‘No Time To Die’ er i sidste ende et fint punktum for Craigs Bond-æra

/i , /af

Biografanmeldelse: Endelig! Efter udskydelse på udskydelse grundet Corona, kan vi nu opleve ’No Time To Die’ i biografen. Den 25. James Bond-film og den sidste med Daniel Craig som den legendariske agent 007. Det er en film, der lykkedes med flere ting, men som desværre også halter på andre områder. Her er action, der pulserer veloplagt, men bl.a. også en spilletid, som er for lang for filmens eget bedste.

Bond har trukket sig tilbage som agent og nyder nu livet fri for onde skurke og skarpe skuddueller. Freden varer dog ikke ved. Snart hvirvles han nemlig ind i et plot med massevis af farlige håndlangere og naturligvis en hovedskurk, der trækker diabolsk i trådene, mens der trues med dødbringende våbenteknologi. Mere vil jeg ikke gå ind i plottet, da man selv skal have mulighed for at opleve overraskelserne.

For ’No Time To Die’ har sin del af overraskelser og fint udfordrende valg i fortællingen, der er med til at ruske op i agent-universet, der dog samtidig også spiller på franchisens klassiske dyder. Her er således både fin karakterudvikling og fornyelse, mens instruktør og medforfatter Cary Joji Fukunaga også er hjemme i klassiske elementer som den stilfulde bil, den legendariske Martini og de smukke kvinder.

’No Time To Die’ leverer en virkelig veloplagt action-scene i starten, der både satte adrenalinen i gang og udfordrede mit rationale i, hvad der egentligt kan lade sig gøre med biler og motorcykler samt Bonds krumspring. For selvom det er et ret så råt og virkelighedsbundet univers, er det også Bonds univers, hvor der er plads til store armbevægelser og sin del af action-kameler, der skal sluges.

Jeg sluger da også gerne et par kameler, når nu universet forløses med storladent schwung, der udmønter sig i bl.a. intense action-scener, hvor der bruges flittigt med automatvåben. Desværre bliver filmens spilletid på to timer og 43 minutter for meget til, at fortællingen kan bære det. Filmen ramler ganske enkelt ind i noget alvorlig dødvande undervejs. Heldigvis får løjerne revanche i filmens sidste potente del.

Daniel Craig er desuden en fornøjelse som James Bond. Han er både barsk og rå, men også følsom og følelsesladet. Det i en film, der i ganske stor stil også forsøger at leve af sit menneskelige drama og sine karakterers portrætteringer, uden dog helt at lykkedes med det. Men bl.a. gør også Rami Malek isnende og urovækkende figur som den megalomanske skurk Lyutsifer Safin. Bestemt en Bond-film værdig.

’No Time To Die’ får 4 ud af 6 stjerner:

’No Time To Die’ har biografpremiere den 1. oktober.

‘Nowhere Special’ er et intimt far-søn-drama af den stille slags

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er i roligt tempo, at det fint fortalte drama ’Nowhere Special’ folder sin rørende, gribende og egentlig både triste og håbefulde fortælling om en far og hans 4-årige søn ud. John er nemlig ladt alene tilbage med sin søn Michael, da moren smuttede kort efter fødslen. Tragedien vil imidlertid, at John er dødeligt syg med ikke langt igen, så nu må han træffe et svært valg.

John beslutter sig nemlig for at finde en adoptivfamilie til Michael, hvor han således vil kunne få et trygt hjem og en opvækst fyldt med den kærlighed, han nu ikke selv får mulighed for at give sin dreng. Men hvordan vælger man et nyt hjem for sin søn? Er det overhovedet muligt at vurdere, hvordan plejeforældrene vil være for Michael? Og hvordan forklarer John i grunden sin søn situationen?

Det er bestemt ikke nemt for John. Hvordan kan man i grunden også give sin søn væk, selvom situationen kalder på det? Det er med dette helt umenneskelige valg hængende konstant over hovedet, at John bevæger sig gennem et slidsomt liv som vinduespudser, mens han med nærmest allerede et ben i graven får så meget glæde ud af samværet med sin søn som muligt.

Ganske vist er det svære valg af en ny familie et dramatisk centrum i fortællingen, men filmens egentlige kerne er den ømme relation mellem far og søn. Det er hjerteskærende at se, hvordan John med stor omsorg tager sig af sin knægt, mens han samtidig må forholde sig til sin egen dødelighed og de barske realiteter. Deres forhold er portrætteret med stor indlevelse, hvilket smitter engagerende af på mig.

James Norton spiller med et nænsomt ansigt og menneskelig indsigt den pressede far, mens rollen som sønnen indtages af en troværdig og svært sød Daniel Lamont. Dynamikken og forholdet mellem de to er hele filmen værd. For selv når fortællingen måske nok går lidt i ring og noget dramatisk momentum lader vente på sig, er deres relation og samtaler så fint og vedkommende beskrevet, at jeg forbliver engageret.

’Nowhere Special’ er kort fortalt en fint afdæmpet og underspillet dramatisk fortælling om forholdet mellem en far og hans søn med det afgørende men, at døden presser sig på bag al den ubetingede kærlighed, der er mellem John og Michael. Det giver det stille samt gribende spillede drama en klangbund af tragedie, men filmen er bestemt også fyldt med både håb og glæde.

’Nowhere Special’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Nowhere Special’ har biografpremiere den 23. september.

‘Dune’ er et ærefrygtindgydende science fiction-festmåltid

/i , /af

Biografanmeldelse: Noget af det, der slår mig som det første i filmskaberen Denis Villeneuves science fiction-film ’Dune’ er, hvor helt utroligt engagerende fortællingens storslåede univers foldes ud og ikke mindst bringes visuelt til live. Det er med andre ord en visuel drøm af en filmoplevelse, hvor der både males store ørkenvidder op, mens de helt små detaljer også får facetteret liv filmen igennem. Sublimt!

Heldigvis er her også en historie, der er med til at give den blændende billedside dramatisk og medrivende tyngde. I fortællingens midte møder vi hertugen Leto Atreides, der får forvaltningsretten over intet mindre end ørkenplaneten Arrakis. Leto, hans konkubine Jessica og sønnen Paul begiver sig nu til planeten, men det er ikke en rejse uden farer. Således må Paul snart stå i front for at sikre sin og familiens overlevelse.

Villeneuve er en mand, der på elegant vis formår at fortælle sin historie i billeder. Det er nemlig lykkedes filmens fotograf Greig Fraser og effektholdet at skabe en verden, der på fornem vis bliver en overbevisende og integreret del af fortællingen og de mange karakterer, vi møder.  For her er mange karakterer at holde styr på. Det lykkedes dog overvejende godt at balancere dem alle på kryds og tværs.

Vi får bl.a. en nuanceret Timothée Chalamet som Paul Atreides, hvis portræt fortællingen igennem får flere toner og mere tyngde at spille med, mens Rebecca Ferguson som Jessica er både mystisk og sej. Oscar Isaac har gribende autoritet som Leto Atreides, mens Josh Brolin er intens som krigeren Gurney. Nå ja, ej at forglemme en i den grad herligt ulækker Stellan Skarsgård som forvokset skurk.

Rollelisten er meget længere og fyldt med stjerner, der altså fint får hver deres centrale scene, som er med til at etablere dem i universet og samtidig drive den sine steder lidt forudsigelige fortælling videre. Heldigvis bydes der også på overraskelser i en film, der langt overvejende er en alvorligt fortalt sag med ansigter langt i alvorlige folder. Nærmest kun Jason Momoas rolle bringer noget lethed til karakterholdet.

Heldigvis fanger den alvorstunge grundtone mig og matches af den sitrende og farvenedtonede billedside, hvor jeg ikke må glemme, hvorledes lyden på legende vis også er med til at fortælle historien sammen med det trommende og sine steder helt meditative score af mesteren Hans Zimmer. Kort fortalt er ’Dune’ en billedberusende filmoplevelse, der ikke bare skal ses, men opleves på så stort et lærred som muligt. Desuden er filmen første del af, hvad der forhåbentlig bliver til mindst to dele, baseret på Frank Herberts roman fra 1965.

’Dune’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dune’ har biografpremiere den 16. september.

‘Margrethe den første’ falder i et hul af træg politik-snak

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage i tiden med Charlotte Sielings flotte historiske drama ’Margrethe den første’, hvor en dragende Trine Dyrholm med intensitet, nerve og nærvær portrætterer den royale hovedrolle. Året er 1402 og dronning Margrethe har samlet Danmark, Norge og Sverige i en union, hvor freden nu råder. Gennem sin adoptivsøn kong Erik, hersker hun således egenhændigt i Kalmarunionen.

Selvom der måske nok er fred, ulmer stridigheder og magtkampe overalt, mens fjenderne står på spring i de omkringliggende lande. Derfor planlægger Margrethe et ægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse for at skabe en alliance med England, der kun vil styrke unionen og sikre dem yderligere mod angreb udefra. En dag træder en mand dog ind på scenen fra Graudenz og alt ændrer sig.

Manden siger, at han er Margrethes biologiske søn, der dog døde for 15 år siden, men altså nu står klar til at overtage tronen. Dette sender et chok gennem både Margrete og folkene omkring hende samt ikke mindst de øvrige nordiske lande. Men hvem er manden egentlig? Hvad er hans plan? Og hvad vil dette højst uventede besøg få af betydning for det nordiske stor-rige? Alt er nu i spil. Ikke mindst for Margrethe.

Det er et i udgangspunktet spændende nedslag i historien, der bringes filmisk til live. Hårde magtkampe, genopstående sønner og vakkelvorne alliancer. Det hele med Margrethe i midten. Desværre forfalder fortællingen til en lang række scener med politik-snak af den noget træge slags. Filmen mister her bl.a. nerve og fremdrift, hvilket smitter af på karaktererne, som står tilbage lidt som flade skakbrikker.

Der lægges ellers ud med et højdramatisk flashback af gribende realiserede krigsmarker, mens der et par gange i filmen tages visuelt flot tilløb til noget mere interessant end, hvad filmen overvejende er mættet med, nemlig scener med folk, der taler. For selvom universet er flot iscenesat – fra kostumer til de naturvidde scener af slotte og natur – så må dramaet slæbe sig gennem dialogtunge scener undervejs.

Her bliver filmen drænet for det nærvær og den intensitet, der ellers er at finde i bl.a. Trine Dyrholms gribende portræt. Desværre matches hun ikke af Morten Hee Andersen i en noget kedelig skildring af den ellers interessante og underkuede søn Erik. Så er der meget mere engagerende energi i Jakob Oftebros medrivende fremstilling af manden fra Graudenz. Scenerne mellem ham og Dyrholm er filmen værd, selvom ’Margrethe den første’ altså ender som en desværre noget træg, men flot oplevelse

’Margrethe den første’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Margrethe den første’ har biografpremiere den 16. september.

‘Malignant’ rammer ikke tonen med drønskør gyserpræmis

/i , /af

Biografanmeldelse: Morderiske drømmesyn, grumme traumer og blodige mord. Ja, gyserpedalen er trykket godt i bund i James Wans nyeste dyk ned i den urovækkende genre med den kulørte ’Malignant’. Gysertonen rammes desværre bare ikke rent, når de grufulde eskapader folder sig ud fra første energiske scene og videre ind i fortællingen, der snor sig legende omkring et morderisk mysterie.

For hvem er den læderklædte morder, der er på spil i nattens skygger? Hvorfor har Madison drømmesyn af de blodige eskapader? Og hvad gemmer der sig af traumer i fortiden, som blot venter på at komme for dagens lys? Det er nogle af de spørgsmål, James Wan kaster grumt op i luften. Desværre uden at gribe dem alle elegant. Men man kan komme langt med en skrupskør gyseridé. Heldigvis.

Her er nemlig smidt flere skøre gyseridéer i blenderen, der sprutter halvklodset på livet løs, hvor man følger Madison, som efter at have mistet sit barn under tragiske omstændigheder begynder at få syner af splattede mord. Snart er politiet på sagen, mens Madison kun drages mere og mere ind i det blodrøde mysterie, der på klumpedumpe vis optrevles via blandt andet tonstunge replikker skåret ud i pap.

Nu er det heller ikke just realisme, at ’Malignant’ skal eller går efter at leve højt på. James Wan vil derimod underholde i rendyrket gyserland, hvor selv det mest vanvittige synes muligt, mens blodet flyder veloplagt fra smadrede ansigter og åbne kødsår. Her leveres nemlig en række ganske veloplagt iscenesatte mordscener. Det kniber dog noget mere med at stable reel og intens uhygge på benene.

Det er mere gysende bulder og brutalt rabalder end snigende uhygge, selvom James Wan anstrengt prøver at skabe snigende uhygge, hvor skyggerne skulle være urovækkende og stilheden sitre af anspændte nerver. Det lykkedes bare ikke. Blandt andet fordi manuskriptet i næste nu slynger et fladt jump scare af sig eller afbrydes af en malplaceret replik, der langt fra falder naturligt i munden på de medvirkende.

Kort fortalt er ’Malignant’ et gys, der med sine skøre idéer lykkedes ikke at falde helt sammen om sig selv, selvom gumpetunge replikker utroværdigt underminerer karakterernes dramatiske tyngde og den reelle uhygge, der ellers er iboende filmens plot, udebliver. Gyserballaden fungerer ganske enkelt bedst, når den bare slipper bremsen og jorder derudad i splatter-fjol og skøre idéer.

’Malignant’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Malignant’ har biografpremiere den 9. september.

‘Undine’ er tragedie, mystik og måske evig kærlighed i ét

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter med et kærlighedsbrud mellem Undine og hendes nu ekskæreste Johannes, der forlader hende. Der går dog ikke lang tid førend, at kærligheden atter spirer i Undines liv. Hun møder nemlig nærmest i næste nu dykkeren Christoph, der falder pladask for den charmerende og intense historiker. Men med kærligheden snøret på ny om livet er spørgsmålet nu, hvordan det mon vil gå?

Det er således kærlighedens både komplekse, forførende og altopslugende væsen, som her er på trekantsspil og udfoldet i en fortælling, der med drypvise momenter af undervandsmystik og virkelighedsknuder fortælles. Fortællingen vikles nemlig ind i en mere krøllet fortællerstruktur, der er med til at give den ellers noget trivielle parforholdshistorie en smule mere interessant kant.

Det bliver dog aldrig for alvor spændende at følge forholdet mellem Undine og Christoph på deres rejse sammen og hver for sig, hvor kærligheden griber dem om livet på hver deres måde. Det sagt, så er Paula Beer i titelrollen et ofte dragende bekendtskab, hvor hun med nænsomt nærvær portrætterer den kærlighedssøgende Undine. Franz Rogowski giver desuden som Christoph hende dynamisk modspil.

Sammen er de to på trods af deres en kende kedeligt skrevne karakterer det meste af vejen værd at lægge øjne til. Filmen er dog mest interessant, når den slipper sit virkelighedsnære greb om sit noget generiske kærlighedsdrama, men derimod slipper mysteriet og en fortællermæssig fantasi løs. For hvad er egentlig virkelighed og hvad er kærlighedsfantasi – og hvem er Undine egentlig?

Det er derfor også ekstra ærgerligt, at instruktør og manuskriptforfatter Christian Petzold ikke har fået et bedre greb om netop samspillet mellem de logisk udfordrende fortælleelementer med den mere jordbundne slagside, som altså ender med at dominere filmens fortælling på en sine steder træg måde. Men her er bestemt fint eksekverede scener af visuelt legende natur, der er med til at løfte filmen.

Kort fortalt, så lykkedes kærligheden og karaktererne bare ikke følelsesmæssigt at få fat i mine følelser, selvom her altså er sin del at følelser i spil. ’Undine’ er med andre ord et desværre frustrerende bekendtskab, der ikke for alvor får sit greb i mig med sit forholdsdrama, men som altså er bedste, når fortællingen tør at udfordrer mig og filmens dynamik mellem mystik og virkelighed.

’Undine’ får 3 ud af 6 stjerne:

’Undine’ har biografpremiere den 9. september.

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ slår veloplagt på tæven

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver slået veloplagt på tæven i Marvel-universets nye film ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’. De dynamiske kampscener står nemlig i kungfuens tegn, hvor der bl.a. leveres op til flere ret så medrivende nærkampe mellem vores helt og rækken af brutale skurke. Man følger nemlig den tilsyneladende helt almindelige Shaun, der dog gemmer på en (kampklar) hemmelighed.

Det viser sig, at han egentlig hedder Shang-Chi og er mere end ferm ud i at banke bad guys. Det afføder bl.a. en vild, voldsom og engagerende omgang øretæver i en kørende bus, hvis bremser er sat ud af spil. Shaun må derfor nu gå til bekendelse overfor sin bedste veninde Katy og forklare, at han faktisk har en noget anden og mere kompliceret baggrund samt en barndom, der stod i kampsportens tegn.

Det bliver starten på en rejse for Shang-Chi, der nu må møde spøgelser fra fortiden, mens han også lige skal sørge for at redde dagen og vejen, inden ondskaben i form af en lyssky organisation får overtaget i verden. Mere skal ikke røbes her, men at det bl.a. er indviklede familieforhold, som kommer i spil, er ingen hemmelighed. Således står et tema som netop familie og tilhørssted centralt i fortællingen.

For hvordan finder man sin plads og sit formål i verden? Definerer man selv sin skæbne eller dikteres den af ens blodsbånd? Selvom dette ganske vist er nogle af de centrale tematikker, så bliver de ikke vildt dybt udforsket, men giver dog en ganske fin dramatisk klangbund til både fortælling og karakterer. For mig fungerer filmen bl.a. bedst, når den serverer sin velkoreograferede action.

Heldigvis er her også en god portion af velorkestrerede kampscener, både den nævnte bustur, men bl.a. er også en kamp på ydersiden af et højhus adrenalinfremkaldende, selvom den og andre kampe er lige ved at knække halsen på computerhjælp. Udover de store, spektakulære actionsus, får man også op til flere mindre scener sat i smukt udfoldede omgivelser og med elegant forløste kampscener.

Det er derfor også lidt en skam, at filmens sidste del bruser over af unødig CGI-action, der hiver noget af filmens ellers dejlige jordbundethed ud af fortællingen og karaktererne. Her finder man bl.a. i front som Chang-Chi en kampstærk og solidt spillende Simu Liu, der dog udcharmeres af en komisk veloplagt Awkwafina som veninden Katy, der kommer med på det vilde eventyr.

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ har biografpremiere den 2. september.

‘Reminiscence’ er kærlighedsklichéer og klodset science fiction

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare være ærlig allerede her fra starten. Science fiction-filmen ’Reminiscence’ er en klodset fuser af de helt store. Intet fungerer i Lisa Joys klichétunge fortælling, hvis helt centrale omdrejningspunkt er kærlighed og ikke mindst ens minder. Kort fortalt er her tale om skønne spildte kræfter i bl.a. Hugh Jackman, Rebecca Ferguson og Thandie Newton. Mega øv!

Nå, men hvad handler filmen så om? Jo, Jackman spiller den forknytte og kærlighedssøgende efterforsker Nick Bannister, som ved hjælp af en maskine kan give sine klienter adgang til ønskede minder fra en lykkeligere fortid. Fortællingen udspiller sig nemlig i en dystopisk fremtid, der ikke efterlader meget håb for menneskeheden. Det er fortiden, der her for alvor tæller for Nicks kunder.

Dagenes trummerum ændrer sig dog drastisk, da Nick en dag på sit arbejde får besøg af den mystiske Mae. Det bliver starten på et intenst og romantisk forhold, som dog ud af det blå stopper brat fra den ene dag til den anden, da Mai til Nicks store undren pludselig forsvinder sporløst. Det bliver starten på Nicks jagt på sandheden bag sin elskedes forsvinden. Men hvad mon han finder, når først han selv graver i sine minder?

Det lyder måske som en ganske interessant præmis, men tag ikke fejl. ’Reminiscence’ er en sjældent kluntet og gumpetung omgang kærligheds-science fiction, hvor bl.a. filmens fremtidsverden er forløst utroværdigt, mens også Nicks højteknologiske maskine – der bringer folk tilbage i mindernes favntag – fremstår som en svært distancerende umulighed i filmens allerede klodsede univers af klichéer.

Hugh Jackman brummer bl.a. tematisk gumpetungt med en overforklarende voice-over filmen igennem, hvor det ikke kun er her, at exposition-replikker spiller kikset ind. For også mellem de medvirkendes karakterer bøjes både fortællingen, tematikker og universets præmisser firkantet i neon. Bl.a. det hiver al form for følelsesmæssigt engagement ud af forholdet mellem Nick og Mai.

Jackman, Ferguson og Newton – i rollen som Nicks kollega – kan med andre ord ikke stille meget op med det stive manuskript, hvis replikker ganske enkelt aldrig overbeviser eller kommer til at glide naturligt over de medvirkende læber. ’Reminiscence’ falder på røven allerede inden, den rigtigt kommer i gang, hvor altså hverken universet, karaktererne eller fortællingen på noget tidspunkt overbeviser eller griber mig.

’Reminiscence’ får 1 ud af 6 stjerner:



’Reminiscence’ har biografpremiere den 2. september.

‘Pinocchio’ er en dragende og eventyrlig dyster genfortælling

/i , /af

Biografanmeldelse: De fleste kender nok til eventyret om trædukken Pinocchio, hvis næse vokser, når han lyver. Nu er det klassiske italienske eventyr blevet genfortalt af instruktør og medforfatter Matteo Garrone i en ny film, der meget passende har fået titlen ’Pinocchio’. Med melankolsk klangbund, nedtonet farvepalet og eventyrlige optrin, foldes den magiske fortælling dragende ud.

Vi møder – som eventyret lyder – træskæreren Gepetto, der snitter en dukke, som han døber Pinocchio. Trædukken kommer nu på magisk vis til levende live. Med drenget naivitet og en godtroende tilgang til verden, starter han nu på en eventyrlig rejse, mens han drømmer om at blive en rigtig dreng. Det bliver en rejse fyldt med gådefulde skabninger, skumle skurke og ikke mindst farer gemt i skyggerne.

Med hele vejen billedbrillante scenarier er det lykkede filmens fotograf Nicolai Brüel at føde flere scener af vaskeægte eventyrlig filmmagi. Det i samspil med bl.a. naturligt forløste effekter, der eksempelvis ses i netop Pinocchio. Han er nemlig vakt overbevisende til live i levende træ, der huser en charmerende og dejligt nysgerrig Federico Ielapi bag sminken, som på naturlig vis går i ét med hans mimik og kropssprog.

Samme eventyrlige naturlighed og jordbundne magiske realisme, finder man bl.a. også i filmens øvrige finurlige skabninger og fortryllende scener. Fra bl.a. en talende fisk og en enorm snegle-kvinde, videre til scenen, hvor den stakkels Pinocchio på ret så urovækkende vis forvandles til et skrydende æsel. Eventyret er nemlig ikke bange for også at tage livtag med de mere urovækkende elementer i fortællingen.

Det ser man bl.a. i de skurkagtige roller, hvoraf flere ganske vist også delvist er komiske karakterer, men som på trods huser en velbalanceret portion af oprigtig uhygge og fareelement for Pinocchio. I det hele taget stryger Matteo Garrone mig ikke som sådan med hårene, men tør at begive sig ind i fortællingens mere mørke kringelkroge. Det klæder både filmen og de medvirkende. Her er virkelig noget på spil.

Desværre bliver filmen sine steder en kende for lang i spyttet for fortællingens eget bedste. Noget af det eventyrlige momentum går herved lidt fløjten. Heldigvis kommer fortællingen dog på rette spor igen, mens den billedskønne slagside ikke mister sit greb i mig. (Filmen vises både på originalsproget italiensk samt i en version med danske stemmer af bl.a. Lars Mikkelsen, Bodil Jørgensen og Søren Hauch-Fausbøll).

’Pinocchio’ far 4 ud af 6 stjerner:

’Pinocchio’ har biografpremiere den 2. september.

‘Quo Vadis, Aida?’ er et både ubærligt og brutalt drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en både brutal og ubærlig historie, der udfolder sig i dramaet ’Quo Vadis, Aida?’, som er baseret på virkelige og tragiske begivenheder i Bosnien anno 1995. Her møder vi tolken Aida, der arbejder for FN i byen Srebrenica. Det hele går imidlertid fra slemt til værre, da den serbiske hær overtager byen, hvor netop Aida og hendes familie opholder sig.

Aida, hendes mand og deres to sønner er blot fire ud af de i tusindvis, som søger tilflugt i FN-lejren. I rollen som tolk kommer Aida helt tæt på de både farlige og intense forhandlinger mellem FN og den kyniske hærchef. Hun får således kendskab til helt afgørende informationer fra begge sider, hvilken enten kan betyde redningen eller døden for folkene i og udenfor lejren. Så hvad gør Aida nu?

Kan hun redde sig selv og sin familie – og ikke mindst, hvad med de mange mennesker, der har søgt sikkerhed i FN’s varetægt? Det er dette intenst vibrerende drama, som udspiller sig med en hele vejen nærværende og knugende god Jasna Đuričić i rollen som den pressede Aida. Hun er hele filmen værd, selv når dens fortællemæssige struktur vakler lidt undervejs og en smule mister sit greb i mig.

Her er dog tale om en grundlæggende anspændt og ubærlig historie, som det ofte er svært at være vidne til. Der er nemlig scener, som både er yderst nervepirrende og helt og aldeles ubehagelige. Helt ind under huden kommer flere af de øvrige medvirkende og deres relationer dog ikke. Det er derfor også filmens ubetingede trumfkort at have Jasna Đuričić som det helt centrale omdrejningspunkt.

Bl.a. er hun en engagerende katalysator for de mange frustrerende følelser både hun og de øvrige medvirkende gennemlever i den umulige situation. Det er med andre ord ikke kun en observerende fortælling om de tragiske begivenheder, men så absolut også en film, der på gribende vis viser menneskets forskellige facetter, når man sættes i en situation, det synes umuligt at begribe og gribe om.

Instruktør og manuskriptforfatter Jasmila Žbanić fortæller kort fortalt med ’Quo Vadis, Aida?’ den umenneskelige historie, der udspillede sig i Bosnien i 1995. Det gør hun på yderst menneskelig vis, hvor særligt Jasna Đuričić i hovedrollen som Aida bærer mig gennem de grumme begivenheder med et sjældent stort nærvær, som det er umuligt ikke at blive grebet af. Det blev jeg i hvert fald.

’Quo Vadis, Aida?’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Quo Vadis, Aida?’ har biografpremiere den 2. september.