Der er fuld fart på skræk og rædsel på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Fredagen på årets udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der specialiserer sig særligt i gys og grumme film i filmlandskabet, havde linet tre film op til dagen og aftenen med. Jeg så dem alle tre.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

Første blodpølse på menuen var David Moreaus franske dynamitstang ’MadS’, der gav den fuld æde kl. 16:30 i en forventningsfuld sal i Empire Bio. Der var smæk på!

Filmen er lavet, så den ser ud til at være optaget i ét enkelt skud, en såkaldt single-shot-film.

Dette filmiske greb var ikke kun teknisk ret så imponerende, men var også med til engagerende at fastholde mig i den nervepirrende fortælling.

Her møder man en ung fyr, der er godt høj på stoffer og på vej til fest. På vejen støder han dog ind i lidt af en udfordring i skikkelse af en traumatiseret kvinde. Hvem er hun? Og hvad har hun været udsat for?

Herfra rullede løjerne sig energisk rundt i historien, mens det hele kun tog til i intensitet og vildhed, mens natten tager til og ubehagelighederne tager sit greb mere og mere i mig. Stærkt.

Efter den vilde tur ind i det franske var der lige tid til at trække lidt frisk luft og lufte tankerne om filmen med de andre gæster på Blodig Weekend, inden turen atter gik ind i mørket, hvor der ventede sin del af overraskelser med den argentinske ’1978’.

Jeg blev her bragt tilbage Argentina anno 1978. Her udspiller verdensmesterskabsfinalen sig i fodbold mellem netop Argentina og modstanderne fra Holland.

Landet befinder sig i disse år i en tid med militærdiktatur, hvor vi nu møder en gruppe sadistiske torturbødler, der kidnapper en gruppe unge mennesker for at banke sandheden om deres politiske virke ud af dem. Alt imens fodboldkampen kører på tv.

Filmskaberne og brødrene bag, Luciano Onetti og Nicolás Onetti, giver den her fuld gas med ubehag, mishandling og magtmisbrug, men gemmer det bedste til sidst, da historien tager en dejlig og dejlig blodig overraskende drejning.

For hvad der runger tungt af politisk kritik og kritik af de umenneskelige begivenheder i fortiden, bliver mere og andet, hvilket i den grad gav den historisk inspirerede fortælling et nyt og vildt kapitel.

Efter to vilde filmiske slag i maven var der heldigvis lidt længere tid til nu at puste ud, inden dagens sidste og tredje film skulle indtage biografen i form af den danske ’Englebørn’.

Tiden blev slået ihjel med nogle gode mednørder og en øl, hvor filmene blev vendt, drejet og diskuteret, mens der blev nørdet gysende godt igennem om stort og småt.

Da glassene var tomme, var det perfekt timet med, at ’Englebørn’ skulle til at starte kl. 21:45 i en godt fyldt sal. For ikke nok med, at vi skulle opleve det danske gys, så var en stor del af holdet bag filmen til stede for kort at introducere filmen og efterfølgende deltage i en spændende Q&A.

Historien tager sit udgangspunkt i den unge kunstner Freya og hendes mand, der sammen har købt en lejlighed, de nu sammen flytter sammen i for at lade kærligheden spire.

Men fortiden ligger som en olm skygge over parret, særligt Freya. De har nemlig tabt et barn, hvilket i den grad har sat sig som en mare i sindet på Freya og kun tager til, da den nye lejlighed begynder at røre mystisk på sig.

For det er ikke kun Freya, der kommer med en traumatisk fortid i bagagen. Lejligheden huser også en dyster fortid, hvor den unge kunstner begynder at høre lyde af en grædende baby fra et sted i bygningen. Men hvad er virkelighed og hvad er fantasi?

Agnes Born spiller den usikre kunstner, der slås med både sin kreativitet og et skrøbeligt sind. Hun er virkelig god i rollen og er med til at bære fortællingen, selv når den desværre går lidt i ring om sig selv.

Her bør bl.a. også filmens alsidige musik af Kenneth Bager og Tolga Böyük fremhæves, mens vanviddet i historien heldigvis også får lov til at spille lidt mere med musklerne henimod filmens finale, der dog lod vente lidt på sig.

Efter filmen blev scenen indtaget af en stor del af filmens dedikerede hold, herunder den spillefilmsdebuterende instruktør Peder Pedersen, manuskriptforfatter Jan Lundager Iversen, fotograf Marcel Zyskind, komponist Kenneth Bager, lysdesignere Torsten Larsen og Kaspar Ardenkjær-Husted og bl.a. skuespillerne Micki Stoltt og Ali Abdul Amir Najei.

Det blev til en længere og ganske spændende Q&A, der gjorde mig klogere på hele filmens tilblivelse, arbejdet med den og samarbejdet på kryds og tværs af de medvirkende. En sand fornøjelse at møde et hold af filmskabere, der brænder for deres projekt og får lavet en film mod økonomiske odds.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Sådan! En brutal, ubehagelig og olm start på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Endelig! Jeg er tilbage på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der udspiller sig i Empire Bio på Nørrebro fra den 6.-10. november. I år kan man også se en håndfuld af festivalens film i Øst for Paradis i Aarhus.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

Jeg var desværre forhindret i at deltage ved de blodige herligheders åbningsfilm ’Strange Darling’ om onsdagen. Den skulle være fremragende!

Torsdag nappede jeg dog samtlige af dagens tre visninger, der både bød på lidt af hvert genremæssigt og i, hvor godt jeg kunne lide filmene. Upåagtet min oplevelse med de tre film, er det absolut skønt at være tilbage på Blodig Weekend.

En ting er nemlig naturligvis filmene, man kan kaste sig over. Noget andet er også at møde fellow fimnørder og andre glade gore hounds. Ja, publikum er altså noget ganske særligt på Blodig Weekend.

Stemningen var da også virkelig god ved dagens første visning. Den brutale og olmt urovækkende ‘The Devil’s Bath’, der åbnede op for de grumme sluser kl. 17:00.

Her blev jeg med Severin Fiala og Veronika Franz’ depressive film taget med tilbage til Østrig anno 1750, hvor det mildt sagt ikke var nemt at være kvinde, hvis rettigheder man skulle kigge langt efter. Derimod var volden i højsædet.

Her mødte man en dybt religiøs Agnes. Hun er lige blevet gift med sin udkårne. Lykken ophører dog snart, da alverdens pligter og nye forventninger til hende kommer på banen.

Hun er som fanget i sit eget liv. Klaustrofobisk og ensomt. Herfra spandt eskapaderne sig atmosfærefyldt, melankolsk smukt og gribende ud med volden som følgesvend.

Efter den mavepuster af en film, var der lige tid til at trække lidt frisk luft og snakke med andre gæster om den kollektive oplevelse vi netop havde haft. Den var vild.

For allerede 19:30 var der overnaturligt heksegys på lærredet med den galskabsudviklende ‘The Beldham’. Her møder man en nyudklækket mor, der skal vise sig at have sin del af psykiske og virkelighedsforvrængende problemer at slås med.

For med et traume i rygsækken flytter hun ind hos sin mor og hendes nye kæreste for at komme på fode igen. Det er dog langt fra let, da hun snart indhentes af fortidens dæmoner og nutidens frygt.

Her lurer en fødselsdepression i det stort knirkende hus, der i mørket synes at rumme andet end uskyldige skygger, men umiddelbart også et ondt væsen. Momentum holdes desværre ikke helt, men enkelt scener krøb med fin uhygge ud af lærredet og ned til mig.

Dagens sidste og tredje film skruede op for den knoglebrækkende vold med den spanske ’I’ll Crush Y’all’ kl. 21:30 og halvanden times hårdtslående tid frem.

I centrum for den ventede vold finder man Gabriel, der har lagt sin kriminelle fortid bag sig. Eller i hvert fald forsøger på det. Han bor nu hos sin gamle far, hvor fortiden dog snart indhenter den ellers nu retskafne mand.

Således sniger både bander og andre suspekte typer sig tilbage i hans liv, hvilket afstedkommer godt med knosprængt smadder og brutale håndmadder til følge.

Måske ikke en perfekt film, men med flere dejligt voldsomme scener, grotesk humor og Mario Mayo som manden med muskler, der må forsøge at undslippe fortidens brutalitet.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.

’Kneecap’ er en pulserende fortælling om irsk identitet og hård rapmusik

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er sprudlende fart på, når den irske bølle af en film folder sig virilt ud. Den semi-selvbiografiske ’Kneecap’ er nemlig den vilde historie om et umage parløb mellem de to rappende pushere og elskelige ballademagere Naoise og Liam, der af skæbnens lunefulde vej slår sig sammen med den ellers på overfladen noget kedelige lærer JJ.

Mødet mellem de tre bliver starten på et vildt ridt ind i det irske sprogs hiphoppende spidsfindigheder, da de to unge fyre rapper anti-autoritetstro og normbrydende på irsk. Trioen bliver nu noget overraskende bannerfører for at redde deres irske modersmål fra at blive udryddet.

Den ellers grå JJ liver i den grad op, da den med de to unge rappere nu står på stoffer og fester, vilde irske tekster og pumpende beats, som han kreerer på sit udstyr fra sin ellers for længst glemte ungdom. Gruppen møder dog hurtigt modstand fra bl.a. politi og politikere, grundet deres egenrådige og sprælske facon.

’Kneecap’ er også mere og andet end vilde fester og rap på irsk. Det er fortællingen om at holde fast i sit sprog på trods af modstand. Sprog giver historier liv og historier giver et land identitet. Det er herigennem også en fortælling om generationer, der i årevis har kæmpet for deres sprog samt ligget i voldsomme gadekampe i Belfast.

Selvom her er vægtige emner i spil – bl.a. også kulturel identitet – er ’Kneecap’ en overvejende tempofyldt, morsom og underholdende film, der har flere scener af ren medrivende energi. Bl.a. når den står på berusende koncerter eller i løbende hopla med modstandere i hælene. Desværre kan eskapaderne ikke helt holde momentum i sin sidste tredjedel.

Noget af den ellers veloplagte fart over feltet mister lidt faldhøjde. Heldigvis ikke mere end at historien kommer op på dupperne igen. Desuden er skuespillerne – der ses i rollerne som versioner af sig selv – Mo Chara, Móglaí Bap og JJ Ó Dochartaigh et engagerende bekendtskab sat pulserende i scene af instruktør og medforfatter Rich Peppiatt.

’Kneecap’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Kneecap’ har biografpremiere den 7. november.

‘Terrifier 3’ er en ondsulet julesplatter for fuld bjældeklang

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er blodigt, sadistisk og i særdeleshed brutalt, når der leveres ondsulet julesplatter for fuld bjældeklang med ’Terrifier 3’. Den dræberlystne dræberklovn Art er tilbage fra de døde for denne gang at forvandle den søde juletid til et sandt morderisk mareridt for alle omkring sig i ledtog med den vansirede galning Victoria Heyes.

Vores heltinde Sienna har tilbragt en årrække trukket tilbage på et center for folk med tunge problemer. Hun er tynget af traumerne fra sine umenneskelige oplevelser med Art the Clown, men tager nu turen ud i virkeligheden for at starte på en frisk. Hun er desuden plaget af skyld over dem, som blev dræbt af klovnen. Kort sagt, så kæmper hun hårdt for at vende tilbage til livet.

Forholdet til den yngre bror Jonathan – der også var genstand for Arts virke – skranter ligeledes. Det er i det hele taget ikke nemt at være Sienna. Hendes mareridt bliver nu genoplivet i parløb med Art og Victorias tilbagekomst – og som den uskrevne regel lyder for en gyserfortsættelse, så er der skruet et solidt nøk op for de splattede eskapader.

Art og Victorias bersærkergang når nemlig nye indvoldsudrivende højder af ubehag og øksesvingende grusomheder. Ja, ’Terrifier 3’ er bestemt drevet frem af sine sjaskede juleløjer. Her er dog også en stærk fortælling om overlevelse i skikkelse af Sienna. Det er ganske vist ikke de finere nuancer i historien, man får, men derimod en bombastisk og medrivende voldsfortælling.

Her gælder det stor, større og størst, hvad et sandt voldsorgie af splatter angår, når Art ruller sig ordstumt ud som mimende dræber med en grotesk form for humor, mens han baner sig vej gennem sine ofre med alt fra økser til motorsave. David Howard Thornton er atter en sand sadistisk fryd som Art. Han er indbegrebet af en ondskabsfuld seriemorder.

Denne gang fylder den manisk gale Victoria Heyes’ karakter mere, hvilket giver ekstra ondskab til filmen i form af den klamme duo med følgesvenden Art. Hun er virkelig væmmeligt portrætteret af Samantha Scaffidi. Herligt! Lauren LaVera er ligeledes en engagerende fornøjelse som Sienna. Hun har styrke og pondus i sin rejse fra slagen kvinde til sej heltinde.

’Terrifier 3’ har pip af sort, sort humor, når Art svinger sine mordvåben for at frisætte kroppe fra deres lemmer. Der er en bizar komisk kontrast mellem Art i julemandskostume og så de splattede udbasuneringer, der virkelig er brutalt, overbevisende og opfindsomt kreeret. Filmen har på trods af grotesk humor en yderst inhuman grundstemning af ren ondskab.

Det skal forstås som et kompliment for en film, der går efter struben, men i stedet sprætter hele kroppen snasket op, så det vælter ud med indvolde og blod i lange baner. Desværre er filmen med sine to timer lidt for lang for sit eget bedste. Der er dog ikke et øje tørt hos undertegnede gyserfan, når volden hamrer mig i gulvet. Aldrig har julen været mere gruopvækkende splattersmuk.

’Terrifier 3’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Terrifier 3’ har biografpremiere den 31. oktober.

’The Room Next Door’ rummer både glæden og smerten, livet og døden

/i , /af

Biografanmeldelse: Døden dirrer skrøbeligt og konstant i Pedro Almodóvars fine drama ’The Room Next Door’. Her møder man forfatteren Ingrid, der genetablerer sit mangeårige venskab med krigsreporteren Martha, da sidstnævnte er blevet syg med uhelbredelig kræft. Det er som om, at de tabte år i deres venskab er forsvundet som dug fra solen, da de mødes på ny.

Deres nyopdagede venskab er i sagens natur fyldt med alvor og eftertanke, men også med humor og menneskelig varme. Lethed og tungsind i dragende forening. De deler ud af sig selv, hvor også minderne fra en ungdom sammen får nyt liv gennem deres mange samtaler. Filmen er nemlig i høj grad bundet op på netop de to kvinders samtaler om livet, døden og alt derimellem.

I rollen som den succesfulde forfatter Ingrid finder man en nærværende Julianne Moore, mens den karismatiske og egenrådige Martha portrætteres nuanceret og elegant af Tilda Swinton. Deres mange og lange samtaler rummer stor menneskelighed, hvor bl.a. netop døden og livet tages op, vendes, drejes og revurderes. For hvordan vil Martha i grunden bruge sin sidste tid?

Det er vægtige temaer som disse, fortællingen sætter i spil i samspillet mellem de to kvinder. Det er tankevækkende og interessant at være i deres selskab, hvor også spørgsmålet om at tage sit eget liv og afslutte livet med værdighed står sylespidst på toppen af det hele. Tilda Swinton formår at gøre bl.a. netop dette spørgsmål levende og virkeligt.

Filmen er ganske vist meget båret af de to karakterer og deres samtaler, men mister også nogle gange noget af den engagerende livstilstedeværelse, som fortællingen dog overordnet emmer af. Når fortællingen momentant mister lidt af sin faldhøjde, beriger den mig med sin billedside, der er dynamisk og farveklart indfanget af fotograf Eduard Grau.

’The Room Next Door’ bærer både glæden og smerten, livet og døden, venskabet og ensomheden fint i sin fortælling, selvom filmen måske nok sine steder bliver lidt ujævn i sit ellers generelt gribende væsen. Det er i sidste ende Tilda Swinton og Julianne Moore, der bærer filmen sikkert i havn. Tankevækkende og sorgfuldt, rørende og livssmukt.

’The Room Next Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Room Next Door’ har biografpremiere den 31. oktober.

’The Substance’ boltrer sig med satirisk vid og blodigt bid i kropsklamheden

/i , /af

Biografanmeldelse: Et ungdomsfikseret Hollywood spytter den aldrende stjerne Elisabeth Sparkle ud på røv og albuer, da rynkerne rammer og årene overstiger de 50. Ja, der er jo altid et nyt frisk ansigt – og en ny krop – klar til at tage over i drømmenes by, som i den satiriske body horror-fabel ’The Substance’ bliver et sandt mareridt for den engang så succesrige skuespiller.

Elisabeth står nu tilbage. Alene. Efterladt. Glemt. Så hvad gør hun? Jo, skæbnen vil, at hun kommer i besiddelse af en mystisk grøn substans, der skal injiceres i kroppen, hvorved ungdommen kan fortsætte. På bizar og forskruet vis. For ud af ryggen på Elisabeth fødes (!) nu en yngre, strammere og smukkere udgave af hende, nemlig den unge kvinde Sue.

Den umage duo skal dog leve efter strenge regler – angivet af folkene bag substansen – hvis deres simultane liv skal fungere uden problemer og kropslige defekter. Det er naturligvis nemmere sagt end gjort. Snart begynder Sue nemlig at spille efter egne regler, da hun hurtigt får succes og sultne blikke efter sig i den branche, som Elisabeth blev ladt i stikken af.

Med satirisk vid og kropssjasket bid boltrer instruktør og manuskriptforfatter Coralie Fargeats grumt morsomme og kulørt underholdende eskapader sig afsted for fuld kødelighed. Det er dejlig kropsklamt og morbidt fascinerende, når der åbnes for kroppens runkne forfald i samspil med en desperat Elisabeth, der ser misundeligt efter sit yngre jeg i form af Sue.

Demi Moore indtager troværdigt, intenst og hjerteskærende grumt rollen som den faldne stjerne, som må vige pladsen i spotlyset pga. sin alder. Hun får veloplagt og charmerende modspil af Margaret Qualley som den energiske, virile og naive Sue. De to udgør en dragende duo, hvis historier er medrivende, spændende og overraskende at følge.

Særligt da de tos liv begynder at filtre sig problemfyldt sammen, kommer der tryk på kropsgruen i en fabel om umuligheden af evig ungdom. Om frygten for ensomhed, angsten for at blive glemt og ikke at have betydning. Midt i de kødsnaskede og lydmæssigt opfindsomme morbiditeter er der nemlig en skrøbelig menneskelig kerne, der holder gribende sammen på det blævrende kadaver.

’The Substance’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Substance’ har biografpremiere den 24. oktober.

‘We Live in Time‘ sætter følelserne hjerteknusende i sving

/i , /af

Biografanmeldelse: Følelserne sættes hjerteknusende i sving med dramaet ’We Live in Time’. Her møder man et nyforelsket par, der har et fælles liv og en lykkeligt lys fremtid foran sig. Med et narrativt greb, der bugter sig frem og tilbage i tid, lærer vi i filmen den ambitiøse kok Almut og den minutiøse Tobias at kende gennem op- og nedture.

Smerten står dog og venter i horisonten for parret, der rammes af en umenneskelig begivenhed fra den ene dag til den næste. Det sætter deres forhold i et udfordrende perspektiv, mens livet nu må revideres. For hvad er meningen egentlig med det hele? Med kærligheden? Med fremtiden? Med hinanden? Med håbet og drømmene?

Der er i den grad gnistrende og dejligt engagerende kemi mellem Florence Pugh og Andrew Garfield, der indtager hovedrollerne som parret, der mødes ved et tilfælde og snart udvikler et gribende forhold med alle de følelser, der følger med. Lykke såvel som udfordringer og problemer. Jeg gribes af historien primært på grund af netop skuespillernes præstationer.

Det er nemlig småt med overraskelser, mens historien heller ikke er videre plotmæssigt interessant. Det er altså ikke i plotmæssige overraskelser, at filmen står stærkest, men derimod i samspillet mellem Florence Pugh og Andrew Garfield. De har en stærk dynamik, der river med mig, selvom filmen til tider har en lidt underligt distancerende fernis over sig.

Dramaet og det visuelle udtryk er af og til lige ved at blive for ferskt og få en lyd af et lidt for generisk kærlighedsdigt. Når det dog imidlertid lykkedes filmen at sætte følelser oprigtigt i sving hos mig på en så fin måde, som tilfældet er, så tilgiver jeg ovenstående. For det er bestemt en stor styrke for et følelsesgribende drama at få følelserne til også at leve i mig.

Først og fremmest er det altså Florence Pugh og Andrew Garfield, der sparker dramaet elegant i mål, mens det på hjerteknusende vis fortælles hvor skrøbeligt livet er og hvor stærk kærligheden er. ’We Live in Time’ har altså sine svagheder, men ender i sidste ende et håbefuldt og livsbestyrkende sted med en fornem arbejdssejr af de to skuespillere i front.

’We Live in Time’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’We Live in Time’ har biografpremiere den 24. oktober.

Lad os håbe, at ’Venom: The Last Dance’ nu også bliver den sidste dans

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg kan godt lide Tom Hardy. Jeg kan godt lide karakteren Venom. Det er derfor også en dobbelt skam, at den tredje solofilm med dobbeltkarakteren falder fladt på halen med ’Venom: The Last Dance’. Ja, det er måske meget godt, at det efter sigende er den sidste film i trilogien, der startede med ’Venom’ i 2018.

Tom Hardy er naturligvis tilbage i den fåmælte rolle som Eddie Brock, der denne gang er blevet jaget vildt. Sammen med sin iboende symbiot fra rummet – den sniksnakkende og festlige Venom med det mægtige bid – er han og symbioten nu på flugt fra fortiden, der kun haler mere og mere ind på dem.

 

Historien bygger videre på begivenhederne i forgængeren ’Venom: Let There Be Carnage’ fra 2021. Jeg vil dog vove den påstand, at de fleste nok godt vil kunne følge med, selvom film nummer to i trilogien måske ikke er videre frisk i erindringen. For historien sparkes her desværre på det nærmeste uinteressant ud af kurs for kun at kæntre.

Her er med andre ord tale om en ujævn fortalt omgang antihelte-løjer med en ikke videre spændende historie, der på underlig vis også lykkedes med at blive gjort unødvendig kompliceret. Flere plotmæssige indspark kommer desuden ikke rigtigt til at gå vildt vellykket i spænd med historien samt Eddie og Venoms fælles fortælling.

Duoen støder bl.a. på en lille hippie-familie på deres flugt. Det skulle måske give en form for dramatisk tyngde og følelsesmæssig pondus at se Eddie i samspil med det, han nok aldrig får selv, nemlig en familie. Dramaet får bare aldrig tyngde og nærvær, men lulles ind i fjogede oneliners og umotiverede gangs, der aldrig for alvor fungerer, hvilket gælder filmen som helhed.

 

Netop humoren er et hovedelement i universet, hvor netop samspillet mellem Eddie og Venom står centralt. Eddie, der forsøger at holde facaden, mens Venom glubsk har lyst til at bide hovedet af alle omkring sig, mens han konstant rabler løs om stort og småt. Desværre kommer samspillet ikke helt vellykket ud over rampen. Hverken humoren eller dramaet.

Det er dog på trods dejligt at se, hvordan Tom Hardy har haft en fest med bl.a. at kropsliggøre Eddies mimik og hektiske bevægelser, når Venom tager over. Ja, Tom Hardy lægger stemme til Venom. Den umage duo må dog kæmpe forgæves mod en kedelig historie og fesne jokes. Der leveres dog heldigvis en omgang ganske cool monsteraction som et lille plaster på kødsåret.

’Venom: The Last Dance’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Venom: The Last Dance’ har biografpremiere den 24. oktober.

’Smile 2’ hvirvler mig underholdende ind i vanviddet

/i , /af

Biografanmeldelse: Vanviddet snurrer ud af kontrol i fortsættelsen til den herligt underholdende skrækfilm ’Smile’ fra 2022. Nu er det dødbringende smil tilbage i fuld vigør med fortsættelsen ’Smile 2’. Denne gang følger man popstjernen Skye Riley, der kommer i kontakt med den mystiske entitet, der på sadistisk smilende vis leder sine ofre ind i galskaben med døden til følge.

Netop vanviddet venter hvislende ondt for Skye, der står overfor sit store comeback efter en nedtur med alkohol, stoffer og et brutalt traume i bagagen. Hun skal nu genoptage sin karriere med en storstilet tour, men allerede inden tour-start begynder hun at opleve tiltagende skræmmende episoder. Hun ser urovækkende ting, der ikke er der i virkeligheden.

Efterhånden som disse gruopvækkende oplevelser tager til, bliver Skye kun mere og mere desperat. Hun aner ikke sine levende råd, mens alle omkring hende også begynder at tvivle på hendes historier og miste troen på, at hun er ved sine fulde fem. Hun står derfor helt alene med sine uhyggelige oplevelser og mødet med sin svære fortid.

Parker Finn er efter ’Smile’ tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør. Han har igen et godt greb om instruktionen og det at iscenesætte rædslerne med visuel dynamisk opfindsomhed, der leder mig simultant ind i mareridtet med Skye. Den helt oprigtige skræk blev dog ikke for alvor jaget i livet på mig.

Det sagt, så er der en tiltagende ondsulet atmosfære, der står stærkere og stærkere, efterhånden som filmen skrider frem. Det selvom Parker Finn også tyr til et par desværre generiske gysertricks undervejs. Heldigvis leveres der et par dejligt blodige scener af den klamme og groteske slags. In your face og med en mavevendende ulækker lydside. Herligt!

Selvom gyset bliver en kende for lang for sit eget bedste og slingrer en smule ujævnt i sin historie, så opretholder bl.a. netop filmens ulækre stemning og den visuelle side mit engagement i vanviddet sammen med i særdeleshed også Naomi Scotts gribende præstation som popstjernen, der tumler medrivende ind i galskaben. Det er bestemt til at få et gysersmil på læben af.

’Smile 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Smile 2’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘The Apprentice’ er en historie om magt og menneskelig forråelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Man bringes med instruktør Ali Abbasis ’The Apprentice’ tilbage til New York i 70’erne og 80’erne, hvor vi møder en ung Donald Trump. Fortællingen starter således inden, han for alvor brager igennem som entreprenant forretningsmand med egen ejendomsvirksomhed. Skæbnen vil, at han her møder den indflydelsesrige advokat Roy Cohn.

Det bliver starten på et parløb med Donald Trump, der tages under vingerne af den skånselsløse Roy Cohn. Et parløb mellem den ambitiøse lærling og hans erfarne mentor. Donald Trump viser sig at være lærenem og tager hurtigt advokatens kyniske tilgang til verden i brug. Det handler om at gå til angreb, skabe sin egen sandhed og benægte alt, hvis lortet brænder på.

Det er et interessant portræt, der tegnes af Donald Trump. Man ser bl.a. også mennesket bag kynismen. Fra hans komplicerede forhold til sin dominerende far til mødet med sin kommende hustru Ivana Trump og relationen til Roy Cohn. Sidstnævnte relation leveres sprængfarligt og dynamisk, hvor Gabe Shermans skarpt skrevne replikker kommer veloplagt til live.

Man finder som Donald Trump en forrygende god Sebastian Stan, der formår at ramme hans tone og gestik uden at blive en karikatur, men derimod leverer han et nuanceret, komplekst og engagerende portræt. Han gennemgår en spændende udvikling i filmen, hvor der bl.a. også er plads til at pirke til hans forfængelighed og ikke mindst hans mørke sider.

Det er ikke et ensidigt portræt af Donald Trump, men hans meget lidt charmerende sider bringes bestemt på banen. Det er kritisk og provokerende. Filmen slår da også indledningsvis fast, at den er inspireret af virkeligheden, men dramatiseret i egen ret, hvor forfaldshistorien om kynisme, magtsyge og grådighed står centralt i fortællingen om den unge Donald Trump.

En intens Jeremy Strong skal også fremhæves for sit fascinerende og intimiderende portræt af Roy Cohn, mens den selvstændige Ivana Trump spilles med skarp tæft af Maria Bakalova. ’The Apprentice’ er en medrivende fortælling om magt, manipulation og menneskelig forråelse, der måske nok mister lidt momentum af og til, men bl.a. også lever sitrende godt gennem fotograf Kasper Tuxens dynamiske billeder af et visuelt dragende New York.

’The Apprentice’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Apprentice’ har biografpremiere den 17. oktober.