’Universal Language’ er som et sælsomt varmt kram sat mellem to verdener

Biografanmeldelse: Det føles nærmest som et sælsomt varmt kram at krybe ind i instruktør og medforfatter Matthew Rankins surreelt fine ’Universal Language’. Med nedtonede farver sat i dejligt grynede billeder, træder jeg nemlig ind i en verden, der med et elegant tag om hverdagens mystik og overraskende sammenhænge fortæller tre sideløbende historier.

Med absurd kant og underspillet komisk tæft lander jeg i den vinterkolde og sneklædte by Winnipeg i Canada. Vi møder her overvejende iranske karakterer, der taler farsi, mens fransk også finder vej ind i sproget. På den måde bringes en verden, der er både det ene og det andet, dynamisk til live med en gribende atmosfære iklædt en dragende dobbelthed.

Vi møder her pigerne Negin og Nazgol, der finder en pengeseddel frosset fast under isen. De indleder nu et forsøg på at få brudt pengene fri. Det er ikke nemt. Det lader heller ikke til, at manden, vi følger i et simultant spor, har det nemt i sin rejse mod sin syge mor. Slutteligt kommer vi i selskab med en rejseguide, der forsøger at finde interessante sightings i uinteressante omgivelser.

Historierne synes ikke umiddelbart at have andet tilfælles end byen Winnipeg. Men med underfundig elegance snor handlingssporene sig på gribende vis langsomt ind i hinanden i en fascinerende fortalt film, der bl.a. også byder på en brillestjælende kalkun og en 80’er-klædt kagesælger med mullet. Min fornemmelse for filmens tidsperiode udfordres desuden midt i det hele.

For det filmstrimmel-æstetiske look og den skarptskårne arkitektur i brun og beige, bringer mig ind i et vinterlandskab, der emmer af 70’erne, mens også 80’erne stikker hovedet frem. Jeg bringes videre også ind i en samtid gennem årstal på glas fyldt med tårer. En engagerende tvetydighed i både tid og sted pibler således forførende frem.

Hertil kommer et bølgende flot score af komponisterne Amir Amiri og Christophe Lamarche-Ledoux, der smyger sig gnidningsløst om fotograf Isabelle Stachtchenkos dynamisk indfangede billeder af smuk symmetri og et levende kameraarbejde. Jeg trådte med ’Universal Language’ ind i en drømmende virkelighed mellem to kulturer. Forførende, morsomt og fascinerende.

’Universal Language’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Universal Language’ har biografpremiere den 22. maj.

‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’ er et svulstigt action-epos

Biografanmeldelse: Der er i den grad schwung på det store drama og dyster dommedagsstemning i den ottende film i agent-franchisen med ’Mission: Impossible – The Final Reckoning’. Tom Cruise er naturligvis tilbage i rollen som den egenrådige agent Ethan Hunt, der siden den første film i 1996 har klaret adskillige strabadser for fuld underholdning.

Det er absolut stadig action-underholdende at være i selskab med Hunt og hans team, som denne gang står overfor deres vel nok største trussel mod menneskeheden. For som vi så i forgængeren ’Mission: Impossible – Dead Reckoning’ fra 2023, er en civilisationstruende kunstig intelligens på spil, den såkaldte ’The Entity’. Den må og skal stoppes, inden Jorden står for fald.

Det er altså blevet stor, større og størst i dette nye kapitel i den medrivende filmserie. Måske for stort? Der sker i hvert fald meget i filmens små tre timer lange spilletid. Så meget, at historien til tider truer med at rode unødvendigt rundt i sig selv. Det er dog aldrig mere end, at Tom Cruise får rettet den action-virile skude op med potente scener med halsbrækkende stunts.

For selvom dette bæst af en film er pustet op til bristepunktet med stort drama og vild action, får de nære relationer også fin plads og giver følelserne hos de involverede parter engagerende liv. Særligt det umage team imellem, hvor vi igen bl.a. finder Ving Rhames som det godmodige computergeni Luther, Simon Pegg som den optimistiske Benji og Hayley Atwell som den seje Grace.

Christopher McQuarrie har som med de tre forgængere instrueret og medforfattet de bombastiske eskapader. Han har atter et stærkt flair for at skabe nervepirrende spænding og fysisk nærværende action. Til vands, til lands og i luften. For selvom de store ambitioner momentant måske er ved at give under for sin egen vægt, holdes action-pedalen og det menneskelige drama ved lige.

Tom Cruise leverer igen et intenst portræt af Ethan, hvor der er plads til både skrøbelighed og målrettet sejhed, mens der vanen tro også spædes til med velbalanceret humor, selvom dette nok er den mest alvorlige film i rækken. Ja, ’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ er et stort bæst at gabe over, men hvilket bæst! Ambitiøs historiefortælling og storstilet action-rabalder.

’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mission: Impossible – The Final Reckoning’ har biografpremiere den 22. maj.

‘Lilo & Stitch’ er en vellykket ny version af den originale tegnefilm

Biografanmeldelse: Vi mødte første gang det nuttede og frække blå rumvæsen Stitch i Disneys tegnefilm ’Lilo & Stitch’ fra 2002. Nu er historien om familie, sorg og venskab blevet bragt til live på ny i en live action-film med samme titel. Det er stadig den velkendte historie om det umage møde mellem pigen Lilo og det lille blå bæst, der er omdrejningspunktet.

Der er dog gjort nogle plotmæssige ændringer i forhold til originalen, hvilket overvejende fungerer ok fint. Men ja, det gælder altså også her fortællingen om et intergalaktisk eksperiment, der har affødt den blå spradebasse, som må flygte til Jorden med skurke lige i hælene. Her møder væsenet på Hawaii således outsideren Lilo og et venskab opstår.

Venskabet udfordres af onde kræfter både fra rummet og i hjemmet, hvor Lilo bor alene med sin ældre søster Nani, da de er blevet forældreløse. Der følger altså midt i sol og sommer også sorg med i pakken, der beskrives på en følelsesfin måde. Nani har dog svært ved at holde helt styr på det lille hjem og Lilo, hvorfor myndighederne står for at anbringe Lilo hos en plejefamilie.

Filmen formår på underholdende, morsom og hjertevarm vis at bringe sin historie til live med en overordnet let tone, men uden at alvoren og savnet til forældrene glemmes. Hertil kommer ikke mindst det engagerende forhold mellem Lilo og Stitch. Det lykkedes stærkt at få kemien til at virke mellem pigen og det computerskabte væsen.

Her finder man et scoop i en yderst vellykket præstation af Maia Kealoha som Lilo. Hun har humor, varme og nærvær i et ligeledes vellykket portrætteret forhold til storesøsteren, der får gribende liv af Sydney Agudong, som gør sit bedste for at holde sammen på de to og den lille familie samt den tilvalgte familie med bl.a. Stitch og øvrige venner.

Man kan naturligvis som med Disneys øvrige liveaction-genindspilninger diskutere nødvendigheden af dem. Men når vi nu har fået en ny ’Lilo & Stitch’, vil jeg blot sige, at vi kan være glade for, at det er en vellykket film, som dog desværre løber ind i en unødvendig svulstig og for lang finale. Det sagt, så er Lilo og Stitch et herligt selskab at være i.

Filmen vises både med dansk og original engelsk tale. Jeg så den med engelsk tale.

‘Lilo & Stitch’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Lilo & Stitch’ har biografpremiere den 22. maj.

’For fuld musik’ ender for kalkuleret i sin historie om to umage brødre

Biografanmeldelse: Det er kontrasterne, der mødes i det franske komediedrama ’For fuld musik’. Her finder den klassiske dirigent og komponist Thibaut nemlig ad skæbnens lunefulde veje ud af, at han har en bror. Broderen Jimmy arbejder i en skolekantine, hvor der skovles kartoffelmos op på elevernes tallerkener dag ud og dag ind.

De to brødre kunne ved første øjekast altså ikke være meget mere forskellige. Thibaut finder dog ud af, at der er andet og mere end blodets bånd, som binder dem sammen. Jimmy har nemlig også en passion for musik som trombonespiller i et lille, lokalt marchorkester. Netop det umage møde mellem de to verdener, er en del af filmens drama og komik.

Kontrasten kommer dog til at fremstå en kende for kalkuleret i forhold til dramaets oprigtighed. Den heraf affødte komik bliver ligeledes også lidt for forudsigelig. Man lurer meget hurtigt, at Thibaut er af det bedre borgerskab og skolet de fineste steder, mens Jimmy og vennerne er af ringere sociale kår og med en mere frivol jargon.

Dermed ikke sagt, at noget af humoren og dramaet ikke fungerer. Det gør det. Det bliver desværre bare i sidste ende for forudsigeligt leveret, hvor den følelsesmæssige oprigtighed får skrammer på vejen, hvilket bl.a. er med til at underminere engagementet i de to brødres nyfundne relation og dramaet imellem dem.

Der lægges dog til med nogle ganske fine takter, hvor dramaet får lidt mere flyvehøjde og livet står skrøbeligt frem. Vi kan ikke vide, hvornår døden gør sit indtog. Vi må gribe livet og omfavne det netop nu – på trods af ens skæbne og vores forskelligheder. En måske nok slidt pointe, men her leveret ikke helt uden charme og nærvær.

Benjamin Lavernhe vinder efterhånden som filmen skrider frem ok levende ind i rollen som den succesfulde dirigent, mens samspillet med Pierre Lottin som knudemanden Jimmy sine steder lykkedes helt fint. ’For fuld musik’ tyngdes desværre bare af en generisk forudsigelighed, hvor drama og komik flere steder aldrig rigtigt får oprigtigt fat i følelserne.

’For fuld musik’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’For fuld musik’ har biografpremiere den 22. maj.

’Final Destination Bloodlines’ står stærkest via sine opfindsomme dødsfald

Biografanmeldelse: Selvom her er tale om den sjette film i det drabelige univers, så kan man godt stå på det blodige tog med ’Final Destination Bloodlines’, der ganske fermt tager den dræbende tete op efter den femte film i række med ’Final Destination 5’ fra 2011. Faktisk fylder franchisen 25 i år, da den første ’Final Destination’ er fra 2000. Nu fortsætter de opfindsomme dødsfald.

For som det også gælder de foregående kapitler, er en ikke-legemliggjort Døden atter på spil, når rækken af ofre dør foranlediget af kunstfærdige følgevirkninger, der leder til det ene både brutale og opfindsomme mord efter det andet. Ja, det er bl.a. netop de morbidt morsomme mord, der spiller en hovedrolle i filmene. Det gælder også dette sjette og delvist vellykkede indspark.

Her møder vi den universitetsstuderende Stefani, der plages af et tilbagevendende mareridt, hvor en række umiddelbart harmløse begivenheder ender med i massevis af splattede dødsfald. Hun står nu søvnløs og mentalt tyndslidt i en situation, hun kun kan se sig selv ud af ved at opsøge den eneste person, der måske kan afhjælpe mareridtet og stoppe Dødens gang.

Men hvordan snyder man Døden, som synes ustoppelig? Det er spørgsmålet, Stefani jagter i forsøget på at redde sig selv, sin familie og venner, der ellers står for skud. Så selvom der måske nok er detaljer, man misser i forhold til franchisen som helhed, er det nemt at følge med. Styrken findes nemlig ikke i historien eller karaktererne som sådan.

Det er de overraskende og originalt tænkte dødsfælder, der er filmens klare og underholdende styrke. Ganske vist gør bl.a. Kaitlyn Santa Juana god og ganske engagerende karakter som den desperate Stefani, hvor persongalleriet ellers mest består af generiske typer, som dog på fin vis udfylder deres respektive roller. Hverken mere eller mindre.

Men bl.a. gør en for filmserien tilbagevendende Tony Todd i en lille rolle atter karismatisk karakter som den mystiske Bludworth, der agerer hjælp for Stefani og følge. Desværre ender ’Final Destination Bloodlines’ med at være for lang og mister heraf flere gange momentum. Det gøres der dog ok op for gennem netop de sjaskede drab med morbid humoristisk kant. Splat!

’Final Destination Bloodlines’ får 3 ud af stjerner:

 

 

’Final Destination Bloodlines’ har biografpremiere den 15. maj.

’Sommerbogen’ er et følelsesfint kig ind i livets uundgåelige gang

Biografanmeldelse: Med sart skrøbelighed, menneskeligt nærvær og følelsesfine nuancer folder den liflige ’Sommerbogen’ sin fortælling roligt ud på en lille ubeboet og naturskøn ø i skærgården. Her følger vi en både solsmuk og regnvåd sommer 9-årige Sophia, hendes far og gamle farmor. Der hviler dog i de billedskønne omgivelser en sorg over de tre, da Sophias mor er gået bort.

Dette triste aspekt ved historien ligger som et usagt og vibrerende stille drama bag Sophias blik og i farens fordybelse i sit arbejde. Det er først og fremmest relationen mellem barnebarnet og hendes farmor, som er det centrale omdrejningspunkt, hvor jeg mærker tiden, der er løbet gennem farmorens årer og som kun lige er begyndt for Sophia.

Der er et yderst fint parløb mellem den unge pige og den aldrende kvinde, hvor mine tanker får lov til at få liv og bevæge sig bagud i tid. Tilbage til barndommens somre med teltture og sommerhusbesøg. Filmen finder sig nemlig til rette i sit helt eget tålmodige tempo, hvor instruktør Charlie McDowell ikke er bange for at hvile i scenerne, så nuet mærkes.

Det er befriende, at tiden får luft og plads til at folde sig ud. De brede vidder af blåt hav og uendeligheden over hovedet på trekløveret besidder sit helt eget rolige drama. For selvom der måske ikke sker meget på overfladen, ruller livet sig blidt og uundgåeligt afsted. Jeg drages engageret ind i denne sommer sammen med Sophia og farmoren.

Emily Matthews beriger portrættet af den eventyrlystne og egenrådige Sophia med nærvær, hvilket går dynamisk fint i spil med en vedkommende Glenn Closes eftertænksomme og varme farmor, som med et levet liv bag sig, står dramatisk engagerende op imod barnebarnet og sønnen, hvor sidstnævnte får forknyt menneskelighed af Anders Danielsen Lie.

’Sommerbogen’ er baseret på Tove Janssons bog af samme navn fra 1972 og bringes her billedgribende til live gennem fotograf Sturla Brandth Grøvlens sans for både det nære og det naturstore udtryk. Fortalt lige så meget gennem det usagte, som de fint skrevne ord, der står troværdigt frem i filmens virkelighed, hvor eventyret gemmer sig i sprækkerne.

’Sommerbogen’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sommerbogen’ har biografpremiere den 15. maj.

‘Souleymane’s Story’ sætter en skæbne pulserende intenst i spil

Biografanmeldelse: Det er et intenst, vedkommende og kropsligt pulserende drama, jeg befinder mig i, når jeg i den franske ‘Souleymane’s Story’ kommer ind på livet af asylansøgeren Souleymane, der ræser Paris rundt som cykelbud. Han er en presset. For der er kun få dage til hans altafgørende asylansøgningssamtale, der kan sikre ham lovligt ophold i Frankrig.

Det er et hektisk, kaotisk og stressende liv uden et hjem for den unge afrikaner. Dagene går med at skrabe nok penge sammen til at klare sig på vejen mod at etablere et liv i byen, hvor han samtidig kæmper for at få sin natlige sengeplads på herbergerne. Alt imens øver han igen og igen sin historie om turen fra Guinea til Frankrig, inden den skæbnesvangre samtale.

Instruktør og medforfatter Boris Lojkine lykkedes altså stærkt med at skabe et miljø af stress for Souleymane. Af endeløse udfordringer. Både i byens gader, men også via dårlige telefonforbindelser til familie og venner i hjemlandet. Han er fanget i livet. Jeg føler mig også fanget. Det er gribende godt fortalt, selvom filmen momentant går lidt i ring om sig selv.

Det sagt, så er Abou Sangare i titelrollen et kæmpe scoop. Han beriger sin karakter med sjæl og nerve. Med desperation og menneskelige nuancer af sårbarhed og sejhed. Souleymane får et levet liv i skikkelse af Abou Sangare, der kropsliggør et menneske i jagten på et bedre liv. På overlevelse.

Det er også gennem fotograf Tristan Galands levende billeder, at jeg bringes ind i byens puls og i livet hos Souleymane, hvis skæbne står for at blive afgjort på et koldt kontor med en sagsbehandler bag tastaturet i en film, som er befriet for musik, der fortæller mig, hvad jeg skal føle og hvornår. Det er et nådesløst og barsk drama for fuld pedal.

‘Souleymane’s Story’ er ikke formfuldendt, men de kradse kanter er også med til at give fortællingen en rå nerve, som jeg gribes af. Filmens store styrke er primært at finde i Abou Sangares menneskelige portræt og i filmens sitrende nerve gennem den dynamiske fotografering. Boris Lojkine lykkedes kort sagt med at fortælle om et stykke liv, det både er svært at se i øjnene og tage øjnene fra.

‘Souleymane’s Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Souleymane’s Story’ har biografpremiere den 15. maj.

’The Legend of Ochi’ er et fortryllende, fascinerende og forførende eventyr

Biografanmeldelse: Med et fortryllende nærvær, bringes jeg med den eventyrlige ’The Legend of Ochi’ ind i en verden, hvor faunaen er fremmedartet og hvor, der lever farlige abelignende væsner dybt i skovene. Vi møder her den tilbagetrukne pige Yuri, der lever i en lille afsidesliggende landsby i bjergene, hvor det simple liv praktiseres.

Hun og resten af byen lever under formaninger om ikke at bevæge sig udenfor efter mørkets frembrud, da de såkaldte Ochier kan gøre det af med en på et splitsekund. Det har været børnelærdom for Yuri, der dog snart kommer til at stille spørgsmål ved, om skovbæsterne nu også er så farlige, som historierne om dem forlyder.

For da en lille Ochi-unge ved et uheld efterlades af dens flok, kommer det nuttede væsen i hænderne på Yuri, der tager det kærligt til sig. Hun beslutter sig for at bringe dyret sikkert tilbage til dens hjem. Sideløbende møder vi Yuris skråsikre far – en karismatisk Willem Dafoe – der forsøger sit bedste for at stoppe datterens foretagende med en flok drenge og unge mænd ved sin side.

Isaiah Saxon spillefilmsdebuterer som instruktør og manusforfatter på vellykket vis, hvor 80’ernes eventyrfilm som ’E.T.’ og ’Gremlins’ ekkoer på smukkeste vis. Det er desuden en troværdig og betagende verden at træde ind i. Naturen er levende og dragende, hvor historien om forholdet mellem Yuri og den lille Ochi males nænsomt og nærværende op.

Her er Helena Zengel som Yuri et stærkt fund til rollen. Hun har en til tider helt overjordisk aura omkring sig. Jeg tror på hende og det eventyr, hun begiver sig ud på. Det også takket være overbevisende realiserede Ochi-væsner, hvor der spædes til med velbalancerede dryp af humor midt i det menneskelige drama, som også fornemt er i spil.

Det handler bl.a. om afsavn, familie og om at finde sin vej i en verden, der måske slet ikke er så farlig, som ellers antaget. Hertil kommer sitrende og svævende elegant musik af komponist David Longstreth, der på gribende vis går i spænd med fotograf Evan Prosofskys smukt komponerede billeder, der både lykkedes med at skabe intimitet og favne store naturvidder.

’The Legend of Ochi’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Legend of Ochi’ har biografpremiere den 8. maj.

’Wild Diamond’ er hjerteskærende og dybt rørende

Biografanmeldelse: Der er en dybfølt melankoli i skildringen af den 19-årige Lianes drøm og jagt på at blive en kendt influencer i det franske drama ’Wild Diamond’. Her gælder det nemlig ikke lykkelig glamour og økonomisk overskud. Tværtimod må Liane hver dag kæmpe hårdt for at få livet til at styre i retning af berømmelsen. Mod anerkendelsen. Mod at blive elsket.

For dybest set synes Lianes jagt på at blive kendt som en jagt efter netop at blive elsket. Efter at blive set for den, hun er. Som et menneske, der har ret til og fortjener omsorg, nærvær og kærlighed. Her er således mere på spil end hurtige likes og tusindvis af følgere. Det er et portræt af en søgende og bebyrdet sjæl, der er ved at finde sin vej i et liv med trange kår og store drømme.

På den måde formår ‘Wild Diamond’ også nærværende og nuanceret at handle om at finde sin identitet på tærsklen ind i de for alvor voksnes rækker. Det er med imponerende troværdighed, at en dragende Malou Khebizi her portrætterer den både skrøbelige og målrettede Liane. Jeg tror på hende som et helt menneske på slingrekurs i et svært liv.

’Wild Diamond’ er gennem Liane på sin vis også et generationsportræt. Som en flig af en ungdomsvirkelighed, der er uløseligt flettet sammen med sociale medier. Deres betydning for og indvirken på det liv, vi lever. Filmen bliver heldigvis aldrig en stift løftet pegefinger, men fanger med indlevelse og ømhed Liane lige der, hvor hun. På gyngende grund.

I sin jagt på at flyve mod kendishimlen går Liane til casting på et populært realityshow, hvilket sender hende videre ind i en hvirvelstrøm af usikkerhed på sig selv. På sit udseende. På sig selv som et menneske, der er god nok, som hun er. For vil hun blive valgt eller vraget? Berømmelseskulturen hviler tungt på hendes usikre skuldre. Det er rørende og dybt gribende.

Coming-of-age-filmen er et hjerteskærende portræt af en ung kvinde, der famlende forsøger at finde sig selv i livet, mens hun også må kæmpe med et komplekst forhold til sin mor og en nær relation til sin lillesøster. Agathe Riedinger er på yderst sikker vis lykkedes med en stærk og vedkommende spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter.

’Wild Diamond’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wild Diamond’ har biografpremiere den 1. maj.

’El Jockey’ er en syret, symbolladet og sanselig sjælerejse

Biografanmeldelse: Syret, symbolladet og sanselig film forfører med sin skæve tilgang til sin historie om alt fra livet, døden og genfødslen. Ja, instruktør og medforfatter Luis Ortegas originale og overraskende ’El Jockey’ jonglerer stilfuldt sine elementer og krøllede idéer med et visuelt opfindsomt billedsprog.

Publikum ankommer her til et eklektisk Buenos Aires, hvor vi møder den fallerede jockey Remo. Han er faldet dybt i gryden med druk og stoffer. Han formår kort sagt ikke længere at levere varen på hesteryg. Tidligere tiders sejre er afløst af faldet fra tinderne i en spiral af selvdestruktivitet.

Han havde ellers verden for sine fødder som respekteret jockey. Nu fortsætter faldet ned i mørket, hvor end ikke hans kollega Abril kan hjælpe ham op af hullet. Ikke nok med det. Remo står også i gæld til den brutale gangster Sirena, der utroligt nok satser på, at rytteren kan genvinde sin sejrende position på ny.

Herlig fortællermæssig opfindsomhed matches her billedskønt af visuelt stimulerende idéer, der er indfanget dynamisk af fotograf Timo Salminen. Filmen beror nemlig også på sin visuelle historiefortælling, hvor bl.a. tyngdeloven trodses og skarpt skårne indstillinger beriger plottet med symbolladet schwung.

Med en tiltagende fascinerende samt mere og mere obskur historie, bringes jeg ind i en verden af umage karakterer, hvor intet nødvendigvis er, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. ’El Jockey’ er således også en legende filmoplevelse, der drilsk udfordrer på mening og plot.

Der bliver nemlig ikke givet ved dørene, hvilket er forfriskende i en film, der snor sig ind i sig selv, hvor Nahuel Pérez Biscayart som Remo undergår en dragende forvandling, mens Úrsula Corberó er en cool modspiller som Abril. Luis Ortega har med andre ord skabt en dejligt aparte, overraskende og filmisk fascinerende sjælerejse.

‘El Jockey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘El Jockey’ har biografpremiere den 1. maj.