Biografanmeldelse: Jeg kom ikke igennem filmen uden at fælde en tåre eller to. Ja, dokumentaren ‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ er sine steder bestemt rørende. Den filer dog undervejs også en kende febrilsk løs på strygerne, så publikum ikke skal være i tvivl om, hvad de skal føle.

Der er imidlertid ingen grund til at spille på generiske violiner for at få tårerne frem hos mig og sat tankerne i gang om mit eget liv, når historien om skuespilleren Christopher Reeve fortælles. Den er i sig selv stærk nok til at bære fortællingen ind i mit hjerte. Den er tragisk, hjerteknusende, gribende og håbefuld.

Vi får bl.a. et indblik i, hvordan Christopher Reeve går fra et liv på teatret til rollen som Superman og den heraf store berømmelse og succes. Videre til rideulykken, der i 1995 efterlod ham lammet fra halsen og ned. Vi får herigennem et ganske fint indblik i mennesket bag kappen og det liv, der også blev levet uden for rampelyset.

Selvom filmens narrativ småklodset og hele vejen sidestiller Christopher Reeve med helterollen som Superman, står sammenligningen så lige til, at instruktørerne Peter Ettedgui og Ian Bonhôte ikke behøvede at bøje den så hårdt i neon. Heldigvis brænder mennesket Christopher Reeve og dem omkring ham igennem.

Filmen fortæller nemlig sin hjerteknusende og tragisk rørende historie ikke kun om Christopher Reeve, men også om hans familie, partnere og venner. Hvilken betydning han har haft for dem og de for ham. Det hele sat i scene med nye interviews, arkivbilleder og gamle samtaler med Christopher Reeve.

Det er en meget klassisk fortalt dokumentar, der i sin form ikke er særlig interessant. Det er i selve de menneskelige portrætter og Christopher Reeves egne tanker om sit liv før, under og efter rideulykken, at filmens styrke findes. I rejsen fra ukendt til kendt. Fra Superman til familiefar. Fra skuespiller til aktivist imod alle odds.

For efter rideulykken, genoptræning og hvad, der synes som viljens superkraft og håbet som en superstyrke hos Christopher Reeve, bliver han med støtte fra familien og sin hustru Dana en yderst arbejdsom aktivist for mennesker med handicap. Christopher Reeves historie står fortsat både tragisk, inspirerende og tankevækkende.

‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Den tidlige ungdom er fyldt med store følelser, en krop i forandring og udfordringer af både små og store størrelser. Det er bl.a. her, at vejen ind i voksenlivet betrædes, mens forsøget på at finde sig selv udforskes. Det er et tidspunkt i livet, der også kan være fyldt med bl.a. usikkerhed, når det kommer til venner, kærlighed og alt andet.

Det er tilfældet i Jonas Risvigs danske drama ’Kontra’, hvor vi møder nogle yderst privilegerede gymnasieelever i Nordsjælland, som lever med sin del af interne stridigheder. Det handler om at være ung med alt, hvad det indebærer af sorgløshed, men også svære problemer. Her møder vi Fanny, der er flyttet fra Lolland og til sit nye gymnasium nord for København.

Fanny er fra starten en outsider i gruppen af populære piger, der styrer gymnasiet benhårdt og med kynisk hånd. De bestemmer, hvem der er inde og hvem, der er ude af varmen. Netop dette hierarki går den selvstændige Fanny kontra på, hvilket snart vækker uro i kliken af piger og ligeledes afføder sin del af problemer for Fanny.

Det er kontrasterne, der mødes i ’Kontra’. På den ene side den usympatiske flok af privilegieblinde rigmandsbørn overfor den jordbundne no bullshitter Fanny. Men hvordan vil hun mon reagere og agere, når først hendes kontra-opførsel begynder at få konsekvenser? Det er bl.a. her, at spørgsmål om det at passe ind, popularitetskultur og venskaber bringes i spil.

Desværre forløses disse problemstillinger lidt ensformigt. Flere scener føles en smule som gentagelser af de samme pointer uden, at dramaet får bedre psykologisk fat. De populære piger fester og opfører sig som ægte røvhuller, mens Fanny udfordrer status quo med forskelligt udfald til følge. Undervejs mister filmen desværre her noget af sin dramatiske fremdrift.

Filmen er lidt som en kat, der går uforløst rundt om sin mælk. Det er en skam, da her er potente temaer og problematikker i spil. Bl.a. fraværende forældre, spiseforstyrrelser, sociale mediers betydning, forventningspres, skønhedsidealer, skilsmisser, privilegieblindhed, sociale skel, mobning, venskaber, kærlighed og sex med mere. Alt godt fra ungdomsårenes prøvelser.

Meget af vejen forbliver flere af disse emner desværre holdt ud i strakt arm uden, at de får kompleks tyngde eller dramatisk stærkt nok fat. Andrea Ølbye Hjejle giver dog et engagerende, livfuldt og fint nuanceret portræt af Fanny, men selv hendes stærke tilstedeværelse må af og til se sig slået af det sine steder vaklende manuskript og de filmiske gentagelser.

Som Fannys nye bedste veninde finder man Lilja, der i skikkelse af en cool Anna Lehrmann udgør en ganske gribende duo med tilhørende farlige hemmeligheder og udfordringer. Det er dog som om, at der mangler mellemregninger i manuskriptet, da nogle af karakterernes handlinger stikker lidt utroværdigt ud, mens andre karakterer ikke får tilpas dramatisk plads til at virke.

Det er en skam, da der ellers sine steder rammes en medrivende ungdommelig energi. Troværdigheden bankes dog ud af kurs af bl.a. klicheer så som de onde rige mod den gode middelklasse. Det er lidt for sent i filmen, at der kommer flere nuancer i spil i nogle af disse emner, såsom netop klasseskel, men også spiseforstyrrelser og sociale medier indvirkning.

’Kontra’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Kontra’ har biografpremiere den 19. september.

Biografanmeldelse: ”The ghost with the most” er tilbage efter 36 år. Sidst vi så det bramfrie spøgelse Beetlejuice var nemlig i Tim Burtons gyserkomedie af samme navn fra 1988. Nu kommer så mere end tre årtier senere fortsættelsen ’Beetlejuice Beetlejuice’. Det er igen Michael Keaton, der indtager den sprælske titelrolle, mens både andre gamle og nye ansigter er med.

Tim Burton indtager også denne gang den krøllede instruktørstol, hvorfra han folder sig legesygt ud med diverse grotesk morsomme gespenster i efterlivets underverden. Det er her, vi atter finder Beetlejuice. Inden vi dog når så langt, møder vi igen Winona Ryders melankolske Lydia Deetz, som nu er blevet voksen og med sit eget paranormale tv-show.

Catherine O’Hara er også tilbage i rollen som Lydias mor Delia, der nu er en succesfuld kunstner og blevet mormor til Lydias rebelske datter Astrid, der spilles outsider-cool af Jenna Ortega. Der går dog ikke lang tid før en lavine af ballade med Beetlejuice starter. Han finder nemlig også denne gang sin vej tilbage til de levendes verden og familien Deetz’ kringelkrogede hus.

Herfra står den på spøgelseskaos og hjemsøgte herligheder, når Tim Burton og en veloplagt drilsk Michael Keaton atter har en fest med den kulørte rolle. Historien er dog ikke videre interessant og fortalt unødigt filtret, hvorfor noget af det ellers morsomme momentum går fløjten af og til. Det sagt, så er her nok af bl.a. sjove bikarakterer til at holde filmen kørende på skøre skinner.

Her finder man nemlig en række sjovt tænkte og dejligt bizarre døde. Bl.a. en piratfiske-gennembidt stakkel og det velkendte skrumpehoved Bob fra den første film, mens Willem Dafoe fornøjer sig som betjent i de dødes verden. Desværre kommer Monica Bellucci som det farlige spøgelse Delores og Beetlejuices eks ikke til sin ret og føles lidt overflødig.

Man kan altid diskutere, om filmen død og pine var en nødvendighed sin historie taget i betragtning. Uanset ens standpunkt her, så har vi altså nu ’Beetlejuice Beetlejuice’. Når det ikke kan være anderledes, så er det heldigvis lykkedes at levere et topgakket gensyn med det sortkomiske univers, der også leger med skønne praktiske effekter helt i tråd med den første film.

’Beetlejuice Beetlejuice’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Beetlejuice Beetlejuice’ har biografpremiere den 12. september.

Biografanmeldelse: Det kinesiske drama ’Blod og vand’ har nærmest en atmosfære af at udspille sig under vand. Det er dvælende og dragende, når man i et roligt tempo kommer ind på livet af en lille familie i Kina med en reserveret far, en tilbageholdende mor og deres teenagesøn Wei, der er mere optaget af at spille computer end af sin skolegang.

Det er lige under overfladen i det stille familieliv, at dramaet sitrer og følelserne bobler. Men da Shuo fra sønnens klasse uheldigvis kommer til skade, bliver det starten på en relation til familien, der potent sparker underspillet til dramaet, hvor en udefinerbar fare nu synes at lure bag lukkede døre. En usagt konkurrence mellem de to teenagere spirer frem.

De uindfriede høje forventninger, som forældrene har til deres søn synes stille og roligt at skifte over på den udefrakommende unge dreng, der med intelligens og nysgerrighed griber ud efter et liv med en umiddelbart bedre fremtid foran sig end det, hans egen alkoholiserede alenefar kan give ham. Knugende og engagerende tager spændingerne stødt til filmen igennem.

Instruktør og manuskriptforfatter Jianjie Lin lykkedes med afdæmpede virkemidler at bringe det usagte i spil. De bortgemte hemmeligheder. De usagte og beskidte følelser, hvor misundelsen drengene imellem tager betændt til på fascinerende behersket vis. Det hele sat billedflot i scene med fotografen Jiahao Zhangs fine fornemmelse for både miljø og mennesker.

Muran Lin er virkelig god som den af sine forældre oversete teenagesøn Wei, der dukker sig mere og mere, jo mere hans mor og far overser ham til fordel for den nye ”søn” i familien. Shuo portrætteres elegant, behersket og mystisk af Xilun Sun. De to udgør en dejligt sær dynamisk duo, der synes som en umage spejling af hinanden.

’Blod og vand’ mister dog noget dramatisk pondus og engagerende momentum sine steder, men lever i disse lufthuller bl.a. af sin fint dvælende billedside og trykkede atmosfære, hvor et tema som bl.a. Kinas et-barns-politik og dens ophævelse er tankevækkende iscenesat med dens betydning for familier i landet. Det er dog, når mystikken breder sig, at dramaet for alvor lever.

’Blod og vand’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Blod og vand’ har biografpremiere den 12. september.

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at være teenager med alt, hvad det indebærer af nye følelser og en krop i forandring. Det er i hvert fald ikke nemt at være Sasha i det fine coming of age-drama ‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’, der leveres med herlig sortkomisk og blodig morbid kant.

Sasha er nemlig ikke alene teenager, men også en vampyr med ét stort problem: Hun har endnu ikke udviklet sine hugtænder, mens lysten til at slå mennesker ihjel for deres blod er ikke-eksisterende. Hun har ganske enkelt medlidenhed med de mulige ofre for hendes bid, hvilket hendes blodsugende familie har det meget svært med.

Da Sasha imidlertid møder den selvmordstruede teenager Paul, bliver det starten på et umage venskab, der måske kan være en vej ud af blodtørken for teenage-vampyren, som her har et muligvis villigt offer på hænderne. Så nemt er det naturligvis ikke for Sasha at bukke under for blodtørsten, hvilket ultimativt kan betyde døden for hende, hvis hun fortsat sulter.

Med en empatisk vampyr og den depressive Paul i centrum for den sødt charmerende film, bliver bl.a. problematikker som identitetskrise og ungdomsårenes udfordringer sat gribende i scene. Det hele tilsat herlige hugtænder og en smule velplaceret blod. Ja, måske denne umage duo kan finde ud af livskriserne med hjælp fra hinanden?

Sara Montpetit udgør med sine melankolske øjne og sorte hår en engagerende vampyr, jeg gribes af, mens Paul portrætteres trist af en rørende bedrøvet Félix-Antoine Bénard. De to komplementerer hinanden på elegant og dynamisk vis. Jeg tror på dem som plagede teenagere i filmens skævt bizarre univers.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er hverken et klassisk Dracula-gys eller glimtende vampyrer sat i Twilight-land, men sit eget fine og underspillet morsomme greb på vampyr-genren, der viser, at den bestemt er levedygtig og fortsat kan sætte vedkommende problematikker veloplagt i scene med farlige hugtænder og blodige mord.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er månedens film i Cinemateket i København med en spilleperiode fra den 5.-30. september.