De 10 bedste film fra 2017

De 10 bedste film fra 2017: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Faktisk så mange, at jeg havde svært ved at begrænse mig til blot en top 10. Herligt, men også udfordrende så at skulle sammensætte listen.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2017.

1) GET OUT (instruktør: Jordan Peele)
De fleste kender vel til det der med at skulle møde svigerforældrene for første gang. Det kan være en nervepirrende oplevelse. Det bliver det i hvert fald for Chris i denne forrygende intense, genrevridende og potent underspillede horror-mystery-thriller.

Get-Out-biograf-02

2) BABY DRIVER (instruktør: Edgar Wright)
Undskyld på forhånd mit sprog, men for satan og helvede, hvor er ‘Baby Driver’ dog en formidabel filmoplevelse. Musikalsk medrivende, overlegent klippet og dynamisk filmet. Hele vejen. Ja, spænd sikkerhedsselen og hop ombord i denne fremragende bilfræser af en film.

Baby Driver biograf thumb

3) THE KILLING OF A SACRED DEER (instruktør: Yorgos Lanthimos)
En film, der unikt balancerer det både absurde, sorte, knugende, uhyggelige og morsomme på engagerende vis. En lille familie sættes her på prøve, mens opløsningen konstant lurer om hjørnet. Ganske enkelt mesterligt skruet sammen.

The Killing of a Sacred Deer

4) THE HANDMAIDEN (instruktør: Chan-wook Park)
Et pirrende, sensuelt og delikat trekantsdrama fra Chan-wook Park. En forførende film, der leverer en spændstig historie, der pirrende leger med publikums forventninger i et spindelvæv af liderlighed, lyster, intriger og rænkespil.

The Handmaiden biograf 01

5) BLADE RUNNER 2049 (instruktør: Denis Villeneuve)
Det er ikke alene en vildt imponerende visuel side, der her forløses medrivende og drømmende flot, men også en spændende og hvirvlende historie om blandt andet det at være menneske. En værdig opfølger til Ridley Scotts ‘Blade Runner’ fra 1982.

blade runner still 2049

6) STAR WARS: THE LAST JEDI (instruktør: Rian Johnson)
Stjernekrigen fortsætter for fuld drøn, hvor den overordnede spændingskurve kun spændes mere og mere filmen igennem. Et overrumplende, actionfyldt og medrivende rumeventyr, der lader mig sulten tilbage efter mere. Sådan.

star wars the last jedi biograf thumb

7) DUNKIRK (instruktør: Christopher Nolan)
Jeg efterlades ikke med meget andet at klynge mig til end situationernes håbløshed og krigens kaos, når Christopher Nolan folder sin klaustrofobiske krigsfilm ‘Dunkirk’ ud til lands, til vands og i luften. Gribende, udfordrende og intens.

Dunkirk thumb

8) KONG: SKULL ISLAND (instruktør: Jordan Vogt-Roberts)
Så er der monster movie madness! Kongen er tilbage – som i King Kong er tilbage. Den enorme gorilla, der så let som ingenting kan rive adskillige helikoptere ned fra himlen og uden rysten tage imod skudsalver fra hidsige automatvåben.

Kong Skull Island 4K thumb

9) VINTERBRØDRE (instruktør: Hlynur Palmason)
En fascinerende, fysisk og unik film i både fortællestil og visuelt, hvor en magnetisk Elliot Crosset Hove indtager hovedrollen. Her smelter det lavmælte plot dragende sammen med en både drømmende og jordbunden billedside. Intens, forførende og uforudsigelig.

vinterbrødre pix 01

10) WAR FOR THE PLANET OF THE APES (instruktør: Matt Reeves)
Aberne er tilbage på hesteryg og med automatvåben i hænderne. Denne gang i det – indtil videre – sidste kapitel i den nye abe-saga. Vi er nået til enden og den endelige konfrontation mellem abe og menneske. Stemningsmættet, medrivende og yderst flot.

War for the Planet of the Apes thumb

Du kan nu se den prisbelønnede film The High Sun i Danmark på nyt VOD-distributionsinitiativ

Artikel: Hvis du ikke allerede kender til det europæiske VOD-distributionsinitiativ Walk This Way, bør du klart tjekke det ud, da de nu lancerer en ny sæson af europæiske film i Danmark. Blandt andet den kroatiske og prisbelønnede The High Sun. Filmen har allerede et stærkt ry, da den vandt juryprisen i Cannes i 2015 og den har ligeledes været nomineret til at repræsentere Kroatien i kategorien som Bedste udenlandske film til Oscar-uddelingen.

I år kan du på Walk This Way derfor se film for enhver smag, da der tilbydes over 30 titler i 5 samlinger: Uventede kærlighedshistorier (The High Sun), krigsfilm (Circles og In The Crosswind), dokumentarer fra hele verden (Ghostland: The View of the Ju’Hoansi, Falciani’s Tax Bomb, Democracy og Future Baby), komedier (News From Planet Mars, Miss Sixty, Dyke Hard, A Man and His Cow, WinWinm, Ange and Gabrielle og Not My Day) samt prisbelønnede dramaer (All of a Sudden, Daguerrotype og Metalhead).

Så hvis det lyder som noget, der kunne være interessant for dig, så læs videre her med teksten fra pressemeddelelsen:

The High Sun 02

The High Sun (Zvizdan), som første gang blev vist i 2015 på Cannes Film Festival, hvor den vandt juryprisen, vil være tilgængelig på iTunes, Google Play, Amazon Prime og Microsoft-platforme fra den 12. juni. Walk This Way – et projekt, som EU’s MEDIA finansierer for europæiske film straight-to-VoD – lancerer tredje sæson i Danmark med en kroatisk historie om universelt appel, The High Sun, der skildrer brændende problemer i dag: migration, grænser, fremmedhad.

The High Sun – instrueret af den anerkendte kroatiske film instruktør Dalibor Matanić – sætter fokus på tre kærlighedshistorier, der foregår i tre på hinanden følgende årtier, i to tætliggende Balkan-byer med en lang historie af etnisk had. Det er en film om skrøbeligheden – og intensiteten – ved forbudt kærlighed.

The High Sun 01

I den første historie, der foregår i 1991, bliver en romantisk tiltrækning tvunget under jorden, da kærlighed bliver en forbudt luksus midt i galskaben, forvirringen og frygten før krigen.

I den anden historie, der foregår i 2001, er krigen forbi, men elskerne finder det umuligt at forvandle deres forelskelse til et forhold: sårene fra krigen er stadig for friske og kan ikke helbredes så nemt.

Den tredje historie finder sted i 2011, hvor kærligheden endelig kan slå rod, hvis de elskende formår at bryde sig fri fra fortiden. Ondskab og mistanke er ikke helt forsvundet fra deres liv, og renselse er ikke let, men er igen muligt.

Om The High Sun:
– 123 min. / Drama /Kroatien, Slovenien, Serbien / Farve / 2015 © Kinorama, Gustav film, se Film Pro.
– Instruktør: Dalibor Matanić.
– Medvirkende: Tihana Lazović, Goran Marković, Nives Ivanković, Dado Ćosić, Stipe Radoja, Trpimir Jurkić, Mira Banjac.
– Disponibel: Åbner på VOD i hele landet mandag den 12. juni på iTunes, Google Play, Amazon Prime og Microsoft.
– Sprog: Filmen udgives på kroatisk med engelske undertekster.

Få mere info om Walk This Way om projektet og hele kataloget: walkthisway.cineuropa.org

De 10 bedste film fra 2016

De 10 bedste film fra 2016: Så har endnu et filmår nået sin ende. Ikke just det stærkeste filmår, meeeeen der har trods alt været ok med titler til at besætte min årlige top 10-liste. Sådan nogenlunde. Som altid er der titler, jeg af uransagelige årsager ikke har fået set, eksempelvis The Lobster. Den må jeg nuppe i det nye år.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2016. Derfor er blandt andre den ellers fremragende The Witch ikke med.

1) ARRIVAL (instruktør: Denis Villeneuve)
Vi har set et utal af eksplosive møder med rumvæsner på film, men med Denis Villeneuves Arrival er der tale om et langt mindre pompøst encounter med en fremmed livsform. Det er en elementært spændende film, der ligeledes sætter både hjernen og følelserne i sving på fin og afbalanceret vis. En filmoplevelse af de store, der kommer til at indgå i rækken over science fiction-klassikere.

arrival-bedste-film-2016
2) THE REVENANT
(instruktør: Alejandro G. Iñárritu)
Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Han bliver nemlig fatalt såret af en bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han forsøger at overleve i den iskolde natur. Simpelt og elementært spændende, hvor filmen lykkedes med at fremkalde en helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab. Vildt. Min anmeldelse.

revenant-bedste-film-2016

3) SON OF SAUL (instruktør: László Nemes)
Ja, der kan laves film om grusomhederne i KZ-lejrene under 2. Verdenskrig. Og ja, de kan bestemt være ligeså relevante i dag som nogensinde. Det beviser László Nemes med sin både rystende og uafrystelige film, der foregår i 1944 i Auschwitz, hvor man fra en fanges point of view følger hans liv i lejren med blandt andet afbrænding af liv og gasning af øvrige fanger.

son-of-saul-bedste-film-2016

4) EX MACHINA (instruktør: Alex Garland)
En forrygende og kompakt lille film, der på kompleks, underholdende og intelligent vis får sat emnet kunstig intelligens stævne. Her følger man nemlig en ung programmør, der udvælges til et eksperiment om netop kunstig intelligens hos et charmerende og halvgalt geni langt ude i en skov, hvor grænsen mellem menneske og robot således bliver udvasket.

ex-machina-bedste-film-2016

5) ROGUE ONE: A STAR WARS STORY (instruktør: Gareth Edwards)
En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af Star Wars-universet end hidtil set på film, hvor publikum introduceres for en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. Både de nye ansigter og den mere alvorlige tone fungerer med tung regn og dystre settings. Min anmeldelse.

rogue-one-star-wars-bedste-film-2016

6) THE HATEFUL EIGHT (instruktør: Quentin Tarantino)
Tarantino tager publikum med ind i en intens trykkoger af en træhytte med otte revolver-røvhuller i sin seneste film. En pokkers medrivende og veldrejet dramatisk film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge, hvor spændingerne bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser. Min anmeldelse.

hateful-eight-bedste-film-2016

7) ANOMALISA (instruktør: Duke Johnson, Charlie Kaufman)
Filmskaber og manuskriptforfatter Charlie Kaufman har sammen med Duke Johnson skabt Anomalisa. Et underspillet, rørende og tragisk samt meget menneskeligt drama – men med dukker. Et sirligt stop-motion-univers, der følger den ensomme Michaels tur til en konference, hvor mødet med en kvinde sender ham ud på en indre rejse om at finde kærligheden – ikke mindst til sig selv.

anomalisa-bedste-film-2016

8) 10 CLOVERFIELD LANE (instruktør: Dan Trachtenberg)
Hvad ville du gøre, hvis Jorden blev ramt at et angreb, der betød døden på grund af strålefare, hvis du gik udenfor? Sådan er det i 10 Cloverfield Lane, hvor man følger tre personer, som har forskanset sig i en underjordisk bunker. Her langt under jorden opstår spliden og paranoiaen dog hurtigt i dette intense kammerspil med en tiltagende paranoia. Min anbefaling.

10-cloverfield-lane-bedste-film-2016

09) MIDNIGHT SPECIAL (instruktør: Jeff Nichols)
Jeff Nichols rev mig omkuld med den apokalyptiske Take Shelter i 2012. Med Midnight Speciel gør han det ikke helt så meget, men bestemt nok til, at denne science fiction- skråstreg underspillede superhelte-film når en niende plads. For en fars flugt med sønnen Alton fra regeringen på grund af drengens utrolige kræfter er både fantasifuld, spændende og tankevækkende, når den er allerbedst.

midnight-special-bedste-film-2016

10) BATMAN V SUPERMAN: DAWN OF JUSTICE (instruktør: Zack Snyder)
2016 blev året, hvor den længe ventede kamp mellem to af superhelteverdenens største ikoner landede. Den er ikke er uden sine blandt andet plotmæssige problemer, men jeg kunne godt lide dens tegneserieæstetik, det bombastiske univers og ikke mindst Ben Afflecks portræt af en brutal mere Batman. Få også lige set Ultimate Edition-udgaven af filmen, der byder på 30 minutter mere spilletid.

batman-v-superman-bedste-film-2016

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014 og 2015.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

De 10 bedste film fra 2015

De 10 bedste film fra 2015: Endnu et år har nået sin ende, hvilket også betyder, at det er blevet tid til min årlige top 10 med de bedste film fra året, der er gået. Den følger herunder. Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2015.

1) MAD MAX: FURY ROAD (instruktør: George Miller)
Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få alle til at installere sikkerhedsseler i deres filmsæder. Wroooom! Min anmeldelse.

mad-max-fury-road-bedste-film-2015

2) WHIPLASH (instruktør: Damien Chazelle)
Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden. Men ja, hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende. Min anmeldelse.

whiplash-bedste-film-2015

3) STAR WARS: THE FORCE AWAKENS (instruktør: J.J. Abrams)
Med Star Wars: The Force Awakens er det gået op for mig, at jeg nok er noget større fan, end jeg lige troede. Det er i hvert fald kommet lidt bag på mig, hvor meget jeg har egentlig så frem til at rejse til a galaxy far, far away. Og bare rolig, for filmen leverer et forrygende genfødt rumeventyr, der får sat franchisen på rette kurs efter de seneste tre film. Min anmeldelse.

star-wars-the-force-awakens-bedste-film-2015

4) BIRDMAN (instruktør: Alejandro González Iñárritu)
I Birdman flyver Michael Keaton forrygende godt som tragikomisk ’has been’-superhelt og skuespiller. Ham havde du måske glemt alt om? Det har du ikke, når du har set filmen, hvor han spiller den engang succesfulde superhelt Birdman. Siden er hans karriere gået i stå, så han sætter en forestilling op på Broadway for at genoprette karrieren og få noget skuespiller-respekt. Min anmeldelse.

birdman-bedste-film-2015

5) FOXCATCHER (instruktør: Bennett Miller)
Ja tak til en mega alvorlig Steve Carell og en mega alvorlig Channing Tatum. For Foxcatcher leverer nemlig en nådesløs, tragisk og fremragende ond oplevelse. På den bedst mulige måde. Og så ingen dumsmarte bemærkninger om den der store næse, som Steve Carell har fået sat på til rollen som den excentriske og stenrige John du Pont. Min anmeldelse.

foxcatcher-bedste-film-2015

6) CREED (instruktør: Ryan Coogler)
Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det. For den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende siden Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”. Min anmeldelse.

creed-bedste-film-2015

7) IT FOLLOWS (instruktør: David Robert Mitchell)
En yderst intens horrorfilm, der med et dundrende synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset, fik frygten malet frem på lærredet, hvor en mystisk og dødelig kraft forfølger vores stakkels hovedpersoner i diverse menneskeskikkelser. En af de bedste og mest dragende skrækfilm, jeg har set i nyere tid.

it-follows-bedste-film-2015

8) THE MARTIAN (instruktør: Ridley Scott)
Ja, tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars. For Ridley Scott sender ham nemlig langt ud i rummet med The Martian – mere præcist til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. Min anmeldelse.

martian-bedste-film-2015

9) CRIMSON PEAK (instruktør: Guillermo del Toro)
Der er vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde i Crimson Peak. Ja, jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer, da filmen forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder. Min anmeldelse.

crimson-peak-bedste-film-2015

10) INHERENT VICE (instruktør: Paul Thomas Anderson)
Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end hans hår i Inherent Vice. Du kan med andre ord ligeså godt berede dig på, at du ikke kommer til at fatte alt i Paul Thomas Andersons kringlede stoner-krimi. Og det er bestemt helt i orden. For det er der vist heller ikke nogen i filmen, som gør. Altså finde vej i det sammenfiltrede plot, der snurrer sig herligt løs af fuld forståelse og ind sine jointindhyllede 1970’er-tåger i Los Angeles. Min anmeldelse.

inherent-vice-bedste-film-2015

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

Tillykke med de 65 år til special effects-legenden Rick Baker

Rick Baker bliver 65 år i dag. Hurra for ham og hans forrygende monstre og bizarre effekter.

Jeg er blandt andet begejstret for hans arbejde på Videodrome (der sjovt nok også er en af verdens bedste film) samt naturligvis hans varulvearbejde på eksempelvis An American Werewolf in London, The Howling, Wolf og The Wolfman videre til Michael Jacksons Thriller-video.

Listen er lang og tæller blandt andet også The Exorcist, Squirm, The Incredible Melting Man, Star Wars, The Funhouse, Gremlins 2 og hans mindre blodige effektarbejde på at genskabe Bela Lugosi i Ed Wood.

Videre til Batman Forever, The Frighteners, Men in Black-filmene, Hellboy, Tron: Legacy og Robert Downey Jr. som ‘the dude playin’ the dude, disguised as another dude’ i Tropic Thunder.

Hurra for Rick Baker og praktiske effekter.

Tillykke med fødselsdagen, scream queen Jamie Lee Curtis

Hun er en af mine første favorit-scream queens og -final girls, inden jeg vidste, at der var noget, som hed scream queens og final girls. Jamie Lee Curtis har i dag fødselsdag, så tillykke – og tillykke med at have overlevet Michael Myers i indtil videre 57 år.

Det er naturligvis som den morder-jagtede Laurie Strode i John Carpenters mesterlige slasher Halloween fra 1978, at Jamie Lee Curtis indtog sin plads blandt horror-genrens kvindelige ikoner.

Siden har hun et par gange mere stået ansigt til ansigt med den legendariske og maskebærende morder Myers, mens hun i årene efter originalen var at finde i flere horror-titler, blandt andet i John Carpenters The Fog videre til titler som Prom Night, Terror Train og Road Games.

halloween carpenter gif

Hun har det dog ikke fra nogen fremmed, da hendes mor som bekendt er ingen ringere end Janet Leigh. Altså hende, der har taget et af filmhistoriens mest kendte og mest skræmmende brusebade, nemlig i Alfred Hitchcocks Psycho fra 1960.

Men ja, Jamie Lee Curtis har også været med i andet end film med mænd, der myrder kvinder. Blandt andet i roller over for Eddie Murphy og Dan Aykroyd i Trading Places, over for John Cleese i A Fish Called Wanda og naturligvis over for Arnold Schwarzenegger i True Lies (og over for Lindsay Lohan i Freaky Friday).

I år er Jamie Lee Curtis så vendt tilbage til hvor, det hele startede, nemlig med en rolle i horror-slash-komedie-serien Scream Queens. Hurra for dig, Jamie Lee Curtis.

Gunnar Hansen er død, 68 år – den originale Leatherface

Verden har mistet manden, der bragte et af filmhistoriens og mine største horror-ikoner til live – den originale Leatherface i The Texas Chain Saw Massacre fra 1974. Gunnar Hansen er død, 68 år gammel. Han er mest kendt for netop sin motorsavssvingende rolle i Tobe Hooper mesterværk. Ja, et af mine absolutte favoritmonstre i en af mine absolutte favoritfilm.

Således svingede Gunnar Hansen den legendariske motorsav (og hammer) i Motorsavsmassakren (som den passende danske titel lyder) og gjorde livet surt for en flok unge amerikanere på tur. Siden har Gunnar Hansen medvirket flere film – blandt andet med tiltalende titler som Hollywood Chainsaw Hookers, Murder-Set-Pieces og Reykjavik Whale Watching Massacre.

Det er dog iført slagterforklæde, slips og en maske syet af menneskehud, at Gunnar Hansen i sin foruroligende debutrolle skabte filmhistorie med sin intimiderende fysik. Nå ja, og så udgjorde han desuden grundlaget for både mareridt og min kærlighed til horrorgenren. Tak for det.

Wes Craven er død, 76 år – et farvel til en af gysets mestre

En af gysets mestre er død.

Ja, Wes Craven kan bestemt godt leve op til den klichébeskrivelse. Han er nemlig blandt andet far til en af horrorgenrens absolut største ikoner – drømmemorderen Freddy Krueger (ham, der slog Johnny Depp ihjel i en gejser af blod tilbage i 1984 – forrygende).

Det er dog ikke kun horrorklassikeren A Nightmare on Elm Street, som Wes står bag. Han har nemlig givet mig flere og nogle af mine absolut bedste og stærkeste skrækfilmsoplevelser.

Det har han blandt andet også gjort med den bestialske og grumme The Last House on the Left, den brutale og beskidte The Hills Have Eyes samt den post-moderne tyggegummi-gyser Scream.

Hans brogede karriere har også affødt gode gysertimer og vilde videoaftener med eksempelvis The People Under the Stairs, The Serpent and the Rainbow og Deadly Blessing.

Ja, Wes har bestemt været med til at bygge fundamentet til min horror-begejstring og gennem mange år fodret min kærlighed til genren (særligt med sine tidligere film). Det er bestemt en horrorlegende, verden har mistet.

Tak for alle de fremragende mareridt, Wes.

Tillykke med fødselsdagen, verdens bedste Kevin Smith

Tillykke med fødselsdagen, verdens bedste Kevin Smith. Du er en klar menneskelig favorit – og så har du oven i købet også lavet nogle af mine favoritfilm. Vildt.

Du ved, naturligvis Clerks, Mallrats, Chasing Amy og Dogma samt Jay and Silent Bob Strike Back og Clerks II.

Og ja, jeg kan sgu også godt lide Jersey Girl (fuck you haters + hulk og sødme + Steven Tylers datter + Ben Affleck, der siger “Okay. You can be a coked-out whore too” til Jennifer Lopez).

Og ikke mindst tak for at turde gå nye veje med fundamentalistiske kristne iført automatvåben i Red State samt grotesk og kvalmende hvalroshorror med Tusk (det er forresten også favoritfilm).

Ja, tak for i det hele taget at blive ved med at lave film – selvom du jo på et tidspunkt sagde, at du ville droppe det. Det er jeg glad for, at du ikke gjorde – selvom dine bøger, podcasts, foredrag and what not nu også er virkeligt gode.

Så hurra for dig, dine 45 år og for, at du gør tingene på ingen andres måde end din egen (*host* Cop Out *host*) samt for at have gjort mig klogere og mit liv bedre, sjovere og mere interessant.

Så til jer, der endnu ikke har: Få nu lige set nogle Kevin Smith-film – det vil både han og I sætte stor pris på. Og det vil jeg egentlig også. Og til jer, der har: Gense dem. Det gør jeg i hvert fald.

Prøv lige noget dansk splatter og zombiesjask med Udbrud

Findes der danske splatterfilm? Ja, naturligvis. En af dem er Henrik Andersens nobudget-sjasker Udbrud, som jeg blot lige vil henlede din opmærksomhed på. Nå ja, du kan forresten også købe den for blot 120 kroner (scroll ned her på siden og se hvordan). Besøg da også lige filmens Facebook-gruppe her og støt noget dansk horror-snask. Helt og aldeles uden skrubler (og halvdovent) gengiver jeg lige ordret fra Henriks mail om, hvad Udbrud er for en film og baggrunden for den.

”Filmen er en hyldest til de gamle italienske spaghetti-horror-drenge, som jeg elsker så højt. Det ses selvfølgelig i det blodige splat, men ellers ikke så meget i stilen, men mere en hyldest til den måde de fik det lavet på og den energi, de havde med deres projekter. Det var også tit lidt rebelagtig film making. Desuden er der hyldester til alle de film, vi elsker. Lige fra The Tenant af Roman Polanski til Paul Verhoevens blodige værker videre til Streets of Fire og Easy Rider og alverdens zombiefilm fra hele verden.”

Udbrud_PROMO_01 Udbrud_PROMO_03

”Vi aner ikke, hvordan man skriver et manuskript på den ”rigtige” måde. Vi finder bare på og gør det på den måde, der virker bedst for os og digter lidt til undervejs. Vi aner ikke, hvordan man producerer film, så vi tog lidt fra børnenes opsparing og egen pengepung. Vi har ingen idé om, hvordan man caster folk, så vi ringer bare og hører om folk vil lege med.”

”Vi aner ikke, hvordan man sætter lys eller bruger et kamera optimalt. Vi prøver det bare og finder en løsning. Vi har ingen idé om, hvordan man reelt klipper en actionscene, men vi har til gengæld set Mad Max 2 300 gange mindst. Vi har ingen lange fine filmuddannelser med diplomer i enden. Vi laver bare film.”

Udbrud_PROMO_04Udbrud_PROMO_17

”Filmen er instrueret af Henrik Andersen (til dagligt pædagog og 42 år og far til tre, hvor to af ungerne medvirker i filmen), og skrevet og produceret i samarbejde med Kim Hermansen, der også har fotograferet filmen. Henrik har speciel effekt firmaet AMOS-FX, der de sidste mange år har lavet blodige effekter til alt, hvad der kan kravle og gå i det århusianske filmmiljø, og han har selvfølgelig også lavet alle de hundredvis af bylder og andre blodige ting i Udbrud.”

“Hovedrollen spilles af Anne Stenholt, til dagligt skuespiller, og har flere roller bag sig på Århus teater. De resterende medvirkende er gamle venner og bekendte, og alle har bakket op om projektet på en dejlig positiv måde. Komponisten Flemming Berg har lavet et 40 minutter langt score, der er inspireret af det italienske band Goblin (som blandt andet er kendt for deres scores til Dario Argentos film og til Dawn of The Dead) og John Carpenter blandet med 70’er-funk.”

11072889_10206317749333408_1919198018468613776_o den helt færdige plakat.

English Titel: OUTBURST.
Director: Henrik Andersen.
Producer: Henrik Andersen, Kim Hermansen.
Foto: Kim Hermansen.
Edit/Digital Effects: Andreas Krag.
Music: Flemming Berg.
Makeup and Hair: Britt Borghild Morsing.
Effect makeup: AMOS-FX / Henrik Andersen.
With: Anne Sten