Biografanmeldelse: Det skulle have været en ukompliceret opgave for et umage hold af kriminelle at kidnappe en rig gangsters unge datter for så at afvente den store løsesum tikke ind. Så let slipper kidnapperne langt fra i den blodsjaskende vampyrgyser ’Abigail’. For den store villa, hvor de skal skjule deres gidsel, huser nemlig sin del af farlige hemmeligheder.

Datteren Abigail er nemlig ikke en helt almindelig pige, der er dansende glad for ballet. Hun viser sig også at være en yderst glubsk og blodtørstig vampyr. Snart får holdet af kidnappere således hænderne fulde og Abigail på nakken. Nu starter en kamp for overlevelse i villaen, der er blevet låst og lukket til, så de kriminelle ikke sådan lige kan undslippe den unge vampyr.

Inden gysereskapaderne for alvor folder sig underholdende ud, forsøger filmen sig med at etablere gruppen af kidnappere. Fra den forhenværende kriminalbetjent til den adrenalinjagende hacker og ham med de store muskler. Problemet er ikke så meget det, at der måske lige går en tand for lang tid, inden blodet begynder at sprøjte, men mere, at karaktererne ikke sådan er rigtigt interessante.

Gruppen udfylder dog på trods af det helt ok deres respektive roller, men dramatisk menneskelig tyngde skal man kigge en smule langt efter. Selvom her bl.a. forsøges med lidt mor-søn-drama. Oprigtigt gribende følelser bliver der dog aldrig udløst på den front. Til gengæld er vampyrballaden heldigvis vildt underholdende på flere andre måder.

Bl.a. er en veloplagt Alisha Weir en fryd som den snarrådige vampyr med kæften fuld af sylespidse tænder og et dyrisk blik i øjnene. Hun har haft en fest i rollen som rap vampyr på rov. Hendes energi smitter af på positiv vis. Dog kunne man godt have skåret ned på scenerne med hende, der danser blodig ballet højt til tå og med sit strutskørt indsmurt i sjask.

Historien er altså ikke en overraskende åbenbaring, men instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett får på dynamisk vis en underholdende filmfræser ud af manuskriptet. Så selvom eskapaderne undervejs er ved at rulle ind i en smule dødvande, opvejes det momentvis manglende momentum bestemt af filmens herligt blodspruttende scener og skønne finale.

’Abigail’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Abigail’ har biografpremiere den 18. april.

Biografanmeldelse: Tid og rum, kærlighed og skæbne, klimakatastrofe og jordskælv. Det danske science fiction og romantiske drama ’For evigt’ rummer det hele i en i udgangspunktet interessant cocktail, der historiemæssigt ambitiøst kaster sig ud på dybt vand. Bogstavelig talt. For dybt under Atlanterhavets overflade er en mystisk sprække efter et jordskælv opstået.

Den mystiske sprække er forårsaget af klimaforandringer og kan få fatale konsekvenser for kloden og menneskeheden, hvis ikke den lukkes. Langt fra det dybeste havdyb et sted i Danmark møder vi nu den unge forsker Elias og sangeren in spe Anita, der for fulde følelser falder gnistrende for hinanden. Den unge kærlighed lider dog et knæk og deres veje skilles.

Flere år senere møder vi nu en ældre Elias, der har fået en central rolle på det hold af internationale videnskabsfolk og klimaforskere, der skal forsøge at lukke sprækken på havets bund, inden det er for sent for kloden og dens beboere. Da Elias tilfældigt møder Anita, der er videre i livet med en lille familie, vender det op og ned på hans liv. For hvad gav han egentlig slip på i sin tid?

Det er midt i klimakatastrofe og dybhavsdyk, at kærligheden og spørgsmålet om skæbne spiller ind, men aldrig for alvor får skovlen dybt under mig, ligesom heller ikke mine følelser bliver rørt helt engagerende rundt i. Man finder dog i de dobbelte hovedroller som den unge og ældre udgave af Elias og Anita virkeligt fine præstationer, der løfter følelserne, når historier bliver lidt tung i røven.

Det unge par portrætteres dynamisk og nærværende af Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsen. Jeg tror på dem, forholdet og følelserne. Det samme gælder den ældre version af Elias, hvor en stærk, nuanceret og troværdigt intens Simon Sears gør virkelig dragende figur. Desværre får Nanna Øland Fabricius som Anita ikke nær så meget at arbejde med i sin karakter.

Filmen bliver mere Elias’ historie end det ellers fine parløb, der lægges ud med. Instruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim lykkedes uanset hvad ikke helt med at forløse portrætterne gennemgående formfuldendt, mens også de universelle temaer mangler mere tyngde og flere overraskelser i en ellers interessant præmis. Det hele indfanges dog virkelig elegant godt af fotograf Jacob Møller.

’For evigt’ får 3 ud af 6 stjerner:

’For evigt’ har biografpremiere den 18. april.

Biografanmeldelse: Selv i de største byer med et mylder af mennesker, kan ensomheden ramme hårdt og nådesløst. Hvad stiller man så op, når ensomheden rammer? Når lyset i lejligheden ved siden af rammer krammende par på sofaen, mens venner går op og ned ad gaderne? I den ordløse animationsfilm ’Robot Dreams’ bygger en ensom hund sin egen robot.

Filmen udspiller sig i et summende New York i de kulørte 80’ere, hvor byens indbyggere er dyr i alle afskygninger. Her er aber, grise, myreslugere, elefanter og så er der den ensomme hund med mikroovnsmad siddende foran tv’et alene. Men da han bestiller og modtager sin egen robot, begynder et venskab mellem det umage par at spire.

Venskabet bliver dog testet på uventet vis før end siden. Så nu må jagten ud af ensomheden for hund og robot begynde på ny. For hvad vil vi i grunden ikke gøre for at fastholde venskaber og undgå ensomheden? I den søde ’Robot Dreams’ gør hunden i hvert fald sit bedste for at beskytte sit nye venskab, selvom det altså løber ind i problemer.

’Robot Dreams’ er lige på den anden side af halvanden time, men synes egentlig fint at kunne være fortalt som kortfilm. Historien og dens tematikker føles af og til en smule at blive trukket lidt langt ud over midten. Heldigvis gøres det på sjov og charmerende vis, hvor både hunden og robotten får fint liv i de stilrene tegninger, hvilket også er tilfældet med de andre karakterer og omgivelserne i New York.

Der sker altid sjove ting i baggrunden eller andre fine detaljer i udtrykket hos de medvirkende. Universet fungerer, selvom det af og til kan virke lidt for rent og klinisk i sit udtryk. Her kommer bl.a. netop hund og robot samt deres levende tilstedeværelse til live, selvom der altså ikke siges et eneste ord. Det er elegant historiefortælling med temaer som ensomhed og venskab i fokus.

Temaerne gives desuden en fint nuanceret krølle på halen i sidste ende, som også er med til at skabe lidt mere dybde i karaktererne og historien. ’Robot Dreams’ er med andre ord en fint animeret fortælling, jeg nemt relaterer til, bl.a. gennem fint forløste karakterer med en befriende ordløs fortælling, hvor bl.a. musikken således får plads og stor betydning.

’Robot Dreams’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Robot Dreams’ har biografpremiere den 11. marts.

Biografanmeldelse: Med gyserfilmen ’The First Omen’ bringes der nyt liv til den filmserie og det univers, som blev født med Richard Donners klassiker og djævlegyser ’The Omen’ fra 1976. Den første film har affødt flere fortsættelser, en serie og en genindspilning. Denne gang er det forhistorien til originalen, vi får med en fortælling, der udspiller sig i 1971.

Vi møder her den unge og religiøse Margaret, der kommer fra USA til Rom for at tjene kirken. Der går ikke lang tid før, at et mørke og en ondskab anes i filmens dunkle sprækker. Uhyggen står hurtigt også i fuldt skrækindjagende flor, når der spilles vellykket på den usete og lavmælte gru, hvor det ellers smukt indrammede gys skæmmes en smule af et par generiske jump scares.

Det er heldigvis ikke nok til at spænde ben for filmens hele vejen elegant grumme billeder, der dynamisk og stemningsfuldt er indfanget af fotograf Aaron Morton, som både forløser helt nære closeups af udspilede øjne og mareridtslignende tableauer af ubehag. Herligt! Hertil kommer et myrekrybende score af Mark Korven, der isnende sætter sig i hjertet og maven på mig.

Instruktør og medforfatter Arkasha Stevenson bringer pulserende liv til historien af Ben Jacoby, der måske nok har et par skavanker og forudsigelige plotdrejninger. Gyset lever dog virkelig stærkt på atmosfære og sit 70’er-tidsbillede, der krydres med uhygge og brutalitet, mens man som Margaret finder en virkelig god Nell Tiger Free, der forløser naivitet, styrke og sin karakters spændingskurve med gribende nærvær.

’The First Omen’ er bedst, når den tør stole på, at jump scares ikke er vejen til at forløse uhyggen, men snarere det elegant usagte ubehag og sine syrede mareridtsscener, hvor virkelighed og fantasi smelter forrygende klamt sammen, så min puls stiger. Historiens brug af et par smågeneriske genregreb underminerer dog ikke, at her er tale om et visuelt virkeligt dragende gys.

’The First Omen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The First Omen’ har biografpremiere den 4. april.

Biografanmeldelse: Det er følelsesfint, roligt og tålmodigt, at jeg med Wim Wenders’ smukke og livsreflekterende ’Perfect Days’ bringes ind i livet hos den midaldrende Hirayama. Han lever et stille liv alene og ordknapt, mens arbejdsdagene går med at rengøre offentlige toiletter i Tokyo. Han er yderst sirlig, når han på knæ skrubber både kummer og pissoirs til de skinner. Livet går sin sagte gang.

Det er et liv præget af rutiner og stille stunder, hvor bl.a. sollyset rammer den smilende Hirayama, der synes helt og aldeles i ro med sig selv og livet. Når han har fri, læser han bøger, lytter til musik på kassettebånd med Lou Reed og Patti Smith samt lever et minutiøst liv i sit lille hjem. Han nyder dagene. De små øjeblikke af skønhed, når pauserne i hverdagen tillader det.

Det er det enkle liv, som her er i centrum, hvor den sympatisk udstrålende Hirayama er det menneskelige omdrejningspunkt i en fortælling, der måske nok ikke gør umiddelbart meget væsen af sig, men rummer stor humanisme, mens der manes til rolig eftertanke hos mig selv og det liv, jeg lever med bl.a. spørgsmålet: Er jeg lykkelig?

Det er med simple og afdæmpede greb, at eksistentielle spørgsmål kommer i spil. Livets skønhed og skrøbelighed. Meningen med det hele og om man kan snyde sig lykkelig? Det er et menneskeligt portræt af en mand, der rummer mere og flere følelser, end det måske nok ved første øjekast lader sig afsløre. Det er bl.a. gennem filmens tålmodige væsen, at dens styrke findes.

Det er gennem Kôji Yakushos nærværende og sarte portræt af Hirayama, at filmen bl.a. får sit menneskelige liv og dragende nerve. Det er gennem fotograf Franz Lustigs smukt balancerede og elegante billeder af hverdagen, som her får fortryllende momenter af skønhed. Det at værdsætte de små ting i livet. Det at finde ro med der, hvor man er.

Wim Wenders lykkedes med ’Perfect Days’ på rolig dynamisk vis at åbne ind til et andet menneskes liv. Det magiske i mennesket og livet. For er vi lykkelige, hvis bare vi tror nok på det? Kan det triste og melankolske leve i smuk harmoni med livets skønhed og følelsesdybde? Det er på rørende, hjertevarm og fascinerende eftertænksom vis, jeg får en flig af et andet menneskes indre liv. Det er et smukt syn.

’Perfect Days’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Perfect Days’ har biografpremiere den 27. marts.