Biografanmeldelse: Historien er med sit udgangspunkt i virkeligheden virkelig spændende, men i hænderne på instruktør Ellen Kuras er krigsdramaet ’Lee’ endt som en desværre flad, generisk og klichétung fortælling om krigsfotografen Lee Miller, der forevigede uhyrlighederne under Anden Verdenskrig helt fremme ved frontlinjen.

Filmen fortæller sin historie i to spor. Et i fortiden op til og under krigen og så årtier senere, hvor en nu gammel Lee Miller fortæller sin historie til en ung journalist. Man finder i begge tidsaldre Kate Winslet som Lee Miller, der som ung krigskorrespondent for Vogue mødte sin del af modstand som kvinde i felten, men på trods lykkedes med at tage historisk vigtige billeder.

 

Lee Miller vil med sine billeder bl.a. afdække sandheden om de mange grufulde begivenheder og hemmeligheder i Nazityskland. Således foreviger hun krigens ofre både i og uden for krigszonerne. Desværre rammer portrættet af den seje og målrettede kvinde ikke videre stærkt ind i en dramatisk nerve, som nærmest forbliver underligt fraværende i filmen.

Kate Winslet gør ellers, hvad hun kan i sit dobbelte portræt af denne egenrådige og spændende kvinde, der gik fra at være model til at tage afgørende billeder, der stadig den dag i dag står skarpt og uhyggeligt. Instruktionen forbliver dog generisk og desuden visuelt uinteressant i hænderne på fotograf Pawel Edelman, der ellers bl.a. har ’The Pianist’ på sit CV.

 

Selvom filmens score leveres af en anden ligeledes garvet herre, nemlig Alexandre Desplat, løfter musikken langt fra filmen, men filer snarere trættende på strygerne, så dramaet sine steder næsten kommer til at fremstå ufrivillig komisk. Men nu er filmens flade og ujævne manuskript af trioen Liz Hannah, Marion Hume og John Collee heller ikke videre dragende.

Kate Winslet gør dog i nogle scener som altid seværdig karakter, men bl.a. står også hendes passionerede forhold til Alexander Skarsgårds kunstner Roland Penrose uforløst hen. ’Lee’ har dog alle de rette intentioner, men forløser aldrig sin histories ellers stærke potentiale. I stedet er filmen endt fladt på maven, hvorfra Kate Winslet gør sit bedste for at få historien til at leve.

’Lee’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lee’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Det er med trøstesløse skridt ind i en grå virkelighed, jeg træder i Birgitte Stærmoses ’Afterwar’, hvor der sættes ansigt på krigen i Kosovo og de menneskelige konsekvenser af dens rasen mange år senere. Vi møder nemlig en række børn og unge teenagere lige efter krigen og så omkring 15 år senere, hvor de er blevet voksne.

Filmen fortælles således i tre dele. En i fortiden anno 1999 i Kosovo, en i nutiden og afsluttende kapitlet ’Fremtid’. Filmen er på sin vis en fortsættelse af instruktørens kortfilm ’Ønskebørn’ fra 2009, hvor børnene første gang blev foreviget på film kæmpende for at opretholde et liv, mens de sælger peanuts og cigaretter på gaden i Pristina, så de kan få mad på bordet.

Herigennem får man en virkelig stærk overgang fra de forskræmte børns dybe blikke af frygt, sorg og traumer i efterkrigstiden til de som med et filmisk trylleslag nu er voksne, men fortsat med krigens konsekvenser og begivenheder hængende som en mørk skygge over dem, der konstant synes at dirre i deres øjne og hele væsen.

Det er i dette tidsmæssige spring, at filmens fortælling kommer til at runge tankevækkende og dramatisk vedkommende. For tiden læger ikke nødvendigvis alle sår. De er stadig til stede, selvom blodet måske nok er størknet i mellemtiden. ’Afterwar’ fortæller altså vellykket om disse menneskers liv og krigens betydning for dem.

’Afterwar’ er skabt i kunstnerisk samarbejde med filmens centrale medvirkende. Således er her tale om en fiktionsfilm med dokumentariske elementer. Dette samspil har affødt en sine steder filmisk iscenesættelse af virkeligheden og dens brutale realisme, hvor de medvirkende taler direkte ud til publikum med helt mareridtslignende genklang af nedslående tanker, men også med små og få glimt af et håb for fremtiden.

Det er en film om menneskets styrke til at overleve på trods af at have alle odds imod sig. En film om at overleve og forsøge at leve, selvom krigens væsen lever videre hos de medvirkende, der på hver deres måde forsøger at leve med krigstraumerne. For hvad sker der egentlig med et menneske ikke nødvendigvis under, men særligt efter en krig?

Det er et hovedtema i filmen, som jeg heldigvis får et udpenslet facit på. Derimod får jeg et indblik i spørgsmålet og sat menneskelige nuancer på emnet, der med et par steder iscenesatte filmiske greb, måske nok kommer til at virke en kende stift. Heldigvis står menneskeskæbnerne stadig stærkt frem. Vedkommende, tankevækkende og hudløst.

’Afterwar’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Afterwar’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Med den tyske ’Føreren og forføreren’ kommer man med ind i det propagandistiske maskinrum, hvor Joseph Goebbels leder fanatisk an med målet at udbrede Adolf Hitlers nazistiske foretagende med jødeudryddelse og drømmen om et tusindårsrige. Goebbels’ opgave er således at få det tyske folk til at slutte op om Hitler og nazisterne.

Hitler er den store fører, mens Goebbels er forføreren, der i filmens begyndelse anno 1938 står i en krise. Hans massemanipulerende propaganda har nemlig lovet det tyske folk fred og velstand, men Hitler vil den store krig, som han ser sig selv være sejrherre i. Rollerne er med andre ord skarpt fordelt i dette delvist vellykkede kig ind i nazisternes propagandamaskine.

Dramaet udspiller sig med et forsøg på at give indblik i Goebbels’ propagandavirke, men også med et kig ind i privaten, hvor bølgerne går højt mellem ham og hustruen Magda, som han åbenlyst er utro. Her er ganske vist smæld på Goebbels’ slagkraftige taler, ord og gennem propagandafilm til folket, men nuancerne i portrættet ender desværre noget sort/hvidt.

Det sagt, så er historien sit emne og personer taget i betragtning stærk og tankevækkende, hvilket det da også lykkedes filmens instruktør og manuskriptforfatter Joachim Lang at formidle sine steder ganske potent. Bl.a. via Robert Stadlobers nærmest maniske portræt af Goebbels, mens en indædt Fritz Karl er Hitler og Franziska Weisz er den forpinte Magda.

Desværre er manuskriptet i sine pointer og udfoldelsen af disse noget letkøbte i forhold til at give et dybere og mere komplekst indblik i folkeforførelse og en demagogs påvirkning af en verden og et samfund. Her vakler troværdigheden, mens der bl.a. klippes ægte og grufulde optagelser fra krigen og jødeudryddelsen ind i igennem.

Dette greb resonerer ikke gnidningsløst med den øvrige film, der ikke helt kommer det psykologiske spadestik dybt nok til for alvor at komme ind i Goebbels sind, både som menneske og nazistisk propagandist. Det sagt, så bringes der sine steder tankevækkende temaer om sandhed og manipulation i spil, hvilket spejles i nutidens desinformation og fake news.

’Føreren og forføreren’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Føreren og forføreren’ har biografpremiere den 19. september.

Biografanmeldelse: Ferien i Toscana nydes for fuld solstyrke ved poolen af den lille familie med mor Louise, far Ben og deres unge datter Agnes. Her møder de parret Paddy og Ciara samt sønnen Ant. Høj på ferie takker Louise og Ben smånervøst tak til efter solferien at tilbringe en weekend hos deres nye venner, der bor på et gård et godt stykke ude på landet i England.

Gensynet med den bramfrie Paddy og den søde Ciara bliver dog hurtigt ret akavet. Paddy er meget ligefrem og fornemmer aldrig stemningen i rummet. Louise og Ben bidder dog tænderne sammen for at bevare den gode stemning. Det bliver imidlertid sværere og sværere at holde på formerne og den idylliske facade, efterhånden som weekenden skrider frem.

Starten på et ubehageligt psykologisk spil mellem de to familier er startet, hvor Paddy, der konstant er stor i slaget, går over grænsen og gerne tager beslutninger på alle andres vegne, i den grad udfordrer Louises overbærenhed og tøffelhelten Bens selvbillede. Ja, der er et eller andet helt skævt derude på landet, hvilket gæsterne først alt for sent finder ud af.

Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ er en genindspilning af Christian Tafdrups danske film af samme navn fra 2022, der fungerede på egne vilkår og menneskelige mekanismer. Remaket er et andet bæst, hvor man som den karismatiske og herligt belastende Paddy finder en energisk og yderst veloplagt James McAvoy. Han er filmens svagheder til trods turen værd.

Der er i det hele taget fine præstationer i filmen. Aisling Franciosi er den milde Ciara, Mackenzie Davis er den ængstelige Louise og Scoot McNairy er den tilbageholdende Ben, mens Alix West Lefler er god som Agnes og Dan Hough helt rørende som den fåmælte Ant. Desværre udspiller bl.a. temaet om at bevare den gode stemning for enhver pris sig ikke særligt elegant, men ret klodset.

Det er de dyriske instinkter over for det pæne og civiliserede, der udspiller sig bastant og noget ujævnt på sin vej til den overlange finale, hvor uhyggen går op i hat, briller og klodset gyserrabalder. Klichéerne får overtaget til fordel for brutal og dramatisk gru samt det psykologiske gys, der var lagt op til af instruktør James Watkins, som har skrevet filmen med Mads og Christian Tafdrup.

’Speak No Evil’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 12. september.

Biografanmeldelse: Det lader til at være den perfekte familie. Men bag lukkede døre tæsker faderen sin hustru Jenny, moderen til Lily Bloom. Det er derfor måske ikke så underligt, at Lily har svært ved at finde de positive ord frem til sin fars begravelse. Der er dog også kærlighed i spil med ’It Ends with Us’, men altså også både psykisk og fysisk vold.

Dramaet starter ellers opløftende for Lily med en lys fremtid forude. Hun indfrier en livslang drøm om at åbne sin egen blomsterbutik. Det lykkedes for hende at slå dørene op, mens den charmerende Ryle nu træder ind i hendes liv. Det bliver starten på en elektrisk flirt, der udvikler sig til at blive et forhold, der ender med at rumme store problemer.

Ryle viser sig at være både voldelig og kontrollerende. Hvad gør Lily nu? Vil hun lykkes med at forlade ham, selvom hun elsker ham? Vil hun gøre det, hendes mor ikke lykkedes med? For Lilys blå øje var jo bare et uheld. Eller var det? Ryle og Lilys forhold udfordres yderligere, da hendes ungdomskærlighed Atlas en dag træder tilbage ind i hendes liv.

Her er et filmisk greb, som kunne virke dramatisk fint, hvis det ikke var fordi, pointerne omkring kærlighed og vold blev hamret så firkantet ind i hovedet på mig. Filmen fortælles nemlig i to spor. Flashbackscener med Lily og Atlas’ søde kærlighed sat op mod den udfordrende nutid. Kontrasten og pointer om sunde og usunde forhold bøjes bastant i forudsigelige neonrør.

Det er virkelig en skam, at denne underligt glansbilledglatte fortælling og film forbliver følelsesmæssig flad uden en psykologisk kompleksitet, der kunne give dramaet og sit emne om partnervold den tyngde, de nuancer og det nærvær, det fortjener. I stedet får man allerhøjest en film, der kan agere løftestang for en vigtig samtale.

Blake Lively gør i rollen som Lily, hvad hun kan med klichéerne, men det er op ad bakke. Det samme gælder Justin Baldoni, der både spiller Ryle og instruerer. Han får desværre bare aldrig løftet historien – der er baseret på en roman af Colleen Hoover – ind i et for alvor følelsesmæssigt engagerende rum, hvor menneskene og de komplekse tematikker får et troværdigt levet liv.

’It Ends with Us’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’It Ends with Us’ har biografpremiere den 5. september.