidt frisk luft og snakke med andre gæster om den kollektive oplevelse vi netop havde haft. Den var vild.

For allerede 19:30 var der overnaturligt heksegys på lærredet med den galskabsudviklende ‘The Beldham’. Her møder man en nyudklækket mor, der skal vise sig at have sin del af psykiske og virkelighedsforvrængende problemer at slås med.

For med et traume i rygsækken flytter hun ind hos sin mor og hendes nye kæreste for at komme på fode igen. Det er dog langt fra let, da hun snart indhentes af fortidens dæmoner og nutidens frygt.

Her lurer en fødselsdepression i det stort knirkende hus, der i mørket synes at rumme andet end uskyldige skygger, men umiddelbart også et ondt væsen. Momentum holdes desværre ikke helt, men enkelt scener krøb med fin uhygge ud af lærredet og ned til mig.

Dagens sidste og tredje film skruede op for den knoglebrækkende vold med den spanske ’I’ll Crush Y’all’ kl. 21:30 og halvanden times hårdtslående tid frem.

I centrum for den ventede vold finder man Gabriel, der har lagt sin kriminelle fortid bag sig. Eller i hvert fald forsøger på det. Han bor nu hos sin gamle far, hvor fortiden dog snart indhenter den ellers nu retskafne mand.

Således sniger både bander og andre suspekte typer sig tilbage i hans liv, hvilket afstedkommer godt med knosprængt smadder og brutale håndmadder til følge.

Måske ikke en perfekt film, men med flere dejligt voldsomme scener, grotesk humor og Mario Mayo som manden med muskler, der må forsøge at undslippe fortidens brutalitet.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Retro-vampyrer, sjasket kannibalisme og olm ondskab på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2023: Fredagen på filmfestivalen Blodig Weekend i Empire Bio sluttede med et vampyr-vidunderligt brag. Nemlig med en 25-års jubilæumsvisning af det danske vampyrgys ‘Nattens engel’, hvor en god del af holdet bag og foran kameraet ved til stede. Skønt!

Men inden dagens lukkefilm, var der to øvrige titler på fredagens program. Først kannibalsjaskeren ’Feed Me’. En underlig størrelse.

Man fandt nemlig i rollen som kannibal den excentriske og komiske karakter Lionel Flack, mens hans selvvalgte offer Jed overordnet blev spillet dramatisk alvorligt.

Det modsætningsfulde i karaktererne gav deres bizarre relation en dejligt underlig vibe. At historien så blev en smule ufokuseret, mens momentum vaklede lidt undervejs, opvejes af herligt sjaskede amputationsscener, mens Neal Ward gjorde god og løjerlig figur som Lionel.

Ved dagens anden film var der i den grad skruet ned for det blodsjaskede, men op for grum atmosfære i ’Raging Grace’. En elegant fortalt og filmet fornøjelse.

Man mødte her den illegale, filippinske immigrant Joy, der med sin lille datter Grace tager bolig hos Joys nye arbejdsgiver som hushjælp i et stort og gotisk kringlet palæ. Husets mørke og fortid husede dog grumme hemmeligheder.

Instruktør og manuskriptforfatter Paris Zarcilla formår på isnende indtagende vis at forene både det usete og usagte onde med interessante karakterer, nervepirrende spænding og en snigende olm opbygning af sin historie helt ind i mørket.

Herefter blev der igen skriftet gear. Fra film fra henholdsvis 2022 og 2023, gik turen nu tilbage til 1998 med ‘Nattens engel’, som med ambitiøst vingefang favnede sine seje vampyrer, blodige optrin og underholdende skududvekslinger.

Filmen har en vild rolleliste med navne som bl.a. Thomas Bo Larsen, Nikolaj Coster-Waldau og Mads Mikkelsen i mindre roller, videre til bl.a. Maria Stokholm og Tomas Villum Jensen, mens Ulrich Thomsen er med i en cool rolle med solbriller, en smøg i flaben og en pistol i hver hånd.

Netop Ulrich Thomsen var blandt gæsterne ved filmens visning sammen med bl.a. andre skuespillere, producere og medforfatter og instruktør Shaky González.

Det var en i ovenud skøn filmfest at se den monsterlækre, flotte og underholdende ’Nattens engel’ på et stort lærred og i en fyldt sal med efterfølgende Q&A med holdet.

Tak for en i særdeleshed stor aften og blodig film. Kæmpe god stemning!

Blodig Weekend fortsætter i dag lørdag med bl.a. et grumt marked, en blodig quiz og endnu flere film. Kig forbi!

Læs mere om Blodig Weekend og se hele festivalens program her.

Gysermesterværk og grumme hallucinationer på Blodig Weekend

/i /af

Blodig Weekend 2023: YES! Filmfestivalen Blodig Weekend er for alvor i gang. I dag er det nemlig fredag, hvor de blodige herligheder fortsætter i Empire Bio. Kom så afsted!

Men inden fredagens filmudbud begynder, er her lidt ord om torsdagens to programsatte gys. Den første var den desværre skuffende hallucinations-og-traume-gyser ‘Black Mold’ fra i år.

Den var dog ikke helt uden grumt gode øjeblikke midt i sit noget vaklende tempo. Bl.a. en kort og brutal åbningsscene, mens der kom mere grum fart på traumerne i filmens sidste del, hvor der bl.a. blev leveret et par ondt iscenesatte scener af tvetydig virkelighed.

Det var dog ikke nok til at redde en noget langsommelig og forudsigelig fortalt historie med et par ikke vildt spændende karakterer. De forladte bygninger, som filmen udspillede sig i, udgjorde dog en forfaldsflot kulisse.

MEN! MEN! MEN! Herefter ventede et sandt mesterværk med William Friedkins udødelige ‘The Exorcist’ fra 1973. Ja, klassikeren fylder 50 i år. Vildt!

Det var den såkaldte forlængede version af filmen, der blev vist i en 4K-udgave, komplet med ‘spider walk’ og emhætte-dæmon.

Lektor Emil Bjørn Hilton Saggau fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet introducerede filmen med bl.a. et fint greb tilbage i kultur- og religionshistorien, hvor ‘The Exorcist’ således blev sat i perspektiv og kontekst.

Skønt med sådan en ekstra treat ved visningerne på Blodig Weekend, selvom jeg nu ikke helt var enig i alle hans analyser af gysergenren, filmen og dens historiske kontekst.

Men hold nu op, hvor er det bare en kæmpe fornøjelse at opleve den film i den store sal 1 i Empire med stort billede og stor lyd. GYS!

Mit barndomstraume for fuld udblæsning. Kæmpe fornøjelse! En skam, at ikke flere havde indløst billet. Folkens, I gik glip af en stor filmoplevelse.

Men bare rolig, der venter som sagt stadig mange filmoplevelser på Blodig Weekend, der løber til og med på søndag. Kig forbi til gys, ballade og good times!

Du finder hele programmet for Blodig Weekend her.

Filmfestivalen Blodig Weekend blev skudt blodigt godt i gang!

/i , /af

Blodig Weekend 2023: Ja, den er god nok. Hvis ikke du var med til åbningen af filmfestivalen Blodig Weekend i går onsdag aften og her så den blodvilde og brutalt underholdende ‘Project Wolf Hunting’, gik du glip af en herlig aften!

For ikke alene var det en sand fornøjelse at være tilbage på Blodig Weekend, der afholdes i Empire Bio, men også at møde søde mennesker og mednørder, mens der vandrede blodige menneske-monstre rundt blandt publikum.

Stemningen var helt i top både før, under og efter den sydkoreanske action-sjasker. Kæmpe optur.

Det hele fortsætter heldigvis i dag, mens herlighederne løber afsted for fuld skrue til og med på søndag den 26. november.

I dag er der to gys på programmet. Jeg skal se begge.

Først det hallucinerende gys ‘Black Mold’ og derefter den udødelige og døduhyggelige klassiker ‘The Exorcist’ i en helt ny 4K-version.

Orv, jeg glæder mig. Kig forbi!

BLODIG WEEKEND 2022: Tak for endnu en blodsjasket filmfestival

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Søndag var sidste dag på dette års blodsjaskede udgave af den københavnske filmfestival Blodig Weekend, der – som titlen indikerer – tager livtag med den gysende grumme del af filmlandskabet. Det er altid vemodigt at ramme sidstedagen på festivalen, da det er et gysende herligt højdepunkt på mit filmår.

Ikke kun på grund af filmene, der på flerfacetteret vis bevæger sig interessant rundt i den alsidige genre, men også fordi, jeg her få lov til at nørde igennem i gysets tegn og ikke mindst at kunne opholde mig i biografens mørke film efter film, dag efter dag med den unikke mulighed for at se film, jeg ellers ikke ville kunne opleve på et stort lærred.

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION

Grum atmosfære i ‘Earwig’

Min sidste dag på Blodig Weekend stod på fire titler i meget forskellige dele af det uhyggelige filmlandskab. Et nærmest ordløst gys i surreelt gyserland, et søvndyssende tapet-gys, en hjemsøgt gyserkomedie og så blev festivalen sluttet af med en thailandsk monsterfest. Sådan!

Første film var den stemningsbårne ’Earwig’, der mere levede af en konstant urovækkende følelse end af et stramt fortalt narrativ gennem gyserland. Det nærmest uden ord og alt sammen sat i farvedrænede billeder af dysterhed, tåge og mørke. Handlingen snor sit abstrakt om en løs historie, hvor en mand skal tage sig en af pige, inden hun slippes ud i virkeligheden. Groft sagt.

Selvom filmen foldes ud i et snigende tålmodigt tempo, var jeg det meste af vejen ret så grebet af universet, som her blev forløst i billede og lyd, der altså overvejende var, hvad bar filmen gennem sine dog en smule for lange to timers spilletid.

Der var urovækkende stemning i ’Earwig’

Efterfølgende blev tempoet om muligt sat endnu mere ned med den søvndyssende ’The Yellow Wallpaper’ – og det absolut ikke positivt ment. For hold nu op, hvor blev min filmiske tålmodighed sat på prøve. Man følger i dvælende billeder den unge kvinde Jane, som umiddelbart ser ud til at leve drømmen med et en nyfødt baby, en velhavende mand og boende i et stort hus.

Idyllen er dog slået itu, da Jane er beordret sengelangt grundet diagnosen hysteri. Hun tvinges nu mod sin vilje til at slappe af dagen lang på et værelse med et gult tapet, der snart bliver et fast og for hende forførende holdepunkt i de begivenhedsløse dage. Begivenhedsløs er på det nærmeste også ordet for filmen, der slæber sig gennem en uinspireret brug af en visuel fortælling.

Ikke nok med det, så forløser Alexandra Loreth som Jane langt fra gribende sine replikker, der leveres livløst og søvndyssende monotont. På samme måde som også hendes gestik og kropsholdning. Den ligeledes uoriginale musik går som historien også i ring om sig selv, hvor det altså ikke just lykkedes at skabe et dragende univers, men mere lægger op til en længere lur.

En søvndyssende oplevelse med ’The Yellow Wallpaper’

Så var introduktionen ved forsker og forfatter Kasper Opstrup langt mere interessant og inspirerende, hvor han satte fortællingen i historisk og tematisk kontekst ved bl.a. at se på bogforlægget af Charlotte Perkins og hendes samtid, der peger helt op i vores nutid og ind i feminismen. Filmen levede langt fra op til denne introduktion. Så kom der mildt sagt mere smæk på gyset med den efterfølgende film.

Den stod nemlig med ’Deadstream’ på en veloplagt gyserkomedie sat i found footage-land. Inden den blev den norske og overnaturlige kortfilm ’Tistlebu’ vist. En ganske fin og olm omgang naturgys, hvor netop naturens urkraft blev sat i stævne overfor to bymennesket. Herfter stod den altså med ’Deadstream’ på gysende grin i et hjemsøgt hus med en vildt irriterende YouTuber i front.

Her har YouTuberen Shawn nemlig valgt at live-streame fra et skummelt og hjemsøgt hus. Det hele afviklet tempofyldt og morsomt. Det selvom de ganske medrivende gys rammer ind i en smule dødvande undervejs – og det på trods af en spilletid på omkring 90 minutter. Det sagt, så var Shawn en herligt overgearet og morsom karakter sat i en blanding af ’The Blair Witch Project’ og ’Evil Dead’.

YouTuberen Shawn på spøgelsesjagt i ’Deadstream’

Efterfølgende blev ikke kun dagen, men altså også Blodig Weekend afsluttet med et monsterbefængt actiongys, hvor violinstrøgne følelser fik fuld fart på. Den thailandske ’The Lake’ leverede nemlig en klassisk skåret monsterfilm, der ikke kun boltrede sig hjemmevant i genren, men også skelede en god del til ’Jurassic Park’. Det underminerede dog ikke filmens mange og ganske medrivende monsterscener.

For som en fin undskyldning for monster-action bliver den lille by Bueng Kan nemlig udsat for et monstrøst angreb, der griber byen med skræk og rædsel, mens brugen af bl.a. dejligt praktiske monster-effekter greb mig medrivende om mit monster-glade hjerte. Jeg kunne derfor også godt leve med, at filmens fremdrift af og til blev lidt udfordret.

’The Lake’ var altså for mig en rigtig fin finalefilm på en Blodig Weekend, der atter engang beviser, at gysergenren hverken er død eller monoton i måden at bevæge sig indenfor genren, der rummer alt fra lavmælte traumer til surreelle gys og som herover beskrevet en monsterfest med store armbevægelser. Vi ses helt sikkert til næste år, Blodig Weekend.

Monsterballade i den thailandske ‘The Lake’

BLODIG WEEKEND 2022: En italisk gru-klassiker, cheesy rumgys og syret vanvid

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Lørdagen var en af de helt store dage på dette års udgave af Blodig Weekend, der afholdes i biografen Empire i København. Her stod den nemlig ikke kun på hele fem film – plus et par kortfilm – men også festivalens traditionsrige marked, hvor man kan købe alskens gyserrelaterede ting. Herudover var der bl.a. også besøg af den italienske skuespiller Cinzia Monreale ved visningen af Lucio Fulcis ’The Beyond’.

Endvidere var der en panelsnak om helvede, ormehuller og andre dimensioner før visningen af ’Event Horizon’, mens Blodig Weekend har holdt fast i at vise kortfilm foran en række af festivalens titler. Det fungerer virkelig godt med sådan en lille appetizer, hvor man bl.a. også kan få indblik i, hvad der rører sig rundt omkring i gyserland andre steder end i spillefilmens verden.

Der var nok af gys og gru at slå kløerne i på markedet

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM

Dørene blev slået op for publikum ved en 12-tiden, hvor startskuddet til markedet i den grad lød. Således stod gæsterne næsten på skuldrene af hinanden for at få fat på alt det guld, der gemte sig hos de mange standholderne. Jeg var naturligvis med i kødranden af skrækfans! I år var markedet endda udvidet til et ekstra lokale lige overfor Empire. Fedt at markedet er blevet større.

Men tiden var for mig knap på markedet, da første film blev sluppet løs på lærredet klokken 12:30. Nemlig med den dejligt stenede og paranoiafulde ’Daughter’. Inden den blev kortfilmen ’The Beast Will Kill Us All’ vist. Titlen var dog noget bedre end filmen. Desværre. Her var ellers menneskefornedring og teambuilding-gru på menuen, hvor man følger en gruppe på tur, mens det hele ender med at være alle mod alle.

Desværre fik løjerne ikke sat mavepusteren ind, men virkede noget løsmasket. Men krydsklip til en rødoplyst nat i skoven, hvor deltagerne med ulvemasker bevægede sig i slowmotion i nattemørket, havde dog et fint visuelt udtryk. Turen gik herfra til det tungt slæbende og urovækkende isolationsdrama ’Daugther’ af spillefilmsdebutanten Corey Deshon, der har instrueret og skrevet filmen.

En bizar familie i ’Daughter’

Man følger her en mildt sagt fucked up-familiesammenføring, hvor patriarken har sammensat sin egen familie og isoleret sig i et lille hus langt fra alt. Titelkarakteren, der blot tituleres som datter, kidnappes og sættes i lænker, indtil hun accepterer sin nye rolle som netop datter i familien med mor, far og søn.

Forknyt og nærmest søvndyssende fortalt, sneg de bizarre familiebegivenheder sig ind på livet af mig gennem et sirligt udfoldet narrativ, hvor sandheden har flere ansigter og idyllen ikke er ens for alle. Jeg blev bl.a. også forført af både filmens dejligt grumset udseende og gult belyste billeder af familie og den klaustrofobiske bolig.

Efterfølgende var der atter en kortfilm efterfulgt af hovedretten. Først den danske ’Det ottende sakramente’, hvor en præst ikke just er nær så flink, som en præst burde være. Han hjemsøges af indre dæmoner, der snart får et ydre liv i mødet med en mands ubehagelig bekendelser. Ganske fermt fortalt, men måske også lige lidt for stift og højstemt til rigtigt at gribe. Men visuelt vellykket og ganske gribende spillet.

På mareridtstur udi naturen i ’Dark Nature’

Herfra gik turen ud i en traumefyldt skov med ’Dark Nature’, hvor Joy sammen med et par veninder, en psykolog og en anden plaget kursist er taget for at komme deres fortids spøgelser til livs. At få sat sig fri af angsten. Det viser sig dog snart, at det ikke kun er i det indre, at uhyggen findes. For noget synes at lure på kvinderne fra skovens mørke. Således bliver turen en kamp for både en indre og ydre overlevelse i dette survival horror-miks.

Det at blande et plaget indre med et ditto ydre er et fermt greb til at lege kispus med virkelighed og mareridt. Desværre løfter dette ellers på papiret interessante parløb sig aldrig rigtigt ind i kroppen eller hjertet på mig. Dertil er filmen for slapt forløst i sit narrativ, mens karaktererne ikke helt bliver givet nok dramatisk tyngde. Heldigvis venter der dog lidt ferm grumhed hen mod slutningen.

Efter turen ud i skovens grumhed, gik turen nu atter ind i biografens skønne mørke til, hvad der for mig var et klart højdepunkt på Blodig Weekend. Nemlig en visning af Lucio Fulcis mareridtsmesterlige ’The Beyond’ fra 1981, der endda var med besøg af Cinzia Monreale, der spiller den blinde Emily i filmen. Hun var med til at introducere de olme herligheder og efterfølgende svarede hun på spørgsmål fra publikum.

Skuespilleren Cinzia Monreale i dialog med publikum

Der var nok mange i salen, der som jeg havde set filmen flere gange før, men det at få mulighed for at se gruen på et stort lærred var fænomenalt – og en perfekt måde at møde værket på for første gang for andre. Fortællingen udspiller sig surreelt i et varmt Louisiana på og omkring et mystisk hotel, hvor sin del af overnaturlige og ikke mindst sjasket klamme begivenheder snart tager fart.

Det var ren filmisk lykke at kunne gense filmen i ikke alene en yderst flot kopi, men altså også på et stort lærred, hvor det hele blev rundet fornemt af med besøget af Cinzia Monreale. Hun fortalte bl.a. om arbejdet med den italienske mesterinstruktør Lucio Fulci, videre til det at skulle optage filmen i reel blindhed grundet brugen af kontaktlinser samt andre interessante anekdoter.

Cinzia Monreale som den blinde Emily i ’The Beyond’

Eftersom samtalen med Cinzia Monreale gik lidt over tid – og jeg ikke ville smutte før den Q&A var færdig – missede jeg desværre det første af den ellers ret så interessante samtale, der fandt sted før visningen af Paul W. S. Andersons topfjollede rumgyser ’Event Horizon’ fra 1997. Men jeg fik heldigvis indtaget min plads i salen, hvor jeg nåede at få en god del af diskussionen med inden filmstart.

Her blev astrofysiker og museumsinspektør Lars Occhionero samt religionshistoriker og forfatter Helle Hinge interviewet om bl.a. begrebet helvede, ormehuller og andre dimensioner, der som bekendt spiller en rolle i filmen. Her kommer man nemlig ombord på et rumskib med kurs mod det uendelige univers, hvor redningsholdet skal undersøge rumskibet Event Horizon, der er dukket op efter års forsvinden.

Selvom filmens brug af fysiske love og cheesy replikker er topfjollet, er filmen altså også ret så underholdende. For selvom jeg aldrig for alvor er blevet gode venner med rumgyset, der skylder ikke så lidt til ’Hellraiser’, var det en god oplevelse at se filmen på det store lærred, hvor bl.a. filmens faktisk ret så cool production design kom til sin ret. Nå ja, og så er bl.a. Sam Neil og Laurence Fishburne en sej duo.

Der er noget mystisk på færde i ’Event Horizon’

Sidste grumme filmrejse på lørdagens Blodig Weekend var et virkelig godt tænkt tagteam bestående af norske Fredrik S. Hanas kortfilm ’From.Beyond’ og den syrede ’Something in the Dirt’. Med et vildt medrivende formsprog og diverse visuelle stilarter foldede først den virkeligt vellykkede ’From.Beyond’ sig ud med en fortælling om liv fra det ydre rums indtog her på Jorden. Fortalt gribende fragmentarisk.

Med ’Something in the Dirt’ blev der også kigget mod stjernerne og ikke mindst udi en virkelighed, der synes at rumme meget mere mellem himmel og jord, end hvad øjet først lige opfatter. I et sirligt spind af tilfældigheders måske ikke helt så tilfældige tilfælde og to venners jagt på sandheden bag en mystisk krystal, blev der her spundet en både morsom og spændende fortælling.

Justin Benson og Aaron Moorhead både instruerer, skriver og spiller de to hovedroller i ‘Something in the Dirt’, der på legende vis og med opfindsom brug af sin location i en beskidt lejlighed får fortalt en flerforgrenet og nuanceret historie om både venskab, verdensrum og vanvid. En skam, at de to filmskabere ikke lige havde dræbt et par af deres darlings mere, så de ellers veloplagte løjer var blevet en kende kortere. Men absolut en god oplevelse og afrunding på dagen.

De to venner på sporet af noget mystisk i ‘Something in the Dirt’

BLODIG WEEKEND 2022: Fredagsvold, influencer-gys og dansk grumhed

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Den blodige weekend ramte bogstavelig talt weekenden fredag på filmfestivalen Blodig Weekend i København, hvor grumme film og andre grusomheder udspiller sig i Empire Bio til og med søndag. Så du kan nemt nå et godt gys. Kom så afsted!

Fredagens program bød på tre film og en blodig quiz, hvor man kunne få testet sin viden udi skræk og rædsel. Jeg måtte dog sidde quizzen over, da den lå samtidig med en af dagens visninger. Her stod den på et influencer-gys, dansk grusomhed og en omgang sjov og ballade-vold.

Et råt hævndrama i fuldt flor med ’Ukrudt’

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM

Dagens første film var det satiriske influencer-gys ’Sissy’, der ganske vist havde både barndomstraumer og blodige løjer på menuen, men som dog overordnet var en mørk komedie om lortede venner, der får som fortjent. Man møder nemlig her mindfulness-influenceren Sissy, der som barn var absolut bedste venner med Emma. Venskabet er dog nu løbet ud i sandet.

Det til en dag, hvor de to tilfældigt støder ind i hinanden og Sissy nu inviteres med til en weekendlang polterabend med bruden og hendes venner. Venskabet skulle egentlig her genoptages mellem de to, men Sissy møder i stedet fraværende røvhulsvenner, der ikke ænser Sissy, mens det gamle barnenemesis Alexandra også er med.

Barndommens traumer kommer nu op til overfladen. Traumer Sissy ellers har forsøgt at lægge bag sig. Starten på filmens mere blodige del sættes nu ind i et miks af humor, sjask og some-liderlighed. Desværre lykkedes dette miks ikke helt overbevisende, mens eskapaderne en relativt kort spilletid til trods føles for lange. Det sagt, leveres der et par virkeligt vellykkede mord, der gjorde middelmådigheden værd.

Røvhulsvenner på polterabend i den satiriske ’Sissy’

Efterfølgende var der premiere på det danske voldsdrama ’Ukrudt’ af Kasper Juhl, der lod hævn, traumer, vrede og sorg samt forsømmelse og overgreb smelte sammen i et interessant forskudt fortalt narrativ. Her gælder det et mildt sagt problematisk forhold mellem to søstre – den dæmonplagede Nora og den mindfulness-dyrkende Rose.

Grundet et barndomstraume har Nora sin del af mørke hævntanker om sin søster. Mere skal ikke afsløres her, hvis man tænker at se filmen. Men vær beredt på sin del af eksistentielle voldshandlinger, der måske vil ramme sarte sjæle hårdt. Jeg blev desværre ikke rigtigt ramt af en følelsesmæssig mavepuster, men kunne bestemt og rationelt godt se ubehaget i filmens tematikker og brutale udførsel.

Der hvor ’Ukrudt’ fungerede bedst var i enkeltscener og ikke mindst nogle dybfølte præstationer fra skuespillerne. Her ikke mindst hovedrollen Mie Gren som Nora, der også har ageret medforfatter. Hun gav alt, hvad hun havde i sig. Efterfølgende var der en interessant og noget mere munter Q&A med Kasper Juhl og Mie Gren, der fortalte om deres improvisatoriske arbejdstilgang og det at kaste sig ud på dybt vand i processen.

Q&A med Kasper Juhl og Mie Gren efter visningen af ’Ukrudt’

Sidste titel i fredagens tretrinsraket skiftede gear med den fjollede gyserkomedie ’Black Friday’, der ikke kunne ramme en bedre dag at blive vist på – end ja, Black Friday. Man følger nemlig her en broget flok af medarbejde i en legetøjsbutik på Black Friday, hvor de ganske vist forventer sin del af kaos, når kunderne stormer butikken. Det de får er dog langt mere skræmmende.

For noget mystisk er styrtet ned fra himlen og begynder at forvandle kunderne til frådende monstre, der vil de ansatte til livs. Det filmen dog havde mest kørende for sig var de ækle monster-effekter i deres dejligt praktiske og slimede vælde. Ellers synes filmen underligt jappet klippet, hvor de mange jokes og gags aldrig for alvor fik gennemslagskraft. Det selvom selve Bruce Campbell var på rollelisten.

Jeg kunne godt have ønsket noget mere kreativitet i kampen mellem de ansatte og de menneskelige monstre, hvor bl.a. butikkens legetøj snildt kunne have været brugt mere opfindsomt som våben. Det sagt, så vælter filmen sig noget vaklende ind i sine mere vellykkede sidste 10 minutter, hvor monster-løjerne blev taget til nye højder. Bogstavelig talt. Men ja, så absolut skønt at være tilbage i biografen til sjask på Blodig Weekend.

Ansatte på røven i gyserkomedien ’Black Friday’

BLODIG WEEKEND 2022: Så er de grumme eskapader for alvor skudt i gang

/i , /af

Blodig Weekend 2022: Onsdag aften den 16. november løb David Cronenbergs seneste film ’Crimes of the Future’ over lærredet i en fyldt sal i biografen Empire Bio på Nørrebro i København. Det var åbningsfilmen for dette års udgave af filmfestivalen Blodig Weekend, der fokuserer på den mere grumme ende af filmspektret. Således blev årets blodige eskapader skudt i gang.

Torsdag den 17. november fulgte, hvor der for alvor kom fart på flere film og oplevelser. Jeg slugte selv rub og stub af torsdagens fire tilbud. Først en samtale med skuespilleren Alice Krige, dernæst en dokumentar om den berygtede filmskaber Joe D’Amato, mens aftenens to finaleskud var et visuelt gribende gys og en seriemorder-og-mobbe-sjasker.

Blodig Weekend har indtaget Empire Bio

BESØG BLODIG WEEKEND HER FOR MERE INFORMATION OG DET FULDE PROGRAM.

Vi var en ganske god gruppe fremmødte filmfans, der tog plads til en god times veloplagt og inspirerende samtale med den 68-årige skuespiller Alice Krige, der fik vist sin film ’She Will’ senere samme aften. Samtalen med hende gik dog overordnet på fine og interessante nedslag i hendes lange karriere.

Hun fortalte bl.a. om, hvordan hun egentlig ønskede at blive balletdanser, men at hun blev talt fra det af sin far, hvorfra hendes vej gik ind i skuespillerfaget. Hun har her både betrådt de skrå brædder med klassiske stykker af bl.a. Shakespeare og spillet rumvæsen på film i Star Trek-universet.

Det er bl.a. her, jeg kender hende fra samt fra titler som ’Sleepwalkers’ og ’Silent Hill’ samt de nyere ’Gretel & Hansel’ og den blodsjaskede ’Texas Chainsaw Massacre’ fra i år. Det var interessant at høre, hvordan hun på arbejdet med sin rolle i ’Silent Hill’ blev som overtaget af noget mørkt, der ikke sådan lige ville slippet sit tag i hende. Hvilket hendes lille hund bemærkede ved ikke at løbe hende i møde. Gisp!

Alice Krige i samtale om sin fascinerende karriere

Efterfølgende kunne et sultent publikum sætte sig til rette for at indtage både sensuelle og blodsjaskede billeder i dokumentarfilmen ’Inferno Rosso: Joe D’Amato on the Road of Excess’, der – som titlen indikerer – handler om den berygtede og berømmede italienske filmskaber Joe D’Amato. En mand, der levede og åndende for film, hvilket omkring 200 filmkrediteringer, da også mere end vidner om.

Hans udforskning af feltet mellem vold og sex er både fascinerende og grænsesøgende. Her kan blot nævnes et par stykker, så som den kvalme ’Beyond the Darkness’ (1979) og den vamle ’Antropophagus’ (1980) samt sensuelle titler som ’More Sexy Canterbury Tales’ (1972) ’Emanuelle’s Revenge’ (1975) og ’Emanuelle and the Last Cannibals’ (1977).

Det er blot få af de titler, som dokumentaren dykkede ned i via filmklip og interviews med en længere række af filmfolk fra bl.a. D’Amatos samtid, videre til filmeksperter og nyere instruktører. Hvis man endnu ikke er kendt udi italienerens oeuvre, fungerede filmen bl.a. som et fint kig ind i en mands vilde passion og besættelse af levende billeder, hans film, liv og konsekvenserne af hans arbejde – både privat, men også som en filmskaber, der aldrig er blevet hilst velkommen i det fine selskab.

Joe D’Amato og skuespilleren Laura Gemser

’Inferno Rosso: Joe D’Amato on the Road of Excess’ blev desuden introduceret kort af den 65-årige skuespiller Cinzia Monreale, der bl.a. har spillet med i netop ’Beyond the Darkness’ samt den italienske landsmand Lucio Fulcis ’The Beyond’, der også vises på Blodig Weekend. Hun havde interessante tanker om sit virke og genren, hvilket hun uden tvivl får lov til at dykke mere ned i ved visningen af ‘The Beyond’.

Dagens første fiktionsfilm var ’She Will’ af den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Charlotte Colbert med en dragende Alice Krige i hovedrollen som en aldrende skuespiller, der efter en operation tager på et afsidesliggende refugium for at være alene og komme til hægterne. Naturen bruser om hytten, hun bor i, hvor det ikke kun er nattens mørke, som tager fat, men også skuespillerens mørke traumer, der sniger sig sort ind i hendes sind.

Ad den vej vikler ’She Will’ sig ind i mange visuelt gribende mareridtsscenarier, hvor natur og menneske, heksetro og rationale kæmper side om side. Det var skønt at opleve en historie, der til tider turde give slip på logikken og gå amok i en sitrende billedside, det dog uden at miste grebet i tematikkernes tyngde, herunder bl.a. alder, overgreb, traumer og identitet.

Nå ja, og Alice Krige er for vild i hovedrollen. En rolle, som hun ved en efterfølgende samtale dykkede ned i. Herunder bl.a. en snak om den fysisk meget krævende rolle, hvor man også kunne se hendes begejstring for ikke kun arbejdet på filmen, men sit fag i det hele taget. Virkelig fint.

Alice Krige i rollen som aldrende skuespiller i ’She Will’

Efter det billedsitrende gys stod aftenens filmfinale på den spanske ’Piggy’. En både ubehagelig, blodig og gribende sag, hvor sort humor bruges effektivt. Man følger her den overvægtige Sara, der mobbes på groveste vis af sine jævnaldrende, mens også hendes mor er mere end streng, hvor farmand blot ser tøffelheltet til. Sara er selvsagt vred, ked og frustreret.

Hendes liv tager dog en uventet drejning, da en seriemorder er på brutalt spil i hendes landsby, hvor unge mennesker nu forsvinder. Det med Sara stående i midten af det hele – og hvad gør hun mon så? Det er i dette medrivende miks af ubehagelig mobning, seriemorder-sjask og det at stå udenfor det hele ene og alene pga. ens udseende, at ‘Piggy’ udspiller sig.

Man finder i hovedrollen som Sara en ovenud god Laura Galán, der formår at kanalisere en både udadreagerende frustration og samtidig med indadskuede mine forløser den uretfærdighed, der overgår hende. Det i samspil en moralsk tvetydighed, der føres i blodigt mål. En virkelig god afslutning på en begivenhedsrig dag på Blodig Weekend.

Laura Galán som Sara i ’Piggy’