Biografanmeldelse: Hvor langt vil en forælder gå for sit barn? Spørgsmålet står dirrende klart i instruktør og medforfatter Charlotte Sielings ’Vejen hjem’. Her finder man Nikolaj Lie Kaas som faderen Christian, der tager den farlige rejse til det krigshærgede Syrien for at finde sin radikaliserede unge søn Adam, der har tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat.

Det er en tur med mange udfordringer, store moralske overvejelser og livet som indsats, når Christian lader sig smugle ind i Syrien, stuvet sammen bag i en bil og ud i det støvede ingenmandsland af ørken og håbløshed. Herfra følger faderens stålsatte forsøg på at finde sin søn. Christian stikker dog ud i landskabet og tiltrækker sig snart uønsket opmærksomhed fra farlige folk.

Med sammenbidt og presset mine får Nikolaj Lie Kaas givet ganske engagerende liv til sit portræt af den desperate Christian, der må gå meget igennem på sin risikofyldte tur. Her står bl.a. også temaer som ubetinget kærlighed mellem forældre og deres børn frem, det i samspil med emner som forståelse, empati og tilgivelse.

De ellers vægtige emner får desværre bare aldrig for alvor helt gribende fat eller nok dramatisk tyngde. Det er som om, at der mangler nogle mellemregninger for at følelser og temaer kommer mere nuanceret og fyldestgørende til live. Det sagt, så leveres der et par ganske intense og ubehagelige scener, mens også Nikolaj Lie Kaas som sagt er god.

På samme måde gør bl.a. også Albert Rudbeck Lindhardt det nærværende fint som den sammenknudrede Adam. Desværre får han ikke helt lov til at fremstå som et helt menneske, da bl.a. bevæggrundene for hans radikalisering bliver underbygget på noget spinkel vis, mens også forholdet til faderen ikke bliver formfuldendt medrivende.

Til trods for ovenfornævnte filmiske problemer og mangler i det ujævne manuskript – der bl.a. også byder på et par ikke helt skarpe hovsaløsninger i fortællingens plotelementer – så holder bl.a. Nikolaj Lie Kaas og Albert Rudbeck Lindhardt filmen ganske ok kørende med sin balancegang mellem uskyld og radikaliseret forråelse.

’Vejen hjem’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Vejen hjem’ har biografpremiere den 28. november.

Biografanmeldelse: Skæbnen kan være lunefuld. Det samme kan kærligheden. I samspil kan både lykken og ulykken opstå. I Woody Allens liflige drama ’Lykketræf’ er det begge dele, som skæbnen og kærligheden har at byde på for filmens karakterer. Her møder vi den unge Fanny, der befinder sig i sit andet ægteskab med den charmerende rigmand Jean.

Fanny føler sig dog ikke helt hjemme i rigdommens verden med en mand, der giver hende diamantringe til uhyrlige summer og lever med penge, som var de den luft, han indåndede. En ting er imidlertid de kedsommelige middagsselskaber, hun er indlagt til, noget andet er, at ægteskabet måske ikke er helt så idyllisk, som det ellers ser ud til at være.

Hendes ægteskabelige tvivl bliver snart testet i det smukke Paris, hvor efterårets varme jordfarver har indtaget byen fra trætop til tå. Ud af det blå dukker Alain nemlig op. Han er en gammel gymnasiebekendt, der lige siden dengang har haft et godt øje til Fanny, men aldrig gjorde noget ved det. Nu synes der dog at være romantisk interesse fra begge sider.

Trekantsdramaet er således replikstærkt sat i scene, hvor snakken flyder naturligt og gribende fra skuespillernes munde, mens Fanny må gøre sit bedste for både at blive klog på egne følelser og holde hemmeligheden om Alain hemmelig. Jeg følger engageret med. Både i romancen og i det fastfrosne ægteskab, hvor de tre parter alle spilles medrivende fint.

Lou de Laâge er både sødmefuld og betagende som Fanny, mens Melvil Poupaud er karismatisk som den småkyniske Jean, der besidder andet end penge, men også en besidderisk skyggeside. Niels Schneider er yderst charmerende som forfatteren Alain, der med sit blotte blik kan få selv frosne hjerter til at tø op.

Woody Allen har med sikker hånd instrueret og skrevet en skarp, munter og appetitlig film om kærlighed, held og tilfældigheder, lykke og ulykke, hvor de tre hovedkarakterer driver historien medrivende frem, mens fotograf Vittorio Storaro gribende viser helt magisk sans for det efterårsramte Paris og al dens romantik. En absolut fin lille film med alvoren sat i sit gribende indre.

’Lykketræf’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Lykketræf’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Det er et råt, hjerteknusende og brutalt kig ind i konflikten mellem Israel og Palæstina, som dokumentarfilmen ’No Other Land’ skildrer fra 2019 til efteråret 2023 med kameraet rettet hektisk ind i dens midte. Jeg møder her den palæstinensiske befolkning i den besatte Vestbreds område Masafer Yatta, der består af godt 20 landsbyer.

Området er hver dag i fare for at blive ryddet af det israelske militær, der sættes ind for med bulldozere og soldater at rive befolkningens hjem ned. I filmens midte møder man den palæstinensiske aktivist Basel Adra, der udvikler en umage alliance med den israelske journalist Yuval Abraham. De to har lavet filmen med deres medaktivister Hamdan Ballal og Rachel Szor.

Kampen om land får gennem sine menneskeskildringer et hjerte, der knuses i brutale slag i takt med, at militærets tilstedeværelse tager til. Bevæbnet med sit kamera indfanger bl.a. Basel den usikre hverdag for ham og øvrige beboere i Masafer Yatta, hvor der demonstreres mod soldaterne fra den anden side med fatale konsekvenser til følge. Det er brutalt og ubehageligt.

Det er en fortælling, der også griber om den menneskelige splittelse, man møder i relationen mellem den palæstinensiske Basel – der lever under militær besættelse – og israeleren Yuval, der har frihed i sit liv. Relationen viser et fælles fodslag i konflikten, hvor håbet kan være svært at holde fast i, når man ser det liv og den årelange konflikt, som Basel og befolkningen er fanget i.

Så selvom filmen i sin struktur sine steder går lidt i stampe, er gentagelsen i skildringen af demonstration på demonstration, protest på protest, nedrivning på nedrivning også et stærkt billede på den virkelighed, folket lever i, hvor familier må se til, mens deres hjem smadres. Det er skildret upoleret, hvor billeder af bl.a. børn kontra militær står kontrastfyldt stærkt.

Den langstrakte konflikt får gennem menneskene i filmen et liv, det er svært ikke at have et hjerte for. Det storpolitiske spil fylder mindre i filmen, der dog bruger nyhedsindslag, så der kommer lidt international kontekst på situationen. ’No Other Land’ viser først og fremmest menneskelighed og håbløshed i tankevækkende forening.

’No Other Land’ får 4 ud af 6 stjerner:

’No Other Land’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Der er sprudlende fart på, når den irske bølle af en film folder sig virilt ud. Den semi-selvbiografiske ’Kneecap’ er nemlig den vilde historie om et umage parløb mellem de to rappende pushere og elskelige ballademagere Naoise og Liam, der af skæbnens lunefulde vej slår sig sammen med den ellers på overfladen noget kedelige lærer JJ.

Mødet mellem de tre bliver starten på et vildt ridt ind i det irske sprogs hiphoppende spidsfindigheder, da de to unge fyre rapper anti-autoritetstro og normbrydende på irsk. Trioen bliver nu noget overraskende bannerfører for at redde deres irske modersmål fra at blive udryddet.

Den ellers grå JJ liver i den grad op, da den med de to unge rappere nu står på stoffer og fester, vilde irske tekster og pumpende beats, som han kreerer på sit udstyr fra sin ellers for længst glemte ungdom. Gruppen møder dog hurtigt modstand fra bl.a. politi og politikere, grundet deres egenrådige og sprælske facon.

’Kneecap’ er også mere og andet end vilde fester og rap på irsk. Det er fortællingen om at holde fast i sit sprog på trods af modstand. Sprog giver historier liv og historier giver et land identitet. Det er herigennem også en fortælling om generationer, der i årevis har kæmpet for deres sprog samt ligget i voldsomme gadekampe i Belfast.

Selvom her er vægtige emner i spil – bl.a. også kulturel identitet – er ’Kneecap’ en overvejende tempofyldt, morsom og underholdende film, der har flere scener af ren medrivende energi. Bl.a. når den står på berusende koncerter eller i løbende hopla med modstandere i hælene. Desværre kan eskapaderne ikke helt holde momentum i sin sidste tredjedel.

Noget af den ellers veloplagte fart over feltet mister lidt faldhøjde. Heldigvis ikke mere end at historien kommer op på dupperne igen. Desuden er skuespillerne – der ses i rollerne som versioner af sig selv – Mo Chara, Móglaí Bap og JJ Ó Dochartaigh et engagerende bekendtskab sat pulserende i scene af instruktør og medforfatter Rich Peppiatt.

’Kneecap’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kneecap’ har biografpremiere den 7. november.

Biografanmeldelse: Døden dirrer skrøbeligt og konstant i Pedro Almodóvars fine drama ’The Room Next Door’. Her møder man forfatteren Ingrid, der genetablerer sit mangeårige venskab med krigsreporteren Martha, da sidstnævnte er blevet syg med uhelbredelig kræft. Det er som om, at de tabte år i deres venskab er forsvundet som dug fra solen, da de mødes på ny.

Deres nyopdagede venskab er i sagens natur fyldt med alvor og eftertanke, men også med humor og menneskelig varme. Lethed og tungsind i dragende forening. De deler ud af sig selv, hvor også minderne fra en ungdom sammen får nyt liv gennem deres mange samtaler. Filmen er nemlig i høj grad bundet op på netop de to kvinders samtaler om livet, døden og alt derimellem.

I rollen som den succesfulde forfatter Ingrid finder man en nærværende Julianne Moore, mens den karismatiske og egenrådige Martha portrætteres nuanceret og elegant af Tilda Swinton. Deres mange og lange samtaler rummer stor menneskelighed, hvor bl.a. netop døden og livet tages op, vendes, drejes og revurderes. For hvordan vil Martha i grunden bruge sin sidste tid?

Det er vægtige temaer som disse, fortællingen sætter i spil i samspillet mellem de to kvinder. Det er tankevækkende og interessant at være i deres selskab, hvor også spørgsmålet om at tage sit eget liv og afslutte livet med værdighed står sylespidst på toppen af det hele. Tilda Swinton formår at gøre bl.a. netop dette spørgsmål levende og virkeligt.

Filmen er ganske vist meget båret af de to karakterer og deres samtaler, men mister også nogle gange noget af den engagerende livstilstedeværelse, som fortællingen dog overordnet emmer af. Når fortællingen momentant mister lidt af sin faldhøjde, beriger den mig med sin billedside, der er dynamisk og farveklart indfanget af fotograf Eduard Grau.

’The Room Next Door’ bærer både glæden og smerten, livet og døden, venskabet og ensomheden fint i sin fortælling, selvom filmen måske nok sine steder bliver lidt ujævn i sit ellers generelt gribende væsen. Det er i sidste ende Tilda Swinton og Julianne Moore, der bærer filmen sikkert i havn. Tankevækkende og sorgfuldt, rørende og livssmukt.

’The Room Next Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Room Next Door’ har biografpremiere den 31. oktober.