CREED II: Intens boksning og en stadig gribende Sylvester Stallone som Rocky

/i , /af

Biografanmeldelse: Det begyndte i 1976 med ‘Rocky’, hvor Sylvester Stallone første gang indtog sin sidenhen ikoniske rolle som bokseren Rocky Balboa. Den affødte en række efterfølgere – og i 2015 spin-off-filmen ‘Creed’, hvor Stallones aldrende Rocky nu trænede bokse-talentet Adonis Creed – søn af Rockys afdøde ven og tidligere rival, Apollo. Med ‘Creed II’ indtages ringen på ny.

Michael B. Jordan er igen Adonis Creed, der denne gang konfronteres med sin fars død. Han udfordres nemlig til kamp af Viktor Drago – søn af Ivan Drago, som var ansvarlig for faderen Apollos død i bokseringen for år siden. En kamp, der således ripper op i fortidens spøgelser – også for Rocky. Således foldes familie-problemer og fader-forbilleder sammen med boksningen.

For ganske vist er ‘Creed II’ en film med boksning som omdrejningspunkt, men det er det menneskelige drama og de engagerende karakterer, der løfter og binder filmen sammen. Jeg er stadig interesseret i og grebet af Stallones sirlige og varme portræt af Rocky. Hans tilgang til livet og forholdet til blandt andet Adonis er både rørende, gribende og nærværende fortalt.

Hertil kommer, at også B. Jordan bringer både en engagerende frustration og sårbarhed til sin rolle som Adonis, der kæmper med både indre dæmoner og savnet efter sin far. Jeg føler ganske enkelt med ham, når han går i ringen – men ligeså meget udenfor ringen. For filmen leverer bestemt sin del af potente boksekampe, der intenst bringer både den indre og ydre kamp i scene.

Udover Stallone igen er Rocky, så byder filmen også på et gensyn med Dolph Lundgren som Ivan Drago, som man så i ‘Rocky IV’ fra 1985. Han er nu træner for sin søn Viktor, hvorfor fortidens spøgelser i den grad kommer til overfladen. For vil fortidens bokse-tragedie gentage sig, når sønnerne Adonis og Viktor indtager ringen – eller vil Adonis få oprejsning for sin fars død?

Så selvom filmen mister en smule momentum henover midten og løber ind i sin del af forudsigeligheder, så leveres fortællingen og karaktererne oprigtigt og gribende, hvilket holder mig ved ilden på trods af ujævnhederne. ‘Creed II’ er kort fortalt et ganske medrivende nyt kapitel i bokse-franchisen, der hvis det bliver Stallones sidste som Rocky bestemt er hans karakter værdig.

– ‘Creed II’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Creed II’ har premiere den 20. december.

AQUAMAN: Et kulørt og klodset dyk ned under havets overflade

/i , /af

Biografanmeldelse: Tag en dyb indånding. For med ‘Aquaman’ går turen ned under havets overflade i et både kulørt, spektakulært og kluntet superhelte-eventyr. Det er fortællingen om Arthur Curry aka Aquaman, der skal forsøge at forlige sig med tanken om at indtage tronen som konge over undervandsriget Atlantis og samtidig stoppe sin halvbror fra at gå i krig med menneskene.

Vi får altså oprindelseshistorien for undervandshelten, som vi i skikkelse af Jason Momoa første gang mødte i superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Denne gang må han dog på egen hånd klare strabadserne – ganske vist med hjælp fra blandt andre havprinsessen Mera. Det betyder også en påklistret romance midt i en fortælling, der desværre falder fra hinanden.

Filmen starter ellers ganske action-stramt med en heftig scene, der involverer adskillige hårdhændede pirater på en ubåd, der får uventet besøg af en endnu mere hårdtslående Aquaman. Men efterhånden som fortællingen foldes ud forfalder filmen til den ene pompøse actionscene efter den anden, hvilket desværre er med til at skyde både historien og karaktererne ud af kurs.

Jeg mister ganske enkelt interessen for Aquaman, der jo ellers både kæmper en indre kamp om sin plads i verden og en kamp med sin halvbror. Men dramaet ender med at være mere postuleret end engagerende. Det er en skam, når nu her ellers foldes flere visuelt vilde scenerier ud med både fæle fiskemonstre, Dolph Lundgren på en søhest og en tur verden rundt.

Men Aquaman fortabes desværre i en klodset fortalt film, hvor både han og de øvrige karakterer samt deres interne relationer aldrig rigtig får fat. Filmen falder desuden også helt igennem undervejs med et par komiske indslag, der er mere malplacerede end morsomme, mens den mere end to timer lange spilletid ender med at føles mere oppustet end medrivende.

Jason Momoa udgør på trods en god og karismatisk Aquaman, der bare aldrig bliver rigtig interessant – det samme kan desværre også siges om blandt andre Amber Heard som Mera og Patrick Wilson som den magtsyge halvbror. Eskapaderne kuldsejer dog heldigvis ikke helt, hvor den ganske vist rodede fortælling trods alt holder et ok tempo og altså også mig ok underholdt.

– ‘Aquaman’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Aquaman’ har premiere den 13. december.

SPIDER-MAN: INTO THE SPIDER-VERSE: Sprudlende Spider-Man i flertal

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på animationen i den veloplagte og morsomme ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’, hvor man grundet en portal til diverse paralleluniverser møder ikke bare én, men flere forskellige versioner af Spider-Man. Det er dog med teenageren Miles Morales i centrum, at filmen folder sig ud med både smittende fortælleglæde og visuel opfindsomhed.

Miles Morales slås som mange andre teenagere med at finde sig selv og sin plads i livet. Det hele kompliceres dog, da han bliver bidt af en mystisk edderkop, hvilket giver ham en række superkræfter og et nyt ansvar om måske at skulle gå i den originale Spider-Mans fodspor. Midt i det hele åbner superskurken Kingpin den omtalte portal, hvilket sætter verdens sikkerhed over styr.

Det er altså i udgangspunktet et klassisk superhelte-setup, hvor Miles skal forsøge at finde sig til rette med sine nye kræfter og gå op imod en magtfuld skurk, mens også teenage-livet skal passes. Filmen er dog heldigvis yderst bevist om genren, som den leger veloplagt med, vender på hovedet og driller, men altså også hylder og respekterer. Det er en fornøjelse at overvære.

At filmen så mister en smule momentum henover midten og at skurken ikke er videre interessant, er til at leve med, når nu fortællingen netop er så medrivende fortalt og ikke mindst animeret. For visuelt river filmen mig bestemt med, hvor blandt andet tegneseriehæfternes talebobler og 2D-følelse bringes legende til live, mens action-scenerne ruller sig energisk ud.

Det bliver for alvor morsomt og dejlig gakket, når portalen får smidt de øvrige versioner af Spider-Man ind i filmen, hvor man møder en ældre og lettere opgivende Peter Parker, den tjekkede Spider Gwen, en stoisk Spider Noir, den søde Peni Parker samt den kække gris Spider Ham. De er med til at give superhelte-genren et skud kærkomment og gakket galskab.

‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ er med andre ord et visuelt sprudlende og opfindsomt bekendtskab, der både morsomt, ganske gribende og veloplagt fortæller sin oprindelseshistorie uden at blive klichétung, men derimod bevarer en fortællemæssig virilitet – særligt på billedsiden, men blandt andet også takket, at Spider-Man altså her kommer i flertal.

– ‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ får premiere den 13. december.

COLD WAR: Den umulige kærlighed i en umulig tid

/i , /af

Biografanmeldelse: Den umulige kærlighed folder sig passioneret ud i 1950’erne og efterkrigstidens Polen med Pawel Pawlikowskis sort/hvide drama ‘Cold War’. Skæbnen vil nemlig, at musikeren Wiktor i sit arbejde med at optage folkemusikken i sit hjemland møder den talentfulde Zula i en lille landsby. Det bliver starten på et turbulent forhold, der sætter de tos forskellige temperamenter på prøve.

Det dramatiske epicenter i fortællingen er altså den svære samt ofte uforståelige og utæmmelige kærlighed de to imellem, men det er også fortællingen om den kolde krigs indvirken på Østeuropa, hvor blandt andet den kommunistiske propaganda-maskine bruger folkemusikken til sin fordel. Den svære kærlighed matches med andre ord af en ligeledes svær samtid.

Det historiske bagtæppe væves således intenst ind i kærlighedsfortællingen, hvor Joanna Kulig er både umulig og svær ikke at holde af som den egenrådige Zula, mens Tomasz Kot er den mere rolige, men også en smule fortabte Wiktor. Deres ganske gribende fortælling foldes ud over en årrække, der tager mig med til fra Polen til Berlin, Jugoslavien og Paris, mens musikken spiller.

For musikken spiller også en afgørende rolle i filmen, hvor jeg gribes af flere af de musikalske scener, hvor blandt andet optrædenerne med folkemusikken er både smukt og medrivende sat i scene. Det er i det hele taget en smukt iscenesat film, der med sine sort/hvid-billeder betager mig med sine velkomponerede billeder, der indrammer både kærligheden og samtiden.

Så når filmen undervejs desværre mister lidt af sit greb i mig, holder fortællingens visuelle side mig til ilden på sin vej gennem kærlighedens kringlede op- og nedture. For der er intet uproblematisk i Zula og Wiktors fortælling, der på klassisk vis bevidner, at de ikke kan leve sammen, men heller ikke hver for sig. Det er både hjerteskærende, frustrerende og bevægende at være vidne til.

– ‘Cold War’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Cold War’ får biografpremiere den 13. december

A STAR IS BORN: Syngende kærlighed for fulde følelsesmæssige sluser

/i , /af

Biografanmeldelse: Følelserne sættes i den grad i sving med det musikalske og romantiske drama ’A Star Is Born’ – en genfortolkning af filmen af samme navn fra 1937. Her er temaer som berømmelse og misbrug samt kærlighed og musik i spil, hvor Bradley Cooper og Lady Gaga spiller henholdsvis en alkoholiseret rockstjerne og en sangerinde in spe.

Det er deres passionerede, turbulente og dramatiske forhold, som er det gribende omdrejningspunkt for fortællingen. For ja, berømmelsen har en bagside. Ikke mindst for Jackson, der nyder stor succes på scenen, men kæmper med et alkoholmisbrug privat. Han får dog fornyet livsgnist, da han møder den talentfulde sangerinde Ally, der arbejder som servitrice.

De to indleder et intenst parløb – både privat og musikalsk. Problemerne venter dog i kulissen for det nyforelskede par, hvor ikke mindst Jacksons dæmoner konstant ulmer, mens Ally katapulseres til musikalsk succes. Samspillet mellem de to er engagerende og gribende forløst, hvor Lady Gaga med både styrke og skrøbelighed overbeviser som den opblomstrende Ally.

Bradley Cooper er på samme måde troværdig og charmerende som den martrede Jackson, der kæmper både med alkoholen og en svær opvækst, som kaster skygger ind i hans voksenliv. De to udgør et stærkt par, jeg rives med af fra første strofe lyder i en fortælling, der dog desværre ikke er rig på overraskelser, men som derimod leverer sin historie indlevende og følelsesladet.

Bradley Cooper debuterer som instruktør, mens han også er medforfatter på filmen. Det er bestemt en flot debut, da han blandt andet viser et godt greb om at spille på de helt rigtige følelsesmæssige tangenter – der klinger overbevisende – mens musikken også er dynamisk iscenesat. Det er derfor til at leve med, at filmens mindterstykke desværre bliver lidt ujævn og mister en smule nærvær.

Denne nyfortolkning af ‘A Star Is Born’ er ganske enkelt og helt grundlæggende en gribende fortælling med indtagende præstationer. Men det er også en ret så forudsigelig fortælling, der træder ned ad forudsigelig stier. Det forhindrer dog heldigvis ikke filmen i at gribe mig om følelserne flere gange undervejs med både nærvær og troværdighed.

– ‘A Star Is Born’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘A Star Is Born’ har premiere den 6. december.

ROMA: Et stykke af verden i filmisk forførende sort/hvid

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg dumper med filmskaberen Alfonso Cuaróns ‘Roma’ ned i et pulserende Mexico City i starten af 1970’erne. Her bliver jeg en del af livet i en familie, hvor man følger tjenestepigen Cleos hverdag med børnepasning, madlavning og rengøring. Det er ikke en videre plotdrevet film, men i høj grad et stykke levet liv foreviget i forførende sort/hvid.

Dramaet fortælles altså ikke med store armbevægelser, men folder sin fortælling og karakterer subtilt og nærværende ud. Men tag ikke fejl af filmens rolige væsen og dvælende tempo, for dramaet banker ustandseligt derudaf – bare lige under overfladen. I det usete og usagte. For blandt andet slår familieidyllen sprækker, mens også Cleo får sit at se til på privatfronten.

Alfonso Cuarón har dog ikke travlt med sin historie. Jeg skal have lov til at mærke og se livet blive levet lige der foran mig. Være tilstede. Mærke øjeblikket og menneskene samt dilemmaerne og følelserne. Scenerne får lov til at leve deres eget liv i blandt andet lange uafbrudte takes, hvor ikke mindst portrættet af Cleo bæres med en engagerende naturlighed af Yalitza Aparicio.

Denne naturlighed i hendes portræt gennemsyrer de øvrige medvirkende og i måden, hvorpå filmen fortælles. Det er troværdigt, engagerende og ja, så er det altså også bare en pokkers smuk film, der i sort/hvid maler sin fortælling forførende frem. Men det er desværre også en film, der ikke helt får grebet mig hårdt nok til, at jeg hele vejen er besnæret af de ellers mange fine fortrin.

For ganske vist er portrætterne naturligt forløst, billedsiden forførende og tidsbilledet overbevisende, hvor den politiske uro ulmer i gaderne. Men jeg bliver på trods af dette ikke helt grebet af filmen og dens karakterer. Jeg bliver ikke opslugt af filmen som helhed, men mere af dens mange både fine og ganske medrivende scener. Fra de rørende til de tragiske.

Her er ligeledes tematikker som familie og sociale forskelligeheder i spil, men også her bliver jeg mere forført på et rationelt plan, end jeg bliver følelsesmæssigt grebet. Derfor mister ‘Roma’ for mig også periodisk en smule af sit ellers fine nærvær. Men trods alt aldrig mere end, at der i næste nu enten males et smukt billede frem eller udfoldes en velorkestreret scene.

– ‘Roma’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Roma’ får biografpremiere den 6. december.

MORTAL ENGINES: Dystopisk fremtid ender desværre fladt på røven

/i , /af

Biografanmeldelse: Velkommen til en post-apokalyptisk og dystopisk fremtid med ‘Mortal Engines’. For efter en altudslettende krig har lagt Jorden øde, har de overlevende indtaget mobile storbyer, der nu ruller gennem verden i konstant jagt på ressourcer og overlevelse, hvilket ofte går ud over de mindre byer. Men modstanden mod den skånselsløse megaby London ulmer.

I toppen af London finder man den magtsyge Thaddeus Valentine, der har skumle planer for sin egen fortsatte overlevelse – koste hvad det vil af uskyldige liv. Det har teenageren Hester Shaw dog tænkt sig at sætte en stopper for. Hun gøres uventet og umage selskab af den unge historiker Tom Natsworthy. Sammen bliver det Davids kamp mod Goliat.

Det er et trøstesløs univers, der her bygges op i fremtidens ødemarker. Det er ganske flot og overbevisende sat i scene med røg, damp og pumpende kedler på fuld tryk, mens de mægtige byer tromler sig gennem landskabet. Desværre er fortællingen ikke nær overbevisende. Filmen mister fodfæstet i sidste tredjedel, mens den overlange finale helt mangler momentum.

Det er virkelig en skam, når nu det rent faktisk er et på sin vis indtagende univers, der her males op. Men jeg mister undervejs komplet interessen for fortællingen og de medvirkende. Der er ellers intriger, traumer og stridigheder på kryds og tværs af fortællingen, hvor der spædes til med en række bikarakterer, der med noget svingende held formår at gøre indtryk.

Hugo Weaving har dog fint med megalomanisk nærvær som Thaddeus, mens Hera Hilmar bibringer ok intensitet som den hævnsøgende Hester. Desværre er Robert Sheehan som Tom noget karakter- og charmeforladt. Men ingen af de medvirkende har nævneværdigt meget at arbejde med og tromles over af filmens iver på skubbe plottet frem og dupere med sin action.

Filmen er baseret på en science fiction-bog af samme navn fra 2001. Jeg håber, at nuancerne i bogen er flere, for både i filmens karakterer og historie er de til til at overse. Med andre ord så hersker forudsigeligheden. ‘Mortal Engines’ lægger ellers energisk og ganske medrivende ud, men mister grebet om sin historie undervejs i et flot realiseret univers, der havde fortjent bedre.

– ‘Mortal Engines’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Mortal Engines’ får biografpremiere den 6. december 2018.

THE HOUSE THAT JACK BUILT: Lars von Trier har begået et morderisk kunstværk

/i , /af

Biografanmeldelse: Den drilske Lars von Trier kaster sig med sin nyeste film over fortællingen om en seriemorders liv og blodige gerninger. ‘The House That Jack Built’ følger således den morderiske Jack over et periode på 12 år, hvor han i nedslag fortæller om sine forbrydelser og tankerne bag, der svæver omkring alt fra kunst og kærlighed til arkitektur og familie.

Matt Dillon indtager den kyniske, kolde og kalkulerede hovedrolle med et diabolsk nærvær, mens man ser hvorledes han udvikler sig som seriemorder. Ja, det er så absolut en rejse, der kun bliver mere og mere brutal, grotesk og grafisk eksplicit. Det er væmmeligt, forførende og fascinerende. For en ting er de ubehaglige mord, noget andet er de kunstneriske overvejelser, der ligger bag.

Mordene er nemlig et kunstnerisk projekt for Jack – og måske ligeledes et drilsk spejlbillede af Lars von Trier og hans egne film? Kunstneren som morder og mord som kunst? Her er i hvert fald flere selvrefererende pointer, der peger på filmskaberens eget oeuvre og person. Temaer og pointer, der fordrer eftertanke og tankevirksomhed midt i de fysisk brutale mord. En sælsom blanding.

Jeg var med på den blodige tur hele vejen i en film, der med køligt overblik og i roligt tempo lader sine scener udfolde sig… tålmodigt, dragende og insisterende. Jacks voice-over gøres filmen igennem desuden selskab af den mystiske Verge – med stemme af en besnærende Bruno Ganz – der udfordrer og stiller spøgsmålstegn ved Jacks gerninger. Et umage og spændende parløb.

Fortællingen får i de to mænds samtaler et nærmest litterært præg, mens der krydsklippes til gamle filmklip og billeder af kunstværker gennem tiden. Et visuelt legende greb, der snor sig om de gruopvækkende mord, hvor man møder en række kvinder og deres endeligt i skikkelse af blandt andet Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough.

Alle kvinder, der spiller hver deres rolle i Jacks blodige plan om at skabe det ultimative kunstværk. Lars von Trier har kort fortalt skabt et morderisk kunstværk af en film, der tager seriemorder-genren under indtagende og grum behandling i en fortælling, der bestemt ikke er uden sin del af sort, grotesk og bidsk humor midt i alvoren og den blodige gru.

– ‘The House That Jack Built’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘The House That Jack Built’ får premiere den 29. november.

ROBIN HOOD: Et både rodet, klodset og kedelig tyvetogt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der findes mange film om den legendariske tyv, der tager fra de rige og giver til de fattige. Det er da også en karakter og historie, der giver genklang på tværs af tid med sine evigt gyldige tematikker om blandt andet rig versus fattig, folkets stemme versus magthavernes grådighed. Nu er det blevet tid til endnu en film, der bærer den sigende titel ‘Robin Hood’.

I front finder man en noget uinteressant Taron Egerton som netop Robin Hood. Han er dog ikke fra filmens start de fattiges helt, men den velhavende Robin of Loxley, der sendes i krig og væk fra sin elskede Marian. Da han år senere vender tilbage er alt, hvad han havde kært forsvundet. Det bliver starten på hans fødsel som folkets tro tyv i skikkelse af en hætteklædt Robin Hood.

Det er således rejsen fra rig og priviligeret til lovløs befrier, som her fortælles med Robin i centrum samt hans tro følgesvend John på sidelinjen og ikke mindst kærlighedskvalerne i forholdet til Marian, mens den onde sherif af Nottingham skal ned med nakken, så folket kan leve frit og uden frygt. Robin Hood-karakteren og de interne forhold er bare ikke spændende at følge.

Ja, jeg kan ligeså godt lægge kortene på bordet: Det er virkelig en omgang rod af en actionfilm. Klodset og uengagerende historiefortælling med overfortale karakterer, der tumler forvildet rundt imellem kedelige actionscener. Det er en skam, når man nu ellers blandt andet har inviteret en standhaftig Jamie Foxx som John og en ond Ben Mendelsohn som sherif med til ballet.

De to karismatiske skuespillere får bare ikke meget at arbejde med i deres fladt skrevne karakterer, der derfor heller aldrig for alvor får engagerende rodfæste i en film, der går fortællemæssigt død flere gange undervejs, hvilket får den godt to timer lange spilletid til at føles alt for lang. Ja, ‘Robin Hood’ er ganske enkelt kedelig og uopfindsom actionunderholdning.

De få lyspunkter, der dog i momentvise glimt indfinder sig i denne uinspirerede genfortælling af legenden skal blandt andet tilskrives Ben Mendelsohns onde og klichéfulde skurk samt F. Murray Abraham, der på samme vis giver den som slesk kardinal. Det redder dog ikke filmen fra at være en uengagerende rodebutik af en fortælling, der aldrig greb eller rev mig med.

– ‘Robin Hood’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Robin Hood’ får premiere den 29. november.

WIDOWS: Fire enkers farlige planer for en bedre fremtid

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er meget i spil – og ikke mindst på spil – i Steve McQueens thrillerdrama ‘Widows’. Man dumper nemlig her ned i et pulserende Chicago, der huser alt fra kriminelle til korrupte politikere og helt almindelige borgere, der alle indgår i filmens sirligt forgrenede plot, hvor man finder fire enker i centrum for den intense, nervepirrende og dragende fortælling.

Hustruernes afdøde mænd har nemlig efterladt dem i gæld grundet deres kriminelle løbebane. Så nu må kvinderne i sorgens efterdønninger forsøge at samle deres liv op og skabe sig et nyt. Det kriminelle miljø kravler dog stille, men sikkert ind på dem, mens to kandiderende politikeres liv også kommer i spil i en fortælling, hvor grænsen mellem lovlydig og kriminel udviskes.

Ja, her er som sagt meget i spil. Blandt andet et alsidigt karaktergalleri, hvis liv og relationer flettes om en fortælling, der rummer potente temaer som sorg og overlevelse, korruption og social arv. I front for enkerne finder man Viola Davis som den både stålsatte og sorgramte Veronica, mens Colin Farrell er en kynisk politiker med faderproblemer i form af en kold Robert Duvall.

Det er karakterer, der rummer overraskelser og fine nuancer, hvilket gør dem interessante at følge. Men det er ganske enkelt også bare et pokkers velspillende cast, der blandt andet huser en både rå og følsom Liam Neeson samt en uforudsigelig Daniel Kaluuya, videre til enkerne i skikkelse af en handlekraftig Michelle Rodriguez og en bly Elizabeth Debicki, der alle har meget på spil.

Desværre mister fortællingen undervejs en smule grebet i sine karakterer og sit omhyggelige plot, der vil mere end det kan bære hele vejen. Det går ud over mit engagement i de medvirkende og fortællingen, der også bliver en smule mat over midten. Heldigvis disker Steve McQueen op med nok virile, gribende og spændende scener til at filmen holder sig på rette kurs.

‘Widows’ er med andre ord en film, der både vil og kan meget, men som desværre ikke helt forløser alle sine elementer tilstrækkeligt medrivende til, at jeg er helt med filmen igennem. Men med blandt andet et nuanceret og interessant karaktergalleri samt en stærk åbningsscene og en potent finale, så ender filmen med et højdepunkt, der trodser fortællingens ujævnheder.

– ‘Widows’ får 4 ud af 6 stjerner:


– ‘Widows’ får premiere den 22. November 2018.