‘Kingdom of the Planet of the Apes’ er abeskøn

/i , /af

Biografanmeldelse: Dramaet tager medrivende til i takt med, at ’Kingdom of the Planet of the Apes’ folder sig ud og baner vejen for op til flere gribende højdepunkter i den nyeste film i abe-franchisen, der tog sin begyndelse i 1968 og siden har vist sig overlevelsesduelig. Dette nye kapitel understreger levedygtigheden af det abefyldte og fascinerende univers.

Man kan godt hoppe på ’Kingdom of the Planet of the Apes’, selvom man ikke har set tidligere film i serien, selvom historien ganske vist fortsætter efter den seneste film fra 2017, hvor man bl.a. mødte leder-aben Cæsar. Her springer historien flere generationer frem efter Cæsars regeringstid. Aberne er nu blevet den klart mest dominerende art på kloden.

Aberne lever i harmoni med hinanden og naturen, mens menneskene er hensat til yderkanten af historien. Mere eller mindre. Det er aberne og deres fortælling, som er den primære. Til en start om ikke andet. Men naturligvis kan harmonien ikke vare ved. Den tyranniske abe-leder Proximus er nemlig godt i gang med at opbygge sit eget imperium med ham diktatorisk på toppen

Det er mødet mellem de fredelige aber – her med den unge Noa i front – og det nye imperiums medlemmer, som giver dramaet engagerende og eksplosivt schwung. Snart står det klart, at det er selve abernes fremtid, som er på spil. For hvad er det for en verden, som aberne vil leve i? Og hvordan kan menneske passe ind, hvis overhovedet? Kampen om magten er begyndt!

Det er ikke gummimasker og behårede dragter, der bringer aberne gribende til live. Det er derimod med imponerende effektarbejde og såkaldt motion-capture, at de talende aber bliver levende og engagerer mig. Naturligvis sammen med skuespillernes virke og brug af stemmer. Fra en frygtindgydende Kevin Durand som Proximus til Owen Teague som den energiske Noa.

’Kingdom of the Planet of the Apes’ er storladen, dramatisk og medrivende. Den har måske nok lidt problemer med tempoet i sin historie, der også har et par lufthuller undervejs, men heldigvis aldrig så meget, at det punkterer filmens overordnede momentum, hvor der leveres op til flere engagerende actionscener, som leder op til en yderst intens finale. Aberne længe leve!

’Kingdom of the Planet of the Apes’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kingdom of the Planet of the Apes’ har biografpremiere den 8. maj.

‘The Fall Guy’ er en underholdende action-hyldest til stuntfolket

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er dynamisk energi i de mange eksplosive scener i actionkomedien ‘The Fall Guy’, hvor Ryan Gosling spiller den charmerende stuntman Colt Seavers. Alt kører for ham i, hvad der ligner et drømmeliv med fart over feltet. Men efter en yderst uheldig dag på optagelserne ændrer hans liv sig. Colt trækker sig tilbage og lever i skjul for filmens verden.

Skæbnen vil dog, at Colt efter et års tid i flyverskjul bringes tilbage i filmens stuntverden. Grunden er, at den store filmstjerne Tom Ryder på science fiction-filmen ’Metalstorm’ på mystisk vis er forsvundet, hvorfor filmens producer har hevet Colt tilbage i felten for at finde ham. Kan Colt finde Tom, kan han måske også vinde sin ekskæreste Jody Morenos hjerte tilbage.

For da Colt smuttede, lod han også Jody tilbage. Hun er siden blevet instruktør på netop den episke ’Metalstorm’. Så med muligheden for at redde filmens hovedrolle ud af sin suppedas, kan Colt også redde Jodys film og karriere i muligt bytte for at få sit livs kærlighed tilbage. Ja, her er fart på både humor, romantik og underholdende action i massevis.

De overordnet medrivende action-eskapader leveres veloplagt og med komisk overskud. Det er bl.a. netop filmens vilde action, der er et af de store trækplastre. Fra engagerende og velkoreograferede nævekampe til adrenalinfulde eksplosioner og oktanvildt bilfræs. Samtidig er der en sjov metaleg med filmen i filmen, når ’Metalstorm’ bringes til live med rumpistoler og rummonstre.

Ryan Gosling bringer smittende charme og komisk timing til det underholdende rabalder, der dog mister noget af sit ellers generelt medrivende momentum. Filmen kan nemlig ikke helt finde ud af at slutte i tide, hvorfor noget energi går af filmen mod slutningen. Det sagt, så er ’The Fall Guy’ sprængfarlig underholdning, hvor bl.a. også Emily Blunt er yderst godt selskab som den seje Jody.

’The Fall Guy’ er instrueret af stuntman og nu filminstruktør David Leitch. Man mærker kærligheden til stuntfolkets halsbrækkende arbejde og den filmmagi, der kommer ud af deres hårde arbejde i alt fra bilstyrt til at blive banket rundt med i timevis. Nå ja, Aaron Taylor-Johnson er desuden en øretæveindbydende fryd som den selvsmagende stjerne Tom Ryder.

’The Fall Guy’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Fall Guy’ har biografpremiere den 1. maj.

‘Min Gloria’ forløser følsomt forholdet mellem barn og voksen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det gør ondt i mit hjerte, der bestemt også røres både varmt og følsomt, når historien om forholdet mellem den 6-årige Cléo og hendes elskede barnepige Gloria fortælles nænsomt og nærværende i ’Min Gloria’. Det er den gribende og nuancerede historie om forholdet mellem barn og voksen. En fortælling på godt og ondt om barndom og forældreskab.

Cléo bor i Paris med sin alenefar, hvorfor Gloria er trådt til som fuldtidsbarnepige. Gloria har således måttet lade sin familie og børn blive tilbage i Kap Verde. Gloria er fanget mellem to verdener, hvilket den lille Cléo snart sander helt konkret. For da Glorias mor dør, går rejsen for barnepigen nu hjem til Kap Verde. Et sidste farvel mellem Cléo og Gloria venter hjerteskærende i horisonten.

Instruktør og medforfatter Marie Amachoukeli-Barsacq har et engagerende godt greb om sin fortælling og karakterer, der bl.a. forløses i dynamiske og smukt komponerede billeder af fotograf Inès Tabarin, hvor historien undervejs brydes op af små elegant animerede sekvenser, der emmer af barndommens uskyld på fornem vis og samtidig følsomt indrammer filmen.

I rollen som den søde, seje og energiske Cléo finder man Louise Mauroy-Panzani. Hun er i sandhed et scoop for filmen med sit ivrige blik og troværdige tilstedeværelse i hver en scene. Fra de muntre til de grådkvalte. Et barn, der allerede tidligt i livet må kigge ind i voksenlivets følelsesverden. Et stærkt og vedkommende portræt af et barn, hvis liv pludselig kuldsejles.

Gloria portrætteres med rolig nerve af en ligeledes hele vejen overbevisende Ilça Moreno Zego, der med få, men elegante virkemidler former sin karakter til et helt menneske af kød og blod. Sammen opstår der følsom magi og nænsomt drama, hvor det komplicerede i en relation som denne kommer smukt og hjerteknusende til live i samspil med levende miljøbeskrivelser.

’Min Gloria’ er måske nok en lille historie, men den fortælles med hele den globaliserede verden som medspiller i kulissen. Det er dog først og fremmest den elegant portrætterede historie om det rørende forhold mellem barn og voksen, som er i centrum. En både hjertevarm og kompleks historie om svære følelser og indviklede familiekonstellationer.

’Min Gloria’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Min Gloria’ har biografpremiere den 2. maj.

Filmmediet og fortællingens magi hyldes i ‘Pigen der fortalte film’

/i , /af

Biografanmeldelse: Filmmediet, fællesskabet og fortællingen hyldes varmt og romantisk i Lone Scherfigs drama ’Pigen der fortalte film’. Historien tager sin begyndelse i 1960’ernes Chile, hvor vi møder en familie med mor, far og deres fire børn. De bor i en afsidesliggende mineby i den rå Atacamaørken. Det er et hårdt liv, der dog har et ugentligt lyspunkt: Nemlig en tur i den lokale biograf.

Familien knokler en daglig kamp for at få det hele til at løbe rundt. Deres hverdag og liv slås dog en dag imidlertid helt ud af kurs, da der sker en ulykke i minen. Det betyder bl.a. betydeligt færre penge mellem hænderne. De har derfor nu kun råd til, at én af familiemedlemmerne kan tage den ugentlige biograftur for så efterfølgende at genfortælle filmene for hele familien derhjemme.

Det ender med at være den unge datter María, der får det ærefulde hverv at se filmene i biografens magiske mørke, der samler hele byen til filmisk fryd uge efter uge. Det er bl.a. gennem netop scener fra biografen, at filmmediet hyldes og får romantisk liv gennem de mange opmærksomme blikke fra gæsterne – herunder naturligvis også María.

Der er bestemt noget fint i biografscenerne, hvor man bliver vidne til bidder fra klassiske film. Fra seje westerns og eksplosive krigsfilm til medrivende komik. Filmene samler og forener. De er et lyspunkt i minebyen med deres stærke fortællinger oppe på lærredet – og gennem Marías levende gengivelser. Desværre er historien i ’Pigen der fortalte film’ ikke vildt spændende forløst.

Ganske vist er der drama, filmkærlighed og et historisk vingesus i fortællingen, der strækker sig over en årrække, hvor man således følger, hvordan livet forandrer sig for María, familien, minebyen og generelt også for Chile, der lider under politiske konflikter og uro. Det er bl.a. her, at dramaet viser styrken ved fortællingernes magiske adgang til fantasien, eventyret og eskapismen.

’Pigen der fortalte film’ lider dog bl.a. under et noget langsomt tempo, der ikke forløser dramaet med videre stor følelsesmæssig pondus, mens også historien tager en drejning undervejs, der skyder filmmagien lidt ud af kurs. Dramaet byder dog på fine scener fra biografens fortryllende indre. Her mærker jeg kærligheden til film og fællesskab. Desværre taber filmen pusten i drama og karakterer undervejs.

’Pigen der fortalte film’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Pigen der fortalte film’ har biografpremiere den 2. maj.

Gyseren ‘Death Card’ fejler på alle gyser-parametre

/i , /af

Biografanmeldelse: Man skal passe på med at rode rundt med det overnaturlige, hvis ikke man har styr på det. Sådan er det i hvert fald i gyset ’Death Card’, hvor en gruppe unge venner får lagt sig ud med en overnaturlig ondskab. Det hele starter ellers uskyldigt og sjovt på en weekendtur for vennegruppen, der har lejet sig ind i et stort hus ude i naturen.

Det går hverken værre eller bedre end, at de falder over en mystisk kasse med nogle ret så ækle tarotkort i. Unge og nysgerrige som de er, beslutter de sig for at få lagt deres kort. Heldigvis er en af vennerne yderst ferm i tarotkort, spådomme og horoskoper. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det hele hænger sammen, men det gør i grunden ikke noget.

Det handler nemlig ikke om logik eller rationelle tanker, når gyset folder sig utroværdigt og værst af alt meget lidt medrivende ud. End ikke oprigtig uhygge bliver det til, men derimod et par slappe forsøg på at jage en skræk i livet på mig med generiske jump scares og bøh-lyde i mørket. Det virker ikke. Filmen har dog i udgangspunktet et helt fint og skræmmende koncept.

For efter at vennerne har fået lagt deres tarotkort og kortlagt spådomme for fremtiden, sker der det, at de vender hjem fra weekendturen, hvor gruen først for alvor begynder. For nu dør vennerne en efter en på mystisk vis. Meget peger på, at netop dødsfaldene falder sammen med spådommene. Så nu må de overlevende forsøge at stoppe ondskaben.

Desværre fungerer så godt som intet i filmen, der bl.a. hæmmes af et yderst generisk og uopfindsomt manuskript, der ikke afføder nogen form for engagerende gyserscener, men beror på hurtige klip og høje lyde. Det fungerer ikke. Der er dog et par ok cool monsterdesign. Men lige lidt hjælper det. Her er hverken uhygge eller oprigtig underholdningsværdi at komme efter.

Så mens vennegruppen løber hovedløse rundt i en film, der aldrig bliver uhyggelig eller medrivende, dukker karismatiske Olwen Fouéré op som tarotkyndig ældre kvinde. Hun får dog desværre intet mindeværdigt at arbejde med fra filmskabernes hånd. ’Death Card’ er en meget slatten fuser af en gyserfilm, der udover ikke at skræmme også mangler grundlæggende underholdningsværdi.

’Death Card’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Death Card’ har biografpremiere den 2. maj.

Den spændstige ’Challengers’ er et virilt og veloplagt trekantsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det går dramatisk og passioneret for sig både på og udenfor tennisbanen i mesterlige Luca Guadagninos trekantsdrama ’Challengers’. Det handler om sex, venskab, magt og måske endda også om kærlighed? For når dramaet om den virile trio foldes energisk ud, står intriger, hemmeligheder og misundelse i kø mellem de tre tenniskyndige karakterer.

Her finder man en målrettet Zendaya som forhenværende tennisspiller og nu træner for sin partner, der spilles med ligeledes nuanceret nærvær af en fokuseret og regelret Mike Faist. Derimod er Josh O’Connor som rivalen langt mere vild og uforudsigelig. Han er drevet mere af sine følelser end af et rationale, der skulle kunne føre ham til tennistops.

Det er på velportrætteret vis, at trioen foldes engagerende ud. De bliver både hele mennesker hver især, men sammen opstår der dramatisk dynamit, der sensuelt og insisterende truer med at eksplodere hvert eneste øjeblik. Man finder her et skarpt skrevet manuskript af Justin Kuritzkes, der på dynamisk vis leger veloplagt med forskudte tidslinjer de tre parter imellem.

Det er gennem bl.a. krydsklip fra årenes løb, at trekløverets interne relationer får liv og dramatisk tyngde. Jeg drages af kompleksiteten i karaktererne og de giftige dynamikker, de indgår i sammen. Her er en spændstig udvikling, der fornemt matcher kampene på banen. Ja, jeg gribes bestemt af dramaet både på og udenfor banen. For der er kampe over hele linjen, når magten forsøges kapres.

Bl.a. er tenniskampene med krydsklip i tid og sted forløst engagerende af klipper Marco Costa, der med pulserende øje for tempo og fortælling, er med til at indgyde nervepirrende spænding i filmen, der med et vibrerende og dunkende score af Trent Reznor og Atticus Ross giver energi og adrenalin til spillet og trekantsdramaet, som går hele vejen ind i soveværelset.

’Challengers’ lever altså fortællende veloplagt af bl.a. hovedrollers interne dynamik samt af en smuk forening mellem klip og lyd, hvor fotograf Sayombhu Mukdeeproms billeder hektisk og medrivende indfanger kampene, men også tør dvæle ved karaktererne i lange ubrudte scener. Der er bestemt nerve, menneskelig kompleksitet og magt på spil … og måske endda også kærlighed?

’Challengers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Challengers’ har biografpremiere den 25. april.

Ja tak til, at ‘Immaculate’ giver fingeren til det subtile gys

/i , /af

Biografanmeldelse: Der venter ikke ligefrem en lutter lykkelig forening med gud for den unge amerikanske nonne Cecilia, der er taget den lange tur til et kloster i det smukke Italien for at komme tættere på sit religiøse kald. ’Immaculate’ er nemlig et bidskt lille nonnegys, hvor mørket gemmer på sin del af grumme hemmeligheder og ikke just guddommelige herligheder.

Det står allerede klart i den brutale åbningsscene, der effektivt afslører, at noget er helt galt på det pittoreske kloster. Hvad klostrets indre mere præcist huser, står dog hen i det uvisse for den ellers snart vagtsomme Cecilia. Hun begynder nemlig at ane uråd i takt med, at filmen desværre forfalder til at gøre brug af et par unødvendigt generiske jump scares.

Nej, ’Immaculate’ er ikke en subtil skrækfilm, hvilket dog også er en styrke. Ikke mindst fordi, at den godt ved, hvad den er for en størrelse. Den er nonnesjask og hurtige chok for fuld skrue. En fuckfinger til underspillet og dybsindig gru. Desværre bliver filmen aldrig helt så ekstrem, som den umiddelbart forsøger på at være, når nu man vælger at slå religion og gys sammen og tilsætte blod.

’Immaculate’ er dog bestemt brutal, men får aldrig helt sparket mig ondt nok i maven til, at gyset sætter sig intenst i kroppen på mig. Mindre kan også gøre det. Instruktør Michael Mohan har nemlig et sikkert greb om sine grumme virkemidler og formidler stramt og dynamisk den desværre ikke vildt originale historie på trods alt 90 effektive minutters spilletid.

Desuden er Sydney Sweeney en fornøjelse som Cecilia, der møder mere mareridt end helligånd i klosteret, hvor uskylden bliver spyttet blodigt ud på gulvet, mens korset bruges som brutalt våben og ikke kun som et helligt symbol. Hun har et dragende ansigt med sine uskyldige dådyrøjne, der får nervepirrende liv i stearinlysets skær i gådefulde gemakker.

Sydney Sweeney løfter med andre ord gribende sit portræt med nerve og indlevelse. For selvom der ikke er meget at arbejde med i manuskriptet, får hun givet engagerende liv til sin karakter, der rummer både uskyld og naivitet, sejhed og handlekraft. Mit følelsesmæssige engagement sætter sig måske ikke som en intens sten i maven, men jeg hepper bestemt på Cecilia hele vejen.

’Immaculate’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Immaculate’ har biografpremiere den 25. april.

‘Monkey Man’ er blodig hævntørst for fuld smadder

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld smadder på blodsjaskede næver, brutale øretæver og pulserende skudvekslinger i den virile hævnfilm ’Monkey Man’. Her møder vi en ung mand, der plages af et tragisk barndomsminde, der kostede ham sin mors liv. Nu er han voksen og med ét mål i livet: At hævne sig på dem, der stod bag morens død.

Der er dog lang vej til toppen i den indiske storby, hvor de rige og magtfulde banemænd befinder sig, mens han befinder sig i bunden af samfundet. Her kæmper han en daglig kamp for bare at overleve. Han tjener til dagen og vejen iført en abemaske i en kampsportsarena uden regler, men derimod godt med benbrud. Vejen til byens korrupte elite starter med andre ord helt i bunden.

Vi følger således hans vej gennem slummen, når hans rejse går sin brutale gang mod toppen af det korrupte hierarki. Men det er ikke nogen nem opgave, sådan at ville forcere de mange forhindringer på vejen mod retfærdighed. Det betyder nederlag med tonstunge tæsk til følge. Men han rejser sig beslutsomt gang på gang i en stålfast jagt på at forløse sin blodige hævntørst.

Dev Patel spiller den hævnende hovedrolle med intensitet, nærvær og hårde nævner, der troværdigt tæver sig vej gennem en kriminel underverden, som snor sig hele vejen til samfundets top. Jeg er fra først til sidst draget af ham som viljefast og fejlbarlige hævner. Dev Patel har også instrueret, medforfattet og produceret filmen, der med veloplagte slåskampe og beskidte miljøbeskrivelser river mig rundt.

Godt nok er ’Monkey Man’ en film, der med alvorstung tyngde folder sig sitrende ud, men der er også plads til velvalgte øjeblikke af humor – særligt af den groteske slags. Her er dog en klar indignation i portrættet af skellet mellem de rige og korrupte på den ene side og de fattige på den anden. Kombinationen fungerer, men historien bliver desværre over midten en smule for lang for sit eget bedste.

Det sagt, så er ’Monkey Man’ en virkelig underholdende slå-på-tæven-oplevelse, der går lige i maven og suger mig med ind i en verden af korruption, dedikeret hævntørst og pulserende koreograferede slåskampe og medrivende biljagter. Det er brutalt og nådesløst, så pyt med, at spilletiden måske nok med adrenalinopretholdende fordel kunne være skåret lidt ned.

’Monkey Man’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Monkey Man’ har biografpremiere den 25. april.

Borgerkrigsfilmen ‘Civil War’ er som en insisterende knude i maven

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg sidder med en konstant knude i maven, der kun synes at tage endnu mere fat, efterhånden som historien i et borgerkrigshærget USA folder sig intenst ud i Alex Garlands medrivende kig ind i en nær fremtid med ’Civil War’. Vi følger her en lille håndfuld journalister, der bevæger sig gennem landet, som er på randen af totalt sammenbrud.

Jeg kommer med ind i journalisternes bulede bil, der med ’press’ stående på siderne kører gennem et bombet landskab på deres vej mod Washington i håbet om at nå frem, inden en oprørsgruppe indtager Det Hvide Hus i den eskalerende borgerkrig. De vil sikre sig et interview med selveste USA’s præsident, inden muligheden løber dem af hænde.

På turen møder vi bl.a. den anerkendte fotojournalist Lee, der med skarpt og frygtløst blik for krigens rædsler kaster sig ind i frontlinjen med sin linse rettet stålsat mod de brutale begivenheder. Hun indfanger virkeligheden og historien, så den kan blive fortalt og foreviget fra første parket. Historien om borgerkrigen og dens mange konsekvenser for landet og dets indbyggere.

Det er bl.a. gennem Lees kameralinse og de heraf stillestående billeder, som i glimt giver en dokumentarisk kant til filmen. Det bakkes pulserende op af det dynamiske kameraarbejde af fotograf Rob Hardy, der intenst indfanger de ubehagelige begivenheder, men også de få åndehuller for det lille hold journalister, hvor man desuden møder den ihærdige og unge aspirerende fotojournalist Jessie.

Der er et virkelig fint parløb mellem den hærdede fotograf overfor den uprøvede. Jeg oplever borgerkrigen med forskellige øjne. Jeg mærker ubehaget. Jeg føler rædslerne. Jeg hører brutaliteten banke skånselsløst gennem luften i form af dundrende maskinpistoler og susende raketter, der bringer eksplosioner til live og sender mennesker i graven. Kynisk, koldt og kalkuleret.

Kirsten Dunst er gribende martret og nærværende intens som Lee, mens Cailee Spaeny som Jessie bringer en håbefuld uskyld til krigen, der er alt andet end uskyldig. Uskylden bliver dog snart revet ud af livet på Jessie. Jeg rives med. Af bunkerne af blodige lig. Af skudsalver, der får blodet til at sprøjte. ’Civil War’ er som en insisterende knude i maven. Tankevækkende, medrivende og ubehagelig. Forrygende!

’Civil War’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Civil War’ har biografpremiere den 18. april.

‘Abigail’ forener ballet, blod og underholdende vampyrsjask

/i , /af

Biografanmeldelse: Det skulle have været en ukompliceret opgave for et umage hold af kriminelle at kidnappe en rig gangsters unge datter for så at afvente den store løsesum tikke ind. Så let slipper kidnapperne langt fra i den blodsjaskende vampyrgyser ’Abigail’. For den store villa, hvor de skal skjule deres gidsel, huser nemlig sin del af farlige hemmeligheder.

Datteren Abigail er nemlig ikke en helt almindelig pige, der er dansende glad for ballet. Hun viser sig også at være en yderst glubsk og blodtørstig vampyr. Snart får holdet af kidnappere således hænderne fulde og Abigail på nakken. Nu starter en kamp for overlevelse i villaen, der er blevet låst og lukket til, så de kriminelle ikke sådan lige kan undslippe den unge vampyr.

Inden gysereskapaderne for alvor folder sig underholdende ud, forsøger filmen sig med at etablere gruppen af kidnappere. Fra den forhenværende kriminalbetjent til den adrenalinjagende hacker og ham med de store muskler. Problemet er ikke så meget det, at der måske lige går en tand for lang tid, inden blodet begynder at sprøjte, men mere, at karaktererne ikke sådan er rigtigt interessante.

Gruppen udfylder dog på trods af det helt ok deres respektive roller, men dramatisk menneskelig tyngde skal man kigge en smule langt efter. Selvom her bl.a. forsøges med lidt mor-søn-drama. Oprigtigt gribende følelser bliver der dog aldrig udløst på den front. Til gengæld er vampyrballaden heldigvis vildt underholdende på flere andre måder.

Bl.a. er en veloplagt Alisha Weir en fryd som den snarrådige vampyr med kæften fuld af sylespidse tænder og et dyrisk blik i øjnene. Hun har haft en fest i rollen som rap vampyr på rov. Hendes energi smitter af på positiv vis. Dog kunne man godt have skåret ned på scenerne med hende, der danser blodig ballet højt til tå og med sit strutskørt indsmurt i sjask.

Historien er altså ikke en overraskende åbenbaring, men instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett får på dynamisk vis en underholdende filmfræser ud af manuskriptet. Så selvom eskapaderne undervejs er ved at rulle ind i en smule dødvande, opvejes det momentvis manglende momentum bestemt af filmens herligt blodspruttende scener og skønne finale.

’Abigail’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Abigail’ har biografpremiere den 18. april.