‘Ghostbusters: Frozen Empire’ leverer charmerende spøgerier

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi ved efterhånden godt, hvem vi skal ringe til, når det spøger. Ja, holdet af ghostbusters! Nu vender spøgelsesjægerne tilbage med efterfølgeren til den vellykkede ’Ghostbusters: Afterlife’ fra 2021, hvor de oprindelige og nye ghostbusters blev forenet. I ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er både gamle og nye ansigter tilbage for igen at buste spøgelser.

Denne gang vender holdet af helte tilbage til, hvor det hele startede i den første film fra 1984. Nemlig i New York, hvor den legendariske brandstation atter udgør spøgelsesjægernes hovedsæde. Det knirker og knager dog i den gamle bygning, mens en ny ondskab fra det hinsides også begynder at røre faretruende på sig. Med andre ord: Det er tid til at ringe til ghostbusters!

Det lykkedes at skabe en virkelig fin og veloplagt balance mellem både de oprindelige ghostbusters og så det nye kuld af gespenst-bekæmpere. Der leveres ganske vist sin del af fan-service, som man med fordel måske nok kunne skære lidt ned på, da filmen faktisk er ved at finde sit eget ståsted i universet, der ellers har beroet på de oprindelige proton-bestyrere.

Her finder man igen Bill Murray som Peter Venkman, Ernie Hudson er Winston Zeddemore og Dan Aykroyd gentager rollen som Ray Stantz, mens Annie Potts atter er Janine Melnitz. Stærkt! De får alle fine øjeblikke i filmen, der overvejende holder et engagerende momentum af lige dele sjov og herligt gys, hvor det er karismatiske Winston og Ray, som får mest spilletid af de gamle kendinge.

Det er dog de nye ansigter, som må og skal bære franchisen videre og ind i forhåbentlig flere film. Heldigvis finder man også her et stærkt hold. Nemlig den charmerende gruppe af både unge og ældre ghostbusters, som denne gang virkelig begynder at finde eget fodfæste. De er sjove og veloplagte. Bl.a. er det voksne par spillet af Paul Rudd og Carrie Coon søde sammen. Så pyt med, at filmen er lidt rodet.

De bakkes dynamisk op af bl.a. Finn Wolfhard og Mckenna Grace, der sammen med Carrie Coon som deres mor alle er efterkommere af den afdøde ghostbuster Egon Spegler. Således er blodbåndet til originalerne intakt. ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er kort fortalt et sjovt og opløftende skud af spøgerier, der varmer om hjertet og bringer gysende kulde ned ad nakken. Men mest hjertevarme.

’Ghostbusters: Frozen Empire’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Frozen Empire’ har biografpremiere den 21. marts.

Uhyggen udebliver i det våde gys ‘Night Swim’

/i , /af

Biografanmeldelse: Uhyggen lurer lige under overfladen i den ellers idyllisk udseende og azurblå swimmingpool, som man finder i en lille families baghave i ’Night Swim’. Far, mor og deres to børn aner dog ikke uråd, da de køber huset for at starte et nyt kapitel i deres liv. Publikum er imidlertid allerede i en ganske fin åbningsscene blevet introduceret for, at poolen ikke er uden farer.

Lidt efter lidt står det dog også klart for familien, at deres pool ikke er helt så uskyldig, som den ser ud. Men hvad er det præcist, der gemmer sig i poolens mørke dyb? Og hvad gør vandet ved den vandglade familie? Det er nogle af de spørgsmål, som gyset stiller i håbet om, at det afføder gribende uhygge. Det gør det bare aldrig rigtigt.

Helt skævt går det bl.a., når den ellers usete gru byttes ud med billige og ineffektive chokeffekter og jump scares. For selvom der indledningsvis faktisk tages et par ok svømmetag til et nervepirrende familiedrama med indbygget gys, så taber filmen det hele på gulvet undervejs i en historie, jeg ikke tror en tøddel på, hvorfor både et oprigtigt familiedrama og gyset udebliver.

Det er en skam, men når uhyggen i poolen og den hertil knyttede historie og baggrund for poolens væsen ingen mening giver, giver det langt fra den ønskede effekt af uhygge. For når karaktererne ikke får troværdigt drama og karakterskildringer at arbejde med, løber skrækken og rædslen ud med badevandet i en film, der langt fra er original i sit forsøg på at stable gys på benene.

Nu behøver et godt gys som bekendt ikke at være original for at fungere som et effektivt og medrivende gys, men når historien i tilfældet med ’Night Swim’ ikke tør stole på, at bl.a. det usete og usagte i en ellers til at starte med spændende gyserpræmis er nok til at jage uhygge i livet på sit publikum, er det også mere end op ad bakke at blive grebet af filmen.

Instruktør og medforfatter Bryce McGuire har kort fortalt ikke overbevisende flair for at etablere en troværdig uhygge og da slet ikke for at fastholde gruen, så den får bare en smule troværdigt fat i mig gennem bl.a. familiens liv og interne dynamik. ’Night Swim’ drukner med andre ord i en hovedløst klodset historie, der ikke formår at skabe gribende gys.

’Night Swim’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Night Swim’ har biografpremiere den 14. marts.

‘Jeg er morderen!’ er et delvist vellykket mordmysterie med komisk kant

/i , /af

Biografanmeldelse: Der leveres et komisk mordmysterie, når den franske instruktør og manuskriptforfatter François Ozon slipper gækken kækt løs med ’Jeg er morderen!’. Her bringes publikum tilbage til Paris i 1935, hvor vi møder den unge aspirerende skuespiller Madeleine Verdier. Hun har desværre ikke meget held med at få roller. Helt galt går det, da hun besøger en stor filmproducent.

Mødet udvikler sig i en yderst ubehagelig retning, da han forsøger at forgribe sig på hende. Hun undslipper imidlertid. Men snart efter findes filmproducenten skudt død. Hvem er morderen? Er det virkelig den søde Madeleine? Hun står i hvert fald først for, når ordensmagten nu skal finde frem til en mistænkt. Men hvad er i grunden op og ned i sagen, der kun bliver mere og mere speget.

Madeleine hyrer nu sin bofælle Pauline, der er advokat, men dog uden klienter. Lige indtil nu, hvor hun altså skal føre venindens sag. Herfra går den lystelige leg på sandheden om morderens identitet og motivet bag, der viser sig at rumme sin del af hemmeligheder og krumspring, mens et ikke videre kompetent retsvæsen kommer til kort i jagten på at få dømt den måske skyldige Madeleine.

Der lægges ganske veloplagt fra kaj med godt tempo og charme fra bl.a. Nadia Tereszkiewicz og Rebecca Marder som den umage duo af skuespiller og advokat. De to er gode sammen. Der er dog mere herligt skæv karisma over Isabelle Hupperts flamboyante karakter, der desværre bringes noget sent ind i fortællingen. Hun bidrager imidlertid med et tiltrængt pift til historien og mysteriet.

’Jeg er morderen!’ mister dog undervejs en kende momentum, hvor det ellers ofte ret så rappe manuskript ikke kan holde den replikhurtige kadence. Komedien er dog ikke uden sin del af komiske karakterer, der også flere gange undervejs rammer morsomt plet. Bl.a. finder man en noget ubehjælpsom dommer, der portrætteres veltimet af Fabrice Luchini.

Her er kort sagt tale om en ok charmerende lille sag, som desværre kun delvist lykkedes med sit foretagende af både at pirre lattermusklerne og ens indre detektiv i jagten på morderen. Men bl.a. er netop Isabelle Huppert et klart karismatisk lyspunkt, mens også replikkerne i flere scener rammer rapt plet. Men en helstøbt komedie er her desværre ikke tale om.

’Jeg er morderen!’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Jeg er morderen!’ har biografpremiere den 14. marts.

‘Kalak’ er et gribende portræt af en mand på randen af livet

/i , /af

Biografanmeldelse: Grønlands sneklædte natur og frysende kolde omgivelser danner rammen for det dybt gribende portræt af et menneske på randen af livet. På flugt fra sig selv og sin traumefulde fortid, følger man i ’Kalak’ Jan, der som ung blev misbrugt af sin far. Nu bor han i Grønland med sin hustru og to børn, hvor han arbejder som sygeplejerske og forsøger at finde fodfæste i livet.

Jan plages fortsat af fortiden, der ulmer som et sort monster lige bag hans venlige ydre og melankolske øjne. Livet i Grønland går sin gang, mens Jan udfordrer sig selv i nattelivet væk fra familien. Han forsøger at lære grønlandsk. At passe ind og blive en accepteret del af samfundet og den lokale kultur. At blive elsket og finde et sted til sig selv i verden, hvor han hører til.

Fortiden bliver dog som begsort kviksand ved med at trække Jan længere ned med sig. Den uundgåelige konfrontation med fortiden og traumet står malet op i fremtidens uklare horisont. Man kommer tæt ind på livet af den flerfacetterede Jan, der med stor ømhed, intenst nærvær og nuanceret menneskelighed portrætteres overbevisende af Emil Johnsen.

I rollen som Jans hustru Lærke finder man en empatisk Asta Kamma August, der på fornem vis komplementerer fortællingens menneskelighed og herunder dynamikken i den lille familie. Filmen er instrueret og medforfattet med stor indlevelse og sikker hånd af Isabella Eklöf på baggrund af den selvbiografiske roman ’Kalak’ af Kim Leine.

Den barske fortælling indfanges elegant og råt af fotograf Nadim Carlsen, der dynamisk skildrer både de grønlandske vidder, livet blandt landets beboere og Jans vaklende tilstedeværelse i en verden, han har svært ved at blive en del af. I samspil med billederne og lydsidens nærvær bringes både mennesker og miljø til live gennem historien, der er baseret på virkelige hændelser.

’Kalak’ er svær at fordøje og kapere. Det er en brutal fortælling, der rummer stor sorg og smerte, som i filmens gribende og hjerteskærende skildring griber mig i maven som en kold jernklo, der ikke vil give slip. Selv hvis solens varme stråler måtte ramme den, bliver den siddende. Det er en engagerende film, der fortælles med tankevækkende nuancer og insisterende indlevelse.

’Kalak’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kalak’ har biografpremiere den 7. marts.

Dokumentaren ‘Smoke Sauna Sisterhood’ åbner et intimt rum

/i , /af

Biografanmeldelse: Varmen hænger tungt i luften, mens dampen fylder saunaens træbyggede rum. Her sidder en gruppe kvinder fra forskellige steder i livet. De mødes for at mærke varmen. Mærke kroppen. Mærke naturen. De mødes for at snakke om store emner, dele hemmeligheder og fortælle om indre dæmoner, der har fulgt dem gennem livet.

Dokumentaren ’Smoke Sauna Sisterhood’ tager mig med ind i et meget personligt og intimt rum, hvor kameraet indfanger kroppene og kvinderne. Deres dybe samtaler. Deres tårer. Deres grin. Deres beretninger fra livet. Vi befinder os i en sauna midt ude i en skov i den estiske natur. Kulden bider, sneen daler og vandet er frosset til. Her mødes kvinderne i et rum langt fra alt.

Her kommer de tæt på hinanden gennem deres ufiltrerede og ærlige historier. Jeg kommer også tæt på. Der lægges ikke låg på. Det mærker jeg i hvert fald ikke. Det er råt og ægte. Det er fascinerende at blive en del af denne saunas indre, hvor røgen indhyller de nøgne kroppe, der bringer en sanselighed og menneskelig nerve til filmens fortælling og skæbneportrætter.

Filmens narrativ i saunaens rum afbrydes undervejs af ture udenfor i skoven, hvor kvinderne bl.a. tager en iskold dukkert eller kaster grinende sne på hinanden. Der er noget dejligt frisættende og befriende oprigtigt over filmen, der giver mig lyst til at mødes med mine venner og dele fortællinger og tanker om stort og småt. At komme hinanden ved. Ærligt og uden filter.

’Smoke Sauna Sisterhood’ bliver i sin form måske nok en kende repetitiv. Én beretning efter den anden foldes ud, her med de indskudte scener af bl.a. vinterbadning. Det gør heldigvis ikke historierne mindre vedkommende eller tankevækkende, men det gør selve filmen en kende fortællermæssigt forudsigelig. Heldigvis er der kød og dybde på netop kvindernes samtaler.

På trods af filmens små bump, bevæger den mig. Det er kvinderne, der bærer filmen i smukt samspil med de sanselige billeder af de bare kroppe og den vilde natur. Jeg kommer med andre ord ind i et rum, jeg ellers aldrig ville komme i nærheden af. Det er dragende, usentimentalt og helt rørende at høre om alt fra skyld, skam og sex til dick-pics og akavede begravelser.

’Smoke Sauna Sisterhood’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Smoke Sauna Sisterhood’ har biografpremiere den 7. marts.

Den science fiction-fascinerende ‘Dune: Del 2’ er et visuelt vidunder

/i , /af

Biografanmeldelse: Turen går atter ud i rummet og ind i det fascinerende science fiction-univers, hvor den visionære filmskaber Denis Villeneuve gav os første del af Dune-sagaen i 2021. Nu gælder det den dybt dragende opfølger ’Dune: Del 2’, hvor eventyret for den unge hertug Paul Atreides fortsætter med brutal krig og action-svimlende schwung i denne imponerende filmiske bedrift.

Krigen raser, magtkampene syder og mysterierne sitrer, når Paul Atreudes’ rejse med fremenfolket på den farefulde ørkenplanet Arrakis fortsætter i jagten på hævn over huset Harkonnen, der destruerede hans familie. Forude venter flere skæbnesvangre valg for hertugen, der må overkomme sin del af udfordringer på planeten, der – sammen med historien – huser sin del af hemmeligheder.

Fremtiden står malet kulsort op i horisonten for hertugen og hans følge, der har i hobetal af soldater og andre krigeriske udfordringer på nakken i en farlig kamp for en mere lys fremtid. Kampen udspiller sig på gribende, oprigtigt spændende og barsk vis i den altomsluttende verden af kæmpe sandorme, betagende teknologi og mystisk mytologi. Hele min krop rives med ind denne verden.

Timothée Chalamet vokser her med rollen som Paul Atreudes, der får mere dybde og flere nuancer bragt i spil, mens tematikker som kærlighed, skæbne og magt rulles engagerende ud – og ligeledes overbevisende i selv de mere sort/hvide øjeblikke. Herudover gør bl.a. Austin Butler herlig grum figur som den uforudsigelige og ubehagelige Feyd-Rautha Harkonnen. En skøn skurk.

Denis Villeneuve bringer på elegant vis den store fortælling til live gennem enormt opslugende scenerier af beskidt krig og indtagende skønhed, hvor det menneskelige hjerte banker i både de store vidder og de nære øjeblikke. Det store karaktergalleri balanceres fornemt i et sirligt opspændt og flerlaget plot, der engagerende kaster sig fremad i sin medrivende fortælling.

’Dune: Del 2’ er et visuelt vidunder indfanget dynamisk og forførende flot af fotograf Greig Fraser. Hvert et billede suger mig ind i universet og karakterernes liv, der i samspil med Hans Zimmers bombastisk gribende og delikat messende score løfter følelserne frem. Jeg håber, at Denis Villeneuve får grønt lys til sit tredje og afsluttende kapitel i sagaen, der er baseret på Frank Herberts roman ’Dune’ fra 1965.

’Dune: Del 2’ får 6 ud af 6 stjerner:

’Dune: Del 2’ har biografpremiere den 28. februar.

Kom med på en farefuld rejse med den gribende ‘Io Capitano’

/i , /af

Biografanmeldelse: Med fast hånd om håbet møder vi i ’Io Capitano’ de to unge teenagere Seydou og Moussa. De har i al hemmelighed sparet op for at kunne tage rejsen fra Dakar i Senegal til mulighedernes land i Europa, som de ser det. Således forlader de deres familier i nattens mulm og mørke for at begive sig ud på den ufremkommelige og uforudsigelige rejse.

Det er starten på en farefuld færd for de to drenge, der håber, at rejsen kan opfylde deres drømme samt give dem og deres familier flere muligheder og mere velstand. Med et farvel til Vestafrika venter der dem en flere tusind kilometer lang rejse, der bl.a. må gå gennem det menneskefjendske Sahara. På deres vej venter mange forhindringer og prøvelser på liv og død.

Bl.a. møder de hårdkogte svindlere, kriminelle afpressere og kyniske menneskesmuglere, der ikke er til at stole på, selvom der gives store pengesummer som betaling for at nå målet i Europa. Instruktør og medforfatter Matteo Garrone formår at skildre den barske rejse med empati og menneskelighed, selv når det umenneskelige synes mest nærværende.

Fortællingen løftes bl.a. af de to unge mænd i skikkelse af Seydou Sarr som den småbekymrede, men stærke Seydou og Moustapha Fall som den mere eventyrlystne og mindre bekymringsfulde Moussa. For selvom filmen undervejs mister lidt af sin ellers fint skildrede råhed i rejsen og sit gribende momentum, er de to unge skuespilleres nærvær alene filmen værd.

Matteo Garrone får mere eller mindre engagerende skildret mennesket på godt og ondt i en fortælling, der måske nok rummer en god portion menneskelig kynisme i de to drenges møde med den barske virkelighed blandt smuglere og kriminelle, men lyset og det gode i mennesket både spirer og blomstrer også, mens rejsen må fortsætte uanset hvad, der måtte ske.

Hertil kommer den smukt indfangede billedside af fotografen Paolo Carnera. Den rummer både de store vidder i Sahara og de små nære øjeblikke. Desværre lykkedes det ikke hele vejen at skabe samme menneskelige tyngde hos nogle af de øvrige karakterer, som man særligt finder i skildringen af Seydou. Ikke desto mindre er det en både stærk og gribende filmoplevelse.

’Io Capitano’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Io Capitano’ har biografpremiere den 29. februar.

Den hjerteskærende ‘All of Us Strangers’ rammer følelserne rent

/i , /af

Biografanmeldelse: Spændt ud mellem fantasi og virkelighed, fortid og nutid, drøm og mareridt bringes jeg dragende ind på livet af Adam i ’All of Us Strangers’. Han bor alene i en nærmest mennesketom boligblok med udsigt over et menneskefyldt London. Han arbejder som manuskriptforfatter, men dagene går også på sofaen med takeaway fra dagen før og triste øjne på tv-skærmen.

En aften banker det uventet på døren hos Adam. Udenfor står den småberusede Harry, der også bor alene i en af boligblokkens andre lejligheder. Han har set Adam på afstand, men har altså nu valgt at tage kontakt. Banket på døren kommer til at ændre livet for både Adam og Harry, der i roligt tempo bevæger sig ind på livet af hinanden. En romantisk relation spirer.

Adam hjemsøges dog af et barndomstraume, som han ikke kan blive ved med at gemme på og fortrænge. Hverken for sig selv eller Harry. Fortidens minder snor sig mere og mere ind på Adam, som tager turen ud til sit barndomshjem i forstæderne, hvor fortidens skygger gemmer sig. Snart begynder virkeligheden at slå knuder og fortidens følelserne at pible frem.

Den hjerteskærende ’All of Us Strangers’ er en film om, hvordan fortiden påvirker ens nutid. En film om forholdet til ens forældre og omvendt. Om minder og hukommelsens kispus med virkeligheden. En film om sorg og ensomhed, men også troen på, at lyset findes. At kærligheden og forløsningen findes på trods af mørke og melankoli. Et liv, der kan leves frit og fri for fortidens sorte kviksand.

I hovedrollerne som Adam og Harry finder man en nuanceret nedtrykt og empatisk Andrew Scott, der med få, men stærke virkemidler formår at kanalisere sine følelser helt ind i mit hjerte og ned i maven på mig. Paul Mescal har en smittende charme og umiddelbar bekymringsfrihed, men jeg fornemmer også en dybde og smerte bag de smilende øjne. De to sammen er dramatisk dynamit.

Instruktør og manuskriptforfatter Andrew Haigh har med udgangspunkt i en bog af Taichi Yamada lykkedes med at omsætte smerte og kærlighed til en film, der rammer følelserne rent og facetteret samt indrammer det hele visuelt forførende med interessante billeder af fotograf Jamie Ramsay, mens Emilie Levienaise-Farrouchs sitrende musik ligeledes smyger sig elegant ind på livet af mig.

’All of Us Strangers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’All of Us Strangers’ har biografpremiere den 22. februar.

Action-rabalderet ‘The Beekeeper’ forbliver uspændende

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver ganske vist delt sin del af brutale øretæver ud i actionfilmen ’The Beekeeper’, men det er desværre minimalt med spænding og en engagerende historie. For slet ikke at tale om karakterer. I hovedrollen finder man en ordknap Jason Statham, der bevæger sig ud på et hævntogt i en hårdtslående jagt på retfærdighed.

Der er bare det ved historien, at selve det dramatiske afsæt hverken fremstår troværdigt eller med følelsesmæssig pondus. Afsættet runger falsk og hult, hvilket desværre er med til at underminere filmens fortælling. Fred med det. For utroværdighed og en simpel præmis har ikke nødvendigvis stået i vejen for en underholdende omgang action-rabalder.

’The Beekeeper’ er bare fattig på bl.a. opfindsomme slåskampe, der overordnet mere keder end engagerer. Det er fatalt for en film, der bl.a. lever af sin action. Plottet bevæger sig desuden ud ad en tosset og så overdreven tangent, at det er svært at tage filmen alvorlig, selvom både netop filmen og Jason Statham gør netop det, hvorfor det hele i stedet bliver kikset komisk.

Det er da også mere eller mindre ufrivilligt komisk, når der filmen igennem leveres ordspil med bier og analogier over biflokke og deres bikuber. Ja, ”to bee or not to bee”. Det havde nok fungeret bedre i en film, der tog sig selv mindre alvorligt. Filmens overgjorte og ynkelige skurk Derek Danforth ræsonnerer da heller ikke med filmen som helhed, som aldrig finder en velbalanceret tone.

Til gengæld giver Josh Hutcherson den fuld gas som kulørt og røvbelastende kriminel. Filmen kunne godt have brugt et skud ekstra af dette overgjorte schwung. Jason Statham er mest af alt bare mut og med et ikke særligt gribende stoneface, som man har set mange gange før. Her forbliver han en flad karakter, selvom der forsøges puttet nogle følelser ind bag hans hårde facade.

Det lykkedes bare aldrig at løfte filmen ind i at blive en medrivende omgang action-underholdning. Dertil mangler bl.a. historien engagerende overraskelser, mere interessante karakterer og så havde det ikke gjort noget, hvis netop afsættet for hævntogtet havde været troværdigt og haft en flig af følelsesmæssig ballast. Afslutningsvis lander der i filmen trods alt et ok håndgemæng. Det er langt fra nok.

’The Beekeeper’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Beekeeper’ har biografpremiere den 22. februar.

‘Drive-Away Dolls’ er en ok morsom, men halvbagt fornøjelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Turen går over stok og sten i en skramlet bil med en hemmelighed i bagagerummet. Hemmeligheden er dog ukendt for Jamie og Marian, der er taget på et roadtrip mod Tallahassee i jagten på frihed og en ny start. Friheden og eventyret venter nemlig på de vidtstrakte veje, der dog ikke kommer til at forløbe uden problemer.

Hemmeligheden i bilen betyder nemlig, at duoen har et par suspekte typer på nakken, der gør alt i deres magt for at få fat i de unge kvinder, som bekymringsfrit er taget på deres fælles tur. Det går dog snart fra slemt til værre, når skurkene begynder at vinde ind på de to kvinder, der snart vikles ind i udfordringer, som er langt farligere end først antaget.

Desværre får historien ikke helt overbevisende og vellykket morsomt fortalt sin krimifortælling, der involverer både dildoer, kærlighed og snavefester. Overraskelserne får heller ikke helt tilfredsstillende komisk pondus. Filmen synes derimod halvbagt. De to hovedrolleindehavere er dog klare plusser. Her en charmerende Margaret Qualley og en tørt underspillet Geraldine Viswanathan.

De to er hinandens morsomme modsætninger. Jamie er bekymringsfri og kaster sig gladeligt ud i tilfældig sex, mens Marian ikke kan slippe tøjlerne, men er stille og korrekt. De to komplimenterer fint hinanden, mens de gør god brug af det desværre ikke hele vejen lige skarpe manuskript. Det er ellers medforfattet af ingen ringere end Ethan Coen, der også instruerer.

Ethan Coen står som bekendt med sin bror Joel bag forrygende tørre grin og krøllede krimifortællinger som ’The Big Lebowski’, ’Fargo’ og ’No Country for Old Men’. Jeg mærker uden tvivl en klassisk omgang Coen-humor og skøre krimiforviklinger. Men de ellers charmerende hovedroller og kulørte bikarakterer kan ikke redde filmen helstøbt i land.

Beanie Feldstein er dog et dejlig hidsigt bekendtskab som betjenten Sukie, mens Joey Slotnick og C.J. Wilson er den umage skurkeduo, der går til opgaven på hver deres måde. I sidste ende er ’Drive-Away Dolls’ en delvist vellykket og ganske ok krimi-komisk Coen-komedie, der dog mest synes som et lifligt frikvarter for Ethan og en sjov legeplads for de medvirkende.

’Drive-Away Dolls’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Drive-Away Dolls’ har biografpremiere den 22. februar.