Biografanmeldelse: Han er en af sin generations største sangskrivere og har siden 60’erne inspireret, rykket ved og udfordret både andre kunstnere og et publikum verden over. Ja, den i dag 83-årige Bob Dylan er i sandhed en ener. Med ‘A Complete Unknown’ sendes jeg tilbage til New York i starten af 1960’erne, hvor den unge singer-songwriter ankommer med sin guitar som følgesvend.

Det er et New York, der sitrer af folkmusik og sangere med akustiske guitarer på scenerne rundt omkring i den store by. Bob Dylan ligner måske nok med sin akustiske guitar i hånden blot endnu en håbefuld musiker, men når han først slår sit instrument an og lægger stemme til sine skarpe tekster, åbenbares man for et ganske særligt talent.

Det er dette unge talent, man følger i begyndelsen af karrieren, hvor en kløft mellem fortiden og fremtidens musik kommer til syne. For hvorfor ikke sætte strøm til guitaren? Nej, Bob Dylan vil ikke sættes i bås af folk-bevægelsen. Han tør godt gøre sig upopulær for at holde på sin kunstneriske integritet, der bl.a. byder ham ikke at give publikum de samme gamle sange gang på gang.

Det er bl.a. i kampen mellem de to musikalske generationer og mod folk-musikkens konservative bagland, at den unge mands vej ind i musikkens verden fortælles stærkt og engagerende – tilsat bl.a. Bob Dylans sange. Timothée Chalamet portrætterer med viltre krøller, nærvær og skarpt rolige replikker sangeren, der må forsøge at manøvrere i sin pludselige berømmelse.

Det er bl.a. i de skrøbelige og ømme relationer, som Bob Dylan har til de ældre musikere Pete Seeger og særligt det store idol Woody Guthrie, at der kommer vedkommende toner på historien om en kærlighed til musikken. Både den af fortiden, men også den, der peger ind i en ny tid, hvor 1960’erne i den grad oplever store kulturelle brydninger. Bob Dylan leder an.

‘A Complete Unknown’ er ferm og solid historiefortælling, mens Timothée Chalamet gør karismatisk og fascinerende karakter som Bob Dylan. Trekantsdramaet mellem netop Bob Dylan, musikeren Joan Baez og den søde Sylvie Russo ender desværre mindre stærkt, mens spilletiden på 2 timer og 20 minutter løber ind i en smule fortællermæssige ujævnheder.

‘A Complete Unknown’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘A Complete Unknown’ har biografpremiere den 20. februar.

Biografanmeldelse: Den står atter på en kærlig kombination af kaos, kærlighed og komik, når Renée Zellweger er tilbage som den småakavede og elskelige Bridget Jones. Sidst vi så noget til hende var i 2016 med ’Bridget Jones’ Baby’, før det i 2004 med ’Bridget Jones: På randen af fornuft’, mens debuten er fra 2001 i form af romcom-nyklassikeren ’Bridget Jones’ dagbog’.

Med ’Bridget Jones: Vild med ham’ er alt ved det gamle i det charmerende romcom-univers. Og så alligevel ikke. For vi møder her Bridget Jones, der nu er blevet enke, da Mark Darcy er død. Hun forsøger således at navigere i både det daglige kaos af madpakker og sine to børn, men også i det følelsesmæssige vakuum, som hendes afdøde mand har efterladt hende i.

Venner og familie vil naturligvis Bridget det bedste, hvorfor flere forsøger at opmuntre – ja, endda at skubbe – hende til at gå på datingmarkedet igen. Det er en ny verden for Bridget, hvilket for hende på vanlig vis afføder komisk akavede situationer, der ender i et tilfældigt møde med en yngre og flot mand. Men hvordan tackler hun mon en mulig ny kærlighed?

Renée Zellweger bærer med vanlig charme og en mund med masser af herlige bandeord rollen ganske veloplagt. Filmen har dog flere problemer med at gribe og engagere på et følelsesmæssigt plan, men også på et rent fortælle- og plotmæssigt plan. For ganske vist er manuskriptet ofte ret så replikrapt eksekveret, men romance-tønderne buldrer også lidt hult.

Bl.a. kommer Leo Woodall som den nye flamme aldrig rigtig troværdigt til live, men ender mere som en statist i fortællingen om Bridgets rejse tilbage til livet og kærligheden, mens Chiwetel Ejiofor giver den som elskeligt og mulig romantisk sidestykke til Bridget. Balancen i dramaet og de forskellige relationer ender dog med at falde lidt klodset på halen i det ujævne manuskript.

I mindre roller vender bl.a. Hugh Grant tilbage som den evige trussetyv Daniel. Han er et tiltrængt frisk pust med veloplagt tilstedeværelse i filmen, der bl.a. også har en perifer Colin Firth til at gentage rollen som Mark Darcy. Selvom filmen har sine problemer, er det trods alt også en ok fin, letbenet romcom, der måske nok er ujævn, men også giver fint liv til kaos, kærlighed og komik.

’Bridget Jones: Vild med ham’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Bridget Jones: Vild med ham’ har biografpremiere den 13. februar.

Biografanmeldelse: Det er et tankevækkende og brutalt kig ind i en splittet familie, man får med den iranske filmskaber Mohammad Rasoulofs ’Frøet fra det hellige Figentræ’. Her møder man i Teheran den iranske far, ægtemand og nyligt forfremmede undersøgelsesdommer Iman, hvis nye jobtitel gør, at han og familien nu må leve med frygten for overfald og chikane.

Imans job gør nemlig familien til et udsat mål, grundet de landsdækkende politiske protester mod den autoritære regering. Splittelsen i familien indfinder sig særligt mellem de to unge døtre og deres far, grundet en kulturkløft og det faktum, at den nye generations stemme ikke vil lade sig tryne, men bobler op til overfladen for at blive hørt og her udfordre styrets status quo.

Ikke nok med døtrenes skepsis samt familiens ve og vel, så har Iman også andet at tænke, da hans arbejde afføder store moralske og etiske hovedpiner, da jobbet kommer med stor magt og fatale konsekvenser for menneskeliv. På den måde blandes familiens interne drama engagerende sammen med filmens yderst kritiske kommentarer rettet mod Irans regering og præstestyret.

Den forknytte og pressede Iman portrætteres stærkt af Misagh Zare, mens døtrene ses i skikkelse af de nærværende og troværdige Mahsa Rostami og Setareh Maleki. Deres karakterer ser, modsat deres forældre, de barske protester gennem sociale medier, hvilket giver de unge kvinder et andet syn på sagen end bl.a. netop faderen, der er en del af systemet og den gamle generation.

Der sættes således rigtige optagelser af den voldelige bekæmpelse af protesterne ind i filmens fortælling, hvilket står rå i kontrast til den virkelighed, Iman befinder sig afskærmet i med hans støttende hustru Najmah. Hun spilles med forsagt mine af en nuanceret Soheila Golestani, som er klemt mellem de progressive døtre og ægtemandens loyalitet overfor systemet.

Filmens styrke findes særligt i det stadigt tiltagende drama i familiens skød, der på kompleks og gribende vis også bliver billedet på et splittet Iran. Desværre er bl.a. filmens finale unødigt bombastisk og bøjet i overforklarende neon, mens spilletiden på omkring tre timer ikke helt kan bære fortællingen, der er bedst, når den stoler på, at publikum godt kan fange pointerne mere subtilt.

’Frøet fra det hellige Figentræ’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Frøet fra det hellige Figentræ’ har biografpremiere den 6. februar.

Biografanmeldelse: Det er med et følelsesømt og melankolsk stærkt greb om sin fortælling og portræt af den ikoniske operasanger Maria Callas, at instruktør Pablo Larraín med delikat forståelse for sin titelkarakter bringer mig ind i den feterede divas verden af kunst og smerte. Hun lever med musikken som en uløselig og altopslugende del af sit liv.

Historien snor sig i ’Maria’ om nutidens Paris i 1977, hvor man møder sangeren, der ikke længere er ved sine velmagtsdages styrke. Hun er stadig verdenskendt, men er ikke et godt sted i livet. Hun er afhængig af piller, mens helbredet og stemmen svigter. Hun træner dog fortsat sin stemme, upåagtet den sjælelige smerte, det medfølger. Det gør ondt at overvære.

Jeg kommer her ind på livet af en kvinde, der har ensomheden og netop smerten som følgesvend. Det på elegant beskrevet vis, hvor bl.a. Edward Lachmans billedsmukke kompositioner af et efterårsramt Paris rammer en gribende nerve i historien, hvor Angelina Jolie som Maria Callas er både skrøbelig og stærk, charmerende og karismatisk, men også trist, usikker og ensom.

Man bringes – bl.a. i elegant udfoldet sort/hvid – også tilbage i Maria Callas’ liv. Til da hendes stemme berusede verden med sin magiske og magnetiske kraft. Ligesom stemmen og musikken bringer fantasien i spil, spiller fantasien også Maria Callas et virkelighedspuds, da hendes verden slår knuder i mødet med virkelighedens realiteter, hvilket fortælles på gribende elegant vis.

Desuden er også musikken og stemmen flot, medrivende og storslået sat i scene, hvor jeg til en start dog lige skal sluge kamelen, at den stemme skulle komme ud af Angelina Jolie, der på trods bærer rollen med overbevisende nærvær. En kompleks kvinde, der beskrives flerfacetteret af Angelina Jolie, der lykkedes med at formidle følelserne på gribende vis.

Pierfrancesco Favino og Alba Rohrwacher bør bl.a. også fremhæves for deres dynamiske portrætter af Maria Callas’ butler og hushjælp. Her kommer en jordbunden menneskelighed i spil, hvilket fornemt ekkoer i den helt overjordiske Maria Callas, der også må slås med almindelige menneskelige problemer samt universelle følelser som ensomhed og sjælelig smerte.

’Maria’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Maria’ har biografpremiere den 30. januar.

Biografanmeldelse: I dragende sort/hvid folder det tragisk fascinerende drama ’Pigen med nålen’ sig råt ud i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Vi møder her den unge fabrikssyerske Karoline, der kæmper en daglig kamp for at overleve livet i byen. Skæbnen vil imidlertid, at hun både bliver arbejdsløs, hjemløs og ufrivilligt gravid.

Karoline aner ikke sine levende råd. Men da hun ved et tilfælde møder den ældre og omsorgsfulde Dagmar, synes et spædt lys at finde vej ind i hendes ellers fortvivlende tilværelse. Dagmars moderlighed synes dog ikke kun at tilfalde den desperate Karoline, men også nyfødte og uønskede børn, som hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til.

Mørket rumler imidlertid ulmende lige bag moderligheden. Ikke desto mindre bliver det starten på et umage venskab mellem de to kvinder, vi således bliver vidne til kringle sig ud i modstand, problemer og overraskende retninger. Instruktør og medforfatter Magnus von Horn har her et elegant flair for at forene det varme med dybt grusomme på engagerende vis.

Alt sammen formes til smukke billeder i sort/hvid af fotograf Michal Dymek, hvor både gruen og råheden, menneskene og dramaet indrammes gribende og dynamisk. Komponist Frederikke Hoffmeier bringer desuden vibrerende liv og urovækkende toner til den følelsesmæssigt komplekse historie om moderskab og ensomhed, desperation og død, kærlighed og moral.

Vic Carmen Sonne er yderst nærværende og nuanceret dragende som Karoline, mens Trine Dyrholm er både karismatisk, intens og underspillet skræmmende som den hemmelighedsfulde Dagmar. Det er en gnistrende forknyt og samtidig dramatisk eksplosiv relation, jeg er vidne til og kommer ind på livet af. Det er tragisk, trist og sine steder grumt rørende.

’Pigen med nålen’ omslutter mig med sine visuelt dragende billeder, mens et opfindsomt lyddesign og pulserende score griber mig om struben og fastholder mig i historien, hvor filmens virkelighed sine steder vibrerer af et levende mareridt. Grumt, smukt og gribende. Filmen er desuden baseret på virkelige og grusomme hændelser.

’Pigen med nålen’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Pigen med nålen’ har biografpremiere den 23. januar.