Biografanmeldelse: Det er nærmest som en spændingsfuld thriller, at det danske hospitalsdrama ’Det andet offer’ lægger pulserende fra start. Intenst og nervepirrende. Vi følger her lægen Alexandra på, hvad der kunne være en hvilken som helst anden dag på arbejde. Der er fuld fart på hospitalet, hvor der er mange forskellige beslutninger, der må tages.

Det er både hektisk og kaotisk, men med en fokuseret Alexandra i midten af fortællingen, der udspiller sig på neurologisk afdeling. Hun holder hovedet koldt, mens hun som læge hurtigt og effektivt må tage stilling til de mange patienter, som kommer ind på afdelingen. Én beslutning får dog tragiske konsekvenser, hvilket sender Alexandra på slingrekurs.

Det er måske ikke i selve fortællingen, at overraskelserne skal findes. Det er mere i reaktionerne og relationerne mellem Alexandra, hendes kollegaer og de pårørende, at det medrivende drama skal findes. Det står også virkelig stærkt i Zinnini Elkingtons vellykkede spillefilmsdebut som instruktør, der fint holder fast på sin spændingskurve.

Her er temaer som skyld og ansvar sat engagerende i spil, hvor man i centrum finder en nærværende og overbevisende Özlem Saglanmak som Alexandra, der må forsøge at manøvrere i de konsekvenser, hun slår hovedet mod på hospitalet. Overfor hende finder man den pårørende Camilla i skikkelse af en nuanceret gribende Trine Dyrholm.

’Det andet offer’ overrasker måske ikke i sin historie. Fred med det, da den er drøngodt fortalt og spillet, hvor emner som konsekvenser og magtesløshed også er i spil på et fint menneskeligt plan, der får luft under vingerne gennem bl.a. karaktererne. Her skal fotograf Mia Mai Dengsø Graabæks dynamiske kameraarbejde også fremhæves.

Det samme skal Ania de Sás indlevende klipning, der er med til at bringe nerve til fortællingen sammen med Jenny Rossanders flot sitrende score. Så selvom filmen måske ikke kommer hele vejen ind i følelserne, hvor mit hjerte slår et ekstra slag, er ’Det andet offer’ bestemt en stærk spillefilmsdebut. Jeg glæder mig til meget mere fra Zinnini Elkingtons hånd.

’Det andet offer’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Det andet offer’ har biografpremiere den 10. april.

Biografanmeldelse: Delt op i nummererede kapitler og overvejede fortalt gennem en lang montage af VHS-knitrende levende billeder folder Simon Stahos kalejdoskopiske ‘The Stranger’ sig ud med dertilhørende kortklippede citater fra bl.a. filosoffer og religiøse tekster samt diverse informationer om alt fra befolkningsgrupper og verdenshistorie til indvandring med meget mere.

Der er nok at holde styr på, når man i filmens strittende puslespil mellem fiktion og fakta må forsøge at manøvrere i informationen, der præsenteres for en. Det er til en start ok pirrende at blive lukket ind i filmens verden, hvor der især tages tematisk hånd om det fremmede i en verden, som er blevet mindre og mindre i takt med globaliseringen.

Det gælder også de verdensomspændende problematikker og krige, filmen åbner låget til for at lade det flyde ud med tekstbidder, billedmateriale og tanker om særligt de fremmed helt konkret og mere abstrakt, videre til flygtningekriser og politisk splittelse. Det handler om både frygten for, men også fascinationen af det fremmede. Samt empati og mulig mangel på samme.

Heraf titlen ’The Stranger’. For med bl.a. sine citater fra også biblen og koranen sættes modsætninger og måske mere interessant ligheder op, hvor skellet i mørket ellers umiddelbart synes at ekkoe parternes modsætninger. Vi stammer jo alle fra det samme område i Afrika, som filmen lader os forstå. De mange refleksioner i filmen ender dog ofte som løse ender i et net, der ikke rigtigt fanger, men mere flagrer distancerende.

Filmens form bliver hurtigt mere enerverende end tankevækkende og fascinerende. På lydsiden bliver det i samspil med netop den filmiske form og de mange tekststykker hurtigt en art splittet monolog, der mister retning og slipper min interesse. Det er som en uforløst malstrøm af tanker om ovenstående, som man må forsøge at manøvrere i. Desværre ender det ikke som et værk, der rigtigt danner interessant grobund for eftertanke, indsigt og nye horisonter.

I stedet ender ‘The Stranger’ med at være mere anstrengende i sine retoriske, visuelle og lydmæssige virkemidler. Filmens videobåndsæstetik skaber mere distance end indfanger og fanger med sin myriade af information. Det selvom udgangspunktet med at tage favntag om mødet med det fremmede – med det vi ikke forstår – er interessant og universelt.

’The Stranger’ vil mange ting, men i stedet for at rykke mig ind i et uforudsigeligt og dragende univers af tanker, refleksion og information, bliver den forudsigelig i sine påpegninger. Jeg bliver aldrig rigtigt klogere på hverken indhold eller menneskelige mekanismer. Det meste af indholdet hives ind i en filmisk kontekst, hvor det mere ender med at baske løst rundt end at engagere. Grebet med mere at stille spørgsmål end at give svar kunne dog have lagt op til en udfordrende debat og nye konfronterende tanker. Det lykkedes desværre ikke.

‘The Stranger’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘The Stranger’ har biografpremiere den 10. april.

Biografanmeldelse: Der er sitrende schwung på både følelser, begær og kærlighed, når man med filmskaberen Luca Guadagninos forførende og fascinerende ’Queer’ tages med til 1950’ernes Mexico City. Her møder vi amerikaneren Lee, der bor i selvvalgt eksil, hvor dagene bruges i ensomhed og på barerne i selskab med tequilashots, kæderygning og diverse seksuelle møder.

Filmen er baseret på William S. Burroughs’ bog af samme navn, der i hænderne på Luca Guadagnino er forløst til en sveddryppende varm affære i mere end én forstand. For byen er varm, men sveden løber også nærmest konstant fra Lees pande og fra kroppene, når Lee inviterer mænd med på små hotelværelser for at lette trykket og føle et andet menneskes nærhed.

Afhængigheden er måske nok for Lee helt konkret alkoholen og stærkere rusmidler, men for ham synes også en afhængighed af andre mennesker at blive malet op. Eller måske rettere en længsel efter at blive ét med et andet menneske. Med kærligheden. Med rusen. Med livet. Det er nemlig et levet liv, jeg her bringes ind i, når jeg møder Lee og hans famlende tilværelse.

Lee spilles af en hele vejen fascinerende Daniel Craig, der på nuanceret vis får fremmanet et menneske i flere lag og med modsætninger indbygget i sit væsen. Drama, dilemmaer og ubesvarede spørgsmål dirrer i den varme luft, mens Luca Guadagnino også fremtryller visuelt elegante scener af ren filmforførende magi i samspil med fotograf Sayombhu Mukdeeproms betagende billeder.

Det er både ensomheden, de befolkede beværtninger og tosomheden, der bringes til live, hvor Lees skelsættende møde med den yngre Eugene sender hans verden på den anden ende. Her finder man en mystisk Drew Starkey som den tilknappede modpart. Romantikken, begæret og kærligheden koger nu bag Lees stålblanke øjne og i bunden af flaskerne, der hober sig op.

Selvom fortællingen måske nok lige skal finde sin tone og tempo, lykkedes det for Luca Guadagnino at bringe mig i svævende frit fald, når særligt filmen bugter sig ind i sin tredje syrede del, hvor overraskelserne venter og et indre eventyr får en ydre form. Det er her, at Lees længsel efter noget mere når nye højder. Hans jagt på at finde en oprigtig forbindelse med et andet menneske.

’Queer’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Queer’ har biografpremiere den 3. april.

Biografanmeldelse: Vi kender ham bl.a. for opløftende hits som ’Disco Tango’, ’Hip hurra det’ min fødselsdag’ og ’Krøller eller ej’. Men historien om den danske musiker Tommy Seebach rummer også en tragedie. Det er bl.a. denne skyggeside, der er det dramatiske omdrejningspunkt for den biografiske film om hitsnedkeren med titlen ’Under stjernerne på himlen’.

I rollen som Tommy Seebach ses Anders Matthesen, der både har varme, charme og krøller, men som desværre aldrig for alvor forsvinder helt ind i rollen samt de følelser og nuancer, der ellers er på spil i mennesket bag den kulørte fest. Han vinder dog på sit sympatiske væsen, selv når han rammer bunden af flasken og pisser på stuegulvet.

Tommy Seebachs storhedstid op igennem 70’erne og 80’erne bliver nemlig i filmen leveret primært i en veloplagt montage, mens hovedhistorien udspiller sig fra starten af 1990’erne, hvor sangeren kæmper en opslidende kamp for at bevare sin position i musikbranchen. Det er ikke nemt, da en ny generation er klar til at tage over. Ikke mindst i hans elskede Melodi Grand Prix.

Filmens delvise dramatiske fokus rammer her ind i netop kampen for at skabe det næste store hit, nemlig kærlighedshyldesten til Tommy Seebachs datter med titlen ’Under stjernerne på himlen’. Det bliver et desværre historiemæssigt lidt snævert fokus. Der forsøges dog også fortalt en historie om et ægteskab, en familie og et menneske i opløsning.

Men selvom bl.a. Neel Rønholt som hustruen Karen gør det godt som overbærende og kærlig støtte for den alkoholiserede Tommy Seebach, kommer fortællingen og karaktererne aldrig rigtigt engagerende til live hele vejen rundt og rammer heller ikke helt derind, hvor de oprigtige følelser bliver sat i medrivende svingninger.

Det hænger måske også sammen med filmens generiske narrativ, der følger en alt for velkendt formel til punkt og forudsigelig prikke, mens det også er småt med visuelt interessante greb. Selvom bl.a. forvandlingen af et dansegulv til et tomt lokale virker ganske fint. Det er bare aldrig nok til at redde filmen fra at være noget dramatisk flad og historiemæssigt uinteressant.

Det er virkelig en skam, da mennesket Tommy Seebach rummer både stor kærlighed og stor smerte samt de følelsesmæssige tangenter herimellem. Fra det rørende til det livsbekræftende. Det er dog den opløftende kærlighed, som sejrer i filmen. Med en melankolsk eftersmag af den tragedie, der også er historien om Tommy Seebach og hans elskede hits.

‘Under stjernerne på himlen’ bliver bare aldrig formfuldendt, men har bl.a. også et godt øje for at ramme tidsbillederne, hvor særligt 90’erne kommer fint til live. Som et gribende drama om et menneske i frit fald rammer filmen bare aldrig følelserne hårdt nok til at sætte sig, men bliver mest af alt forglemmelig. Musikken lever dog fortsat og mange tak for det, Tommy Seebach.

‘Under stjernerne på himlen’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Under stjernerne på himlen’ har biografpremiere den 20. marts.

Biografanmeldelse: Nate har et helt almindeligt job i en bank. Dagene går blot, mens han dagdrømmer om sin søde kollega Sherry. Nå ja, og så kan han for resten – som en art alternativ superhelt – ikke føle fysisk smerte pga. en genfejl, hvilket han forklarer Sherry på et tidspunkt, hvor romantikken titter lidt frem fra bag Nates ellers generte ydre.

Det går dog hverken værre eller bedre end, at hans drømmepige under et brutalt bankrøveri bliver taget som gidsel. Her kommer Nates ikkeeksisterende smertetærskel nu på sortkomisk vis til sin ret, da han sætter efter banditterne for at redde sin udkårne i actionkomedien ’Novocaine’. For hvad han mangler i kampfærdigheder, gør han op for i smerteundvigende udholdenhed.

Jack Quaid indtager veloplagt rollen som Nate, der i sin barndom og opvækst er blevet skærmet mod verden pga. sin genfejl, der gør ham særligt udsat for at dø, da han først for sent kan opdage, hvis han er kommet fysisk til skade. Bl.a. spiser han ikke fast føde af frygt for ved et uheld at bide sin egen tunge af, som han fortæller Sherry, da hun tilbyder ham en bid tærte.

Det er denne smertefri præmis, der er udgangspunktet for filmens slagkraftige strabadser, som Nate udsættes for i diverse sammenstød med både skurkene og ordensmagten. Det er af og til ganske grotesk morsomt, hvordan Nate både kommer til skade og til tider må fake, at han kan mærke smerte, men som engagerende historie, er der desværre ikke meget at komme efter.

Der gives eller indledningsvis ganske fin tid til at etablere relationen mellem Nate og Sherry, som spilles sejt, sødt og charmerende af Amber Midthunder. De to er faktisk gode sammen, men deres dynamik kommer aldrig rigtigt til at sætte sig dramatisk eller romantisk fast. ’Novocaine’ fungerer klart bedst, når den går all in på sine groteske voldsscenarier.

Desværre kan de ellers flere steder underholdende eskapader ikke holde momentum filmen igennem, hvor der også ramles småklodset ind i en antiklimatisk finale, mens skurkene ikke helt har den karaktermæssige pondus, man kunne ønske sig. Men manuskriptet giver dem heller ikke meget at arbejde med, hvilket desværre er symptomatisk for historien.

’Novocaine’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Novocaine’ har biografpremiere den 20. marts.