EXODUS: Kære Ridley, hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum end bibelske Bale

/i , /af

Biografanmeldelse: For satan da, Ridley Scott. Du har sgu da helt mistet overblikket med den her. Eller også har du bare stolet blindt på, at det populære bogforlæg, mega meget CGI-ramasjang og Christian Bale i hovedrollen som Moses var nok til at hive det bibelske stik hjem. Det er det ikke. Exodus er simpelthen sløset fortalt og befolket af flade karakterer. Bøvs.

Christian Bale forsøger her at ryste sin Batman-dybe røst af sig. Det går ikke så godt. Til gengæld er han god til at have fuldskæg. Det er bare ikke helt nok. Og der er jo ellers vældigt godt med drama i karakteren Moses. Du ved, de undertrykte jøders færd mod deres fortabte land med Moses i front, de der 10 pokkers plager, Det Røde Hav, der splittes i to og så de 10 bud. Halløjsa.

exodus biograf 01

Men det hele er mere ren afvikling end engageret fortalt. Her er ikke følelser at blive grebet af eller karakterer at engageres i. Til gengæld er der fejlcastet for fuld skrue. Seriøst, John Turturro som faderlig farao? Snarere fjollet farao. Og Joel Edgerton ligner mest et bizart indslag i en forlystelsespark som Moses’ forfængelige papbror Ramses. Autencitet? Næppe. For meget eyeliner? Så afgjort.

Du har nok luret, at filmens ellers centrale splid mellem netop Moses og Ramses ikke sætter nævneværdige følelser i sving hos undertegnede. Og helt ærligt, her er jo for fuck sake tale om magtkampe, grådighed, gudetro og et broderligt fjendskab af bibelske dimensioner. Men Ridley Scott formår ikke at puste vildt meget medrivende liv ind i den ellers potente fortælling, hvor en hævngerrig gud ellers giver kamp til stregen – Anden Mosebog–style, biaaaacth.

exodus biograf 02

Christian Bale er mut, jordnær og cool som modvillig leder, men også kedelig. Nå ja, og så vælter troværdigheden for alvor i den fælt forcerede og overfortalte kærlighedshistorie til hans hustru Zipporah. Hun spilles af en pæn, men også bare helt vildt ligegyldig María Valverde. Gab, motherfucking gab. Ridley, så hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum. Tak.

Men okay, der er sgu godt med knald på, når Ridley folder sine panoramaliderlige actionscener ud og lader de 10 plager være en pæn træls dag for oldtidens Egypten. Men det nytter desværre bare ikke meget, når karaktererne, historien og de ellers virile tematikker som gudsfrygt, tilgivelse og andre gode sager efterlades som slappe fodnoter i denne bibelske fuser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Exodus | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
Exodus poster
Originaltitel: Exodus, USA, 2014
Release: d. 25. december 2014
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Christian Bale, Joel Edgerton, Ben Kingsley, John Turturro, Aaron Paul, Ben Mendelsohn, María Valverde, Sigourney Weaver m.fl.
Spilletid: 142 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: FEMHÆRESLAGET: Peter Jackson leverer en tilfredsstillende krigsfinale for Bilbos bæstbefængte rejse

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, gå nu bare ind og se den sidste Hobbitten-film. Ikke kun fordi, det er Peter Jacksons sidste film om ham der hobbitten Bilbo og de der dværge, men også fordi, at alle har brug for et eventyr af og til. Ikke mindst et eventyr, hvor det vælter rundt med sindssygt mange trolde, orker og andre bæster. Nej, det er jo ikke for sjov, at filmen har undertitlen Femhæreslaget.

For filmen er nærmest én lang krigsscene. Sådan lidt groft sagt. Men det er tæt på – og det fungerer. I hvert fald langt overvejende. Og i hvert fald nok til, at jeg ikke blev overmæt, men bare virkelig godt underholdt af at se vildt mange elvere, dværge, monstre og mennesker smadre hinanden i kampen om Midgård og de enorme skatte, dragen Smaug har efterladt i Det Ensomme Bjerg.

hobbitten five armies biograf 01

Men nu giver det vel også god mening, at en trilogi slutter med et brag. Også selvom trilogien jo egentlig kun er baseret på én bog. Men fuck det. For det er helt cool med mere ildspyende drage og vamle trolde, der får tæv. Peter Jackson formår nemlig at folde Tolkiens univers detaljerigt og medrivende ud, hvor han ikke glemmer det nære drama midt i CGI-rabalderet.

Godt nok males her med brede penselstrøg, hvorfor ikke alle karakterer er lige nuanceret optegnet. Men blandt andet udgør Martin Freeman fortsat et engagerende centrum for fortællingen som Bilbo. Han tumler med sager som mod og selvopofrelse, mens han også dristigt forsøger at holde krigeren og vennen Thorin Egenskjold fra at blive totalt formørket af magtsyge.

hobbitten five armies biograf 02

Richard Armitage tager her stikket hjem som Thorin med en sitrende balancegang mellem formørket psykopat og godhjertet kriger. Ian McKellen er igen rynket som troldmanden Gandalf, mens Luke Evans er heroisk som Bard, og så repriser blandt andet Benedict Cumberbatch, Cate Blanchett og Christopher Lee deres roller. Det samme gør Evangeline Lilly og Orlando Bloom i deres elver-roller og dertilhørende akavede kærlighedsdrama.

Nej, Hobbitten: Femhæreslaget leverer ikke hele vejen et lige velafstemt drama, men bestemt nok til, at Peter Jacksons energiske krigsscener ikke mister dramatisk tyngde. Men nu lever den vilde action absolut også fint ene og alene i kraft af den barnlige glæde, det er at se en vammel trold slå på tæven. Howard Shore har for resten igen med sans for det storladne kreeret scoret, der medrivende er med til at sætte et tilfredsstillende punktum for Bilbos rejse.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hobbitten: Femhæreslaget | Biografanmeldelse”] Vurdering 5/6:
5_6 - stars
hobbitten five armies poster
Originaltitel: The Hobbit: The Battle of the Five Armies, USA, 2014
Release: d. 10. december 2014
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Ian McKellen, Martin Freeman, Richard Armitage m.fl.
Spilletid: 144 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE HUNGER GAMES MOCKINGJAY – DEL 1: Endnu en uforløst omgang Jennifer Lawrence iført bue og pil

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er vi ved at være ved vejs ende med Jennifer Lawrence iført bue og pil som den frihedskæmpende Katniss Everdeen. Men altså ikke helt. For af ingen andre grunde end flere monay in da bank har økonomisk snedige individer i Hollywood valgt at dele den sidste af de tre Suzanne Collins-bøger – som filmene er baseret på – op i to dele. Det havde de ikke behøvet at gøre.

Men ret skal være ret, The Hunger Games: Mockingjay – del 1 har mange ting kørende for dig. Blandt andet er filmens univers flot, dystert og overbevisende dystopisk. Lige fra depressive billeder af Panems ødelagte distrikter med skelletter og murbrokker i bunker til det polerede diktatoriske styre i Capitol. Her er bare ikke nok dramatisk tyngde i historien og karaktererne.

Hunger Games The Mockingjay part 1 biograf 01

Filmen starter, hvor den forrige slap. Efter at have undsluppet dødsspillet vågner Katniss ømskindet op i et underjordisk tilholdssted i distrikt 13. Oprøret mod Capitol er i den grad undervejs, hvor Katniss er tiltænkt rollen som frontfigur og leder som den ikoniske Mockingjay. Hun tumler dog med at påtage sig rollen som revolutionens bannerfører. Usikkerhed og identitetsdrama, du ved.

Og så er der også trekantsdramaet med Peeta (Josh Hutcherson) – der nu opholder sig i Capitol og øjensynligt er imod oprøret – samt den solide Gale (Liam Hemsworth). Så ja, her burde jo egentlig være godt med smæk på dramaet. Det er der bare ikke. Derimod trædes der filmen igennem noget uforløst rundt i både kærlighedskvalerne og oprørets opvågnen i folket. En ganske vist herligt dyster del 1, men også et halvslapt og ferskt forspil inden sidste film.

Hunger Games The Mockingjay part 1 biograf 02

Jennifer Lawrence er dog heldigvis ikke halvt så overspillende irriterende som hun kan være, men er som Katniss nedtonet og intens. Men både Hutcherson og Hemsworth er lettere ligegyldige. Jeg tror sgu aldrig på kærligheden og dramaet mellem de tre. Der er dog skuespillerpondus at hente hos både Phillip Seymour Hoffman, Donald Sutherland, Julianne Moore og Woody Harrelson, selvom deres roller ikke hele vejen rundt kommer til deres ret.

Her er altså tale om (endnu) en uforløst forsmag på det intense drama og det medrivende opgør, der forhåbentlig venter forude med den sidste film. Jeg befinder mig dog godt i det dystre univers, som også har en fin satirisk slagside med kvæk om blandt andet krigspropaganda samt vægtige temaer som samfundsstrukturer. Det er bare ikke nok. Ja, en klassisk ’de gode ingredienserne er til stede, men den færdige ret er desværre bare ikke nær så god’.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay – del 1 | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
Hunger Games The Mockingjay part 1 poster 02
Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay – Part 1, USA, 2014
Release: d. 19. november 2014
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Donald Sutherland, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 123 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

/i , /af

Biografanmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

fury biograf 02

Bestemt en mere end intens, klaustrofobisk og dramatisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så selvfølgelig er klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Cirka.

fury biograf 01

Men ja, filmens pointer omkring krig er for evigt vigtige. Ja, krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal de leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser fedt ud, når der bliver skudt et hoved af. Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig.

Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter dybrødt fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i. Hverken, når gruppen åbner ild eller kommer op at toppes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fury | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
fury poster
Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 13. november 2014
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

/i , /af

Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om Christopher Nolans Interstellar jo bedre. Jeg gik selv ind til den med minimal viden – og det skal du også gøre. For selvfølgelig skal du se den. Så meget vil jeg afsløre. Men vil du gerne have lidt flere ord på, hvorfor du skal tilbringe tre timer i selskab med Matthew McConaughey og Nolan, kan du trygt læse videre uden frygt for spoilers.

Groft sagt så ligger Interstellar tættere på Inception, Memento og Following end på Batman og Bane. Ja, Nolan har bestemt også set både Malick og Tarkovskij. Interstellar er altså en filmoplevelse, der i høj grad lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker og smukke billeder, som af at skulle afvikle et velafstemt og stramt fortalt plot.

interstellar biograf 03

Interstellar er dog ikke en utilgængelig kunstfilm. Det er veldrejet science fiction-underholdning med hjerne og hjerte – hvis jeg lige må være sådan lidt retorisk tung i røven. Men sandheden er, at filmen på trods af sine godt tre timer fastholder mig og holder et tempo, der både tillader roen og eftertanken at synke ind, men også husker på at levere både action og overraskelser.

McConaughey spiller med vanlig texansk charme hovedrollen som Cooper, der ender i filmens store rumeventyr. Menneskehedens dage på Jorden er nemlig talte, hvorfor Cooper og et hold videnskabsfolk kigger mod stjernerne for en løsning. Fortællingen er dog hele vejen grundet i en menneskelig kerne, hvor McConaughey som enlig far med tilpas schwung på sentimentaliteten får sat oprigtige følelser i sving og ikke mindst et hav af tanker i gang.

interstellar biograf 01

Nolan spinder nemlig sin ambitiøse historie over alt det, der befinder sig mellem kærligheden og videnskaben. Altså en del. Fra det at være forælder, til livet og døden samt noget så hjernevridende som begrebet tid. Ja, her er meget i spil, og filmen er da heller ikke lige elegant fortalt, mens karaktergalleriet heller ikke er lige interessant. Blandt andet er Anne Hathaway som astronaut noget fersk, mens Michael Caine dog byder ind med trolig autoritet.

Men Interstellar overvinder sine ujævnheder i plottet og karaktererne takket være netop sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. For på samme måde som Cooper med appetit på eventyret rejser ud i verdensrummets uvished, er Interstellar også som en rejse, man ikke ved, hvor tager en hen. En rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Interstellar | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Interstella poster
Originaltitel: Interstellar, USA, 2014
Release: d. 6. november 2014
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Michael Caine m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

 

 

NIGHTCRAWLER: Jake Gyllenhaal kører dig lige lukt ind i helvede

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, der trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. I Dan Gilroys spillefilmsdebut Nightcrawler er Jake Gyllenhaal pænt creepy og pænt udmagret som reporteren Lou Bloom, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Jo blodigere, jo bedre.

For vi kigger alle med. Også dig. Vi glor sultent, når døden viser sig – og Lou har et skarpt øje for at indfange gruen med sin linse. Han cruiser således utrætteligt rundt i Los Angeles-natten med politiradioen tændt i sin jagt på næste blodige nærbillede. Jeg indtager med glæde passagersædet ved siden af en hypnotiserende god og koldt stirrende Jake Gyllenhaal. Du bør gøre det samme.

nightcrawler biograf 02

For Jake Gyllenhaal ejer filmen, som Lou Bloom ejer den neonoplyste nat. En karakter, der er som dumpet ned fra en anden planet. Helt umenneskelig med sit gennemborende blik, mørke render under øjnene og kameraet i favnen. Jeg aner ikke, hvem Lou er. Jeg kan kun observere, men ikke forstå ham. I hvert fald ikke til fulde. Et mysterium, der ikke lader sig afkode, men hele vejen fascinerer.

Filmens tematikker og mediekritik er derimod langt mindre uigennemskuelig. For hvor Jake Gyllenhaal trækker nuancer frem i en enigmatisk Lou, leveres filmens sarkastiske pointer om mediernes amoralske jagt efter seertal sort på hvidt. Som når tv-redaktøren koldt kræver mere blod og mindre moral. Grotesk satire, der skarpt spyer sort humor ind i det i forvejen mørke univers.

nightcrawler biograf 01

Netop filmens univers, det mørklagte og neonoplyste Los Angeles, er en karakter i sig selv. Plottet læner sig nemlig tilbage og lader Lous natlige ture i byen tage over. Her er ikke et på forhånd determineret endemål. Man må som Lou lade sig indhylle af natten og stilheden. Evigt søgende og på evig jagt. Og så holde godt fast, når volden skifter nattens slumren ud med et klart mål for Lous kamera.

Nightcrawler er altså ikke en pænt afviklet thriller. Det er i høj grad også en atmosfære af usikkerhed og død, man træder ind i. Dragende og fascinerende. Det skyldes i høj grad Jake Gyllenhaal som Lou, der veltalende og kalkuleret skaber sig en vej mod toppen af tv-fødekæden. Rene Russo er desuden et godt modspil til Lou som vampet tv-redaktør, men det er Jake Gyllenhaal, der ejer filmen og overvinder dens af og til lidt ujævne historiefortælling.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nightcrawler | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nightcrawler poster
Originaltitel: Nightcrawler, USA, 2014
Release: d. 30. oktober 2014
Instruktion: Dan Gilroy
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Michael Papajohn, Bill Paxton m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KVINDEN DER FORSVANDT: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det ferskt over, at Ben Affleck har nederen på

/i , /af

Biografanmeldelse: Jamen altså, David. Altså David Fincher. Nu har jeg gået her og glædet mig til din nye film – Kvinden der forsvandt – eller Gone Girl, som du har valgt at kalde den. Men David, nu sidder jeg så her med filmen et par timer på afstand. Og jeg sidder stadig med samme følelse, som da rulleteksterne ramte lærredet. En fersk følelse af uforløst potentiale. Og tomhed. Og træthed.

Men du har bestemt gjort dig umage. Det gør du altid. Det hele ser virkelig flot ud. Som en stilfuld krydsning mellem Zodiac og The Social Network. Kølige, kolde farver og kamerabevægelser, der glider gennem forstadens fintklippede haver og evigt nymalede huse. Og du har igen fået Trent Reznor til at stå for scoret. Det gør han igen elegant, foruroligende og tilbagelænet dramatisk.

gone girl biograf 01

Et ulmende forstadsunivers, jeg synker ind i. Omfavnes af. Men jeg gribes ikke. Blodet forbliver i ro – det samme gør min puls. Og det er vel i grunden ikke meningen. Jeg mener, her er tale om en thriller. I hvert fald et stykke af vejen. For din film er mere end ”blot” en thriller. Men filmen skydes i gang som en thriller. For en dag og ud af det blå forsvinder Nicks kone Amy. Hvad pokker er der sket?

Ben Affleck indtager med alvor over øjenbrynene rollen som Nick, der i kølvandet på sin konens forsvinden pludselig befinder sig i en mediestorm. Alle vil selv sagt have en bid af manden, der har mistet sin kone – hun spilles af en sart og selvsikker Rosamund Pike. Et simpelt setup, der roligt, tålmodigt og med sikker fremdrift foldes nuanceret, overraskende og komplekst ud.

gone girl biograf 02

For selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for. Men selvom filmen har sin del af plottwists, forbliver det hele lidt for pænt. Lidt gnidningsløst. Lidt for sikkert. Både Nick og Amy forbliver for endimensionelle, for uengagerende. At det så kan være en pointe i sig selv i forhold til filmens satiriske tematikker som ægteskab, hemmeligheder og facade ændrer ikke på, at filmen er kedelig.

Men ja, David. Plottets afvikling i første del er besnærende, scoret dragende og filmens univers fuldendt. Og Ben Affleck formidler fint desperationen, mens her også er sin del af æggende krimitæft. Men det er altså bare ikke engagerende. Mest bare en stilsikker afvikling af manuskriptet. En flot konstruktion. Her er ingen følelser på spil for mig. Kære David, jeg blev sgu aldrig grebet, men forblev følelsesmæssigt upåvirket – og jeg er sgu ellers en følsom fyr. Øv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden der forsvandt | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
gone girls poster
Originaltitel: Gone Girl, USA, 2014
Release: d. 23. oktober 2014
Instruktion: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
Spilletid: 145 min.
Distributør: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

 

ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, hør lige her. Jeg er en habil horrorfan. Jeg har med andre ord set min del af gyserfilm og er efterhånden ret hærdet og ikke så nem at skræmme. Men holy fuck, det overnaturlige dukkegys Annabelle fik sgu skovlen under mig flere gange. Ja, filmen formår at gøre en symaskine uhyggelig. Ja, en fucking symaskine. Så kan en gyserfilm altså noget.

Filmen er en prequel-skråstreg-spin-off til James Wans The Conjuring, der ligeledes gav mig gåsehud og klamme håndfalder. I Annabelle er en klam dukke af samme navn, der er omdrejningspunktet. Den spillede som bekendt en mindre rolle i The Conjuring, og den er også her virkelig klam og virkelig uhyggelig. Ja, en dukke. En fucking dukke iført kjole og med fletninger. Gisp og gys.

annabelle biograf 02

Der er selv sagt noget uldent ved Annabelle. Det finder en lille familie i den grad ud af. Vi befinder os – som i The Conuring – i 1970’erne, hvor den højgravide Mia og hendes mand John er lykkelige og smaskforelskede. Men som du ved, hvis du har set din del af gyserfilm, så er en højgravid kvinde sårbar og det perfekte mål for grusomheder. Det er også tilfældet her.

For det viser sig snart, at der hviler en ondskab i dukken. Den slippes fri og terroriserer det lille hjem. Først ved små, uskyldige lyde i natten. Men det tager selv sagt til og bliver snart til et spørgsmål om liv eller død. Ja, et helt klassisk gyser-setup, hvor genrens faste klichéer kommer i spil. Men klichéerne fungerer her, da det gøres med et sikkert og veloplagt greb om genren.

annabelle biograf 01

Klichéerne i Annabelle er mest af alt til stede, da genren har sin del af faste konventioner. For klichéerne – eller måske mere præcist, genrens spilleregler – bliver her aldrig klodsede, kedelige eller dovne. De leveres overraskende, med overskud og pondus. Ellers ville jeg jo for pokker ikke være blevet så skræmt. Jeg savnede dog et lidt mere nuanceret portræt af ægteparret.

Ward Horton i rollen som John forbliver endimensionel, mens Annabelle Wallis som Mia har flere følelser at spille på. Jeg blev da bestemt også følelsesmæssigt engageret. Det er vigtigt, for man skal holde af dem, der udsættes for gruen, ellers er der ikke noget på spil. Men den manglende psykologiske tyngde, et par plothuller og et par jump scares for meget, underminerede bestemt ikke gruen, gyset og grundlaget for mine efterfølgende mareridt. BØH!

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Annabelle | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
Annabelle poster
Originaltitel: Annabelle, USA, 2014
Release: d. 16. oktober 2014
Instruktion: John R. Leonetti
Medvirkende:Annabelle Wallis, Alfre Woodard, Eric Ladin, Tony Amendola m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

FASANDRÆBERNE: Ja tak til en muggen Lie Kaas, perverterede mænd og brutale mord

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi kan hurtigt blive enige om, at den første film om den mugne vicekriminalkommissær Carl Mørck ikke var det store krimisus. Du ved, Kvinden i buret. Det synes jeg i hvert fald ikke. Den var klichéfuld på den kedelige måde. Nu rammer opfølgeren alle de mordhungrende husmødre, og lad mig bare slå fast, at Fasandræberne er langt bedre end sin forgænger.

Som en rigtig to’er, er der skruet op for alle knapperne. Plottet er mere ambitiøst, der er flere ting, som sprænger i luften og så løber makkerparret Mørck og Assad en del mere rundt. En sag fra 1994 om et brutalt myrdet tvillingepar får nemlig duoens opmærksomhed, og snart begynder konturerne af et perverteret plot at komme til syne. Og det er faktisk ret spændende.

fasandræberne 01

Ja, her er tale om den der slags pøbelkrimi, hvor de lavtlønnede borgere kan finde fælleskab i at pege fingre ad alle dem med succes. For selvfølgelig er de rige og velklædte nogle psykopatiske, kyniske og perverterede svin. Det er klart. I Fasandræberne er der altså ikke mange gråtoner at komme efter – det er de onde mod de gode. Det er til at forholde sig til. Og sådan er det.

Jo, der er da en smule nuancer at hente i historien samt i Nikolaj Lie Kaas’ rolle som den formørkede Mørck (yes, symbolikken er der også styr på). Men det er ikke i de moralske gråzoner og persontegningernes lag, man finder filmens styrke. Det gør man derimod i det engagerende plot, der foldes veloplagt ud, mens klichéerne plejes og logikken ryger ud af vinduet.

fasandræberne 02

Inden for de første 10 minutter leveres der da også lige et par kiksede fake scares. Men hul i mangel på logik og klichéer, for filmen holder et medrivende tempo, hvor der hele vejen fermt lægges nye, engagerende tråde ud i plottet. Godt nok er uforudsigeligheden til at overse, men det er til at leve med i krimiunderholdnings tegn.

Lie Kaas’ er stadig god som mut enspænder, mens Fares Fares er det sympatiske og positive modstykke som kollegaen Assad. En klassisk, men velfungerende modsætning. Pilou Asbæk og David Dencik gør deres ting som karikerede skurke, mens Danica Curcic får lidt mere gråzone at spille med som en altafgørende brik i plottet. Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens husmorkrimier, som filmen er baseret på – og kommer ikke til det – men jeg skal klart se opfølgeren.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fasandræberne | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
fasandræberne poster
Originaltitel:Fasandræberne, Danmark, 2014
Release: d. 2. september 2014
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Danica Curcic, Pilou Asbæk, David Dencik, Søren Pilmark, Johanne Louise Schmidt, Sarah-Sofie Boussnina m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

NYMPHOMANIAC – Director’s Cut: Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest

/i , /af

Biografanmeldelse: Endelig er den her. Lars’ egen, dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade og ucensurerede director’s cut af Nymphomaniac. 90 minutter længere end versionen, der ramte verden tidligere i år. Rejsen gennem Joes utallige seksuelle eskapader – fra barnsben til hun er 50 – når hermed op på hele fem en halv times spilletid. Wow – og et stort ja tak til hr. Lars von Trier.

Men hvor anderledes er Lars’ egen version så? Måske ikke just radikalt anderledes. Og så alligevel. For her deler han nu med rund hånd ud af flere stive pikke, våde vaginaer, sæddryppende mundvige og on screen penetration. Også den dobbelte af slagsen. Umph. Mere om den ekstra spilletid senere. Filmen udfoldes selvfølgelig også i denne version med Charlotte Gainsbourg i centrum som den selvbetitlede nymfoman Joe.

nymphomaniac director's cut 02

Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, spillet med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård. Han tager hende med op i sin lejlighed, hvor hun nu fortæller sin livshistorie, der er fyldt med seksuelle møder – men også jagten på kærlighed – for utrætteligt at få Seligman til at et fordømme hende som et dårligt og moralsk fordærvet menneske. Jeg sidder også med. Intenst lyttende, mens hendes historie rulles saftigt ud – i Lars’ egen version.

Ja, der kneppes mere i denne version – men…
Og så tilbage til de ekstra 90 minutter. For udover ovenstående, saftige tilføjelser, får blandt andet også Joes forhold til sin milde far (Christian Slater) mere plads, og så er her også flere nuancer – blandt andet i samtalerne mellem Joe og Seligman. Filmen føles mere dynamisk, mere naturligt flydende. Og ja, så er der lige den der ekstra scene. En grum, blodig og minutiøs abortscene, der giver Joes forsøg på at få Seligmans fordømmelse ekstra brutalt pondus.

nymphomaniac 02

Ja, drop lige de forbehold, du måtte have mod Lars von Trier. For han er også en både morsom og drillesyg herre, der leger med sit publikum. Det er også tilfældet med denne seksuelle dobbeltdækker, der drypper af drilskhed og intellekt. Måske Danmarks sjoveste mand. Blandt andet er Trier i sorthumoristisk hopla i den absurde scene, hvor Uma Thurman som passiv aggressiv og grådkvalt hustru aflægger Joe og sin utro mand et tåkrummende besøg.

Og nu må jeg ikke glemme Stacy Martin, der lægger krop til Joe som ung. Hun balancerer helt forrygende mellem det uskyldige og kalkulerede, det følsomme og iskolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen. Det er desuden et vildt cast, der lægger krop til Triers løjer. Blandt andet med Willem Dafoe som lyssky forretningsmand, Shia LaBeouf (ja, Shia LaBeouf) som Joes langvarige flamme og Jamie Bell i en bondageudøvende rolle. Smæk.

nymphomaniac director's cut 01

Du skal selvfølgelig se Lars’ egen og ekstra lange version
Nymphomaniac er et fascinerende, dragende og tankevækkende opus, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed. At søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser. Nej, de eksplicitte scener er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener i forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde.

Det, at filmen udspilles i tilbageblik med kapitler omhandlende perioder i Joes liv, giver desuden filmen en nærmest litterær karakter, ikke mindst grundet Seligman, der intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Og med fem en halv times spilletid er det oplagt at gense dette skønne bæst af en film et kapitel hist og her, når den lander på hylderne i din videobutik. Men ja, du skal selvfølgelig først se den i biografen i ét utrætteligt stræk.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Nymphomaniac – Director’s Cut | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
nymphomaniac director's cut poster
Originaltitel: Nymphomaniac – Director’s Cut, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Premiere: d. 10. september 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende: Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]