Biografanmeldelse: Livet leves passioneret, kaotisk og søgende i det franske drama ’Lev, elsk, Paris’ af filmskaberen Jacques Audiard. En fortælling fortalt i forførende sort/hvid, hvor jeg lander i Paris og storbyens pulserende liv. Her møder man den unge kvinde Emilie, der er kørt en kende fast i livet. Hendes job keder hende – og hvordan går det lige med kærligheden?

Ind fra højre træder den charmerende mand Camille, der søger at leje et værelse hos Emilie. Hvad der bare skulle være en roommate, udvikler sig dog snart til sitrende sex mellem de to. Men spirer forelskelsen mon også op mellem de to? Filmen udfolder sig fra dette elskende udgangspunkt i forskellige retninger, hvor man også møder andre af byens nuancerede skæbner.

Således går en håndfuld liv på kryds og tværs af hinanden indhyllet i kærlighedsforviklinger, venskaber og svære følelser. Her stræbes både efter tosomhed, uforpligtende sex og et forsøg på at finde retning i det svære liv. ’Lev, elsk, Paris’ er således en meget menneskelig film, hvor der er plads til alt det uperfekte. Alt det besværlige. Alt det, der spænder ben for et bedre liv.

Jeg mærker en menneskelig oprigtighed i samtlige af filmens portrætter. Der er naturlighed i spillet og skuespillernes tilstedeværelse, hvor manuskriptets ord ligger troværdigt og veloplagt i munden. Man finder bl.a. her Lucie Zhang som den egenrådige Emilie, Makita Samba er den følelsesforvirrede Camille, mens Noémie Merlant indtager rollen som Nora, der forsøger at starte på en frisk.

Jacques Audiard har med andre ord skabt en både sanselig og sitrende storbyfortælling om unge skæbners stræben efter at finde både kærligheden, venskaber og den rette plads i livet. Det er levet liv i forførende filmisk form, der fint får et greb om livet på mig. Jeg møder således undervejs også mig selv og det liv, jeg lever. Det liv jeg ønsker at leve og den fremtid, der venter forude.

’Lev, elsk, Paris’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Lev, elsk, Paris’ har biografpremiere den 12. maj.

Biografanmeldelse: Det er med at holde godt fast, når ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ tumler sig vej gennem diverse parallelle universer i det såkaldte multiverse, som man i Marvels filmiske univers blev præsenteret for i en tidligere film. Således synes alt at kunne ske i de fortløbende historier om de mange superhelte, hvor adskillige paralleluniverser altså nu åbner sig.

I fortsættelsen til ’Dr. Strange’ fra 2016 slår disse mange universer således fuld kolbøtte, hvor bl.a. netop troldmanden Dr. Strange kommer til at stå ansigt til ansigt med sit eget jeg i flere forskellige versioner. Det er dog ikke, det eneste han må forholde sig til, eftersom den mystiske unge kvinde America Chavez også krydser hans vej med et stort blækspruttemonster i hælene (!).

Det viser sig, at Chavez er på flugt på tværs af de mange, overraskende og kulørte universer. Inden længe gælder det nu om at redde intet mindre end ikke kun vores Dr. Stranges univers, men også alle de andres. Derfor må Strange slå sig sammen med bl.a. sin medtroldmand Wong og den magtfulde Scarlet Witch, mens Chavez forsøger at følge med. Det samme gør jeg.

Det er nemlig ikke som sådan historien, der for mig får det til at spille. Den roder nemlig noget rundt og mister også sit greb i mig undervejs. Der hvor de magiske strabadser for mig fungerer bedst, er i sine storladne scenerier af action og ikke mindst, når vores helte snubler sig vej gennem de til tider ganske overraskende og opfindsomme universer. Det er underholdende og dejlig gakket.

Nu finder man også den gamle gyser- og splatter-instruktør Sam Raimi i instruktørstolen. Manden bag Evil Dead-filmene, men også den skelsættende ’Spider-Man’ fra 2002. Her forenes superhelte-schwung således med en smule gys, uden dog at blive uhyggelig. Det klæder Marvel-universet og det groteske multiverse at flirte med det grufulde og grumme.

Benedict Cumberbatch er atter en karismatisk Strange. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. Elizabeth Olsen er en smule mindre interessant som Wanda aka Scarlet Witch. Her er Benedict Wong som Wong et mere veloplagt bekendtskab, hvilket også er tilfældet med nytilkommeren Xochitl Gomez som Chavez. Med andre ord er her tale om en lidt fortumlet, men også underholdende superhelte-kolbøtte.

‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ har biografpremiere den 4. maj.

Biografanmeldelse: Man kommer med ’Grotten’ ikke kun tilbage til det sydlige Italien i 1960’erne, men også dybt ned under det frodige landskabs overflade. Dybt ned under jorden og ind i endnu hemmeligholdte grotter i selskab med et hold grotteforskere. Ned, ned og atter ned i det uudforskede land under vores fødder, mens de naturskønne vidder strækker sig smukt ud under himlen.

Der er nemlig også en verden ovenover de dryppende grottedyb, hvor man i et andet fortællespor følger en gammel hyrde, der bor i pagt med den bjergtagende natur og dens ro. Denne ro gør sig også gældende for den næsten ordløse historie, som instruktør Michelangelo Frammartino tager mig med ind i. En roligt udfoldet og nærmest meditativ rejse ud i naturen og ned under jorden.

For mens der i Norditalien bygges opad i form af en mægtig bygning, hvilket ses i filmens åbningsscene, er det langt overvejende rejsen nedad i grotterne og ud i naturvidderne oppe i lyset, jeg bliver en gribende del af. Det er en fortælling, der giver ro til eftertanke. Hvad er forholdet mellem mennesket og naturen? Hvad vil vi hinanden? Og helt eksistentielt: Hvad vil vi bruge livet på?

Det er nogle af de spørgsmål, der presser sig roligt på i en film, som desværre også bliver en smule repetitiv i sit billedsprog og fortælling. Der bringes undervejs ikke de store nye vingeslag til den stille historie om mennesket og naturen. Her gives ikke ved dørene, som jeg derimod selv må forsøge at åbne mere end blot på klem, hvilket er sådan, fortællingens døre synes at møde mig i filmen.

Det er dog et tveægget sværd, at filmen til tider lukker sig lidt om sig selv, hvor mit engagement således mister noget af pusten. For netop grebet med ikke at overforklare, men derimod at lade mig udfylde hullerne, er også en styrke ved filmen, som på den måde af og til rammer helt mytiske toner i mødet med grotternes historierige indre og i naturens tidløse landskaber.

’Grotten’ er en billedsmuk filmoplevelse, hvor jeg i glimt står ansigt til ansigt med mig selv og den natur og virkelighed, der omgiver mig uden for filmens fiktive rammer. Det er også en film, der desværre lider en smule under sit indadskuende narrativ. Fortællingen vinder dog på netop sine naturdragende og grottedybe billeder, hvor virkeligheden kigger gribende ind mellem sprækkerne.

’Grotten’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Grotten’ har biografpremiere den 28. april.

Biografanmeldelse: 2. verdenskrigsdramaet fortsætter med Anders Refns opfølger ’De forbandende år 2’, der handler om familien Skov under krigens greb i Danmark. Efter begivenhederne i forgængere er den dramatiske historie nu nået til 1943 og strækker sig tre år frem til 1945. Der er denne gang fokus på den danske modstandsbevægelse, der spirer op i landet.

Familien Skovs mandlige overhoved Karl må atter forsøge at få livet til at gå op, både hvad angår en udfordret økonomi i sin forretning og her et samarbejde med besættelsesmagten samt ikke mindst også som far i en familie, der er i opbrud. Herunder forholdet til hustruen Eva, mens børnene er gået i vidt forskellige retninger.

Den ældste søn Aksel er gået aktivt ind i den farlige og brutale modstandsbevægelse, mens andre forsøger sig ad jazzmusikkens vej og en anden igen er på tyskernes side iført SS-uniform og med en plaget sjæl, der druknes i alkoholens dulmende slurke. Endvidere er der også drama i kærlighedens navn, mens kuglerne svirrer i luften mellem modstandsfolk og tyskere.

Her er sin del af karakterer at holde styr på og balancere i fortællingen, der rammer en spilletid på to timer og 30 minutter, hvilket er mere end, hvad dramaets momentum og historie kan holde til. Her vakles der noget ujævnt ind og ud af de mange karakterers liv, hvor ingen sådan for alvor bider sig fast. Det er på det nærmeste kun Aksel, der får nok tid i historien til at gøre indtryk.

Det er ikke fordi, at bl.a. Jesper Christensen som Karl ikke er god og nærværende, men hans rolle er bare ikke skrevet fyldigt nok til at få et egentligt tag i dramaet. Det samme gør sig desværre gældende for en stor del af persongalleriet, hvor ikke alle overbeviser lige godt. Det samme kan siges om flere af filmens scener, der på underlig vis synes amputerede eller løsrevne fra helheden.

’De forbandende år 2’ ender som en desværre lidt rodet affære. Det er virkelig en skam, når nu ellers det historiske udgangspunkt og tilhørende menneskelige gråzoner faktisk er til stede. De får bare aldrig sådan rigtigt engagerende liv i en historie, der ikke helt lykkedes med at balancere sine mange karakterer med både action til cykel og skuddueller med tysken.

’De forbandede år 2′ får 3 ud af 6 stjerner:

’De forbandede år 2’ har biografpremiere den 21. april.

Biografanmeldelse: Kærlighed, filmkunst og parforhold. ’Bergmans ø’ folder sig ud med denne ganske gribende treenighed, hvor vi møder de to filminstruktører Chris og hendes kæreste Tony. De er taget til den svenske ø Fårö, hvor naturen bruser og roen sænker sig. Det er øen, hvor den hæderkronede svenske filmskaber Ingmar Bergman havde sin gang og optog flere af sine film.

Parret er taget i skriveeksil på øen. For både at få ro, men også at følge i Bergmans inspirerende fodspor. Således smyger Bergmans væsen og film sig om både de to, men også om instruktør og manuskriptforfatter Mia Hansen-Løves drama. Vicky Krieps er Chris, mens Tim Roth er partneren Tony. Forholdet mellem de to sættes her på prøve, mens solen skinner og vejret tager fat i øen.

Deres forhold bølger således frem og tilbage, mens de synes at bevæge sig længere og længere væk fra hinanden. Vicky Krieps og Tim Roth gør fin figur som den usikre Chris overfor den mere selvsikre Tony. Dramaet mellem dem er både ganske fint beskrevet og ikke mindst portrætteret. Det er et parforholdsdrama, som man kender det. Men det er også relaterbart leveret.

Filmen tager imidlertid en overraskende drejning undervejs i sin fortælling og struktur, der er ret interessant, men som også gør, at selve dramaet mellem Chris og Tony lidt mister sit ellers fine greb i mig. Jeg bliver nemlig sat ind i et andet drama, som ikke helt får samme vellykkede greb i mig, grundet netop den overraskende drejning, filmen tager.

Det er dog ikke fordi, at de nye karakterer, som træder ind på scenen, ikke gør det godt. Her finder man blandt andet en dragende Mia Wasikowska og en mere distanceret Anders Danielsen Lie. Begge forhold er dog fint fortalt og spillet, men det er altså forholdet mellem Chris og Tony, der har mest fat i mig. Det er en skam, at deres drama kommer til at lide lidt under det nye pars indtog i fortællingen.

’Bergmans ø’ er med andre ord et fint og sine steder gribende parforholdsdrama, der er velfortalt og har en indtagende billedside. Filmen er desuden velspillet, men selve dramaet lider desværre et knæk undervejs. Det sagt, kan det ikke tage fra ’Bergmans ø’, at det er et både interessant og flot udfoldet drama, hvor kærlighed, filmkunst og parforhold fint forenes.

’Bergmans ø’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Bergmans ø’ har biografpremiere den 13. april.