Biograf – Side 76 – Filmskribenten

MISSION: IMPOSSIBLE – ROGUE NATION: Tom Cruise har igen bar mave i en film, hvor han løber rundt og gør seje ting

30. juli 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: For meget Tom Cruise er aldrig nok. Så jeg har naturligvis set frem til endnu en umulig mission med en af mine favorit-scientologer. Og den femte film i serien er bestemt en Mission: Impossible-film til benet. Du ved, vilde gadgets, gummimasker, Tom Cruise i bar mave og ja, en umulig mission. Men Mission: Impossible – Rogue Nation er også en ujævn film, der dog vinder på sin pulserende action, veldoserede humor og på Tom Cruise. I bar mave.

Men præcis, hvor umulige kan de her missioner blive ved med at være? Ret så umulige. Åbenbart. Her skal Tom Cruise aka Ethan Hunt og co. nemlig stoppe Syndikatet – en meget ond organisation, som ingen rigtigt tror på eksisterer. Altså udover Ethan Hunt. Nå ja, og så er IMF blevet opløst af CIA. Så Hunt og hans IMF-team er nu jaget vildt af både CIA samt Syndikatet (der naturligvis eksisterer).

Rogue Nation åbner med en virkelig vellykket actionscene, der involverer kemiske våben og Tom Cruise, som kravler rundt på ydersiden af et stort fly i fart. Her kombineres tør humor med Tom Cruises adrenalinfremkaldende stunts og umiskendelige charme. Det er blandt andet en noget overrasket skurk, en overskudsagtig Tom Cruise møder i flyets lastrum – han kvitterer naturligvis med sit vanligt drengede smil. En mand på toppen af sit game.

Ja, der er op til flere godt tænkte, medrivende og veludførte actionscener i filmen. Så som en kombineret motorcykel- og biljagt gennem smalle gader, en operaopsætning med snigmordere og en smokingklædt Tom Cruise i kulissen videre til gode gammeldags nævekampe. Tom Cruise kan som bekendt det hele. Det er jo Tom Cruise. Desværre er historien ikke nær så medrivende forløst.

For i stedet for, at plottet er den naturlige tråd gennem de intense actionscener, folder det sig af og til unødigt tungt ud og punkterer filmens ellers spændstige momentum. Men selvom filmens flow lider en smule under et lidt ujævnt og ikke lige gribende konstrueret plot, så får Tom Cruise og hans team genvundet mit engagement med humor og eksplosioner undervejs. Således rammer filmens rulletekster mig bestemt også med pulsen i vejret.

Nå ja, der er også andre med end Tom Cruise. Rebecca Ferguson er god som den tvetydige Ilsa Faust (wow det til det navn), mens Simon Pegg og Jeremy Renner er tilbage i teamet med henholdsvis ubesværet komisk timing og coolness. Alec Baldwin er gnaven CIA-boss, Ving Rhames er gnaven good guy og en blond Sean Harris er en gnaven samt herligt slimet klichéskurk i front for Syndikatet. Filmen overlever altså sine plotmæssige ujævnheder, mens Tom Cruise ubetinget vinder i rollen som Ethan Hunt og sig selv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
[tabgroup][tab title=”Mission: Impossible – Rogue Nation | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Mission: Impossible – Rogue Nation, USA, 2015
Release: d. 30. juli 2015
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Ferguson, Simon Pegg, Jeremy Renner, Alec Baldwin, Ving Rhames, Sean Harris m.fl.
Spilletid: 131 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

22. juli 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg elsker Paul Rudd. Så ja, jeg kan godt klare endnu en film i den ellers noget mættede række af superheltefilm fra Marvel. Men selvom Paul Rudd er en i udpræget grad charmerende superhelt, så er Ant-Man først for alvor vellykket i sin sidste halvdel, hvor den bliver langt mere legesyg end sin lidt for forudsigelige første del.

Men hvem er det nu lige Ant-Man er? Jo, kort fortalt kan han ved hjælp af et apparat og tankens kraft få myrer til at lystre sine ordrer (!), mens han ved hjælp en dragt kan skrumpe ind til myrestørrelse – med enorme kræfter vel at mærke (!). Men inden Paul Rudd iklæder sig dragten og bliver til Ant-Man, skal han lige igennem den obligatoriske oprindelseshistorie i rollen som ufrivillig helt.

Paul Rudd er nemlig den knapt så succesfulde tyv Scott Lang, der vil lægge kriminaliteten bag sig, så han kan være sammen med sin lille datter. Men den geniale videnskabsmand Hank Pym – en stoisk cool Michael Douglas – har andre planer. Pym vil nemlig have Scott til at hjælpe sig med at beskytte hemmeligheden bag Ant-Man-dragten, som er hans opfindelse. For der er naturligvis en ond skurk, der vil have fingre i dragten til onde formål.

Ja, det er præcist så forudsigeligt, som det lyder. Heldigvis har filmen Paul Rudd, der formår at charmere klichéerne op fra slap. For filmen overlever og lever af ham og en afvæbnende humor, der veloplagt og varmt punkterer scener, der ellers ville kamme over i Hollywood-sentimentalitet. Blandt andet et ømt far-datter-øjeblik. Så tak, Paul Rudd – og et i øvrigt indtagende cast, der gør forudsigelighederne yderst underholdende.

Udover en for evigt cool Michael Douglas som den karismatiske Pym, får man også en rap Evangeline Lilly som Pyms skarpe datter samt Michael Peña som et oprigtigt comic relief som Scotts småtumpede, men elskelige ven og partner in crime. En skaldet Corey Stoll er god som gal og grådig superskurk med mindreværdskomplekser i forhold til sin mentor Pym.

Her er med andre ord forholdsforviklinger, der giver dramaet bund og superhelte-eskapaderne hjerte. Du ved, far-og-datter-problemer, fader-komplekser og tilpas underspillet romantik til, at det fungerer. Så efter en noget skabelonpræget, men også medrivende første del rammer filmen for alvor en original tone og finder sit fodfæstne, der berettiger Ant-Man som en helt i egen ret i Marvels univers. Jeg kan ikke andet end at glæde mig til Ant-Man 2.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Ant-Man | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Ant-Man, USA, 2015
Release: d. 22. juli 2015
Instruktion: Peyton Reed
Medvirkende: Paul Rudd, Evangeline Lilly, Corey Stoll, Bobby Cannavale, Michael Peña, Tip “T.I.” Harris, Wood Harris, Judy Greer, David Dastmalchian og Michael Douglas m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Walt Disney Pictures[/tab][/tabgroup]

TERMINATOR GENESYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck

25. juni 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Der er så meget galt med dette cheesy, larmende og ofte pinlige femte kapitel i Terminator-sagaen. Af selvsamme årsager er Terminator Genesys rent faktisk en underholdende film. Et kolossalt trainwreck, der bare gerne vil underholde og derfor banker ufortrødent af sted uden at tænke særligt meget over andet end, hvor meget, der kan sprænges i luften. Det er en hel del, kan jeg godt afsløre.

Jeg er ikke sikker på, hvor meget du skal hænge dig i historien – det lader det i hvert fald ikke til, at manusforfattere har gjort. De har dog været ivrige efter at få presset flest mulige påklistrede referencer til seriens to første film ind i dette CGI-skrummel, hvor 67-årige Arnold Schwarzenegger er tilbage som gammelmands-Terminator med gråt hår og de samme one-liners. Det er tydeligt, at han nyder at indtage sin legendariske rolle – og ja, det smitter positivt af på mig.

Men ok, plottet: Skynet – det der system styret af kunstig intelligens, der vil udslette menneskeheden – har sendt en Terminator tilbage i tiden for at dræbe Sarah Conner, så hun ikke får sin søn, John Conner, der bliver modstandslederen i kampen mod Skynet. Oprøreren Kyle Reese tager også turen tilbage i tiden for såedes at beskytte Sarah Conner – og får her hjælp fra gamle robot-Arnie.

Ja, det lyder bekendt – og det er det også. Men jeg vil ikke begynde at holde filmen op mod James Camerons to første mesterlige film i serien. I så fald får Terminator Genesys og dens tidsrejsevolapyk ikke en fod til jorden. Men som sit egen klodsede, kulørte og overdrevne science fiction-spektakel underholder den mig. For det er altså lækkert at se Arnold gå en til en med onde robotter, mens vildt mange ting sprænger i luften.

Mindre lækkert er det, at franchisens coolness og dystopiske ubehag lægges i graven til fordel for en skamskudt historie og fjollet nostalgi. Eksempelvis dårlig humor som når Arnie gentagne gange mekanisk forsøger sig med et robotsmil, come on. Der er for meget morfar og for lidt badass tilbage i Terminator – og så er det i det hele taget småt med mindeværdige karakterer.

En lidt ligegyldig Emilia Clarke (dragemoderen fra Game of Thrones) får aldrig nødvendig autoritet som Sarah Conner, men forbliver en lille pige med et for stort gevær, mens Jai Courtney mangler karisma og så er Jason Clarke er aldrig rigtig farlig, men blot klichéfuld som skurk. Ja, Terminator Genesys er et underholdende skrummel, der med al sin barnlige glæde over at lege med tidsmaskiner, dræberrobotter og Arnold iført automatvåben får snublet sig ok i mål. Men drop nu alle de der påklistrede referencer til de forrige film.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
[tabgroup][tab title=”Terminator Genisys | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Terminator Genisys, USA, 2015
Release: d. 25. juni 2015
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Emilia Clarke, Jai Courtney m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

JURASSIC WORLD: Vildt mange dinosaurer, der æder folk kan aldrig kun være en dårlig ting

11. juni 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ja, Jurassic World går i store fodspor efter Steven Spielbergs milepæl, Jurassic Park, fra 1993. Dem udfylder den ikke. Det havde jeg heller ikke regnet med. Fair nok. Men ja, der er for mange CGI-øgler, generisk action og lidt for meget af det hele. Men selvom større og vildere ikke er vejen til succes, er denne oppustede og delvist forpustede dinosaur altså et underholdende brøl.

Jeg vil ikke dvæle ved den første film, selvom den refereres til undervejs (og ja, vi glemmer lige de to efterfølgere). Nu gælder det dette nye bæst i familien. Den monstrøse park er for første gang i franchsen åben for besøgende – eller omvandrende foder for de glubske fortidsmonstre, som du nok har luret. En genmodificeret kæmpedræber sætter nemlig snart parken på den anden ende (medgivet, en genmodificeret dinosaur er dumt – deal with it).

Men i udgangspunktet en helt cool og ok simpel præmis for en omgang monster mayhem. Det får man også, men desværre læsser instruktør Colin Trevorrow og de seks (ja, seks) folk bag manuskriptet historien til med dumme idéer og karakterer, der enten er dumme eller opfører sig dumt. Groft sagt. Eksempelvis ved folk, der burde vide noget om dinosaurer af og til forsvindende lidt om dem.

Problemet med karaktererne er dog måske ikke så meget, at de (af og til) opfører sig dumt, men at de ikke er mere mindeværdige. Ok, Chris Pratt udgør en tilpas tør alfahan-og-jeg-har-styr-på-dinoerne-type, mens Bryce Dallas Howard er skinger, men også ok cool som parkens kvindelige kontormus/heltinde to come. Og så er der to brødre, hvis overlevelse, man skal forsøge at leve sig ind i.

Der er naturligvis også skurke med hemmelighedsfulde skurkeplaner. Problemet er bare ligeledes her – udover, at skurkeplanen er stupid – at det ikke er mindeværdige skurke. Well, nok brok for nu – for jeg kan jo faktisk godt lide filmen. Denne store, dumme, larmende og befriende barnagtige film (hmm, måske er de seks personer bag manuskriptet børn?).

Jeg blev med andre ord revet fint rundt på trods af for meget CGI, et ujævnt manuskript og et overtal af ligegyldige statister, der uden dramatisk effekt dør i gabet på øglerne – men det er stadig cool at se på. Ja, Jurassic World bringer på trods af sine plotmæssige dumheder og lidt for mange CGI-dinoer den fortsat fascinerede præmis om en park fyldt med dinosaurer til live.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Jurassic World | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Jurassic World, USA, 2015
Release: d. 11. juni 2015
Instruktion: Colin Trevorrow
Medvirkende: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Ty Simpkins, Irrfan Khan, Jake Johnson, Omar Sy, Vincent D’Onofrio m.fl.
Spilletid: 124 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]

TOMORROWLAND – A WORLD BEYOND: Jeg vil også have et raketbadekar som Clooney

21. maj 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Det faktum, at George Clooney har et badekar med indbygget raket i, burde i grunden være nok til, at Tomorrowland: A World Beyond skulle være en sikker vinder. Det er den desværre ikke. I stedet er det et ujævnt, men heldigvis også ofte ganske storslået CGI-eventyr støbt af svimlende fremtidsbyer, roterende robotter og susende jetpacks.

Der er altså for det mest nok at se på, mens fortællingen fletter sig ind og ud mellem vores verden og så det mystiske Tomorrowland. Et land gemt bag vores virkelighed, som Casey – en energisk Britt Robertson – forsøger at finde ud af, hvad er. Hun kommer nemlig via et gådefuldt emblem i kontakt med landet på den anden side, hvilket Clooney som opfinderen Frank spiller en afgørende rolle i.

Men fortællingen om den eventyrlystne optimist Casey, den vrisne Frank og så mysteriet om Tomorrowland, der burde udgøre det pirrende bagtæppe, får bare aldrig rigtigt fundet sin retning. I stedet sidder jeg lidt og venter på at finde ud af, hvorfor jeg egentlig skal engagere mig i det her flot producerede science fiction-eventyr. Altså udover, at det er et flot produceret science fiction-eventyr.

For selvom George Clooney ganske vist er George Clooney – og det jo i sig selv er en god ting – er han altså en smule kedelig i den her rolle som en halvsur opfinder, der en gang var en ”åh så” charmerende og optimistisk knægt med store drømme. Ja, altså som Casey er det nu. Netop her er en af filmens væsentligste temaer: Det at drømme og at turde at drømme stort. At turde tro på en lys fremtid. Hele livet.

Det er så absolut en vigtig pointe – og noget, vi alle bør gøre. Men denne sympatiske tematik og et CGI-eventyrligt Tomorrowland med flotte rumfartøjer og enorme bygninger er ikke bare nok. Karaktererne efterlades ofte en smule formålsløse i den ufokuserede fortælling, der dog tumler tilpas energisk rundt i sit tilpas dragende univers til, at filmen ikke kollapser.

Britt Robertson er desuden et godt fund som den ihærdige drømmer Casey, mens hendes mystiske sidekick i skikkelse af Raffey Cassidy giver fin sødme til løjerne. Men instruktør Brad Bird, der ellers har forrygende film som Mission: Impossible – Ghost Protocol, Ratatouille og The Incredibles bag sig får aldrig for alvor samlet sine mange idéer og ellers ganske dragende koncept med Tomorrowland til den medrivende film, der gemmer sig et sted i mødet mellem de to verdener.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 3/6:

[tabgroup][tab title=”Tomorrowland: A World Beyond | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Tomorrowland, USA, 2015
Release: d. 21. maj 2015
Instruktion: Brad Bird
Medvirkende: George Clooney, Hugh Laurie, Britt Robertson, Raffey Cassidy, Tim McGraw, Kathryn Hahn, Keegan-Michael Key m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

MAD MAX – FURY ROAD: Du kan lige så godt begynde at glæde dig til at se den igen – wroooooom!

14. maj 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få biograferne til at installere sikkerhedsseler i sæderne. Wroooom!

Lad mig dog lige bakke lidt tilbage. For historien om Mad Max starter som bekendt i 1979 med en blot 21-årig Mel Gibson i titelrollen – iført læderbukser og med speederen i bund. Den blev fulgt op af den meget vellykkede Mad Max 2 i 1981 og den mindre vellykkede Mad Max Beyond Thunderdome i 1985. Nu 30 år senere er Max igen bragt til live af George Miller – manden bag de første film.

Det er Tom Hardy, som nu indtager den ikoniske rolle som Max Rockatansky. Ja, Max er stadig mut, cool og god bag et ret – og en mand plaget af en tragisk fortid. Han undslipper sin fangenskab hos tyranen Immortan Joe og tilslutter sig en lille gruppe ledt an af en karseklippet Charlize Theron som Furiosa. De er også på flugt fra den skrupelløse tyran – en væmmelig Hugh Keays-Byrne, som også var hovedskurken i filmen fra 1979. Således forfulgt af galninge på fire hjul går den voldsomme jagt gennem ødelandet.

Du behøver ikke have set de tre oprindelige film for at hoppe på dette vilde ridt af en biografoplevelse (men gør det lige, for det er forrygende film – i hvert fald de to første). Max Mad: Fury Road fungerer på egen hånd og kaster sig virilt, potent og med dødsforagt ind i dette postapokalyptiske univers af højoktan vildskab, hvor den ene jaw-dropping actionsekvens følger den anden.

Nej, man skulle ikke tro, at George Miller netop har ramt de 70 år, for der er intet bedaget over denne tiltrængte omgang galskab i Hollywood. Du ved, en gut med en elguitar/flammekaster spændt på fronten af en lastbil i fart og en mand, der kaster sig med et spyd i hver hånd fra den ene kørende bil til den anden. George Millers univers føles ægte og omsluttende mig med al sin detaljerigdom, smukke forfaldsæstetik og adrenalinpumpende action.

Alt sammen skabt med et minimum af CGI-effekter. Det er rigtige mennesker, der udfører rigtige stunts, hvorfor filmen også kun føles det mere ægte og farlig. Som når dirt bikes hopper energisk ind og ud mellem enorme køretøjer iklædt pikke og maskinpistoler. Ja, Mad Max: Fury Road er en film i konstant bevægelse. Den sætter sig aggressiv og elegant i hele kroppen, hvor Max, Furiosa og co. er det dramatisk bankende hjerte mellem de brusende maskiner, susende kugler og smukke eksplosioner.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 5/6:

[tabgroup][tab title=”Mad Max: Fury Road | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Mad Max: Fury Road, USA | Australien, 2015
Release: d. 14. maj 2015
Instruktion: George Miller
Medvirkende: Tom Hardy, Charlize Theron, Nicholas Hoult, Hugh Keays-Byrne m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

AVENGERS – AGE OF ULTRON: Farveladeheltene fortsætter CGI-festen på fuldt overdrev

23. april 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig bare lige være ærlig: Jeg havde ikke de store forventninger til denne anden ombæring med det farverige hold af Avengers-helte. Egentlig er jeg vel ved at gå lidt død i de her CGI-fester. Men jeg kan som alle andre fornuftsvæsner bestemt sætte pris på vanvittigt mange eksplosioner, unødvendigt knudrede plots og Hulk, der smadrer ting.

Og det er sådan cirka det, Avengers: Age of Ultron leverer: Bulder, brag og farverig superhelteaction fremtryllet ved hjælp af kraftige computere og green screens i massevis. Handlingen skal du ikke tænke så meget over, men det er noget med, at hele Jorden kan gå under, hvis ikke Iron Man & co. får stoppet den væmmelige superskurk Ultron. En überintelligent og überdiabolsk robot.

Således pløjes der fra første til sidste frame løs med spektakulære scenerier og vanvidsaction, der giver en fuck for tyngdeloven. Bare rolig, for det er altså rent faktisk ret så underholdende. I hvert fald det meste af vejen og bestemt nok til, at jeg var med på eskapaderne frem mod den overdrevne finale, der lige upper gamet for dumme idéer, der er så dumme, at de også er underholdende.

Filmens overdrev er noget, den selv er bevidst om og har nok ironisk selvindsigt til at lade sine karakterer kommentere på. Det er tegneserieaction, som ved nærmere eftersyn ikke giver så meget meget – og det ved filmen godt. Netop humoren gør, at jeg fint ser igennem fingre med den ikke hele vejen lige velfortalte historie, der bakser med at få givet de mange karakterer plads nok til ikke at ende som flade karikaturer. Det lykkedes delvist.

Nye karakterer og selv hovedskurken bliver dog udspillet af det faste hold af Avengers. En gruppe, der på trods af plotrod og en liiidt for lang spilletid bevarer den interne dynamik. Det er her, at filmen er bedst. Så fuck alle de åndeløse svæveture ind og ud af kampscener. For når først Robert Downey Jr. som den selvglade Iron Man driller Chris Evans’ Captain America, får filmen ægte liv og universet troværdighed og engagement.

Det gælder også resten af holdet med Chris Hemsworth som Thor, Mark Ruffalo som Hulk, Scarlett Johansson som Black Widow og Jeremy Renner, der i rollen som den ellers noget undertippede Hawkeye står for nogle af filmens både sjoveste og følelsesmæssigt stærkeste øjeblikke. Og nej, jeg bliver sgu nok aldrig træt af Hulk, der smadrer ting.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 4/6:
[tabgroup][tab title=”Avengers: Age of Ultron | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Avengers: Age of Ultron, Danmark, 2015
Release: d. 23. april 2015
Instruktion: Joss Whedon
Medvirkende: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Mark Ruffalo, Chris Evans, Scarlett Johansson, Jeremy Renner m.fl.
Spilletid: 141 min.
Distributør: Walt Disney[/tab][/tabgroup]

CHAPPIE: Charmerende robot, heftig kugleregn og babysitterne Die Antwoord med store guns

5. marts 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvem har ikke ønsket sig sin egen robot? Ja, det har alle. Og heldigvis er der er vildt mange robotter i Neill Blomkamps nye film Chappie – fordi det jo er en film af Neill Blomkamp. Du ved, Dictrict 9 og Elysium. Vi er her i en nær fremtid i et beskidt Johannesburg i Sydafrika, hvor loven håndhæves af robotter. Her stjæler et par kriminelle en politirobot og installerer en ny form for avanceret kunstig intelligens i den for at bruge den til deres fordel.

Inden jeg dog lige går videre, så lad mig præsentere filmens hovedroller. For nej, det er hverken Sigourney Weaver som barsk chef for våbenfremstillingen, Hugh Jackman som barsk robotskaber eller en mindre barsk Dev Patel som nørdet robotskaber, men derimod Sharlto Copley som robotten Chappie og ikke mindst duoen Die Antwoord, der spiller sig selv. Dog nok mere kriminelle udgaver af sig selv. Ja, filmen burde egentlig havde heddet Chappie & Die Antwoord.

Well, og så er filmens rå, beskidte og robotfyldte univers en karakter i sig selv. Det er i denne fascinerende verden, vi følger karaktererne på kryds og tværs, dog med Chappie i centrum. For med den nye og uprøvede kunstige intelligens installeret, bliver han som et nyfødt barn, vi således følger vokse op og få sin egen personlighed – påvirket af sine omgivelser og miljøet hos gangsterduoen Die Antwoord, den aggressive Ninja og noget sødere Yo-Landi Vi$$er.

Her er altså tematikker som menneske versus robot i spil. Du ved, spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Mens også mere sociale og politiske tematikker flettes ind i de heftige skududvekslinger mellem den robotiserede politistyrke, gangstere, Chappie og Die Antwoord. For det er actionscenerne og filmens potente tempo, der løfter filmen medrivende af sted.

Filmens historie stritter nemlig i alle mulige retninger, hvor jeg aldrig rigtigt når at blive rodfæstet i karaktererne mere end overfladisk – men nok til, at jeg er involveret i eskapaderne hele vejen. For plottet afvikles altså ujævnt og snubler flere gange undervejs, men rejser sig op gang på gang for at tumle sig anarkistisk videre blandt seje robotter, vilde idéer og medrivende action.

Chappie er med andre ord ikke en strømlinet film. Den tumler rundt, så jeg aldrig helt ved, hvad næste scene byder på eller hvilke karakterer, jeg skal engagere mig i. Heri består filmens fortumlede styrke, men også svaghed. For jeg savner et mere dramatisk engagerende hjerte i fortællingen, der kan få mig mere følelsesmæssigt engageret og ikke kun duperes af action, robotter og våben, hvor Neill Blomkamp for resten godt kunne være gået lidt mere amok. Men Chappie er altså en charmerende, fortumlet og herligt rodet science fiction-bastard.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Chappie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:

Originaltitel: Chappie, USA | Mexico, 2015
Release: d. 5. marts 2015
Instruktion: Neill Blomkamp
Medvirkende: Sharlto Copley, Dev Patel, Ninja, Yo-Landi Vi$$er, Jose Pablo Cantillo, Sigourney Weaver, Hugh Jackman m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KINGSMAN – THE SECRET SERVICE: Fucker agentfilmen op på en virkelig god og voldelig måde

1. marts 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvis du læser andre anmeldelser af Kingsman: The Secret Service end den her (hvilket du jo gør), vil du falde over uopfindsomme anmeldere, der enten A) Skriver noget om, at det er en film for drengerøve eller B) Skriver noget om, hvor fornærmende plat den er. Det skal du ikke tage dig af, for at kalde noget drengerøvsfilm er dumt, og den er ikke fornærmende plat.

Jeg vil derfor forsøge at sætte bedre ord på min begejstrede anmeldelse af den her agent-og-action-fuckfinger-af-en-fortumlet-farverig-og-klichébevidst-film. Ja, det er vel en ok dækkende beskrivelse. Men lad mig lige ridse filmens plot op, inden jeg går videre. Du ved, så er den formalitet på plads. Vi er i England, hvor middelklasseknægten Eggsy lever et noget udsigtsløst liv.

Men, men, men – så er der lige det, at hans far var en hemmelig agent, der døde under en mission, da Eggsy var lille og her reddede livet på sin kollega, den velklæde Harry Hart. Selvfølgelig spillet af Colin Firth. Hart skal år senere rekruttere en ny agent. Yes, en nu ung Eggsy hives ind. Og hopla, væk fra baglandet med druk, vold og dumhed på pubben og ind i en kultiveret elite af agenter. En klassisk forvandling fra kasketbærende knægt til stilfuld agent.

Og ja, der venter en überskurk forude – en megalomanisk og læspende Samuel L. Jackson. Han når dog ikke helt i mål med den rolle. Han er mere Samuel L. Jackson end egentlig underholdende. Fred med det, for film boltrer sig veloplagt i genrens klichéer – og ikke mindst fucker med dem. Blandt andet leverer instruktør Matthew Vaughn (manden bag Kick Ass) volden veloplagt, blodsprøjtende og morsomt. Eksempelvis en kirkeforsamling, der forvandles til en flok psykopater i mordrus med økser og knive. Kapow, splat og yikes.

Humoren er måske ikke altid lige i skabet og filmens tone ikke helt til at blive klog på. Men netop det, at eskapaderne ikke helt lader sig fastlåse er en del af charmen. For jeg ved ikke helt, hvad jeg kan forvente af næste scene, Eggsys flabede kæft, eller hvornår filmen holder sig til genrens konventioner. Men ja, kvinderne er stadig villige objekter (de fleste i hvert fald).

At de mere alvorlige temaer forbliver i baggrunden – Eggsys faderkompleks og voldelige stedfar samt underklasse versus overklasse – er til at leve med. Kingsman: The Secret Service er nemlig et fun ride, der vælter sig tempofyldt, men lidt ujævnt gennem sine fandenivoldske strabadser med en iver efter at fucke med spionfilmsgenren – og gør det medrivende godt. Nå ja, Michael Cane er også med.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kingsman: The Secret Service | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Kingsman: The Secret Service, USA, 2014
Release: d. 26. februar 2015
Instruktion: Matthew Vaughn
Medvirkende: Colin Firth, Taron Egerton, Samuel L. Jackson, Michael Caine, Mark Strong m.fl.
Spilletid: 129 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

WHIPLASH: Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden

19. februar 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Ja ja, ro på, anmeldertyper. Hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev Andrew øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende (anmelder-lingo in your face).

Den 19-årige Andrew vil nemlig være verdens bedste jazztrommeslager. Og hvis man vil være det, skal man øve sig. Rigtig meget. Det ved han og går da også på musikkonservatoriet. Hvor han øver sig. Rigtig meget. Men ikke nok og ikke hårdt nok. Det finder han ud, da han får den benhårde Terence Fletcher som lærermester. Andrew presses nu som var han en marinesoldat i træning.

En præmis, du har set mange gange før. Du ved, den hårde kamp for mod alle odds at nå sit mål – med en streng mentor på sidelinjen. Det er da heller ikke i historien, at mesterstykket består. Det finder man derimod blandt andet i måden historien fortælles på og hos hovedpersonerne. Miles Teller som den dedikerede trommeslager og J.K. Simmons som den kalkulerede og uforudsigelige Fletcher.

Så ja, fuck om historien er velkendt, for den fortælles med et emotionelt og rytmisk flair, der medrivende balancerer karaktererne med et intenst tempo – uden at tabe nogen af delene hult af hænde. For det kræver ensom dedikation at nå målet. Det ved Andrew og tager konsekvensen heraf tidligt. Han dropper den søde pige. For der er ikke tid til søde piger, når man skal være verdens bedste.

Netop det, at her er konsekvenser, overvinder også historiens banaliteter. Det er intenst, muskuløst og engagerende fortalt. Her er nemlig noget større på spil end trivialiteter som sårede kærester og menneskelige afsavn. Det her er liv og død. Og det mærker jeg, mens Andrew kæmper med stikkerne samt både imod og med indpiskeren Fletcher. De vil kunsten og musikken. Uanset omkostningerne.

Men filmen handler i grunden slet ikke om jazz eller trommer, men om besættelse, dedikation og passion. At ville noget så meget, at man vil dø i forsøget på at opnå det. Heri er dramaet og smerten samt ikke mindst rusen, når det lykkedes. Og Whiplash lykkedes. En blødende fuckfinger til middelmådigheden og et forrygende filmisk kick helt ind i hjertet. Og tak for det.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Whiplash | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Whiplash, USA, 2014
Release: d. 17. februar 2014
Instruktion: Damien Chazelle
Medvirkende: Miles Teller, J.K. Simmons m.fl.
Spilletid: 107 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

MISSION: IMPOSSIBLE – ROGUE NATION: Tom Cruise har igen bar mave i en film, hvor han løber rundt og gør seje ting

ANT-MAN: Jeg elsker Paul Rudd – så ja, jeg kan godt klare endnu en superheltefilm fra Marvel

TERMINATOR GENESYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck

JURASSIC WORLD: Vildt mange dinosaurer, der æder folk kan aldrig kun være en dårlig ting

TOMORROWLAND – A WORLD BEYOND: Jeg vil også have et raketbadekar som Clooney

MAD MAX – FURY ROAD: Du kan lige så godt begynde at glæde dig til at se den igen – wroooooom!

AVENGERS – AGE OF ULTRON: Farveladeheltene fortsætter CGI-festen på fuldt overdrev

CHAPPIE: Charmerende robot, heftig kugleregn og babysitterne Die Antwoord med store guns

KINGSMAN – THE SECRET SERVICE: Fucker agentfilmen op på en virkelig god og voldelig måde

WHIPLASH: Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV