En charmerende robot er blodigt løs i det satiriske gys ‘Companion’

/i , /af

Biografanmeldelse: Langt væk fra den øvrige civilisation i et yderst luksuslækkert hus midt i den store natur, møder vi i ’Companion’ parret Iris og Josh. De er taget hertil for at nyde nogle dage i sus og dus med et par gode venner. Den gode stemning vakler dog hurtigt under selskabet og ikke mindst Iris, da Joshs veninde Kat ikke just er fan af hende.

Den smådårlige stemning bliver dog det mindste af selskabets problemer, da en fatal begivenhed indtræffer. Ikke nok med det, så viser det sig hurtigt, at Iris ikke helt er, hvad hun umiddelbart ligner. Hun er nemlig en robot, som Josh har erhvervet sig, så han kan få tilfredsstillet sine seksuelle lyster og samtidig få sig en lydig partner.

På den måde er der i science fiction-gyset sat thriller-spænding i spil med tryk på temaer som magtbalancen mellem kønnene og endnu mere eksistentielt, hvad det vil sige at være menneske. Hvad det vil sige at føle og give kærlighed. For kan et menneske elske en robot og kan en robot mon forelske sig? Mens spørgsmål om frihed og selvstændighed ligeledes er på banen.

Det er dog ikke gennem sine temaer, at filmen står stærkest. Det gør den, når den beror på at skabe spænding og udfolde sin historie med de overraskelser, den nu engang har at byde på. Bedst går det, når satiren mellem mand og kvinde bringes grotesk i spil. Det er morsomt og morbidt, hvor ikke mindst Sophie Thatcher som Iris skal fremhæves som et trumfkort.

Hun er virkelig god som Iris, der veksler mellem det menneskelige og det maskinelle. Hun er super sej og indfrier samtidig også fornemt sit grotesk komiske potentiale. Hun er en stjerne. Nær så vellykket er filmen som helhed desværre ikke. For til trods for sin skæve præmis og gysende elementer, er det en lidt for pæn film, der ikke tør gå linen helt absurd ud.

Det sagt, så er det en delvist vellykket og heldigvis også lifligt underholdende film, der på trods af sit sine steder uforløste potentiale i tematikkerne, historien og den grafiske gru er en god oplevelse, som lever bedst af sin skæve præmis gennem sin humor og Sophie Thatcher, der bakkes dynamisk op af bl.a. Jack Quaid som den herligt øretæveindbydende Josh.

’Companion’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Companion’ har biografpremiere den 30. januar.

Den gribende ’Maria’ besjæler kunsten og smerten følelsesfint

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med et følelsesømt og melankolsk stærkt greb om sin fortælling og portræt af den ikoniske operasanger Maria Callas, at instruktør Pablo Larraín med delikat forståelse for sin titelkarakter bringer mig ind i den feterede divas verden af kunst og smerte. Hun lever med musikken som en uløselig og altopslugende del af sit liv.

Historien snor sig i ’Maria’ om nutidens Paris i 1977, hvor man møder sangeren, der ikke længere er ved sine velmagtsdages styrke. Hun er stadig verdenskendt, men er ikke et godt sted i livet. Hun er afhængig af piller, mens helbredet og stemmen svigter. Hun træner dog fortsat sin stemme, upåagtet den sjælelige smerte, det medfølger. Det gør ondt at overvære.

Jeg kommer her ind på livet af en kvinde, der har ensomheden og netop smerten som følgesvend. Det på elegant beskrevet vis, hvor bl.a. Edward Lachmans billedsmukke kompositioner af et efterårsramt Paris rammer en gribende nerve i historien, hvor Angelina Jolie som Maria Callas er både skrøbelig og stærk, charmerende og karismatisk, men også trist, usikker og ensom.

Man bringes – bl.a. i elegant udfoldet sort/hvid – også tilbage i Maria Callas’ liv. Til da hendes stemme berusede verden med sin magiske og magnetiske kraft. Ligesom stemmen og musikken bringer fantasien i spil, spiller fantasien også Maria Callas et virkelighedspuds, da hendes verden slår knuder i mødet med virkelighedens realiteter, hvilket fortælles på gribende elegant vis.

Desuden er også musikken og stemmen flot, medrivende og storslået sat i scene, hvor jeg til en start dog lige skal sluge kamelen, at den stemme skulle komme ud af Angelina Jolie, der på trods bærer rollen med overbevisende nærvær. En kompleks kvinde, der beskrives flerfacetteret af Angelina Jolie, der lykkedes med at formidle følelserne på gribende vis.

Pierfrancesco Favino og Alba Rohrwacher bør bl.a. også fremhæves for deres dynamiske portrætter af Maria Callas’ butler og hushjælp. Her kommer en jordbunden menneskelighed i spil, hvilket fornemt ekkoer i den helt overjordiske Maria Callas, der også må slås med almindelige menneskelige problemer samt universelle følelser som ensomhed og sjælelig smerte.

’Maria’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Maria’ har biografpremiere den 30. januar.

’Elskling’ skildrer kærligheden engagerende komplekst

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvem er du i grunden som menneske? Både for dig selv eller i et forhold? Ja, hvem vil du gerne være som menneske? For dig selv eller sammen med en? Det er nemt at stille disse spørgsmål, men straks sværere at svare på dem. I hvert fald, hvis man kradser den smule i overfladen, som det kræver for at nuancerne og kompleksiteten står frem.

I instruktør og manuskriptforfatter Lilja Ingolfsdottirs følelsesfint balancerede norske drama ’Elskling’ bliver der kradset godt i overfladen, hvorfra følelserne får lov til at pible og boble, syde og sitre frem. Følelserne gives gribende liv af Helga Guren i rollen som Maria, der forsøger at få sit liv med både skilsmisse, ny kæreste, børn og arbejde til at hænge sammen.

Det er et liv med opture og nedture, hvor særligt kærligheden slår knuder og gør modstand. Ja, ’Elskling’ er et godt gammeldags parforholdsdrama, i ordets mest positive forstand. Her med Maria i solidt følelsesmæssigt centrum og udgangspunkt for historien. Maria er heldigvis en både interessant, udfordrende og kompleks kvinde at blive helt klog på.

Jeg læner mig derfor ekstra interesseret ind i portrættet af Maria, der også må forsøge at blive klog på sig selv igennem de slag, hun får i kærlighedens navn. Gør hun noget forkert? Er hun forkert? Er hun overhovedet god nok? Menneskeligt eksistentielle spørgsmål som disse er oppe i luften på gribende vis, selvom filmen til tider bliver lidt terapeuttung i røven.

Der går bogstavelig talt køkkenvaskdrama i den, som bl.a. når Maria og hendes nye partner Sigmund mødes i et skænderi over køkkenvaskens beskidte service. Det er i det lille hjem, dramaet udspiller sig. På godt og ondt. For der titter til tider parforholdsklichéer frem, til trods for heldigvis nærværende portrætter af karaktererne og deres svære relationer.

Desværre forbliver bl.a. børnene uforløst foldet ud i historien, der altså først og sidst er Marias. Det er netop gennem dette kvindeportræt, at ’Elskling’ trækker sit stærkeste kort, hvor Helga Guren leverer sin rolle engagerende godt og nuanceret udfordrende. I historien om en kvinde, der måske har glemt sig selv midt i livet. Midt i hverdagen. Midt i kærligheden til andre.

’Elskling’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Elskling’ har biografpremiere den 30. januar.

’Pigen med nålen’ sitrer af tragisk brutalitet og rå ømhed

/i , /af

Biografanmeldelse: I dragende sort/hvid folder det tragisk fascinerende drama ’Pigen med nålen’ sig råt ud i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Vi møder her den unge fabrikssyerske Karoline, der kæmper en daglig kamp for at overleve livet i byen. Skæbnen vil imidlertid, at hun både bliver arbejdsløs, hjemløs og ufrivilligt gravid.

Karoline aner ikke sine levende råd. Men da hun ved et tilfælde møder den ældre og omsorgsfulde Dagmar, synes et spædt lys at finde vej ind i hendes ellers fortvivlende tilværelse. Dagmars moderlighed synes dog ikke kun at tilfalde den desperate Karoline, men også nyfødte og uønskede børn, som hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til.

Mørket rumler imidlertid ulmende lige bag moderligheden. Ikke desto mindre bliver det starten på et umage venskab mellem de to kvinder, vi således bliver vidne til kringle sig ud i modstand, problemer og overraskende retninger. Instruktør og medforfatter Magnus von Horn har her et elegant flair for at forene det varme med dybt grusomme på engagerende vis.

Alt sammen formes til smukke billeder i sort/hvid af fotograf Michal Dymek, hvor både gruen og råheden, menneskene og dramaet indrammes gribende og dynamisk. Komponist Frederikke Hoffmeier bringer desuden vibrerende liv og urovækkende toner til den følelsesmæssigt komplekse historie om moderskab og ensomhed, desperation og død, kærlighed og moral.

Vic Carmen Sonne er yderst nærværende og nuanceret dragende som Karoline, mens Trine Dyrholm er både karismatisk, intens og underspillet skræmmende som den hemmelighedsfulde Dagmar. Det er en gnistrende forknyt og samtidig dramatisk eksplosiv relation, jeg er vidne til og kommer ind på livet af. Det er tragisk, trist og sine steder grumt rørende.

’Pigen med nålen’ omslutter mig med sine visuelt dragende billeder, mens et opfindsomt lyddesign og pulserende score griber mig om struben og fastholder mig i historien, hvor filmens virkelighed sine steder vibrerer af et levende mareridt. Grumt, smukt og gribende. Filmen er desuden baseret på virkelige og grusomme hændelser.

’Pigen med nålen’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Pigen med nålen’ har biografpremiere den 23. januar.

’A Real Pain’ rummer både stor smerte og endeløs kærlighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med henholdsvis følelserne siddende vibrerende udenpå tøjet kontra gemt væk bag en forknyt mine, at vi møder fætrene Benji og David. De kunne næsten ikke være mere forskellige i deres ydre væsen. Benji er livlig og storsnakkende, ustabil og uforudsigelig, mens David er kontrolleret og fåmælt, undskyldende og tilbageholdende.

Deres forskelligheder til trods, er de også bedste venner. I komediedramaet ’A Real Pain’ genforenes de to fætre på en tur fra USA til Polen, hvor de vil opsøge deres elskede og netop afdøde bedstemors gamle hjem og samtidig ære hendes minde. Rejsen er også en tur tilbage til deres jødiske ophav og dets grufulde historie under 2. verdenskrig.

Kieran Culkin portrætterer med gribende nærvær den frembrusende, men også charmerende og sjove Benji. Han synes måske nok at være i livlig kontakt med sine følelser, men bag smilet og de mange jokes, gemmer sig også en stor smerte, som han på rejsen måske får mulighed for at lade boble op til overfladen. Ikke mindst på grund af venskabet med David.

Den akavede og småkejtede David spilles af en troværdigt tøvende Jesse Eisenberg, der desuden har instrueret og skrevet det veloplagte manuskript. David gemmer et godt stykke bag sin kontrollerede overflade også på brusende følelser. De to udgør virkelig en yderst umage og elskelig duo, som det er en fornøjelse at følge på deres rejse gennem deres oprindelsesland Polen.

Det er i mødet med bl.a. det jødiske ophavs brutale skæbne, at der opstår pulserende hjertebanken hos begge fætre, der på forskellig vis tackler de mange følelser, som de nu står ansigt til ansigt med, hvor også den lille håndfuld af øvrige turister på deres guidede tour udgør et engagerende modspil til de to unge mænds strabadser.

’A Real Pain’ rummer stor smerte i forskellige og komplekse afskygninger, men også kærlighed og hjertevarme i en fortælling om at forsøge at finde sig selv, at forstå sit ophav og at leve ikke kun gennem andre mennesker, men også gennem eget indre liv, selvom smerten til tider kan synes at have overtaget. Håbet findes. Det gør det også i denne fine film.

’A Real Pain’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’A Real Pain’ har biografpremiere den 23. januar.

’Piece by Piece’ fortæller Lego-veloplagt om Pharrell Williams’ vilde karriere

/i , /af

Biografanmeldelse: Han står bag nogle af nyere tids absolut største hits. Ja, musiker, producer, rapper og sanger Pharrell Williams har om nogen været med til at definere lyden af populærmusikken fra slut-90’erne, i 00’erne og frem til i dag. Nu kommer hans historie i form af dokumentaren ’Piece by Piece’ – med det twist, at den fortælles animeret i Lego.

Det er farverigt, legende og opfindsomt. Præcis som stjernen selv. Pharrell Williams er med andre ord en af de mest opfindsomme og originalt tænkende musikere de seneste 30 års tid og står som et unikt fyrtårn blandt musikere og fans verden over. Bl.a. med hits så forskellige som Frontin’ og Happy samt frugtbare samarbejder med alt fra Justin Timberlake til Snoop Dogg og Daft Punk.

Skulle man være i tvivl om Pharrell Williams’ talent for at producere ørehængende og banebrydende beats og kæmpe hits, så minder den veloplagt animerede ’Piece by Piece’ uden tvivl en om det. Her langes der på medrivende vis en lang række numre og musikalske godbidder over disken i dynamisk forening med filmens biografiske historie, der er engagerende og kulørt animeret.

’Piece by Piece’ er ikke den mest dybdeborende og slet ikke kritiske dokumentar om stjernen, hvor samarbejdet med bl.a. også Chad Hugo i konstellationen The Neptunes står centralt i historien om Pharrell Williams’ karriere. Men ja, hans rejse fra ung knøs med store drømme i Virginia Beach til stjernestatus er både sjov og underholdende fortalt.

Pharrell Williams fortæller selv i form af sit Lego-jeg sin historie med en lang række øvrige personer, herunder diverse stjerner, producere og folk, der har været en del af musikerens liv og karriere. Filmen kommer ganske vist også ind på Pharrell Williams’ kreative og menneskelige nedtur, men rigtig komplekst eller følelsesdybt bliver det ikke.

Fred med det, da filmen først og fremmest er en hyldest af, ja, Pharrell Williams – nogle gange liiidt klægt sat i scene – men også af musikken, livet og vores forskelligheder, hvor bl.a. en pointe om, at sammen står vi stærkest. Det er sammen, vi kan opnå det umulige. Ikke hvis man kun har sig selv for øje. En måske simpel pointe, men leveret kulørt, musikalsk og underholde godt.

’Piece by Piece’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Piece by Piece’ har biografpremiere den 23. januar.

‘Wolf Man’ går råt i kødet på varulve-myten

/i , /af

Biografanmeldelse: Det tragiske klinger brutalt i den fortættede skrækfilm ’Wolf Man’, der tager et nyt og råt greb om varulve-myten. For langt oppe i Oregons store og afsidesliggende naturvidder, rumsterer nemlig et udyr, der måske har mere tilfælles med os mennesker end med skovens øvrige dyr.

Vi møder en lille familie, der består af Blake og Charlotte samt deres datter Ginger. Her sættes således en ret fin historie om familie, overlevelse og traumer i gang i skovens dybe, men knapt så stille dybe ro. Den store skov huser nemlig et farligt bæst, hvilket hurtigt går op for familien, da de kører mod Oregon, hvor Blake skal rydde op i sin nyligt afdøde fars gård.

Fortidens spøgelser bliver for Blake hurtigt hevet frem i mørket, når familien allerede inden, de ankommer til huset, starter en kamp for overlevelse. Her er nærmest tale om et kammerspil med den dramatiske kerne sat i familiens skød, mens en varulv placeres midt i historien og antænder lunten, der kan sprænge livet i stykker for Blake, Charlotte og Ginger.

Et kammerspil med fart over feltet, vel at mærke. For vi kommer også uden for husets fire klaustrofobiske vægge, når livet og døden sættes på spil. Det afstedkommer et par gode og fint nervepirrende scener, selvom det følelsesmæssige engagement ikke bliver videre vellykket forplantet. Det samme kan siges om historien, der ikke byder på mange overraskelser.

Filmen lever stærkest af den energi og det momentum, som det overvejende lykkedes for instruktør og medforfatter Leigh Whannell at opretholde det meste af vejen. Desværre udebliver en videre gribende og tankevækkende psykologisk dybde i karaktererne, der dog på trods ganske godt udfylder deres roller.

Christopher Abbott er intens og nærværende som den plagede Blake, mens Charlotte får nerve og desperation af Julia Garner. Matilda Firth gør sit bedste som den skræmte datter. Desværre hives der i den ellers dejligt dystre historie unødvendig sentimentalitet ind fra højre, hvilket skæmmer den knugende nerve i filmen, som dog rummer en ganske gribende tragisk klangbund.

’Wolf Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wolf Man’ har biografpremiere den 16. januar.

Dramaet ’Armand’ er en trykkoger af tvetydige anklager

/i , /af

Biografanmeldelse: Tvivl og rådvildhed, uenighed og hemmeligheder. Der sættes engagerende fart på tvetydige temaer i det knugende norske drama ’Armand’. Der er således en dramatisk intensitet at finde i historien, hvor single-moren Elisabeth hasteindkaldes til sin 6-årige søn Armands skole. Herfra tager filmen sit greb om struben på mig og de involverede parter.

Det viser sig nemlig, at klassekammeraten Jon har fortalt sine forældre, at han er blevet overfaldet og misbrugt på urovækkende vis af netop Armand. Med til mødet finder man også Jons forældre, mens den godmodige lærer Sunna forsøger at jonglere snakken og de mange følelser, der er involveret og bruser op fra under de ellers pæne overflader.

Men hvad er i grunden op og ned i hele situationen? Det er bl.a. netop det svære spørgsmål, som angribes i filmen, der fortælles nærmest som en nervepirrende thriller, der folder sig ud på den farvenedtonede skole og i trange lokaler, der fremstår mere og mere klaustrofobiske, efterhånden som dramaet folder sig ud.

Den rådvilde Elisabeth portrætteres nuanceret og nærværende af Renate Reinsve, der med styrke og moderlighed tager diskussionen med skolens repræsentanter og det modsatstående forældrepar Sarah og Anders. De to spilles sammenbidt og dynamisk af en stålsat Ellen Dorrit Petersen og Endre Hellestveit som den mere vage Anders.

Selvom filmen sine steder mister en smule dramatisk tyngde og faldhøjde, overvindes disse bump på vejen af bl.a. netop skuespillerne samt af instruktør og manuskriptforfatter Halfdan Ullmann Tøndels elegante tag om historien, hvor fotograf Pål Ulvik Rokseths velkomponerede billeder af anspændthed giver filmen et elegant nærvær.

Efterhånden som filmen skrider frem, tages der af Halfdan Ullmann Tøndel desuden nogle interessante kunstneriske valg, der er med til at løfte filmen ind i, hvad der synes som mere end en almindelig virkelighed, man med det blotte øje ser og forstår. ’Armand’ lykkedes stærkest gennem sine portrætter, sin fortættede stemning og kunstneriske styrke.

’Armand’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Armand’ har biografpremiere den 16. januar.

Dramaet ‘Here’ snubler ujævnt i sit stiltunge koncept

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortalt gennem blot én kameraindstilling folder i generationer af familiefortællinger sig ud i Robert Zemeckis’ koncepttunge drama ’Here’. Vi kommer således ind i stuen i et ældre hus, hvor man følger livet fra familie til familie. Fra liv til liv. Fra generation til generation. Alt imens vi ser, hvordan tiden flyver afsted med krydsklip i tid.

Faktisk bringes vi for en stund helt tilbage til dengang, dinosaurerne herskede på Jorden og videre op til, at nogle af de første mennesker indtog og besejrede naturen og videre endnu op til, at huset bygges og den første familie flytter ind med alt, hvad der følger af opture og nedture. Vi ser på den måde også, hvorledes kulturen, livet og landskabet ændrer sig over tid.

Konceptet med at lade de forskellige generationsportrætter udspille sig via kun denne ene kameraindstilling udgør måske nok en teknisk udfordrende og fortællemæssigt interessant øvelse. Desværre bliver filmen som engagerende drama ikke videre vellykket eller ej forløst karaktermæssigt tilfredsstillende. Kun i glimt fungerer et par karakterskildringer ok.

For selvom der er en lille håndfuld af familier og par, man primært følger, så synes det overordnet at blive ved ujævne og sporadisk interessante kig ind i de forskellige liv – dog uden, at de for alvor får dramatisk tyngde eller nuanceret pondus. Mest interessant er måske nok forholdet mellem en far og hans søn, hvor man ser, hvorledes de to liv smitter af på hinanden over tid.

Her kommer der krigstraumer og dets konsekvenser i spil med forliste drømme om bord. Men rigtigt gribende bliver det ikke. Dertil er filmens fortælling for stiv i sin form og visuelle udtryk, mens netop de mange spring frem og tilbage i tid, suger noget af indlevelsen ud af de forskellige fortællinger, hvor ingen rigtigt får fat.

Der er desuden noget underligt distancerende i at se Tom Hanks og Robin Wright digitalt gjort unge i portrættet af de to som par, hvor tidens tand sætter sine spor på dem. ’Here’ er på papiret måske nok interessant som stiløvelse og koncept, men som filmisk gribende generations- og tidsportræt kommer den ikke i mål. Filmen er baseret på Richard McGuires tegneserie af samme navn.

’Here’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Here’ har biografpremiere den 16. januar.

‘Dahomey’ sætter kunstens betydning tankevækkende i spil

/i , /af

Biografanmeldelse: Kunst er med til at definere os som mennesker og kultur. Hvem vi er og hvad vores tilhørsforhold er. Ja, kunsten kan udtrykke selv menneskets inderste tanker og følelser. Kunst er en del af alle kulturer til alle tider. Så hvad gør det ved en befolkning og et land at blive plyndret for kunstgenstande og andre kulturelle artefakter?

Det er et af de centrale spørgsmål i den interessant iscenesatte dokumentarfilm ’Dahomey’ af fransk-senegalesiske Mati Diop. Her gælder det historien om 26 kunst- og kulturgenstande, der fra Frankrig nu vender tilbage til, hvor de blev plyndret fra for mere end 100 år siden under den franske kolonimagt, nemlig fra det afrikanske land Benin, tidligere kongeriget Dahomey.

Vi følger med på rejsen fra Frankrig til Benin, hvor vi kommer helt ind i tankerne på et af disse kunstværker. Det sker gennem en indre monolog og voice-over filmen igennem, hvor der fabuleres tankevækkende og poetisk over bl.a. netop ovenstående spørgsmål og tematikker. Det er dog ikke kun gennem denne fascinerende monolog, at filmens temaer sættes stævne.

I Benin bliver hjembringelsen af kunstgenstandene nemlig i et åbent forum diskuteret af beninere fra forskellige generationer, som med hver deres syn på sagen sætter nuancerede tanker i gang om bl.a. kulturarv, folkesjæl og nationalt selvbillede. Spørgsmålet om forholdet til den gamle kolonimagt Frankrig kommer naturligvis også tankevækkende og udfordrende i spil.

Det interessante greb med at lade en af disse kunstskatte komme til orde, er med til at løfte den ellers lidt forudsigeligt beskrivende rejse et ekstra liv og en kunstnerisk slagside, der står stærkt og bringer en yderligere dimension til fortællingen. Helt ind i materien på sine temaer kommer jeg dog ikke hele vejen rundt lige formfuldendt.

Stærkest står filmen, når spørgsmålene og synspunkterne får lov at stå forrest, hvor de vækker til eftertanke og selvransagelse. For selvom dette er Benins fortælling, så rækker filmen også ud over denne konkrete begivenhed, hvor der sættes tanker i gang om kulturen og kunstens betydning generelt for os som mennesker. For vores historie og kulturelle identitet.

’Dahomey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Dahomey’ har biografpremiere den 16. januar.