Biografanmeldelse: Det gør ondt i mit hjerte, der bestemt også røres både varmt og følsomt, når historien om forholdet mellem den 6-årige Cléo og hendes elskede barnepige Gloria fortælles nænsomt og nærværende i ’Min Gloria’. Det er den gribende og nuancerede historie om forholdet mellem barn og voksen. En fortælling på godt og ondt om barndom og forældreskab.

Cléo bor i Paris med sin alenefar, hvorfor Gloria er trådt til som fuldtidsbarnepige. Gloria har således måttet lade sin familie og børn blive tilbage i Kap Verde. Gloria er fanget mellem to verdener, hvilket den lille Cléo snart sander helt konkret. For da Glorias mor dør, går rejsen for barnepigen nu hjem til Kap Verde. Et sidste farvel mellem Cléo og Gloria venter hjerteskærende i horisonten.

Instruktør og medforfatter Marie Amachoukeli-Barsacq har et engagerende godt greb om sin fortælling og karakterer, der bl.a. forløses i dynamiske og smukt komponerede billeder af fotograf Inès Tabarin, hvor historien undervejs brydes op af små elegant animerede sekvenser, der emmer af barndommens uskyld på fornem vis og samtidig følsomt indrammer filmen.

I rollen som den søde, seje og energiske Cléo finder man Louise Mauroy-Panzani. Hun er i sandhed et scoop for filmen med sit ivrige blik og troværdige tilstedeværelse i hver en scene. Fra de muntre til de grådkvalte. Et barn, der allerede tidligt i livet må kigge ind i voksenlivets følelsesverden. Et stærkt og vedkommende portræt af et barn, hvis liv pludselig kuldsejles.

Gloria portrætteres med rolig nerve af en ligeledes hele vejen overbevisende Ilça Moreno Zego, der med få, men elegante virkemidler former sin karakter til et helt menneske af kød og blod. Sammen opstår der følsom magi og nænsomt drama, hvor det komplicerede i en relation som denne kommer smukt og hjerteknusende til live i samspil med levende miljøbeskrivelser.

’Min Gloria’ er måske nok en lille historie, men den fortælles med hele den globaliserede verden som medspiller i kulissen. Det er dog først og fremmest den elegant portrætterede historie om det rørende forhold mellem barn og voksen, som er i centrum. En både hjertevarm og kompleks historie om svære følelser og indviklede familiekonstellationer.

’Min Gloria’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Min Gloria’ har biografpremiere den 2. maj.

Biografanmeldelse: Man skal passe på med at rode rundt med det overnaturlige, hvis ikke man har styr på det. Sådan er det i hvert fald i gyset ’Death Card’, hvor en gruppe unge venner får lagt sig ud med en overnaturlig ondskab. Det hele starter ellers uskyldigt og sjovt på en weekendtur for vennegruppen, der har lejet sig ind i et stort hus ude i naturen.

Det går hverken værre eller bedre end, at de falder over en mystisk kasse med nogle ret så ækle tarotkort i. Unge og nysgerrige som de er, beslutter de sig for at få lagt deres kort. Heldigvis er en af vennerne yderst ferm i tarotkort, spådomme og horoskoper. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det hele hænger sammen, men det gør i grunden ikke noget.

Det handler nemlig ikke om logik eller rationelle tanker, når gyset folder sig utroværdigt og værst af alt meget lidt medrivende ud. End ikke oprigtig uhygge bliver det til, men derimod et par slappe forsøg på at jage en skræk i livet på mig med generiske jump scares og bøh-lyde i mørket. Det virker ikke. Filmen har dog i udgangspunktet et helt fint og skræmmende koncept.

For efter at vennerne har fået lagt deres tarotkort og kortlagt spådomme for fremtiden, sker der det, at de vender hjem fra weekendturen, hvor gruen først for alvor begynder. For nu dør vennerne en efter en på mystisk vis. Meget peger på, at netop dødsfaldene falder sammen med spådommene. Så nu må de overlevende forsøge at stoppe ondskaben.

Desværre fungerer så godt som intet i filmen, der bl.a. hæmmes af et yderst generisk og uopfindsomt manuskript, der ikke afføder nogen form for engagerende gyserscener, men beror på hurtige klip og høje lyde. Det fungerer ikke. Der er dog et par ok cool monsterdesign. Men lige lidt hjælper det. Her er hverken uhygge eller oprigtig underholdningsværdi at komme efter.

Så mens vennegruppen løber hovedløse rundt i en film, der aldrig bliver uhyggelig eller medrivende, dukker karismatiske Olwen Fouéré op som tarotkyndig ældre kvinde. Hun får dog desværre intet mindeværdigt at arbejde med fra filmskabernes hånd. ’Death Card’ er en meget slatten fuser af en gyserfilm, der udover ikke at skræmme også mangler grundlæggende underholdningsværdi.

’Death Card’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Death Card’ har biografpremiere den 2. maj.

Biografanmeldelse: Der venter ikke ligefrem en lutter lykkelig forening med gud for den unge amerikanske nonne Cecilia, der er taget den lange tur til et kloster i det smukke Italien for at komme tættere på sit religiøse kald. ’Immaculate’ er nemlig et bidskt lille nonnegys, hvor mørket gemmer på sin del af grumme hemmeligheder og ikke just guddommelige herligheder.

Det står allerede klart i den brutale åbningsscene, der effektivt afslører, at noget er helt galt på det pittoreske kloster. Hvad klostrets indre mere præcist huser, står dog hen i det uvisse for den ellers snart vagtsomme Cecilia. Hun begynder nemlig at ane uråd i takt med, at filmen desværre forfalder til at gøre brug af et par unødvendigt generiske jump scares.

Nej, ’Immaculate’ er ikke en subtil skrækfilm, hvilket dog også er en styrke. Ikke mindst fordi, at den godt ved, hvad den er for en størrelse. Den er nonnesjask og hurtige chok for fuld skrue. En fuckfinger til underspillet og dybsindig gru. Desværre bliver filmen aldrig helt så ekstrem, som den umiddelbart forsøger på at være, når nu man vælger at slå religion og gys sammen og tilsætte blod.

’Immaculate’ er dog bestemt brutal, men får aldrig helt sparket mig ondt nok i maven til, at gyset sætter sig intenst i kroppen på mig. Mindre kan også gøre det. Instruktør Michael Mohan har nemlig et sikkert greb om sine grumme virkemidler og formidler stramt og dynamisk den desværre ikke vildt originale historie på trods alt 90 effektive minutters spilletid.

Desuden er Sydney Sweeney en fornøjelse som Cecilia, der møder mere mareridt end helligånd i klosteret, hvor uskylden bliver spyttet blodigt ud på gulvet, mens korset bruges som brutalt våben og ikke kun som et helligt symbol. Hun har et dragende ansigt med sine uskyldige dådyrøjne, der får nervepirrende liv i stearinlysets skær i gådefulde gemakker.

Sydney Sweeney løfter med andre ord gribende sit portræt med nerve og indlevelse. For selvom der ikke er meget at arbejde med i manuskriptet, får hun givet engagerende liv til sin karakter, der rummer både uskyld og naivitet, sejhed og handlekraft. Mit følelsesmæssige engagement sætter sig måske ikke som en intens sten i maven, men jeg hepper bestemt på Cecilia hele vejen.

’Immaculate’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Immaculate’ har biografpremiere den 25. april.

Biografanmeldelse: Jeg sidder med en konstant knude i maven, der kun synes at tage endnu mere fat, efterhånden som historien i et borgerkrigshærget USA folder sig intenst ud i Alex Garlands medrivende kig ind i en nær fremtid med ’Civil War’. Vi følger her en lille håndfuld journalister, der bevæger sig gennem landet, som er på randen af totalt sammenbrud.

Jeg kommer med ind i journalisternes bulede bil, der med ’press’ stående på siderne kører gennem et bombet landskab på deres vej mod Washington i håbet om at nå frem, inden en oprørsgruppe indtager Det Hvide Hus i den eskalerende borgerkrig. De vil sikre sig et interview med selveste USA’s præsident, inden muligheden løber dem af hænde.

På turen møder vi bl.a. den anerkendte fotojournalist Lee, der med skarpt og frygtløst blik for krigens rædsler kaster sig ind i frontlinjen med sin linse rettet stålsat mod de brutale begivenheder. Hun indfanger virkeligheden og historien, så den kan blive fortalt og foreviget fra første parket. Historien om borgerkrigen og dens mange konsekvenser for landet og dets indbyggere.

Det er bl.a. gennem Lees kameralinse og de heraf stillestående billeder, som i glimt giver en dokumentarisk kant til filmen. Det bakkes pulserende op af det dynamiske kameraarbejde af fotograf Rob Hardy, der intenst indfanger de ubehagelige begivenheder, men også de få åndehuller for det lille hold journalister, hvor man desuden møder den ihærdige og unge aspirerende fotojournalist Jessie.

Der er et virkelig fint parløb mellem den hærdede fotograf overfor den uprøvede. Jeg oplever borgerkrigen med forskellige øjne. Jeg mærker ubehaget. Jeg føler rædslerne. Jeg hører brutaliteten banke skånselsløst gennem luften i form af dundrende maskinpistoler og susende raketter, der bringer eksplosioner til live og sender mennesker i graven. Kynisk, koldt og kalkuleret.

Kirsten Dunst er gribende martret og nærværende intens som Lee, mens Cailee Spaeny som Jessie bringer en håbefuld uskyld til krigen, der er alt andet end uskyldig. Uskylden bliver dog snart revet ud af livet på Jessie. Jeg rives med. Af bunkerne af blodige lig. Af skudsalver, der får blodet til at sprøjte. ’Civil War’ er som en insisterende knude i maven. Tankevækkende, medrivende og ubehagelig. Forrygende!

’Civil War’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Civil War’ har biografpremiere den 18. april.

Biografanmeldelse: Det er 45 år siden, at den japanske animationsmester Hayao Miyazaki spillefilmsdebuterede i 1979 med den hæsblæsende ’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’. Nu får filmen repremiere i en nyrestaureret 4K-version. Miyazaki er som bekendt manden bag fortryllende film som ’Min nabo Totoro’, ’Chihiro og heksene’, ’Det levende slot’ og senest ’Drengen og hejren’.

Der er i den grad knald på hans medrivende debutspillefilm, hvor man følger den charmerende tyv Lupin III og hans medsammensvorne Jigen. De kommer ud på et vildt eventyr, der byder på alt fra falskmøntneri, pulserende biljagter og store eksplosioner, når de skal forsøge at råde bod på, at de er blevet snøret efter et storstilet kup.

Det bliver starten på en yderst underholdende rejse mod riget Cagliostro, hvor duoen undervejs bl.a. møder prinsessen Clarisse, der mod sin vilje står til at skulle giftes med en skummel greve. Så nu står den også på en redningsaktion, mens Lupin og Jigen må kæmpe for livet, når turen går rundt i grevens store borg fyldt med fjender og fælder, mysterier og hemmeligheder.

Miyazaki folder sin film ud med en smittende fortælleglæde, der sprudler af skøre og skønne idéer samt scener fyldt med energi og dynamik. Fra enorme tandhjul, der drejer faretruende rundt med Lupin i midten af det hele til energiske kampe med grevens kumpaner. Jeg bliver i lutter godt humør af at være i selskab med Lupin og co., når de sjove og engagerende eskapader ruller lystigt afsted.

Det er kort sagt med stor fortælleglæde og vidunderligt veloplagt animation, at ’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ folder sig ud for fuld skrue i et herligt virvar af morsomme påfund, umage karakter og medrivende actionscener, der står i kø for at rive mig med. Det lykkedes i den grad. Ja, når mesteren Miyazaki står bag, er 45 år ingen alder.

’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ får 5 ud af 6 stjerner:

’LUPIN III: Kastellet i Cagliostro’ har repremiere i biografen den 18. april.