Biografanmeldelse: Med sart skrøbelighed, menneskeligt nærvær og følelsesfine nuancer folder den liflige ’Sommerbogen’ sin fortælling roligt ud på en lille ubeboet og naturskøn ø i skærgården. Her følger vi en både solsmuk og regnvåd sommer 9-årige Sophia, hendes far og gamle farmor. Der hviler dog i de billedskønne omgivelser en sorg over de tre, da Sophias mor er gået bort.

Dette triste aspekt ved historien ligger som et usagt og vibrerende stille drama bag Sophias blik og i farens fordybelse i sit arbejde. Det er først og fremmest relationen mellem barnebarnet og hendes farmor, som er det centrale omdrejningspunkt, hvor jeg mærker tiden, der er løbet gennem farmorens årer og som kun lige er begyndt for Sophia.

Der er et yderst fint parløb mellem den unge pige og den aldrende kvinde, hvor mine tanker får lov til at få liv og bevæge sig bagud i tid. Tilbage til barndommens somre med teltture og sommerhusbesøg. Filmen finder sig nemlig til rette i sit helt eget tålmodige tempo, hvor instruktør Charlie McDowell ikke er bange for at hvile i scenerne, så nuet mærkes.

Det er befriende, at tiden får luft og plads til at folde sig ud. De brede vidder af blåt hav og uendeligheden over hovedet på trekløveret besidder sit helt eget rolige drama. For selvom der måske ikke sker meget på overfladen, ruller livet sig blidt og uundgåeligt afsted. Jeg drages engageret ind i denne sommer sammen med Sophia og farmoren.

Emily Matthews beriger portrættet af den eventyrlystne og egenrådige Sophia med nærvær, hvilket går dynamisk fint i spil med en vedkommende Glenn Closes eftertænksomme og varme farmor, som med et levet liv bag sig, står dramatisk engagerende op imod barnebarnet og sønnen, hvor sidstnævnte får forknyt menneskelighed af Anders Danielsen Lie.

’Sommerbogen’ er baseret på Tove Janssons bog af samme navn fra 1972 og bringes her billedgribende til live gennem fotograf Sturla Brandth Grøvlens sans for både det nære og det naturstore udtryk. Fortalt lige så meget gennem det usagte, som de fint skrevne ord, der står troværdigt frem i filmens virkelighed, hvor eventyret gemmer sig i sprækkerne.

’Sommerbogen’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sommerbogen’ har biografpremiere den 15. maj.

Biografanmeldelse: Med et fortryllende nærvær, bringes jeg med den eventyrlige ’The Legend of Ochi’ ind i en verden, hvor faunaen er fremmedartet og hvor, der lever farlige abelignende væsner dybt i skovene. Vi møder her den tilbagetrukne pige Yuri, der lever i en lille afsidesliggende landsby i bjergene, hvor det simple liv praktiseres.

Hun og resten af byen lever under formaninger om ikke at bevæge sig udenfor efter mørkets frembrud, da de såkaldte Ochier kan gøre det af med en på et splitsekund. Det har været børnelærdom for Yuri, der dog snart kommer til at stille spørgsmål ved, om skovbæsterne nu også er så farlige, som historierne om dem forlyder.

For da en lille Ochi-unge ved et uheld efterlades af dens flok, kommer det nuttede væsen i hænderne på Yuri, der tager det kærligt til sig. Hun beslutter sig for at bringe dyret sikkert tilbage til dens hjem. Sideløbende møder vi Yuris skråsikre far – en karismatisk Willem Dafoe – der forsøger sit bedste for at stoppe datterens foretagende med en flok drenge og unge mænd ved sin side.

Isaiah Saxon spillefilmsdebuterer som instruktør og manusforfatter på vellykket vis, hvor 80’ernes eventyrfilm som ’E.T.’ og ’Gremlins’ ekkoer på smukkeste vis. Det er desuden en troværdig og betagende verden at træde ind i. Naturen er levende og dragende, hvor historien om forholdet mellem Yuri og den lille Ochi males nænsomt og nærværende op.

Her er Helena Zengel som Yuri et stærkt fund til rollen. Hun har en til tider helt overjordisk aura omkring sig. Jeg tror på hende og det eventyr, hun begiver sig ud på. Det også takket være overbevisende realiserede Ochi-væsner, hvor der spædes til med velbalancerede dryp af humor midt i det menneskelige drama, som også fornemt er i spil.

Det handler bl.a. om afsavn, familie og om at finde sin vej i en verden, der måske slet ikke er så farlig, som ellers antaget. Hertil kommer sitrende og svævende elegant musik af komponist David Longstreth, der på gribende vis går i spænd med fotograf Evan Prosofskys smukt komponerede billeder, der både lykkedes med at skabe intimitet og favne store naturvidder.

’The Legend of Ochi’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Legend of Ochi’ har biografpremiere den 8. maj.

Biografanmeldelse: Syret, symbolladet og sanselig film forfører med sin skæve tilgang til sin historie om alt fra livet, døden og genfødslen. Ja, instruktør og medforfatter Luis Ortegas originale og overraskende ’El Jockey’ jonglerer stilfuldt sine elementer og krøllede idéer med et visuelt opfindsomt billedsprog.

Publikum ankommer her til et eklektisk Buenos Aires, hvor vi møder den fallerede jockey Remo. Han er faldet dybt i gryden med druk og stoffer. Han formår kort sagt ikke længere at levere varen på hesteryg. Tidligere tiders sejre er afløst af faldet fra tinderne i en spiral af selvdestruktivitet.

Han havde ellers verden for sine fødder som respekteret jockey. Nu fortsætter faldet ned i mørket, hvor end ikke hans kollega Abril kan hjælpe ham op af hullet. Ikke nok med det. Remo står også i gæld til den brutale gangster Sirena, der utroligt nok satser på, at rytteren kan genvinde sin sejrende position på ny.

Herlig fortællermæssig opfindsomhed matches her billedskønt af visuelt stimulerende idéer, der er indfanget dynamisk af fotograf Timo Salminen. Filmen beror nemlig også på sin visuelle historiefortælling, hvor bl.a. tyngdeloven trodses og skarpt skårne indstillinger beriger plottet med symbolladet schwung.

Med en tiltagende fascinerende samt mere og mere obskur historie, bringes jeg ind i en verden af umage karakterer, hvor intet nødvendigvis er, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. ’El Jockey’ er således også en legende filmoplevelse, der drilsk udfordrer på mening og plot.

Der bliver nemlig ikke givet ved dørene, hvilket er forfriskende i en film, der snor sig ind i sig selv, hvor Nahuel Pérez Biscayart som Remo undergår en dragende forvandling, mens Úrsula Corberó er en cool modspiller som Abril. Luis Ortega har med andre ord skabt en dejligt aparte, overraskende og filmisk fascinerende sjælerejse.

‘El Jockey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘El Jockey’ har biografpremiere den 1. maj.

Biografanmeldelse: Med nedtonet farveskala og veloplagt gruppedynamik serverer Marvel den nyeste film i deres vildtvoksende franchise under titlen ’Thunderbolts*’. Det er også navnet på den umage gruppe af antihelte, som modvilligt må slå sig sammen i kampen mod en fælles fjende. Ikke nok med det, så bliver de også på deres mission sendt tilbage til deres mest dystre minder.

Med universelle temaer som sammenhold, venskab og familie ruller de både morsomt kække og alvorsdybe eskapader sig ud. Ganske vist vil filmen underholde i uforskammet grad, men den vil også sige noget om ovenstående temaer, mens vi undervejs ligeledes kommer med ind i karakterernes mørkeste fortid, som de her må konfrontere for at finde forløsning.

Selvom ’Thunderbolts*’ ikke for alvor kommer helt derind, hvor smerten rammer følelserne rent og dybt, er det nok til, at jeg hepper på vores hold af utraditionelle helte, der er kasseret af en verden, som har travlt med at hylde de renskurede af slagsen. Men af og til er de helte, vi har mest brug for også dem, vi mindst troede, vi kunne stole på.

Det er nemlig også tillid, der sættes på prøve hos helteholdet, hvor vi møder en vedkommende Florence Pugh som Yelena, der har mistet livsgnisten og retning i sit liv. Hendes far portrætteres veloplagt af David Harbour som den upassende begejstrede Red Guardian. De to er ren dynamit. Hertil kommer en cool Sebastian Stan som den sejlivede Bucky aka Winter Soldier.

Hannah John-Kamen portrætterer den mindre karakterstærke Ghost, mens der er stærkere komisk selvhad at finde i Wyatt Russells helt John Walker. Hertil kommer den selvudslettende Bob, der på mystisk vis bliver en del af Thunderbolts-holdet. Han spilles herligt tvetydigt af Lewis Pullman. Uanfægtet karakterernes forskellige styrker, er det et underholdende team.

Filmens svagheder ligger andre steder. Bl.a. mister filmens fremdrift momentum og dramatisk faldhøjde hen over en for lang midte, der leder op til en heldigvis mere interessant finale. Men filmen er med sine 2 timer og 6 minutter for lang for sit eget og historiens bedste. Det er primært i gruppedynamikken, at filmens engagerende motor findes og i flere lækre actionscener.

‘Thunderbolts*’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Thunderbolts*’ har biografpremiere den 30. maj.

Biografanmeldelse: I 2016 fik vi den første ‘The Accountant’ med den umage og yderst intelligente Christian Wolff, der spilles af Ben Affleck. Her ni år efter får vi fortsættelsen, som meget passende lyder titlen ‘The Accountant 2’. Det betyder både flere brutale skududvekslinger og hårde slåskampe. Alt er dog ikke ved det gamle i den nye action-thriller.

For hvor Wolff tidligere var en lone wolf, får han denne gang følgeskab af sin yngre bror og diametrale modsætning. De er dog begge yderst ferme med maskinpistoler og knyttede næver. Det får de brug for at være, da en mand myrdes. Nu bliver Wolff nemlig opsøgt for at løse sagen. Det er her hans intelligens og yderst rationale hjerne skal på arbejde.

For ganske vist er Wolff god til at skyde med skarpt, men det er lige så meget hans skarpe hjerne, der er indstillet til at løse komplekse problemer, som han bruger. Både matematisk og som opklarende detektiv. Wolff trækker nu sin bror Brax ind fra højre efter mange år, hvor de ikke har set hinanden. Brax er alt det, Wolff ikke er, nemlig udadreagerende, rap i kæften og stor i slaget.

I rollen som brormand Brax finder man en veloplagt Jon Bernthal, der giver godt dynamisk modspil til Ben Afflecks mutte og socialt akavede Wolff. Desværre finder filmens brug af komik ikke helt et gnidningsløst samspil med filmens ellers alvorlige historie og generelle tone. Bl.a. synes Wolffs akavede jagt på kærligheden at ramme forbi.

Brødrene er ikke alene på skansen, men får bl.a. hjælp af vicedirektør for det amerikanske finansministerium Marybeth Medina. Hun portrætteres sejt og nærværende af Cynthia Addai-Robinson. En umage og ganske engagerende trio, der desværre må se sig sat lidt til vægs af filmens unødigt klodsede historiefortælling og ujævne manuskript.

’The Accountant 2’ ender desværre med at være mere generisk end medrivende veloplagt. Den er stærkest, når samspillet mellem Ben Affleck og Jon Bernthal får lov til at folde sig ud. Særligt i mere rolige scener får filmen tiltrængt hjerte. Både instruktør Gavin O’Connor og manuskriptforfatter Bill Dubuque er tilbage og leverer da også et par potente actionscener undervejs.

’The Accountant 2’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Accountant 2’ har biografpremiere den 24. april.