Lad os håbe, at ’Venom: The Last Dance’ nu også bliver den sidste dans

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg kan godt lide Tom Hardy. Jeg kan godt lide karakteren Venom. Det er derfor også en dobbelt skam, at den tredje solofilm med dobbeltkarakteren falder fladt på halen med ’Venom: The Last Dance’. Ja, det er måske meget godt, at det efter sigende er den sidste film i trilogien, der startede med ’Venom’ i 2018.

Tom Hardy er naturligvis tilbage i den fåmælte rolle som Eddie Brock, der denne gang er blevet jaget vildt. Sammen med sin iboende symbiot fra rummet – den sniksnakkende og festlige Venom med det mægtige bid – er han og symbioten nu på flugt fra fortiden, der kun haler mere og mere ind på dem.

 

Historien bygger videre på begivenhederne i forgængeren ’Venom: Let There Be Carnage’ fra 2021. Jeg vil dog vove den påstand, at de fleste nok godt vil kunne følge med, selvom film nummer to i trilogien måske ikke er videre frisk i erindringen. For historien sparkes her desværre på det nærmeste uinteressant ud af kurs for kun at kæntre.

Her er med andre ord tale om en ujævn fortalt omgang antihelte-løjer med en ikke videre spændende historie, der på underlig vis også lykkedes med at blive gjort unødvendig kompliceret. Flere plotmæssige indspark kommer desuden ikke rigtigt til at gå vildt vellykket i spænd med historien samt Eddie og Venoms fælles fortælling.

Duoen støder bl.a. på en lille hippie-familie på deres flugt. Det skulle måske give en form for dramatisk tyngde og følelsesmæssig pondus at se Eddie i samspil med det, han nok aldrig får selv, nemlig en familie. Dramaet får bare aldrig tyngde og nærvær, men lulles ind i fjogede oneliners og umotiverede gangs, der aldrig for alvor fungerer, hvilket gælder filmen som helhed.

 

Netop humoren er et hovedelement i universet, hvor netop samspillet mellem Eddie og Venom står centralt. Eddie, der forsøger at holde facaden, mens Venom glubsk har lyst til at bide hovedet af alle omkring sig, mens han konstant rabler løs om stort og småt. Desværre kommer samspillet ikke helt vellykket ud over rampen. Hverken humoren eller dramaet.

Det er dog på trods dejligt at se, hvordan Tom Hardy har haft en fest med bl.a. at kropsliggøre Eddies mimik og hektiske bevægelser, når Venom tager over. Ja, Tom Hardy lægger stemme til Venom. Den umage duo må dog kæmpe forgæves mod en kedelig historie og fesne jokes. Der leveres dog heldigvis en omgang ganske cool monsteraction som et lille plaster på kødsåret.

’Venom: The Last Dance’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Venom: The Last Dance’ har biografpremiere den 24. oktober.

’Smile 2’ hvirvler mig underholdende ind i vanviddet

/i , /af

Biografanmeldelse: Vanviddet snurrer ud af kontrol i fortsættelsen til den herligt underholdende skrækfilm ’Smile’ fra 2022. Nu er det dødbringende smil tilbage i fuld vigør med fortsættelsen ’Smile 2’. Denne gang følger man popstjernen Skye Riley, der kommer i kontakt med den mystiske entitet, der på sadistisk smilende vis leder sine ofre ind i galskaben med døden til følge.

Netop vanviddet venter hvislende ondt for Skye, der står overfor sit store comeback efter en nedtur med alkohol, stoffer og et brutalt traume i bagagen. Hun skal nu genoptage sin karriere med en storstilet tour, men allerede inden tour-start begynder hun at opleve tiltagende skræmmende episoder. Hun ser urovækkende ting, der ikke er der i virkeligheden.

Efterhånden som disse gruopvækkende oplevelser tager til, bliver Skye kun mere og mere desperat. Hun aner ikke sine levende råd, mens alle omkring hende også begynder at tvivle på hendes historier og miste troen på, at hun er ved sine fulde fem. Hun står derfor helt alene med sine uhyggelige oplevelser og mødet med sin svære fortid.

Parker Finn er efter ’Smile’ tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør. Han har igen et godt greb om instruktionen og det at iscenesætte rædslerne med visuel dynamisk opfindsomhed, der leder mig simultant ind i mareridtet med Skye. Den helt oprigtige skræk blev dog ikke for alvor jaget i livet på mig.

Det sagt, så er der en tiltagende ondsulet atmosfære, der står stærkere og stærkere, efterhånden som filmen skrider frem. Det selvom Parker Finn også tyr til et par desværre generiske gysertricks undervejs. Heldigvis leveres der et par dejligt blodige scener af den klamme og groteske slags. In your face og med en mavevendende ulækker lydside. Herligt!

Selvom gyset bliver en kende for lang for sit eget bedste og slingrer en smule ujævnt i sin historie, så opretholder bl.a. netop filmens ulækre stemning og den visuelle side mit engagement i vanviddet sammen med i særdeleshed også Naomi Scotts gribende præstation som popstjernen, der tumler medrivende ind i galskaben. Det er bestemt til at få et gysersmil på læben af.

’Smile 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Smile 2’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘The Apprentice’ er en historie om magt og menneskelig forråelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Man bringes med instruktør Ali Abbasis ’The Apprentice’ tilbage til New York i 70’erne og 80’erne, hvor vi møder en ung Donald Trump. Fortællingen starter således inden, han for alvor brager igennem som entreprenant forretningsmand med egen ejendomsvirksomhed. Skæbnen vil, at han her møder den indflydelsesrige advokat Roy Cohn.

Det bliver starten på et parløb med Donald Trump, der tages under vingerne af den skånselsløse Roy Cohn. Et parløb mellem den ambitiøse lærling og hans erfarne mentor. Donald Trump viser sig at være lærenem og tager hurtigt advokatens kyniske tilgang til verden i brug. Det handler om at gå til angreb, skabe sin egen sandhed og benægte alt, hvis lortet brænder på.

Det er et interessant portræt, der tegnes af Donald Trump. Man ser bl.a. også mennesket bag kynismen. Fra hans komplicerede forhold til sin dominerende far til mødet med sin kommende hustru Ivana Trump og relationen til Roy Cohn. Sidstnævnte relation leveres sprængfarligt og dynamisk, hvor Gabe Shermans skarpt skrevne replikker kommer veloplagt til live.

Man finder som Donald Trump en forrygende god Sebastian Stan, der formår at ramme hans tone og gestik uden at blive en karikatur, men derimod leverer han et nuanceret, komplekst og engagerende portræt. Han gennemgår en spændende udvikling i filmen, hvor der bl.a. også er plads til at pirke til hans forfængelighed og ikke mindst hans mørke sider.

Det er ikke et ensidigt portræt af Donald Trump, men hans meget lidt charmerende sider bringes bestemt på banen. Det er kritisk og provokerende. Filmen slår da også indledningsvis fast, at den er inspireret af virkeligheden, men dramatiseret i egen ret, hvor forfaldshistorien om kynisme, magtsyge og grådighed står centralt i fortællingen om den unge Donald Trump.

En intens Jeremy Strong skal også fremhæves for sit fascinerende og intimiderende portræt af Roy Cohn, mens den selvstændige Ivana Trump spilles med skarp tæft af Maria Bakalova. ’The Apprentice’ er en medrivende fortælling om magt, manipulation og menneskelig forråelse, der måske nok mister lidt momentum af og til, men bl.a. også lever sitrende godt gennem fotograf Kasper Tuxens dynamiske billeder af et visuelt dragende New York.

’The Apprentice’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Apprentice’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘Lysbrud’ indfanger sorg og venskaber gribende stærkt

/i , /af

Biografanmeldelse: Sorgen rammer benhårdt i det islandske drama ‘Lysbrud’. Fra det ene lykkelige øjeblik til det næste ituslåede liv, hvor ulykken banker hul i maven på den unge Una. Der er nemlig sket en grusom og for mange fatal ulykke – og Unas kæreste er måske blandt de omkomne. Hun har heldigvis en lille gruppe venner omkring sig, der støtter hinanden.

Filmen er en fortælling, der måske nok har sorgen, tabet og savnet som sin dramatisk knugende kerne, men det er også en film, der på følsom vis handler om både venskaber, ensomhed og hemmeligheder, der kan spænde ben for, at Una kan blive grebet i sin sorg. Una og forholdet til kæresten var nemlig en hemmelighed de to imellem.

 

Planen var ellers, at han skulle slå op med sin officielle kæreste Klara, men så indtraf ulykken og Una står nu tilbage med uforløste følelser og sin hemmelighed. Det bliver ikke nemmere for hende, da langdistance-kæresten Klara kommer til byen. Una sættes her i endnu større følelsesmæssig vildrede, både blandt vennerne og i forhold til Klara. Kan hemmeligheden mon forblive hemmelig?

Filmens præmis er måske nok simpel, men stærkt fortalt. Det gælder bl.a. i måden de mange følelser formidles på gennem manuskriptet, der får liv gennem skuespillerne, som er med til at løfte filmen og bringe den engagerende ind i mit følelsesliv. Instruktør og manuskriptforfatter Rúnar Rúnarsson viser bestemt et sikkert greb om både karaktererne og historien.

 

Ved sin side har filmskaberen et virkelig godt hold skuespillere, hvor en nærværende Elín Hall elegant og nuanceret portrætterer den sorgramte Una, der også må kæmpe med både frygt og usikkerhed i et liv, hvor håbet synes at svinde ind. Gennem vennerne anes dog et lys, der fint går i spænd med den naturfriske billedside, der er dynamisk indfanget af fotograf Sophia Olsson.

’Lysbrud’ rammer overvejende følelsesfint plet i en historie, som griber gennem sine karakterer, der går forskelligt ind sorgen. Det er dynamikkerne i bl.a. vennegruppen, der er med til at gøre følelserne troværdige og dramaet nærværende, mens også filmens billeder beriger historien med højt til himlen og naturens susen, der ekkoer ensomhed, selvom man er omgivet af venner.

’Lysbrud’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lysbrud’ har biografpremiere den 10. oktober.

‘La chimera’ fik mig op at svæve på charmerende vis

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg hives gribende med tilbage til 1980’ernes solbeskinnede Toscana med instruktør og medforfatter Alice Rohrwachers drømmelignende ’La chimera’. Jeg nærmest svæver rundt i filmens univers af visuel finesse og en miljøbeskrivelse, der overbeviser menneskeligt og brillant gennem fotograf Hélène Louvarts dynamiske billeder.

Jeg ryger direkte ind i livet på den unge Arthur, der plages af en fortid, som rummer hemmeligheder, sorg og afsavn, hvilket i sagte tempo åbenbares engagerende filmen igennem. Det står dog snart klart, at han har en særlig evne til at finde skjulte skatte i den italienske jord. Han bliver nu en del af en umage gruppe af røvere på jagt efter gamle, etruskiske skatte.

Det lykkes på fortællermæssigt elegant vis for filmen at åbne sin verden og virkelighed for mig, hvor der af og til pirkes til noget overjordisk lige bag den ellers almindelige virkelighed. På den måde lever ’La chimera’ også af sin dragende atmosfære og gribende miljøbeskrivelse, der overbeviser mig om, at den faktisk foregår der tilbage i fortiden.

Selvom Arthur måske nok er et melankolsk bekendtskab med et menneskeligt tomrum i sin midte, er han også et rørende bekendtskab, der fascinerer og charmerer i takt med, at han som karakter får lov til at folde sig ud og blive et helt menneske. Her skal gruppen af medrøvere også nævnes som et livligt modstykke til den ordknappe Arthur.

Her er et muntert modspil, som er med til at give fortællingen et levet liv i samspil med netop det miljø, der vises i filmen og gennem de mennesker, som lever under den toscanske sol. Der er en indsmigrende romantisk stemning i denne menneskeskildring og i miljøet, hvor der er højt til himlen, mens der er herlige musikalske indslag af lokale musikere.

Arthur spilles af Josh O’Connor, som formår med sit skæve smil at gribe og finde en dybde i sin karakter med få virkemidler. Isabella Rossellini er desuden et herligt livsklogt bekendtskab som Flora, mens Carol Duarte gør sød figur som den tilbageholdende Italia. Kort fortalt, så beriger ’La chimera’ mig med både sorg, håb og kærlighed på levende vis.

’La chimera’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’La chimera’ har biografpremiere den 3. oktober.

Animationsfilmen ’Den vilde robot’ er sød, sjov og charmerende

/i , /af

Biografanmeldelse: Med en hele vejen livligt animeret verden af alverdens karakter og miljøer, folder den både søde, sjove og charmerende ’Den vilde robot’ sig veloplagt ud. Vi møder her robotten Rozzum, der er strandet på en øde ø og vågner noget forvirret op. Øen er måske nok ikke beboet af mennesker, men snart dukker en lang række forskellige dyr op.

Flokken af øens dyr er til en start bange for den ellers hjælpsomme og godmodige robot. Stille og roligt vender dyrene dog nysgerrigt tilbage til Rozzum, som netop er programmeret til at løse en hvilken som helst opgave, den måtte få stillet. Men at være en robot er måske også mere og andet end kolde kalkuler og en forudbestemt programmering.

For da robotten med de lange arme og ben, tumler rundt på øen, falder den snart over et æg, som robotten tager til sig. Det udklækkes i næste nu og en lille gæsling kommer til syne. Så hvad gør Rozzum nu? Her kommer en madglad ræv til undsætning med råd om, at robotten skal opdrage og lære den lille fugl at flyve, inden resten af flokken skal sydpå.

Det er starten på et umage venskab mellem trioen af robot, ræv og gæsling. Der kommer hele vejen også andre dyr morsomt i spil. Alle dynamisk animeret med fine detaljer, der bringer dem medrivende til live, mens de leverer veltimede replikker, der rammer komisk plot. Samtidig berettes fortællingen om bl.a. venskab og at finde sig selv i verden ivrigt og nærværende.

Jeg så filmen med danske stemmer, hvor bl.a. Maria Lucia Heiberg Rosenberg med fint nærvær og følsomhed giver Rozzum liv. Instruktør og manuskriptforfatter Chris Sanders har med sin filmatisering af bogen ’Den vilde robot’ lykkedes med at skabe en universel fortælling, hvor dyrs instinkter møder en robots mindre instinktdrevne væsen.

’Den vilde robot’ er en film, der lever engagerende af sin fortælling og karakterer, men bl.a. også af netop sin flotte animation samt et dynamisk lyddesign, der er med til at give bl.a. robotten yderlige liv, når den bruger sine mange sjove funktioner. Både fysisk og replikskarp komik balanceres desuden veloplagt med den hjertevarme historie.

’Den vilde robot’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Den vilde robot’ har biografpremiere den 3. oktober.

‘Joker: Folie à Deux’ er vanvittig og vanvittigt ubehagelig

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke rart at overvære Joaquin Phoenix som den udmagrede, forstyrrede og kaotiske Arthur Fleck aka Joker i fortsættelsen til filmen af samme navn fra 2019. Efterfølgeren hedder ‘Joker: Folie à Deux’ og er ligeledes instrueret og medforfattet af Todd Phillips. Som titlen indikerer, møder vi her Jokerens romantiske modstykke Harley Quinzel.

Kan Harley – spillet charmerende af Lady Gaga – mon blive Arthurs redning ud af den depressive og retningsløse sump, han befinder sig i, når vi her møder ham institutionaliseret i Arkham? De to får i hvert fald ved første øjekast et varmt blik for hinanden. Det bliver starten på et stormombrust forhold, der rummer både kærlighed og galskab, fantasi og virkelighed.

 

Netop filmens leg med Arthurs forskruede virkelighedsopfattelse er yderst fascinerende og tragisk tung. Jeg bliver nemlig filmen igennem taget med ind i Jokerens sind, der er aldeles ude af trit med den virkelighed, han reelt befinder sig i. I denne fantasiens verden opstår der dog bl.a. musikalsk skønhed – ofte i romantisk pardans og duet med Harley.

De musikalske indslag puster en liflig lethed ind i den depressive historie om en mand med dæmoner ridende ondt i sit indre. Her får kærligheden og lyset lov til at bore sig kulørt ind i mørket og filmens ellers nedtonede farvepalette af håbløshed. Farverne når lige at få fat i lyset, inden mørket i næste nu sparker luften ud af livet på mig, når virkeligheden rammer Arthur.

 

Joaquin Phoenix gør – som i den ligeledes fremragende forgænger – ubehagelig figur på bedst mulige måde. Han er svær at blive klog på midt i galskaben, som konstant sitrer i hele hans krop og bag de blanke øjne, hvor grinet dirrer manisk. Lady Gaga er et yderst spændende modstykke til Jokeren, hvor en ny dynamik opstår, både i Arthur alene, men bestemt også de to imellem.

Der bliver i filmen ganske vist croonet og danset elegant af Jokeren og Harley i forførende forening, men tag ikke fejl. ’Joker: Folie À Deux’ er en depressiv oplevelse, der efterlod mig med en kold sten i maven og et isnende greb om min hals. Den gør ondt at se. Det er bestemt et kompliment. Jokerens liv er nemlig ikke rar at være en del af. Det mærker og føler jeg.

‘Joker: Folie à Deux’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Joker: Folie à Deux’ har biografpremiere den 2. oktober.

‘Megalopolis’ er bristefuld af bombastiske ideer og visuel påhitsomhed

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med bredt udstrakte vinger, at den legendariske filmskaber Francis Ford Coppola flyver ambitiøst mod den filmiske himmel med sit nye storværk ’Megalopolis’. Han har en klar og stor science fiction-vision, der rummer så mange idéer, at det bombastiske bæst på det nærmeste har det med at briste under egen vægt.

’Megalopolis’ er nemlig en stor film på mange måder. En tematisk vægtig oplevelse, men også visuelt liflig, hvor karaktererne må jonglere med bl.a. højtravende replikker, teatralsk gestik og en dragende selvhøjtidelighed, der fint balanceres med filmens legesyge tilgang til sin billedside og historien, der går i flæsket på intet mindre end menneskets civilisation.

Man møder den excentriske arkitekt Cesar Catilina, der har store visioner om at genopbygge et fremtidigt New York aka New Rome, der er på randen af kollaps. Han vil skabe en utopisk by, men byens borgmester Franklyn Cicero står i vejen for hans planer. Mellem de to mænd finder man borgmesterens datter Julia, hvis loyalitet til de to udfordres.

Francis Ford Coppola har måske nok taget munden for fuld. Men hvilken mundfuld! Jeg beundrer i hvert fald galskaben, ambitionerne og de mange tossede indfald, karakterer og idéer, som den svulstige ’Megalopolis’ rummer. Her må jeg navigere i alt fra filosofiske referencer og storpolitik til menneskelig rivalisering, magtsyge og grådighed med meget mere.

En karismatisk Adam Driver spiller med fascinerende mystik Cesar. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. Giancarlo Esposito er borgmesteren, der må kæmpe om sin datters gunst. Hun spilles elegant og fagert af en sej Nathalie Emmanuel. Hertil kommer øvrige umage karakterer leveret af bl.a. Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Jon Voight, Laurence Fishburne og Dustin Hoffman. Vildt.

Karaktererne er ikke alle lige dybe, men om ikke andet er de kulørte eller blot dejligt kugleskøre. Filmen er for mig også i høj grad et virkeligt fascinerende univers at træde ind i. Her kan bl.a. selve tiden gå i stå, når der balanceres virilt mellem filmisk galskab og visuel påhitsomhed, mens den selvhøjtidelige alvorstone runger, dog på underholdende vis.

Francis Ford Coppola har med bl.a. Godfather-trilogien og ‘Apocalypse Now’ for længst sat sig solidt i filmhistorien. I så fald ’Megalopolis’ bliver den 85-årige filmskabers sidste film, er det en herligt pompøs måde at afslutte en filmisk karriere på. For han har satset hele butikken og fyldt filmbægeret op, så overfladespændingen brister på beundringsværdig vis.

’Megalopolis’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Megalopolis’ har biografpremiere den 26. september.

Animationsfilmen ’Transformers One’ leverer veloplagt transformers-action

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er robotflyvende fart over feltet, når forhistorien om de to transformers Optimus Prime og Megatron fortælles i medrivende højt tempo og med herlig 80’er-kulør på farvepaletten i ’Transformers One’. Inden de to robotter blev svorne fjender, var de nemlig bedste venner, som da gik under navnene Orion Pax og D-16.

Det er deres historie, man får med den veloplagte animationsfilm. Fortællingen udspiller sig på de mange transformers hjemplanet Cypertron, hvor de to venner arbejder som borebisser. Orion Pax drømmer dog om et andet og mere frit liv, end som knoklende arbejderrobot i undergrunden.

Orion Pax får derfor en vild idé, der skal føre de to frem i livet, hvilket bliver starten på en rejse, der kommer til at rumme både farer, men også muligheden for at afsløre den korrupte og manipulerende leder af Cybertron. Eventyret truer imidlertid også de tos ellers ubrydelige venskab. Kimen til det kommende fjendskab lægges nemlig undervejs på rejsen.

’Transformers One’ bringer ikke kun mig til den fascinerende planet, der med detaljerig og engagerende animation får taget i mig, men bringer også temaer som venskab i spil i en coming of age-fortælling, der desuden byder på moralske dilemmaer, hvor loyalitet og forræderi kommer på banen. Spørgsmålet om at gøre det rigtige imod alle odds.

Jeg så filmen med danske stemmer, der leveres fint og levende af bl.a. Rasmus Hammerich og Simon Sears som Orion Pax og D-16. Man møder også en række andre seje og sjove transformers, der slutter sig til de to venners vilde kamp med farlige fjender. Chris Hemsworth og Brian Tyree Henry er de originale stemmer bag den ovenstående duo.

Selvom filmen måske ikke er uforudsigelig eller som sådan nuanceret dyb i skildringerne af sine transformers og temaerne, så er ’Transformers One’ bestemt både underholdende, vittig og veloplagt animeret, hvor de mange energiske actionscener leveres medrivende, mens karakterernes interne dynamik fungerer morsomt og dramatisk fint.

’Transformers One’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Transformers One’ har biografpremiere den 26. september.

’Lee’ lander fladt på maven med sit klichétunge krigsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Historien er med sit udgangspunkt i virkeligheden virkelig spændende, men i hænderne på instruktør Ellen Kuras er krigsdramaet ’Lee’ endt som en desværre flad, generisk og klichétung fortælling om krigsfotografen Lee Miller, der forevigede uhyrlighederne under Anden Verdenskrig helt fremme ved frontlinjen.

Filmen fortæller sin historie i to spor. Et i fortiden op til og under krigen og så årtier senere, hvor en nu gammel Lee Miller fortæller sin historie til en ung journalist. Man finder i begge tidsaldre Kate Winslet som Lee Miller, der som ung krigskorrespondent for Vogue mødte sin del af modstand som kvinde i felten, men på trods lykkedes med at tage historisk vigtige billeder.

 

Lee Miller vil med sine billeder bl.a. afdække sandheden om de mange grufulde begivenheder og hemmeligheder i Nazityskland. Således foreviger hun krigens ofre både i og uden for krigszonerne. Desværre rammer portrættet af den seje og målrettede kvinde ikke videre stærkt ind i en dramatisk nerve, som nærmest forbliver underligt fraværende i filmen.

Kate Winslet gør ellers, hvad hun kan i sit dobbelte portræt af denne egenrådige og spændende kvinde, der gik fra at være model til at tage afgørende billeder, der stadig den dag i dag står skarpt og uhyggeligt. Instruktionen forbliver dog generisk og desuden visuelt uinteressant i hænderne på fotograf Pawel Edelman, der ellers bl.a. har ’The Pianist’ på sit CV.

 

Selvom filmens score leveres af en anden ligeledes garvet herre, nemlig Alexandre Desplat, løfter musikken langt fra filmen, men filer snarere trættende på strygerne, så dramaet sine steder næsten kommer til at fremstå ufrivillig komisk. Men nu er filmens flade og ujævne manuskript af trioen Liz Hannah, Marion Hume og John Collee heller ikke videre dragende.

Kate Winslet gør dog i nogle scener som altid seværdig karakter, men bl.a. står også hendes passionerede forhold til Alexander Skarsgårds kunstner Roland Penrose uforløst hen. ’Lee’ har dog alle de rette intentioner, men forløser aldrig sin histories ellers stærke potentiale. I stedet er filmen endt fladt på maven, hvorfra Kate Winslet gør sit bedste for at få historien til at leve.

’Lee’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lee’ har biografpremiere den 26. september.