SUSPIRIA: Dragende dødedans, dystre hemmeligheder og urovækkende gru

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herre Josef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Suspiria’ får biografpremiere den 15. november 2018.

‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ er både magisk og ujævn

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi vender tilbage til J.K. Rowlings eventyrlige univers med ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ – anden film i en serie på i alt fem planlagte om Newt Scamanders strabadser i en verden af magi, eventyrlige dyr og tryllestave. Her undslipper den onde troldmand Grindelwald sin fangenskab for at føre sine dystre planer ud i livet.

Grindelwald går således straks igang med at rekruttere følgere, der skal hjælpe ham med at realisere sin plan om at gøre fuldblodstroldmænd til herskere over både magiske og ikke-magiske skabninger på Jorden. Den gode troldmand og underviser på troldmandsskolen Hogwarts, Albus Dumbledore, søger nu hjælp hos sin tidligere elev Newt om at stoppe de onde planer.

Hvis Albus Dumbledore og Hogwarts lyder bekendt, så er det fordi, at filmen er spundet af Harry Potter-universet. Filmen foregår dog i 1920’erne – altså før fortællingen om Harry Potters eventyr årtier senere. Her er dog ikke tale om skolebørn på eventyr, men voksne magikere og almindelige mennesker i kamp mod ondskaben.

Desværre er fortællingen ujævn og løber særligt af sporet i sit tredje akt, hvor adskillige plottråde forsøges samles, mens der også lige skal gøres plads til at udfolde diverse karakterers relationer og skæbner. Det bliver mere stift, uelegant og rodet end engagerende, mens ellers potente tematikker som ond og god samt familie, kærlighed og loyalitet efterlades noget uforløste.

Det er en skam, når nu blandt andet det magiske univers er flot og dragende realisteret med sine fantasifulde dyr og et kulørt karaktergalleri, der dog ender med at synes mere overbefolket end engagerende. I front finder man Eddie Redmayne, der fint portrætterer den småkejtede og uvillige helt Newt, der har bedre styr på sine fantastiske skabninger end menneskelige relationer.

Jude Law er den godhjertede Dumbledore, mens en blond Johnny Depp agerer den forføreriske Grindelwald. Herimellem finder en lang række karakterer, men ingen rodfæster sig for alvor i en film, der gaber over mere end den kan forløse på medrivende vis. Jeg er dog på trods fortsat fascineret af universet og spændt på, hvor fortællingen snor sig hen i de kommende film.

– ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ får premiere den 15. november.

OVERLORD: Onde nazister, blodige eksperimenter og en fæl Pilou Asbæk på krigsstigen i horrorland

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står på både blodig, klam og nazibefængt krigshorror med den underholdende ’Overlord’. Her bliver man nemlig sendt tilbage til Anden Verdenskrig, hvor en gruppe amerikanske soldater er oppe imod onde nazister på en mission i Frankrig. Det betyder blandt andet flammekastere, nazi-hemmeligheder og en yderst skurkagtig Pilou Asbæk.

Det er dog ikke just en historisk korrekt krigsskildring, man her er vidne til. Der leges nemlig med sandheden, da nazisterne gemmer på dystre hemmeligheder, der blandt andet involverer klamme eksperimenter. På den måde sparkes der en underholdende dosis grotesk og splattet horror ind i krigsmaskinen, der leverer sin historie bombastisk, dystert og med smæk på actiondelen.

For nej, her er ikke just tale om subtil og snigende uhygge – eller subtil historiefortælling for den sags skyd. Det her er lige-i-ansigtet-skræk-og-action-underholdning. Godt nok har filmen sine plotmæssige problemer og fortællemæssige ujævnheder, men heldigvis leveres løjerne med tilpas meget charme, pondus og kropssjaskende overskud til, at jeg kan se igennem fingre med det.

Filmen udvikler sig nemlig hele vejen til kun at være mere og mere over the top og langt-ude-horror-underholdning – med tryk på gory gru. Pilou Asbæks nazi-skurk er således et godt billede på det univers, man her hvirvles ind i. Han er nemlig både manisk, herligt overspillende og diabolsk. Ja, han leverer naturligvis også et skurkegrin i fuldt flor, mens blodet drypper.

Rækken af amerikanske soldater udfylder fint deres respektive roller som blandt andet den moralske vogter, den oversludrende joker og den hårdhændede machomand, mens der også spædes til med en gæv fransk kvinde. Det er altså ikke just karaktermæssig nytænkning, man her er vidne til, men det fungerer i pumpende krigshelvede.

‘Overlord’ prøver med andre ord ikke på at være noget den ikke er. Man skal altså ikke tage de blodige og skarptskydende eskaper alvorligt. Det her er grum og overgjort krigshorror-underholdning, der leverer sine blodsudgydelser med et grotesk glimt i øjet. Det gør den solidt og stemningsfuldt, mens den tør at tage skridtet bizart ud med sine skøre nazi-idéer.

– ‘Overlord’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Overlord’ får premiere den 8. november 2018.

DEN TID PÅ ÅRET: Paprika Steen serverer juleræs, stikpiller og familiestridigheder

/i , /af

Biografanmeldelse: Julen står for døren i det sorthumoristiske juledrama ‘Den tid på året’. Her lægger Katrine og hendes mand Mads nemlig hus til årets juleaften med alt, hvad det indebærer af traditioner, skeletter i skabene og spydige stikpiller familiemedlemmer imellem. Nej, det er ikke just den salige julefred, der her får lov at sænke sig over det lille kaotiske hjem.

Paprika Steen fører an i slaget, både som instruktør og som Katrine, der forsøger at bevare den gode julestemning. Det er umuligt. For allerede inden den første gæst træder ind af døren ulmer det med stridigheder på tværs af generationer. Lige fra familiære kontroverser til hvordan julemaden skal serveres. Således endevendes julen og familien på spydig og relaterbar vis.

Ganske vist bliver nogle af familiemedlemmerne og visse af problematikkerne lidt for manuskript-skrevne og klichétunge i røven. Frelstheden hænges blandt andet til tørre, mens der gives afrikanske sponsor-børn i gave og rødkålen skal naturligvis være hjemmelavet. En smule halvslidte eksempler på selvgodhedens selvtilstrækkelighed i den kulturelt begavede middelklasse.

Men sådan er det blandt andet med humor: Det er sjovt, fordi det netop er overgjort. Men her bliver nogle af de spydige jokes og pointer blot lidt for nemme at se på afstand, hvorfor de mister noget nerve og nærvær. Dramaet mister altså heraf også troværdighed og de medvirkende bliver sine steder lidt for meget til brikker i et manuskript, der tager livtag med familieidyllens bagside.

Selvom karaktererne måske nok af og til bliver lidt for skrevne, så leveres de bestemt veloplagt af ensemblet. Lige fra netop en presset Paprika Steen til hendes forstående ægtemand i skikkelse af Jacob Lohmann. Sofie Gråbøl er dejlig politisk overkorrekt som præste-søsteren, mens Lars Brygmann er hendes knapt så succesfulde og ligeså bedrevidende forfattermand.

‘Den tid på året’ lever altså ganske godt af sine skuespillere, hvor alt det usagte bliver sagt og der blandt andet også fint indfanges skjulte blikke, mens der danses om juletræet. Familierelationerne og de spydige pointer bliver dog sine steder lige tænkte nok – og så lurer sødmen lige om hjørnet uden dog heldigvis at få helt fat i en film, der tør at tage den tragikomiske konsekvens af sine valg.

– ‘Den tid på året’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Den tid på året’ får biografpremiere den 8. november.

CLIMAX: Et dansende LSD-mareridt ind i Helvede

/i , /af

Biografanmeldelse: Du kan godt finde danseskoene frem. For med ’Climax’ kaster filmskaberen Gasper Noé mig ind i et vildt dansende mareridt af vridende og svedende kroppe. Tilsæt LSD og det hele stikker snart af ind i en ond drøm for gruppen af dansere, der i filmen er samlet for at øve en kold vinteraften. Så mens musikken banker afsted forvandler natten sig til en delirisk fest.

Det er kort sagt filmens præmis. Simpelt og intenst. Det er i høj grad også en film og fortælling, der lever af og ånder gennem sine dynamiske billeder og en pumpende lydside. Det er farver, bevægelse og musik i filmisk forening. Her fortalt med blandt andet lange uafbrudte takes, så jeg som publikum ikke har mulighed for at undslippe den skæbnesvangre nat af dansende vanvid.

Desværre siver luften bare ud af den ellers intense nat efter en ganske medrivende første del, hvor jeg bliver hevet med ud på dansegulvet af et svævende kamera, der indfanger flokken af dansere i fælles forening. Der er bare ikke nok vedvarende saft og kraft i filmens scener, der på skift tager mig med ind i både dansernes samtaler og liv filmen igennem.

For selvom her er potente emner som sex, opdragelse, vold og stoffer på menuen – mens selve livet synes at danse dus med døden i det helt klaustrofobiske dansestudie – så får jeg ikke nok medrivende adgang til dette. De medvirkende forbliver dansende brikker i en audiovisuelt funderet leg, der bare ikke er stærk nok til, at jeg holdes ved ilden.

Enkeltscenerne står dog stærkere end filmen som helhed. Resultatet bliver desværre således en filmisk oplevelse, der stille og roligt falder fra hinanden. Nærværet, intensiteten og energien forsvinder, mens filmen paradoksalt nok forsøger på at blive vildere, hvilket blandt andet inkluderer scener af rå vold, pis på gulvet og psykotisk vridende kroppe i stoffernes favntag.

’Climax’ kommer på trods af sin ujævne helhed ok i mål med sin mareridtsvision. Det lykkedes primært i kraft af netop enkeltscener, mere end det er en film, som vedvarende har et greb i mig. Det er en skam, når nu Gasper Noé egentlig er en dejligt kompromisløs og fandenivoldsk filmskaber. Men i dette tilfælde får han altså ikke hevet mig helt medrivende i mål.

– ’Climax’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ’Climax’ får premiere den 8. november 2018.

BOHEMIAN RHAPSODY: En hyldest af Freddie Mercury og Queen

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker virkelig det britiske band Queen. Musikken lever med andre ord fortsat i bedste velgående hos mig – og hos folk verden over. Det forstår jeg godt. Tænk blot på numre som ‘Killer Queen’, ‘We Will Rock You’, ‘Another One Bites the Dust’ og ikke mindst den episke ‘Bohemian Rhapsody’, som denne biografiske film er opkaldt efter.

Det er således historien om bandet og ikke mindst forsangeren Freddie Mercury, der her bringes til live. Opturen og nedturen. Succesen og fiaskoen. Fra starten i 70’erne og frem til den ikoniske optræden til Liv Aid på Wembley Stadium i 1985. Men mest af alt er dette en hyldest af bandet og Freddie. Af den udødelige musik. Af manden med det karakteristiske overskæg og overbid.

Ganske vist berøres her også problematiske og mørke sider af Freddies liv. Fra hans seksualitet til det svære forhold til hans familie og pakistanske ophav samt hans ensomhed og sygdommen AIDS. Dette er dog først og fremmest en fest og fejring af Queen, livet og musikken. Det gør desværre også, at ovenstående problematikker kommer til at flagre lidt tandløst hen.

Fortællingen er dertil også noget strømlinet og forudsigelig forløst – det selvom her jo er masser af drama at hente i både Freddie og bandets interne stridigheder. Men det til trods, så er filmen altså bestemt ganske underholdende i sin ok tempofyldte udfoldelse af den kulørte fortælling, der ikke mindst er dejlig fyldt med bandets medrivende, legende og dynamiske musik.

Hertil kommer en nærværende og intens Rami Malek, der indtager den karismatiske rolle som Freddie. Det gør han bestemt godt. Lige fra sceneoptrædener til nedture og følsomme øjeblikke. Men man skal ikke glemme, at han bakkes fint op af sit band, der ligeledes ligner rollerne, de spiller: Guitarist Brian May, trommeslager Roger Taylor og bassist John Deacon.

Lucy Boynton bringer desuden som Freddies store, men umulige kærlighed Mary Austin fin følelsesmæssig modvægt til sangeren. Filmen er dog ikke kun Freddies historie, men også den om et band, som ikke kan leve uden hinanden. En familie, som de selv kalder det. Den familie og det tilhørsforhold som Freddie søger. Anerkendelsen og kærligheden. Og ja, jeg elsker fortsat Queen.

– ‘Bohemian Rhapsody’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Bohemian Rhapsody’ får biografpremiere den 1. november.

The Girl in the Spider’s Web: Hævneren Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage

/i , /af

Biografanmeldelse: Den læderklædte hacker og hævner Lisbeth Salander er hårdtslående tilbage med den smukt iscenesatte og brutale ‘The Girl in the Spider’s Web’. Journalisten Mikael Blomkvist dukker naturligvis også op, når hun og han her bliver viklet ind i et farligt spil, der blandt andet involverer lyssky typer og et computerprogram, der ikke må falde i de forkerte hænder.

Salanders dystre fortid spiller også ind, mens der spædes til med skånselsløse skurke, intense biljagter og en plotlegende historie med schwung på både vold, forviklinger og lidt for vilde gadget-løsninger. For ganske vist er Salander ferm med en computer, men efterhånden som filmen skrider frem mister historien troværdighed og engagerende jordforbindelse. Desværre.

For selvom vi her befinder os i en form for højnet virkelighed, hvor alt er lidt mere bastant fortalt og visuelt potent iscenesat, så mister jeg simpelthen troen på nogle af plotdrejningerne, der af og til mere synes som lidt for lette manuskriptløsninger end egentligt medrivende idéer på historiefronten. Det gælder både Salanders hacker-evner, actionscener og karakterdramaet.

Det er virkelig en skam, da instruktør Fede Álvarez forløser historien med et dragende flot univers, der nærmest giver mindelser om dystre versioner af både Bond og Batman – her sat i et koldt og sneklædt Stockholm. Det er køligt og cool, mørkt og tungt. Álvarez har tidligere henrykket mig med sit blodige ‘Evil Dead’-remake samt den væmmelige home invasion-thriller ‘Don’t Breathe’.

Selvom her dog ikke ligefrem er blodsprøjtende splatter på menuen, danner filmens forlæg af David Lagercrantz afsæt for et par ganske grumme scener, der lugter af horror i hænderne på Álvarez. Det er altså ikke Stieg Larsson, der står som historiens afsender, selvom han fødte filmens duo med sine tre første bind i den populære Millennium-bogserie.

Claire Foy er på trods af filmens ujævnheder og historiemæssige lufthuller indtagende som den mutte og private Salander. Sverrir Gudnason får ikke så meget at arbejde med som Blomkvist, der mest synes at bevæge sig i filmens yderkant. ‘The Girl in the Spider’s Web’ ender kort fortalt som en flot og brutal filmoplevelse, der dog halter på historiesiden og et vedvarende engagement.

– ‘The Girl in the Spider’s Web’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘The Girl in the Spider’s Web’ får premiere den 1. november.

ISLE OF DOGS: Wes Andersons charmerende japanske hunde

/i , /af

Stop-motion på Blu-ray: Jeg glæder mig altid til en ny film af den uforlignelige Wes Anderson – hans stop-motion-film ‘Isle of Dogs’ er ingen undtagelse. Den er nu udkommet på Blu-ray. Og jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at jeg er ret så vild med den både søde, sirlige og charmerende fortælling om en flok hunde og en lille dreng ude på en japansk skrælde-ø i en nær fremtid.

For i filmen er hunde nemlig blevet bandlyst i Japan på grund af smitsomme sygdomme og derfor henvist til en øde ø fyldt med skrald. Drengen Atari har således mistet sin elskede hund. Derfor beslutter han sig for at flyve ud til øen for at finde hunden. Det bliver til en rejse, hvor han møder flokken af hunde, der vil hjælpe ham med at finde den forsvundne hund.

Det er i vanlig Wes Anderson-stil, at fortællingen folder sig ud. Det betyder blandt andet minutiøst opsatte tableauer, symmetriske kameraindstillinger, tør og underspillet humor samt et umiskendeligt samt imponerende øje for detaljen. Ja, i det hele taget imponerer filmen med sine sirlige hunde og et detaljerigt samt eventyrligt, der er vakt levende til live i stop-motion.

Det er således et univers, der er en fryd for øjet hele vejen igennem den charmerende fortælling. Bag hundenes stemmer finder man desuden og blandt andet prominente navne så som Bryan Cranston, Edward Norton, Bill Murray, Jeff Goldblum og Scarlett Johansson, der med hver deres distinkte stemmer er med til at levevendegøre hundene.

Men selvom her altså er tale om et indtagende univers, en sød fortælling samt fine stemmer, så savner jeg at blive mere – eller faktisk bare – en smule følelsesmæssigt engageret i fortælling. Både drengens søgen efter sin hund og hundene, der hjælper ham ude på den store ø. For desværre, så forbliver filmen mere overflade end følelsesmæssigt engagerende, hvilket er en skam.

Ikke desto mindre, så er ‘Isle of Dogs’ dog en sand visuel lækkerbisken, som filmen bestemt lever flot og medrivende af. Så selvom jeg altså ikke som sådan blev grebet af karaktererne og fortællingen, så kommer filmen altså i mål overvejende på sin visuelle charme, sin underspillede humor og delvist også hundenes fine personligheder.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en fin omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i animatorernes arbejde, interview med castet, videre til et kig på dukkerne med mere.

– ‘Isle of Dogs’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. oktober 2018.

FIRST MAN: Et både intimt og intenst rumdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en både intim og intens rumfærd jeg har været på med Damien Chazelles månelandingsdrama ’First Man’. Det er således fortællingen om, hvordan astronauten Neil Armstrong endte med at blive den første mand til at gå på Månen den 20. juli i 1969. Her fortalt i et på en gang nært og sine steder helt klaustrofobisk drama rumrejsens store vidder taget i betragtning. Det handler nemlig også om andet og mere end det at nå først til Månen.

For det er ikke med store episke armbevægelser, at filmen folder sin fortælling ud. Derimod er det med kameraet helt tæt på Armstrong – både når han indfinder sig i diverse flyvende fartøjer, og når han kæmper med livet nede på Jorden. For Armstrong er en forknyt mand af få ord og med et traume, der tynger både ham og familien. Han og hans hustru Janet mister nemlig på tragisk vis deres lille datter. Således spiller også sorg og familieliv ind på måneeventyret.

På den måde er dramaet i Armstrongs lille familie med til at grunde det ellers svimlende rumeventyr i øjenhøjde, selv når jeg hives med op i det uendelige og lydløse himmelrum. For ja, her leveres op til flere både nervepirrende og medrivende rumflyvninger på vejen hen imod Apollo 11-missionen, der bragte den første mand op på Månen. Disse scener holder mig på tæerne filmen igennem med sin vibrerende tilstedeværelse.

De forskellige flyveture ramte mig nemlig fysisk med blandt andet sine intime nærbilleder, rystende kameraarbejde og klaustrofobiske indre i fartøjerne samt ikke mindst et gispende og dynamisk lydarbejde. Jeg mærker her spændingen, nerven og farligheden. Jeg er helt tæt på visuelt og på lydsiden, mens der ligeledes også åbnes op for åndeløse panoramabilleder set fra oven.

’First Man’ er på den måde også en både smuk, gribende og ikke mindst imponerende film rent visuelt, når jeg her bringes ombord med Armstrong og øvrige astronauter på disse historiske flyvninger, mens rumkapløbet med Rusland spiller en perifer rolle i fortællingen sammen med historiens politiske slagside. Dette er først og fremmest den nære fortælling om Armstrong – naturligvis hans rumfærd, men altså også hans indre dæmoner, ensomheden og sorgen.

Ryan Gosling forløser med naturlighed og nærvær rollen som den mutte Armstrong. En karakter jeg måske ikke just bliver vildt klog på, men som ikke desto mindre er et dragende bekendtskab filmen igennem. Claire Foy bakker ham dynamisk op som hans hustru, der meget af tiden står alene med den lille familie. Kort fortalt, så imponerer ’First Man’ med sine svimlende rumture og griber mig med sit jordnære drama.

– ’First Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ’First Man’ får biografpremiere den 25. oktober.

HALLOWEEN: Ikoniske Michael Myers er tilbage på veloplagt dræbertogt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det hele startede for 40 år siden med gysermesteren John Carpenters skelsættende slasher ‘Halloween’ i 1978. Her blev verden for første gang præsenteret for den sidenhen ikoniske morder Michael Myers med den hvide maske, kedeldragten og den store køkkenkniv i hånden. Nu er den mutte dræber tilbage i en ny film af samme navn.

Men selvom dette faktisk er den 11. film i franchisen, så ser denne fortsættelse bort fra de øvrige kapitler i serien og fortsætter historien, hvor den oprindelige slap. Blot 40 år senere. Det betyder blandt andet, at en 59-årig Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der som bekendt blev jagtet af og overlevede Michaels bersærkergang for fire årtier siden.

Hun lever nu isoleret og dybt traumatiseret over de blodige begivenheder på den skæbnesvange Halloween-aften. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at hendes værste mareridt bliver til virkelighed, da Michael undslipper sin fangenskab fra den anstalt, hvor han siden dengang har befundet sig. Således vender han dræbende tilbage til, hvor det hele begyndte.

Der er kort fortalt lagt op til den ultimative konfrontation mellem to af genrens mest elskede karakterer, nemlig Michael Myers og Laurie Strode. Netop Jamie Lee Curtis tilbage i sin legendariske rolle fungerer rigtig godt. Hun har dramatisk nærvær og tyngde. Jeg mærker hendes angst og plagede sind, hvilket på sørgelig vis har påvirket alt i hendes liv – herunder familien.

Michael er fortsat mut og morderisk, mens han koldt tager liv på stribe. For ja, dette er en slasher, så vi får også en god omgang brutale drab. Så selvom filmen måske nok har sine ujævnheder i flow og fortælling – mens et enkelt plotelement synes noget malplaceret – så er her overordnet tale om en engagerende, stemningsfuld og brutal slasher, der gør sine karakterer ære.

John Carpenter, der instruerede, var medforfatter på og lavede den ikoniske musik til den første film, er desuden medkomponist denne gang. Filmen har da også sine øvrige samt fine referencer til originalen – det uden at kamme over i cheesy homage. Michael Myers er med andre ord tilbage på et veloplagt dræbertogt, som beviser, at der bestemt stadig er virilt liv i slasher-genren.

– ‘Halloween’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Halloween’ får premiere den 18. oktober.