‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ er stærkt rørende

Biografanmeldelse: Jeg kom ikke igennem filmen uden at fælde en tåre eller to. Ja, dokumentaren ‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ er sine steder bestemt rørende. Den filer dog undervejs også en kende febrilsk løs på strygerne, så publikum ikke skal være i tvivl om, hvad de skal føle.

Der er imidlertid ingen grund til at spille på generiske violiner for at få tårerne frem hos mig og sat tankerne i gang om mit eget liv, når historien om skuespilleren Christopher Reeve fortælles. Den er i sig selv stærk nok til at bære fortællingen ind i mit hjerte. Den er tragisk, hjerteknusende, gribende og håbefuld.

Vi får bl.a. et indblik i, hvordan Christopher Reeve går fra et liv på teatret til rollen som Superman og den heraf store berømmelse og succes. Videre til rideulykken, der i 1995 efterlod ham lammet fra halsen og ned. Vi får herigennem et ganske fint indblik i mennesket bag kappen og det liv, der også blev levet uden for rampelyset.

Selvom filmens narrativ småklodset og hele vejen sidestiller Christopher Reeve med helterollen som Superman, står sammenligningen så lige til, at instruktørerne Peter Ettedgui og Ian Bonhôte ikke behøvede at bøje den så hårdt i neon. Heldigvis brænder mennesket Christopher Reeve og dem omkring ham igennem.

Filmen fortæller nemlig sin hjerteknusende og tragisk rørende historie ikke kun om Christopher Reeve, men også om hans familie, partnere og venner. Hvilken betydning han har haft for dem og de for ham. Det hele sat i scene med nye interviews, arkivbilleder og gamle samtaler med Christopher Reeve.

Det er en meget klassisk fortalt dokumentar, der i sin form ikke er særlig interessant. Det er i selve de menneskelige portrætter og Christopher Reeves egne tanker om sit liv før, under og efter rideulykken, at filmens styrke findes. I rejsen fra ukendt til kendt. Fra Superman til familiefar. Fra skuespiller til aktivist imod alle odds.

For efter rideulykken, genoptræning og hvad, der synes som viljens superkraft og håbet som en superstyrke hos Christopher Reeve, bliver han med støtte fra familien og sin hustru Dana en yderst arbejdsom aktivist for mennesker med handicap. Christopher Reeves historie står fortsat både tragisk, inspirerende og tankevækkende.

‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Super/Man: The Christopher Reeve Story’ har biografpremiere den 26. september.

’Afterwar’ er et trøstesløst blik ind i efterkrigstidens Kosovo

Biografanmeldelse: Det er med trøstesløse skridt ind i en grå virkelighed, jeg træder i Birgitte Stærmoses ’Afterwar’, hvor der sættes ansigt på krigen i Kosovo og de menneskelige konsekvenser af dens rasen mange år senere. Vi møder nemlig en række børn og unge teenagere lige efter krigen og så omkring 15 år senere, hvor de er blevet voksne.

Filmen fortælles således i tre dele. En i fortiden anno 1999 i Kosovo, en i nutiden og afsluttende kapitlet ’Fremtid’. Filmen er på sin vis en fortsættelse af instruktørens kortfilm ’Ønskebørn’ fra 2009, hvor børnene første gang blev foreviget på film kæmpende for at opretholde et liv, mens de sælger peanuts og cigaretter på gaden i Pristina, så de kan få mad på bordet.

Herigennem får man en virkelig stærk overgang fra de forskræmte børns dybe blikke af frygt, sorg og traumer i efterkrigstiden til de som med et filmisk trylleslag nu er voksne, men fortsat med krigens konsekvenser og begivenheder hængende som en mørk skygge over dem, der konstant synes at dirre i deres øjne og hele væsen.

Det er i dette tidsmæssige spring, at filmens fortælling kommer til at runge tankevækkende og dramatisk vedkommende. For tiden læger ikke nødvendigvis alle sår. De er stadig til stede, selvom blodet måske nok er størknet i mellemtiden. ’Afterwar’ fortæller altså vellykket om disse menneskers liv og krigens betydning for dem.

’Afterwar’ er skabt i kunstnerisk samarbejde med filmens centrale medvirkende. Således er her tale om en fiktionsfilm med dokumentariske elementer. Dette samspil har affødt en sine steder filmisk iscenesættelse af virkeligheden og dens brutale realisme, hvor de medvirkende taler direkte ud til publikum med helt mareridtslignende genklang af nedslående tanker, men også med små og få glimt af et håb for fremtiden.

Det er en film om menneskets styrke til at overleve på trods af at have alle odds imod sig. En film om at overleve og forsøge at leve, selvom krigens væsen lever videre hos de medvirkende, der på hver deres måde forsøger at leve med krigstraumerne. For hvad sker der egentlig med et menneske ikke nødvendigvis under, men særligt efter en krig?

Det er et hovedtema i filmen, som jeg heldigvis får et udpenslet facit på. Derimod får jeg et indblik i spørgsmålet og sat menneskelige nuancer på emnet, der med et par steder iscenesatte filmiske greb, måske nok kommer til at virke en kende stift. Heldigvis står menneskeskæbnerne stadig stærkt frem. Vedkommende, tankevækkende og hudløst.

’Afterwar’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Afterwar’ har biografpremiere den 26. september.

Dramaet ’Kontra’ kommer ikke komplekst nok ind i ungdomslivet

Biografanmeldelse: Den tidlige ungdom er fyldt med store følelser, en krop i forandring og udfordringer af både små og store størrelser. Det er bl.a. her, at vejen ind i voksenlivet betrædes, mens forsøget på at finde sig selv udforskes. Det er et tidspunkt i livet, der også kan være fyldt med bl.a. usikkerhed, når det kommer til venner, kærlighed og alt andet.

Det er tilfældet i Jonas Risvigs danske drama ’Kontra’, hvor vi møder nogle yderst privilegerede gymnasieelever i Nordsjælland, som lever med sin del af interne stridigheder. Det handler om at være ung med alt, hvad det indebærer af sorgløshed, men også svære problemer. Her møder vi Fanny, der er flyttet fra Lolland og til sit nye gymnasium nord for København.

Fanny er fra starten en outsider i gruppen af populære piger, der styrer gymnasiet benhårdt og med kynisk hånd. De bestemmer, hvem der er inde og hvem, der er ude af varmen. Netop dette hierarki går den selvstændige Fanny kontra på, hvilket snart vækker uro i kliken af piger og ligeledes afføder sin del af problemer for Fanny.

Det er kontrasterne, der mødes i ’Kontra’. På den ene side den usympatiske flok af privilegieblinde rigmandsbørn overfor den jordbundne no bullshitter Fanny. Men hvordan vil hun mon reagere og agere, når først hendes kontra-opførsel begynder at få konsekvenser? Det er bl.a. her, at spørgsmål om det at passe ind, popularitetskultur og venskaber bringes i spil.

Desværre forløses disse problemstillinger lidt ensformigt. Flere scener føles en smule som gentagelser af de samme pointer uden, at dramaet får bedre psykologisk fat. De populære piger fester og opfører sig som ægte røvhuller, mens Fanny udfordrer status quo med forskelligt udfald til følge. Undervejs mister filmen desværre her noget af sin dramatiske fremdrift.

Filmen er lidt som en kat, der går uforløst rundt om sin mælk. Det er en skam, da her er potente temaer og problematikker i spil. Bl.a. fraværende forældre, spiseforstyrrelser, sociale mediers betydning, forventningspres, skønhedsidealer, skilsmisser, privilegieblindhed, sociale skel, mobning, venskaber, kærlighed og sex med mere. Alt godt fra ungdomsårenes prøvelser.

Meget af vejen forbliver flere af disse emner desværre holdt ud i strakt arm uden, at de får kompleks tyngde eller dramatisk stærkt nok fat. Andrea Ølbye Hjejle giver dog et engagerende, livfuldt og fint nuanceret portræt af Fanny, men selv hendes stærke tilstedeværelse må af og til se sig slået af det sine steder vaklende manuskript og de filmiske gentagelser.

Som Fannys nye bedste veninde finder man Lilja, der i skikkelse af en cool Anna Lehrmann udgør en ganske gribende duo med tilhørende farlige hemmeligheder og udfordringer. Det er dog som om, at der mangler mellemregninger i manuskriptet, da nogle af karakterernes handlinger stikker lidt utroværdigt ud, mens andre karakterer ikke får tilpas dramatisk plads til at virke.

Det er en skam, da der ellers sine steder rammes en medrivende ungdommelig energi. Troværdigheden bankes dog ud af kurs af bl.a. klicheer så som de onde rige mod den gode middelklasse. Det er lidt for sent i filmen, at der kommer flere nuancer i spil i nogle af disse emner, såsom netop klasseskel, men også spiseforstyrrelser og sociale medier indvirkning.

’Kontra’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Kontra’ har biografpremiere den 19. september.

’Føreren og forføreren’ giver et kig ind i det nazistiske maskinrum

Biografanmeldelse: Med den tyske ’Føreren og forføreren’ kommer man med ind i det propagandistiske maskinrum, hvor Joseph Goebbels leder fanatisk an med målet at udbrede Adolf Hitlers nazistiske foretagende med jødeudryddelse og drømmen om et tusindårsrige. Goebbels’ opgave er således at få det tyske folk til at slutte op om Hitler og nazisterne.

Hitler er den store fører, mens Goebbels er forføreren, der i filmens begyndelse anno 1938 står i en krise. Hans massemanipulerende propaganda har nemlig lovet det tyske folk fred og velstand, men Hitler vil den store krig, som han ser sig selv være sejrherre i. Rollerne er med andre ord skarpt fordelt i dette delvist vellykkede kig ind i nazisternes propagandamaskine.

Dramaet udspiller sig med et forsøg på at give indblik i Goebbels’ propagandavirke, men også med et kig ind i privaten, hvor bølgerne går højt mellem ham og hustruen Magda, som han åbenlyst er utro. Her er ganske vist smæld på Goebbels’ slagkraftige taler, ord og gennem propagandafilm til folket, men nuancerne i portrættet ender desværre noget sort/hvidt.

Det sagt, så er historien sit emne og personer taget i betragtning stærk og tankevækkende, hvilket det da også lykkedes filmens instruktør og manuskriptforfatter Joachim Lang at formidle sine steder ganske potent. Bl.a. via Robert Stadlobers nærmest maniske portræt af Goebbels, mens en indædt Fritz Karl er Hitler og Franziska Weisz er den forpinte Magda.

Desværre er manuskriptet i sine pointer og udfoldelsen af disse noget letkøbte i forhold til at give et dybere og mere komplekst indblik i folkeforførelse og en demagogs påvirkning af en verden og et samfund. Her vakler troværdigheden, mens der bl.a. klippes ægte og grufulde optagelser fra krigen og jødeudryddelsen ind i igennem.

Dette greb resonerer ikke gnidningsløst med den øvrige film, der ikke helt kommer det psykologiske spadestik dybt nok til for alvor at komme ind i Goebbels sind, både som menneske og nazistisk propagandist. Det sagt, så bringes der sine steder tankevækkende temaer om sandhed og manipulation i spil, hvilket spejles i nutidens desinformation og fake news.

’Føreren og forføreren’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Føreren og forføreren’ har biografpremiere den 19. september.

’Beetlejuice Beetlejuice’ har Michael Keaton tilbage i sprælsk hopla

Biografanmeldelse: ”The ghost with the most” er tilbage efter 36 år. Sidst vi så det bramfrie spøgelse Beetlejuice var nemlig i Tim Burtons gyserkomedie af samme navn fra 1988. Nu kommer så mere end tre årtier senere fortsættelsen ’Beetlejuice Beetlejuice’. Det er igen Michael Keaton, der indtager den sprælske titelrolle, mens både andre gamle og nye ansigter er med.

Tim Burton indtager også denne gang den krøllede instruktørstol, hvorfra han folder sig legesygt ud med diverse grotesk morsomme gespenster i efterlivets underverden. Det er her, vi atter finder Beetlejuice. Inden vi dog når så langt, møder vi igen Winona Ryders melankolske Lydia Deetz, som nu er blevet voksen og med sit eget paranormale tv-show.

Catherine O’Hara er også tilbage i rollen som Lydias mor Delia, der nu er en succesfuld kunstner og blevet mormor til Lydias rebelske datter Astrid, der spilles outsider-cool af Jenna Ortega. Der går dog ikke lang tid før en lavine af ballade med Beetlejuice starter. Han finder nemlig også denne gang sin vej tilbage til de levendes verden og familien Deetz’ kringelkrogede hus.

Herfra står den på spøgelseskaos og hjemsøgte herligheder, når Tim Burton og en veloplagt drilsk Michael Keaton atter har en fest med den kulørte rolle. Historien er dog ikke videre interessant og fortalt unødigt filtret, hvorfor noget af det ellers morsomme momentum går fløjten af og til. Det sagt, så er her nok af bl.a. sjove bikarakterer til at holde filmen kørende på skøre skinner.

Her finder man nemlig en række sjovt tænkte og dejligt bizarre døde. Bl.a. en piratfiske-gennembidt stakkel og det velkendte skrumpehoved Bob fra den første film, mens Willem Dafoe fornøjer sig som betjent i de dødes verden. Desværre kommer Monica Bellucci som det farlige spøgelse Delores og Beetlejuices eks ikke til sin ret og føles lidt overflødig.

Man kan altid diskutere, om filmen død og pine var en nødvendighed sin historie taget i betragtning. Uanset ens standpunkt her, så har vi altså nu ’Beetlejuice Beetlejuice’. Når det ikke kan være anderledes, så er det heldigvis lykkedes at levere et topgakket gensyn med det sortkomiske univers, der også leger med skønne praktiske effekter helt i tråd med den første film.

’Beetlejuice Beetlejuice’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Beetlejuice Beetlejuice’ har biografpremiere den 12. september.

Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ forfalder til klodsede klichéer

Biografanmeldelse: Ferien i Toscana nydes for fuld solstyrke ved poolen af den lille familie med mor Louise, far Ben og deres unge datter Agnes. Her møder de parret Paddy og Ciara samt sønnen Ant. Høj på ferie takker Louise og Ben smånervøst tak til efter solferien at tilbringe en weekend hos deres nye venner, der bor på et gård et godt stykke ude på landet i England.

Gensynet med den bramfrie Paddy og den søde Ciara bliver dog hurtigt ret akavet. Paddy er meget ligefrem og fornemmer aldrig stemningen i rummet. Louise og Ben bidder dog tænderne sammen for at bevare den gode stemning. Det bliver imidlertid sværere og sværere at holde på formerne og den idylliske facade, efterhånden som weekenden skrider frem.

Starten på et ubehageligt psykologisk spil mellem de to familier er startet, hvor Paddy, der konstant er stor i slaget, går over grænsen og gerne tager beslutninger på alle andres vegne, i den grad udfordrer Louises overbærenhed og tøffelhelten Bens selvbillede. Ja, der er et eller andet helt skævt derude på landet, hvilket gæsterne først alt for sent finder ud af.

Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ er en genindspilning af Christian Tafdrups danske film af samme navn fra 2022, der fungerede på egne vilkår og menneskelige mekanismer. Remaket er et andet bæst, hvor man som den karismatiske og herligt belastende Paddy finder en energisk og yderst veloplagt James McAvoy. Han er filmens svagheder til trods turen værd.

Der er i det hele taget fine præstationer i filmen. Aisling Franciosi er den milde Ciara, Mackenzie Davis er den ængstelige Louise og Scoot McNairy er den tilbageholdende Ben, mens Alix West Lefler er god som Agnes og Dan Hough helt rørende som den fåmælte Ant. Desværre udspiller bl.a. temaet om at bevare den gode stemning for enhver pris sig ikke særligt elegant, men ret klodset.

Det er de dyriske instinkter over for det pæne og civiliserede, der udspiller sig bastant og noget ujævnt på sin vej til den overlange finale, hvor uhyggen går op i hat, briller og klodset gyserrabalder. Klichéerne får overtaget til fordel for brutal og dramatisk gru samt det psykologiske gys, der var lagt op til af instruktør James Watkins, som har skrevet filmen med Mads og Christian Tafdrup.

’Speak No Evil’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Speak No Evil’ har biografpremiere den 12. september.

Mystikken breder sig underspillet dragende i dramaet ‘Blod og vand’

Biografanmeldelse: Det kinesiske drama ’Blod og vand’ har nærmest en atmosfære af at udspille sig under vand. Det er dvælende og dragende, når man i et roligt tempo kommer ind på livet af en lille familie i Kina med en reserveret far, en tilbageholdende mor og deres teenagesøn Wei, der er mere optaget af at spille computer end af sin skolegang.

Det er lige under overfladen i det stille familieliv, at dramaet sitrer og følelserne bobler. Men da Shuo fra sønnens klasse uheldigvis kommer til skade, bliver det starten på en relation til familien, der potent sparker underspillet til dramaet, hvor en udefinerbar fare nu synes at lure bag lukkede døre. En usagt konkurrence mellem de to teenagere spirer frem.

De uindfriede høje forventninger, som forældrene har til deres søn synes stille og roligt at skifte over på den udefrakommende unge dreng, der med intelligens og nysgerrighed griber ud efter et liv med en umiddelbart bedre fremtid foran sig end det, hans egen alkoholiserede alenefar kan give ham. Knugende og engagerende tager spændingerne stødt til filmen igennem.

Instruktør og manuskriptforfatter Jianjie Lin lykkedes med afdæmpede virkemidler at bringe det usagte i spil. De bortgemte hemmeligheder. De usagte og beskidte følelser, hvor misundelsen drengene imellem tager betændt til på fascinerende behersket vis. Det hele sat billedflot i scene med fotografen Jiahao Zhangs fine fornemmelse for både miljø og mennesker.

Muran Lin er virkelig god som den af sine forældre oversete teenagesøn Wei, der dukker sig mere og mere, jo mere hans mor og far overser ham til fordel for den nye ”søn” i familien. Shuo portrætteres elegant, behersket og mystisk af Xilun Sun. De to udgør en dejligt sær dynamisk duo, der synes som en umage spejling af hinanden.

’Blod og vand’ mister dog noget dramatisk pondus og engagerende momentum sine steder, men lever i disse lufthuller bl.a. af sin fint dvælende billedside og trykkede atmosfære, hvor et tema som bl.a. Kinas et-barns-politik og dens ophævelse er tankevækkende iscenesat med dens betydning for familier i landet. Det er dog, når mystikken breder sig, at dramaet for alvor lever.

’Blod og vand’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Blod og vand’ har biografpremiere den 12. september.

‘It Ends with Us’ er for glat til at få følelsesmæssigt fat

Biografanmeldelse: Det lader til at være den perfekte familie. Men bag lukkede døre tæsker faderen sin hustru Jenny, moderen til Lily Bloom. Det er derfor måske ikke så underligt, at Lily har svært ved at finde de positive ord frem til sin fars begravelse. Der er dog også kærlighed i spil med ’It Ends with Us’, men altså også både psykisk og fysisk vold.

Dramaet starter ellers opløftende for Lily med en lys fremtid forude. Hun indfrier en livslang drøm om at åbne sin egen blomsterbutik. Det lykkedes for hende at slå dørene op, mens den charmerende Ryle nu træder ind i hendes liv. Det bliver starten på en elektrisk flirt, der udvikler sig til at blive et forhold, der ender med at rumme store problemer.

Ryle viser sig at være både voldelig og kontrollerende. Hvad gør Lily nu? Vil hun lykkes med at forlade ham, selvom hun elsker ham? Vil hun gøre det, hendes mor ikke lykkedes med? For Lilys blå øje var jo bare et uheld. Eller var det? Ryle og Lilys forhold udfordres yderligere, da hendes ungdomskærlighed Atlas en dag træder tilbage ind i hendes liv.

Her er et filmisk greb, som kunne virke dramatisk fint, hvis det ikke var fordi, pointerne omkring kærlighed og vold blev hamret så firkantet ind i hovedet på mig. Filmen fortælles nemlig i to spor. Flashbackscener med Lily og Atlas’ søde kærlighed sat op mod den udfordrende nutid. Kontrasten og pointer om sunde og usunde forhold bøjes bastant i forudsigelige neonrør.

Det er virkelig en skam, at denne underligt glansbilledglatte fortælling og film forbliver følelsesmæssig flad uden en psykologisk kompleksitet, der kunne give dramaet og sit emne om partnervold den tyngde, de nuancer og det nærvær, det fortjener. I stedet får man allerhøjest en film, der kan agere løftestang for en vigtig samtale.

Blake Lively gør i rollen som Lily, hvad hun kan med klichéerne, men det er op ad bakke. Det samme gælder Justin Baldoni, der både spiller Ryle og instruerer. Han får desværre bare aldrig løftet historien – der er baseret på en roman af Colleen Hoover – ind i et for alvor følelsesmæssigt engagerende rum, hvor menneskene og de komplekse tematikker får et troværdigt levet liv.

’It Ends with Us’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’It Ends with Us’ har biografpremiere den 5. september.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er en skævt charmerende coming of age-fabel tilsat hugtænder og blod

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at være teenager med alt, hvad det indebærer af nye følelser og en krop i forandring. Det er i hvert fald ikke nemt at være Sasha i det fine coming of age-drama ‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’, der leveres med herlig sortkomisk og blodig morbid kant.

Sasha er nemlig ikke alene teenager, men også en vampyr med ét stort problem: Hun har endnu ikke udviklet sine hugtænder, mens lysten til at slå mennesker ihjel for deres blod er ikke-eksisterende. Hun har ganske enkelt medlidenhed med de mulige ofre for hendes bid, hvilket hendes blodsugende familie har det meget svært med.

Da Sasha imidlertid møder den selvmordstruede teenager Paul, bliver det starten på et umage venskab, der måske kan være en vej ud af blodtørken for teenage-vampyren, som her har et muligvis villigt offer på hænderne. Så nemt er det naturligvis ikke for Sasha at bukke under for blodtørsten, hvilket ultimativt kan betyde døden for hende, hvis hun fortsat sulter.

Med en empatisk vampyr og den depressive Paul i centrum for den sødt charmerende film, bliver bl.a. problematikker som identitetskrise og ungdomsårenes udfordringer sat gribende i scene. Det hele tilsat herlige hugtænder og en smule velplaceret blod. Ja, måske denne umage duo kan finde ud af livskriserne med hjælp fra hinanden?

Sara Montpetit udgør med sine melankolske øjne og sorte hår en engagerende vampyr, jeg gribes af, mens Paul portrætteres trist af en rørende bedrøvet Félix-Antoine Bénard. De to komplementerer hinanden på elegant og dynamisk vis. Jeg tror på dem som plagede teenagere i filmens skævt bizarre univers.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er hverken et klassisk Dracula-gys eller glimtende vampyrer sat i Twilight-land, men sit eget fine og underspillet morsomme greb på vampyr-genren, der viser, at den bestemt er levedygtig og fortsat kan sætte vedkommende problematikker veloplagt i scene med farlige hugtænder og blodige mord.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er månedens film i Cinemateket i København med en spilleperiode fra den 5.-30. september.

Den 80’er-brutale ‘MaXXXine’ er en neonoplyst slasher-drøm

Biografanmeldelse: Hollywood emmer af neonlys, der er højt hår og VHS-udlejning, når man i Ti Wests slasher ’MaXXXine’ tages med til Los Angeles anno 1985. Her møder vi Maxine Minx, en forhenværende pornostjerne og nu aspirerende skuespiller i den pæne ende af filmlandskabet. Hun ønsker sig brændende at blive berømt og lægge fortiden bag sig.

Det er naturligvis en svær drøm at indfri – særligt i Hollywood, hvor skuespillerne står på nakken af hinanden for at klare sig til tops i drømmenes by. Maxine er dog ikke som de andre. Hun jagter hensynsløst og målrettet berømmelsen. Hun får da også en fod indenfor i branchen, men fortiden i pornofilm hænger over hende som en skygge.

Hvad der er endnu værre, så truer en brutal fortid med at indhente hende. Vi mødte nemlig også Maxine i Ti Wests tidligere film i hans X-trilogi, der desuden tæller ’X’ og ’Pearl’. Man kan godt nyde ’MaXXXine’ uden at have set de to andre film. For helhedens og den fulde forståelses skyld, hvad bl.a. angår visse nuancer af fortællingen, kan de begge dog kun varmt anbefales.

Det sagt, så blev jeg ikke kun forført af filmens historie og en fascinerende Mia Goth som Maxine, men også hele det tidsbillede, der males blodrødt op. Her er nemlig også tale om en film, der lever af sin atmosfære. Af et alsidigt Los Angeles, hvor jeg får lov at hænge ud. Både på den beskidte og kriminelle side af loven samt i den glamourøse stjernehimmel.

Lige bag de eftertragtede spotlys gemmer sig nemlig en underskov af knuste drømme, mens byen er lagt i et jerngreb af den berygtede seriemorder Richard Ramirez, kendt som Night Stalker, der myrder unge kvinder på stribe. Desuden er også frygten for konsekvenserne af voldsfilm, satanisme og heavy metal på sit højeste. Det er skarpt iscenesat og yderst engagerende.

Instruktør, manuskriptforfatter og klipper Ti West kan sin gyser-ABC, da filmen også står som et kærlighedsbrev til filmbranchen og særligt de underlødige skrækfilm og den berygtede videovold, hvor også de blodige italienske giallo-film er inspiration, komplet med bl.a. en maskeret morder. ’MaXXXine’ er kort fortalt en brutal, gyserglad og neonoplyst slasher-drøm.

’MaXXXine’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘MaXXXine’ har biografpremiere den 29. august.