Biografanmeldelse: Midt i den vilde natur med sit store brusende hav, evige vidder og himlens uendelighed spændt ud på toppen, finder man den unge kvinde Rona på Orkneyøer, hvor hun voksede op. Siden flyttede hun til det pulserende London for at uddanne sig og feste. For at leve livet på kanten. I byen rammer problemerne hende dog hårdt.

Rona ender med at kigge for dybt i bunden af en flaske, bliver alkoholisk og yderst selvdestruktiv. Det er således på denne skotske øgruppe, der ligger et godt stykke nord for det skotske fastland, at hun nu finder sig selv langt væk fra Londons fristelser og med en ulykkelig kærlighed i bagagen. Det er her, hun vil forsøge at samle sit liv op og starte på en frisk.

’The Outrun’ er en stærk film med en ligeledes stærk Saoirse Ronan i den nærværende, komplekse og nuancerede hovedrolle som Rona. Hun besidder en naturlig menneskelighed. Hun er sejlivet, skrøbelig og selvudslettende, mens hun klynger sig til et spinkelt håb om, at livet igen vil hende og hun atter kan finde sig til rette i livet. Et godt liv. Et lykkeligt liv.

Således fortælles den gribende historie gennem dette engagerende portræt på natur-medrivende vis langt mod nord, hvor vinden stormer og det kolde vand giver liv til kroppene, der vover sig derud på trods af kulden. Det handler måske nok konkret om alkoholisme, men også overordnet om afhængighed, bl.a. også afhængighed af kærlighed og andre mennesker.

Instruktør og medforfatter Nora Fingscheidt fortæller med sikker sans for menneskelig kompleksitet og nuancerede relationer sin historie i et dragende roligt tempo. Her gives der også plads til stilheden. Til naturens ro. Til afmagten og til bedringen. Til menneskene på Orkneyøerne og det liv, der leves i pagt med naturen, hvor meningen af og til kan findes i et fuglefløjt.

’The Outrun’ giver Saoirse Ronan dejligt med plads til at folde sit portræt ud for fulde følelsesfine sluser, hvor både Londons natteliv pumper, hvor grimheden i og konsekvenserne af afhængigheden kommer til live. Men også hvor bedringen øjnes gennem sprækkerne, hvor narrativet dynamisk skifter fra plaget nutid til en hård fortid og en svær barndom for Rona.

’The Outrun’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Outrun’ har biografpremiere den 13. marts.

Biografanmeldelse: Hun taler så grimt og med en sådan bisterhed til alt og alle, at det halve ville få mit blod til at fryse til is. Hun angriber verbalt folk omkring sig uprovokeret eller når den mindste mulighed byder sig. Men bag alt vreden mærker jeg også en sorg hos Pansy. Et liv, der går hende imod. Et liv, hvor hver dag er en kamp for hende at overkomme.

Man følger i den britiske filmskaber Mike Leighs drama ’Svære sandheder’ således Pansy og dem omkring hende. Hvordan Pansys konfrontationer påvirker alle omkring hende. Fra hendes mand Curtley, der synes at have givet op på, at noget vil ændre sig, til hendes søn Moses, som har trukket sig ind i sin egen verden.

Men hvordan skal man også håndtere den konstante galde, der løber fra hendes mund og bistre øjne? Kun hendes søster Chantelle synes at kunne se ind bag vreden og bitterheden. Derind hvor Pansy gemmer på smerten, sorgen og alle de sandheder, hun har så svært ved at se i øjnene. Det er søsterens blide blik, der også bliver min vej ind bag Pansys hårde facade.

’Svære sandheder’ fortæller på konfronterende vis sin historie råt og ufiltreret, hvor særligt Marianne Jean-Baptiste som den plagede Pansy får lov til at folde sig forrygende vredt ud, men også med en menneskelig skrøbelighed og sårbarhed, der får luft mellem sprækkerne af forbandelser. For ligesom jeg tror, der ikke er håb for Pansy, øjnes lyset også bag de formørkede øjne.

Der er i det hele taget en troværdighed i skildringen af både miljø og karakterer, hvilket gennemstrømmer denne del af verdens virkelighed, jeg anbringes i. Det er et liv med stor smerte og håbløshed, men også et liv, hvor familien er der, hvor vi måske kan finde netop den tryghed og sikkerhed, der behøves for, at verden igen kan blive et godt sted at være.

Instruktør Mike Leigh, der også har skrevet filmen, formår at fortælle sin historie med en naturlighed, hvor de medvirkende gives levet liv gennem ensemblet af skuespillere, der får lov til at boltre sig i et manuskript, der er skarpt skåret, men også med fint løse masker nok til, at netop et troværdigt liv finder vej ind til både det intime og dybt menneskelige.

’Svære sandheder’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Svære sandheder’ har biografpremiere den 13. marts.

Biografanmeldelse: Den ubarmhjertige og rå, men også smukke natur sætter scenen for den intense overlevelsesfilm og hævnfortælling ’Fremmed: Det første opgør’, der udspiller sig i stenalderens Danmark. Her møder vi en gruppe bønder, der er draget mod det sydlige Skandinavien – i dag kendt som Danmark. Farerne lurer dog snart i skovens skygger.

For ikke så snart har de fundet et sted, hvor de vil forsøge at skabe sig et liv, førend en fremmed gruppe jægere dukker op. Det ender fatalt. Alle bønderne myrdes brutalt, hvor kun den unge kvinde Aathi og lillebroren Tharan undslipper. Nu går Aathi snart hævnens vej, mens hun og Tharan samtidig må forsøge at overleve både naturen og de skånselsløse jægere.

Med sit blodige udgangspunkt foldes der en spændende fortælling ud om overlevelse og hævn, sammenhold og familie. Jeg er dog ikke historiker eller ekspert i den danske stenalder, så hvorvidt filmen rammer virkeligheden rent, skal jeg ikke kunne sige. Bl.a. hvad gælder dyrkelse af jorden, våben og redskaber, videre til traditioner, tro og sproget, der tales.

Det sagt, så lever ’Fremmed: Det første opgør’ stærkt gennem netop sin intenst forløste historie. Her er det ikke mindst også Angela Bundalovic som Aathi, der er med til at bære filmen med sit dramatiske ansigt og kropslige tilstedevær i både følsomme scener og benhårde begivenheder, der er visuelt dynamisk bragt til live af fotograf David Bauer.

Blandt jægerstammen finder man en nærværende Danica Curcic i en fremtrædende rolle, der står intimiderende godt i modspil til Aathi. Hertil kommer bl.a. også det trommesitrende og tungt dronende score af Raymond Enoksen, som sætter en stærk grundtone for historien, hvor hævnens aggressivitet sitrer i samspil med mulig tilgivelse.

Instruktør og medforfatter Mads Hedegaard lykkedes altså overvejende godt med en spændende film, der måske nok ikke er helt formfuldendt i sin fortælling og i beskrivelsen af alle karakterer. Den lykkedes bedst, når den går i struben på dramaet. Både i de voldelige sammenstød og i den underspillede spænding, der dirrer mellem de to for hinanden fremmede grupperinger.

’Fremmed: Det første opgør’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fremmed: Det første opgør’ har biografpremiere den 6. marts.

Biografanmeldelse: Med et fast greb om både grotesk humor og grotesk opfindsomme mord, underholder og holder instruktør og manuskriptforfatter Osgood Perkins langt overvejende et godt greb i mig med sin morsomme skrækfilm ’The Monkey’. Som titlen afslører, er her netop en abe på færde, det i form af et mystisk og ikke mindst farligt stykke legetøj.

Den gamle abedukke er nemlig ikke sådan at spøge med. Det erfarer tvillingebrødrene Bill og Hal, da de finder aben blandt deres afdøde fars sager. Herfra begynder folk omkring brødrene at dø på den ene mere blodigt skøre måde end den anden. Det er bl.a. i de iderige og overraskende dødsfald, at en stor del af filmens sortkomiske slagside i den grad kommer til sin ret.

Her balanceres gyset og grinene dynamisk – også selvom ’The Monkey’ måske ikke sådan for alvor bliver neglebidende uhyggelig. Den er dog bestemt det meste af vejen både spændende og medrivende, selvom plottets momentum momentant mister lidt damp. Det er dog aldrig mere end, at filmens næste blodige dødsfald sætter fut på strabadserne.

De to tvillinger forsøger naturligvis at slippe af med aben med de stirrende øjne og den lille tromme, der varsler død og ødelæggelse. Den er bare ikke sådan at slippe af med. For ligesom de to har forsøgt at eliminere aben, dukker den op igen klar til at forårsage nye dødsfald, der involverer alt fra kanonkugler til harpuner og fiskekroge.

En ting er filmens underholdende splat, noget andet er det ganske gribende drama, der udspiller sig mellem de to meget forskellige brødre. De tumler begge med indre dæmoner, som de agerer og forholder sig meget forskelligt til. Christian Convery indtager dobbeltrollen som de unge Bill og Hall, mens en ligeledes god Theo James står for det voksne dobbeltportræt.

’The Monkey’ er baseret på en novelle af Stephen King og fungerer stærkest, når den tør gå helt ind i sin bizarre og sortkomiske humor gennem bl.a. rækken af dødsfald, mens de to brødres historie også fungerer overvejende godt. Så selvom gyserkomedien ikke er helt formfuldendt, er det absolut et underholdende gys, der byder på sin del af groteske abekattestreger.

’The Monkey’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Monkey’ har biografpremiere den 27. februar.

Biografanmeldelse: Med et elegant greb om sine karakterer nærmest svæver jeg ind i det forunderlige univers, jeg præsenteres for i den ordløse animationsfilm ’Flow’. Her dumper jeg ned i en verden, hvor jeg ikke møder et eneste menneske, men til gengæld støder jeg på en sort og slank kat, der trisser alene rundt. Snart starter eventyret dog for det lille dyr.

En flodbølge rammer nemlig den store skov, som katten bevæger sig rundt i. Dens hjem oversvømmes, hvorfor gode råd nu er dyre. Ved et held ender den i en båd med et andet dyr ombord. Hvor mon den umage duos sælsomme rejse bringer dem hen? Det er netop denne overraskende tur gennem en mennesketom verden, jeg kommer med på.

Der dukker også andre dyr op på den flydende tur gennem forskellige landskaber, hvor der er efterladt mystiske tegn på en for længst forsvunden civilisation. Det er bl.a. netop i disse fint balancerede detaljer i universet, at filmen åbner for min fantasi. For hvor befinder jeg mig egentlig henne og hvad venter forude?

Det er bl.a. også i den fine og sjove dynamik mellem dyrene, at fortællingen får liv, mere end i et heftigt plot. Det er i det uventede venskab mellem dyrene og deres rejse ind i fremmed land, som jeg driver med ind i, mens den smukke og levende animerede verden bringes til live. Fra katten til underlige fugle og et tilbagelænet flodsvin.

Instruktør, medforfatter og animator Gints Zilbalodis er lykkedes med at skabe en verden, der umiddelbart ligner noget, jeg kender og så alligevel ikke. Her er eventyret og den helt magiske færd med dyrene både gribende, morsom og fascinerende. Det er bl.a. også gennem fortællingens grundlæggende rolige væsen, at jeg forsvinder ind i det forførende univers.

Dermed ikke sagt, at der ikke er drama i fortællingen. Det er der. Men det er på afstemt vis, at bølgerne – så at sige – går højt. Det er bl.a. også i måden, at de forskellige dyr både må lære hinanden at kende, men også at samarbejde, hvis de skal klare rejsen gennem landskabet med en støt stigende vandstand.

’Flow’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Flow’ har biografpremiere den 27. februar.