Biografanmeldelse: Følelserne sættes hjerteknusende i sving med dramaet ’We Live in Time’. Her møder man et nyforelsket par, der har et fælles liv og en lykkeligt lys fremtid foran sig. Med et narrativt greb, der bugter sig frem og tilbage i tid, lærer vi i filmen den ambitiøse kok Almut og den minutiøse Tobias at kende gennem op- og nedture.

Smerten står dog og venter i horisonten for parret, der rammes af en umenneskelig begivenhed fra den ene dag til den næste. Det sætter deres forhold i et udfordrende perspektiv, mens livet nu må revideres. For hvad er meningen egentlig med det hele? Med kærligheden? Med fremtiden? Med hinanden? Med håbet og drømmene?

Der er i den grad gnistrende og dejligt engagerende kemi mellem Florence Pugh og Andrew Garfield, der indtager hovedrollerne som parret, der mødes ved et tilfælde og snart udvikler et gribende forhold med alle de følelser, der følger med. Lykke såvel som udfordringer og problemer. Jeg gribes af historien primært på grund af netop skuespillernes præstationer.

Det er nemlig småt med overraskelser, mens historien heller ikke er videre plotmæssigt interessant. Det er altså ikke i plotmæssige overraskelser, at filmen står stærkest, men derimod i samspillet mellem Florence Pugh og Andrew Garfield. De har en stærk dynamik, der river med mig, selvom filmen til tider har en lidt underligt distancerende fernis over sig.

Dramaet og det visuelle udtryk er af og til lige ved at blive for ferskt og få en lyd af et lidt for generisk kærlighedsdigt. Når det dog imidlertid lykkedes filmen at sætte følelser oprigtigt i sving hos mig på en så fin måde, som tilfældet er, så tilgiver jeg ovenstående. For det er bestemt en stor styrke for et følelsesgribende drama at få følelserne til også at leve i mig.

Først og fremmest er det altså Florence Pugh og Andrew Garfield, der sparker dramaet elegant i mål, mens det på hjerteknusende vis fortælles hvor skrøbeligt livet er og hvor stærk kærligheden er. ’We Live in Time’ har altså sine svagheder, men ender i sidste ende et håbefuldt og livsbestyrkende sted med en fornem arbejdssejr af de to skuespillere i front.

’We Live in Time’ får 4 ud af 6 stjerner:

’We Live in Time’ har biografpremiere den 24. oktober.

Biografanmeldelse: Vanviddet snurrer ud af kontrol i fortsættelsen til den herligt underholdende skrækfilm ’Smile’ fra 2022. Nu er det dødbringende smil tilbage i fuld vigør med fortsættelsen ’Smile 2’. Denne gang følger man popstjernen Skye Riley, der kommer i kontakt med den mystiske entitet, der på sadistisk smilende vis leder sine ofre ind i galskaben med døden til følge.

Netop vanviddet venter hvislende ondt for Skye, der står overfor sit store comeback efter en nedtur med alkohol, stoffer og et brutalt traume i bagagen. Hun skal nu genoptage sin karriere med en storstilet tour, men allerede inden tour-start begynder hun at opleve tiltagende skræmmende episoder. Hun ser urovækkende ting, der ikke er der i virkeligheden.

Efterhånden som disse gruopvækkende oplevelser tager til, bliver Skye kun mere og mere desperat. Hun aner ikke sine levende råd, mens alle omkring hende også begynder at tvivle på hendes historier og miste troen på, at hun er ved sine fulde fem. Hun står derfor helt alene med sine uhyggelige oplevelser og mødet med sin svære fortid.

Parker Finn er efter ’Smile’ tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør. Han har igen et godt greb om instruktionen og det at iscenesætte rædslerne med visuel dynamisk opfindsomhed, der leder mig simultant ind i mareridtet med Skye. Den helt oprigtige skræk blev dog ikke for alvor jaget i livet på mig.

Det sagt, så er der en tiltagende ondsulet atmosfære, der står stærkere og stærkere, efterhånden som filmen skrider frem. Det selvom Parker Finn også tyr til et par desværre generiske gysertricks undervejs. Heldigvis leveres der et par dejligt blodige scener af den klamme og groteske slags. In your face og med en mavevendende ulækker lydside. Herligt!

Selvom gyset bliver en kende for lang for sit eget bedste og slingrer en smule ujævnt i sin historie, så opretholder bl.a. netop filmens ulækre stemning og den visuelle side mit engagement i vanviddet sammen med i særdeleshed også Naomi Scotts gribende præstation som popstjernen, der tumler medrivende ind i galskaben. Det er bestemt til at få et gysersmil på læben af.

’Smile 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Smile 2’ har biografpremiere den 17. oktober.

Biografanmeldelse: Sorgen rammer benhårdt i det islandske drama ‘Lysbrud’. Fra det ene lykkelige øjeblik til det næste ituslåede liv, hvor ulykken banker hul i maven på den unge Una. Der er nemlig sket en grusom og for mange fatal ulykke – og Unas kæreste er måske blandt de omkomne. Hun har heldigvis en lille gruppe venner omkring sig, der støtter hinanden.

Filmen er en fortælling, der måske nok har sorgen, tabet og savnet som sin dramatisk knugende kerne, men det er også en film, der på følsom vis handler om både venskaber, ensomhed og hemmeligheder, der kan spænde ben for, at Una kan blive grebet i sin sorg. Una og forholdet til kæresten var nemlig en hemmelighed de to imellem.

Planen var ellers, at han skulle slå op med sin officielle kæreste Klara, men så indtraf ulykken og Una står nu tilbage med uforløste følelser og sin hemmelighed. Det bliver ikke nemmere for hende, da langdistance-kæresten Klara kommer til byen. Una sættes her i endnu større følelsesmæssig vildrede, både blandt vennerne og i forhold til Klara. Kan hemmeligheden mon forblive hemmelig?

Filmens præmis er måske nok simpel, men stærkt fortalt. Det gælder bl.a. i måden de mange følelser formidles på gennem manuskriptet, der får liv gennem skuespillerne, som er med til at løfte filmen og bringe den engagerende ind i mit følelsesliv. Instruktør og manuskriptforfatter Rúnar Rúnarsson viser bestemt et sikkert greb om både karaktererne og historien.

Ved sin side har filmskaberen et virkelig godt hold skuespillere, hvor en nærværende Elín Hall elegant og nuanceret portrætterer den sorgramte Una, der også må kæmpe med både frygt og usikkerhed i et liv, hvor håbet synes at svinde ind. Gennem vennerne anes dog et lys, der fint går i spænd med den naturfriske billedside, der er dynamisk indfanget af fotograf Sophia Olsson.

’Lysbrud’ rammer overvejende følelsesfint plet i en historie, som griber gennem sine karakterer, der går forskelligt ind sorgen. Det er dynamikkerne i bl.a. vennegruppen, der er med til at gøre følelserne troværdige og dramaet nærværende, mens også filmens billeder beriger historien med højt til himlen og naturens susen, der ekkoer ensomhed, selvom man er omgivet af venner.

’Lysbrud’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Lysbrud’ har biografpremiere den 10. oktober.

Biografanmeldelse: Med en hele vejen livligt animeret verden af alverdens karakter og miljøer, folder den både søde, sjove og charmerende ’Den vilde robot’ sig veloplagt ud. Vi møder her robotten Rozzum, der er strandet på en øde ø og vågner noget forvirret op. Øen er måske nok ikke beboet af mennesker, men snart dukker en lang række forskellige dyr op.

Flokken af øens dyr er til en start bange for den ellers hjælpsomme og godmodige robot. Stille og roligt vender dyrene dog nysgerrigt tilbage til Rozzum, som netop er programmeret til at løse en hvilken som helst opgave, den måtte få stillet. Men at være en robot er måske også mere og andet end kolde kalkuler og en forudbestemt programmering.

For da robotten med de lange arme og ben, tumler rundt på øen, falder den snart over et æg, som robotten tager til sig. Det udklækkes i næste nu og en lille gæsling kommer til syne. Så hvad gør Rozzum nu? Her kommer en madglad ræv til undsætning med råd om, at robotten skal opdrage og lære den lille fugl at flyve, inden resten af flokken skal sydpå.

Det er starten på et umage venskab mellem trioen af robot, ræv og gæsling. Der kommer hele vejen også andre dyr morsomt i spil. Alle dynamisk animeret med fine detaljer, der bringer dem medrivende til live, mens de leverer veltimede replikker, der rammer komisk plot. Samtidig berettes fortællingen om bl.a. venskab og at finde sig selv i verden ivrigt og nærværende.

Jeg så filmen med danske stemmer, hvor bl.a. Maria Lucia Heiberg Rosenberg med fint nærvær og følsomhed giver Rozzum liv. Instruktør og manuskriptforfatter Chris Sanders har med sin filmatisering af bogen ’Den vilde robot’ lykkedes med at skabe en universel fortælling, hvor dyrs instinkter møder en robots mindre instinktdrevne væsen.

’Den vilde robot’ er en film, der lever engagerende af sin fortælling og karakterer, men bl.a. også af netop sin flotte animation samt et dynamisk lyddesign, der er med til at give bl.a. robotten yderlige liv, når den bruger sine mange sjove funktioner. Både fysisk og replikskarp komik balanceres desuden veloplagt med den hjertevarme historie.

’Den vilde robot’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Den vilde robot’ har biografpremiere den 3. oktober.

Biografanmeldelse: Det er med bredt udstrakte vinger, at den legendariske filmskaber Francis Ford Coppola flyver ambitiøst mod den filmiske himmel med sit nye storværk ’Megalopolis’. Han har en klar og stor science fiction-vision, der rummer så mange idéer, at det bombastiske bæst på det nærmeste har det med at briste under egen vægt.

’Megalopolis’ er nemlig en stor film på mange måder. En tematisk vægtig oplevelse, men også visuelt liflig, hvor karaktererne må jonglere med bl.a. højtravende replikker, teatralsk gestik og en dragende selvhøjtidelighed, der fint balanceres med filmens legesyge tilgang til sin billedside og historien, der går i flæsket på intet mindre end menneskets civilisation.

Man møder den excentriske arkitekt Cesar Catilina, der har store visioner om at genopbygge et fremtidigt New York aka New Rome, der er på randen af kollaps. Han vil skabe en utopisk by, men byens borgmester Franklyn Cicero står i vejen for hans planer. Mellem de to mænd finder man borgmesterens datter Julia, hvis loyalitet til de to udfordres.

Francis Ford Coppola har måske nok taget munden for fuld. Men hvilken mundfuld! Jeg beundrer i hvert fald galskaben, ambitionerne og de mange tossede indfald, karakterer og idéer, som den svulstige ’Megalopolis’ rummer. Her må jeg navigere i alt fra filosofiske referencer og storpolitik til menneskelig rivalisering, magtsyge og grådighed med meget mere.

En karismatisk Adam Driver spiller med fascinerende mystik Cesar. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. Giancarlo Esposito er borgmesteren, der må kæmpe om sin datters gunst. Hun spilles elegant og fagert af en sej Nathalie Emmanuel. Hertil kommer øvrige umage karakterer leveret af bl.a. Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Jon Voight, Laurence Fishburne og Dustin Hoffman. Vildt.

Karaktererne er ikke alle lige dybe, men om ikke andet er de kulørte eller blot dejligt kugleskøre. Filmen er for mig også i høj grad et virkeligt fascinerende univers at træde ind i. Her kan bl.a. selve tiden gå i stå, når der balanceres virilt mellem filmisk galskab og visuel påhitsomhed, mens den selvhøjtidelige alvorstone runger, dog på underholdende vis.

Francis Ford Coppola har med bl.a. Godfather-trilogien og ‘Apocalypse Now’ for længst sat sig solidt i filmhistorien. I så fald ’Megalopolis’ bliver den 85-årige filmskabers sidste film, er det en herligt pompøs måde at afslutte en filmisk karriere på. For han har satset hele butikken og fyldt filmbægeret op, så overfladespændingen brister på beundringsværdig vis.

’Megalopolis’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Megalopolis’ har biografpremiere den 26. september.