‘Det andet offer’ er et intenst medrivende hospitalsdrama

Biografanmeldelse: Det er nærmest som en spændingsfuld thriller, at det danske hospitalsdrama ’Det andet offer’ lægger pulserende fra start. Intenst og nervepirrende. Vi følger her lægen Alexandra på, hvad der kunne være en hvilken som helst anden dag på arbejde. Der er fuld fart på hospitalet, hvor der er mange forskellige beslutninger, der må tages.

Det er både hektisk og kaotisk, men med en fokuseret Alexandra i midten af fortællingen, der udspiller sig på neurologisk afdeling. Hun holder hovedet koldt, mens hun som læge hurtigt og effektivt må tage stilling til de mange patienter, som kommer ind på afdelingen. Én beslutning får dog tragiske konsekvenser, hvilket sender Alexandra på slingrekurs.

Det er måske ikke i selve fortællingen, at overraskelserne skal findes. Det er mere i reaktionerne og relationerne mellem Alexandra, hendes kollegaer og de pårørende, at det medrivende drama skal findes. Det står også virkelig stærkt i Zinnini Elkingtons vellykkede spillefilmsdebut som instruktør, der fint holder fast på sin spændingskurve.

Her er temaer som skyld og ansvar sat engagerende i spil, hvor man i centrum finder en nærværende og overbevisende Özlem Saglanmak som Alexandra, der må forsøge at manøvrere i de konsekvenser, hun slår hovedet mod på hospitalet. Overfor hende finder man den pårørende Camilla i skikkelse af en nuanceret gribende Trine Dyrholm.

’Det andet offer’ overrasker måske ikke i sin historie. Fred med det, da den er drøngodt fortalt og spillet, hvor emner som konsekvenser og magtesløshed også er i spil på et fint menneskeligt plan, der får luft under vingerne gennem bl.a. karaktererne. Her skal fotograf Mia Mai Dengsø Graabæks dynamiske kameraarbejde også fremhæves.

Det samme skal Ania de Sás indlevende klipning, der er med til at bringe nerve til fortællingen sammen med Jenny Rossanders flot sitrende score. Så selvom filmen måske ikke kommer hele vejen ind i følelserne, hvor mit hjerte slår et ekstra slag, er ’Det andet offer’ bestemt en stærk spillefilmsdebut. Jeg glæder mig til meget mere fra Zinnini Elkingtons hånd.

’Det andet offer’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Det andet offer’ har biografpremiere den 10. april.

’The Amateur’ ender desværre som et generisk spion-fix

Biografanmeldelse: Jeg ville så gerne have, at actionthrilleren ’The Amateur’ var bedre, end tilfældet er. For desværre ender eskapaderne som en generisk fortælling om hævn med ligeledes uinspireret action, mens fortællingen næsten går i stå halvvejs. Det sagt, så er Rami Malek god som den computerkyndige og introverte Charlie, der arbejder dybt inde bag murene hos CIA.

Da en tragisk begivenhed imidlertid indtræffer i Charlies liv, bringer det ham på hævnens vej. Men hvordan skal en computernørd forvandle sig til en handlekraftig hævner ude i virkeligheden? Denne transformation overbeviser da heller aldrig rigtigt. Det bliver endog noget ufrivilligt komisk, da han på et tidspunkt dirker en lås op i al hast med hjælp fra YouTube.

Heldigvis er netop Rami Malek et stærkt kort for filmen, selvom manuskriptet ikke giver ham meget at arbejde med. Han gør dog bestemt, hvad han kan og det fungerer til dels. Mest når det er hans intelligens, der klarer ærterne og ikke muskelkraft. Men han undgår ikke, at troværdigheden fiser af spion-ballonen, mens momentum bliver for slap hen over filmens midte.

Der hvor filmen bliver mere interessant er i Charlies tekniske formåen med en computer. Bl.a. også i måden, hvorpå det beskrives, hvordan vi konstant overvåges i en fortsat mere globaliseret verden, hvor alt og alle efterlader sig digitale fodspor, så det ikke er videre vanskeligt at blive fundet, hvis først CIA-kyndige folk – eller Charlie – sætter sig for netop det.

Samtidig med hævnfortællingen har Charlie et trumfkort i ærmet over for det CIA, som han har vendt ryggen i sin mission efter retfærdighed. Han har nemlig beviser for yderst fordækte begivenheder, som hans chefer for enhver pris vil lægge låg på. Det er måske nok et klassisk setup, men altså med det benspænd, at man i midten finder agent-amatøren Charlie.

Laurence Fishburne tilføjer desuden karismatisk autoritet til filmen i form af en mystisk agent, mens bl.a. Holt McCallany har styrke som CIA-chef med Julianne Nicholson som øverstkommanderende. ’The Amateur’ kommer bare aldrig formfuldendt ned i sine temaer og overbeviser ikke med sin transformation af Charlie. Middelmådig er desværre ordet for filmen.

’The Amateur’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Amateur’ har biografpremiere den 10. april.

’The Stranger’ bliver hurtigt mere enerverende end reflekterende interessant

Biografanmeldelse: Delt op i nummererede kapitler og overvejede fortalt gennem en lang montage af VHS-knitrende levende billeder folder Simon Stahos kalejdoskopiske ‘The Stranger’ sig ud med dertilhørende kortklippede citater fra bl.a. filosoffer og religiøse tekster samt diverse informationer om alt fra befolkningsgrupper og verdenshistorie til indvandring med meget mere.

Der er nok at holde styr på, når man i filmens strittende puslespil mellem fiktion og fakta må forsøge at manøvrere i informationen, der præsenteres for en. Det er til en start ok pirrende at blive lukket ind i filmens verden, hvor der især tages tematisk hånd om det fremmede i en verden, som er blevet mindre og mindre i takt med globaliseringen.

Det gælder også de verdensomspændende problematikker og krige, filmen åbner låget til for at lade det flyde ud med tekstbidder, billedmateriale og tanker om særligt de fremmed helt konkret og mere abstrakt, videre til flygtningekriser og politisk splittelse. Det handler om både frygten for, men også fascinationen af det fremmede. Samt empati og mulig mangel på samme.

Heraf titlen ’The Stranger’. For med bl.a. sine citater fra også biblen og koranen sættes modsætninger og måske mere interessant ligheder op, hvor skellet i mørket ellers umiddelbart synes at ekkoe parternes modsætninger. Vi stammer jo alle fra det samme område i Afrika, som filmen lader os forstå. De mange refleksioner i filmen ender dog ofte som løse ender i et net, der ikke rigtigt fanger, men mere flagrer distancerende.

Filmens form bliver hurtigt mere enerverende end tankevækkende og fascinerende. På lydsiden bliver det i samspil med netop den filmiske form og de mange tekststykker hurtigt en art splittet monolog, der mister retning og slipper min interesse. Det er som en uforløst malstrøm af tanker om ovenstående, som man må forsøge at manøvrere i. Desværre ender det ikke som et værk, der rigtigt danner interessant grobund for eftertanke, indsigt og nye horisonter.

I stedet ender ‘The Stranger’ med at være mere anstrengende i sine retoriske, visuelle og lydmæssige virkemidler. Filmens videobåndsæstetik skaber mere distance end indfanger og fanger med sin myriade af information. Det selvom udgangspunktet med at tage favntag om mødet med det fremmede – med det vi ikke forstår – er interessant og universelt.

’The Stranger’ vil mange ting, men i stedet for at rykke mig ind i et uforudsigeligt og dragende univers af tanker, refleksion og information, bliver den forudsigelig i sine påpegninger. Jeg bliver aldrig rigtigt klogere på hverken indhold eller menneskelige mekanismer. Det meste af indholdet hives ind i en filmisk kontekst, hvor det mere ender med at baske løst rundt end at engagere. Grebet med mere at stille spørgsmål end at give svar kunne dog have lagt op til en udfordrende debat og nye konfronterende tanker. Det lykkedes desværre ikke.

‘The Stranger’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘The Stranger’ har biografpremiere den 10. april.

‘En Minecraft Film’ leverer kubisk kulørte fjollerier

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Mit kendskab til det vildt populære computerspil Minecraft er ret begrænset. Jeg har fx ikke spillet det selv. Jeg kender dog til det helt basale med, at man i et univers bygget op af kvadratiske klodser kan bygge alt, hvad fantasien rækker til. Skulle jeg mene. Nu lander så spilfilmatiseringen ’En Minecraft Film’.

Der er fuld knald på gakkede indfald og skøre fjollerier, action og kulørte eskapader, umage karakterer og ok god fart over feltet, når turen går ind i det klodsede univers for den dejligt nørdede dreng Henry, hans seje søster Natalie, ejendomsmægler/zoologisk have-ejer Dawn og den afdankede gamer Garrett aka ’The Garbage Man’ med en storhedstid i 80’erne.

Dette brogede firkløver ender ved skæbnens lunefulde veje med at ryge gennem en mystisk portal og ind i den farverige Minecraft-verden. Den trues dog af onde kræfter fra en verden under dem og her en hob af grumme kubiske bæster. Så nu må de fire på afveje både forsøge at redde de gode fra de onde og samtidig finde vej tilbage til deres egen verden.

Nej, det er ikke just historien, som er det primære trækplaster. Den fungerer mest af alt som et letforståeligt tog, som sætter karaktererne og det sprudlende Minecraft-univers på skinner, der således kører i et overvejende fint tempo på vejen mod en dog lige lang nok finale og tredje akt. Det sagt, så er der heldigvis spædet godt til med spas og skøre løjer.

Her kommer særligt Jason Momoas herlige 80’er-gamer med 80’er-garn og 80’er-outfit på banen i kulørt samspil med den endnu mere gakkede Jack Black, som indtager rollen som den ellers helt almindelige Steve, der allerede er blevet opslugt af Minecraft-universet. Han er på sin vis vejfinder for de nye ”spillere” i den firkantede verden.

’En Minecraft Film’ fungerer bedst, når den tør gå den morsomt bizarre vej, hvor bl.a. Jack Black gør sin overgearede Jack Black-ting og Jason Momoa får lov til at have en charmerende karikeret fest som elskeligt 80’er-levn. Samme komiske gennemslagskraft har Sebastian Hansen og Emma Myers som søskendeparret ikke. Fred med det, for det er ikke deres karakterers rolle.

I instruktørstolen finder man Jared Hess, som man vil kende for de tørt groteske og skævt morsomme film som ’Napoleon Dynamite’, ’Nacho Libre’ og ’Gentlemen Broncos’, der alle har deres helt eget sælsomme særkende a la Jared Hess. Helt samme unikke tone har ’En Minecraft Film’ dog ikke, men instruktørens komisk krøllede hjerne benægter sig bestemt ikke.

Filmen kan ses med både danske stemmer og original tale.

‘En Minecraft Film’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘En Minecraft Film’ har biografpremiere den 3. april.

‘Queer’ er en forførende sensuel og sitrende rejse ud af kroppen

Biografanmeldelse: Der er sitrende schwung på både følelser, begær og kærlighed, når man med filmskaberen Luca Guadagninos forførende og fascinerende ’Queer’ tages med til 1950’ernes Mexico City. Her møder vi amerikaneren Lee, der bor i selvvalgt eksil, hvor dagene bruges i ensomhed og på barerne i selskab med tequilashots, kæderygning og diverse seksuelle møder.

Filmen er baseret på William S. Burroughs’ bog af samme navn, der i hænderne på Luca Guadagnino er forløst til en sveddryppende varm affære i mere end én forstand. For byen er varm, men sveden løber også nærmest konstant fra Lees pande og fra kroppene, når Lee inviterer mænd med på små hotelværelser for at lette trykket og føle et andet menneskes nærhed.

Afhængigheden er måske nok for Lee helt konkret alkoholen og stærkere rusmidler, men for ham synes også en afhængighed af andre mennesker at blive malet op. Eller måske rettere en længsel efter at blive ét med et andet menneske. Med kærligheden. Med rusen. Med livet. Det er nemlig et levet liv, jeg her bringes ind i, når jeg møder Lee og hans famlende tilværelse.

Lee spilles af en hele vejen fascinerende Daniel Craig, der på nuanceret vis får fremmanet et menneske i flere lag og med modsætninger indbygget i sit væsen. Drama, dilemmaer og ubesvarede spørgsmål dirrer i den varme luft, mens Luca Guadagnino også fremtryller visuelt elegante scener af ren filmforførende magi i samspil med fotograf Sayombhu Mukdeeproms betagende billeder.

Det er både ensomheden, de befolkede beværtninger og tosomheden, der bringes til live, hvor Lees skelsættende møde med den yngre Eugene sender hans verden på den anden ende. Her finder man en mystisk Drew Starkey som den tilknappede modpart. Romantikken, begæret og kærligheden koger nu bag Lees stålblanke øjne og i bunden af flaskerne, der hober sig op.

Selvom fortællingen måske nok lige skal finde sin tone og tempo, lykkedes det for Luca Guadagnino at bringe mig i svævende frit fald, når særligt filmen bugter sig ind i sin tredje syrede del, hvor overraskelserne venter og et indre eventyr får en ydre form. Det er her, at Lees længsel efter noget mere når nye højder. Hans jagt på at finde en oprigtig forbindelse med et andet menneske.

’Queer’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Queer’ har biografpremiere den 3. april.

’Hele vejen’ er et brutalt møde med den københavnske underverden

Biografanmeldelse: Det er med forknyt mine og mørke billeder, at vi i den danske krimi-thriller ’Hele vejen’ kommer en tur ned i den københavnske underverden af barske og brutale kriminelle. Det er undervejs både ganske intenst og fermt engagerende. Formfuldendt bliver filmen desværre ikke, men holdes bl.a. oppe af et par stærke skuespillerpræstationer.

Vi møder her en nærværende Afshin Firouzi som Cairo, der har trukket sig tilbage fra det kriminelle miljø for 10 år siden. Han lever nu et liv på den rigtige side af loven, hvor han arbejder som bandeexit-konsulent. Freden varer dog ikke ved. For da hans unge nevø Hamza en dag forsvinder, træder Cairo tilbage i de kriminelles verden for at finde ham.

Det er i udgangspunktet en ganske interessant præmis, der kredser om temaer som fortidens dæmoner og nutidens valg, der kan og vil få rå konsekvenser. Desværre kniber det med troværdigheden i filmens fortælling og det desværre ikke helt skarpe manuskript, der er forfattet af filmens instruktør Jahfar Muataz i samarbejde med Babak Vakili.

’Hele vejen’ fungerer derimod ret så godt, når den serverer intensitet i mødet med de kyniske kriminelle. Her kan man mærke en reel fare for Cairos ve og vel i flere scener – selvom skurkene måske nok ender med at blive lidt endimensionelle. Men den nervøse energi er til stede i flere scener, der også holdes sitrende i live gennem det stærke score af komponist Tobias Kropp.

Desværre ramler filmen ind i en finale, der ikke rigtigt rammer følelserne rent eller med en troværdighed intakt. Her fungerer finalen bedre på et tematisk plan end som et engagerende filmisk klimaks. Det samme kan desværre også siges om karakteren Cairo, hvor jeg ikke helt kommer til at tro på hans hurtige valg om at sætte sit liv over styr efter 10 års lovlydighed.

For selvom desperation kan få os mennesker til meget, er jeg ikke helt med på denne karaktermæssige tur. Det sagt, så har ’Hele vejen’ flere fint brutale scener med et par ligeledes stærke skuespillerpræstationer, men troværdigheden i fortællingen og Cairos karakter sidder ikke helt i skabet i en film, der undervejs også mister lidt af sit momentum.

’Hele vejen’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hele vejen’ har biografpremiere den 3. april.

‘Under stjernerne på himlen’ rammer aldrig følelserne hårdt nok

Biografanmeldelse: Vi kender ham bl.a. for opløftende hits som ’Disco Tango’, ’Hip hurra det’ min fødselsdag’ og ’Krøller eller ej’. Men historien om den danske musiker Tommy Seebach rummer også en tragedie. Det er bl.a. denne skyggeside, der er det dramatiske omdrejningspunkt for den biografiske film om hitsnedkeren med titlen ’Under stjernerne på himlen’.

I rollen som Tommy Seebach ses Anders Matthesen, der både har varme, charme og krøller, men som desværre aldrig for alvor forsvinder helt ind i rollen samt de følelser og nuancer, der ellers er på spil i mennesket bag den kulørte fest. Han vinder dog på sit sympatiske væsen, selv når han rammer bunden af flasken og pisser på stuegulvet.

Tommy Seebachs storhedstid op igennem 70’erne og 80’erne bliver nemlig i filmen leveret primært i en veloplagt montage, mens hovedhistorien udspiller sig fra starten af 1990’erne, hvor sangeren kæmper en opslidende kamp for at bevare sin position i musikbranchen. Det er ikke nemt, da en ny generation er klar til at tage over. Ikke mindst i hans elskede Melodi Grand Prix.

Filmens delvise dramatiske fokus rammer her ind i netop kampen for at skabe det næste store hit, nemlig kærlighedshyldesten til Tommy Seebachs datter med titlen ’Under stjernerne på himlen’. Det bliver et desværre historiemæssigt lidt snævert fokus. Der forsøges dog også fortalt en historie om et ægteskab, en familie og et menneske i opløsning.

Men selvom bl.a. Neel Rønholt som hustruen Karen gør det godt som overbærende og kærlig støtte for den alkoholiserede Tommy Seebach, kommer fortællingen og karaktererne aldrig rigtigt engagerende til live hele vejen rundt og rammer heller ikke helt derind, hvor de oprigtige følelser bliver sat i medrivende svingninger.

Det hænger måske også sammen med filmens generiske narrativ, der følger en alt for velkendt formel til punkt og forudsigelig prikke, mens det også er småt med visuelt interessante greb. Selvom bl.a. forvandlingen af et dansegulv til et tomt lokale virker ganske fint. Det er bare aldrig nok til at redde filmen fra at være noget dramatisk flad og historiemæssigt uinteressant.

Det er virkelig en skam, da mennesket Tommy Seebach rummer både stor kærlighed og stor smerte samt de følelsesmæssige tangenter herimellem. Fra det rørende til det livsbekræftende. Det er dog den opløftende kærlighed, som sejrer i filmen. Med en melankolsk eftersmag af den tragedie, der også er historien om Tommy Seebach og hans elskede hits.

‘Under stjernerne på himlen’ bliver bare aldrig formfuldendt, men har bl.a. også et godt øje for at ramme tidsbillederne, hvor særligt 90’erne kommer fint til live. Som et gribende drama om et menneske i frit fald rammer filmen bare aldrig følelserne hårdt nok til at sætte sig, men bliver mest af alt forglemmelig. Musikken lever dog fortsat og mange tak for det, Tommy Seebach.

‘Under stjernerne på himlen’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Under stjernerne på himlen’ har biografpremiere den 20. marts.

Filmbastarden ‘About a Hero’ er vidunderligt underlig

Biografanmeldelse: Kan AI skabe kunst? Kan AI være en kreativt skabende kraft? Kan AI lave en film? Det synes at være udgangspunktet for den vidunderligt underlige ’About a Hero’. Her er manuskriptet nemlig skabt af AI. Denne kunstige intelligens er dog ikke trænet af hvem eller hvad som helst. Denne AI er trænet på den legendariske filmskaber og dokumentarist Werner Herzogs værker.

Det skulle efter sigende være en udtalelse fra 2016 af netop Werner Herzog, der antændte idéen til filmen i instruktør Piotr Winiewicz. Her lød det, som også citeret i filmens start: ”A computer will not create a film as good as mine in 4,500 years”. Det er en fascinerende udtalelse, der bl.a. også vidner om, at det vil ske på et tidspunkt og åbner hermed blikket ind til fremtiden.

Således bevæbnet med AI-manuskriptet kommer jeg med ind i en sælsom fortælling, hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stole på. Eller holde narrativt fast i. Men i dette fascinerende eksperiment kommer et mordmysterie til syne i den fiktive by Getunkirchenburg. Det hele kædes sammen med en fabrik, hvor den ansatte Dorem Clery findes død under mystiske omstændigheder.

Således krølles jeg ind i dette mysterium, hvor en urovækkende stemning på aparte vis sætter scenen for historien, der er dragende løsmasket. Vi møder bl.a. øjenvidner til det underlige dødsfald, der måske, måske ikke var et mord. Med bl.a. ”Werner Herzog” som fortæller sammenflettes disse fiktive interviews med tanker om AI fra bl.a. kunstnere og filosoffer.

Her er altså tale om en bastardfilm med dokumentariske dele og så den fiktive fortælling på den anden side. Alt sammen flettet sammen på en sådan måde, at mine tanker sættes nysgerrigt i gang, mens jeg undervejs også udfordres på, hvad det hele i grunden går ud på. Ja, hvad og hvem kan jeg i grunden stole på i filmen? Mennesket eller maskinen?

’About a Hero’ er på sin egen besynderlige og sort komiske måde en fabuleren over bl.a. menneskets eksistens sat op overfor den kunstige intelligens og forholdet mellem disse to. Det handler om kunst, evigt liv, originalitet og sjælens natur. Om at være menneske og om at være maskine. Det handler om meget. Måske for meget? Men vidunderligt underlig, det er den.

’About a Hero’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’About a Hero’ har biografpremiere på filmfestivalen CPH:DOX den 20. marts.

’Novocaine’ er bedst, når den går all in på sin groteske vold

Biografanmeldelse: Nate har et helt almindeligt job i en bank. Dagene går blot, mens han dagdrømmer om sin søde kollega Sherry. Nå ja, og så kan han for resten – som en art alternativ superhelt – ikke føle fysisk smerte pga. en genfejl, hvilket han forklarer Sherry på et tidspunkt, hvor romantikken titter lidt frem fra bag Nates ellers generte ydre.

Det går dog hverken værre eller bedre end, at hans drømmepige under et brutalt bankrøveri bliver taget som gidsel. Her kommer Nates ikkeeksisterende smertetærskel nu på sortkomisk vis til sin ret, da han sætter efter banditterne for at redde sin udkårne i actionkomedien ’Novocaine’. For hvad han mangler i kampfærdigheder, gør han op for i smerteundvigende udholdenhed.

Jack Quaid indtager veloplagt rollen som Nate, der i sin barndom og opvækst er blevet skærmet mod verden pga. sin genfejl, der gør ham særligt udsat for at dø, da han først for sent kan opdage, hvis han er kommet fysisk til skade. Bl.a. spiser han ikke fast føde af frygt for ved et uheld at bide sin egen tunge af, som han fortæller Sherry, da hun tilbyder ham en bid tærte.

Det er denne smertefri præmis, der er udgangspunktet for filmens slagkraftige strabadser, som Nate udsættes for i diverse sammenstød med både skurkene og ordensmagten. Det er af og til ganske grotesk morsomt, hvordan Nate både kommer til skade og til tider må fake, at han kan mærke smerte, men som engagerende historie, er der desværre ikke meget at komme efter.

Der gives eller indledningsvis ganske fin tid til at etablere relationen mellem Nate og Sherry, som spilles sejt, sødt og charmerende af Amber Midthunder. De to er faktisk gode sammen, men deres dynamik kommer aldrig rigtigt til at sætte sig dramatisk eller romantisk fast. ’Novocaine’ fungerer klart bedst, når den går all in på sine groteske voldsscenarier.

Desværre kan de ellers flere steder underholdende eskapader ikke holde momentum filmen igennem, hvor der også ramles småklodset ind i en antiklimatisk finale, mens skurkene ikke helt har den karaktermæssige pondus, man kunne ønske sig. Men manuskriptet giver dem heller ikke meget at arbejde med, hvilket desværre er symptomatisk for historien.

’Novocaine’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Novocaine’ har biografpremiere den 20. marts.

Eventyret ‘Snehvide’ har en prinsesse med pondus

Biografanmeldelse: De fleste kender nok brødrene Grimms klassiske eventyr om Snehvide og heraf også Disneys tegnefilm ’Snehvide og de syv dværge’ fra 1937. Nu kommer gentænkningen af eventyret i form af en live-action-film, der blot lyder titlen ’Snehvide’. Der er således gjort nogle nye fortællermæssige greb i forhold til originalen.

Bl.a. er Snehvide nu opkaldt efter sin fødselsnat, der fandt sted under en snestorm og ikke efter sin hudfarve, mens dværgene her er magiske skabninger, der er mere end 200 år gamle. Nå ja, og så er der ikke en prins, der rider ind på den hvide hest og redder Snehvide. Her står prinsessen selv stærkt i front i kampen mod sin stedmor, den onde dronning.

Der er med andre ord kommet mere fylde på både karakterer og historie i forhold til Disneys original, mens nye greb som sagt er taget om fortællingen om bl.a. godhed og retfærdighed kontra magtsyge og narcissisme. Set gennem netop Snehvide kontra den onde dronning, der – som i originalen – spørger sit magiske spejl om, hvem der er den skønneste i landet.

Rachel Zegler indtager med klar sangstemme, sejhed og et rent hjerte rollen som den gode Snehvide, der må finde sin vej til at blive den leder, hun er født til at blive. Andrew Burnap indtager en ny karakter, nemlig som oprørslederen Jonathan, der i et veloplagt parløb med Snehvide deler scenen om at gå op imod den onde dronning tilsat overvejende vellykkede musiknumre.

Overfor de to finder man Gal Gadot som stedmoren, der klædt i kropsfaste rober står skarpt og ondt malet op. Lidt mere ondskab i hendes udtryk havde ikke gjort noget, men efter forvandlingen til den gamle kone med det forgiftede æble kommer der dog mere tyngde i den ækle ondskab. Men for alvor dramatisk tung og følelsesmæssigt nuanceret, bliver eventyret ikke.

Det sagt, så er filmen et overvejende underholdende bekendtskab, hvor bl.a. også de syv små følgesvende bidrager med rappe og morsomme replikker, der dynamisk afløser hinanden i bl.a. også samspillet med Snehvide og gruppen af skovens oprørere og søde dyr. Her er dog på trods af historiens opdatering ikke mange narrative overraskelser at komme efter.

’Snehvide’ er fortsat eventyret, som mange vil kende og genkende fra både Grimms skrevne ord og ikke mindst Disneys 1937-version. Her er bl.a. givet mere pondus til prinsessen og hendes selvstændighed som karakter og heraf også tilført et større drama i kampen om kongeriget og mod den onde dronning. Men helt formfuldendt og stærkt nok står dramaet ikke.

’Snehvide’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Snehvide’ har biografpremiere den 20. marts.