HAPPY END: Kølige Michael Haneke og menneskets lidelser

/i , /af

Biografanmeldelse: Den østrigske filmskaber Michael Haneke maler med sine velkendte kølige penselstrøg, når hans nye drama folder sig fragmentarisk og observerende ud. Ganske vist er titlen ‘Happy End’, men det bliver der – for dem, der kender Haneke – ikke just tale om, hvor det er selve den menneskelige eksistens, der kigges efter i sømmene. Helt konkret det bedre borgerskab.

Naturligvis er det ikke just et videre flatterende portræt af mennesket og borgerskabet, der mest af alt fremstår afstumpet og ude af kontakt med sig selv, men også både utilstrækkelig, skrøbelig og på afveje i livet. Nej, det er ikke den sundeste tilstand, vi finder mennesket i, hvor man følger en velhaverfamilie og de problemer, der bobler både lige under og over overfladen.

happy end biograf 02

Man følger således den stenrige familien Laurent, der bor sammen i en enorm og voluminøs herskabsvilla i Calais i Frankrig – naturligvis med tjenestefolk. Men selvom det hele på overfladen ser godt og succesfuldt ud, gemmer familien på både mørklagte problemer og lyssky hemmeligheder. Det er disse skyggesider, Michael Haneke minutiøst borer i og ruller ud.

Det gør han på både tåkrummende, sorthumoristisk samt helt grundlæggende dramatisk fin vis. Men dog også i det lange løb noget i armslængde fra dramaet og de medvirkende – koldt og kynisk observerende. Så meget, at filmen sine steder får mere form af en stiløvelse og et menneskeligt eksperiment, mere end, at fortællingen og de medvirkende griber mig om følelserne.

happy end biograf 03

Det bliver momentvis også en hæmsko for mit engagement i den ellers herligt betændte familie, hvor det hele efterhånden som filmen skrider frem, synes at falde mere og mere fra hinanden. Der er blandt andet familieforetagendet – et succesfuldt konstruktionsfirma – der står på afgrundens rand, da næste generation, der skal overtage ikke dur til meget. Hertil kommer depression, utroskab og alkoholmisbrug samt generel mangel på at have omsorg for hinanden.

Filmen er tænkt som en opfølger til det hjertegribende kammerspil ‘Amour’ fra 2012, men når dog ikke nær samme højder i sit kig ind i menneskets dyb. Det hele bliver en kende for kalkuleret sat i scene og nuancerne er ikke hele vejen lige elegante. Det er til gengæld blandt andet Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert og Mathieu Kassovitz i rollerne som henholdsvis familiens senile overhoved og hans to børn – en overarbejdende kvinde samt en fraværende far.

– ‘Happy End’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Happy End’ har biografpremiere den 28. marts.

PACIFIC RIM UPRISING: Fesen krig mellem klodsede kæmpemaskiner og kluntede kaijuer

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig være ærlig fra starten af: Jeg er en sucker for kæmperobotter og mægtige monstre. Derfor ramte Guillermo del Toros kulørte og storladne ‘Pacific Rim’ da også et yderst soft spot hos mig tilbage i 2013. Nu vender vi så tilbage til universet med de store Jaegers og enorme kajiuer med ‘Paficic Rim Uprising’. Den er desværre bare ikke halvt så vellykket.

Vi dumper ned i fortællingen 10 år efter den første film. Krigen mod kaijuerne er vundet – de kolossale bæster, der dukkede op fra bundet af Stillehavet for at smadre løs i den første film. Siden da har et korps af Jaegers – store menneskestyrede maskiner – vogtet verden, hvis en ny trussel skulle indfinde sig. Du gættede rigtigt: Der indfinder sig naturligvis en ny monstrøs trussel.

Pacific Rim Uprising 02

Således kommer Jaegers-piloterne atter på banen, hvor man følger den unge Jake Pentecost, der er søn af den første films heroiske Stacker Pentecost. Jake er dog ikke som sin far. Han vil ikke være nogens helt eller for den sags skyld Jaeger-pilot. Men ja, han ender naturligvis tilbage i maskinerne, hvor han desuden skal hjælpe til med at optræne et nyt hold af kadetter.

Således er der linet op til en omgang faderkomplekser og monsterkrig i stor skala, mens der også smyger sig fordækte planer samt en ny generation af fjernstyrede Jaegers ind i plottet. Desværre så famler fortællingen, dens forskellige plottråde og mange karakterer rundt om sig selv, hvor en medrivende retning for filmen sættes over styr af blandt andet generisk monsteraction.

Pacific Rim Uprising 03

En naturlig drenget John Boyega gør ellers sit for at tilføre løjerne menneskelighed, charme og vittig hopla i rollen som Jake. Men han får blot lov til at stå blafrende hen i det rodede manuskript, hvor blandt andet hans faderopgør aldrig bliver engagerende forløst, men glemmes undervejs. Der mangler ligeledes dramatisk tyngde i det øvrige persongalleri, der aldrig kommer til sin ret.

Det ender således også med at være de stort opsatte actionscener mellem Jaegers og kaijuer, der skal bære eskapaderne i mål. Men end ikke her leveres der mindeværdige øjeblikke, men mest af alt bare kedelig computerskabt slå-på-tæven uden intens nerve. Så selvom jeg elsker robotter og monstre, ender denne fesne opfølger som en generisk og uopfindsom omgang kolosaction. Øv.

– ‘Pacific Rim Uprising’ får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– ‘Pacific Rim Uprising’ har biografpremiere den 22. marts.

‘You Were Never Really Here’ er tung tristesse med en livstræt Joaquin Phoenix

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er er med et tålmodigt og sammenbidt tempo, at den momentvis brutale og hele vejen knugende thriller ‘You Were Never Really Here’ foldes stilsikkert og tungt ud. Her finder man den forknytte og forpinte Joe i skikkelse af en bred og besnærende Joaquin Phoenix. Han er filmens ubestridte hovedrolle og med i hver en scene.

Fra de ubehageligt voldelige scener og videre til de få øjeblikke af sart skrøbelighed, der får sneget sig ind undervejs. For det er volden og det forpinte, der fylder mest i livet hos veteranen Joe, som hjemsøges af traumatiske minder fra både krigen og barndommen. Således famler han sig vej gennem livet, hvor han lever af at finde forsvundne piger – og det med en hammer som våben.

You Were Never Really Here 02

En brutal levevej, der fører ham dybt ind i en kriminel underverden af lyssky typer, man ikke skal fucke med. Nu er Joe dog heller ikke en mand, man skal komme på tværs af. Men bag den blodige hammer gemmer sig også et menneske, der er faret vild i livet og med kun få lyspunkter at klynge sig til – blandt andet sin gamle mor, som han tager sig af

Et simpelt og effektivt udgangspunkt for en film, der i høj grad er et portræt af den hjemsøgte Joe og hans plagede sind, lige så meget som det er en plotdrevet hævnthriller. Blandt andet krydsklippes der elegant og chokerende billeder ind fra både krigens rædsler og barndommens mørke minder. Jeg kommer helt ind bag den mutte maske på Joe, og det gør ondt.

You Were Never Really Here 03

Selvom Joaquin Phoenix måske ikke gør særligt meget væsen af sig sin rolle, så er han i den grad tilstede. Han har et intenst nærvær, der banker bag de bløde øjne og finder vej til både min mave og ind i mit hjerte. Godt nok er det hele både dystert, trist og livstræt, men på samme måde, som der er øjeblikke af skrøbelighed, så synes håbet også at lysne i filmens yderste kanter.

Instruktør og manuskriptforfatter Lynne Ramsay har kort fortalt god hånd om den menneskelige psyke på Joe og at sætte billeder på den, mens det både febrilske, pumpende og klaustrofobiske score af Jonny Greenwood medrivende ridder på billedernes brutale bølger. At fortællingen så bliver lige tung nok sine steder er så absolut noget, som filmen i sidste ende overlever.

– ‘You Were Never Really Here’ får 4 ud af 6 stjerner:


4_6 - stars

– ‘You Were Never Really Here’ får biografpremiere den 22 marts.


THE STRANGERS: PREY AT NIGHT: Fesen slasher på slingrekurs

/i , /af

Biografanmeldelse: Fuck yes, så er der en slasher på programmet med ‘The Strangers: Prey at Night’. En opfølger til den creepy og pænt uhyggelige ‘The Strangers’ fra 2008. Desværre har denne 2’er bare ikke været de 10 års ventetid værd. Langt fra. Hertil er filmen blandt andet, hverken skræmmende nok eller opfindsom nok, hvad angår de knivstikkende drab.

Mest af alt er de morderiske løjer en ophobning af genrens klichéer. Det er for mig dog ikke som sådan et problem i sig selv, at en slasher er klichéfuld, hvis den så bare er medrivende i forhold til blandt andet sine kills, karakterer og mordere. Det bliver den desværre aldrig for alvor, mens det hele løber helt af sporet i filmens sidste del, hvor der venter en særdeles tåbelig finale.

The Strangers Prey at Night 02

Men hvad handler gyseren egentlig om? Jo, en mor og far skal overnatte med deres to børn hos nogle familiemedlemmer på en campingplads med husvogne. De ankommer sent om aftenen og skal sådan set bare finde til ro. Men natten er naturligvis først lige begyndt. For tre maskerede mordere huserer på pladsen og snart må familien flygte for livet.

Et slasher-simpelt setup, som man kender det. Naturligvis forsøges der puttet menneskelig relation på de småblodige eskapader. Man finder således blandt andet den klassiske tvære teenager iklædt Ramones-T-Shirt og med en smøg i hånden, de forelskede og omsorgsfulde forældre samt en teenage-knægt, der tager god hånd om sin søster. You know the drill…

The Strangers Prey at Night 03

Jeg bliver bare aldrig rigtigt involveret i familiens følelsesliv, der dog vokser på mig, når først skrigene begynder. Her får blandt andet Bailee Madison som datteren overbevisende nerve modsat hendes generiske teenage-portræt. Hun bakkes godt op af Lewis Pullman som broderen, mens Christina Hendricks og Martin Henderson er empatiske som mor og far, men that’s it.

Det er med andre ord ikke stærke karakterportrætter, man får serveret, hvilket underminerer det engagement, jeg skal have i løjerne, når morderne begynder at jage familien. Det hele føles fladt og postuleret, mens bruges af 80’er-hits som Bonnie Tylers ‘Total Eclipse of The Heart’ fremstår som et påklistret gimmick sammen med mordernes masker, der aldrig bliver uhyggelige. Øv.

– ‘The Strangers: Prey at Night’ får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– ‘The Strangers: Prey at Night’ får biografpremiere den 22. Marts.



MONTPARNASSE BIENVENÜE: På kaotisk afveje i livet

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kræver sin mand at rejse sig igen, når først livet fælder en. Eller for den sags skyld kvinde, som det er tilfældet i den fint kaotiske og franske ‘Montparnasse Bienvenüe’. Her møder man nemlig Laetitia Dosch i rollen som den på en gang skrøbelige og stærke Paula Simonian, der efter et hårdt brud flytter til Paris for at få fod på livet igen.

Men efter 10 år med fast grund under fødderne er det ikke så lige til for den 31-årige kvinde at finde tilbage på sporet. Men hun er på trods af et kaotisk indre målrettet opsat på at få styr på sig selv og tilværelsen. Vi dumper altså ned midt i hendes liv, der er på sit mest sårbare, tumulte og forvirrende. Ja, et såkaldt befriende og usminket portræt af en kvinde i frit fald.

Montparnasse Bienvenue 02

På samme måde som Paulas liv pludselig står uden egentlig retning, bølger filmen sig også blot derhen, hvor fortællingen på naturlig vis synes at føre. Nej, her er ingen stramt kalkuleret spændingskurve, men til gengæld et besnærende og relaterbart greb om livets af og til uregerlige gang. Denne retningsløshed rammer filmen oprigtigt og naturligt. En fornøjelse.

Det er med samme ublufærdige naturlighed, at man finder Laetitia Dosch i den ubetingede hovedrolle, der kæmper med både at skabe ny mening med livet samt at stable nye venskaber og relationer på benene. Det mens hun jonglerer med to jobs for at holde skindet på næsen på sin bumlede vej ud af skidtet og det følelsesmæssige kaos, hun befinder sig i.

Montparnasse Bienvenue 03

Den spillefilmsdebuterende instruktør Léonor Serraille rammer således både overbevisende og indtagende livets nedtur på en måde, som rammer mig engagerende oprigtigt. Det skyldes blandt andet – og ikke mindst – en dejlig fejlbarlig og kompleks hovedrolleindehaver, der nuanceret indrammes af Laetitia Dosch. Hun er både pisseirriterende og totalt charmerende.

Filmens styrke er altså netop dens naturlige omgang med livets på en gang både upolerede, uskønne og uforudsigelige gang, hvor jeg lukkes vellykket ind i et liv, der er på randen af nervøst sammenbrud. Jeg overlever derfor også fint et par lidt uforløste relationer undervejs, for i livet bindes der jo sjældent fine sløjer på venskaber og forhold. Livet forløber ganske enkelt bare.

– ‘Montparnasse Bienvenüe’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Montparnasse Bienvenüe’ får biografpremiere den 22. marts.

TOMB RAIDER: Lara Croft er tilbage for fuld Alicia Vikander

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er som om, der hviler en forbandelse over at skulle omsætte computerspil til spillefilm. Det er i hvert fald endnu ikke for alvor lykkedes ovenud tilfredsstillende. Det gør det desværre heller ikke denne gang, hvor den eventyrlystne Lara Croft – i skikkelse af en stålsat og adræt Alicia Vikander – atter vækkes til live med ‘Tomb Raider’.

Det er dog ikke første gang, at spillet ‘Tomb Raider’ laves til film. Angelina Jolie har tidligere indtaget hovedrollen – senest i 2003. Nu skal vi så på ny introduceres for Lara Croft – og det fra begyndelsen. For vi møder her en langt fra flyvefærdig eventyrer, men en ung kvinde, der endnu ikke har fundet sit kald i livet, mens hun forsøger at klare regningerne som cykelbud.

tomb raider biograf 02

Men Lara er ikke hvilken som helst Croft. Hun har nemlig siden sin fars mystiske forsvinden for år tilbage haft en enorm arv og forretningsimperium at kunne lukrere på. Men Lara vil gå sine egne veje i livet, mens hun heller ikke vil anerkende, at hendes far er død. Dette leder hende ved nogle hovsa-og-plot-vupti-løsninger på rette vej mod en gådefuld ø ud for Japans kyst.

Det bliver starten på Lara Crofts første farefulde eventyr, der desværre tyngdes af sin del af CGI-rabalder, hvilket hiver noget nerve ud af action-eskapaderne, der fremstår mere computer-fabrikerede end reelt faretruende. Der lægges eller ret intenst fra start med blandt andet et vildt cykelridt gennem Londons gader. Samme nerve mangler i senere og stortopsatte action-tableauer.

tomb raider biograf 03

Fortællingen ruller sig ellers ganske fermt ud med et tempo, der ikke efterlader meget tid til at få kørt popcornene indenbords. Men et fermt tempo skal ikke forveksles med en engagerende film. For ganske vist ryger Lara Croft fra actionscene til actionscene, men blandt andet mangler hun at blive etableret som andet end blot en skakbræt i en manuskriptforfatters jagt på spændingen.

Ganske vist er Alicia Vikander god, charmerende og karismatisk, men hun puffes mest af alt rundt i plottet, mere end selv at sætte dagsordnen. Det følelsesmæssige engagement bliver da også til at overse, mens reel mystik i det generiske eventyr udebliver til fordel for middelmådigt bulder og brag. Ja, gåderne og deres løsninger fremstår postulerede sammen med karakteren Lara Croft.

– ‘Tomb Raider’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Tomb Raider’ får premiere den 15. marts 2018.


‘Death Wish – en mand ser rødt’ er en røvsyg hævnfilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Opskriften er dejligt simpel i ‘Death Wish – en mand ser rødt’. Bruce Willis spiller en nydelig kirurg, hvis kone og datter udsættes for et groft hjemmerøveri. Politiet kan naturligvis ikke finde ud af at fange gerningsmændende. Kirurgen tager derfor sagen i egne brutale og hævngerrige hænder. Ja tak, et styk ligetil revenge-flick uden så meget pis.

Men, men, men… desværre falder eskapaderne fladt på maven, hvor blandt andet Bruce Willis’ forvandling fra lovlydig kirurg til nådesløs hævner flagrer postuleret i vinden. Jeg tror gange enkelt ikke på ham – faktisk hverken som læge eller hævner. Det hjælper ej heller just på mit engagement, at forholdet til hustruen og datteren står ligeså fladt postuleret optegnet.

Death Wish en mand ser rødt biograf 02

Der er med andre ord ikke meget følelsesmæssig tyngde, jeg kan hænge mit engagement op på, når først Bruce Willis går bersærkergang. Og end ikke volden leverer nævneværdige drab eller torturscener. Intet bliver mindeværdigt, men blot fesent forløst, hvor tåbelige tilfældigheder og ditto plottråde trasker oveni hinanden.

Blandt andet er den tilfældige bowlingkugle i knolden på en bad guy, hverken medrivende brutal eller satirisk indtagende. Bare dum og malplaceret. Det er ellers Eli Roth, der instruerer – og han har om nogen bevist, at han kan levere kombinationen af indtagende splat og grusom vold med film som den sorthumoristiske splatter-tur ‘Cabin Fever’ videre til hans to tortur-klamme ‘Hostel’-film. Det flair for vold kombineret med kulsort humor lykkedes aldrig her.

Death Wish en mand ser rødt biograf 03

Dertil kommer, at filmen forsøger at løfte sin helt central problematik, nemlig den om selvtægtsmandens gerninger kan forsvares, når nu de kun rammer de kriminelle røvhuller, mens politiet ikke er til megen hjælp. Dette dilemma efterlades dog blot flagrende i vinden sammen med nuancer i både tematikken samt persontegninger – af Bruce Willis’ læge såvel som skurkene.

Ja, som du nok har luret ender denne genindspilning af filmen af samme navn fra 1974, der havde en cool Charles Bronson i hovedrollen, som alt andet end vellykket. Men flade tematikker, klodsede plottråde, lunken vold og unuancerede karakterer til side, så er et problem sådan set helt grundlæggende bare, at eskapaderne aldrig bliver medrivende. Op på hesten igen, Eli Roth.

– ‘Death Wish – en mand ser rødt’ får 1 ud af 6 stjerner:
1_6 - stars

– ‘Death Wish – en mand ser rødt’ får biografpremiere den 8. marts.

SÅ LÆNGE JEG LEVER: Alkoholiserede Rasmus Bjerg – The Movie

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver røget, drukket og horet igennem – okay, mest røget og drukket – når Ole Bornedals biografiske drama om John Mogensen tumler sig kaotisk og fordrukkent gennem sangerens liv. Fra barndommen og frem til den tragiske afslutning. Spændt ud mellem liv og død finder man Rasmus Bjerg, der sveder, synger og konstant bæller bajere i hovedrollen.

Her er det Rasmus Bjerg som den forpinte, perfektionistiske og øldrikkende John Mogensen, der er limen, som holder sammen på det desværre ret uengagerende og fragmenterede drama, der er opkaldt efter en af musikerens mest populære hits: ‘Så længe jeg lever’. Det er da også med døden konstant spændt alkoholiseret for, at John Mogensen synes at leve livet på lånt tid.

Så længe jeg lever biograf 02

For ganske vist er der glæde, kærlighed og fællessang at finde i hans sange, der blandt andet også tæller ‘To mennesker på en strand’, ‘Fut i fejemøget’ og ‘Der er noget galt i Danmark’. Men bag de muntre toner finder man en plaget og ikke mindst fordrukken sjæl. Ja, en god gammeldags grædende klovn, hvor intet er godt nok, og hvor flasken vinder slaget. Hver gang. Tragisk.

Dæmonerne kravler således tungt og alkoholiseret rundt i John Mogensens liv. Fra hans tumulte liv i sanggruppen Four Jacks videre til mere druk og det forpinte, men succesfulde forsøg på at klare sig som solist. Som blot John Mogensen. Folkets mand, der siger tingene, som de er og synger som folk snakker. Men alt sejler for ham, mens der blot køres flere bajere indenbords.

Så længe jeg lever biograf 03

Desværre kører fortællingen i ring, hvor de fordrunkne pointer gentages. Her kæmper John Mogensen konstant med selvtilliden, musikken, alkoholen og sin lille familie. Men blandt andet står båndet til sin overraskende tilgivende hustru noget løst malet op og forbliver mest postuleret, mens jeg heller aldrig for alvor gribes af den ulykkelige fortælling om den uforbederlige dranker.

‘Så længe jeg lever’ mangler mere troværdig nærhed og nuanceret indsigt, der kunne være med til at løfte den noget banale forfaldsfortælling op af sit følelsesmæssigt frakoblede depri-hul. Løjerne fremstår usammenhængende og den dramatiske nerve mister pusten undervejs. Rasmus Bjerg gør dog sit sympatisk bedste, men får ikke meget andet end alkohol at gøre godt med.

– ‘Så længe jeg lever’ får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– ‘Så længe jeg lever’ får biografpremiere den 8. marts

RED SPARROW: Forførende Jennifer Lawrence på koldkrigsmission

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er kold luft mellem USA og Rusland i den afdæmpende, men momentvis herligt brutale spion-thriller ‘Red Sparrow’. Ned midt imellem de duellerende verdensmagter dumper en forførende Jennifer Lawrence som russisk spion, der skal få krammet på en amerikansk CIA-agent. Men naturligvis går intet efter planen og snart skal der improviseres.

Mere behøver du ikke at vide om filmens sirlige plot, hvor moderlandskærlighed, identitet og tillid væves sammen til et ganske engagerende, intenst og spændende tæppe. Her bæres filmen nemlig mere frem af sit bølgende plot end af de øjeblikke af action, der dog gøres plads til. Det fungerer. For stemningen er dejligt knugende og universet flot iscenesat.

Red Sparrow biograf 02

Således males blandt andet et koldt Budapest op i skiftevis indtagende tableauer af bastant arkitektur kontra små klaustrofobiske rum af levet liv. Filmen åbner sig ganske enkelt indtagende op med en billedside, der fornemt giver liv til både kold krig, spion-intriger samt action og vold, der gør fysisk ondt at overvære. Det er troværdigt og ubehageligt. Herligt.

Men egentlig er det lidt imod alle odds, at filmen er så overvejende vellykket en oplevelse som tilfældet er – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg har det nemlig en kende svært med Jennifer Lawrence. Men som manipulerende spion spiller hun sine kort, så det fungerer for mig. Afdæmpet, nærværende og råt. Ja, jeg skal godt nok lige sluge den påtagede russiske accent.

Red Sparrow biograf 03

Ganske vist er det Jennifer Lawrence, der står i front filmen igennem. Hun bakkes imidlertid op af fine folk på rollelisten. Her finder man blandt andre en dragende Joel Edgerton som dedikeret og mut CIA-agent, mens en ondt indsmigrende Matthias Schoenaerts ses som dæmonisk onkel. Endvidere nød jeg i fulde drag biroller af mestrene Charlotte Rampling og Jeremy Irons.

‘Red Sparrow’ har altså mange ting kørende for sig: Et indtagende koldkrigsunivers, et fintvævet plot af mistro og tillid samt en rolleliste, der trækker mig ind i spioneskapaderne. Spurven flyver dog desværre ikke helt op over den solide præstation – hertil mangler der blandt andet flere overraskelser, mens plottet sine steder bliver for postuleret og filmens flow sine steder træg.

– ‘Red Sparrow’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Red Sparrow’ får biografpremiere den 1. marts.

THE FLORIDA PROJECT: Livet stopper ikke op og venter på dig

/i , /af

Biografanmeldelse: Der sker sådan set ikke så meget i det farvestrålende og barskt rørende drama ‘The Florida Project’. Her dumper man mest af alt ned midt i det svære liv en varm sommer hos den 6-årige Moonee. Hun bor med sin unge mor på et forfaldent motorvejsmotel i Florida, hvor dagene blot går, mens livet forsøges opretholdt og huslejen betalt.

Sådan kan livet jo netop også være. Den ene dag tager den anden uden det store drama. Det gælder her, hvor det er hverdagens stille ilagte drama, som konstant ulmer lige under den solbeskinnede overflade. Et råt liv uden egentlig retning – andet end hen imod næste regning, der skal betales for ikke at blive smidt ud af de spartanske kår.

The Florida Project biograf 03

Det lyder måske nok deprimerende, men dette slice-of-life-drama fortælles fra den lille piges uskyldige og naive perspektiv. Således forvandles hver dag til et nyt eventyr og en leg denne sommer, som synes uendelig. Den brutale virkelighed spøger dog konstant og vagtsomt i kulissen, hvor hendes mor Halley har svært ved at få tingene til at hænge sammen.

Men selvom her måske nok ikke sker det store, ruller selve livet alligevel afsted for øjnene af mig, hvor den afdæmpede fortælling foldes ubesværet og naturligt ud i hænderne på instruktør Sean Baker, mens fotograf Alexis Zabe indfanger filmen i børnehøjde og de farverige omgivelser med dragende appel. Smukt, forførende og eventyrligt midt i den ellers barske fortælling.

The Florida Project biograf 02

Castet giver på samme måde ubesværet og naturligt liv til de solvarme dage. Her med en herligt rapkæftet Brooklynn Prince som Moonee og hendes ligeså kække ven Scooty i skikkelse af en drilsk Christopher Rivera. De to er dynamit sammen. Bria Vinaite har udfordret mor-potentiale som Halley, mens Willem Dafoe er motellets hårde, men empatiske bestyrer.

Filmens styrke ligger blandt andet i netop dens løse form, hvor dagene blot går uden videre plotmæssig retning. Det bliver dog også en svaghed, da karaktererne sine steder kommer til at cirkle lidt for meget om sig selv. Det ændrer dog ikke på, at rollebesætningen og den universelle fortælling om blandt andet barndom og uskyld greb mig sikkert om hjertet og blev der.

– ‘The Florida Project’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘The Florida Project’ får biografpremiere den 1. marts.