Biografanmeldelse: Sorgen rammer benhårdt i det islandske drama ‘Lysbrud’. Fra det ene lykkelige øjeblik til det næste ituslåede liv, hvor ulykken banker hul i maven på den unge Una. Der er nemlig sket en grusom og for mange fatal ulykke – og Unas kæreste er måske blandt de omkomne. Hun har heldigvis en lille gruppe venner omkring sig, der støtter hinanden.

Filmen er en fortælling, der måske nok har sorgen, tabet og savnet som sin dramatisk knugende kerne, men det er også en film, der på følsom vis handler om både venskaber, ensomhed og hemmeligheder, der kan spænde ben for, at Una kan blive grebet i sin sorg. Una og forholdet til kæresten var nemlig en hemmelighed de to imellem.

 

Planen var ellers, at han skulle slå op med sin officielle kæreste Klara, men så indtraf ulykken og Una står nu tilbage med uforløste følelser og sin hemmelighed. Det bliver ikke nemmere for hende, da langdistance-kæresten Klara kommer til byen. Una sættes her i endnu større følelsesmæssig vildrede, både blandt vennerne og i forhold til Klara. Kan hemmeligheden mon forblive hemmelig?

Filmens præmis er måske nok simpel, men stærkt fortalt. Det gælder bl.a. i måden de mange følelser formidles på gennem manuskriptet, der får liv gennem skuespillerne, som er med til at løfte filmen og bringe den engagerende ind i mit følelsesliv. Instruktør og manuskriptforfatter Rúnar Rúnarsson viser bestemt et sikkert greb om både karaktererne og historien.

 

Ved sin side har filmskaberen et virkelig godt hold skuespillere, hvor en nærværende Elín Hall elegant og nuanceret portrætterer den sorgramte Una, der også må kæmpe med både frygt og usikkerhed i et liv, hvor håbet synes at svinde ind. Gennem vennerne anes dog et lys, der fint går i spænd med den naturfriske billedside, der er dynamisk indfanget af fotograf Sophia Olsson.

’Lysbrud’ rammer overvejende følelsesfint plet i en historie, som griber gennem sine karakterer, der går forskelligt ind sorgen. Det er dynamikkerne i bl.a. vennegruppen, der er med til at gøre følelserne troværdige og dramaet nærværende, mens også filmens billeder beriger historien med højt til himlen og naturens susen, der ekkoer ensomhed, selvom man er omgivet af venner.

’Lysbrud’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lysbrud’ har biografpremiere den 10. oktober.

Biografanmeldelse: Med en hele vejen livligt animeret verden af alverdens karakter og miljøer, folder den både søde, sjove og charmerende ’Den vilde robot’ sig veloplagt ud. Vi møder her robotten Rozzum, der er strandet på en øde ø og vågner noget forvirret op. Øen er måske nok ikke beboet af mennesker, men snart dukker en lang række forskellige dyr op.

Flokken af øens dyr er til en start bange for den ellers hjælpsomme og godmodige robot. Stille og roligt vender dyrene dog nysgerrigt tilbage til Rozzum, som netop er programmeret til at løse en hvilken som helst opgave, den måtte få stillet. Men at være en robot er måske også mere og andet end kolde kalkuler og en forudbestemt programmering.

For da robotten med de lange arme og ben, tumler rundt på øen, falder den snart over et æg, som robotten tager til sig. Det udklækkes i næste nu og en lille gæsling kommer til syne. Så hvad gør Rozzum nu? Her kommer en madglad ræv til undsætning med råd om, at robotten skal opdrage og lære den lille fugl at flyve, inden resten af flokken skal sydpå.

Det er starten på et umage venskab mellem trioen af robot, ræv og gæsling. Der kommer hele vejen også andre dyr morsomt i spil. Alle dynamisk animeret med fine detaljer, der bringer dem medrivende til live, mens de leverer veltimede replikker, der rammer komisk plot. Samtidig berettes fortællingen om bl.a. venskab og at finde sig selv i verden ivrigt og nærværende.

Jeg så filmen med danske stemmer, hvor bl.a. Maria Lucia Heiberg Rosenberg med fint nærvær og følsomhed giver Rozzum liv. Instruktør og manuskriptforfatter Chris Sanders har med sin filmatisering af bogen ’Den vilde robot’ lykkedes med at skabe en universel fortælling, hvor dyrs instinkter møder en robots mindre instinktdrevne væsen.

’Den vilde robot’ er en film, der lever engagerende af sin fortælling og karakterer, men bl.a. også af netop sin flotte animation samt et dynamisk lyddesign, der er med til at give bl.a. robotten yderlige liv, når den bruger sine mange sjove funktioner. Både fysisk og replikskarp komik balanceres desuden veloplagt med den hjertevarme historie.

’Den vilde robot’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Den vilde robot’ har biografpremiere den 3. oktober.

Biografanmeldelse: Det er med bredt udstrakte vinger, at den legendariske filmskaber Francis Ford Coppola flyver ambitiøst mod den filmiske himmel med sit nye storværk ’Megalopolis’. Han har en klar og stor science fiction-vision, der rummer så mange idéer, at det bombastiske bæst på det nærmeste har det med at briste under egen vægt.

’Megalopolis’ er nemlig en stor film på mange måder. En tematisk vægtig oplevelse, men også visuelt liflig, hvor karaktererne må jonglere med bl.a. højtravende replikker, teatralsk gestik og en dragende selvhøjtidelighed, der fint balanceres med filmens legesyge tilgang til sin billedside og historien, der går i flæsket på intet mindre end menneskets civilisation.

Man møder den excentriske arkitekt Cesar Catilina, der har store visioner om at genopbygge et fremtidigt New York aka New Rome, der er på randen af kollaps. Han vil skabe en utopisk by, men byens borgmester Franklyn Cicero står i vejen for hans planer. Mellem de to mænd finder man borgmesterens datter Julia, hvis loyalitet til de to udfordres.

Francis Ford Coppola har måske nok taget munden for fuld. Men hvilken mundfuld! Jeg beundrer i hvert fald galskaben, ambitionerne og de mange tossede indfald, karakterer og idéer, som den svulstige ’Megalopolis’ rummer. Her må jeg navigere i alt fra filosofiske referencer og storpolitik til menneskelig rivalisering, magtsyge og grådighed med meget mere.

En karismatisk Adam Driver spiller med fascinerende mystik Cesar. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. Giancarlo Esposito er borgmesteren, der må kæmpe om sin datters gunst. Hun spilles elegant og fagert af en sej Nathalie Emmanuel. Hertil kommer øvrige umage karakterer leveret af bl.a. Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Jon Voight, Laurence Fishburne og Dustin Hoffman. Vildt.

Karaktererne er ikke alle lige dybe, men om ikke andet er de kulørte eller blot dejligt kugleskøre. Filmen er for mig også i høj grad et virkeligt fascinerende univers at træde ind i. Her kan bl.a. selve tiden gå i stå, når der balanceres virilt mellem filmisk galskab og visuel påhitsomhed, mens den selvhøjtidelige alvorstone runger, dog på underholdende vis.

Francis Ford Coppola har med bl.a. Godfather-trilogien og ‘Apocalypse Now’ for længst sat sig solidt i filmhistorien. I så fald ’Megalopolis’ bliver den 85-årige filmskabers sidste film, er det en herligt pompøs måde at afslutte en filmisk karriere på. For han har satset hele butikken og fyldt filmbægeret op, så overfladespændingen brister på beundringsværdig vis.

’Megalopolis’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Megalopolis’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Historien er med sit udgangspunkt i virkeligheden virkelig spændende, men i hænderne på instruktør Ellen Kuras er krigsdramaet ’Lee’ endt som en desværre flad, generisk og klichétung fortælling om krigsfotografen Lee Miller, der forevigede uhyrlighederne under Anden Verdenskrig helt fremme ved frontlinjen.

Filmen fortæller sin historie i to spor. Et i fortiden op til og under krigen og så årtier senere, hvor en nu gammel Lee Miller fortæller sin historie til en ung journalist. Man finder i begge tidsaldre Kate Winslet som Lee Miller, der som ung krigskorrespondent for Vogue mødte sin del af modstand som kvinde i felten, men på trods lykkedes med at tage historisk vigtige billeder.

 

Lee Miller vil med sine billeder bl.a. afdække sandheden om de mange grufulde begivenheder og hemmeligheder i Nazityskland. Således foreviger hun krigens ofre både i og uden for krigszonerne. Desværre rammer portrættet af den seje og målrettede kvinde ikke videre stærkt ind i en dramatisk nerve, som nærmest forbliver underligt fraværende i filmen.

Kate Winslet gør ellers, hvad hun kan i sit dobbelte portræt af denne egenrådige og spændende kvinde, der gik fra at være model til at tage afgørende billeder, der stadig den dag i dag står skarpt og uhyggeligt. Instruktionen forbliver dog generisk og desuden visuelt uinteressant i hænderne på fotograf Pawel Edelman, der ellers bl.a. har ’The Pianist’ på sit CV.

 

Selvom filmens score leveres af en anden ligeledes garvet herre, nemlig Alexandre Desplat, løfter musikken langt fra filmen, men filer snarere trættende på strygerne, så dramaet sine steder næsten kommer til at fremstå ufrivillig komisk. Men nu er filmens flade og ujævne manuskript af trioen Liz Hannah, Marion Hume og John Collee heller ikke videre dragende.

Kate Winslet gør dog i nogle scener som altid seværdig karakter, men bl.a. står også hendes passionerede forhold til Alexander Skarsgårds kunstner Roland Penrose uforløst hen. ’Lee’ har dog alle de rette intentioner, men forløser aldrig sin histories ellers stærke potentiale. I stedet er filmen endt fladt på maven, hvorfra Kate Winslet gør sit bedste for at få historien til at leve.

’Lee’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lee’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Det er med trøstesløse skridt ind i en grå virkelighed, jeg træder i Birgitte Stærmoses ’Afterwar’, hvor der sættes ansigt på krigen i Kosovo og de menneskelige konsekvenser af dens rasen mange år senere. Vi møder nemlig en række børn og unge teenagere lige efter krigen og så omkring 15 år senere, hvor de er blevet voksne.

Filmen fortælles således i tre dele. En i fortiden anno 1999 i Kosovo, en i nutiden og afsluttende kapitlet ’Fremtid’. Filmen er på sin vis en fortsættelse af instruktørens kortfilm ’Ønskebørn’ fra 2009, hvor børnene første gang blev foreviget på film kæmpende for at opretholde et liv, mens de sælger peanuts og cigaretter på gaden i Pristina, så de kan få mad på bordet.

Herigennem får man en virkelig stærk overgang fra de forskræmte børns dybe blikke af frygt, sorg og traumer i efterkrigstiden til de som med et filmisk trylleslag nu er voksne, men fortsat med krigens konsekvenser og begivenheder hængende som en mørk skygge over dem, der konstant synes at dirre i deres øjne og hele væsen.

Det er i dette tidsmæssige spring, at filmens fortælling kommer til at runge tankevækkende og dramatisk vedkommende. For tiden læger ikke nødvendigvis alle sår. De er stadig til stede, selvom blodet måske nok er størknet i mellemtiden. ’Afterwar’ fortæller altså vellykket om disse menneskers liv og krigens betydning for dem.

’Afterwar’ er skabt i kunstnerisk samarbejde med filmens centrale medvirkende. Således er her tale om en fiktionsfilm med dokumentariske elementer. Dette samspil har affødt en sine steder filmisk iscenesættelse af virkeligheden og dens brutale realisme, hvor de medvirkende taler direkte ud til publikum med helt mareridtslignende genklang af nedslående tanker, men også med små og få glimt af et håb for fremtiden.

Det er en film om menneskets styrke til at overleve på trods af at have alle odds imod sig. En film om at overleve og forsøge at leve, selvom krigens væsen lever videre hos de medvirkende, der på hver deres måde forsøger at leve med krigstraumerne. For hvad sker der egentlig med et menneske ikke nødvendigvis under, men særligt efter en krig?

Det er et hovedtema i filmen, som jeg heldigvis får et udpenslet facit på. Derimod får jeg et indblik i spørgsmålet og sat menneskelige nuancer på emnet, der med et par steder iscenesatte filmiske greb, måske nok kommer til at virke en kende stift. Heldigvis står menneskeskæbnerne stadig stærkt frem. Vedkommende, tankevækkende og hudløst.

’Afterwar’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Afterwar’ har biografpremiere den 26. september.