Biografanmeldelse: Det føles nærmest som et sælsomt varmt kram at krybe ind i instruktør og medforfatter Matthew Rankins surreelt fine ’Universal Language’. Med nedtonede farver sat i dejligt grynede billeder, træder jeg nemlig ind i en verden, der med et elegant tag om hverdagens mystik og overraskende sammenhænge fortæller tre sideløbende historier.

Med absurd kant og underspillet komisk tæft lander jeg i den vinterkolde og sneklædte by Winnipeg i Canada. Vi møder her overvejende iranske karakterer, der taler farsi, mens fransk også finder vej ind i sproget. På den måde bringes en verden, der er både det ene og det andet, dynamisk til live med en gribende atmosfære iklædt en dragende dobbelthed.

Vi møder her pigerne Negin og Nazgol, der finder en pengeseddel frosset fast under isen. De indleder nu et forsøg på at få brudt pengene fri. Det er ikke nemt. Det lader heller ikke til, at manden, vi følger i et simultant spor, har det nemt i sin rejse mod sin syge mor. Slutteligt kommer vi i selskab med en rejseguide, der forsøger at finde interessante sightings i uinteressante omgivelser.

Historierne synes ikke umiddelbart at have andet tilfælles end byen Winnipeg. Men med underfundig elegance snor handlingssporene sig på gribende vis langsomt ind i hinanden i en fascinerende fortalt film, der bl.a. også byder på en brillestjælende kalkun og en 80’er-klædt kagesælger med mullet. Min fornemmelse for filmens tidsperiode udfordres desuden midt i det hele.

For det filmstrimmel-æstetiske look og den skarptskårne arkitektur i brun og beige, bringer mig ind i et vinterlandskab, der emmer af 70’erne, mens også 80’erne stikker hovedet frem. Jeg bringes videre også ind i en samtid gennem årstal på glas fyldt med tårer. En engagerende tvetydighed i både tid og sted pibler således forførende frem.

Hertil kommer et bølgende flot score af komponisterne Amir Amiri og Christophe Lamarche-Ledoux, der smyger sig gnidningsløst om fotograf Isabelle Stachtchenkos dynamisk indfangede billeder af smuk symmetri og et levende kameraarbejde. Jeg trådte med ’Universal Language’ ind i en drømmende virkelighed mellem to kulturer. Forførende, morsomt og fascinerende.

’Universal Language’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Universal Language’ har biografpremiere den 22. maj.

Biografanmeldelse: Vi mødte første gang det nuttede og frække blå rumvæsen Stitch i Disneys tegnefilm ’Lilo & Stitch’ fra 2002. Nu er historien om familie, sorg og venskab blevet bragt til live på ny i en live action-film med samme titel. Det er stadig den velkendte historie om det umage møde mellem pigen Lilo og det lille blå bæst, der er omdrejningspunktet.

Der er dog gjort nogle plotmæssige ændringer i forhold til originalen, hvilket overvejende fungerer ok fint. Men ja, det gælder altså også her fortællingen om et intergalaktisk eksperiment, der har affødt den blå spradebasse, som må flygte til Jorden med skurke lige i hælene. Her møder væsenet på Hawaii således outsideren Lilo og et venskab opstår.

Venskabet udfordres af onde kræfter både fra rummet og i hjemmet, hvor Lilo bor alene med sin ældre søster Nani, da de er blevet forældreløse. Der følger altså midt i sol og sommer også sorg med i pakken, der beskrives på en følelsesfin måde. Nani har dog svært ved at holde helt styr på det lille hjem og Lilo, hvorfor myndighederne står for at anbringe Lilo hos en plejefamilie.

Filmen formår på underholdende, morsom og hjertevarm vis at bringe sin historie til live med en overordnet let tone, men uden at alvoren og savnet til forældrene glemmes. Hertil kommer ikke mindst det engagerende forhold mellem Lilo og Stitch. Det lykkedes stærkt at få kemien til at virke mellem pigen og det computerskabte væsen.

Her finder man et scoop i en yderst vellykket præstation af Maia Kealoha som Lilo. Hun har humor, varme og nærvær i et ligeledes vellykket portrætteret forhold til storesøsteren, der får gribende liv af Sydney Agudong, som gør sit bedste for at holde sammen på de to og den lille familie samt den tilvalgte familie med bl.a. Stitch og øvrige venner.

Man kan naturligvis som med Disneys øvrige liveaction-genindspilninger diskutere nødvendigheden af dem. Men når vi nu har fået en ny ’Lilo & Stitch’, vil jeg blot sige, at vi kan være glade for, at det er en vellykket film, som dog desværre løber ind i en unødvendig svulstig og for lang finale. Det sagt, så er Lilo og Stitch et herligt selskab at være i.

Filmen vises både med dansk og original engelsk tale. Jeg så den med engelsk tale.

‘Lilo & Stitch’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Lilo & Stitch’ har biografpremiere den 22. maj.

Biografanmeldelse: Selvom her er tale om den sjette film i det drabelige univers, så kan man godt stå på det blodige tog med ’Final Destination Bloodlines’, der ganske fermt tager den dræbende tete op efter den femte film i række med ’Final Destination 5’ fra 2011. Faktisk fylder franchisen 25 i år, da den første ’Final Destination’ er fra 2000. Nu fortsætter de opfindsomme dødsfald.

For som det også gælder de foregående kapitler, er en ikke-legemliggjort Døden atter på spil, når rækken af ofre dør foranlediget af kunstfærdige følgevirkninger, der leder til det ene både brutale og opfindsomme mord efter det andet. Ja, det er bl.a. netop de morbidt morsomme mord, der spiller en hovedrolle i filmene. Det gælder også dette sjette og delvist vellykkede indspark.

Her møder vi den universitetsstuderende Stefani, der plages af et tilbagevendende mareridt, hvor en række umiddelbart harmløse begivenheder ender med i massevis af splattede dødsfald. Hun står nu søvnløs og mentalt tyndslidt i en situation, hun kun kan se sig selv ud af ved at opsøge den eneste person, der måske kan afhjælpe mareridtet og stoppe Dødens gang.

Men hvordan snyder man Døden, som synes ustoppelig? Det er spørgsmålet, Stefani jagter i forsøget på at redde sig selv, sin familie og venner, der ellers står for skud. Så selvom der måske nok er detaljer, man misser i forhold til franchisen som helhed, er det nemt at følge med. Styrken findes nemlig ikke i historien eller karaktererne som sådan.

Det er de overraskende og originalt tænkte dødsfælder, der er filmens klare og underholdende styrke. Ganske vist gør bl.a. Kaitlyn Santa Juana god og ganske engagerende karakter som den desperate Stefani, hvor persongalleriet ellers mest består af generiske typer, som dog på fin vis udfylder deres respektive roller. Hverken mere eller mindre.

Men bl.a. gør en for filmserien tilbagevendende Tony Todd i en lille rolle atter karismatisk karakter som den mystiske Bludworth, der agerer hjælp for Stefani og følge. Desværre ender ’Final Destination Bloodlines’ med at være for lang og mister heraf flere gange momentum. Det gøres der dog ok op for gennem netop de sjaskede drab med morbid humoristisk kant. Splat!

’Final Destination Bloodlines’ får 3 ud af stjerner:

 

 

’Final Destination Bloodlines’ har biografpremiere den 15. maj.

Biografanmeldelse: Det er et intenst, vedkommende og kropsligt pulserende drama, jeg befinder mig i, når jeg i den franske ‘Souleymane’s Story’ kommer ind på livet af asylansøgeren Souleymane, der ræser Paris rundt som cykelbud. Han er en presset. For der er kun få dage til hans altafgørende asylansøgningssamtale, der kan sikre ham lovligt ophold i Frankrig.

Det er et hektisk, kaotisk og stressende liv uden et hjem for den unge afrikaner. Dagene går med at skrabe nok penge sammen til at klare sig på vejen mod at etablere et liv i byen, hvor han samtidig kæmper for at få sin natlige sengeplads på herbergerne. Alt imens øver han igen og igen sin historie om turen fra Guinea til Frankrig, inden den skæbnesvangre samtale.

Instruktør og medforfatter Boris Lojkine lykkedes altså stærkt med at skabe et miljø af stress for Souleymane. Af endeløse udfordringer. Både i byens gader, men også via dårlige telefonforbindelser til familie og venner i hjemlandet. Han er fanget i livet. Jeg føler mig også fanget. Det er gribende godt fortalt, selvom filmen momentant går lidt i ring om sig selv.

Det sagt, så er Abou Sangare i titelrollen et kæmpe scoop. Han beriger sin karakter med sjæl og nerve. Med desperation og menneskelige nuancer af sårbarhed og sejhed. Souleymane får et levet liv i skikkelse af Abou Sangare, der kropsliggør et menneske i jagten på et bedre liv. På overlevelse.

Det er også gennem fotograf Tristan Galands levende billeder, at jeg bringes ind i byens puls og i livet hos Souleymane, hvis skæbne står for at blive afgjort på et koldt kontor med en sagsbehandler bag tastaturet i en film, som er befriet for musik, der fortæller mig, hvad jeg skal føle og hvornår. Det er et nådesløst og barsk drama for fuld pedal.

‘Souleymane’s Story’ er ikke formfuldendt, men de kradse kanter er også med til at give fortællingen en rå nerve, som jeg gribes af. Filmens store styrke er primært at finde i Abou Sangares menneskelige portræt og i filmens sitrende nerve gennem den dynamiske fotografering. Boris Lojkine lykkedes kort sagt med at fortælle om et stykke liv, det både er svært at se i øjnene og tage øjnene fra.

‘Souleymane’s Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Souleymane’s Story’ har biografpremiere den 15. maj.

Biografanmeldelse: Der er en dybfølt melankoli i skildringen af den 19-årige Lianes drøm og jagt på at blive en kendt influencer i det franske drama ’Wild Diamond’. Her gælder det nemlig ikke lykkelig glamour og økonomisk overskud. Tværtimod må Liane hver dag kæmpe hårdt for at få livet til at styre i retning af berømmelsen. Mod anerkendelsen. Mod at blive elsket.

For dybest set synes Lianes jagt på at blive kendt som en jagt efter netop at blive elsket. Efter at blive set for den, hun er. Som et menneske, der har ret til og fortjener omsorg, nærvær og kærlighed. Her er således mere på spil end hurtige likes og tusindvis af følgere. Det er et portræt af en søgende og bebyrdet sjæl, der er ved at finde sin vej i et liv med trange kår og store drømme.

På den måde formår ‘Wild Diamond’ også nærværende og nuanceret at handle om at finde sin identitet på tærsklen ind i de for alvor voksnes rækker. Det er med imponerende troværdighed, at en dragende Malou Khebizi her portrætterer den både skrøbelige og målrettede Liane. Jeg tror på hende som et helt menneske på slingrekurs i et svært liv.

’Wild Diamond’ er gennem Liane på sin vis også et generationsportræt. Som en flig af en ungdomsvirkelighed, der er uløseligt flettet sammen med sociale medier. Deres betydning for og indvirken på det liv, vi lever. Filmen bliver heldigvis aldrig en stift løftet pegefinger, men fanger med indlevelse og ømhed Liane lige der, hvor hun. På gyngende grund.

I sin jagt på at flyve mod kendishimlen går Liane til casting på et populært realityshow, hvilket sender hende videre ind i en hvirvelstrøm af usikkerhed på sig selv. På sit udseende. På sig selv som et menneske, der er god nok, som hun er. For vil hun blive valgt eller vraget? Berømmelseskulturen hviler tungt på hendes usikre skuldre. Det er rørende og dybt gribende.

Coming-of-age-filmen er et hjerteskærende portræt af en ung kvinde, der famlende forsøger at finde sig selv i livet, mens hun også må kæmpe med et komplekst forhold til sin mor og en nær relation til sin lillesøster. Agathe Riedinger er på yderst sikker vis lykkedes med en stærk og vedkommende spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter.

’Wild Diamond’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wild Diamond’ har biografpremiere den 1. maj.