’Wild Diamond’ er hjerteskærende og dybt rørende

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er en dybfølt melankoli i skildringen af den 19-årige Lianes drøm og jagt på at blive en kendt influencer i det franske drama ’Wild Diamond’. Her gælder det nemlig ikke lykkelig glamour og økonomisk overskud. Tværtimod må Liane hver dag kæmpe hårdt for at få livet til at styre i retning af berømmelsen. Mod anerkendelsen. Mod at blive elsket.

For dybest set synes Lianes jagt på at blive kendt som en jagt efter netop at blive elsket. Efter at blive set for den, hun er. Som et menneske, der har ret til og fortjener omsorg, nærvær og kærlighed. Her er således mere på spil end hurtige likes og tusindvis af følgere. Det er et portræt af en søgende og bebyrdet sjæl, der er ved at finde sin vej i et liv med trange kår og store drømme.

På den måde formår ‘Wild Diamond’ også nærværende og nuanceret at handle om at finde sin identitet på tærsklen ind i de for alvor voksnes rækker. Det er med imponerende troværdighed, at en dragende Malou Khebizi her portrætterer den både skrøbelige og målrettede Liane. Jeg tror på hende som et helt menneske på slingrekurs i et svært liv.

’Wild Diamond’ er gennem Liane på sin vis også et generationsportræt. Som en flig af en ungdomsvirkelighed, der er uløseligt flettet sammen med sociale medier. Deres betydning for og indvirken på det liv, vi lever. Filmen bliver heldigvis aldrig en stift løftet pegefinger, men fanger med indlevelse og ømhed Liane lige der, hvor hun. På gyngende grund.

I sin jagt på at flyve mod kendishimlen går Liane til casting på et populært realityshow, hvilket sender hende videre ind i en hvirvelstrøm af usikkerhed på sig selv. På sit udseende. På sig selv som et menneske, der er god nok, som hun er. For vil hun blive valgt eller vraget? Berømmelseskulturen hviler tungt på hendes usikre skuldre. Det er rørende og dybt gribende.

Coming-of-age-filmen er et hjerteskærende portræt af en ung kvinde, der famlende forsøger at finde sig selv i livet, mens hun også må kæmpe med et komplekst forhold til sin mor og en nær relation til sin lillesøster. Agathe Riedinger er på yderst sikker vis lykkedes med en stærk og vedkommende spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter.

’Wild Diamond’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wild Diamond’ har biografpremiere den 1. maj.

’El Jockey’ er en syret, symbolladet og sanselig sjælerejse

/i , /af

Biografanmeldelse: Syret, symbolladet og sanselig film forfører med sin skæve tilgang til sin historie om alt fra livet, døden og genfødslen. Ja, instruktør og medforfatter Luis Ortegas originale og overraskende ’El Jockey’ jonglerer stilfuldt sine elementer og krøllede idéer med et visuelt opfindsomt billedsprog.

Publikum ankommer her til et eklektisk Buenos Aires, hvor vi møder den fallerede jockey Remo. Han er faldet dybt i gryden med druk og stoffer. Han formår kort sagt ikke længere at levere varen på hesteryg. Tidligere tiders sejre er afløst af faldet fra tinderne i en spiral af selvdestruktivitet.

Han havde ellers verden for sine fødder som respekteret jockey. Nu fortsætter faldet ned i mørket, hvor end ikke hans kollega Abril kan hjælpe ham op af hullet. Ikke nok med det. Remo står også i gæld til den brutale gangster Sirena, der utroligt nok satser på, at rytteren kan genvinde sin sejrende position på ny.

Herlig fortællermæssig opfindsomhed matches her billedskønt af visuelt stimulerende idéer, der er indfanget dynamisk af fotograf Timo Salminen. Filmen beror nemlig også på sin visuelle historiefortælling, hvor bl.a. tyngdeloven trodses og skarpt skårne indstillinger beriger plottet med symbolladet schwung.

Med en tiltagende fascinerende samt mere og mere obskur historie, bringes jeg ind i en verden af umage karakterer, hvor intet nødvendigvis er, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. ’El Jockey’ er således også en legende filmoplevelse, der drilsk udfordrer på mening og plot.

Der bliver nemlig ikke givet ved dørene, hvilket er forfriskende i en film, der snor sig ind i sig selv, hvor Nahuel Pérez Biscayart som Remo undergår en dragende forvandling, mens Úrsula Corberó er en cool modspiller som Abril. Luis Ortega har med andre ord skabt en dejligt aparte, overraskende og filmisk fascinerende sjælerejse.

‘El Jockey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘El Jockey’ har biografpremiere den 1. maj.

‘Det sidste paradis på jord’ forener stærkt mut mine med brusende natur

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet går sin stille gang og næsten i stå for den unge Kári i en lille landsby på Færøerne. Her bor han med sin yngre søster Silja og en mut far. De snakker ikke rigtigt sammen og slet ikke om moderens død. De lever i forknyt samhørighed, mens naturen berusende knejser sig op udenfor med imponerende vidder, der strækker sig mod uendeligheden.

Her leves det enkle liv, hvor der ikke sker en dyt. I hvert fald ikke for Kári, der nærmest som en søvndrukken zombie troligt stiller sig ved samlebåndet på den lokale fiskefabrik. Her forsvinder tankerne, mens tiden bare går. Netop tiden er en vigtig spiller i dramaet ’Det sidste paradis på jord’. Både i fortællingens rolige væsen, men også for Kári.

Tiden synes nemlig at løbe Kári af hænde i et liv, hvor venner og bekendte søger væk fra byen. Ud i verden og videre til en fremtid, der rummer flere muligheder end, hvad den lille vindblæste stad kan indfri. Fiskefabrikken er lukningstruet og håbet om et bedre liv ligeledes truet af at blive slukket for Kári, der ikke får gjort noget ved sin stillestående tilværelse.

Det er på en fint fortalt måde, at den færøske instruktør Sakaris Stórá får sat sine karakterer og fortælling i spil. Den brusende natur over for den ordknappe Kári, hvis ansigt næsten er lagt i samme følelsesløse folder filmen igennem. Han er fanget. Han sidder fast. Men følelserne sitrer under overfladen. Det er elegant indfanget i kontrasten til netop den vilde natur.

Sámal H. Hansen er med underspillet gestik den triste Kári med et forslået sind. Han siger måske ikke meget, men nok til, at jeg mærker hans sorg og følelsen af en fremtid, der er slut, allerede inden den fik mulighed for at komme i gang. Samtidig er relationen til den udadreagerende søster kompleks. Det er ikke nemt at være de to med en fraværende far, der stikker til søs.

’Det sidste paradis på jord’ er måske ikke formfuldendt, men det er en vedkommende og gribende historie om at være ung og fanget i et liv, hvor fremtiden synes håbløs og drømmene umulige at nå. Filmen står stærkest, når dramaet på dynamisk vis forener den bjergtagende færøske natur med sine karakterers liv, hvor netop temaer som håb, sorg og identitet får engagerende liv.

‘Det sidste paradis på jord’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Det sidste paradis på jord’ har biografpremiere den 1. maj.

‘Thunderbolts*’ står stærkest med sin dysfunktionelle antihelte-dynamik

/i , /af

Biografanmeldelse: Med nedtonet farveskala og veloplagt gruppedynamik serverer Marvel den nyeste film i deres vildtvoksende franchise under titlen ’Thunderbolts*’. Det er også navnet på den umage gruppe af antihelte, som modvilligt må slå sig sammen i kampen mod en fælles fjende. Ikke nok med det, så bliver de også på deres mission sendt tilbage til deres mest dystre minder.

Med universelle temaer som sammenhold, venskab og familie ruller de både morsomt kække og alvorsdybe eskapader sig ud. Ganske vist vil filmen underholde i uforskammet grad, men den vil også sige noget om ovenstående temaer, mens vi undervejs ligeledes kommer med ind i karakterernes mørkeste fortid, som de her må konfrontere for at finde forløsning.

Selvom ’Thunderbolts*’ ikke for alvor kommer helt derind, hvor smerten rammer følelserne rent og dybt, er det nok til, at jeg hepper på vores hold af utraditionelle helte, der er kasseret af en verden, som har travlt med at hylde de renskurede af slagsen. Men af og til er de helte, vi har mest brug for også dem, vi mindst troede, vi kunne stole på.

Det er nemlig også tillid, der sættes på prøve hos helteholdet, hvor vi møder en vedkommende Florence Pugh som Yelena, der har mistet livsgnisten og retning i sit liv. Hendes far portrætteres veloplagt af David Harbour som den upassende begejstrede Red Guardian. De to er ren dynamit. Hertil kommer en cool Sebastian Stan som den sejlivede Bucky aka Winter Soldier.

Hannah John-Kamen portrætterer den mindre karakterstærke Ghost, mens der er stærkere komisk selvhad at finde i Wyatt Russells helt John Walker. Hertil kommer den selvudslettende Bob, der på mystisk vis bliver en del af Thunderbolts-holdet. Han spilles herligt tvetydigt af Lewis Pullman. Uanfægtet karakterernes forskellige styrker, er det et underholdende team.

Filmens svagheder ligger andre steder. Bl.a. mister filmens fremdrift momentum og dramatisk faldhøjde hen over en for lang midte, der leder op til en heldigvis mere interessant finale. Men filmen er med sine 2 timer og 6 minutter for lang for sit eget og historiens bedste. Det er primært i gruppedynamikken, at filmens engagerende motor findes og i flere lækre actionscener.

‘Thunderbolts*’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Thunderbolts*’ har biografpremiere den 30. maj.

’Sauna’ favner stærkt kærligheden, begæret og den menneskelige tvivl

/i , /af

Biografanmeldelse: Følelserne bruser rundt i kroppen på Johan, som i midten af sine 20’ere lever livet fuldt ud som nyudsprunget bøsse i København. Hverdagen går sin gang på arbejdet i den københavnske bøssesauna Adonis. Det er ikke kun arbejdet, der kalder her. Det bliver også til seksuelle møder med andre af saunaens gæster.

Johan fylder således et ubekymret liv med fester og engangsknald. Hans verden tager dog en drejning, da han møder den transkønnede William. Nu spirer en berusende forelskelse, hvor kærligheden måske endda kan rodfæste sig i de to. Livet i hovedstaden fortsætter med fester og nye venner, men nu med følgeskab af en gnistrende intens tosomhed mellem de to mænd.

Det danske drama ’Sauna’ byder på forelskelsen, kærligheden og på, hvor altopslugende det kan være at møde et andet menneske, man klikker med. Naturligvis træder kærligheden også ind i udfordringer for de to, hvor bl.a. det at finde sin identitet og sit tilhørsforhold i verden kommer følelsesfint på spil. Det er forførende fortalt og bypulserende sat i scene.

Det er bl.a. også en film om begær med en intim kropslighed i fortællingen om de to mænd. Det bruges på nærværende vis som en indgang til netop den forening, der kan ske, når man møder et andet menneske. Fysisk, men absolut også på et stærkt forbundet følelsesmæssigt plan. De to sider af et forhold går her gribende hånd i hånd.

Instruktør og medforfatter Mathias Broe har en virkelig engagerende sans for at sætte queer-miljøet og menneskene levende i spil, hvor Magnus Juhl Andersen og Nina Rask som henholdsvis Johan og William kaster sig troværdigt og medrivende ind i deres nuancerede portrætter, der bl.a. også via fotograf Nicolai Loks dynamiske billeder gives et inderligt og sitrende liv.

’Sauna’ er baseret på Mads Ananda Lodahls bog af samme navn fra 2021, som her har fået vellykket filmisk liv. Så selvom ’Sauna’ måske ikke er formfuldendt og momentant mister lidt af sit momentum, er det ikke nok til, at her ikke er tale om en stærk film om kærligheden, men også om tvivlen, begæret og det at famle sig gennem livet efter bedste evne.

’Sauna’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sauna’ har biografpremiere den 24. april.

‘The Accountant 2’ er en delvist vellykket action-thriller

/i , /af

Biografanmeldelse: I 2016 fik vi den første ‘The Accountant’ med den umage og yderst intelligente Christian Wolff, der spilles af Ben Affleck. Her ni år efter får vi fortsættelsen, som meget passende lyder titlen ‘The Accountant 2’. Det betyder både flere brutale skududvekslinger og hårde slåskampe. Alt er dog ikke ved det gamle i den nye action-thriller.

For hvor Wolff tidligere var en lone wolf, får han denne gang følgeskab af sin yngre bror og diametrale modsætning. De er dog begge yderst ferme med maskinpistoler og knyttede næver. Det får de brug for at være, da en mand myrdes. Nu bliver Wolff nemlig opsøgt for at løse sagen. Det er her hans intelligens og yderst rationale hjerne skal på arbejde.

For ganske vist er Wolff god til at skyde med skarpt, men det er lige så meget hans skarpe hjerne, der er indstillet til at løse komplekse problemer, som han bruger. Både matematisk og som opklarende detektiv. Wolff trækker nu sin bror Brax ind fra højre efter mange år, hvor de ikke har set hinanden. Brax er alt det, Wolff ikke er, nemlig udadreagerende, rap i kæften og stor i slaget.

I rollen som brormand Brax finder man en veloplagt Jon Bernthal, der giver godt dynamisk modspil til Ben Afflecks mutte og socialt akavede Wolff. Desværre finder filmens brug af komik ikke helt et gnidningsløst samspil med filmens ellers alvorlige historie og generelle tone. Bl.a. synes Wolffs akavede jagt på kærligheden at ramme forbi.

Brødrene er ikke alene på skansen, men får bl.a. hjælp af vicedirektør for det amerikanske finansministerium Marybeth Medina. Hun portrætteres sejt og nærværende af Cynthia Addai-Robinson. En umage og ganske engagerende trio, der desværre må se sig sat lidt til vægs af filmens unødigt klodsede historiefortælling og ujævne manuskript.

’The Accountant 2’ ender desværre med at være mere generisk end medrivende veloplagt. Den er stærkest, når samspillet mellem Ben Affleck og Jon Bernthal får lov til at folde sig ud. Særligt i mere rolige scener får filmen tiltrængt hjerte. Både instruktør Gavin O’Connor og manuskriptforfatter Bill Dubuque er tilbage og leverer da også et par potente actionscener undervejs.

’The Accountant 2’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Accountant 2’ har biografpremiere den 24. april.

’Sinners’ er en delvist vellykket genrebastard med både blod og drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Noget ondt ulmer i skyggerne, jo længere ind i den dramatiske genrebastard ’Sinners’, man kommer. Hvad præcist, der venter, skal ikke afsløres her. Inden fortællingen dog folder sig helt ind i det blodige mørke, møder vi under raceurolighederne i 1930’ernes sydlige USA de entreprenante tvillingebrødre Smoke og Stack.

De to er vendt tilbage til deres hjemby for at starte på en frisk efter et farligt liv i storbyen. De vil her åbne deres egen bar med musik, alkohol og lange nætter. Hvad der starter som et ganske fint skæbneportræt og menneskeligt drama, hvor racisme både leveres underspillet og for fuld skrue, løber desværre ind i lidt tomgang.

Filmens ellers tiltagende spændingskurve bliver en kende slap over midten. Heldigvis bliver der gjort op for det i filmens anden del. For filmen er både et menneskeligt drama om racismens grimme ansigt, om at tage livet i egne hænder og at søge det gode liv mod alle odds. Men det er også en film, der med tiltagende gys boltrer sig ind i blodige strabadser.

Michael B. Jordan indtager dobbeltrollen som tvillingerne. Det gør han nærværende og stærkt. Han overbeviser som både den kontrollerede Smoke og den mere uforudsigelige Stack. Hertil kommer instruktør og manuskriptforfatter Ryan Cooglers sikre hånd for historiefortælling og miljøbeskrivelser. Det er varmt, beskidt og farligt at bevæge sig ind i filmens verden.

Filmens skift i tone og genre er en underholdende drejning på historien, der dog lidt vingeskyder den mere dramatisk alvorlige første halvdel. Balancegangen forrykker sig ind i en mere kitschet og kulørt omgang gysersjask. Trods alt stadig med en fin blodrød tråd, der løber gennem ikke mindst portrættet af tvillingeparret og deres dynamiske relation.

’Sinners’ bliver dog ikke formfuldendt i bl.a. sin til tider lidt flagrende fortælling, der mister en smule engagerede retning, mens følelserne ikke kommer helt i mål, selvom der spilles på det store drama og interessante tematikker. Filmen strækker sig desuden ind i på den anden side af to timers spilletid. Det bliver for langt for historiens eget bedste. Men fatalt er det bestemt ikke.

’Sinners’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sinners’ har biografpremiere den 16. april.

’La Cocina’ tager dig medrivende ind i et pulserende vildt køkken

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er forrygende godt med engagerende fart på instruktør og manuskriptforfatter Alonso Ruizpalacios’ ’La Cocina’. Her bliver jeg nemlig på medrivende vis hevet ind i et hektisk køkken midt på Times Square i New York, hvor restauranten The Grill holder til. Udfoldet i billedflot sort/hvid er det småt med åndehuller i det hæsblæsende drama.

For der er både fart på filmens fremdrift og et engagerende greb om filmens forskellige og umage karakterer. Her arbejder sin del af illegale indvandrere, der i den grad har meget på spil – både i køkkenet, såvel som ude i virkeligheden. Det er tankevækkende og pulserende nuanceret fortalt, bl.a. også gennem skuespillernes præstationer.

Her finder man bl.a. Raúl Briones som den udadreagerende og konstant snakkende Pedro, der har svært ved at følge spillereglerne i køkkenet, hvor drømmene banker i hjertet på de medvirkende. Her møder vi også servitricen Julia, der ikke finder sig i noget bullshit. Hun portrætteres med nerve og indlevende nærvær af Rooney Mara.

’La Cocina’ har således mange filmiske styrker. Her giver karaktererne filmens gribende kaotiske form levet liv og et menneskeligt ansigt midt i det kogende køkkens barske hverdag. Hertil kommer også det dynamiske og veloplagt indrammende kameraarbejde af fotograf Juan Pablo Ramírez, som formår at indfange tempoet, men også de rolige og eftertænksomme øjeblikke.

Således går kaos i vellykket spænd med filmens elegant indsatte scener, hvor roen for en stund får lov til at sænke sig, inden det atter buldrer derudad i det konstant pumpende køkken. Der på den anden side af køkkendørene i restauranten sidder turisterne med blikket rettet alle andre steder hen end mod køkkenet, hvor det rå liv leves og drømmene både smuldrer og overlever.

Det er altså en stærk filmiske oplevelse, der billedbrillant hiver mig ind i en række forskellige menneskeskæbner og deres interne relationer, der går fra det eksplosive til det kærlighedsfølsomme. Det er en stormombrust fortælling, der sætter ansigt på alle dem, som man ikke ellers ser. Det er intenst og nervepirrende, rørende og følsomt. Bravo!

’La Cocina’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’La Cocina’ har biografpremiere den 16. april.

‘Glasskår’ dirrer af usagte følelser i en ung mands indre drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det bruser med følelser lige der bag det fåmælte ydre på 16-årige Tobias, hvis sommer ikke bliver som håbet med venner og sit liv derhjemme. For da hans mor skal arbejde i udlandet, sendes han hjem til sin morfar og mormor. Livet er ikke nemt for Tobias, der i nye omgivelser må forsøge at finde ud af de mange tanker, der buldrer afsted i hans indre.

Hans søde mormor er blevet smådement, mens hans ligeledes kærlige og forstående morfar gør, hvad han kan, for at Tobias skal føle sig hjemme. Der er bare ikke rigtigt noget, der hjælper på følelserne af ensomhed, vrede og selvhad, som Tobias bærer rundt på. En usagt smerte, der kun bygger sig større og større her ude på landet væk fra det vante liv.

Tobias spilles af en virkelig god Noa Viktor Risbro Hjerrild, der med sit forknytte spil siger meget, uden at sige meget. Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Søren Green viser hertil en fin, nænsom og nærværende forståelse for at beskrive de store følelser i de små øjeblikke. I en sommer, hvor der ikke sker meget. Men så alligevel virkelig meget.

Bl.a. møder Tobias den ældre Aron, hvor der opstår en sitrende forsagt relation, der med et begær brusende i Tobias’ indre, måske også er en mulighed for følelsesmæssig forløsning. For at møde et menneske, der kan skabe ro og give et nærvær. Som kan give mening til det hele. Alexander Mayah Larsen indtager med troværdigt overskud rollen som Aron.

Men svaret på Tobias’ plagede sind er sværere at finde end som så. Han kæmper med komplekse følelser, der får luft i bl.a. selvskade, som gemmes væk og lyves bort. Han har ingen rigtigt at dele sine problemer med. End ikke hans far, der bor med en ny familie, kan give sønnen, hvad han savner. Tobias føler sig udenfor, ikke forstået og med en grunddyb fortvivlelse midt i det hele.

Med til at indramme livet på landet og det underspillede drama finder man også gennem fotograf Stephanie Stål Axelgårds fint komponerede billeder, der tør hvile ved roen og blive i smerten. ’Glasskår’ er på flere måder en følelsesfin fortælling om at blive voksen. Om at finde sig selv, overvinde smerten og forstå sig selv i et liv, der ellers er som en mur af modstand.

’Glasskår’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Glasskår’ har biografpremiere den 16. april.

Thrilleren ’Drop’ kvæles af ufrivillig komik og utroværdighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være ret så nervepirrende at vove sig ud på sin første date. Ikke mindst, hvis der er gået adskillige år siden sidst. Det er tilfældet for alenemoren Violet, der får sin 5-årige søn passet af sin søster, så hun kan komme på en længe tiltrængt date med den charmerende Henry, som hun har skrevet sammen med et par måneder forinden.

Den nervøsitet som Violet indledningsvis er mærket af, bliver dog snart overtaget af langt større og mere skræmmende problemer. Henry er ganske vist galant, sød og lyttende, men da Violet begynder at modtage tiltagende mere truende beskeder på sin mobil, tager ubehaget til hos hende på en date, der må betegnes som den værst tænkelige date i thrilleren ’Drop’.

Personen bag de ubehagelige beskeder truer nemlig med at slå Violets søn ihjel, hvis ikke hun følger de kun sværere og sværere ordrer angivet via mobilen. Det lyder måske på papiret som en intens og nervepirrende spændingsfilm. Desværre knækker troværdigheden hurtigt midt over og efterlader et engagement i karaktererne og historien fladt på gulvet.

Instruktør Christopher Landon gør sit bedste for at holde momentum i fortællingen, der er skrevet ujævnt og utroværdigt af Jillian Jacobs og Chris Roach. Meghann Fahy gør bestemt også, hvad hun kan som den pressede Violet. Hun løfter da også historien så godt, hun kan med, hvad hun bliver givet af det klodsede manuskript, men bedre i modspillet med daten Henry.

Han spilles empatisk og jordnært af Brandon Sklenar. Der er fin kemi mellem de to, men igen, så slås de med et utroværdigt manuskript, der ligeledes river sine karakterer over i ufrivillig komiske usandsynligheder. Men bl.a. gør fotograf Marc Spicer et solidt stykke arbejde med at holde liv i fortællingen, der så godt som kun udspiller sig på én location, nemlig restauranten.

’Drop’ forvilder sig desværre også ind i en klodset finale, hvor alle former for troværdighed lider døden, hvis det da ikke allerede var tilfældet. Ret skal dog være ret. Filmen er ikke aldeles uden spænding. Den er bare så momentan og sønderskudt af fortællingens dumhed, der kun bliver dummere og dummere, men uden at blive mere underholdende af den grund.

’Drop’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Drop’ har biografpremiere den 16. april.