Biografanmeldelse: Det er den udødelige kærlighed mellem to unge elskende, som igen er på spil i genindspilningen af Alex Proyas’ goth-melankolske hævnfilm ’The Crow’ fra 1994. Dengang var Eric Draven aka The Crow portrætteret af en cool og sidenhen legendarisk Brandon Lee som hævneren over sine banemænd med en krage på skulderen.

Denne gang er det Bill Skarsgård, som skal bide skeer med kærligheden og hævnen. Titlen er stadig ’The Crow’ i hænderne på instruktør Rupert Sanders, der desværre aldrig lykkedes med at give historien om evig kærlighed, retfærdighed, sorg, hævn og selvopofrelse dramatisk nærvær eller engagerende tyngde.

Der forsøges ellers sat schwung på den melodramatiske fortælling, hvor vi møder de sjæleforbundne og passioneret forelskede Eric og Shelly. Skæbnen vil dog, at de begge myrdes brutalt. Det bliver starten på et grumt hævntogt for Eric, som genopstår fra gravens kolde favntag for at søge blodig retfærdighed over drabsmændene.

Han er dog ikke et maddikebefængt kadaver, men den muskuløse The Crow med en kikset ansigtstatovering, sort makeup om øjnene og iklædt læder på sin vej gennem byens kriminelle underverden, hvor han opsøger dem, der smadrede parrets liv. Det afstedkommer midt i den ellers slatne hævn heldigvis én dejligt blodig og energisk omgang bersærkergang.

Det er desværre for lidt og lidt for sent i filmen, der aldrig løfter sig fra jorden med nok dramatisk momentum eller troværdige følelser til at gribe mig. Bill Skarsgård er ellers ganske sej som The Crow, men folkene bag hans look burde være skiftet ud. Han fremstår ofte mere som en mand klædt ud i et lidt for billigt The Crow-kostume.

Fortællingen vakler desuden konstant på sit tynde grundlag, hvor bl.a. en afvænningsfacilitet er på banen, hvilket hele vejen klinger hult. FKA twigs gør som Shelly sit bedste, men det er svært, når manuskriptet er så famlende dumt skruet sammen. Selv karismatiske Danny Huston som überskurk sættes til vægs af filmens halvbagte udførelse.

’The Crow’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Crow’ har biografpremiere den 29. august.

Biografanmeldelse: Han er stenrig, ombejlet og omgærdet af mystik. Tech-milliardæren Slater King synes at have det hele i ’Blink Twice’. Det er måske derfor ikke så underligt, at den rodløse servitrice Frida har et yderst godt øje til ham. Som et rent eventyr vil skæbnen på utrolig vis, at han også får et godt øje til hende til et fundraiser-event, hvor han er hovedperson.

Aftenen skrider frem og romantikken tager til. Det ender da også med, at Slater King – en charmerende Channing Tatum – inviterer Frida – spillet gribende af Naomi Ackie – og hendes veninde med til hans egen private ø. En drømmeferie med fest, bobler og stoffer venter forude for de to veninder i selskab med Slater King og hans rige venner.

Under den blå himmel og i evige nætter på den solbeskinnede ø, synes festen aldrig at stoppe. Det er som et paradis for Frida og de andre, hvor hun og Slater King kommer tættere og tættere på hinanden. Det er dog som om, at der skjules noget på øen. Der synes at ske mystiske ting i kulissen, men hvad, der præcist lurer, står til en start hen i det uvisse.

Det er således med forsøget på at gribe mystikken om struben, at festen foldes ud. Det er dog noget småt med reel spænding i den lange første del af filmen, hvor festerne synes uendelige – og desværre også bliver noget ensformige at følge. De mystiske dryp af øens hemmeligheder bliver aldrig nær så dragende og medrivende, som ønsket måtte være.

Jeg har som publikum naturligvis luret, at ikke alt er så rosenrødt på øen, som overfladen tager sig ud. Der er dog noget i filmens struktur, der ikke helt får grebet mig medrivende hårdt. Der går ganske enkelt for lang tid, inden uhyggen og mystikken forløses på dyster og grusom vis. Her har filmen desværre delvist mistet mit engagement.

Heldigvis tager løjerne satirisk og brutalt til i en ok vellykket slutspurt, hvor øens hemmeligheder foldes ganske vellykket ud. Der er så bare lige det med troværdigheden i grundplottet, som jeg ikke overbevises af. Det sagt, er det svært at undsige mig, at filmen særligt i sin sidste del er drabeligt underholdende. Upåagtet hvor dum og utroværdig den også er.

’Blink Twice’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Blink Twice’ har biografpremiere 22. august.

Biografanmeldelse: Hvordan hvert menneske går igennem livet, er unikt for hvert individ. Det gælder dig og det gælder mig. Vælger man aktivt at gå med sine inderste impulser eller er det noget, man forsøger at holde for sig selv? Disse to yderpoler er groft sagt sat i scene med Dag Johan Haugeruds norske drama ’Sex (Drømme) (Kærlighed)’.

Man følger i den skævt charmerende og underspillet morsomme fortælling to mænd og skorstensfejer-kollegaer, hvis relation en dag rammes af to skelsættende begivenheder, som de deler med hinanden. Førstnævnte er gået med sine impulser, mens den anden måske lever med noget undertrykt i en livstung drøm?

Ikke desto mindre er samtalen mellem de to det tankevækkende startskud, der på morsom og fascinerende vis lyder i filmen, som nu ruller sig engagerende ud, hvor temaer som seksualitet, troskab og længsel er sat i scene, videre til tvivl, begær og frihed samt, hvordan man vælger at tage eller fravælge valg i sit liv. At forblive i sin comfort zone eller ikke.

Det handler om livskriser forløst gennem bl.a. tørre og skarpt skårne dialoger leveret med vid og bid, når man kommer tæt ind på livet af de to mænd, deres partnere og familier i Oslo. Her balanceres der elegant mellem det dramatisk gribende og en dejlig skæv humor, mens man følger den på overfladen ellers ret så mondæne hverdag.

Jan Gunnar Røise portrætterer den impulsdrevne mand, som deler sin skelsættende beretning med kollegaen, der spilles af en sart tilbageholdende Thorbjørn Harr. De to komplimenterer hinanden engagerende og morsomt godt med deres venskab og forskelligheder i historien, der videre byder på fint leverede overraskelser.

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ bringer mig ind på livet af menneskeskæbner, der med hver sin tilgang til livet og alt, hvad det indebærer leverer et skævt morsomt drama i tankevækkende klæder, der både varmer og udfordrer mig. Desuden er filmen med sit rolige væsen og flot komponerede billedside en visuel fornøjelse, hvor også musikken har en herlig prominent rolle.

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ har biografpremiere den 15. august.

Biografanmeldelse: Man bringes med den malerisk smukke animationsfilm ’Bønderne’ tilbage til slutningen af ​​det 19. århundrede i en lille polsk landsby. Her er vidderne bredde og himlen høj. Der skal dog ikke meget til, før man stikker negativt ud i landsbyens sociale og traditionsbundne hierarki. Det finder den unge kvinde Jagna ud af, da hun er fast besluttet på at gå egne veje i livet.

Snart begynder sladderen at gå om den selvstændige skønhed, der har mange bejlere blandt landsbyens mænd, hvor alle kæmper for overlevelse som bønder og landejere. Her er skellet mellem rig og fattig yderst håndgribelig. Det er et hårdt og møjsommeligt liv, hvor patriarkatet hersker og kvinderne ikke gives meget plads til selvbestemmelse.

Dramaet tager fart, da Jagna får et godt øje til landmanden Antek, der dog allerede er gift. Hans far er den magtfulde og velhavende Maciej, der grundet sin status aftvinger landsbyens respekt. Maciej er nylig enkemand, hvilket gør venner og andre ivrige efter at få ham gift på ny. Her kommer Jagna ind i billedet som en mulig hustru, der således vil blive gift væk mod sin vilje.

Instruktører og manuskriptforfatterne DK Welchman og Hugh Welchman leverer en stærkt fortalt historie efter en roman af polske Wladyslaw Stanislaw Reymont. En historie om livet på landet. Om et intrigefyldt samfund, der ikke tillader megen individualitet, særligt ikke for kvinderne. Et ganske gribende drama om lidenskab, kærlighed og om at ville leve et liv på egne vilkår samt konsekvenserne heraf.

Fortællingen og karaktererne står stærkt i animationsfilmen, der i sin form desværre skaber en smule distance til dramaet og mit følelsesmæssige engagement. Filmens animationsstil består af naturalistisk malede billeder, der tilsammen fremstår som et levende maleri, som er blevet til med udgangspunkt i og malet hen over optagelser af rigtige skuespillere. Groft sagt.

Filmen er bestemt en visuelt imponerende bedrift, der får mest sitrende liv i sine naturbeskrivelser og med en mere ekspressionistisk stil i en af de afsluttende scener, der rammer følelsesmæssigt fint og nuanceret rent. ’Bønderne’ er kort sagt en visuelt bjergtagende oplevelse, der i sin form dog desværre lidt hæmmer mit følelsesmæssige bånd til dramaet og karaktererne.

’Bønderne’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Bønderne’ har biografpremiere den 8. august.

Biografanmeldelse: Romantikken sitrer modvilligt i kroppen hos Luke, der ellers ikke synes at have svært ved at snakke med og score kvinder – og omvendt. Han bevæger sig hjemmevant i nattelivet med det modsatte køn. Det gælder også en skelsættende aften, hvor han på en natklub møder den smukke danser Aysha. Deres blikke mødes og noget helt særligt sker.

Aftenen for de to er lagt på score-skinner. Det bliver snart til et første hedt kys mellem de to. Kemien er absolut til at se og mærke. Tiltrækningen fra Lukes side til Aysha ender dog brat, da han til sin egen chokerende overraskelse opdager, at Aysha ikke er den ciskønnede kvinde, han troede, hun var. Aysha er derimod en yderst magnetisk forførende drag queen.

Så hvad gør Luke nu? For følelserne var ægte og kysset fyldt med fyrværkeri. Vender han Aysha ryggen for stedse? Det kunne man tro. Men de tos veje krydses igen, hvor Luke nu langsomt og usikkert begynder Aysha at kende og omvendt. Men hvad stiller han op med sit selvbillede og stålfaste tro på egen seksualitet og de følelser, der sitrer lige under overfladen?

Det er hans dilemma i en film, hvor romantikken til en start leveres fortryllende og visuelt dragende. Der er energisk energi mellem de to og deres umage historie. Desværre knækker det ellers varme, charmerende og tankevækkende drama nakken undervejs. Historien bliver mere generisk, dramaet mister faldhøjde og følelsesmæssig troværdighed.

Det er virkelig ærgerligt, da den ellers til en start romantisk sprængfarlige historie griber mig, men så taber mig til en noget forudsigelig udfoldet skæbnefortælling om også andre dilemmaer, der spænder ben for den ellers nuancerede og fint sarte historie om Luke og Aysha. Ben Hardy og Jason Patel er dog virkeligt gode både hver for sig og dynamisk gribende sammen.

Kærligheden som tema og fortælling i ’Unicorns’ ender med andre ord desværre med ikke helt at ramme dramatisk rent og følelsesmæssigt komplekst plet. Mindre kan også gøre det. Men formfuldendt ender ’Unicorns’ ikke med at være. Heldigvis står identitetsproblematikker og omverdenens syn på os som mennesker ganske stærkt filmens vaklen til trods.

’Unicorns’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Unicorns’ har biografpremiere den 8. august.