’Woman of the Hour’ er en knaldperle af en thriller i ubehagets tegn

/i , /af

Biografanmeldelse: Med drømmen om at bryde igennem som skuespiller går Sheryl til audition på audition. Der kommer bare ikke rigtigt hul igennem til stjernehimlen. Samtidig med Sheryls ihærdige forsøg på at få sig et skuespillerjob, følger man i thrilleren ’Woman of the Hour’ også en mand, der dræber unge kvinder på brutal vis på tværs af USA.

Her er således flere parallelle handlingsspor i gang, hvor jeg forsøger at blive klog på, hvilken fortællemæssig fod, jeg skal støtte mig på. Det giver filmen en engagerende dynamik, hvor de forskellige tråde på elegant vis snor sig om hinanden og skaber filmens historiemæssige hele, mens der filmen igennem skrues op for spændingen.

Morderen bærer navnet Rodney Alcala og er en virkelig seriemorder, der i 1970’erne begik en række voldtægter og mord på kvinder. Filmen udspiller sig således også i netop dette årti. Rodney portrætteres nuanceret og karismatisk af Daniel Zovatto, der formår både at være charmerende og på et splitsekund skifte til at være dybt urovækkende.

Anna Kendrick indtager rollen som Sheryl, mens hun også debuterer som instruktør. Hun lykkedes gribende med begge dele. Hun leverer således et både sødmefyldt og egenrådigt portræt af en kvinde, der går efter drømmen, mens hun vakler rundt i, hvad hun vil finde sig i for at opnå sin stjernedrøm.

Samtidig viser Anna Kendrick i instruktørstolen et sikkert greb om sin flergrenede fortælling, hvor hun lykkedes med at skabe flere nervepirrende scener. Det gælder både ved blotte samtaler mellem en kølig Rodney og de kvinder, han møder på sin vej, men også i måden, der skrues fint op for intensiteten efterhånden som Sheryls historie nærmer sig Rodneys.

’Woman of the Hour’ tager på trods af sine engagerende meritter også momentant lidt ujævne skridt rundt i sin fortælling. Det er heldigvis aldrig mere end, at den intense tete tages stærkt op af bl.a. de gribende skuespillerpræstationer og et veleksekveret manuskript af Ian McDonald. Her er med andre ord tale om en vellykket knaldperle af en thriller i ubehagets tegn.

’Woman of the Hour’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Woman of the Hour’ har biografpremiere den 28. november.

’Madame Ida’ forener på gribende vis tre generationer af kvinder

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortalt i dragende nedtonet stil og med en afdæmpet farvepalette, hvor mørket dramatisk møder lyset, finder man i ’Madame Ida’ den sagte Cecilia, der 15 år gammel er blevet uønsket gravid. Faderen kendes ikke. Cecilia får imidlertid ikke lov til at beholde barnet, men skal derimod efter fødslen give det til den ældre Ida, som hun nu flytter ind hos.

Vi befinder os i 1950’erne, hvor Cecilia således sendes væk fra sit børnehjem for at bo på det store og fornemme gods sammen med den småexcentriske Ida, der bor alene, kun i selskab med sin livslange tjenestepige Alma. Tre kvinder og tre generationer, som nu er samlet under samme tag. Historien foldes da stort set også ene og alene ud i det stearinlysfyldte palæ.

(Foto: Henrik Ohsten)

Klaustrofobien i bygningens dunkle gange med de lange skygger, tager kun mere og mere til, efterhånden som dramaet vrides ind i de nye relationer, der ikke alle er lige sunde. Cecilia er forknyt, men løsner stille og roligt op i selskab med den ganske vist uforudsigelige, men også fantasifulde og legende Ida. Alma forsøger derimod at holde hovedet koldt og bevare overblikket.

I de centrale roller finder man et engagerende trekløver. Flora Ofelia Hofmann Lindahl leverer med skrøbeligt nærvær og afdæmpet vildskab et fint portræt af Cecilia, Christine Albeck Børge har et ansigt, der er rig på følelsesmæssige nuancer i sit spil som den plagede Ida, mens Karen-Lise Mynster har en autoritær ro og stærk bestemthed som Alma.

(Foto: Henrik Ohsten)

De tre kvinder er måske nok væsensforskellige, men sammen opstår der måske et samhørigt fællesskab? Mørket og tragedien dirrer dog lige der i skyggerne, som smyger sig langs panelerne og sætter sig i ansigternes folder, hvilket instruktør og manuskriptforfatter Jacob Møller forløser dynamisk og med kun få falske toner undervejs i følelsesregistret og filmens struktur.

Fortællingen om moderskab og tilhørsforhold, håb og drømme, tragedie og ulykke bringes gennem sit trekløver gribende til live, mens fotograf Stroud Rohde Pearce elegant indrammer dramaet på visuelt fascinerende vis, hvor et opfindsomt lyddesign af Mathias Dehn Middelhart harmonerer flot med den elegant dirrende musik af Kaspar Kaae.

’Madame Ida’ får 4 ud 6 stjerner:

 

 

’Madame Ida’ har biografpremiere den 2. december.

Animationsfilmen ‘Vaiana 2’ er et flot feelgood-eventyr til søs

/i , /af

Biografanmeldelse: Der venter nye horisonter til søs, når vi igen skal på eventyr med den gæve Vaiana. Den første film landede i 2016, mens strabadserne nu fortsætter med ’Vaiana 2’. Det er animeret feelgood, der måske nok mangler reel spænding og oprigtige faremomenter, men derimod lever af bl.a. sin flotte billedside, umage karakterer og veloplagte humor.

Denne gang må den energiske vejfinder Vaiana til søs på den længste rejse, hun endnu har været på – og det i ukendte farvande. Sammen med sin brogede besætning, drager hun således ud for at finde andre mennesker, hvilket både vil redde Vaianas folk, men også forene befolkningerne havene rundt. Sammen er der ingen grænser for, hvad de kan udrette.

Foto: The Walt Disney Studios

Der er naturligvis en række forhindringer på vejen til succes for Vaiana og hendes hold, der bl.a. består af en sød gris, en gakket høne og en ivrig skibsbygger. Nå ja, og så er halvguden Maui også tilbage for fuld fart og muskuløs selvtillid. Bl.a. skal gruppen forsøge at bryde den mystiske Nalos forbandelse, mens de også støder på alverdens sære sømonstre.

Der er med andre ord nok at se på og følge med i, når fortællingen ret så fint holder et engagerende tempo til søs og gennem rækken af sange, der leveres velanimeret, selvom nogle måske nok også klinger lige klægt nok. Heldigvis er der for selvironiens skyld smidt en smågnaven gammel mand ind fra højre, der ikke er meget for at synge med.

Foto: The Walt Disney Studios

I det hele taget er der meget humor. Flere af filmens jokes og tilbagevendende gags er dog en smule forudsigelige. Bl.a. trækker hønens mange fjolledes påfund lige vel rigeligt på den samme slapstick-pointe. Det er heldigvis aldrig mere end, at bl.a. det farverige univers af bølgeskvulp og vandvåd action holder skibet oven vande.

Desuden leveres der veloplagte stemmer hele vejen rundt, hvor bl.a. Auli‘i Cravalho som Vaiana har en smittende energi, mens Dwayne Johnson igen er Maui med både muskler og humor i. ’Vaiana 2’ opfinder ikke noget nyt, men det er en liflig omgang feelgood, der dynamisk animeret snor sig om sin forudsigelige, men også ganske medrivende og morsomme historie.

’Vaiana 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vaiana 2’ har biografpremiere den 28. november.

’Vejen hjem’ tager den ikke dramatisk fyldestgørende hjem

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvor langt vil en forælder gå for sit barn? Spørgsmålet står dirrende klart i instruktør og medforfatter Charlotte Sielings ’Vejen hjem’. Her finder man Nikolaj Lie Kaas som faderen Christian, der tager den farlige rejse til det krigshærgede Syrien for at finde sin radikaliserede unge søn Adam, der har tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat.

Det er en tur med mange udfordringer, store moralske overvejelser og livet som indsats, når Christian lader sig smugle ind i Syrien, stuvet sammen bag i en bil og ud i det støvede ingenmandsland af ørken og håbløshed. Herfra følger faderens stålsatte forsøg på at finde sin søn. Christian stikker dog ud i landskabet og tiltrækker sig snart uønsket opmærksomhed fra farlige folk.

Med sammenbidt og presset mine får Nikolaj Lie Kaas givet ganske engagerende liv til sit portræt af den desperate Christian, der må gå meget igennem på sin risikofyldte tur. Her står bl.a. også temaer som ubetinget kærlighed mellem forældre og deres børn frem, det i samspil med emner som forståelse, empati og tilgivelse.

De ellers vægtige emner får desværre bare aldrig for alvor helt gribende fat eller nok dramatisk tyngde. Det er som om, at der mangler nogle mellemregninger for at følelser og temaer kommer mere nuanceret og fyldestgørende til live. Det sagt, så leveres der et par ganske intense og ubehagelige scener, mens også Nikolaj Lie Kaas som sagt er god.

På samme måde gør bl.a. også Albert Rudbeck Lindhardt det nærværende fint som den sammenknudrede Adam. Desværre får han ikke helt lov til at fremstå som et helt menneske, da bl.a. bevæggrundene for hans radikalisering bliver underbygget på noget spinkel vis, mens også forholdet til faderen ikke bliver formfuldendt medrivende.

Til trods for ovenfornævnte filmiske problemer og mangler i det ujævne manuskript – der bl.a. også byder på et par ikke helt skarpe hovsaløsninger i fortællingens plotelementer – så holder bl.a. Nikolaj Lie Kaas og Albert Rudbeck Lindhardt filmen ganske ok kørende med sin balancegang mellem uskyld og radikaliseret forråelse.

’Vejen hjem’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vejen hjem’ har biografpremiere den 28. november.

Den japanske ’Hjortestien’ folder naturen elegant og forførende roligt ud

/i , /af

Biografanmeldelse: Naturen foldes forførende roligt ud i japanske Ryûsuke Hamaguchis følsomt fine ’Hjortestien’. Dramaet fortælles i nærmest meditativt tempo og med sirlige kameraindstillinger, der tør dvæle ved scenerne for at lade dem udspille sig fra ende til anden med et betragtende øje, bl.a. som når der kløves brænde i skoven eller hentes vand i bækken.

Historien centrerer sig om en lille landsby, der ligger i pagt med den smukke natur et par timers kørsel fra Tokyo. Her møder vi Takumi og hans unge datter Hana, der bor i fredsommelig forening med naturen. Hvilket er tilfældet for generationer før dem, de øvrige beboere i landsbyen og folk på egnen. Men en dag udfordres det stille liv af verden udefra.

Et firma vil nemlig anlægge en moderne glampingplads midt i naturen. Planen er således at tilbyde Tokyos bymennesker et afbræk fra skyskrabere i billedsmukke omgivelser. Således sendes to repræsentanter til byen for at præsentere planen, der hurtigt viser sig at ville påvirke naturens økosystem, landsbyen og dens indbyggere.

På mødet mellem indbyggerne og repræsentanterne står det klart, at der ikke just er samhørighed om planerne for at anlægge glampingpladsen. Bl.a. slet ikke, da det vil påvirke den lokale vandforsyning fra bækkene, der står centralt for landsbyen. Det er med en følsom sarthed, at det sagte drama får liv gennem en billedbåren fortælling og dets fint beskrevne karakterer.

Bl.a. er Hitoshi Omika empatisk forknyt og bestemt som Takumi, mens bl.a. også Ayaka Shibutani og Ryûji Kosaka som repræsentanterne får foldet deres karakterer ud som hele mennesker med alt, hvad det indebærer af tvivl og håbet om et bedre liv. Ganske vist er historien fortalt underspillet stille, men tag ikke fejl, dramaet dirrer lige under den rolige overflade.

’Hjortestien’ er en humanistisk fortælling, hvor by og fremtidsambitioner møder natur og tradition med mennesket placeret i midten af det hele. Instruktør og manuskriptforfatter Ryûsuke Hamaguchi lykkedes i elegant samspil med fotograf Yoshio Kitagawas beroligende billeder og dansende fin musik af Eiko Ishibashi at forløse den tankevækkende og forførende smukke film.

’Hjortestien’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hjortestien’ har biografpremiere den 21. november.

Kærlighed, skæbne og tilfældigheder mødes lifligt i ’Lykketræf’

/i , /af

Biografanmeldelse: Skæbnen kan være lunefuld. Det samme kan kærligheden. I samspil kan både lykken og ulykken opstå. I Woody Allens liflige drama ’Lykketræf’ er det begge dele, som skæbnen og kærligheden har at byde på for filmens karakterer. Her møder vi den unge Fanny, der befinder sig i sit andet ægteskab med den charmerende rigmand Jean.

Fanny føler sig dog ikke helt hjemme i rigdommens verden med en mand, der giver hende diamantringe til uhyrlige summer og lever med penge, som var de den luft, han indåndede. En ting er imidlertid de kedsommelige middagsselskaber, hun er indlagt til, noget andet er, at ægteskabet måske ikke er helt så idyllisk, som det ellers ser ud til at være.

Hendes ægteskabelige tvivl bliver snart testet i det smukke Paris, hvor efterårets varme jordfarver har indtaget byen fra trætop til tå. Ud af det blå dukker Alain nemlig op. Han er en gammel gymnasiebekendt, der lige siden dengang har haft et godt øje til Fanny, men aldrig gjorde noget ved det. Nu synes der dog at være romantisk interesse fra begge sider.

Trekantsdramaet er således replikstærkt sat i scene, hvor snakken flyder naturligt og gribende fra skuespillernes munde, mens Fanny må gøre sit bedste for både at blive klog på egne følelser og holde hemmeligheden om Alain hemmelig. Jeg følger engageret med. Både i romancen og i det fastfrosne ægteskab, hvor de tre parter alle spilles medrivende fint.

Lou de Laâge er både sødmefuld og betagende som Fanny, mens Melvil Poupaud er karismatisk som den småkyniske Jean, der besidder andet end penge, men også en besidderisk skyggeside. Niels Schneider er yderst charmerende som forfatteren Alain, der med sit blotte blik kan få selv frosne hjerter til at tø op.

Woody Allen har med sikker hånd instrueret og skrevet en skarp, munter og appetitlig film om kærlighed, held og tilfældigheder, lykke og ulykke, hvor de tre hovedkarakterer driver historien medrivende frem, mens fotograf Vittorio Storaro gribende viser helt magisk sans for det efterårsramte Paris og al dens romantik. En absolut fin lille film med alvoren sat i sit gribende indre.

’Lykketræf’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lykketræf’ har biografpremiere den 21. november.

Musicalen ’Wicked’ er flot, men aaaalt for lang

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver sunget og danset til den store musicalguldmedalje i ’Wicked’, som er den første af to planlagte dele om det umage venskab mellem den grønne outsider Elphaba og den populære Glinda, der er klædt i lyserøde farver. For selvom de to måske nok er modsætninger, opstår der noget ganske særligt mellem de to unge kvinder.

De to kvinder møder hinanden på universitetet Shiz i det eventyrlige rige Oz, hvor de begge forsøger at finde fodfæste og deres vej videre i livet. Hvis navnet Oz klinger bekendt, er det fordi, at her er tale om en spin-off-film til klassikeren ’The Wizard of Oz’ fra 1939, hvor man altså her får historien set fra de to kvindelige hekses synspunkt. Filmen er desuden baseret på musicalen ’Wicked’.

Det er en fortryllende verden af stort opsatte scenerier og ambitiøse musicalnumre, man møder her. Desværre kan fortællingen ikke bære den alt for lange spilletid på 2 timer og 40 minutter. Filmen mister ganske enkelt momentum, selvom historien bl.a. forsøges holdt flyvende gennem de mange numre, en verden af magi og sjove karakterer.

Selvom her også kommer lidt drama i musical-gryden, får det ikke videre engagerende tyngde eller medrivende faremomenter. Det gælder både det tiltagende drama mellem vores to hovedroller, men også det faktum, at eventyrrigets talende dyr, der indgår på lige for med menneskene, begynder at blive udmanøvreret i riget Oz.

Det hele forbliver noget fortællermæssigt fersk og uengagerede poleret. Heldigvis finder man bl.a. i hovedrollerne en nærværende Cynthia Erivo og en komisk veloplagt Ariana Grande som henholdsvis den misforståede Elphaba og den sødmefulde samt morsomt selvoptagede Glinda. Filmen har sin for lange spilletid til trods altså også gode sager at byde på.

Temaer som venskab og den forførende magt samt fordomme overfor det, der er fremmedartet, kommer bare aldrig gribende dramatisk til sin ret. Filmens farverige verden foldes dog flot ud, hvor der leveres flere visuelt stimulerende musicalnumre. Det bliver bare aldrig nok til at holde filmen kørende medrivende rundt.

Man finder på plussiden bl.a. også en karismatisk Michelle Yeoh som universitetets forstanderinde, mens Jonathan Bailey giver den som selvgod og slesk charmerende prins. Det er desværre bare ikke nok til at retfærdiggøre filmens overlange spilletid, der hiver luften dræbende ud af løjerne, efterhånden som fortællingen skrider frem.

Musicalen kan ses med både dansk og engelsk tale. Jeg så den med original tale. Anden del af ’Wicked’ er planlagt til at lande i biografen den 25. november næste år.

’Wicked’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wicked’ har biografpremiere den 21. november.

’No Other Land’ skildrer råt konflikten mellem Israel og Palæstina

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er et råt, hjerteknusende og brutalt kig ind i konflikten mellem Israel og Palæstina, som dokumentarfilmen ’No Other Land’ skildrer fra 2019 til efteråret 2023 med kameraet rettet hektisk ind i dens midte. Jeg møder her den palæstinensiske befolkning i den besatte Vestbreds område Masafer Yatta, der består af godt 20 landsbyer.

Området er hver dag i fare for at blive ryddet af det israelske militær, der sættes ind for med bulldozere og soldater at rive befolkningens hjem ned. I filmens midte møder man den palæstinensiske aktivist Basel Adra, der udvikler en umage alliance med den israelske journalist Yuval Abraham. De to har lavet filmen med deres medaktivister Hamdan Ballal og Rachel Szor.

Kampen om land får gennem sine menneskeskildringer et hjerte, der knuses i brutale slag i takt med, at militærets tilstedeværelse tager til. Bevæbnet med sit kamera indfanger bl.a. Basel den usikre hverdag for ham og øvrige beboere i Masafer Yatta, hvor der demonstreres mod soldaterne fra den anden side med fatale konsekvenser til følge. Det er brutalt og ubehageligt.

Det er en fortælling, der også griber om den menneskelige splittelse, man møder i relationen mellem den palæstinensiske Basel – der lever under militær besættelse – og israeleren Yuval, der har frihed i sit liv. Relationen viser et fælles fodslag i konflikten, hvor håbet kan være svært at holde fast i, når man ser det liv og den årelange konflikt, som Basel og befolkningen er fanget i.

Så selvom filmen i sin struktur sine steder går lidt i stampe, er gentagelsen i skildringen af demonstration på demonstration, protest på protest, nedrivning på nedrivning også et stærkt billede på den virkelighed, folket lever i, hvor familier må se til, mens deres hjem smadres. Det er skildret upoleret, hvor billeder af bl.a. børn kontra militær står kontrastfyldt stærkt.

Den langstrakte konflikt får gennem menneskene i filmen et liv, det er svært ikke at have et hjerte for. Det storpolitiske spil fylder mindre i filmen, der dog bruger nyhedsindslag, så der kommer lidt international kontekst på situationen. ’No Other Land’ viser først og fremmest menneskelighed og håbløshed i tankevækkende forening.

’No Other Land’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’No Other Land’ har biografpremiere den 21. november.

’Gladiator 2’ bæres underholdende i mål af sine skuespillere

/i , /af

Biografanmeldelse: Mere end 20 år efter ’Gladiator’ vender instruktør Ridley Scott tilbage til Rom og de brutale gladiatorkampe med ’Gladiator 2’. Det er en underholdende film, der bl.a. bæres vellykket igennem sin fortælling af stærke skuespillerpræstationer. Man kan bl.a. også se frem til slåskampe med bavianer (!), næsehorn (!) og hajer (!).

Ja, hvorvidt filmen er historisk korrekt, vil jeg ikke gå ind i. Derimod kan jeg fortælle, at vi her ankommer til et Rom, som igen styres tyrannisk. Denne gang af de to uforudsigelige brødre Caracalla og Geta. Den farlige duo sender general Acacius ud i verden for at erobre løs i Roms navn. Det betyder bl.a., at den forældreløse Hannos by lægges i ruiner.

Hanno må se sit liv smadret og fyldes nu med hævntørst over dem, der ødelagde hans liv. Han sælges imidlertid som slave, men vælges snart ud til at blive gladiator af den snedige Macrinus, der har planer om at avancere i Roms magtfulde hierarki. Der trækkes desuden fine historiemæssige tråde til den første film fra 2000.

Paul Mescal gør virkelig god og gribende karakter som den hævnmålrettede Hanno, der ses overfor bl.a. en nuanceret Pedro Pascal som den interessante Acacius. Denzel Washington er yderst karismatisk som den politisk luskede Macrinus, mens en ærværdig Connie Nielsen er tilbage i sin rolle som Lucilla fra forgængeren.

Det er netop karaktererne og deres portrætteringer, som løfter filmen, når historien måske nok mister lidt momentum af og til. Heldigvis aldrig mere end at både storslåede slag og blodige gladiatorkampe retter op på det. Joseph Quinn og Fred Hechinger må bestemt ikke glemmes som den magtsyge kejserduo, der spæder til løjerne med herlig kulørt galskab.

’Gladiator 2’ er ikke nogen formfuldendt film, men den er bestemt underholdende. Dens styrke skal findes i bl.a. netop skuespillerne og de intense gladiatorkampe i Roms episke Colosseum. Ridley Scott har altså ikke mistet grebet om sit sværd-og-sandal-univers, men samme imponerende højder som den første ’Gladiator’ nås dog ikke helt. Mindre kan bestemt også gøre det.

’Gladiator 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Gladiator 2’ har biografpremiere den 14. november.

Bøh! Den helt store kødskvulpende gyserdag på Blodig Weekend

/i , /af

Blodig Weekend 2024: Lørdagen på genrefilmfestivalen Blodig Weekend er den helt store gyserhovedret under løjernes fem dage med skræk og rædsel.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio i København og i år også i Øst for Paradis i Aarhus med et mindre antal titler, men stadig godt med gys.

For ikke alene er der en god stak film at kaste sig over i biografen mørke i Empire Bio denne lørdag, der er også det såkaldte collector’s market, hvor man kan købe sig fattig i alskens gys og gru-relaterede sager, mens gyserkloge hoveder kan deltage i en blodig quiz.

For mit vedkommende nuppede jeg fem af dagens film, mens det også blev til et par rundture på markedet, der var sat op i Empire Bios foyer.

Jeg kom da også hjem med en håndfuld fuldfede VHS-film. Bl.a. Ruggero Deodatos ’Cut and Run’ fra 1984 og en dansk VHS-udgivelse af den herlige giallo ’Modelmordene’ med ingen ringere end Renée Toft Simonsen.

Efter hurtigt at have snust til markedet, der åbnede kl. 12:00-ish, måtte jeg ile ind i biografens dejlige mørke til dagens første film, der løb urovækkende over lærredet kl. 12:15 i form af den Lovecraft-inspirerede ’The Dæmon’.

Her møder man Tom, hvis far har begået selvmord. Tom opsøger nu familiens hytte ud til en sø, hvor faderen endte sine dage. Langt fra alt er dog, hvad det giver sig ud for at være her langt ude i naturen.

Traumer fra fortiden og nutidens mystik begynder at væve sig ind og ud af hinanden for Tom, hvis hustru og bror samt dennes bedre halvdel dukker op for at finde ud af, om Tom er ok. Surprise! Det er han ikke.

Men hvad er det, der mon gemmer sig i den store søs sorte mave? Langsomt, men med et sikkert greb om sine virkemidler får instruktørerne Matt Devino og David Michael Yohe sat form på den ellers svært definerbare gru, der kan opstå, når galskaben tager over. Yohe introducerede kort filmen og var klar på en lille sludder efterfølgende. Herligt.

Efter at være blevet sluppet fri af dagens første sikre gysergreb, var der lidt bedre tid til at udforske markedet, nørde med de andre gæster og trække vejret, inden klokken slog 14:45 og kulden indtog biografen med Thordur Palssons knugende debutspillefilm ’The Damned’.

Her blev jeg bragt tilbage til det 19. århundrede til en isoleret liggende fiskerby på Island, hvor vinteren er ekstra isnende ond. Døden stirrer allerede beboerne lige i ansigtet.

Det hele bliver dig kun værre, da et skib et godt stykke ud for kysten forliser for øjnene af landsbyen, der ikke kan gøre meget for at redde mandskabet ude til søs.

Snigende grumt udfolder sig nu på natursmuk og melankolsk vis en fortælling, der har overnaturlige elementer gysende grusomt i spil i en historie om medmenneskelighed og skyld, død og skæbne. En flot og isnende kold oplevelse.

Efter den iskolde sten havde placeret sig godt i min mave, måtte den tø op i roligt tempo, inden og undervejs i dagens næste og tredje film: Den klaustrofobiske ’Heretic’ med en enigmatisk og charmerende klamrian i skikkelse af Hugh Grant.

Inden Hugh Grant dog tonede forrygende frem på lærredet, møder vi to unge kvinder, der missionærer for mormonkirken. De har netop Hugh Grants Mr. Reed på listen over folk, de skal besøge på deres vej.

Uheldigvis bor han et stykke fra andre, mens et uvejr også trækker op. Så da første bank på døren til Mr. Reed lyder, er det starten på et nervepirrende kammerspil med en Mr. Reed, der vist har andre og mindre venlige planer for de to mormoner.

Med et replikskarpt manuskript vendes og drejes religion og tro i trekløveret, mens ubehaget stiger. Hugh Grant er en sand fornøjelse som den noia-skabende Mr. Reed, mens også Sophie Thatcher og Chloe East som mormonerne er forrygende gode.

Selvom ’Heretic’ absolut var en underholdende omgang paranoia, så kunne den også godt have været lidt kortere. Men så igen. Hugh Grant er skøn og skummel!

Det skumle fortsatte ved dagens for mig fjerde film med den danske ’Mulm’ kl. 19:00, hvor flere af hovedkræfterne bag var på scenen før og til en efterfølgende spændende Q&A.

’Mulm’ er baseret på bogen af samme navn af Teddy Vork, der huser både skumle børn, overnaturlige elementer og et stort mørkt hus af mystiske lyde og dystre hemmeligheder. Alt sammen gode gyserkomponenter, når filmens historie om en lille familie i opløsning rulles ud.

Jacobs hustru Maja er nemlig blevet indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression. Han står nu alene tilbage med deres lille søn Johannes. De kæmper hver især en kamp med den svære situation. Herunder også sønnen, der får en ny ven. En usynlig ven. Ja, så ringes der ind på gyserklokken.

’Mulm’ har altså mange af de helt rette skrækelementer, men de forløses desværre ikke videre vellykket. Ganske vist er det et slowburn, vi har med at gøre, men fortællingen får aldrig den engagerende nerve og psykologiske tyngde, der kunne hive mig med ind i mørket, hvor virkelighed og fantasi vrider sig ind og ud af hinanden.

Louis Trinskjær gør dog bl.a. som sønnen god karakter, mens Jens Sætter-Lassen også kæmper en brav kamp som Jacob for at bringe troværdigt liv til fortællingen, hvor Julie Christiansen beriger filmen med en sart skrøbelighed som Maja.

Filmen bliver bare aldrig uhyggelig eller rigtigt medrivende. Hverken i sin fortælling eller i karakterstudierne. Ikke desto mindre er det altid spændende, når et dansk gys ser dagens lys.

Det var da også spændende at høre om netop filmen, dens tilblivelse og tankerne bag efterfølgende, hvor bl.a. Teddy Vork satte fine ord på historien, idéerne og temaer, det i selskab med instruktør Martin Vrede Nielsen, Jens Sætter-Lassen og producer, klipper med mere Michael Vrede.

Efter at have forladt biografens gysende mørke, kunne man denne lørdag aften vælge efterfølgende at gå to forskellige veje på Blodig Weekend. Enten ind for at se mostergyset ‘Scared Shitless’ eller metalkoncert med 802 og dertilhørende vampyrkortfilm ’The Curse of the Velvet Vampire’.

Jeg er ikke sikker på, at jeg valgte helt rigtigt. Jeg gik nemlig med den trods alt festlige omgang monsterballade, selvom metal og vampyrer trak i mig.

’Scared Shitless’ bød bestemt på sin del af charme og 80’er-vibe, når et fælt slangelignende bæst forvilder sig ind i rørene og op ad toiletter i et højhus. Men helt vellykket var den ikke.

Her arbejder far og søn som VVS’ere og tilkaldes for at hjælpe til med at fikse et tilstoppet toilet. Først for sent finder både de to og husets øvrige beboere ud af, at det altså ikke kun er lort, som gør livet surt for toiletterne, men også et menneskedræbende monster, der var bragt til live med dejligt praktiske effekter og snask til følge.

’Scared Shitless’ manglede dog momentum og fremdrift sine 76 minutter til trods. Men den lever bl.a. på charmen og ikke mindst Steven Oggs karismatiske og komisk velfungerende far.

Blodig Weekend afholdes den 6.-10. november i Empire Bio og i Øst for Paradis.